Han husker det... Selvfølgelig gør han det; den slags er der ingen der kan glemme... Heller ikke jeg... I særdeleshed ikke jeg... Tænk at han talte sådan til mig... Hvilken frækhed!
   Der er kun én ting at gøre...
   For Ditte Mortensen var mandag den 8. oktober ikke en dag hun ønskede at huske.
   Et strømsvigt om natten havde sørget for at hun sov over sig, og hun kom således over fyrre minutter for sent første dag på sit nye job som hjemmehjælper på Tranekær Plejehjem. Oven i købet uden morgenmad. Hun parkerede sin cykel i stativet og skyndte sig ind i den store, grå bygning.
   Domenica Ravn, afdelingslederen, så meget skævt til Ditte da hun forpustet stod på kontoret og undskyldte sin forsinkelse, mens hun forsøgte at lægge de lyse krøller på hovedet ned.
   Kontoret var ikke særlig stort, men havde det fornødne som et kontor behøvede: to skriveborde - det ene med en computer og skærm på, et større arkivskab og et bord med seks stole.
   Domenica lod ikke Ditte tale færdig før hun lod irettesættelserne vælte ned over hende. Ditte stod som en artig skolepige og sagde ja på de rigtige tidspunkter.
   Domenica var klædt i en stram, brun nederdel af tykt stof og en kortærmet, mørkerød skjorte der var knappet helt i; sikkert for at dække over resten af den rynkede hud der snoede sig ned over halsen. Hun var mager og solbrændt, men da der ikke havde været en egentlig sommerdag med sol siden først i september, måtte farven stamme fra et solarium. Hun så ikke dog ud til at være mere end i slutningen af fyrrerne, så rynkerne måtte stamme fra et overdrevent forbrug af den kunstige sol.
   Da Domenica var færdig med dundertalen blev hendes mund til en sur sammentrækning og overlæben fik en række lodrette folder. Ditte forstod at Domenica forventede et svar møgfaldet, eller måske havde hun stillet hende et spørgsmål. Bare hun dog havde hørt efter. Dittes hjerne satte alle kræfter ind på at finde et svar der kunne bruges til alle spørgsmål, men det eneste der kom ud af hendes mund var: "Det må du undskylde."
   Domenicas øjenbryn styrtdykkede og Ditte krympede sig. Havde Domenica haft et næb i stedet for næse, havde hun lignet en ørn der har spottet sit bytte, på en prik. Ditte mærkede at hun begyndte at svede.
   "Jeg er nødt til at trække dig for en time," sagde Domenica vredt.
   "Det er okay. Endnu en gang undskyld. Det skal ikke ske igen."
   "Lad mig vise dig rundt."

Plejehjemmet var i to etager med ti lejligheder på hver. Et ganske lille plejehjem i forhold til de andre steder Ditte havde arbejdet før. I stueetagen var der - foruden de ti lejligheder, et kontor, en meget lille frokoststue til de ansatte som ikke så ud til at blive brugt, et køkken med en skranke der stødte ud til en større spisestue. Alt sammen pakket tæt sammen i den ene ende.
   De bevægede sig i et uudholdeligt og langsommeligt tempo hen ad en lang gang med fem lejligheder på hver side. Til højre for hver dør hang der et skilt med lejlighedens nummer og beboerens navn. Gulvet var belagt med cremefarvet vinyl og væggene lysegrønne. Gangen endte ved en bred trappe.
   "Elevatoren er dér," sagde Domenica og pegede på en skydedør af stål ved siden af trappen, "men den tager vi kun hvis der er en beboer med. Ikke når vi er alene! Så tager vi trappen; den er der for det samme."
   Ditte gad ikke spørge hvorfor; hun havde ikke lyst til at høre en længere prædiken om dovenskab eller unødvendig brug af kommunens strøm eller noget helt tredje, så hun nikkede bare. De gik op ad trappen og gjorde pause på reposen, hvor Domenica forklarede hvad tid beboerne skal tages op af deres senge og hvornår de skal indfinde sig i spisestuen. Tidspunkter som Ditte vidste, var umulige at overholde. Langsommeligt fortsatte de op ad det sidste stykke.
   Første salen var mindre end underetagen. I hvert fald kortere. Der var kun de ti lejligheder og intet andet.
   "På dagholdet er vi seks plejere på arbejde, foruden køkkenpersonalet, men aften og nat er der kun to. Vi aftaler på forhånd hvilken etage man har ansvaret for på aften og nattevagten, så der ikke opstår for mange pauser undervejs hvis I følges ad. Ditte lagde mærke til at Domenica sagde vi i starten af sætningen, men undervejs ændrede det til I. Hun åndede tungt ud. Denne dag var i særdeleshed en man ikke behøvede at huske.

Tilbage på kontoret fik Ditte udleveret en to kitler af Domenica. "Du skal selv vaske dem og det skal ikke være i vores vaskemaskiner i kælderen." Hun stirrede anklagende på Ditte, som om hun allerede havde vasket hendes, venindernes og familiens tøj i de maskiner.
   "Erna i lejlighed 9 kan selv vaske hendes tøj, og hun vil sikkert tilbyde dig at vaske dine kitler også. Det takker du pænt nej til; beboerne skal ikke besværes med noget jeg forventer du selv kan klare. Der er et møntvaskeri i byen du kan benytte hvis det er. "
   Ditte var lamslået. Aldrig før havde hun opbygget en så voldsom afsky for et andet menneske. I hvert fald ikke på så kort tid. Hun besluttede sig for at sende jobansøgninger ud til andre plejehjem så snart hun fik fri. Det kunne ikke gå hurtigt nok.
   Efter en kort rundtur i kælderen, der indeholdt plejehjemmets vaskeri og et omklædningsrum for de ansatte, fik Ditte udleveret nøgler og id-kort.
   "Er du gift?" spurgte Domenica.
   "Hvabehar'?"
   "Er du gift? Det er bare et personligt spørgsmål, så jeg ved en smule om dig; vi skal jo til at arbejde sammen. Selv er jeg alene."
   Hvorfor mon? "Nej, jeg er single." Ditte brød sig ikke om at bruge ordet alene. Det lød mere som enke. Hun vidste ikke om Domenica var 'alene', eller om hun bare havde skræmt alle mænd i sin omgangskreds bort med sit knap så vindende væsen. Hun besluttede at lade være med at spørge.
   "Nå," sagde Domenica og kiggede på uret på sit spinkle håndled, "klokken er mange. Anett kan bruge lidt hjælp; der er beboere der skal tages op."

Anett var en kvinde i begyndelsen af i trediverne, ligesom Ditte. Hun havde - i modsætning til Ditte - mørk teint, sort strithår og en sølvstift i næsen. Hun lignede en oprørsk teenager der endnu ikke var klar over hun var blevet voksen. Hendes øjne var markant blå og havde et blidt skær over sig. Som om de alene kunne give hele hendes ansigt et fredfyldt udtryk.
   "Har du mødt Domenica?" spurgte Anett, da de havde præsenteret sig selv. De stod i kontoret og Ditte var trukket i kitlen og klar til første arbejdsdag på sit nye job.
   "Ja hun har vist mig rundt." Ditte mindede sig selv om det med jobansøgningerne.
   "Hvad synes du om hende? Hun er skøn ikke?"
   "Hvad?" røg det ud af Ditte. "Jo ... Hun er da ..."
   "Jeg tager pis på dig," sagde Anett og smilede. Hun havde en diamant limet fast på den ene fortand.
   Ditte grinede. "Nå, okay. Så forstår jeg bedre."
   Anett fortsatte: "Hun er ikke en skid mere end os, bare så du ved det. Hun er hjemmehjælper ligesom dig og mig; der er bare ikke råd til at ansætte en leder, så hun dobbeltjobber den. Det er nu ikke så svært, for langt de fleste beslutninger bliver alligevel truffet af kommunen. Pengesagerne har hun intet at gøre med. Hun skriver vagtlisterne ud og råber over os andre, meget andet er det ikke i det job. Men du vænner dig til hende."
   Jeg håber ikke jeg når at blive her så længe.
   "Og for resten, angående vores vagter; der er der mangel på personale for tiden, så vi har skiftende arbejdstider. Domenica kan godt finde på at give dig en dobbeltvagt, så ved du det."
   Det kunne ikke gå hurtigt nok med de ansøgninger.

Ditte tog sig af fem af beboerne på første sal og sørgede for at de kom i tøjet. Hun startede med Minna Christensen i nummer 11. Hun skulle hjælpes i tøjet, have sine tænder sat i, og støttes hele vejen ned til spisestuen, selvom hun havde sin bonapé med også. I næste lejlighed gik det lidt nemmere. Manden kunne selv tage sit tøj på, selv om han måtte holde nogle tiltrængte pauser undervejs. At dømme efter hans gule fingre og den sure lugt af tobaksrøg i lejligheden, var det det mest naturlige at antage det var hans lunger der krævede pauserne. Han skulle også have paryk på, da hans egen hårpragt var gået tabt mange år forinden.
   Hans nabo, en kvinde sidst i halvfjerdserne, sad i kørestol og måtte også hjælpes hele vejen. I den næste lejlighed boede der et sludrechatol af den anden verden. Hun fablede løs om vind og vejr uden selv at være klar over hvad der kom ud af sin mund, og Ditte svarede ja og nej hvor hun synes det passede.
   Den sidste beboer i rækken, en mand på otteogfirs, hed Søren og havde et gammeldags, ternet jakkesæt på. Han rakte hånden frem til Ditte, da hun kom ind i stuen.
   "Godmorgen, godmorgen," sagde han friskt. "Velkommen til."
   "Mange tak," sagde Ditte.
   Han lænede sig frem, kneb øjnene sammen og læste Dittes id-kort, der sad på hendes kittel.
   "Ditte Mortensen. Det er et flot navn." Han smilede så hans forlorne tænder strålede.
   "Ja, jeg kan også godt lide det," sagde Ditte.
   Han lo. "Endelig en med godt humør," sagde han. "Herligt. Du skal nok falde til her. En smuk ung pige som dig skal nok live os gamle drenge lidt op."
   Ditte smilede og rødmede lidt. "Tak. Skal vi følges ned?" Hun rakte armen ud.
   "Ellers tak. Jeg går selv ned til morgenmaden, tænk ikke på det. Der bliver alligevel ikke serveret noget før om tyve minutter, og det er så kedeligt at sidde der og vente."

Anett stod med en gangbesværet mand ved elevatoren, da Ditte var på vej nedenunder.
   "Kan du klare det?" spurgte Anett.
   "Ork ja, de er flinke nok. Og jeg tror jeg er blevet charmeret af en herre."
   "Du mener Søren? Ja han er damernes ven."
   "Hvis man bare var en halvtreds-tres år ældre," sagde Ditte med et smil.
   "Det tager jeg som et kompliment," sagde en stemme et stykke borte. De vendte sig og så Søren dukke op fra sin lejlighed for enden af gangen. "Min hørelse fejler intet," sagde han og trak sig i øreflippen, inden han grinende forsvandt ind i lejligheden igen.

Da beboerne en halv time senere sad og spiste deres morgenmad, kom Domenica hen til bordet hvor Ditte og Anett sad og gav to af beboerne mad. Domenicas ansigt var fortrukket i en sur grimasse. Tilsyneladende det eneste udtryk det kunne præstere.
   "Ditte, jeg står desværre og mangler en til at tage vagten i nat," sagde hun. "Kan du?" Selv om det var formuleret som et spørgsmål, lød det mere som en camoufleret ordre.
   "I nat? Jo, men ... Jeg skal jo også på arbejde i morgen tidlig, så det bliver da temmelig mange timer i træk."
   "Du får naturligvis lov at bytte, så du får eftermiddagsvagten i morgen i stedet. Så kan du nå hjem og sove og være frisk til du møder igen." Ditte følte sig presset. Hun havde ikke den ringeste lyst til at arbejde dag, nat og aften på kun tre dage. Domenica lagde armene over kors og tappede utålmodigt med fingrene på skjorteærmet.
   "Du skal måske noget?" spurgte hun sukkersødt.
   "Hvorfor tager du ikke den vagt?" spurgte Anett. Domenica sendte hende et indædt blik der sagde mere end tusind ord. Det prellede af og Anett fortsatte med åbenlys respektløshed i stemmen: "Ja, for du kan jo også bare holde fri i morgen tidlig og nappe aftenvagten i stedet." Hun vendte sig mod Ditte. "Har hun for resten spurgt dig om du har en kæreste?" Domenica vendte stift blikket mod Ditte.
   "Kan du?" spurgte hun utålmodigt, så Ditte ikke kunne nå at svare på Anetts spørgsmål. Dittes kinder blev varme.
   "Ja, jeg kan godt," sagde hun. Domenica nikkede, sendte Anett et triumferende smil og forlod dem.
   "Heks," sagde Anett og stak en skefuld øllebrød ind i munden på Margrethe Dreier.

Klokken tolv midnat begyndte Dittes vagt. Domenica var der heldigvis ikke, så Ditte konkluderede at en nattevagt nok alligevel ikke var så dårlig en idé. Der var virkelig ikke meget at lave, ud over at sidde på kontoret og drikke kaffe, mens den anden nattevagt, en mand ved navn Mads, benyttede sig af internettet. Ditte overvejede ligefrem at lægge sig på en sofa der stod i kælderen og få sig en velfortjent skraber.
   Mads var nogle år ældre end Ditte, måske endda over fyrre. Han lignede ikke en der havde behandlet sig selv alt for godt; han havde usund, grå hud, temmelig misligholdte tænder og næsen så ud til at have været brækket engang. På hans ene underarm var der en gammel tatovering der havde så tykke streger, at den var umulig at tyde. Han sagde ikke ret meget og var mest interesseret i det der foregik på skærmen foran ham. Det lignede et kortspil af en art.
   Ditte kiggede på uret. 2:03. Hun rejste sig og skænkede sig endnu en kop kaffe, og gik ud for at tisse.
   Toilettet lå lige overfor kontoret, og da hun tog i døren, kunne hun høre en af beboerne hoste kraftigt. Hun blev stående for at høre om vedkommende behøvede hjælp, men da det hørte op et øjeblik senere, gik hun ind og låsede døren efter sig. Da hun nogle minutter senere kom ud igen, var der helt ro. Kun Mads' klikken med musen fra kontoret kunne høres svagt. Lyset på gangen var dæmpet og trappen for enden lå helt hen i mørke. Hun kiggede ind i den tomme spisestue. Den var kun oplyst af et svagt lysskær fra køkkenet og virkede pludselig meget større og uhyggelig. Hun gik over gangen og var på vej ind på kontoret igen, da hun fik øje på en stribe lys der kom ud fra den første lejlighed der lå lige efter spisestuen.
   "Der er lys i en af lejlighederne," sagde hun til Mads. Han flyttede ikke blikket fra skærmen og der gik et stykke tid inden han svarede. "Nogle gange glemmer aftenholdet at slukke for det."
   "Jeg tror ikke døren er helt lukket."
   "Det hænder de ikke får lukket ordentligt. Vi låser jo alligevel aldrig dørene her. Det er sikkert en der ikke smækket den ordentligt, men det sker der ikke noget ved." Han stirrede stadig på skærmen, og Ditte kunne se at han stadig spillede kort.
   "Jeg går lige hen og lukker den," sagde hun. Mads svarede ikke.
   Navneskiltet oplyste at beboeren hed Magnus Holst. Hun skubbede døren lidt op så hun kunne se ind i lejligheden. Lyskilden stammede fra en bordlampe oven på et mindre skab i stuen. Hun gik ind. Døren gled næsten helt i bag hende. Da hun slukkede for lampen blev der bælgmørkt i lejligheden. Hun forsøgte at famle sig vej gennem mørket, fandt en kontakt på væggen og trykkede på den. Intet skete. Lyset i entreen virkede ikke. Pludselig blev hun overvældet af en uro. Hun havde været mørkeræd som barn, og her, midt om natten i en fremmed mands lille lejlighed, vendte angsten tilbage. Der var vel fem eller seks skridt hen til døren, så hun valgte det sikre; at træde to skridt tilbage og tænde for lampen igen. Stuen blev lyst op igen og angsten forsvandt.
   Hun gik med stadigt bankende hjerte ud i den lille entré igen og slog et blik ind i soveværelset. I det svage lys kunne hun se Magnus ligge på ryggen i sin seng. Ditte bemærkede at hans ene arm var faldet ud over kanten og hang slapt ned. Hun gik hen og løftede den op på hans bryst, men opdagede at det ikke bevægede sig op og ned. Så lagde hun øret helt ned til hans mund. Hun kunne ikke høre noget åndedræt. Så ledte hun efter hans puls, først på halsen og så i begge håndled. Der var ingen. Så fik hun fat i Mads, der nølende gik med tilbage i lejligheden og prøvede, men med samme resultat: ingen puls.
   "Han er færdig," sagde han tørt, "vi må få fat på lægen."

Lægen ankom først klokken fem. Han ringede utålmodigt på klokken flere gange, til Dittes store irritation. Mads var igen helt fordybet i internettet, og så ikke ud til at ænse larmen. Eller også ignorerede han den. Ditte gik ud til indgangen, der lå over for spisestuen og fik øje på lægen gennem glasdørene. Han var omkring de halvtreds og havde en spids næse med et par tynde læsebriller siddende helt ude på spidsen. Han havde en taske i hånden. Ditte trykkede på en kontakt og skydedørene gled op.
   Han hastede ind mans han sagde: "Godmorgen, hvor ligger han?" Hans grå hår var i uorden, så han var nok blevet revet ud af sin varme seng.
   "Lige her, nummer 2." Hun åbnede døren for ham. "Han ligger i sin seng."
   "... Hvor jeg også burde være lige nu," sagde lægen og gik ind i lejligheden. "Jeg finder dig når jeg er færdig."
   Et kvarter senere dukkede han op på kontoret. Ditte sad ved bordet og lænede hovedet mod hænderne og var lige ved at falde i søvn ved lyden af det monotone klik - klik fra musen, der indikerede at Mads stadig spillede kort på internettet.
   "Så er jeg færdig," sagde lægen. "Men der er et problem."
   "Hvilket?" spurgte Mads uinteresseret mens hans øjne ikke veg et sekund fra skærmen. Lægen gik hen til kaffemaskinen og tog en af plastikkopperne der stod stablet ved siden af. Han skænkede kaffe og sagde:
   "Magnus Holst blev myrdet."

Femten minutter senere ankom politiet til plejehjemmet. Domenica nåede frem ti minutter efter, samtidig med et større hold teknikere, der straks gik i gang med at undersøge gerningsstedet.
   Domenica gik ind til Ditte, Mads og lægen på kontoret, og en betjent bad dem blive der. Lægen fortalte kort Domenica hvad der var sket, selv om Ditte havde fortalt hende det samme i telefonen.
   "Stranguleret?" sagde Domenica. Lægen nikkede.
   "Det kan da ikke passe!" Domenica rystede uforstående på hovedet. "Her? Hvordan kan det ske?" Lægen skænkede sig endnu en kop kaffe og kiggede irriteret på sit armbåndsur, ganske som han havde gjort det fem minutter forinden.
   "Tja, en eller anden har set sig sur på ham og villet ham til livs. Han er stendød. Jeg har sat dødstidspunktet til klokken to."
   Selv om politiet var kommet, måtte han stadig vente på en kriminalkommissær skulle dukke op. Han sukkede. Ditte og Mads sad ved bordet. Mads drak kaffe, men Ditte var gået over til at drikke vand; det var nødvendigt hvis hun skulle gøre sig nogle forhåbninger om at få noget søvn når hun fik fri. Hun havde allerede fået rigeligt med koffein, og nattens hændelse ville sikkert ikke give hende meget ro.
   "Hvordan stranguleret?" spurgte Domenica forfærdet, "med hvad?"
   "Et stykke snor. Noget stærk snor. Sejlgarn, formodentlig."
   "Hvem kan dog have gjort det?" Det var et spørgsmål de alle havde stillet både sig selv og hinanden flere gange. Lægen skyllede resten af den brandvarme kaffe ned i ét drag og smed irriteret plastikkruset i skraldespanden.
   "For min skyld kan det være Kejser Franz fra sin grav! Det er politiets opgave, ikke min. Og hvornår fanden kommer den kommissær, så jeg kan komme hjem?"
   Domenica vendte sig om mod Ditte og Mads og stirrede mistænksomt på dem. "Har I slet ikke set eller hørt noget som helst?" De rystede begge på hovedet. "Nej," sagde Mads.
   "Et eller andet? Han kan jo ikke have gjort det selv."
   "Vi har intet set," sagde Mads langsomt og lagde hovedet tilbage for at løsne musklerne i nakken.. "Ditte gik ind til ham og fandt ham død."
   "Hvorfor gik du derind?" spurgte Domenica hurtigt.
   "Fordi døren ikke var lukket helt i og jeg kunne se lys," svarede Ditte.
   Mads sagde: "Den sidste person der så ham i live, var den der gav ham hans piller til natten. Altså en fra aftenvagten. "
   I samme nu kunne Ditte gennem vinduet se en blå Ford Escort køre ind på parkeringspladsen. Lyden fra dækkene i perlestenene tiltrak sig også de andres opmærksomhed. Det måtte være kommissæren.
   En mand steg ud og gik hen mod indgangen. Selv om det var nat, var der skyfrit, så månen lyste hele parkeringspladsen op. Kommissæren var høj, nok omkring de 1,90, havde sort, bølget hår der var redt tilbage ved ørerne. Han bar også briller med tyndt stel. Sort måtte være hans foretrukne, for han var klædt i netop den farve fra top til tå. Sorte sko, sorte bukser og sort frakke.
   De hørte klokken ringe, men blev siddende. En af betjentene skulle nok lukke ham ind. Da han et øjeblik senere gik ind gennem skydedørene, forsvandt han af syne. Et par minutter senere dukkede han op i døren til kontoret.
   "God morgen."
   "Det tør siges," sagde lægen tørt. Kommissæren studsede over ham, men sagde ikke noget. I stedet fik han øje på kaffemaskinen og gjorde store øjne.
   "Jeg må vel ikke få en kop med?" sagde han; "jeg er ikke helt vågen endnu." Stemmen var dyb og behagelig. Ditte rejste sig og gik hen og fyldte en kop til ham.
   "Mange tak," sagde han og smilede taknemmeligt.
   Kommissæren stod et øjeblik og nippede til kaffen og sagde så: "Jeg er nødt til at snakke med jer alle sammen, så I må desværre ikke forlade plejehjemmet endnu."
   For Ditte var det ligegyldigt; hun havde ikke fri før om fem timer. Domenica derimod, lignede ikke en der var tilfreds. Hun sukkede højlydt, så Ditte krummede tæer.
   "Hvor længe går der inden du kan tale med os?" spurgte Domenica.
   "En halv til en hel time, vil jeg tro. Hvem har for resten adgang til plejehjemmet på denne tid?"
   "Ingen," sagde Domenica, "der er låst om natten og man skal ringe på klokken for at få personalet til at komme ud og åbne."
   "Hvor mange er på arbejde om natten?"
   "To."
   Mads brød ind i samtalen: "Er vi under mistanke?"
   Kommissæren grinede. "Det er alt for tidligt for den slags." Så gik han ud sammen med lægen.

Der gik to en halv time inden kommissæren kom tilbage. Domenica havde et par gange forsøgt at komme ind i Magnus lejlighed for at skynde på ham, men en betjent havde venligt, men bestemt gennet hende ud igen og bedt hende om at vente på kontoret. Mads var kun veget fra sin plads foran computeren, når presset fra blæren blev for stort på grund af kaffen. Ditte havde læst lidt i en medbragt paperback og Domenica havde spurgt hvorfor hun havde en bog med på arbejde, og ellers brokket sig over ventetiden.
   Da han endelig dukkede op og beklagede den lange ventetid, indvilgede han i at tale med Domenica først. Ditte og Mads forlod kontoret imens og ventede i spisestuen.
   Femogtyve minutter senere kom Domenica ud og sendte Mads ind.
   "Hvad sagde han?" spurgte Ditte nysgerrigt.
   "Han stiller de samme spørgsmål til dig om lidt," svarede Domenica tvært og gik med hastige skridt mod døren.

Det tog længere tid at afhøre Mads. Der gik over en time inden døren gik op og han løb ud på toilettet. "Din tur," sagde han i forbifarten.
   Ditte gik ind på kontoret, hvor hun som det første fik øje på en lille båndoptager på skrivebordet. Kommissæren sad i Domenicas stol. Han rejste sig, gav hånd henover bordet og præsenterede sig.
   "Nicklas Kuskner. Jeg er kriminalkommissær."
   "Ditte Mortensen. Hjemmehjælper."
   Han spurgte hende om hun havde noget imod at samtalen blev båndet. Det havde hun ikke, og han tændte for den. De første spørgsmål var hvad hun havde forventet: hvor længe har du arbejdet her, har du observeret noget usædvanligt, har den dræbte nogen fjender eller uvenner osv. Ditte svarede at hun ikke havde set noget usædvanligt, og at hun ikke kendte til den dræbte overhovedet. Efter et stykke tid spurgte han: "Hvad kan du fortælle mig om Mads?"
   Ditte blev overrasket. Niclas' blik var søgende, som forventede han en slags reaktion fra hende.
   "Mads? Jeg har kun kendt ham i ... Ja, faktisk kun siden midnat, hvor jeg mødte ind. Som sagt er jeg lige startet her i går." Hun viftede noget af hendes lyse hår væk fra panden. "Han har siddet klistret til den computerskærm hele tiden, og er faktisk lidt svær at komme i kontakt med."
   "Ved du hvem der har været inde ved Magnus i løbet af i går? Måske har han haft besøg?"
   Ditte tænkte at han ikke spildte tiden og det kunne hun godt lide. Hun havde egentlig forventet at han ville stille de samme spørgsmål igen og igen indtil hun havde svaret på dem så mange gange, at han var helt sikker på at hun ikke havde noget at fortælle om Mads. Han virkede intelligent og det tiltalte hende.
   "Anett gav ham mad i går morges, og jeg var derinde og skifte ble på ham ved middagstid," sagde hun. "Jeg ved ikke hvem fra eftermiddagsholdet der har været der."
   Han smilede igen og holdt en pause, mens han kiggede i nogle papirer han havde liggende på bordet. Ditte tog sig i at stirre på ham, men vendte alligevel ikke blikket bort. Hans ansigt udstrålede beslutsomhed og var tiltalende på en mystisk måde; det var ikke flot som en models, men hans øjne sagde lær mig at kende. Han var charmerende.
   Mens han sad og læste, spekulerede Ditte på hvor gammel han mon var. Hun endte på omkring fyrre. Hans hår var stadig helt sort, men de begyndende rynker ved øjnene afslørede ham.
   Efter et stykke tid stillede Nicklas endnu en række spørgsmål som hun ikke kunne besvare korrekt, da hun ikke kendte hverken beboere eller personale særlig godt. Hver gang hun besvarede et spørgsmål, kiggede hun ham direkte i øjnene og smilede. Efter et stykke tid gled 'spørgsmål og svar seancen' over i en decideret samtale. Ditte mærkede en let opstemthed men samtidig blev hun skamfuld. Her sad hun og flirtede med en kriminalkommissær midt om natten under en afhøring, mens der mindre end ti meter fra dem lå en mand der var blevet kvalt.
   Nicklas virkede en smule forlegen, måske af samme grund. Ditte overvejede om hun skulle spørge ham om han ville mødes med hende. Ville det være respektløst? Måske, men på den anden side; hun mødte ikke så mange mænd mere, så hvorfor ikke? Hun besluttede at vove pelsen.
   "Vil du med ud og have en drink på et tidspunkt?" Ingen grund til at pakke noget ind; det gjorde han sikkert heller ikke selv.
   Nicklas gik i stå et øjeblik. Så skød ham brynene op i panden og smilede nervøst.
   "En drink? Ja, jo ..." Han pillede nervøst ved papirerne på bordet.
   "Altså hvis du må gå ud med mistænkte, eller hvad jeg nu er."
   Han grinede. "Er det dig der har taget livet af Magnus Holst?" sagde han. Ditte blev et øjeblik helt paf, men et skævt smil på Hans læber afslørede at det var sagt i sjov.
   "Nej," sagde hun og løftede højre hånd som om hun aflagde ed.
   "Godt, så må jeg gerne gå ud med dig."
   De aftalte at gå ud og spise om aftenen, og da Ditte rejste sig hørte hun Mads skramle med en stol ude på gangen.
   "Er han mistænkt?" spurgte hun. Nicklas sagde ikke noget et stykke tid, men nikkede så.
   "Der er ingen beviser, men han er faktisk den eneste der kan have gjort det; vi har tjekket alle terrasse- og altandøre, og de er låst indefra. Der er ingen der kunne have kommet ind andre steder end gennem hovedindgangen. Og ærlig talt er han nok den eneste af jer to der har kræfterne til det."
   Det kriblede hen over Dittes nakke. Mads som morder? Det havde hun ærlig talt svært ved at forestille sig.
   Da hun forlod kontoret og gik forbi Mads ude på gangen, følte hun hans blik gennemborede hende som issyle.

Mads blev anholdt og ført bort af Nicklas og en betjent klokken 6:45.
   Politiets teknikere blev færdige med deres undersøgelser et kvarter senere og kørte, efter de havde sikret sig at ingen ville kunne få adgang til lejligheden.
   Ditte stod altså med ansvaret for hele plejehjemmet.
   Alene.
   Hun havde været rædselsslagen, og låst sig inde på kontoret indtil klokken otte, hvor dagholdet mødte. Efter en hurtig omklædning i kælderen blev hun mødt af Domenica på trappen. Hun havde dårlige nyheder. En fra dagholdet havde desværre sygemeldt sig, og det var svært at få en vikar med så kort varsel. Hun havde ringet rundt til de andre ansatte, men ingen af dem kunne tage vagten.
   Beklageligvis blev hun nødsaget til at inddrage Dittes fridag.
   Hun fik kæmpet sig igennem dagen på kaffe og ved at kaste koldt vand i hovedet på sig selv ind imellem. Og så selvfølgelig tanken om sin date med Nicklas senere. Da hun endelig fik fri efter sammenlagt seksten timers arbejde, var det lige på hovedet hjem i seng, selvom klokken var lidt over fire om eftermiddagen.

"Jeg beklager, men jeg er altså stoktræt," sagde Ditte, da hun og Nicklas sad og spiste på en græsk restaurant den aften. Stemningen havde været en smule præget af nattens hændelser, men de havde ikke nævnt mordet på et eneste tidspunkt.
   "Er det lovligt at inddrage din fridag lige efter otte timers natarbejde?" spurgte han en anelse forurettet på hendes vegne. Ditte drak en tår vin mere. "Det tror jeg ikke, men hvad; nu er det jo overstået og jeg gør det aldrig igen. Aldrig." Hun grinede. "Faktisk havde jeg glemt alt om min aftenvagt, da vi aftalte middagen i nat. Var jeg ikke blevet tvunget til den dagvagt, havde jeg været nødt til at aflyse vores ... date."
   "Held i uheld," sagde han. "Skal vi gå ud og tage en drink bagefter?"
   "Hvad med om vi tager den hjemme hos mig?" sagde hun. "Så kan jeg tage skoene af; mine fødder er åbenbart vokset af alt det arbejde."

En time senere sad de i Dittes sofa og delte endnu en flaske rødvin. De havde holdt i hånd som 7. klasses skolebørn til en fest på vejen hjem, og derhjemme optrappede den fysiske kontakt. Til sidst endte de i soveværelset.

"Jeg er fuldstændig færdig nu," sagde Ditte bagefter, " jeg er en nats søvn bagud."
   "Jeg er også udbrændt," sagde Nicklas. "Min skønhedssøvn blev også spoleret i nat."
   De lå et stykke tid og snakkede, og da alle andre emner var blevet vendt og drejet, spurgte Ditte:
   "Har Mads tilstået?"
   "Ikke mordet." Hans stemme var endnu dybere og endnu mere beroligende nu.
   "Har han da tilstået noget andet?"
   "Ja. Tyveri. Han har stjålet fra de gamle gennem længere tid."
   Ditte satte sig op, så dynen gled ned fra hendes krop og blottede hendes bryster. Nicklas blik dalede omgående tredive centimeter.
   "Stjålet? Penge?" spurgte Ditte.
   "Ja. Men ikke så mange siger han, kun en halvtredser hist og her. Så bliver det ikke opdaget. Han påstår det bare var til smøger. Han er temmelig forgældet og har ingen penge. Han skylder trehundrede tusind. Men mordet vil han ikke kendes ved."
   "Trehundrede tusind? Det var meget. Hvordan kan man skylde så meget væk?"
   "Spillegæld. Han spiller meget og det koster. Han har også taget en del dyre lån på nettet. Den slags er der mange der er fanget i. "
   Ditte trak dynen op under hagen og Nicklas forsøgte at hive ned i den. Hun holdt stædigt fast.
   "Hvad vil I så gøre nu?"
   "Give ham tommelskruerne på og se om han ikke spytter ud. Som sagt er der faktisk ikke andre der kan have gjort det."
   "Det lyder temmelig barskt."
   "Det er sådan man gør det. De fleste bryder sammen og tilstår.
   "Jeg kunne vel egentlig også have gjort det," sagde Ditte, "jeg var der jo også."
   Nicklas rystede på hovedet.
   "Ved du hvor mange kræfter der skal til at lukke af for luftvejen hos et menneske så længe at det dør? Det er faktisk temmelig svært. Det er også den metode der oftest slår fejl."
   "Det ved jeg heldigvis ikke noget om," sagde Ditte. "Men jeg har lidt svært ved at se det skulle være Mads." Nicklas fandt hendes hånd og klemte den under dynen.
   "Jeg indrømmer at han ikke ligefrem er prototypen på en morder, men hvem skulle det ellers være? En af beboerne?"

Den næste dag fik Ditte endelig lov at indhente den forsømte søvn. På grund af dobbeltvagten skulle hun først møde om eftermiddagen, og sov derfor lige til klokken halv tre. Hun var kun vågnet for at sige farvel til Nicklas, da han var taget af sted klokken halv otte. Hun mødte frisk og oplagt på arbejde klokken 16:00.
   Vagten startede godt; Domenica var blevet kaldt til et sent møde på kommunen omkring plejehjemmets sikkerhed, så Anett havde fået hendes vagt i stedet.
   Dagen blev til aften uden de store dikkedarer, og klokken 22:00 var der ro på Tranekær Plejehjem. De fleste beboere lå i deres senge og sov, og enkelte sad og så fjernsyn og kunne selv gå i seng når de havde lyst.

"Jeg hører du havde to vagter i træk," sagde Anett, da de sad og drak kaffe på kontoret. En radio på et af arkivskabene spillede lav reggaemusik. Anett havde indstillet kanalen.
   "Ja," sagde Ditte. "Det var hårdt." Stiften i Anetts næse funklede i lyset. Ditte tænkte at hun nok havde været en rebel i hendes unge dage, måske med håret farvet helt sort. Måske ligefrem punker. Hun talte lige ud af posen og havde til tider et groft sprog, men hun var sjov og havde et venligt væsen. Ditte spekulerede på hvor meget mon den oprørske sjæl var blevet tøjlet med årene.
   "Har du nogen børn?" spurgte Ditte.
   "Tre styks," svarede Anett. "Tre uregerlige, men raske drenge."
   "Tre drenge? Wow."
   "Ja, det er noget af en mundfuld indimellem, men min mand hjælper jo til. Han kan få dem til at falde til ro når mine evner på det felt slipper op."
   Ditte tog en tår lunken kaffe. Mand og tre børn. Hun mærkede noget trænge sig på i hjertet, da hun tænkte på børn. Det var vist høje tid for hende, hvis der skulle tænkes i de baner. Var Nicklas manden for det? Var det ham der skulle være med til at viderebringe hendes slægt? Hun lo indvendig over sine lidt højtidelige tanker, da en lille højtaler over døren gik i gang med en monoton Duut-duut.
   Det gik op for Ditte at Anett var fortsat med at tale mens hun selv havde ladet tankerne flyve. Anett rejste sig og gik ud på gangen. Ingen af de røde lamper over dørene lyste. "Det er selvfølgelig ovenpå," sagde hun og gik ned mod trappen. Ditte kunne høre elevatoren sætte i gang,
   Der gik omkring to minutter, inden skriget kom. Et gennemborende rædselsfyldt skrig, der fik Ditte op fra stolen i en rasende fart. Hun styrtede ud på gangen, forbi den afspærrede dør ind til Magnus' lejlighed og ned mod trappen og mørket. På vej op ad trinene hørte hun lyden af glas der knustes.
   Lyset på første salen var dæmpet, og den røde lampe over døren ved den sidste lejlighed til venstre lyste op.
   Med hjertet dunkende så Ditte blev ør i hovedet, gik hun lidt modstræbende hen ad gangen.
   "Anett!" råbte hun.
   Intet svar.
   Hendes hænder blev klamme da hun nåede lejligheden. Døren stod helt åben, og inde i lejligheden var der mørkt. Ditte trådte nølende ind i den lille entré. Det svage lys fra gangen lyste den dårligt op. Det tog hendes øjne nogle sekunder at vænne sig til halvmørket, men så kunne hun også se skikkelsen af personen på gulvet. Det var Anett. Det knuste glas stammede fra en lampe hun der lå knust ved væggen mellem hoveddøren og døren til soveværelset. Hun lå på maven og den hvide kittel var farvet rød midt på ryggen. Længere oppe, lige under nakken var der endnu en rød plamage der blev større og større. Midt i blodpletten sad der en kniv. Dittes hjerte føltes som om det eksploderede og hun skreg, samtidig med hun sprang et skridt bagud, og endte ude på gangen igen. Hun blev ved med at stirre på Anetts livløse krop på gulvet med kniven siddende i ryggen, og hun blev ved med at skrige indtil hun pludselig kunne høre Nicklas stemme i det ene øre. Forundret gik det op for hende, at hun - helt uden at tænke over det - havde stukket hånden i lommen på kitlen, taget sin mobiltelefon op og trykket på genkaldsknappen.

Ditte blev kørt på politigården og afhørt af Nicklas og en kriminalassistent hun glemte navnet på sekundet efter han havde sagt det. Der var også en advokat til stede. Ditte måtte redegøre for hele hendes arbejdsdag, minut for minut. Alt blev vendt og drejet flere gange. Nicklas talte pænt til hende, men kriminalassistenten gik mere hårdhændet til værks. Hurtigt gik det op for hende, at hun blev behandlet som mistænkt. Advokaten måtte flere gange skride ind og bede ham slappe lidt af. Efter næsten tre timers udmattende afhøring kørte Nicklas hende hjem. Både han, kriminalassistenten og advokaten var enige om at det ikke var nødvendigt at beholde hende på stationen, da det blev betragtet som usandsynligt at hun ville stikke af.
   Klokken var næsten to om natten da de kom hjem og Ditte spurgte om han ikke ville blive. Nicklas beklagede at han måtte tilbage på politigården for at skrive rapport. Han skulle også tilbage på plejehjemmet for at foretage afhøringer af beboerne, selv om det var nat. Han sagde at hun burde holde fri dagen efter og at han ville besøge hende så snart han havde fri, selvom det nok ikke blev før sent på eftermiddagen. Hun afviste at holde fri; hun havde ikke lyst til at være alene derhjemme. Selv tanken om Domenicas tilstedeværelse var bedre end det ensomme alternativ.

Da Ditte seks timer senere, klokken otte om morgenen, stod i det lille omklædningsrum i kælderen under plejehjemmet og iførte sig sin kittel, følte hun sig mange år ældre. Hendes far havde engang klaget over at han arbejdede på den samme fabrik i næsten fyrre år, og sådan følte hun det også nu: som om hun havde opholdt sig på det lille plejehjem i al evighed. Da hun knappede den sidste knap i kitlen, gik døren op og Domenica kom ind. Hun gik hen til Ditte og rømmede sig.
   "Ja, hvad er der?" spurgte Ditte.
   "Jeg troede ikke du ville møde i dag."
   "Nå. Men her er jeg altså."
   "Det er frygteligt det der er sket. Tænk at det skal overgå os." Ditte nikkede.
   "Er du mistænkt?" spurgte Domenica.
   "Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror det ikke; så havde de vel beholdt mig på politistationen."
   Domenica strakte sin tynde, rynkede hals og nedstirrede Ditte med et par øjne, der så ud til at tilhøre en sindssyg person. Den slidte hud på halsen blev strammet helt ud. Ditte forstillede sig lyden af skind der strækkes.
   "Jeg ved ærlig talt ikke om jeg bør lade dig arbejde. I hvert fald så længe du befinder dig i politiets søgelys. Jeg har jo også beboernes sikkerhed at tage vare på."
   Ditte standsede midt i en bevægelse.
   "Så send mig hjem din gamle heks, jeg er skideligeglad!" Domenicas underkæbe røg ned i et ryk, som om den havde været holdt oppe af en snor, der pludselig blev klippet over. Hun forsøgte at sige noget, men var åbenbart for chokeret.
   Ditte derimod, var ikke ude af stand til at tale og fortsatte: "Jeg knokler røven i lange laser på alle tider af døgnet og skal samtidig høre på dit lort! Jeg har været i krydsforhør den halve nat og jeg er ærlig talt pissetræt. Jeg bad til at dagen kunne forløbe nogenlunde roligt, og så skal jeg satme høre på dit pis næsten inden jeg har fået arbejdstøjet på. Hvis du vil sende mig hjem, så gør det nu, ellers hold din kæft og lad mig gøre mit arbejde!"
   Domenica vaklede et par skridt tilbage, mens hun forsøgte at få kontrol over den bævrende underkæbe.
   "Er der mere?" spurgte Ditte utålmodigt. "Jeg har beboere der skal tages op." Efter endnu et par forsøg på at få frembragt ord nok til at danne en hel sætning, opgav Domenica. Hun rystede på hovedet og forlod hastigt rummet.

Nicklas ankom et par timer senere. Han ville tale med Domenica og Ditte på kontoret.
   Dittes ben værkede da hun satte sig i stolen. De mange vagter havde virkelig tæret på hendes kræfter. Hun havde - hvis ikke hyænen gav hende et par ekstravagter - fri i weekenden. Den weekend skulle bruges i sengen besluttede hun - med eller uden Nicklas. Men helst med.
   "Jeg har en glædelig nyhed," sagde han. Domenica satte sig også ved bordet.
   "Anett overlevede mirakuløst."
   Ditte udstødte et lille glædesskrig. En strøm af lettelse løb gennem hendes krop. "Jeg troede hun var død, da jeg så hende ligge der."
   "Det troede vi også," sagde Nicklas. "Faktisk behandlede vi sagen som en drabssag og vi har da heller intet hørt fra lægen før her til morgen. De har opereret på hende hele natten." Han satte sig i Domenicas stol. "Hun er blevet stukket to gange. Det ene gik gennem leveren og det andet snittede hjertet og gennemhullede en lunge. Det er meget alvorligt. Hun ligger i koma, men hun lever. De siger at det er et mirakel at hun ikke døde."
   Domenica holdt en hånd op foran munden og udstødte et gisp. "Det er utroligt." Hendes stemme var kun en hvisken.
   Nicklas fortsatte: "Jeg har snakket med Marie og hun siger hun har sovet hele tiden og har intet hørt på trods af det skete i hendes lejlighed. Det er heller ikke hende der har aktiveret alarmen."
   "Hvem kan det så være?" spurgte Domenica, "der kan jo ikke komme nogen ind her; alle dørene er jo låst."
   Nicklas lod spørgsmålet hænge i luften, og Ditte besvarede det: "En her fra hjemmet."
   Domenica så forfærdet på Nicklas, der først trak på skuldrene, men nikkede så. "Der er faktisk ikke så mange andre muligheder," sagde han, "vi har tjekket alle vinduer og døre i lejlighederne, samt vinduerne i kælderen, spisestueen og her i kontoret. De har alle en sikkerhedshaspe, der sørger for at de ikke kan åbnes mere end højest fem centimeter. Kun altandørene på første sal kan åbnes, men det er nærmest umuligt at komme op på en af altanerne udefra på grund af buskene nedenunder. Alle vinduer er intakt, så ingen kan være kommet ind ved at smadre et eller bryde dem op."
   "Hvem mener du så det kan være?" sagde Domenica og kiggede på Ditte. "Det kan da umuligt være Mads igen."
   Nicklas rynkede panden. "Vi har besluttet at beholde Mads lidt endnu; vi mangler lige at få et par småting på plads." Domenica skulle til at spørge om noget mere, men Nicklas afbrød hende.
   "Jeg sætter vagter på nu. En på hver etage. Dag og nat til det her er opklaret. Kniven er forresten fra Maries køkken og er uden fingeraftryk. Så ingen hjælp dér."
   "Hvad skal det sige?" spurgte Domenica.
   "At gerningsmanden brugte handsker," sagde Ditte tørt. Domenica opfangede fornærmelsen og svarede igen med et gennemborende blik.
   I det samme gik døren op, og en kvinde fra køkkenpersonalet stak hovedet ind og sagde: "Nu er den vask stoppet igen. Jeg har prøvet og jeg kan ikke ..."
   "Jeg kommer nu," sagde Domenica opgivende uden at fjerne dræberblikket fra Ditte.
   "Vi er også færdige her," sagde Nicklas, "jeg har bare lige et par spørgsmål til Ditte."
   Domenica forlod modvilligt kontoret. Inden hun lukkede døren sagde hun: "Ophold hende nu ikke for længe. Hun er på arbejde."
   Ditte mærkede vreden fylde hende mere end hun kunne lide. Hun havde glemt alt om de ansøgninger hun ville sende ud, men nu huskede hun sig selv på det igen.
   "Er der noget nyt om Mads?" spurgte hun for at flytte tankerne et andet sted hen.
   "Han indrømmer stadig kun tyverierne, men vil ikke kendes ved mordet på Magnus. Og jeg tror han taler sandt; han er ikke ligefrem den iskolde type. Min overbevisning er, at alle mennesker er potentielle psykopater, men han falder helt uden for kategorien. Han farer sammen ved den mindste lyd. Da vi fortalte at vi kendte til hans dårlige økonomi og gælden, brød han grædende sammen og indrømmede tyverierne sådan uden videre. Men mordet nægter han. Benny har haft ham i lampens skær uden resultat, og han har fået hårdere fyre end Mads til at græde."
   "Benny? Ham du afhørte mig sammen med?"
   "Jeps. Fin fyr, hvis man ellers sidder på den rigtige side af bordet, hvis du forstår."
   Det gjorde Ditte. "Stakkels Mads."
   Hun gik over til kaffebordet og skænkede sig en kop. "Skal du have?" spurgte hun.
   "Nej tak."
   "Hvem har I så i kikkerten, nu hvor jeg er renset? Hvis jeg da er det?"
   "Fire. Og bare rolig; du er uden for søgelyset."
   "Fire mistænkte? Hvem?"
   Nicklas lænede sig frem i stolen. "Der er ni beboere her på hjemmet der kan komme rundt på egen hånd uden nogen form for hjælpemidler: fem kvinder og fire mænd. I første omgang tager jeg ikke kvinderne med i puljen, da det er usandsynligt det skulle være dem. Tilbage på listen står fire mænd." Han tog et stykke papir op af inderlommen på jakken og læste op: "Peter Søbye, Jens-Christian Schmidt, Søren Skou og Max Hannesen. Alle bor faktisk på første sal og kunne have udført drabsforsøget og været tilbage i lejligheden og sove rævesøvn inden politiet ankom." Han lagde papiret hårdt på bordet og så for et øjeblik opgivende ud. "Det er faktisk alt hvad vi har at gå efter. Det er så lidt at det næsten er flovt."
   "Hvad siger de fire mænd selv til det?"
   "De siger at de intet har hørt. Det er lidt komisk, for du siger at du hørte Anetts skrig helt herned."
   Ditte nippede til kaffen. "Ja, men uden høreapparaterne er de stokdøve. Nogle af dem ville ikke bemærke det om jeg så forsøgte at vække dem med et færgehorn."
   Nicklas grinede og hun gjorde det samme. Ditte var ikke vant til at fortælle vittigheder eller forsøge at være sjov, så hans latter gjorde hende glad. Men så gik noget op for hende og hun stoppede med at le. Nicklas stoppede også. "Hvad nu?"
   Ditte gik hen og åbnede døren. "Kom med," sagde hun. Hun gik ud af kontoret og ind i spisestuen. Nicklas fulgte efter. Ditte skimmede rummet, da Domenica kom til syne fra køkkenet.
   "Hvor er Søren?" spurgte Ditte hende. Domenica kiggede hen på den plads som Søren normalt sad på, men stolen var tom. "Nå ja, han var dårlig, så han ville blive i sengen i morges. Hvorfor?"
   Ditte svarede ikke, men tog Nicklas under armen og skyndte sig hen ad korridoren mod trappen.
   "Er det Søren Skou du mener?" spurgte han i farten.
   "Ja," svarede hun, "han må have hørt skriget."
   "Hvorfor?"
   "Fordi hans hørelse ikke fejler noget. Han behøver ikke et høreapparat. Han stod i lejligheden og hørte hvad jeg sagde til Anett helt henne ved elevatoren den anden morgen."
   Et øjeblik senere stod de foran døren til Sørens lejlighed. Den befandt sig lige overfor Maries.
   "Han lyver," sagde Ditte. "Han kan ikke undgå at have hørt det."
   Uden varsel eller at banke på døren, tog hun fat i håndtaget. "Den er låst?"
   "Har du en nøgle?" spurgte Nicklas. Ditte tog et helt bundt op ad kitlen, fandt hurtigt den rigtige frem og låste op. Hun åbnede døren, og derfra hvor de stod kunne de se helt ud på altanen.
   Søren stod derude på en stol. Et reb var bundet fast om gelænderet der omkransede altanen og var ført op over en stålbjælke under taget og videre ned, hvor den endte i en løkke omkring Sørens hals. Han var iført en lysebrun pyjamas og sorte sokker.
   Den ene fod gled udover kanten og krummede sig ned over sædet på stolen. Søren lænede sig fremefter.

Ditte havde set Nicklas uden tøj på én gang og vidste at selv om han ikke var helt slank, var han stadig acceptabelt veltrænet. Alligevel overraskede han hende med sin smidighed. Han sprang gennem entreen og stuen i tre hop - det sidste hen over sofabordet - og rev altandøren op.
   Søren sparkede stolen væk under sig og rebet strakte sig ud. Nicklas kastede sig frem og greb Søren om livet. Han hørte et knæk, men var ikke sikker på om det kom fra sin egen eller Sørens ryg. Med armene rundt om Søren løftede han alt hvad han kunne, men han havde besvær med at holde balancen. Den gamle mand i hans favn svingede fra side til side mens rebet strakte sig mere og mere.
   "Lad mig være!" sagde Søren, og forsøgte at frigøre sig fra Nicklas' arme. Nicklas var stærkest og holdt ham fast. Ditte kom til undsætning og rejste stolen op under Søren, som forsøgte at sparke den væk igen. Efter et stykke tid, indså han at det var nyttesløst at gøre modstand og fandt fodfæste på stolen igen. Ditte tog en havestol i plastik, kravlede op ved siden af ham og fjernede rebet om hans hals. Derefter hjalp Nicklas ham ned. Søren stirrede på galgen der hang og svingede frem og tilbage, som havde han ikke helt opfattet situationen endnu. Nicklas skubbede ham blidt i retning af stuen.
   "Nej," sagde Søren grådkvalt, "Du må ikke hjælpe mig; jeg fortjener at dø."
   "Det skal nok gå," sagde Nicklas og skubbede ham lidt hårdere, så han modvilligt kom ind i stuen. "Lad os gå indenfor."
   Søren satte sig i sofaen og lod tårerne få frit løb. Han græd i flere minutter, og Nicklas satte sig ved et lille rundt spisebord i eg. Det var hans ryg der havde givet lyd fra sig; det kunne han mærke nu.
   Ditte satte sig ved siden af Søren og tog ham i hånden. Nicklas sendte hende et skævt smil der sagde, at han nok helst ville have at hun havde sat sig et andet sted.
   "Jeg er et slet menneske," sagde Søren.
   "Fordi du dolkede Anett?" spurgte Nicklas. Ditte genkendte hans autoritære tonefald fra da hun selv var blevet afhørt mindre end et døgn forinden. Søren nikkede.
   "Og Magnus?"
   Sørens øjne blev alvorlige. "Det var også mig." Hans stemme var blevet dyb og grødet og han talte langsomt.
   "Jamen hvorfor?" spurgte Ditte og slap hans hånd ubevidst. Søren løftede hovedet lidt og der gled et djævelsk skær over blikket.
   "Man skød nazisterne efter krigen," sagde han med hæs stemme. "De blev indfanget og henrettet."
   "Hvad?" sagde Nicklas. "Sig lige det igen."
   "Han var nazist," sagde Søren. "Et nazisvin."
   Ditte mindede sig selv om at manden ved siden af hende var otteogfirs. Han havde altså været omkring 20 år, da krigen kom til Danmark i 1940. For hende var nazister noget med vrede, skaldede, unge mænd fra Tyskland, men Søren måtte naturligvis have et helt andet forhold til den slags.
   "Magnus undgik at blive henrettet," fortsatte han. "Jeg ved ikke hvordan, men han forsvandt da krigen sluttede."
   "Er du helt sikker på at Magnus var nazist?" spurgte Ditte. "Måske har du taget fejl." Hun så ham for sig, liggende i sin sygeseng, nærmest ubevægelig. Søren rystede på hovedet. "Det var ham." Han rejste sig og Nicklas gjorde det samme i et hurtigt ryk.
   "Bare rolig unge mand, jeg skal bare hente et fotografi i soveværelset." Han gik langsomt udenom det gamle sofabord med brune kakler, forbi Nicklas og ind i soveværelset. De kunne høre en skuffe blive åbnet og lukket igen. Han kom tilbage med et sort/hvidt foto i hånden. Han viste det først til Nicklas og gav det så til Ditte, inden han satte sig i sofaen igen. Det var et portrætfoto og var ikke særlig stort. Mindre end ti centimeter på hvert led. Det var slidt og forestillede en ung kvinde med en hvid hat på. Den havde en stor skygge, der dækkede øverste venstre side af hendes ansigt. Ditte huskede at hun havde set billeder af forfatterinden Karen Blixen med sådan en hat.
   "Det er Anne," sagde Søren. Ditte mærkede en klam fornemmelse løbe ned ad ryggen.
   "Vi blev forlovet i 1943. Hendes far var jøde, så I kan sikkert forestille jer hvad tyskerne syntes om hende."
   "Sagtens," sagde Ditte.
   "Jeg er faktisk født her i Tranekær, og det er Magnus også. Vi gik i skole sammen. Da tyskerne kom, valgte han deres side. I starten var han meget stille omkring det, men da modstandsbevægelsen for alvor begyndte i 1943 blev han nazist. Han forvandlede sig til en usympatisk mand, der truede alt og alle med tyskerne, hvis de ikke makkede ret. Min uheldige situation var, at jeg havde noget han gerne ville have: Anne. Han gjorde kur til hende på trods af hun var forlovet med mig. Hun afviste ham selvfølgelig hver gang, og da det blev for meget for os bad jeg bad ham om at stoppe sit forehavende. Han blev rasende og trak i nogle nazi-tråde."
   Søren lukkede øjnene hårdt i, og tømte dem for tårer, som han tørrede væk med hånden. "Tyskerne hentede hende en morgen. Klokken var kun lidt over seks. Magnus var med og han sagde, at jeg var heldig at jeg ikke blev anholdt også. Jeg så hende aldrig igen."
   Ditte mærkede en klump i sin hals. Hun sank et par gange, men den ville ikke forsvinde.
   "Blev hun ..."
   "Ja. Kz-lejr. Det svin til Magnus kom oven i købet forbi og fortalte mig det personligt. Hun fik ikke engang lov til at skrive et brev til mig. Jeg kender ikke engang datoen for hendes død."
   Ditte kunne ikke længere holde tårerne tilbage og tog Sørens hånd igen. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun tiede stille.
   "Jeg ved ikke hvordan, men Magnus forsvandt efter krigen," sagde Søren. "Han var efterlyst, men blev aldrig fanget. Han flyttede ind her på hjemmet for et halvt år siden. Jeg kunne ikke genkende ham til at begyndte med, men en dag sad han tilfældigvis overfor mig i spisesalen. Jeg genkendte hans stemme med det samme, og jeg opdagede, at jeg pludselig sad foran Magnus. Nazisten der sendte min forlovede i døden. Han kunne ikke genkende mig. Jeg tænkte længe over hvad jeg skulle gøre og i sidste uge besluttede jeg at konfrontere ham med hans fortid. Han var i mellemtiden blevet sengeliggende, men jeg gik ind til ham alligevel og fortalte hvem jeg var og om han kunne huske hvad han havde gjort. Ved I hvad han sagde?"
   Ditte rystede på hovedet.
   "Fald død om! Han bad mig falde død om." Sørens hænder begyndte at ryste. "Han var fuldstændig ligeglad. Han var skyld i min forlovedes død og han var ligeglad. Det skulle han ikke slippe fra. Jeg traf en beslutning: han måtte dø for hans gerninger, gammel og syg eller ej. I mandags besluttede jeg at gøre det. Jeg kan godt sige jer at jeg var nervøs, da jeg listede mig ned til hans lejlighed; den lå jo så tæt på kontoret. Døren var ikke låst, så jeg luskede ind i lejligheden uden problemer. Han lå og sov fredeligt på ryggen i sin seng da jeg lagde sejlgarnet om hans hals. Han vågnede da jeg løftede hans nakke for at få snoren om halsen, men heldigvis var han for afkræftet til at kalde på hjælp. Jeg sagde til ham at det var for Anna, og strammede til. Jeg vidste at sejlgarnet ville gøre ondt i fingrene, så jeg havde snurret enderne af snoren rundt om to kuglepenne og brugte dem til at holde i." Søren holdt en pause og tørrede kinderne igen.
   "Han hostede i starten, så jeg troede et øjeblik jeg ville blive opdaget."
   Der gik et stød gennem Ditte, så hun slap Sørens hånd. Hun huskede at have hørt en eller anden hoste kraftigt, da hun var gået ud på toilettet den nat. En pludselig kulde strøg over hende. Mens hun havde været derude var Magnus blevet stranguleret.
   "Hans svage arme kunne ikke hjælpe ham og lidt efter lå han helt stille," fortsatte Søren. "Jeg puttede snoren i lommen og gik ud af lejligheden." Han drejede sig og så på Ditte. "Du havde nær opdaget mig, unge dame. Jeg havde tændt lys i hans stue for at kunne se, og jeg havde ingen anden mulighed end at lade det brænde, ellers var jeg sikkert ramlet ind i noget på min vej ud; lyset i entreen virkede nemlig ikke. Da jeg var kommet ud på gangen hørte jeg døren til toilettet gå op. Jeg fik et chok og nåede ikke at lukke døren ind til Magnus helt i, men skyndte mig over på den anden side, og ind i lejligheden der. Mit gamle hjerte bankede, så jeg troede det var min tur. Der var ikke noget kighul i døren, så jeg kunne ikke se hvornår banen var klar, men heldigvis havde jeg min gode hørelse. Jeg kunne svagt høre dig tale og regnede derfor med at du var gået ind i Magnus' lejlighed. Jeg tog chancen og skyndte jeg mig ud igen og gik ovenpå. Jeg var heldig."
   Ditte var rystet. Denne mand havde - dog med en god portion held - dræbt et andet menneske uden at få et eneste spor til at pege i sin retning. Havde det ikke været for mordforsøget på Anett, var han sikkert aldrig blevet opdaget.
   "Hvad med Anett?" spurgte Ditte. "Hvorfor hende?" Søren krympede sig i sofaen.
   "Det var en fejl. Det skulle slet ikke have været hende. Undskyld."
   "Domenica?" spurgte Nicklas.
   "Ja. Det skulle have været hende heksen. Jeg så det først da hun lå dér på gulvet og blødte. Der var det for sent. Det skulle have været Domenica. Hun skulle jo på arbejde den nat."
   Ditte nikkede. "Hun byttede med Anett. Hvorfor ville du slå hende ihjel?"
   Søren vred sine hænder. "Ved I ikke hvordan hun behandler os gamle? Hun er en skændsel. Vi må ikke se fjernsyn, hun lader ikke dem der ryger få en cigaret, vi må ikke engang få et glas saft. Beder vi hende om det, får vi lunkent vand. Hun er ... ond ved os. Det er ikke værdigt at ende sinde dage på den måde. Jeg ville i hvert fald ikke lade hende ødelægge min sidste tid."
   "Men at dolke hende?" sagde Ditte. "Kunne du ikke bare klage over hende?" Søren kiggede ud på galgen, der stadig hang og gyngede fra bjælken.
   "Det gik så godt første gang," sagde han. "Mordet på Magnus. Ingen vidste det var mig. Det kunne jeg gøre igen. Domenica ville jo ikke forsvinde her fra hjemmet, med mindre nogen gjorde noget ved det."
   "Så du gik ind i Maries lejlighed og aktiverede alarmen og skyndte dig tilbage i din egen lejlighed?" spurgte Nicklas.
   "Og ventede til jeg hørte døren overfor blive åbnet, ja. Jeg havde allerede taget kniven i Maries køkken." Han vendte sig og spurgte Ditte: "Du er vel ikke sød at hente mig et glas vand?" Ditte rejste sig og gik ud i køkkenet, der blot var en lille krog med to kogeplader, en håndvask og et køleskab for enden af stuen. Hendes ben dirrede.
   Søren fortsatte: "Der var temmelig mørkt og desværre er mine øjne ikke så gode som mine ører, så det var ikke til at se hvem det var. Men jeg var overbevist over det måtte være Domenica."
   "Og så stak du hende?" spurgte Nicklas.
   "Ja. Hun stod lige i døren med ryggen til. Jeg stak hende og hun faldt fremover. Hun skreg helt forfærdeligt højt. Jeg trak kniven ud og stak igen og så var hun stille."
   Ditte kom tilbage med et glas vand. Søren drak det hele. "Jeg vidste ikke det var Anett," sagde han og begyndte at snappe efter vejret. "Jeg så det først bagefter. Undskyld." Han kiggede igen ud på rebet og så ud som han drømte sig et andet sted hen. Så tog han fotografiet af Anne og kyssede det, mens tårerne igen løb ned over hans kinder og fyldte de furer som årerne havde gravet i dem. Så vendte han sig mod Nicklas.
   "Det havde været meget bedre hvis du havde ladet mig hænge i den løkke, unge mand."

Kære Mads.
   Jeg håber du har det godt og er kommet oven på igen. Jeg ved det har været en hård tid for dig, og du skal vide at vi her på plejehjemmet har tænkt på dig. Det glæder mig at politiet frafaldt alle anklager mod dig. Godt du ikke også skal det igennem.

Det gør mig ondt at du ikke kunne beholde dit job. Jeg ved at ledelsen har valgt at se gennem fingre med tyverierne og give dig en god anbefaling, så du ikke er afskåret fra at få arbejde andre steder.

Jeg har to gode nyheder. Den bedste først:
   Anett er vågnet af sin koma. Hun kan intet huske af det der skete, men lægerne siger at det er normalt. Hun er i bedring, men skal tilbringe et godt stykke tid på hospitalet endnu, da hun skal flere operationer igennem. Jeg har besøgt hende og skal hilse fra hende og sige at du også skal være velkommen.
   Hun har besluttet at hun ikke vil tilbage og arbejde på plejehjemmet. Det kan jeg godt forstå, det ville jeg heller ikke bryde mig om.

Den anden gode nyhed er at Domenica er væk. Da hun hørte at det var hende Søren havde planlagt at slå ihjel, gik hun i chok. Siden har hun ikke rigtig været sig selv. Hun sad bare på kontoret og gloede lige ud i luften. Hun turde heller ikke gå alene op på første salen, selv om Søren var væk. Nu har hun sagt sit arbejde op. Det er glædeligt for os andre, men jeg har nu alligevel lidt ondt af hende. Tænk sig at hun var blevet dolket den nat, hvis hun ikke havde været forhindret i at komme på arbejde. Gad vide hvad hun finder på at lave nu? Det lyder mærkeligt, men jeg ønsker hende alligevel held og lykke fremover.

Angående vores underbemanding er der intet sket på det felt endnu, så jeg arbejder stadig dag, aften og nat som vinden blæser. Jeg er ved at være rigtig godt træt af det, men vores nye leder har lovet bedring inden længe. Jeg håber hun står ved sit ord, ellers må jeg finde et andet sted at arbejde.

Søren er død. Jeg ved ikke om du allerede har hørt det i tv, eller om det har stået i aviserne, for jeg har ikke selv fulgt med i det. På grund af hans høje alder blev han ikke fængslet, men i stedet anbragt på en psykiatrisk afdeling. Han døde i mandags, den 22. oktober. Han sov stille ind. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke, men "stakkels mand" bliver ved med at dukke op i mine tanker. Nicklas siger, at hvis han ikke havde forsøgt at slå Anett ihjel også, havde han muligvis bare blive flyttet til at andet plejehjem. Han var alt for gammel til at komme i fængsel, og mordet på Magnus ville ikke blive betegnet som rovmord.

Vi er også blevet interviewet af en del irriterende journalister, men ingen kendte til noget om dig. Det kan du takke Nicklas for, da han mente at du havde nok at se til. Jeg skal hilse fra ham og ønske dig held og lykke med fremtiden.

Håber du får styr på det hele... Måske ses vi en dag...
   Venlig hilsen
   Ditte Mortensen, Tranekær Plejehjem