Solen var for længst gået ned, da linje 71 trillede dagens sidste tur mod endestationen. Sneen, der var faldet sidst på eftermiddagen var begyndt at smelte. Det lignede havregrød og forvandlede vejene til fedtede glidebaner.
   Eddie hadede at køre bus når vejene var våde; det larmede. Han sad jo lige over venstre forhjul, og dækkene kastede sjappet op i hjulkassen.
   Han gabte og længtes efter fyraften. De fleste passagerer var ikke glade når det var dårligt vejr. Nogle var ikke glade overhovedet. Den sidste blev sat af i udkanten af byen. Eddie mente at det stoppested burde være det sidste på ruten. I de fire år han havde kørt linje 71 havde højest en håndfuld passagerer kørt med længere. Der var yderligere fire stop inden endestationen ude ved Barbara Skoven, men det var usandsynligt – nej umuligt, at der ville stå passagerer ved et af stoppestederne, da de kun ville komme længere ud mod skoven på denne sidste tur. Klokken var næsten midnat.
   Eddie gabte igen og gassede op. Han kørte stærkere end det tilladte, men hvem skulle opdage det herude? Han drønede forbi de fire mennesketomme stoppesteder, og pludselig endte vejen i en rundkørsel, godt lukket inde af Barbara Skovens høje træer.
   Endestationen. Mørk og uhyggelig.
   Gadebelysningen virkede ikke. Et faldefærdigt lille hus stod og så træt ud i forlygternes skær. Det var til at holde pause i, men Eddie gjorde det aldrig. Det var fugtigt og gulvbrædderne stank af råd. Der var også et lille toilet, men da huset ikke var isoleret og i bund og grund blot var et træskur med tekøkken, var det kun i tilfælde af eksplosiv diarré, at Eddie ville sætte sig på det gamle, lysebrune wc.
   Han satte bussen i frigear, rejste sig og steg ud af sin lille bås for at strække benene. En time og tyve minutters kørsel fra ende til anden. Mens han befriende strakte ben og ryg så det knasede, faldt tankerne hen på to begivenheder han forbandt med dette gudsforladte sted.
   Den fulde kvinde han havde knaldet på bagsædet et par år før. Spontant og følelsesforladt. Ikke det bedste sex, men ikke desto mindre bemærkelsesværdigt.
   Og drabet på en kollega.
   Hans-Christian Eriksen var blevet dolket ihjel i sin bus for halvandet år siden på dette sted. På dagens sidste tur, en varm sommeraften. Man fandt hverken spor eller gerningsmand. Hele området blev endevendt, men uden held. Chaufførerne nægtede derefter at køre turen, så en politibetjent måtte køre med som vagt flere måneder efter.
   En stemme i radioen kaldte på Eddie. Han satte sig i sædet og svarede.
   "Er du ude ved Barbara?" spurgte den monotone stemme som Eddie vidste tilhørte en spinkel, gråhåret dame som de alle kaldte Mor. Spørgsmålet var omsonst; GPS'en afslørede ham og hun kunne se på sin skærm hvor han befandt sig.
   "Ja," svarede Eddie.
   "Kjeld har glemt sin jakke derude i hytten, kan du ikke tage den med hjem?" Eddie kiggede på huset og trommede med fingrene på det store rat. "Hvor er den?"
   "Den hænger på en stol." Eddie sukkede. Han kunne intet se gennem vinduerne, ud over fuldstændigt mørke. En kriblen løb hen over huden på ham.
   "Kan han ikke selv tage den med i morgen når han kører turen?"
   "Sikkert, men han har spurgt om du ikke ville tage den med; så er den her når han møder. Hent den nu lige." Mors stemme lød irriteret.
   "Hmm. Ja, ja da."
   Eddie åbnede døren og gik ud i kulden. Godt nok glemte Kjeld ofte sine ting, men hvordan fanden kunne man glemme sin jakke i det her møgvejr? Han løb over til huset og låsede op. Den afskyelige stank af råddenskab sendte ham næsten i gulvet. At nogen overhovedet kunne indtage føde her ...
   Døren peb i flere toner, og han havde mest lyst til at lade den skide jakke blive hængende. Han trådte ind og førte hånden hen over den kolde væg. Et øjeblik efter tændtes en pære i loftet. Eddie fik øje på jakken. Den hang ganske rigtigt over en stol ved et lille afskallet bord, der var fyldt med brødkrummer. Ved væggen var der et lille køkkenbord med vask. Begge dele var ikke rengjort længe og vasken var rusten i bunden.
   Han tog fat i jakken, da døren pludselig smækkede i med et brag. Eddie sprang op og for hen mod udgangen, mens han så en sindssyg mandsperson med en kniv, for sig. Det lille hus virkede pludselig meget mindre, og luften forsvandt. Gulvet var ved at kvæle ham, mens panikken bredte sig. Med hjertet galoperende, flåede han døren op i et rasende ryk. Han holdt hænderne truende op foran sig og gjorde sig klar til at forsvare sig mod enhver, der måtte befinde sig på den anden side.
   Der var ingen.
   Blæsten rev voldsomt i træernes kroner og smækkede næsten døren tilbage i ansigtet på ham. Han grinede af sig selv og skubbede den helt op. Vinden piskede ham provokerende i ansigtet.
   Eddie låsede døren og skyndte sig tilbage i bussen, der holdt med motoren tændt. Han smed irriteret jakken om bag sædet, gassede hårdt op og kørte hjemad. Det kunne ikke gå hurtigt nok.
   Da han havde kørt en kilometer fangede hans blik en bevægelse i bakspejlet. Det kriblede igen på kroppen, men han nægtede at give efter for hans paranoia. Nu stopper du sgu med det pjat!
   Pludselig kom en skikkelse til syne ved siden af ham.
   Eddie for sammen og plantede foden hårdt på bremsen. Skikkelsen blev kastet frem, ramte betalingsanlægget og endte halvvejs oppe i frontruden med en jamrende lyd. Eddie stemte imod på rattet, så det gjorde ondt i skuldrende. Han greb ud efter noget at forsvare sig med, men der var ikke andet i båsen end en pose med en halv madpakke i. Han kunne ikke slippe ud af sædet, da døren åbnede udad, og personens spjættende ben spærrede vejen. Eddie sad lammet i stolen.
   "Hov hov!" Endelig kom den anden op at stå. Det var en mand på omkring de halvtreds, meget høj og klædt i en sort regnfrakke og lyseblå, beskidte cowboybukser. Hans indfaldne kinder var ubarberede og på hovedet havde han en blå kasket med bogstaverne N.Y.
   "Hvad vil du?" råbte Eddie og klemte sig tilbage i sædet. "Jeg tager ikke flere passagerer med!" Noget tåbeligt at sige, tænkte han bagefter.
   Manden kiggede forundret på ham. "Hvorfor ikke?" Hans øjne var brune og rolige. Eddie mærkede fødderne ramme gulvet igen. Han havde løftet dem og sad med knæene oppe under hagen. Hjertet faldt til en rytme, der ikke længere var farlig for helbredet.
   "Den ... sidste tur er kørt," sagde han. "Og jeg tager altså ikke flere med."
   Mandens øjne blev sørgmodige. "Det er sgu da ærgerligt. Jeg vil sgu så gerne køre med." Han holdt hånden frem og viste Eddie tyve kroner. "Jeg har penge," sagde han surt.
   Eddie følte det som om hans hoved havde været tømt fuldstændig for blod, der pludselig vendte tilbage. Kinderne blev varmere og han fik langsomt kontrol over vejrtrækningen igen. Han satte bussen i bevægelse.
   "Okay, hvor skal du af?"
   "Sønderholms Allé."
   "Så langt kører jeg ikke nu. Jeg kører direkte i garagen. Men jeg kan sætte dig af inde i byen, så må du gå resten af vejen."
   "Mange tak. Jeg håber ikke jeg forskrækkede dig, jeg ville jo have betalt da jeg gik ind, men du var her ikke, så jeg satte mig bare ned. Du havde fandeme godt nok travlt med at komme af sted."
   Eddie tænkte på det chok han havde fået i huset.
   "Det er okay, bare tag plads." Manden takkede endnu en gang da han blev sat af. Eddie fulgte ham med øjnene et stykke tid, inden han kørte videre. Hvem var han og hvad lavede han i skoven? Der var ingen huse derude, kun en iskiosk der var åben om sommeren, hvilket var grunden til at bussen overhovedet kørte derud. Han lignede ikke ligefrem én der hørte til på Sønderholms Allé. Eddie gabte endnu en gang og kørte det sidste stykke til garagen, afleverede Kjelds jakke og stemplede ud.

Næste aften steg manden på bussen inde i byen. Sidste tur.
   "Goddag," sagde han og smed tyve kroner i betalingsanlægget.
   "Hej," sagde Eddie og afleverede en kvittering. Manden blev stående. Han udsendte en kraftig dunst af sved og andre frastødende kropslugte.
   "Ja?" sagde Eddie. Nogle fedtede totter af mandens hår strittede ud fra kasketten. Eddie så nu, at hans ansigt var lige så beskidt som resten af tøjet.
   "Du skal sgu have tak for det i går."
   "Okay. Selv tak," sagde Eddie og begyndte at køre.
   "Kan vi lave en aftale? Jeg vil gerne køre med tilbage i morgen igen udefra skoven. Altså på den sidste tur, ligesom i går."
   "Nej," sagde Eddie hårdt. "Jeg må ikke have passagerer med hjem." Det var ikke helt sandt, men han følte sig ikke helt tryg ved denne mærkelige mand. Hvad havde han at gøre derude ved verdens ende så sent?
   "Okay," sagde manden slukøret. "Og du kan slet ikke overtales?"
   "Nej."
   Manden gik endelig ned og satte sig. Svedhørmen blev hængende i luften og omklamrede Eddie som en prut der ikke ville fordufte. Endnu en grund til ikke at lade sig overtale.
   Han satte manden af ved Barbara Skoven og kørte hjem. Da han havde afleveret nøglerne, fandt han Henning, Bo og Kjeld i kantinen, hvor de sad og fik en øl. Alkohol var bandlyst, men når man havde afleveret nøglerne til Mor, blev der set stort på den regel, bare man ikke drak sig hønestive.
   Henning kaldte ham hen til bordet og knappede en øl op. Eddie takkede og satte sig. "Det er ellers Kjeld der burde gi'; han glemte sin jakke igen i går." Kjeld grinede og slog opgivende ud med armene.
   "Hvad skal jeg sige?" De grinede, skålede og talte om vejret, da Eddie kom i tanke om manden.
   "Jeg har for resten haft en passager med ude fra Barbara Skoven de sidste to dage. På sidste tur, sgu. Både ud og hjem. Jeg har lige sat ham af derude."
   Henning spildte ned ad sin skjorte. "Hovsa ... På denne årstid? Vildt."
   Der blev stille blandt chaufførerne, og Eddie vidste hvorfor. Tanken havde også strejfet ham.
   "Rolig nu," sagde Kjeld og drak en tår. "Jeg ved hvad I tænker. Lad nu ikke fantasien løbe af med jer. Så dum er der ingen der er."
   "Selvfølgelig er der ikke det," sagde Bo, men så ikke ud som han mente det. "Det vil da også være dumt at begynde at tage bussen derudefra hvis man har slået ... Altså ... I ved." Han skuttede sig og kiggede på Kjeld og Eddie. "Godt det ikke er min tur der går derud."
   "Hvordan så han ud?" spurgte Henning.
   "Beskidt, ubarberet. Og så stank han ad helvede til."
   "Ah, så ved jeg godt hvem det er." Han tog en slurk mere uden at spilde denne gang. "Høj mand, ikke? Han bor i skoven. Han er hjemløs."
   "I skoven?" sagde Eddie og rynkede panden. "Hvem fanden vil bo dér?"
   "Han er lidt bange for mennesker, så han har det bedst alene. Han har slået et telt op et eller andet sted derude. Noget med at være i nærheden af naturen." Han gloede på de andre. "Tag det roligt, han er bare en hippie det gik lidt galt for. For mange stoffer og sådan I ved." Han snurrede pegefingeren rundt ved tindingen. "Ud & Se med LSD."
   Bo så mistroisk ud. "Bor han alene i et telt i den store uhyggelige skov? Ved han ikke hvad der er sket derude?" Han satte flasken fra sig. "Det lyder ærlig talt lidt mærkeligt." Ingen kommenterede det. Så grinede Henning hånsk. "Jeg har haft ham med mange gange," sagde han. "Sov du roligt i nat, Bo; han gør ingen fortræd." De grinede alle sammen undtaget Bo, der tog den tomme flaske og nervøst pillede ved etiketten.
   Eddie drak ud og sagde farvel. Han havde ikke langt hjem, så han gik altid. På vejen tænkte han på manden. En hjemløs, han havde nægtet at tage med i sin bus, selvom han skulle samme vej. Han fik en dårlig fornemmelse i maven. Du er et skidt menneske, sagde han til sig selv.


* * *
   For første gang var Eddie glad for at køre Linje 71. Han håbede inderligt at den hjemløse alligevel ville forsøge at komme med bussen tilbage fra skoven igen. Den dårlige samvittighed havde plaget ham hele dagen, og det havde han tænkt sig at råde bod på nu. Han ville endda lade ham køre med gratis.
   Eftermiddagen og aftenen havde sneglet sig af sted, men endelig nåede han ud til skoven for sidste gang.
   Den husvilde var der ikke. Eddie ventede et par minutter. Stadig ingen hjemløs. Han kom ikke; han var nok skræmt væk. Han gassede op et par gange, så motoren brølede. Det måtte da kunne høres et godt stykke ind i skoven. Efter et stykke tid var han endnu ikke dukket op. Satans. Samvittigheden overvældede ham igen, og han slog sig hårdt i låret. Så fik han en idé. Staklen boede jo i skoven, så måske var han her alligevel. Han havde i hvert fald ikke kørt med bussen de sidste syv timer, så måske befandt han sig måske i teltet.

Det var bælgravende mørkt og blæsten rasede og peb, men han var ikke bange. Han havde taget en lommelygte der lå under sædet, låst bussen og gået ind i skoven.
   Det var ikke så nemt at finde teltet. Lygten lyste temmelig godt op, men træernes tykke stammer kunne sagtens skjule et mindre telt, og krat og buske groede også vildt. Desuden var hele skoven ét stort bakket terræn. Var man menneskesky, var dette det perfekte gemmested.
   Da det gik op for Eddie, at han havde vadet rundt i tyve minutter, og alligevel kun søgt i en brøkdel af skoven, opgav han og ville gå tilbage til bussen. Han vendte lygten mod stien, da noget i lyskeglen pludselig fangede hans opmærksomhed. Alle grene og buske bevægede sig i blæsten, men noget imellem det stod alligevel stille. Det lignede en skråstreg i luften. En snor. Eller måske en bardun. Eddie gik nærmere. Snoren kunne anes mellem to kæmpestore træer. Skovbunden blev blødere og Eddies fødder sank i for hvert skridt. Endelig fandt han teltet. Det var fuldstændig umuligt at få øje på fra stien, på grund af de to tykke stammer. Rent held han havde fået øje på bardunen.
   Teltet var ikke særlig stort, og så ud til at kunne brase sammen hvert øjeblik, selv om det lå i læ for vinden. Han lyste rundt i den lille lejr. Der lå ølflasker og kapsler over det hele. På en sommerdag ville det have været helt hyggeligt. Lige nu mindede det om en gyserfilm.
   "Hallo!" råbte han. Intet svar.
   "Det er mig, buschaufføren fra i går! Øh ... Du må undskylde min opførsel."
   Tavshed.
   Eddie lænede sig ned. Teltet var ikke lynet i, og den ene side af 'døren' blafrede. Han lyste ind og fik øje på et par fyldte poser med ubestemmeligt indhold, der lå i den ene side. Sikkert alt det tøj staklen ejede. En kvalmende sød lugt steg ud fra den usle bolig. Eddie pustede hårdt ud gennem næsen. Han drejede lyskeglen til højre og fik øje på en ubestemmelig, brun substans der var løbet ud over bunden. Et øjeblik troede han det var ekskrementer. Hans mave vendte sig, og han snappede efter vejret.
   Så fangede lyset den hjemløse, hvis åbentstående øjne stirrede lige på Eddie.
   "Shit!" Han tabte lygten, og var nær gledet i den svuppede skovbund. Den hjemløses ansigt forsvandt som havde det været et fjernsyn der blev slukket. Adrenalinen chokstartede hans hjerte og han var ved at være træt af overraskelser nu.
   "Hov! Undskyld, makker!" råbte han og samlede lygten op igen. Han lyste ind i teltet.
   "Det må du sgu undskylde, jeg ..." Han gik i stå. Manden lå på ryggen med hovedet krænget bagover mod Eddie. Soveposen var halvvejs trukket hen over ham. Han havde stadig den sorte regnfrakke på men kasketten lå ved siden af ham. De opspilede øjne gloede tomt ud i luften. Han var død. Halsen var skåret op, og Eddie stirrede ned i et gabende sår, der strakte sig fra øre til øre. Det gik op for ham, at det brune stads på gulvet var størknet blod, der stammede fra den kæmpemæssige flænge. Ansigtet havde antaget en gullig farve og læberne var blå. Eddie trak sig så hurtigt tilbage, at han nær var faldet bagover. Han tabte lygten igen, men lod den ligge. Panikken bredte sig som en eksplosion i ham, og angsten sendte ham tilbage mod stien i en rasende fart. Han faldt to gange undervejs, men var lynhurtigt på benene igen. Han løb alt hvad han kunne, og ville ikke stoppe før han sad i sin trygge bus.
   Det forekom som uendelig lang tid, men varede kun et par minutter før Eddie igen befandt sig i rundkørslen. Han fik øje på bussen, og et lille stykke af en meget stor sten faldt fra hans hjerte. Han havde næsten forventet den var væk. Han styrtede ud på vejen, og var lige ved at blive ramt af en bil, der bremsede så det hvinede. Alt for mange tanker sloges om opmærksomheden, så det var umuligt at tænke klart. Med hjertet i halsen spænede han videre over til bussen, og fik febrilsk åbnet døren med nøglen. Han kastede sig hen i førersædet og trykkede på knappen, så døren langsomt lukkede sig igen. Det tog en evighed. Han fumlede med nøglen, og samtidig kom et ansigt til syne på den anden side af frontruden. Eddie skreg af skræk og hamrede nøglen ind i tændingen, da han genkendte personen: Kjeld.
   "Eddie? Hvad sker der?" Stemmen lød dæmpet gennem ruden.
   Eddie slap nøglen og åbnede døren. Kjelds halvfede ansigt stirrede måbende på ham, mens vinden fik hans gråsorte hår til at flagre.
   "Hvad fanden laver du?" spurgte han med sin grove stemme og gik ind.
   "Han er død ... Ham bumsen, den hjemløse vi snakkede om ... Han er død!"
   Kjeld så endnu mere målløs ud. "Hvem?"
   "Ham der bor i et telt!" råbte han og pegede hektisk ind mod skoven. Kjelds buskede øjenbryn rykkede ned i panden. Døren lukkede i med et pust bag ham, og dæmpede blæsten.
   "Hvad har du lavet?" spurgte han og mønstrede Eddie. Hans uniform var blevet møgbeskidt af turen i skoven. "Har du været derinde?"
   "Jeg gik ud for at lede efter ham," sagde Eddie forpustet.
   "Hvad?"
   "Jeg havde sagt til ham at han ikke kunne køre med, men da Henning fortalte at han bare var en bums ... Pust ... Så ville jeg ..." Han måtte holde en pause og trække vejret.
   "Hmm." Kjeld rystede uforstående på hovedet. Eddie lagde hovedet ned på det store rat. Det hele drejede rundt for ham. Han tog nogle lange dybe drag, og slappede lidt mere af. Det prikkede i hans ben, som om de sov.
   "Hvad laver du herude?" sagde han og rettede sig op.
   "Hvad? Nå!" Kjeld tog fat i flippen på sin jakke. "Glemte den her... Igen. Du kender mig." Han lukkede en kort latter ud. Eddie tog røret af radioen.
   "Jeg må hellere tilkalde politiet. Bare de ikke tror det er mig der har slået ham ihjel."
   Kjeld kom nærmere og Eddie kiggede op. Kjelds ansigt havde altid et skær af vrede, selv når han smilede, men nu var det som det var lagt i endnu mere alvorlige folder. Eddie studerede hans jakke.
   "Havde du glemt din egen jakke her ude?" Kjeld missede med øjnene.
   "Du er ikke i uniform," sagde Eddie og pegede på Kjelds grå jakke med pelskrave. "Hvis du har glemt din jakke da du holdt pause, burde det have været uniformsjakken, ikke din egen."
   Kjeld rynkede panden og stirrede på Eddie. Vinden rykkede hårdt i bussen og peb ind ad den lodrette sprække i døren. Eddie blev kold i maven. Der var noget forandret ved Kjeld. Han skar en grimasse og rystede på hovedet.
   "Eddie ... Jeg ..."
   "Jeg ringer til politiet nu," sagde Eddie.


* * *
   Kjeld lukkede bryggersdøren og låsede den. Han trak gardinet for og lænede sig op ad væggen. Sveden løb af ham, som var han lige kommet ud fra en sauna. Hænderne rystede og han var ør i hovedet.
   Elise sagde hej inde fra stuen. Han svarede ikke og lukkede øjnene. En masse prikker funklede bag øjenlågene. Så hørtes skridt og et øjeblik efter stod hun i døråbningen. Hun så hans miserable tilstand og holdt en hånd op foran munden. "Hvad i alverden er der sket?" Han sagde stadig ikke noget. Hun rettede den cremefarvede nederdel og lagde hovedet på skrå.
   "Gik det ikke?" spurgte hun i et toneleje der både kunne være ængstelse og vrede.
   Kjeld nikkede forsigtigt. "Jo, det ... Det gik." Han forsøgte at lyde uberørt, men stemmen rystede som kørte han på cykel ned af en trappe og talte samtidig.
   Svimmelheden tog til og han måtte gribe fat i et skab for ikke at falde.
   "Kom her," sagde Elise og tog fat i hans arm. Hun hjalp han ud i det store køkken og trak en stol ud.
   "Hvad skete der? Var han der ikke?" spurgte hun inden han nåede at sætte sig helt ned.
   "Selvfølgelig var han der; han var jo død." Han tørrede sit drivvåde ansigt af med hånden, som han tørrede af i bukserne. Han kunne ikke sige det til hende. Han ville gerne, men der var noget der stoppede ham.
   Han sukkede langtrukkent. Nå. Sket er sket, gjort er gjort. Nu er det for sent.
   "Hvorfor ter du dig sådan?" råbte Elise hidsigt, "Sig frem! Fik du ham gravet ned?" Hun slog ham med en flad hånd på skulderen. Han grinede kort over hende iltre temperament og så op i sin kones grønne øjne. De øjne han havde forelsket sig i for flere år siden, selv om hun tilhørte en kollega og ven. De øjne han havde kigget så dybt i på utallige hotelværelser da deres forhold var hemmeligt.
   De samme øjne der havde bedt ham om at slå ihjel.
   Og han havde gjort det.
   Hans-Christian Eriksen havde haft en hemmelig livsforsikring. Troede han. Elise Eriksen havde snaget i sin mands private papirer og fundet policen. Fem millioner for en død husbond. Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud? De kunne blive gift og leve under samme tag. Alt kunne blive fryd og gammen. Hans-Christian skulle bare lige være død først.
   Kjeld havde været forbavsende nem at overtale. Og afskyet sig selv for det lige siden. Mareridtene plagede ham stadig, men Elise overbeviste ham gang på gang, at det med tiden ville blive nemmere at leve med. Det virkede i hvert fald nemt for hende. Hun var lykkelig, han var ikke. Men det var jo heller ikke hende der havde dolket en god ven, i mere end én forstand.
   Og så dukkede bumsen op. Bumsen, der havde set det hele fra skoven. Hvorfor han havde ventet halvandet år med at afpresse dem, vidste Kjeld ikke. Ikke desto mindre var han dukket op på dørtrinet med sit krav for tre dage siden. Hundred tusind kroner. Kjeld var klar til at betale; det var trods alt ikke en anseelig sum for dem, men Elise sagde nej. Hvis de betalte ham én gang, så ... Kjeld havde modstræbende bøjet sig for hendes krav: bumsen måtte dø. Det største problem var at finde ham, da han jo ikke boede nogen steder, men da Eddie havde fortalt om den mærkelige passager fra skoven, var der ingen tvivl. Det kunne kun være ham. Samme nat havde Kjeld dolket ham i det stinkende telt. Det var mareridt på mareridt. Forfra igen. Han havde været så fjern efter mordet, at han ikke kunne huske han var kørt hjem.
   De satans smukke, grønne øjne, hvor han dog pludselig hadede dem.
   Elise afbrød hans tanker ved at råbe lige ind i øret på ham. "Hører du mig!"
   "Hvad? Ja for fanden!"
   "Så fortæl mig hvad der skete! Du er så mærkelig."
   "Eddie var der!"
   Elises øjenbryn dykkede. "Eddie? Ham fra arbejdet?"
   Han nikkede opgivende og sænkede stemmen. "Han fandt liget."
   "Hvad! Hvordan fanden kunne han det?"
   "Aner det ikke. Men han fandt han ham i teltet. Da jeg kom derud, kom styrtende ud fra skoven. Jeg forsøgte at bortforklare, men han hoppede ikke på det."
   Han tog en krøllet pakke cigaretter frem fra jakken, og med rystende hænder fik han én placeret mellem læberne og tændte den. Elise lod ham ikke nyde røgen ret længe, før hun bombarderede ham med næste spørgsmål.
   "Hvad fanden gjorde du så?"
   Han pustede røgen væk fra hende. "Jeg gjorde hvad der skulle gøres." Elises skuldre sank et stykke og hun åndede lettet op.
   "Godt. Jeg vil ikke have vidner." Kjeld fnøs røg ud gennem næsen.
   I det samme ringede det på døren. Elise for sammen. "Hvem kan det være?"
   Kjeld rystede på hovedet. Ikke som et svar, men af hele redeligheden.
   "Det er politiet."
   Elise hoppede et skridt væk, som havde hun fik at vide han havde en smitsom sygdom. Dørklokken ringede igen, denne gang efterfulgt af en kraftig dundren.
   "Kjeld, hvad fanden har du lavet?" skreg hun, "gjorde du det af med Eddie eller hvad?"
   "Skulle jeg så have gravet bussen ned bagefter? Nej jeg har sgu ikke gjort det af med Eddie og jeg skulle aldrig have gjort det med de andre." Han rejste sig og skoddede cigaretten i et askebæger de havde købt på en rejse til Portugal. "Det slutter her," sagde han. "Jeg ringede til politiet på vej hjem og indrømmede alt."
   Elises øjne forsvandt næsten ind i hulerne. Hun knyttede hænderne så knoerne blev hvide og blodårerne voksede til dobbelt størrelse.
   "Du er et skvat!" tordnede hun, og slog ham i ansigtet. Han blev stående og så ligeglad ud.
   Så lød der lød et brag, og døren blev slået ind. Et øjeblik senere myldrede en ren hær af politifolk ind i køkkenet. Ordrer blev råbt på kryds og tværs og to betjente lagde Kjeld ned på gulvet. Mellem alle stemmerne, der fyldte rummet, var der én der trængte igennem til Kjeld.
   "Forbandede skvat!"