"Jamen det betyder jo ikke, at vi ikke skal på ferie, vi tager bare afsted en uge senere. Sommerhuset render jo ingen vegne."
   Vibeke strammede grebet om telefonrøret, og forestillede sig, at det var sin mands hals.
   "Nu troede jeg lige at vi skulle af sted i overmorgen, og så ringer du og siger det er udsat i en uge!"
   "Jamen, Jens' ferie passer ikke sammen med konens. Med mindre jeg bytter med ham, får de kun 14 dage sammen. Det kan jeg da godt gøre for ham, vi får da tre uger sammen uanset hvad."
   "Det er sgu da deres problem," sagde Vibeke surt, men vidste, at det var nyttesløst. Når Ole havde sat sig noget i hovedet, kunne hun brokke sig alt det hun ville.
   "Han har for resten en ordentlig dynge arbejde lige for tiden," fortsatte Ole. "Så jeg har lovet at blive og hjælpe ham i dag. Jeg når ikke hjem til spisetid."
   Vibeke trak vejret et par gange, inden hun svarede.
   "Nu igen?"
   "I næste uge lover jeg ikke at tage overarbejde," sagde han. "Så må de klare sig selv."

Vibeke stytede ind på hans arbejdsværelse. Det var det eneste rum i huset hun ikke ryddede op eller gjorde rent i, så det var ikke orden, der herskere herinde. Der lå en masse papirer på skrivebordet, sammen med åbnede konvolutter og gamle aviser. Hun forsøgte at åbne den øverste, venstre skuffe i skrivebordet, men den var låst. Så trak hun den højre ud, og som sædvanlig - der lå nøglen. Gode, gamle, uopfindsomme Ole.
   Hun låsede skuffen op, og fandt det hun ledte efter: billetterne til landskampen i næste måned. Nu skulle han fandme selv få skuffelsen at føle. Hun glædede sig til at se hans fortvivlede fjæs når han endevendte hele rodebunken her flere gange for at finde de skide billetter, og hun ville stå i døren og nyde synet. "Prøv at tømme skuffen helt - ikke der? Så prøv en af de andre, de må da være her." Stakkels, billetløse Ole ville blive nødt til at se kampen i fjernsynet i stedet. Hun følte et øjeblik med den kollega, der heller ikke kunne komme med, men i det mindte fik han da billetprisen refunderet af Ole, når nu han havde mistet dem.
   Vibeke snuppede biletterne og fik øje på Oles dagbog. Han sad her og skrev i den hver aften inden han gik i seng. Hans nyeste passion havde varet i et par år, og hun anede ikke hvorfor, for han læste aldrig i dem. Når en bog var fyldt ud, røg den ned i en kasse i kælderen. Måske gemte han dem til han blev gammel, og så kunne han sidde og læse om sine oplevelser, eller også skulle de gå i arv til børnene. Hvilke oplevelser? tænkte Vibeke. Arbejdet hos revisionsfirmaet, eller aftenerne foran fjernsynet med benene oppe?
   Vibeke stirrede på bogen. Det var ikke én af de billige bøger, man kunne købe for småpenge i tikronersbutikkerne, men en grå, indbundet bog, med et rødt stykke silke i ryggen som bogmærke. Som om hans kedelige liv fortjente bedre end at blive nedfældet i en masseproduceret bog. Hun tog den op. Den var temmelig tyk og vejede mere end hun havde regnet med. Hun havde egentlig kun tænkt sig at gøre det af med billetterne, men nu var det som en usynlig magt overtog hende indefra. Tanken pirrede hende lidt.
   Hun bladrede den hurtigt igennem. Det var kun de sidste sider, der endnu var tomme, resten var prydet af hans perfekte skråskrift. Skulle hun, eller skulle hun ikke?
   Med et højt smæk klappede hun bogen sammen, lukkede skuffen og låsede den, og lagde nøglen tilbage på sin plads. Derefter gik hun ind i stuen og lagde bogen med billetterne oven på, i pejsen. Det tog lidt tid at få flammen fra lighteren til at tage fat, men efter et stykke tid lykkedes det. Billetterne krøllede sig straks sammen til små, sorte papirkugler, der hurtigt blev til aske. Nu ville der være to tomme pladser på tribunen. Bogen tog det længere tid med, men Vibeke havde ikke travlt. Det var underligt befriende at se den blive sort, og langsomt gå op i røg.
   Og mens hun stod der, fik hun endnu en idé. Hvorfor stoppe her, når det føltes så godt? Han havde jo flere bøger. Vibeke gik ned i kælderen og fandt kassen med de andre dagbøger. Der var otte i alt. Hun tog fire af dem med op i stuen og stillede dem op i pejsen, på bedste spejdermaner, som var de træstykker til et bål. Så hentede hun en lille bøtte med tændvæske, strintede det over bøgerne og smed en tændt tændstik ind til det. Flammerne var større denne gang, og bøgerne antændte med det samme.
   Der blev hurtigt ulideligt varmt i stuen. Det var nok heller ikke så mange der tændte op i deres pejs om sommeren når det var over tyve grader udenfor. Hun satte sig i hjørnesofaen og studerede ilden, der hurtigt åd sig gennem siderne. Til hendes store overraskelse udeblev følelsen fra før. Måske var hu gået for vidt. I stedet følte hun sig modløs, som hun af og til gjorde, når hun var alene i det store hus. Hun havde arbejdet som sekretær ved kommunen i mange år, indtil et opstået rygproblem gav hende muligheden for en tidlig pension. Det var ikke noget hun selv havde overvejet, men Ole talte godt for muligheden om at komme hjem og gå, hvor dejligt det ville blive at kunne sove længe, og hvad skulle hun da også blive på arbejdsmarkedet for i en alder af 55? Hun gik med på det, overdrev smerterne og efter en del sygehusundersøgelser og samtaler med speciallæger, der jo godt kunne se at hun havde frygteligt ondt, selv om alle prøverne måske ikke så så slemme ud, fik hun tildelt førtidspension. Det værste valg hun nogensinde havde truffet. Hun savnede kollegaerne, noget at stå op til, og blev stort set reduceret til rengøringskone i eget hjem. I starten var det hyggeligt at shoppe med veninden Birthe, der var enke, og spise på restaurant om middagen, men det blev hurtigt kedeligt, specielt da Birthe havde hang til sjusser midt på dagen. Vibeke ville nødigt ende med at sidde og pimpe den dagligt, og shoppingturene ville fylde klædeskabene lige så hurtigt op, som de ville tømme hendes konto.

Vibeke var kravlet langt ind i sine egne tanker. Ilden havde forvandlet bøgerne til dampende aske. Det måtte hun huske at fjerne inden Ole kom hjem. Klokken var halv seks, og hun gik ud i køkkenet og satte maden over. Hun fik øje på deres lottokupon på køleskabet, og tog den ned. Det var en femugers kupon og de havde spillet de samme rækker tal i mange år. Det var ikke så tit de tjekkede den, som regel når den skulle fornys.
   Mens maden passede sig selv, satte hun sig i sofaen og tændte fjernsynet og fandt lørdagens tal frem på tekst-tv. Hun kunne næsten alle tallene udenad, og spøgte af og til med, at det var en forbandelse, for nu var de nødt til at spille tallene hver uge, for tænk hvis de blev trukket ud.
   Ved den fjerde række, sprang Vibekes hjerte et slag over. Hun læste numrene på skærmen igen og kontrollerede kuponen. Så blinkede hun et par gange med øjnene, som for at rense dem, og gjordet det hele forfra. Åndedrættet steg. Der var gevinst. Og ikke bare de sædvanlige fyrre kroner, nej der var endelig gevinst! Hun jublede lige ud i stuen. Indtil hun så datoen. Den læste hun også et par gange, for hjernen havde svært ved at fatte det. Da hun endelig indså realiteterne, blev hun brændvarm over hele kroppen. Kuponen var udløbet.
   Hun sprang op fra sofaen, så hun nær var væltet ind over bordet, styrtede over til telefonen og ringede Oles arbejdsnummer op.
   "Din store idiot!" råbte hun inden han kunne nå at præsentere sig færdig.
   "Hvabehar?"
   "Du har glemt at forny lottokuponen, dit fjols! Vores numre er trukket ud, og du har kraftedeme glemt at forny den."
   "Er vores tal trukket ud? Dem alle? Syv rigtige?"
   "Kun seks, men det kan sgu da være ligemeget, for den duer ikke. Vi kunne have vundet over tre hundrede tusind kroner! Puljen er kæmpestor denne gang."
   Først var der tavshed i røret, og Vibeke kunne høre sit eget voldsomme åndedræt gentaget. Så kom der en lyd fra Ole, som hun ikke havde forventet. Han lo. En klukkende latter, som næsten fik hende til at kyle røret fra sig.
   "Synes du det er morsomt?" hvæsede hun.
   "Jeg har fornyet kuponen," sagde han roligt, "jeg har bare ikke fået den hængt op endnu."
   Vibeke var fuldstændig paf.
   "Den ligger lige her i min pung. Hvad er det for en række der er trukket ud?"
   "Øh ... Den med børnenes CPR-numre."
   "Der kan du se, der er krummer i de unger," lo han. "Øjeblik." Det skrattede i røret, mens han fandt tegnebogen frem. "Den er lige ... Nej, vent. Nå ja, jeg lagde den jo i min dagbog i skuffen i går aftes, da jeg skrev i den."

Ti sekunder senere kom Vibeke til sig selv. Hun havde stadig hånden på telefonrøret, men det var lagt på plads på telefonen. Hendes hjerte slog langsomt, og hun kunne høre hvert slag som en fjern dunken et sted i kroppen. Hun drejede hovedet og kiggede på resterne i pejsen. Telefonen ringede, men hun tog den ikke, hun blev bare siddende og stirrede ind på asken. Da den larmede tredje gang, løftede hun røret og lagde det på igen. Der var noget der ikke passede. Hun havde bladret den dagbog igennem på kontoret, og havde ikke set nogen kupon.
   Hun rejste sig og gik sig derind, mens hun holdt vejret. Standsede foran døren og skubbede den forsigtigt op, som om hun skulle tage mod til sig først. Langsomt gik hun hen og fandt nøglen i den ene skuffe og fandt nøglen frem. Samtidig med hun satte den i låsen, fik hun øje på noget nede på gulvet. Det havde en gullig farve, der fra det sekund var hendes nye yndlingsfarve. Lottokuponen lå lige nede ved hendes fødder, ny og skinnende. Hun samlede den op og tjekkede som det første om den var gyldig. Det var den, faktisk hele fire uger endnu. Hun udstødte et lille sejrsråb og kyssede den. Hvad kostede en lejlighed i Tyrkiet egentlig? Hun så efter om fjol... Ole nu også have spillet de rigtige tal, og det havde han. Sedlen fik endnu et kys, inden den blev lagt ned i skuffen, som hun låste og lagde nøglen tilbage. Det her måtte fejres.
   Vibeke gik ind i stuen og ringede først til Birthe, der selvfølgelig gerne ville have besøg, og derefter til Ole for at undskyldte sin opførsel før. "Jeg blev bare så overvældet, at jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv," sagde hun, og lovede, at maden ville stå klar til ham når han kom hjem. Så snuppede hun bilnøglerne fra kommoden i entreen og kørte over til Birthe.

Lidt over en time senere ringede hendes mobiltelefon. Vibeke og Birthe sad i Birthes have og nød deres tredje cognac. Telefonen lå i tasken inde i stuen, og den havde nær ringet ud, inden hun fik fat i den. Det var en af Vibeke og Oles naboer; Else. Hun lød meget forsagt.
   "Hvor er du henne?"
   "Jeg er ude ved en veninde. Hvorfor?"
   "Jeres hus brænder."

Da Vibeke og Birthe, som insisterede på at køre med, drejede ind på vejen, blev de omgående standset af to betjente, der stod vagt. En del af gadens beboere stod og så på flammehelvedet, der var ved at fortære det store to-etagers hus, som Vibeke og Ole havde købt da de var nygifte. Ilden havde fat overalt. Den væltede ud af alle vindueshuller, taget var helt væk og man kunne se stumperne af et par tynde bjælker der var tilbage. Deres tre børn var vokset op i det hus, og de havde holdt deres sølvbryllup i haven, hvor brandmænd i sorte dragter og hjelme nu forsøgte at holde branden under kontrol med vand.
   Den ene politibetjent kom hen til bilen. Vibeke rullede vinduet ned, og blev overvældet af heden og larmen fra ilden.
   "Er det dig der bor der?" råbte han.
   Vibeke nikkede med åben mund.
   "Er der nogen trykluftsflasker i huset?"
   Hun rystede på hovedet. Betjenten løb hen til den nærmeste brandmand, og den anden gennede hende væk igen.
   "Nej, nej nej," sagde Birthe. "Hvordan kan det ske?"
   "Maden," sagde Vibeke så lavt, at ingen kunne høre hende. "Jeg glemte at slukke for maden på komfuret."