"Er den ikke sjov?" spurgte kvinden.
   Fotografens opmærksomhed blev atter rettet mod genstanden på bordet.
   "Vi fandt den på stranden på Isla Margarita," sagde hun, "de har nok grinet i tolden, da de scannede min kuffert."
   "Helt sikkert," sagde fotografen og rettede sit Nikon kamera mod det hjembragte vidunder på bordet: en femogtyve centimeter lang sten, som lignede det mandlige kønsorgan til forveksling. Den ville sikkert få sin plads et sted her midt i souvenirrodet. I morgen ville den være en femlinjet notits i en avis.
   "Jeg har to æbler vi kan lægge ved," sagde manden. Kvinden lo, så hendes kridhvide købetænder funklede i kontrast til den solbrændte hud.
   "Det behøves ikke," sagde fotografen uden at lægge skjul på sin manglende entusiasme og skævede til et ur på væggen.
   Han nåede kun at knipse én gang. Braget fik huset til at ryste, og sendte dem alle tre i knæ. Et billede på væggen faldt ned og glasset knustes. Fotografen knugede sit kamera, en refleks der stammede fra tiden som voldsfotograf i nattelivet. En lettere farlig gesjæft, han nu havde droppet. I det fjerne hørtes bilalarmer. Det kriblede i fotografens mave, som var den en travl myretue.
   Uden at sige et ord, løb han ud i entreen, rev døren op og styrtede ned ad trappen og ud på gaden. Han orienterede sig hurtigt i alle retninger. Selv om middagssolen blændede ham, var røgen var ikke til at overse. Den arbejdede sig langsomt op mod himlen bag Arbejdernes Landsbanks bygning.
   Fotografen svingede bilen ud af parkeringsbåsen, uden først at se om der var frit på kørebanen. Han manøvrerede udenom de andre bilister, mens han brugte hornet flittigt. Da han krydsede Reventlowsgade dukkede rådhustårnet med uret og det irgrønne spir frem for bankens bygning. Det var næsten indhyllet i røg, og hans anelser blev bekræftet.
   Han gassede op, kørte over for rødt lys og tog den midterste kørebane, der ellers kun er beregnet til busser. Ved H.C. Andersens Boulevard stod trafikken helt stille, og han måtte standse. Folk var stået ud af deres biler og betragtede måbende rådhuset.
   Fotografen tabte vejret.
   Den ene side af rådhuset havde et stort, gabende hul, som om en kæmpe havde taget en bid af bygningen ovenfra. Der var kraftig røgudvikling fra rådhusets indre, og en tyk, gråhvid søjle steg op og gemte nu tårnet helt væk. Det tårn alles øjne er rettet mod hver den 31. december lidt i midnat. Fra døren i midten, styrtede folk ud på rådhuspladsen, der allerede var et inferno af panikslagne mennesker.
   Fotografen gav fanden i sin bil og satte i løb. Han zigzaggede mellem køretøjer og mennesker, og nåede ind på rådhuspladsen, hvor han standsede brat op. Hurtigt rettede han kameraet mod det han så, og holdt fingeren nede på udløserknappen, så det tog billeder kontinuerligt. Ud af den tykke røg, kom tårnets spir langsomt til syne. Øjeblikket senere dukkede resten af tårnet op, som et skib der langsomt dukker ud af en tåge og lagde sig skråt ned over taget på rådhuset og buldrede ned på rådhuspladsen i et øredøvende brag og i en sky af støv. I faldet rev det mere af taget med, og murbrokker og tagsten regnede ned over folk. Ved mødet med brostenene, frigjorde det irgrønne spir sig fra resten af tårnet og gled et stykke gennem menneskemylderet, indtil det endelig lå stille.
   Fotografens hænder rystede. Han huskede ikke nøjagtig hvor højt tårnet havde været, men han vidste, at det var en af Københavns højeste bygninger, der nu var reduceret til en gang uanvendelige rester på jorden. Måske havde der været mennesker i tårnet.
   Hans finger slap knappen et øjeblik. Tudende bilhorn og skrigende stemmer smeltede sammen i en masse af kaos. En tyk sky af støv hvislede dovent omkring på rådhuspladsen, og fik det hele til at minde om en gammel film i svage farver. Resterne af spiret var standset cirka femten meter fra ham, og han indså hvor stort det egentlig var. Mindst tolv, tretten meter langt. Det havde virket så lille og fjernt i kameraets display.
   Og så fik han øje på dem. De tilskadekomne. Ofrene.


* * *
   Lufttrykket sendte Kenny og sekretæren baglæns ud af lokalet, som var de papirstrimler i en trækvind.
   Gulvet rystede, som kørte et tungt lastet godstog lige forbi ham og braget rumlede igennem bygningen. Han glippede med øjnene, men det hele drejede rundt. Da han endelig fik kontrol over synet, fik han øje på sekretæren ud af øjenkrogen. Hun var allerede på benene, men ænsede ham ikke. Blikket var fastfrosset og hun stirrede lige frem for sig. En rød plamage på hendes hage blev større og større og begyndte at dryppe ned på gulvet.
   Kenny kom møjsommeligt op og stå. Det hylede i hans ører og benene rystede under ham. Den ene side af sekretærens ansigt var smurt ind i blod. Hendes lange brune hår var farvet rødt og klæbede til kinden som vådt tang. Hun var sidst i trediverne, og Kenny havde før fantaseret om hende, selv om hun var meget ældre end ham. Hendes ynde var dog forduftet nu, hvor hun stod med munden gabende åben.
   Skaderne efter eksplosionen var omfattende. Døren til kontoret sad ikke længere på hængslerne, og hele dørkarmen var væk, så man kunne se ind til murværket. Længere henne var væggen blæst ud og havde raseret alt i korridoren. Kenny vendte sig mod sekretæren og sagde: "Kom." Han kunne høre sin egen stemme som en brummen pakket ind i den irriterende hyletone. Braget måtte have gjort ham midlertidigt døv.
   Sekretæren førte langsomt hånden op til kinden og tørrede håret væk. Eksplosionen havde revet halvdelen af hendes øre af, og kinden var forvandlet til en blodig masse. Han fjernede hendes hånd, så hun ikke tværede fingrene rundt i det. Hvis hun opdagede såret, ville hun måske gå i panik, og det var der ingen grund til nu.
   Flimrende gult lys begyndte at blafre ud fra hullet i væggen og en omklamrende varme kom nærmere. Der stank af brændt plastik og røg.
   Et billede dukkede op i Kennys erindring. Syv-otte mennesker havde befundet sig på kontoret. Der var kun to udgange ud; døren og det store hul i væggen. Ilden sørgede allerede for, at det var umuligt at komme gennem hullet, og han så ingen mennesker komme til syne i døråbningen. De var stadig derinde. En kuldegysning gennemrystede hans krop og han greb sekretæren i hånden og trak hende med. Flammerne voksede med lynets hast og varmen var ulidelig. Hvis de ikke skyndte sig, ville ilden snart fylde hele korridoren og grille dem levende. Han masede sig helt op ad den modsatte væg, og de måtte stavre hen over en bunke murbrokker for at komme forbi. Varmen brændte på huden og sveden gennemblødte hans tøj på få sekunder. Han rev hårdt i sekretærens arm og håbede at staklerne derinde ikke havde overlevet eksplosionen blot for at dø i flammerne nu.
   De kom hen til trappen og løb ned. Varmen fortog sig og den køligere luft føltes som en kold klud på ansigtet. Midt på trappen stoppede de. Der var hundredvis af mennesker nede i hall'en. Selv om hans hørelse var nedsat virkede larmen overvældende, som på en travl banegård. Alle forsøgte at komme ud af døren på samme tid. Folk råbte, skubbede og slog for at komme ud først. Modløsheden ramte Kenny som et slag.
   Henover menneskemylderet fik sekretæren øje på et lille stykke af friheden. Igennem den åbne dør så hun et glimt af rådhuspladsen. Alt hvad hun kunne høre, var en kimen i ørerne og noget, der mindede om fjerne råb og skrig. Det brændte uudholdeligt i hendes ansigt. Indtil nu havde hun været i en slags trance, men synet af friheden gav hende kræfterne tilbage. Hun slap Kennys hånd og styrtede ned ad trappen. Hvad der virkede som en umulig opgave, viste sig at være forbavsende let. Hun skubbede og masede sig fremad i mængden, som en hysterisk fan der vil helt op til scenekanten og se sit idol. Et par gange forsøgte nogen at flå hende tilbage, men hun kæmpede sig hidsigt frem mod åbningen. Da hun først var foran de fleste mennesker, gik det nemt. Folk bagved hende masede pludselig fremad, og hun røg gennem døren og landede på maven, som om rådhuset spyttede hende ud.
   Mennesker myldrede hen over hende uden at tage hensyn. En trådte på hendes knæ, så et lyn af smerte skød gennem hende. Hun krabbede sig fremad, mens hun forsøgte at komme op, men blev hele tiden skubbet omkuld af folk der løb forbi.
   Hun kravlede et stykke frem, så hun var væk fra den værste strøm af mennesker, og forsøgte igen. Smerten fra knæet fik hende til at skrige. Med en kraftanstrengelse fik hun vendt sig om, brugte hænderne til at sætte fra på jorden og kom op at sidde. Alt omkring hende var kaos. Noget højt oppe over hendes hoved fangede hendes opmærksomhed. Hun lagde nakken tilbage og fik øje på en stor genstand. Det lignede et stort stykke mur og blev større og større jo tættere den kom. Et par tagsten slog ned i jorden et stykke fra hende. Hun nåede ikke at reagere, før murværket begravede hende.

Kenny blev stående på trappens nederste trin og betragtede paralyseret hysteriet. Sekretæren havde pludselig genvundet sin bevidsthed og var styrtet ind i mængden og forsvundet. Han ville aldrig selv kunne komme gennem den klump af panikslagne mennesker, så han var fanget indtil de andre var kommet ud først. En ældre mand humpede forbi ham, snublede i farten og faldt på trappen. Kenny hjalp ham op, og modtog et skub i brystet som tak. I det samme rystede hele bygningen, og noget buldrede ned i store dynger udenfor. Øjeblikket efter stoppede det igen. Kenny tænkte på sin mor. Han fandt sin mobiltelefon frem fra lommen og ringede hende op. Telefonen sagde ikke en lyd. På displayet stod der: Ingen forbindelse.


* * *
   Fotografen for rundt og klikkede løs. Nogle af de tilskadekomne løb væk fra pladsen, andre kunne kun vakle eller humpe af sted. Ingen af dem stillede sig ligefrem op til fotografering, så han var nødt til at følge dem.
   En mand sad på jorden og græd. Han var ikke meget mere end tredive år og blødte fra næsen, så underansigtet var sølet til i blod. Han ænsede end ikke fotografen, da han nærmest dansede rundt om ham med kameraet.
   Alt blev fotograferet. Fotografen knipsede og knipsede og arbejdede sig nærmere rådhuset. Jo tættere han kom, jo mere kaos omkring ham. En kvinde bar på et grædende barn, en mand støttede sin kone, to unge mænd bar på en tredje der var bevidstløs og en gammel kone med en håndtaske i hånden stod og kaldte på Mads, sikkert hendes hund der var stukket af i virvaret. Kameraet stivnede alle deres bevægelser og overførte øjeblikket til hukommelseskortet.
   Han var ikke længere i form, selv om han var slank. Blinkende prikker dansede for hans øjne. Han tjekkede kameraets batteristand. Det var stadig halvt fyldt. Så studerede han endnu en gang rådhuset og fyldtes med en blanding af sorg og sitrende spænding. Han havde fotograferet et par borgmestre og et utal af vielser der, og ville også gerne ind og tage billeder af skaderne indvendigt. Desværre vidste han ikke hvor meget bomben havde raseret, eller hvor meget ilden havde fået fat, så måske var det en dårlig idé.
   Han fik øje på en ældre mand der lå på hug foran en kvinde. Hendes ben lå gemt under en stor vinduesramme. Mandens blik var fyldt med rædsel, mens han talte beroligende til hende.
   Fotografen øjnede straks et godt motiv.


* * *
   Hall'en tømtes forbavsende hurtigt for mennesker. Kenny mærkede lettelsens prikkende fornemmelse og rejste sig fra trappen, gik mod udgangen og trådte endelig ud i den befriende luft.
   Da han var kommet et stykke væk, vendte han sig og betragtede rådhuset. Det gik op for ham, hvad der havde fået bygningen til at ryste. Ud over det store hul i bygningen hvor et stort stykke af muren var væk, manglede også tårnet. Flammerne havde frit spil og dansede mod himlen. Han følte sig pludselig meget lille og sårbar. Tænk at han havde overlevet en eksplosion, der havde ødelagt så meget. Resterne af tårnet og den del af bygningen der var sprængt væk, lå ud over rådhuspladsen som et knust kæmpespejl af mursten. Kenny fik øje på et legeme på jorden. Det lignede en ung mand i jakkesæt og han lå helt stille med lukkede øjne. Den ene arm var drejet ud fra kroppen i en unaturlig vinkel.
   "Hjælp!" lød det tæt på. Kenny snurrede rundt.
   "Hjælp mig!" En ældre mand med gråt hår sad på knæ foran en kvinde, muligvis hans kone. Hun lå på maven, og henover hendes ben lå der en stor vinduesramme. Hvor de små ruder havde været, sad der nu kun små stykker glasskår tilbage. Rundt om rammen sad der stadig mørtel og rester af mursten, og tyngede den ned. Kvinden rakte hænderne frem og så bønfaldende på ham.
   "Jeg kan ikke få hende fri," sagde den ældre mand. "Jeg kan ikke løfte vinduet." Kenny løb derhen og lagde sig på knæ ved siden af kvinden, klemte ryggen ind under vinduesrammen og pressede opad. De små stykker glas skar ind i ryggen på ham, og han bed læberne sammen for ikke at skrige. En skygge gled hen over hans hænder. Kenny så op og fik øje på en høj mand med et magert ansigt. Han holdt noget op foran øjnene. Der gik et par sekunder før Kenny opfangede hvad der var: et kamera. Manden stod og fotograferede ham.
   "Så hjælp dog!" hikstede Kenny. Han brugte alle sine kræfter og kunne kun løfte vinduet et par centimeter, men det var heldigvis nok. Den ældre mand trak kvinden ud, og Kenny kravlede fri af vinduet, der landede tungt ved siden af ham. Den høje mand fotograferede ivrigt videre mens Kenny lå på jorden og pustede ud. En varme bredte sig fra ryggen og ud i resten af kroppen.
   "Hvad fanden laver du?" råbte den ældre mand til fotografen, mens han hjalp kvinden op. Hun kunne støtte lidt på benene, men måtte sætte sig igen. Den høje mand så uinteresseret på den anden og løftede kameraet op i en skæv vinkel mod ham og knipsede en enkelt gang. Kenny forstod den nedladende gestus. Manden var ligeglad, og brugte apparatet til at række tunge. Den ældre mand opfattede det også og reagerede prompte på fornærmelsen ved at plante en knytnæve på fotografens næse. Han var både hurtig og træfsikker, alderen taget i betragtning.
   Slaget sendte fotografen et par skridt bagud. Han så chokeret ud og mærkede efter på næsen, men tog ikke slagsmålet op. I stedet stak han i løb mod rådhuset.

Skadestuens store modtagerstue havde sikkert aldrig været mere fyldt. Alle stolene var optaget og folk sad i vindueskarmene og på gulvet. De fleste havde tilsyneladende været til stede på rådhuset da bomben gik af. Nogle havde bandager om hovedet, andre pressede klude mod deres sår og flænger og nogle så slet ikke ud til at være kommet til skade, ud over at de havde fået et kæmpechok. Et par sygeplejersker med rødblussede kinder luntede frem og tilbage på gangen udenfor. Af og til blev en båre hastigt kørt forbi døråbningen med en mindre hær af kittelklædte mennesker efter den.
   Der dukkede stadig folk op. Nogle af dem så opgivende ud og drejede om og forsvandt igen. En af de tilskadekomne, en mand på omtrent fyrre og med en hjemmelavet slynge om armen, havde taget rollen som fordeler af pladserne. Han tog sit selvbestaltede job meget alvorligt. Med brysk stemme blev kvinder og ældre tildelt stolene, mens mænd og børn blev beordret på gulvet.
   En sygeplejerske havde dækket sårene på Kennys ryg med plaster og nu sad han på i hjørnet med et håndklæde svøbt omkring sig. Både ambulancer og politi var mødt talstærkt frem til rådhuspladsen, og politiet havde fyldt et par salatfade med lette sårede og kørt dem på skadestuen.
   Et fjernsyn på væggen viste billeder af rådhuset. Store vandkanoner skød tykke vandstråler ind i flammerne. Der var stadig ingen der officielt havde taget ansvaret for bombningen, men de fleste i venteværelset havde sagt ordet: Al-Qaeda. Det værste chok havde lagt sig og diskussioner opstod på kryds og tværs.
   Et par mænd skræmte Kenny med racistiske bemærkninger som 'de sorte svin skal bare ud af landet' og 'sådan nogle rabiate aber burde skydes.' Normalt ytrede folk ikke den slags meninger i hans nærvær, men i dag lagde de ikke skjul på deres vrede. Eller også havde de ikke opdaget ham der på gulvet i hjørnet.
   Han trak benene op, begravede hovedet mellem knæene og samlede hænderne i nakken. Ikke for at skjule sin hudfarve, men fordi ingen måtte se at han græd. Han havde først fået kontakt med sin mor for et kvarter siden og hun havde kun lige nået at sige hun var på vej, inden forbindelsen igen blev afbrudt. Han havde en voldsom lyst til at forlade skadestuen, men han ville gerne have en læge til at se på ryggen først. Han pressede håndfladerne mod ørerne, men han kunne ikke lukke de andres røster ude.
   "Hvor mange er døde?" spurgte en snøftende kvindestemme.
   "Mange," svarede manden der heroisk vogtede over pladserne. "Tårnet begravede en hel del."
   "Så du hvem det var?" snøftede kvinden. "Så du hvem der havde bomben?"
   En anden mand snerrede vredt: "Ingen så sgu da hvem det var! Dem der var i nærheden blev sprængt i stykker. Jeg siger jer, det var en af de der langskæggede religionstosser fra mellemøsten."
   "Tænk at det kan ske her," sagde en anden kvinde. "De siger ellers at vores sikkerhed er god."
   En ny mandsstemme: "Så længe alle og enhver kan vandre frit over grænsen er vi ikke sikre. De kan smugle flere tons dynamit ind i landet hvis de har lyst."
   "De kunne nok ikke komme ind på Christiansborg," sagde en anden. "Og så valgte de rådhuset i stedet."
   "Jeg vidste det ville ske," sagde en mand med bornholmsk accent. "Vi skulle have trukket tropperne ud af den krig for længe siden."
   "Vi skulle aldrig have været med i den til at starte med!" bjæffede den vrede mand fra før. "Vores soldater dør til ingen verdens nytte. Lad de mellemøstaber have deres lorteland i fred og skyde hinanden, jeg er sgu ligeglad. Den satans regering er skyld i, at vi nu sidder her. Smid en atombombe og få det overstået, så de soldater kan komme hjem."
   En kvinde med en streng stemme sagde: "Hør lige på dig selv. Der er også uskyldige mennesker der. Vi får intet ud af at bombe noget som helst."
   "Vi får færre terrorister, gør vi!" Mandens stemme overdøvede de andres samtale og der blev stille i lokalet. Kvinden svarede ham ikke. Kenny pressede hovedet endnu længere ned mellem knæene, så sårene på ryggen sved. Bare moderen snart ville være her.
   "Nu er regeringen da nødt til at gøre noget," sagde den snøftende kvinde.
   "Ja!" råbte den vrede mand. "Vi skal have alle de sorte ud af landet nu! Hvad fanden skal de i det hele taget her? De kan jo alligevel ikke indordne sig. Lad dem blive hvor ..."
   "Tag så lige at slappe lidt af!" sagde kvinden med den strenge stemme. "Der sidder en dreng i hjørnet der ikke har brug for at høre den slags!"
   Kennys ører blev brandvarme. Han ville ikke have nogens opmærksomhed. Et øjeblik blev der helt stille og han kunne næsten høre de tilstedeværendes nakker knage, da de drejede hovederne for at se ham. Tøvende så han op. De fleste så ganske rigtigt hen på ham. En del af dem havde medlidenhed i blikket, men også et par vrede øjne var rettet mod ham.
   "Var du der også?" spurgte manden der dirigerede folk rundt. Kenny nikkede let.
   "Lad ham være," sagde kvinden med den strenge stemme. Hun sad på en stol i modsatte ende og havde skulderlangt hår, der var gråt i toppen. Hun blødte ikke og så ikke ud til at fejle noget.
   Manden ignorerede hende. "Hvem var du på rådhuset med?" Kennys hjerte slog hurtigere.
   "Ingen."
   "Ingen? Hvor gammel er du?"
   "Femten."
   "Hvad laver en femtenårig indvandrerdreng alene på rådhuset?"
   "Jeg arbejder der." Nu rystede stemmen.
   "Du er femten og arbejder på rådhuset?" Mandens sorte øjne gennemborede Kenny.
   "Stop nu," sagde kvinden. "Kan du ikke se han er kommet til skade."
   Tre stole fra hende rakte en bred mand armen ud mod hende og gestikulerede ro. Hans store hoved var skaldet og ansigtet var vejrbidt som en gammel fiskers. Han havde en utydelig tatovering på den tykke underarm. De tykke øjenlåg sænkedes og han så vredt på Kenny.
   "Jeg vil også gerne vide hvad du lavede på rådhuset. Og hvor er din familie henne?" Kenny genkendte den knurrende stemme. Den tilhørte den vrede mand.
   "Jeg henter breve på kontorerne og sådan. Jeg er der kun et par gange om ugen i nogle timer. Og min mor er på vej." Svaret så slet ikke ud til at tilfredsstille Fiskefjæs.
   I døren dukkede Kennys mor op. Stor, uden at være overvægtig, og med et stålsat blik, der kunne skære gennem granit. Den selvudnævnte pladsfordeler drejede om og stillede sig i vejen.
   "Vi er fyldt op her, så du må finde en anden skadestue," sagde han og rakte den raske arm op.
   Hun kiggede hurtigt op og ned ad ham, og vejede ham med blikket inden hun fik øje på Kenny.
   "Gå væk!" snerrede hun, og løb hen og tog sin søn i favnen. Hendes tøj duftede stadig af nybagt brød fra butikken og Kenny lod tårerne få frit løb.
   Der var helt stille i værelset, indtil manden bag dem brød tavsheden: "Er det din mor?"
   Hun vendte sig mod ham, stadig med Kenny i sin favn. "Ja, jeg er hans mor. Og hvem er du?"
   Han rynkede panden. "Hvordan kan du være det? Du er jo dansk."
   "Det er han også," svarede hun prompte. "Han er adopteret, hvis du er interesseret. Sig mig hvem er du egentlig?"
   "Vi vil bare gerne vide hvad en indvandrerdreng laver alene på rådhuset samtidig med det bliver bombet indefra," sagde Fiskefjæs og rejste sig op. Han havde et frygtindgydende korpus og klangen i hans stemme var faretruende. "Hvor er drengens far?"
   "Han er død," sagde moderen og slap Kenny. "Og det er hans biologiske mor også. Skudt ned i Irak for længe siden af Saddams tropper."
   De to mænd stillede sig ved siden af hinanden. De lignede et umage makkerpar. Den ene stor og firskåren, den anden ranglet.
   Moderen fnøs. "Hvad fanden skal I to forestille? Tror I det er ham der har gjort det?"
   "Jeg siger bare, at det lyder lidt underligt. Sådan at befinde sig dér når ..."
   "Han har allerede fortalt jer han arbejder der!" afbrød kvinden fra før. "Tag så og lad dem være i fred!"
   "Vores rådhus er blevet bombet," sagde den ranglede mand i et påtaget roligt tonefald. "Folk er døde og kommet til skade. Det er helt sikkert en selvmordsbomber. Vi ved jo alle hvem der gør den slags, og drengen kom herind helt alene."
   "Hvem havde du med på rådhuset, knægt?" tordnede Fiskefjæs, så det rykkede i både Kenny og moderen.
   "Nej, ved du nu hvad!" Kvinden sprang op fra stolen. Hun bøjede det ene ben og støttede sig til væggen. "Det her er en skadestue, ikke en afhøring! Tag jeres latterlige holdninger og meld jer ind i Den Danske Forening i stedet."
   Den ranglede mand så nedladende på hende. "Jeg er født og opvokset her i landet, jeg har mere ret til at være her end ham."
   "Er dine forældre bror og søster, dit degenererede røvhul?" sagde moderen. "Han er lige så dansk som dig."
   Manden tog et faretruende skridt frem og pegede på Kenny med den raske hånd. "Vi er allerede overrendt af hans slags i det her land. Du havde ikke behøvet at hente én mere."
   Moderen spærrede munden op. Hun kiggede rundt på de andre i venteværelset. Ingen sagde noget eller så ud til at ville hjælpe. De sad som passive tilskuere til en spændende kamp. Fiskefjæs lagde armene over kors og så sig også omkring, som for at sætte en skræk i livet på dem.
   Moderen rystede hidsigt på hovedet og tog sin dreng i armen. "Vi venter udenfor," sagde hun.
   "Helt udenfor," sagde den ranglede. "Find jer en anden skadestue."
   "Prøv at se!" En ældre kvinde pegede på tv'et. Baggrunden var stadig rådhuspladsen, og en reporter talte ivrigt og understregede alvoren ved at gestikulere vildt med armene. Under ham løb en tekst over skærmen: Bombemand var psykisk syg soldat.
   "Skru op," lød en stemme.
    "... som vendte hjem fra Afghanistan for cirka et halvt år siden, efter han blev vidne til en nedskydning af uskyldige. Han så kvinder og børn blive dræbt af Natos styrker. Ifølge hans kollegaer blev han meget påvirket af oplevelsen og har i flere situationer derefter ytret, at han sympatiserede med fjenden. Han diskuterede ofte krigen med sine kammerater og mente at man burde trække alle tropper ud af landet. Hans hjemsendelse blev dog først en realitet, da han over for en major bekendtgjorde, at han fuldt ud forstod hvorfor terrororganisationer truede og bombede lande som USA og England, og at de en dag også ville bombe Danmark. Han led af post-traumatisk stress og udviste ydermere tegn på personlighedsspaltning. Efter hjemsendelsen fraflyttede han sin lejlighed og flyttede hjem til sine forældre, hvor han har boet lige siden. De har her til middag fundet hans afskedsbrev, hvori han detaljeret forklarer, at han vil tage på rådhuset og sprænge sig selv i luften på vegne af de uskyldige som har mistet livet i Afghanistan på grund af USA og andres landes indtrængen, herunder Danmark. I brevet nævner han også, at 11. september var en nødvendighed og hylder de mennesker der har ofret sig selv på at hævne uskyldige. Ifølge mandens venner havde han et stort kendskab til sprængstoffer, og har før har stjålet eksplosiver i mindre mængder for at lave nytårskrudt. Det er derfor ikke utænkeligt, at han har haft sprængstoffer liggende."
   Reporteren standsede talestrømmen, og kameraet zoomede ind på rådhuset.
   "Er I to idioter tilfredse?" spurgte moderen.
   Mændene så uberørte ud. Fra fjernsynet lød der pludselig glade toner og en kvinde iført kridhvidt tøj gik og vaskede gulv. En arm skød op og slukkede for lyden.
   "Om det er den ene eller den anden, gør ingen forskel," sagde Fiskefjæs. "Det er terror og det kommer fra jer." Han nikkede mod Kenny.
   "Så er det nok!" sagde kvinden. Hun humpede besværligt frem mod de to mænd. Hele salen holdt vejret. Da hun var inden for rækkevidde, skubbede den Fiskefjæs hende tilbage mod hendes plads. Hun måtte støtte på det dårlige ben og skar en grimasse. Kenny rystede over hele kroppen. "Kom," sagde han og trak i sin mor. "Vi finder et andet sted."
   "Vi ringer til politiet," sagde moderen, velvidende at de ikke havde tid til sådan noget nu. "Så de to skiderikker ..."
   "Det gør ikke noget," sagde Kenny og hev i moderens jakkeærme. "Det er ikke så slemt, jeg kan godt vente til vi finder et andet sted."


* * *
   Fotografen havde rasende travlt. Han forcerede trappen to trin ad gangen. Der havde stået en større skare folk ved elevatoren, og det havde han ikke tid til. Næsen gjorde stadig ondt efter den gamle mand på rådhuspladsen havde knaldet ham en, men den var ikke brækket.
   Chefredaktørens kontor lå på anden sal, og fotografen gik forpustet - og uden at banke på - lige ind.
   Kontoret var rodet som altid. Reolerne var pakket til bristepunktet med ringbind og mindre opbevaringskasser, der var smidt ind hvor der var plads. På gulvet stod der flere ringbind, og aviser lå i store dynger i hjørnerne og gav besøgende den idé, at det var her, bomben var gået af.
   På stolen bag et lige så rodet skrivebord sad chefredaktøren. Han var en lille, trind mand nær efterlønsalderen med betragtelige, rosa kinder og et lille hvidt overskæg. Han havde engang været en ivrig amatørcyklerytter indtil den foregående redaktør gik af, og foreslog ham som efterfølger. Cyklen blev parkeret for evigt, korpusset voksede, og hans hvilepuls lå i omegnen af 110 nu. Kinderne var ekstra røde i dag og fik overskægget til at lyse op. På væggen bag ham hang avisens grundlægger og kiggede hovent ned på beskueren. Hans knebelsbart dækkede det meste af munden, og fik chefredaktørens lille moustache til at minde om en børnetandbørste.
   "Hvad nu?" sagde han og rettede blikket mod fotografen uden at bevæge hovedet.
   Stolt gik fotografen hen til skrivebordet og klaskede et A4 fotografi oven på en af dagens aviser fra de andre bladhuse. Det tog chefens øjne et halvt sekund at stille skarpt på billedet. Da det sivede ind hvad fotografen havde lagt foran ham, greb han det med begge hænder.
   "Det må jeg fandeme nok sige!" De røde kinder blev mast opad i et stort smil.
   Fotografen smilede også. Han havde nøje udvalgt det rigtige billede blandt næsten firehundrede. Sit trumfkort. Hans billet til et bedre og ikke mindst fast arbejde. På billedet dukkede tårnet frem fra røgen, der steg op fra rådhuset. Samme hældning som det skæve tårn i Pisa, stadig intakt, men få sekunder før det knuses. Chefens øjne var fokuseret på billedet som var det den hellige gral. Fotografen hev tre cd'er i plastikomslag frem og smed dem overlegent på bordet.
   "Firehundrede mere. Der er til en hel måneds forsider."
   Chefen greb ud efter dem, mens den anden hånd skubbede en avis væk fra bordet, og afdækkede en bærbar computer. Rodet lå simpelthen i lag, tænkte fotografen. Måske var der også en gammeldags skrivemaskine gemt et sted, hvis man gravede dybt nok.
   Han snuppede cd'erne inden chefredaktørens tykke fingre nåede dem. "Ikke så hurtigt. Vi skal lige tale kontrakt først."
   Chefens øjne eksploderede i et rødsprængt raseri, og de brede skuldre trak sig faretruende opad.
   "Kontrakt?" spruttede han.
   "Ja, kontrakt. Jeg vil ansættes. Fuld tid og med rigtige opgaver! For fanden mand, i morges sendte du mig ud for at tage billeder af en diller i sten!"
   Chefen lignede én der havde lyst til at vælte skrivebordet til side, springe på ham og klemme om hans hals, til han holdt op med at leve. I stedet nøjes han med at knuge billedet i hånden, så det foldedes på midten.
   "Jeg troede du helst ville være freelance," forsøgte han sig.
   Fotografen rystede på hovedet og viftede med cd'erne i luften. Han ville faktisk helst være freelance fotograf, men han var træt af at være på røven.
   Chefredaktøren gjorde en gestus med hovedet, der snert kunne betegnes som et nik. Jobbet var hans. Billederne var simpelthen for værdifulde.
   "Fint. Lad os skrive kontrakt," sagde fotografen. "Kald på din sekretær."

Mørket var ved at falde på, da fotografen igen stod nede på gaden. Der var underligt stille, selv om han var tæt på centrum. Bag en tagryg steg en tynd streg røg op og blev helt udvisket mod den blåsorte himmel. De tre underskrevne sider i inderlommen varmede helt ned i tegnebogen, og hans dankort brændte efter at blive brugt.