Jeg åbner øjnene. Jeg har ikke sovet, bare ligget helt stille i flere timer og lyttet til mine brødres ordvekslinger. De forguder mig, fordi jeg hævner dem. Fordi jeg har lovet at tage mig af dem når opgaven er fuldført.
   Deres tale forstummer da jeg rejser mig op. Jeg ser ærefrygt i deres øjne, da jeg går ud af døren og endnu en gang begiver mig ud for at rette op på uretfærdigheden. Jeg føler mig opstemt, og det kilder i min mave.
   Det tager et kvarter, før jeg når frem til huset. Det er næsten ligesom som de andre og er helt perfekt. Der holder en bil i indkørslen, så jeg ved at jeg ikke er gået forgæves. De andre huse på vejen ligger enten hen i mørke, eller har trukket gardinerne for, så der ikke lukkes andet ud, end små striber svagt lys. Der holder en bil ved kantstenen fem huse længere henne, men huset er helt mørkelagt, så det er nok en overnattende gæst.
   Der er ikke hegn eller busk omkring det udvalgte hus. Hele forhaven er flisebelagt og støder helt ud til fortovet. Der står et par krukker med små træer, men ellers er hele haven blottet for beplantning. Fliserne er helt lyse og der er strøet sand ud over dem.
   Jeg går venstre om huset og ser til min fortrydelse, at der er opstillet et stillads bagpå. Der står en cementblander i haven og en hel palle med mursten på ved siden af.
   Jeg kan ikke finde noget der antyder hvilket vindue der hører til soveværelset, da jeg ikke kan se dem for stilladset. Det betyder at jeg kommer til at lede efter det når jeg er kommet ind i huset, og det er risikabelt. Ærgerlig begynder jeg at søge efter det kældervindue jeg vil ind af. Alle vinduerne på bagsiden af huset er lukkede, så jeg går om til fronten af huset og ser efter der.
   Til mit store held ser jeg at flere af dem står på klem. Jeg går hen til det første, lægger mig på knæ og forsøger at åbne det. En haspe sørger for at det ikke kan åbnes mere end et par centimeter. Jeg prøver at løfte haspen af med fingeren, men fingeren kommer i klemme og kan ikke nå langt nok ind. Jeg ser at træet i vinduesrammen er gammelt, og jeg prøver at rokke med vinduet. Skruerne bliver rokket løs og efter et stykke tid går haspen løs i vinduet, og jeg kan helt lydløst trække den ud af det smuldrende træ.
   Jeg åbner vinduet og klemmer mig igennem med fødderne først, mens jeg tænker at folk egentlig burde sikre deres huse noget bedre. Kælderen er dybere end jeg regner med, så jeg falder det sidste stykke. Heldigvis vælter jeg ikke noget i rummet, og jeg lander sikkert på fødderne, selv om det gør ondt i hoften.
   Kælderrummet er næsten tomt, bortset fra nogle flyttekasser der står hulter til bulter. Jeg forlader rummet og kommer ud i endnu et. Det er noget større og er møbleret med en sofagruppe og har malerier på væggene. En slags hyggestue.
   For enden af rummet er der en trappe, der fører mig op til etagen ovenover. Den munder ud i den dør, men den knirker heldigvis ikke da jeg forsigtigt åbner den.
   Entreen er smal og kort. Den er faktisk ikke meget større end min egen, og jeg bliver pludselig nervøs; jeg har jo ingen anelse om hvor soveværelset er. Jeg kan ikke se trappen, der skal føre mig videre ovenpå. Fandens.
   Den smalle entre har en række døre i hver side, samt én for enden. De er alle lukkede. Det er ikke godt, tænker jeg. Hvis én af dem knirker, vil beboerne måske høre mig. Jeg må finde køkkenet først. Forsigtigt tager jeg i den første dør. Den siger ikke en lyd da den går op og jeg kigger ind i et overdådigt badeværelse med et boblebad bygget ind i hjørnet, en stor brusekabine, et væghængt toilet og et langt bord med to indbyggede håndvaske. Jeg lukker døren igen og prøver den næste. Jeg når kun at få den op på klem da den giver sig til at knirke. Jeg kan se en smule af gulvet i værelset, og kan i mørket skimte et gulvtæppe. Det kan næppe være køkkenet.
   Jeg er heldig ved den tredje dør. To gange tilmed. Den siger næsten ikke en lyd da jeg åbner den, og det første jeg får øje på, er et komfur midt i en tæt række af skabe. Køkkenet. Jeg går ind for at finde en kniv, men alle bordflader er som blæst. Der står ikke så meget som en kop eller et glas nogen steder. Meget ryddelige mennesker.
   Jeg åbner forsigtigt skufferne én efter én og finder endelig den kniv, der kræves til opgaven: En stor forskærerkniv. Jeg kører den mod fingeren og finder den skarp nok. Bomstille forlader jeg køkkenet igen.
   Da jeg kan ikke finde en trappe til første salen i entreen, er der ikke andet at gøre end at prøve resten af dørene. Måske findes trappen i stuen? Jeg prøver døren for enden, og den fører ind til en mindre spisestue. Ingen trappe. Tre døre tilbage. Jeg skal til at vende mig, men lyden af en der hoster et sted i huset får mig til at gå i stå. Jeg lytter efter uden at trække vejret. Jeg er ikke så bange som i går, men mit hjerte slår hurtigere.
   Så hoster personen igen. Jeg skønner at lyden kommer fra den dør der er længst væk. Helt henne ved hoveddøren til venstre. Familien har åbenbart soveværelse i stue etagen. Jeg vender mig for at gå derhen.
   Synet af de to betjente med hævede pistoler gør mig så forskrækket, at jeg udstøder et hvin. De må være kommet op fra kælderen, ligesom mig. Deres øjne er opspærrede og musklerne på den enes hals er spændt og dirrer som var der sat strøm til. De står lige foran hoveddøren, og igennem en rude skinner månen ind på deres uniformer. Jeg genkender dem. Det er Janus og Adam.

Først blev Janus harm over at blive vækket, men da han så hovedet af en mand forsvinde ind af et åbent kældervindue på det hus de overvågede, blev han lysvågen med et sæt.
   "Hold da kæft mand, der er han sgu!"
   "Kan være en indbrudstyv," sagde Adam. "Uanset hvad tager vi ham."
   Janus rettede sædet op og kaldte omgående stationen over walkien, mens han steg ud af bilen. Da de nåede hen til huset, krøb Adam ind af kældervinduet, mens Janus løb op til hoveddøren og kiggede ind. Gennem et lille vindue kunne han se en meget lille entre med en masse døre. Ved en af dørene kunne han se omridset af en mand åbne den og kigge ind. Så lukkede han den, åbnede den næste en smule og stod så stille lidt. Så åbnede han en tredje, som han forsvandt ind ad. Et øjeblik efter kom han ud med en stor kniv i hånden.
   Da Janus så hvem det var, rejste hårene sig i nakken på ham. Han blev klar over at personen måtte være sindsforstyrret, og med en tyk, låst dør mellem dem, ville oddsene være bedst for morderen. Hvis Janus bankede på døren eller forsøgte at åbne den, ville personen på den anden side måske skynde sig at få overstået det han kom efter.
   Det måtte altså blive et overraskelsesangreb. Janus styrtede hen til kælderen, klemte sig ind gennem vinduet, skyndte sig ud af et lille rum og fandt Adam stående på en trappe med pistolen hævet.
   Janus hviskede stikord til Adam og fik med tegnsprog forklaret hvad han havde set gennem vinduet. Så gik de forsigtigt op ad trappen, mens Janus trak sit våben. Døren for enden stod lidt åben og Adam skubbede den forsigtigt op. Da de kom op i entreen, stod morderen for enden med ryggen til dem.
   En pludselig lyd fra rummet til højre fik dem til at fare sammen og Janus havde nær trykket på aftrækkeren af bar forskrækkelse.
   Morderen blev stående stille med ryggen til. Knoerne der knugede kniven var helt hvide. Betjentene blev stående, paralyserede. Janus hjerte bankede så hurtigt at han var bange for at besvime. Hvad fanden havde Olfert gang i?
   Adam skulle lige til at give sig til kende, da Olfert langsomt vendte sig om. Det gav et sæt i ham, da han fik øje på dem. Hans øjne pilede forvirret fra den ene til den anden. Det var som om det ikke var Olferts egne øjne. De var livløse og fjerne, som om han befandt sig i trance.
   Så dukkede et glimt af genkendelsens blik frem i dem. En nerve prikkede i Janus hals. Hvad der i virkeligheden kun varede højest ti sekunder, føltes som flere minutter. De stod over for hinanden, som helten og skurken i slutscenen i en spagettiwestern. Betjentene med deres pistoler og Olfert med kniven.
   Endelig brød Adam tavsheden: "Læg den kniv, Olfert."
   Olfert kiggede ned på kniven i sin hånd og rystede på hovedet. "Jeg skal hævne mine brødre." Stemmen var lav og uhyggelig monoton.
   "Hvilke brødre?" spurgte Adam. "Læg den kniv fra dig!"
   Olfert så opgivende ud. "Du forstår ikke ... Jeg må gøre det, de blev jo udstødt."
   "Vi kan snakke om det bagefter, Olfert. Men nu lægger du den kniv, ellers skyder jeg." Adam gik et skridt nærmere og hævede pistolen, så den pegede mod hans ansigt. En lyd hørtes inde fra soveværelset og en kvinde talte.
   "Har du ham?" spurgte Janus. Adam nikkede og tog ikke blikket fra Olfert. Janus åbnede forsigtigt døren til soveværelset, mens han sagde: "Det er politiet, jeg kommer ind nu." Han vidste at beboerne måtte være rædselsslagne. Han gik ind i soveværelset og var glad for at han var i uniform. Manden i sengen havde også en pistol i hånden og han pegede den mod Janus. Dynen ved siden af manden rørte på sig; sikkert hans skræmte kone der havde gemt sig under den.
   "Politiet," hørte han sig selv gentage meget hurtigt. Manden sænkede langsomt pistolen.
   "Sig mig, hvad sker ..." Janus tyssede på ham. "Bliv liggende i sengen til jeg kommer tilbage. Og læg den der fra dig." Manden gjorde som der blev sagt og lagde pistolen på et lille natbord. Kvinden kom til syne over dynen og knugede sig ind til manden.
   "Læg så den kniv!" sagde Adam til Olfert. "Sidste chance, eller jeg skyder!" Olfert kneb øjnene sammen, og han begyndte at græde.
   "Jamen du forstår ikke! Jeg er nødt til at slå dem ihjel!" Adam sænkede pistolen, så den pegede på Olferts venstre ben. "Nej!" skreg Olfert og smed kniven på gulvet. "Du må ikke skyde! Jeg er ikke færdig! Mine brødre ..." Han holdt hænderne op.
   "Jeg skyder ikke, hvis du lægger dig ned på maven nu," sagde Adam roligt. Olfert ventede et par lange sekunder, men lagde sig så hulkende ned på gulvet og foldede hænderne bag hovedet, ganske som han selv havde bedt utallige af forbrydere om.
   Adam lagde ham i håndjern og Janus tog sig af de to i soveværelset.
   Olfert blev ved med at græde til længe efter han var låst inde i en celle på politigården.