1
   Hun tog, hvad hun troede, var dagens sidste bad og tændte en cigaret, som hun røg på toilettet. Hun lukkede øjnene og pustede langsomt røgen ud gennem næsen for at få hele virkningen med.
   Så mange ansigter og kroppe med vedhæng i alle størrelser. Kun de faste kendte hun navnet på.
   Selv gik hun under navnet Delihla. Intet efternavn, kun et fiktivt fornavn. De, der besøger den dårligt konstruerede hjemmeside, ser kun et billede af hende i bikini og med ansigtet sløret til uigenkendelighed. Kun de der betaler, får hende at se og mærke i den virkelige verden.
   Ikke engang de andre piger kendte hendes rigtige navn. For dem var hun Helle Poulsen, endnu et pseudonym. Et slags kunstnernavn nummer to. Hun havde vænnet sig til kun at bruge det navn, Helle Poulsen. Hun huskede ikke hvornår hun havde udtalt sit dåbsnavn sidst. Muligvis på et offentligt kontor for nogle år siden.
   Det bankede på døren. Hun reagerede ikke, men tog endnu et langt sug på cigaretten.
   "Helle?" Det var Janni, klinikkens bestyrer.
   Irriteret pustede hun røgen mod døren. "Ja?"
   "Kan du nå én kunde mere?"
   "Nej. Lad en anden klare det."
   "Du klarer det lige, ikke?" Spørgsmålet var en kamufleret ordre. Hvis ikke de lader sig overtale når Janni 'spørger,' er der store chancer for at blive trukket i løn. Og når man får sin hyre udbetalt i hånden hver dag, udenom offentlige instanser, er der ikke mange steder at gå hen med sin klage.
   Janni bankede ivrigt på døren. "Han er her allerede. Det er Dierk og han venter."
   Helle rejste sig og smed cigaretten i toilettet. Den døde ud med en hvæsen.
   Dierk. Den lille, fede pølsetysker med slikkehåret og cigarånden. Altid i den samme slidte habit og lortebrune sixpence kasket. Altid den samme pige, hende.
   Helle Poulsen blev til Delihla og tog imod Dierk. Som altid væmmedes hun ved ham. Han var lavere end hende, men vejede sikkert over dobbelt så meget. Hans lille overskæg var farvet mørkegult, efter de tusindvis af cigarer der havde dinglet mellem læberne gennem årerne. Han smilede og blottede hele rækken af ujævne, mørke tænder.
   Det var rutine med ham. Nogle minutters famlen rundt på kroppen, efterfulgt af en prusten og stønnen, akkompagneret af madrassens knirkende fjedre. Hun holdt vejret så længe hun kunne for ikke at lugte for meget til hans sure ånde. En halv time senere stod hun under bruseren igen og forsøgte at vaske hans berøringer væk. Hun havde fornemmelsen af, at det ikke lykkedes. Som når politiet tager ens fingeraftryk: man vasker blækket af, men aftrykkene er foreviget. Hans små hænder havde været overalt.

Helle låsede sig ind i lejligheden, sparkede skoene af og gik ud i køkkenet. Mens toasteren varmede hendes aftensmad op, ristede hun tobakken fra en cigaret og blandede hash i. Da det var rystet sammen lagde hun det på et filterpapir og rullede det sammen til en cigaret.
   21-forestillingerne i fjernsynet var begyndt. Hun slugte sin pille mod angst, tog toasten ud og spiste den til en film med Harrison Ford. Da de første reklamer afbrød filmen, skruede hun ned for lyden, lagde sig på sofaen og tændte jointen. Hun kiggede op på den mørke himmel gennem skråvinduet over sig. Skyerne sejlede langsomt forbi som vattotter på et mørkeblåt hav. En varm og behagelig bølge af velvære nåede helt ud i de fjerneste afkroge af hendes krop, og gjorde lemmerne tunge. Hendes tanker blev langsomt visket ud, og snart var det eneste hun hørte, hendes eget tunge åndedrag. Hun nåede lige at lægge skoddet i askebægeret inden hun faldt i søvn.


2
   Hun vågnede før solen stod op, men blev liggende på sofaen til klokken ti, indtil sulten overmandede hende. Hun smurte et stykke toastbrød, tog et bad og gjorde sig klar til hun skulle mødes med en veninde klokken tolv. I dag var hendes fridag.
   Pernille steg af toget og vinkede til Helle. Hun boede i Århus og de skiftedes til at besøge hinanden, selv om der kunne gå flere måneder imellem. Hun var den eneste tilbage, der kendte Helles rigtige navn. Delihla og dennes beskæftigelse kendte hun slet ikke til. En hemmelighed, der ofte havde været svær at skjule.
   De fandt en café midt i byen. Sommeren var slut, men der var varme nok i luften til at de kunne sidde udenfor.
   "Hvordan går det med Mikkel?" spurgte Pernille, da tjeneren havde taget imod deres bestilling.
   "Mikkel?" Helle flyttede uroligt rundt på fødderne.
   "Ja, du ved, Mikkel fra pakkeafdelingen?"
   Nå ja. Mikkel fra pakkeafdelingen. Fiktiv person opfundet på stedet sidste gang de mødtes i Århus, for at lede opmærksomheden væk fra det pinlige faktum, at hun nu havde været single i tre år. Jobbet på Harald Nyborgs lager fandtes sikkert, det var bare ikke hende der besad det. Det lød ikke just som det mest spændende job for en pige på seksogtyve, men bedre end sandheden. Og kedeligt nok til, at Pernille ikke spurgte for meget til det.
   Hun måtte hellere aflive Mikkel igen.
   "Det er slut. Han ville videre."
   "Det er da synd. Han lød ellers sød. Har du så mødt en anden?"
   "Nej, jeg venter lidt."
   De småsludrede indtil tjeneren serverede deres mad. Kyllingesandwich og cola. Colaerne blev serveret i et glas med alt for mange isterninger i. Diskret pillede Pernille nogle af dem ud og smed dem på jorden.
   "Hvordan har du det?"
   "Det har du allerede spurgt om."
   "Ja, men du løj."
   "Jeg har det fint," forsikrede Helle.
   Pernille nikkede dystert.
   "Du har tabt dig."
   "Jeg er ikke faldet i igen, hvis det er det du tror. Jeg er helt færdig med det lort."
   Det sugede i maven. Helle ville gerne tale om noget andet. Hun havde ikke decideret løjet denne gang, men de havde kendt hinanden længe nok til, at Helle af og til tvivlede på om den anden troede på hendes historier. De havde mødt hinanden til et landsdækkende håndboldstævne da de gik i skole, og et eller andet havde klikket mellem dem. De havde holdt kontakten ved lige siden da, på trods af afstanden. Men netop afstanden var årsag til at facaden holdt, og de stadig var venner. Det er meget nemt at lyde glad og fornøjet i en sms, selv om virkeligheden er nedslående.
   "Dejligt at høre," sagde Pernille. "Tilbuddet står stadig ved magt at du ved det."
   "Tak."
   "Det kunne være sjovt. Du skal ikke betale husleje, så længe du bor ved mig. Du kunne tage en uddannelse. Få job på et kontor. Det er ikke så kedeligt som det lyder, det er ikke kun renskrivning og sådan. Der er af og til udskiftning og det er næsten altid dem vi anbefaler der får jobbet."
   Helle takkede igen og sagde, at hun ville overveje. Som så mange gange før. Det ville aldrig blive til noget.
   "Har du mødt nogen?" spurgte Helle og drejede samtalen væk.
   "Næ, der er sikkert ingen derude til mig."
   "Det passer vist ikke. Hvad med på arbejdet?"
   "De slipsedyr? Nej tak. De er kun interesserede i deres dyre biler. De elsker at polere dem, men ingen af dem kan finde ud af at skifte olie eller hjul. Så får de bare beskidte fingre."
   Helle grinede. "Så du vil have en handyman?"
   "I hvert fald en der kan mere end at binde et slips og afslutte handler. Vi burde bytte job i en uge, det kunne være jeg fandt en rigtig gør-det-selv mand."
   Helle krympede sig. Emnet var igen drejet ind på den fordømte løgn.
   "De går alle i beskidte overalls og drikker øl til fyraften," sagde hun og forsøgte at huske om de gik i uniformer eller ej hos Harald Nyborg.
   "Et selvoptaget jakkesæt eller en småfordrukken lagermand. Pest eller kolera," sagde Pernille.
   De lo begge to. Pernille spurgte igen til muligheden om at slå pjalterne sammen og lægge Århus for deres fødder. Helle gentog sit svar fra før.
   De spiste deres sandwich og gik videre. Pernille ville ind i en stor tøjforretning i flere etager. Hurtigt rev hun tre bluser ned, som hun lige ville prøve.
   Helle stod og ventede udenfor prøverummet, da hun kunne lugte det. Røg fra en cigar. Selv om hun selv røg både cigaretter og hash, irriterede stanken hende. Hun vendte sig for at få øje på synderen. De nærmeste var to helt unge piger og ingen af dem bappede på en cigar. Hun lod blikket vandre videre rundt i butikken. Ved et bord med tykke sweatere stod han. I sit gamle, grimme jakkesæt og med børen på hovedet. Han holdt en sweater op og studerede den. Den skulle være dobbelt så stor, hvis den skulle nå rundt om hans mave. Dierk drejede hovedet og så på hende. Cigaren glødede op. Helle gøs og vendte ryggen til. Hun havde før mødt kunder udenfor klinikken, og lod altid som om hun ikke genkendte dem, både for hendes og deres egen skyld. De fleste sagde ikke noget og kikkede væk, specielt hvis de havde deres koner med. Dierk så ikke ud til at være spor beklemt ved situationen.
   Helle bankede på døren til prøverummet.
   "Kan du passe dem?"
   "Ork ja, de sidder som de skal. Skal lige prøve den sidste."
   Helle ville ud. Hvis Dierk kom over og talte til hende, ville hun være nødt til at finde på endnu en løgn at stikke Pernille. For hver løgn der slap forbi læberne, følte hun at hun fjernede sig mere og mere fra veninden. Hvis sandheden en dag blev afsløret, ville der være for mange løgne at tilgive.
   Hun drejede hovedet en smule og så, at Dierk havde lagt trøjen og nu var på vej herover. Helle overvejede at springe ind i en af båsene, men det så ikke ud som der var nogle ledige.
   Dierk kom nærmere. Hans blik var underligt fokuseret, som om han var beruset. Han tog kluntet cigaren mellem de korte fingre. Han havde altså tænkt sig at tale til hende. Helle havde lyst til at løbe sin vej, men hvad skulle hun så forklare Pernille?
   Dierk standsede foran hende. Han stank ikke kun af cigar, men også alkohol. Den var god nok; han var fuld.
   Døren til båsen gik op og Pernille trådte ud, iført en grøn bluse. Hun gik i stå og stirrede på Dierk, der passede ind i billedet som et beskidt vortesvin i en skønhedskonkurrence. Helle sagde ikke noget, hun var lamslået. Hvad havde den lille sæk lort tænkt sig? Hans ulækre smil med tandstumperne gav hende myrekryb.
   "Hallo!" En skarp stemme kom ud af ingenting, og en dame på omtrent de fyrre kom gående mod dem med hurtige skridt. Hun havde et navneskilt med butikkens logo på brystet.
   "Der er rygning forbudt her!" Ordene faldt hurtigt, og kunne have hugget sten over. Dierk så fjoget på cigaren som om han ikke vidste hvor den var kommet fra.
   "Ud med den!" fortsatte hun.
   "Jamen jeg kan skodde den," sagde Dierk.
   "Der er ingen askebægere her i butikken. Du kan skodde den eller ryge den færdig udenfor." Hun pegede med hele hånden mod rulletrappen, der førte ned. Dierk nikkede slukøret og fulgte hendes opfordring.
   "Sikke en klam fyr," sagde Pernille. "Hvem var det?"
   "Aner det ikke," svarede Helle. "Har aldrig set ham før."


3
   Eftermiddagen blev brugt på at shoppe. Aftensmaden blev indtaget på en hyggelig restaurant, efterfulgt af en tur i biografen.
   Klokken lidt over ti steg Pernille på toget. Hun havde flere poser med tøj end hun kunne bære, så Helle hjalp hende. En ven ville hente hende på banegården i Århus. De vinkede ivrigt til hinanden, da toget rullede ud fra perronen.
   Helle gik ned ad trapperne til undergrundsstien der førte ud til gaden. Stanken af urin var overvælende og i det gullige lys fra loftet, lignede det en scene fra en ungdomsfilm fra firserne. Graffitien på væggene var overmalet med nyere graffiti, og dagens gratisaviser lå smidt overalt.
   Helle forsøgte at holde vejret da hun stavrede hurtigt igennem tunnelen. Hun var helt alene og hælene på hendes støvler rungede for hvert skridt hun tog. Da hun var halvvejs igennem, satte hun farten op; panikken var ikke langt væk. Jo tættere hun kom på udgangen, des mere galoperede hendes hjerte, som om faren var størst dér ved enden. Endelig blev trappen forceret i tre hop og duften fra en dieselmotor bød hende velkommen på overfladen igen. Hun smålo af sig selv. Det var det samme hver gang i den forbandede, stinkende tunnel.
   Hun valgte at gå hjem, i stedet for at tage bussen. Hun kunne nøjes med at gå ad de store veje, og så kunne hun besøge forældrene på vejen.

Kirkegården gjorde hende mærkeligt nok ikke bange, selvom det var mørkt. Det var jo et fredeligt sted, hvor de døde hvilede. Der var ingen lygtepæle, men månen lagde det hele i et blåligt lys. Grantræerne var sorte konturer mod himlen og enkelte steder stak mørkegrå gravstene op over hækkene.
   Helle fandt forældrenes sidste hvilested. Hun kom her ikke så ofte som før, men stadig tit nok til at graveren måtte fjerne visne blomster fra graven regelmæssigt. Hun knælede ned og læste inskriptionen på stenen, selv om hun kunne den udenad.
   Mogens & Jenny Johansen
   * 6-4-1956, 12-9-1958
   † 17.11.2001
   Et eller andet sted i Danmark, på en eller anden kirkegård, stod der en sten med samme dødsdato. Ulykkens ophavsmand var en 82-årig mand, der en sen aften havde taget den forkerte afkørsel på motorvejen og kørt mod trafikken.
   Alle tre døde ved sammenstødet. Det burde være retfærdigt at spøgelsesbilisten også døde, men det havde aldrig føltes sådan for Helle. Der måtte også være pårørende til ham.
   Hun var for længst holdt op med at føle vrede mod forældrene. Det virkede underligt at tænke på nu, men det var sådan hun havde det længe efter. Vred, fordi de forlod hende på et tidspunkt, hvor en næsten voksen pige havde allermest brug for sine forældre. Det startede i de små klasser. Hun var mindre end de andre piger og skelede på det ene øje. Et nemt offer for mobning. Det endte i lavt selvværd længe før hun vidste hvad ordet betød. Det meste af hendes barndom foregik derhjemme alene eller i baglokalet i forældrenes slagerforretning, når hun ikke var til håndbold. Og der var mobningen også. Da drengene fik øje for pigerne i de lidt større klasser, fandt hun sig til rette i en periode. Når hun til festerne viste dem hvad der var vokset frem under blusen, var hun pludselig vellidt. I ottende begyndte hun at dyrke sex. Senere blev hun foragtet af pigerne og betragtet som en overgraveret vandrepokal af drengene. På en weekendtur med håndboldholdet havde en af de andre piger en klump hash med. Der fandt hun trøst, og det blev hurtigt en vane der var svær at skjule. Følgerne var til at få øje på: manglende interesse i alt hvad der krævede fysisk aktivitet, helt fraværende interesse i lektier, ændring af personligheden og de uundgåelige røde øjne. Forældrene havde ikke tid til at tage sig af det, de havde nu tre forretninger at køre. Da hun endelig blev smidt ud af skolen i tiende klasse, føjede hun blot amfetamin og kokain til listen over sin afhængighed. Da hun var sytten år flyttede hun hjemmefra, trods forældrenes modvilje, og boede på et lille hummer. Efter en tur i byen, hvor det eneste hun huskede, var en masse ansigter i forbifarten og beskidte toiletbrætter med lange streger af kokain, vågnede hun op i en trappeopgang. Bukserne var skåret op og der var blodpletter på de gamle reklamer hun lå på. Hun svøbte et tæppe hun fandt i opgangen omkring livet, og gik hjem og skiftede tøj. Hun fortalte ikke nogen om det, men forlod samme dag sit værelse og flyttede hjem til forældrene, der nu tog imod hende med åbne arme. Med familiens hjælp skulle hun blive sit misbrug kvit. Efter to uger på en afvænningsklinik vendte hun tilbage, fuld af selvtillid og gåpåmod. Der var lang vej endnu, men de første forhindringer var overvundet.
   Fire dage senere, en sen aften, bankede politiet på døren.

Noget grus knasede. Det var ikke hende; hun sad helt stille. Forskrækket kiggede hun sig omkring. Der var ingen at se. Helle gav gravstenen et fingerkys til farvel. Der var lyden igen. Hun skyndte sig mod udgangen. Ikke den hun plejede at tage; så skulle hun i den retning lyden kom fra, men den nærmeste udgang. På vej derhen hørte hun flere gange skridt i gruset bagude. Det sidste stykke ud af kirkegården sprintede hun. Heldigvis stod lågen åben en smule, så hun ikke skulle skubbe den op.
   Hun spurtede over vejen og fortsatte ned ad fortovet. Hun var nået et godt stykke, da hun hørte lågen knirke. Hun måtte altså være et godt stykke foran forfølgeren, og standsede op og kiggede bagud. Først nu dukkede han op fra kirkegården. Den lille fede mand havde ikke kunnet følge med da hun satte tempoet op, og stod nu og pustede ved den store støbejernslåge. Dierks runde bug bevægede sig voldsomt ud og ind og truede med at sende jakkens knapper af sted som små missiler.
   Hun snappede en ekstra gang efter vejret ved synet af ham. Havde han fulgt efter hende siden deres møde i tøjforretningen? Vandret efter hende og Pernille og stået vagt ved hver forretning de havde været inde i? Et lyn gik gennem hende. Han havde stået og beluret hende, mens hun sad ved forældrenes gravsted. Han kendte nu hendes forældres navn og hvilested. Hendes efternavn! Den samme følelse, som da hun vågnede i opgangen med opsprættede bukser voksede frem.
   Pludselig spærrede Dierk øjnene helt op. Han udstødte en gryntelyd og tog sig til brystet. Et øjeblik efter faldt han ned på knæ og hostede vildt. Helles krop dirrede, men hun følte ikke frygt for ham, og gik derhen. Hun kom i tanke om den peberspray hun havde i tasken, og tog den op, klar til at sprøjte indholdet i hovedet på ham, hvis det var et trick.
   Det var ikke et trick. Hans øjne stod nærmest ud af hulerne, og han var ildrød i hovedet. Hun holdt pebersprayen hævet, men Dierk sank længere og længere ned på knæene. Helle så sig omkring, men gaden var fuldstændig øde. De eneste bygninger på den anden side af vejen, en maskinfabrik og nogle huse længere nede, var fuldstændig mørke. Ingen havde set dem. Helle fik øje på en dynge sten der lå på den anden side af lågen. Sikkert tiloversblevne sten fra stengærdet længere nede. En tanke skød op i hende.
   Dierk holdt op med at hoste, og det lød som om han kunne få vejret igen. Han blev siddende på knæene og pustede som en gammel mand, der havde styrtet efter bussen.
   Helle skyndte sig forbi ham, ind ad porten og hen til stenbunken. Han måtte ikke nå at komme til kræfter igen. Den første sten hun tog fat i, vejede for meget, så den kunne hun ikke løfte. Den anden var på størrelse med en håndbold og skarp på den ene side. Hun tog den op og gik hen til Dierk, der sad med ryggen til og dunkede sig på brystet. Hatten var faldet af og hans skaldede isse stod som en lysende prik i måneskinnet.
   Helle løftede stenen op og hamrede den ned i hovedet på Dierk. Det gav et blødt dump og han faldt slapt om på jorden. Instinktivt kiggede hun igen efter eventuelle vidner, men der var kun hende og Dierk, der nu lå på jorden og blødte ud af hovedet.
   Hun lagde stenen tilbage hvor hun tog den og gik hjem.