Velkomst
   Han får øje på sin hustru nede i hall'en. Hun er klædt i en mørkerød kjole, der sidder tæt på kroppen og derfor ikke gør noget for at skjule bulen på maven. Smykket, han forærede hende sidst de var i Paris, hænger om halsen og reflekterer i lyset fra den enorme lysekrone i loftet. Hendes hår er sat i en smart og moderne frisure, hvor de lyse lokker slanger sig rundt på hendes bare skuldre.
   Joseph går ned ad den brede mahognitrappe og hen til sin kone. Hun taler med en af tjenestepigerne og lyser op i et smil, da hun får øje på ham.
   "Du bliver smukkere og smukkere for hver dag," siger han, ligeglad med om det lyder som en udtjent frase. Han mener det. Susanne er fire måneder henne og eneste forskel på hendes figur, er maven. Tjenestepigen smiler og fortrækker til sine gøremål. Han lægger forsigtigt hånden på sin hustrus mave. Hun er næsten tyve år yngre end ham.
   "Din mave vokser, men min svinder ind," siger han.
   Hun retter på hans skjorteflip. "Jeg har bemærket det. Og skjorten. Vil du virkelig have den på?"
   Skjorten er lysegrøn og har nogle mørkegrønne, uigenkendelige motiver strøet ud over sig. Han forstår hende godt.
   "Nu har den hængt og leet af mig i flere år, og nu kan jeg jo endelig passe den igen. Det har været ret hårdt at tabe de kilo. Men jo, du har ret, det er ikke min kønneste og jeg skal nok smide den ud efter i aften."
   Dørklokken ringer og Joseph åbner. Manden på trappen er klædt i en beige habit og en lysegrå skjorte. Han har betydeligt mere hår på hovedet end Joseph, og i hånden holder han en stor buket roser.
   Joseph fortryder sit valg af skjorte, men det er for sent at skifte nu.
   "Morten," siger han og træder til side. "Kom indenfor."
   Morten træder ind i hall'en, hilser pænt på dem begge og overrækker Susanne buketten.
   "Lad os få en drink først," siger Joseph og fører dem ind i baren.

"Er der egentlig en anledning?" spørger Morten. De sidder i et sofaarrangement i et større, tæppebelagt værelse med pejs, billardbord og bar. Ilden knitrer og en behagelig varme fylder rummet. Det minder ham om et værtshus han engang besøgte i Østrig, blot uden de højtråbende gæster og tobakstågerne. Tjeneren serverer gin og tonic til Morten, hans foretrukne. Joseph har ikke bestilt, men får en drink serveret alligevel. Susanne har bedt om en kop kaffe. Morten bemærker, at hans chef har tabt sig. Lidt af en bedrift for en mand på otteoghalvtreds, der er glad for god mad.
   "Nej, jeg ville bare invitere dig på middag, det er så længe siden," siger Joseph. "Det er ikke rigtig det samme på arbejdet, vel? De små øjeblikke vi ses efter møderne, tæller ikke. Jeg håber ikke du havde andre planer."
   "Overhovedet ikke," siger Morten og nipper til drinken. Den er perfekt blandet.
   "Godt." Joseph ser på uret og peger på billardbordet. "Skal vi spille en pot? Vi kan lige nå det inden middagen."

Hustruen
   Salen er blødt oplyst af en række levende fakler, der sidder i holdere på væggene. Ingen elektrisk lys i spisesalen. En idé Joseph har fået fra en restaurant i Prag. Mellem hver fakkel hænger et maleri, forestillende adelige personer, alle døde og borte. Joseph trækker stolen ud for sin kone. Bordet, som han har erhvervet sig i England er af egetræ og har plads til tyve gæster, men aftenens selskab fylder kun tre pladser i den ene ende. Roserne fra Morten står på bordet i en krystalvase.
   "De er flotte," siger Susanne. "Det er da alt for meget."
   "Ikke spor," siger Morten. "Går alt som planlagt?"
   Susanne nikker. "Alt er fint."
   "Dreng eller pige?"
   "Det ved vi ikke. Det skal være en overraskelse."
   Tjenestepigen kommer ind med to forskellige flasker rødvin. Hun skænker først op for Susanne. Så fylder hun Morten og Josephs glas fra den anden flaske og forsvinder lige så stille som hun er kommet.
   "Alkoholfri til Susanne," siger Joseph. "Men bare rolig, vores er den helt rigtige vare."
   De skåler. Joseph dufter længe til vinen og da han har drukket en tår, tager han flasken og studerer etiketten. "Italienere, de kan deres kram."
   Morten kigger på Susanne. Hun opfanger glimtet i øjnene og den hurtige trækning ved mundvigen, hun genkender som hans lumre smil. Forlegent kigger hun væk, og mærker vreden trænge på, så hun får varme kinder. Hvad i himlens navn laver Morten? De havde talt om det her flere gange før. Ikke foran Joseph. Hun tænker på dagen, hvor hun må fortælle sin mand sandheden. En kold fornemmelse løber hende ned ad ryggen. Forholdet til Morten har varet i elleve måneder nu, og er langsomt blevet mere seriøst. Hun har efterhånden fornemmelsen af, at Morten er førsteelskeren og Joseph er den hun ser i skjul.
   Joseph komplimenterer hende på halssmykket. nHun
   Hun tænker på den romantiske rejse til Paris og mærker endnu et stik af dårlig samvittighed. Joseph har ikke fortjent til det her, han har behandlet hende som en gudinde.
   De mødte hinanden første gang tre år tidligere, da hun var seksogtredive. Joseph var ved at arrangere en jubilæumsfest, og hun arbejde i det cateringfirma der skulle levere maden. Han var en flot mand og så yngre ud end de femoghalvtreds han var, og hun faldt for hans rolige og venlige sind. Aldersforskellen gjorde hende dog usikker og de holdt deres forhold skjult et stykke tid, indtil han impulsivt friede til hende. For første gang følte hun, at her var en hun kunne dele livet ordentligt med, så hun sagde ja til hans frieri og de holdt et romantisk bryllup. Deres ægteskab gik godt. Josephs firma gik bedre og bedre, og han begyndte at udvide i udlandet. Millionerne rullede ind og de byggede det palæ, de nu bor i. Hun var lykkelig på sin mands vegne, men det resulterede desværre i, at han sjældent var hjemme og Susanne sad derfor ofte alene om aftenen. De fleste af hendes veninder var gift, havde job og børn at passe, og nogle havde simpelthen droppet kontakten til hende, efter hun havde giftet sig med en ældre, rig mand. Hun kunne godt forestille sig hvad de måtte tænke. Joseph havde ingen børn, ligesom hende selv. Ingen af hendes kærester havde kunnet udfylde en faderolle i hendes øjne. Eller et længerevarende forhold for den sags skyld.
   En aften fik hun et besøg af Morten, en af Josephs ansatte. Joseph var i udlandet og tjenestefolkene var gået hjem, så de var helt alene. Hun kendte Morten fra tidligere besøg, og han var velkommen i hjemmet. Men årsagen til hans visit denne gang, var ikke blot en kop kaffe eller en drink. Han fortalte hende meget selvsikkert, at han var tiltrukket af hende. Han havde ordet - og ikke mindst udseendet på sin side, og da chokket først havde lagt sig gik det op for Susanne, at Morten netop havde sat sit gode job og karriere på spil - for hende. De endte i seng sammen den aften og har mødtes regelmæssigt siden.
   Da det viste sig for fire måneder siden, at Joseph pludselig skulle være far i en alder af otteoghalvtreds, blev han først meget betænkelig ved situationen. Var det overhovedet forsvarligt at blive far i så sen en alder? Han fortalte, at han og sin første hustru havde haft for travlt med deres karrierer til at få børn, og pludselig havde det været for sent. Susanne var ikke overrasket over hans bekymring. Han ville jo være tæt på pensionsalderen når barnet blev født, men selv var hun ikke i tvivl. Hun ville være mor. Selv om hun var noget yngre end ham, var det også ved at være sidste udkald for hende, hvis det skulle være.
   På trods af graviditeten fortsatte hun affæren med Morten, der var begyndt at presse på for at hun skulle forlade Joseph. Og hun fik sværere og sværere ved at give efter.
   Hun elsker stadig Joseph af hele sit hjerte og vil gerne dele resten af livet med faderen til sit barn, men ...
   Han er otteoghalvtreds. Håret er grånet, rynkerne er begyndt at træde frem og energien er ikke den samme mere. Det sidste halve år er hans ældningstegn blevet mere synlige for hende. Måske fordi hun har en elsker på sin egen alder nu. Hun er ikke selv fyrre, og tanken om at leve de næste mange år med en gammel mand ved sin side er pludselig utiltalende.
   Følgerne har hun tænkt over. Morten vil selvfølgelig blive fyret, men hun får jo en kæmpe formue med sig i skilsmissen. Hun har ikke undersøgt hvor meget det drejer sig om, men som mor til Josephs barn, må hendes sag stå ualmindeligt godt. Joseph er mangemillionær, så det er ikke småpenge det drejer sig om. Desuden er Morten dygtig, og vil ikke få problemer med at finde andet arbejde.
   Hun slås dog stadig med det moralske. Hun har givet sit ja i kirken, og det betyder jo 'til døden skiller jer ad.' Men Joseph må forstå, at hun også er en kvinde med behov. Og de behov kan han snart ikke længere dække.

Innovatøren
   Vinen smager som rævepis. Morten har mere lyst til at drikke det vand roserne står i. Joseph derimod, ser ud til at nyde den med velbehag, og studerer etiketten på flasken. Køber han ikke selv sin vin? Så har han vel for fanden læst den etikette før. Og hvad er det for en hæslig skjorte han har på.
   Morten benytter øjeblikket til at kigge på Susanne. Hun er virkelig smuk og selvom kjolen ikke kan skjule, at det gamle fjols har været der med hyggesprederen, fremhæver den stadig hendes bedste fortrin. Brysterne er større, nu hun er gravid og han kan ikke vente til næste gang han sætter tænderne i dem. Susanne fanger hans blik, og han sender hende et smil. Et af dem hun ikke kan tage fejl af. Hun vender øjeblikkelig hovedet bort og får røde kinder. Han ved at den slags er strengt forbudt og det gør ham opstemt, at hun nu sikkert sidder og bliver vred på ham, uden at kan gøre det mindste ved det.
   En dør går op, og en tjener kommer ind med tre dampende tallerkener.
   "Artiskoksuppe," siger Joseph og sætter flasken fra sig.
   "Lyder lækkert," siger Morten uden at vide hvordan den smager, og tænker på hvor mange af den slags folk Joseph mon har ansat. Han har besøgt Joseph og Susanne en del gange, men hver gang er der er nye ansigter blandt tyendet. Den lækre pige der var inde med roserne før, er i hvert fald ny.
   Suppen er alt for varm at smage på, så Morten tager en tår mere af rævepisset. Den gamle fortjener slet ikke alt det her. Pengene, huset, tjenerne, bilerne, de eksotiske rejser, Susanne. Det var Mortens ideer der havde gjort mobiltelefoni så billig, at konkurrenterne ikke kunne være med. Selvfølgelig var det firmaet der havde betalt for udviklingen af teknikken, og han havde da også fået en kæmpe bonus. Hans løn stiger også betragteligt hvert år, men ligger langt fra de mange millioner Joseph selv river hjem. Havde Morten haft kapital nok til at starte sit eget selskab, var det i stedet ham, der nu sad og scorede kassen mens han drak dyr vin, serveret af tjenere i et slot af et hus, der kunne rumme en større herskabslejlighed i et af garderobeskabene.
   Han havde søgt ind hos alle de store selskaber, men ingen af dem havde vist interesse. Han havde derefter været nødt til at sende ansøgninger til en række mindre firmaer. Kun ét af dem havde tilbudt ham job: Josephs: Talking2People. Hvilket idiotisk navn! Og alt for langt. Joseph selv, mente at det var smart at have enslydende navn og slogan. Efter ansættelsen havde Morten forelagt sine ideer for Joseph, der havde givet ham økonomisk støtte til at videreudvikle dem. Men patentet beholdt Joseph. Og for hver gang en kunde taster et nummer på sin telefon, ringer kasseapparatet i chefens lomme.
   Selvfølgelig får Morten sin formidable gode hyre, men ... Havde han dog bare haft mønt nok til selv at starte dengang.
   Hvad der derimod behager ham, er affæren med Josephs kone. Den er meget tæt på at ende med jackpot. Det kan ikke vare længe før hun giver efter og begærer skilsmisse. Hun har selv nævnt det flere gange på det sidste. Hun og Morten vil tjene kassen når regningen - boet, eller hvad man kalder det, skal gøres op. Joseph må slippe skillingerne, og det bliver ikke billigt. Det er dog en gevaldig streg i regningen, at den gamle buk har bollet hende tyk. Nu er der pludselig en unge med i købet. En anden mands unge. På den anden side set har Morten planlagt at starte sit eget firma og være på 'forretningsrejse' en stor del af året. Under eksotiske himmelstrøg, selvfølgelig. Så kan hun selv passe den skide unge mens han får serveret farverige drinks på stranden.

Middagen
   "Jeg var ikke helt ærlig før," indrømmer Joseph. "Der er faktisk en årsag til jeg har inviteret dig på middag." Han lægger skeen i den tomme tallerken og dupper sig om munden med en stofserviet.
   "Jaså?" Morten er næsten færdig med suppen, der faktisk smager godt.
   "Jeg har været så glad for dig, at jeg er helt ked af at lade dig gå."
   Morten stopper midt i en bevægelse, og lader skeen hænge over tallerkenen. Han har det som om der triller skoldhede kul ned ad nakken på ham. Er affæren med Susanne opdaget? De har ellers taget alle forholdsregler: kun mødes når Joseph er udenlands, kun i Mortens sommerhus og aldrig natten over, så tjenestefolkene vil opdage hun har været væk. Morten vil sige noget, men læberne kan ikke forme et eneste ord.
   "Nej, du behøver ikke blive nervøs," griner Joseph. "Det er ikke så slemt som det lyder."
   Morten er ikke overbevist. Joseph er en snu rad, der aldrig lader følelserne løbe af med ham. Måske bringer tjeneren ham fyresedlen på et sølvfad lige om lidt.
   "Hvad mener du?" spørger han og fører skeen til munden mens han forsøger at holde masken. Susanne tør han slet ikke kigge i retning af nu. Suppen smager pludselig slet ikke af noget.
   "Jeg har inviteret dig, fordi vi har noget at fejre i aften. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har forsøgt at få foden indenfor i Indonesien. Og nu ser det ud til at give pote. Jeg har netop fået lov til at opstille sendemaster i Jakarta. Det bliver en stor sag, kan meget vel ende med at blive vores største indkomst. Der bor over ti millioner mennesker i den by. Med din teknologi, bliver det jo ikke svært at være de billigste. Faktisk er mobiltelefoni derovre dyrere end jeg havde regnet med, så jeg kan slet ikke se, at det bliver et problem."
   Morten drikker en tår af vinen, og opdager, at hans hånd ryster let.
   "Det eneste der mangler er en god mand til at starte forretningen op derovre," siger Joseph, "og du kan jo ikke være to steder på én gang, vel?"
   Morten er lamslået. Vinen, der før smagte som parfumeret klorin, kærtegner nu hans smagsløg. Han må fordøje Josephs ord flere gange, før han tillader sig et lille smil. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det er jo perfekt."
   "Ja, det er selvfølgelig kun hvis du har lyst. Det kommer jo til at tage lidt tid, måske endda et helt år. Jeg vil ikke tvinge dig."
   Mortens hoved snurrer. "Jeg ... Det er meget overvældende."
   "Du fortjener det, Morten," siger Joseph og understreger med et nik. "Og jeg vil selvfølgelig være nødt til at tre- firedoble din løn, hvis du siger ja til den tur. Og tænk på skattefordelene."
   Det prikker i Mortens kinder. Josephs ord har pludselig ekko. Genlyden af Indonesien og firedobbelt løn danser rundt i hans hoved som fulde teenagere. Han har lyst til at skrige ud i rummet.
   "Det behøver jeg vist ikke tænke længe over."
   "Nej, vel?" siger Joseph og drikker en tår af vinen. "Jeg havde egentlig tænkt mig at vente med det næste, men ... På et tidspunkt ... Det er altså virkelig god vin ... bliver jeg også nødt til at finde en der kan overtage roret. Du ved, køre biksen videre for mig. Jeg er jo ikke ligefrem nogen vårhare, og det er gået op for mig, at jeg har brugt en stor del af livet på at arbejde. Faktisk så meget, at mig og min forhenværende hustru helt fravalgte at få børn. Og nu har jeg endelig ..." Han blinker til Susanne. "... besluttet mig at drosle ned, for at hellige mig min familie. Jeg vil se mit barn vokse op. Og så mangler jeg jo en partner til at styre butikken. Måske endda overtage den helt når den tid kommer. "
   Morten er ved at blive svimmel. Stolen gynger som gulvet er lavet af budding. Partner! Muligvis direktør!
   "Men det økonomiske?" siger Morten, som om det er hans eneste bekymring. "Jeg har jo aldrig haft med regnskab at gøre. Eller så meget andet. Jeg har jo bare udviklet ..."
   "Det har jeg sgu heller ikke," griner Joseph. Hans stemme er lidt sløret. "Men det har jeg revisorer til. Mit job består i at skabe kontakter. Firmaets navn og størrelse alene, åbner efterhånden dørene, det er blot at træde ind ad dem og invitere de rigtige på middag. Smøre ganerne på eliten, så at sige."
   Susanne lægger sin hånd på Josephs. Det går op for Morten, at de ligner far og datter. Det er svært for ham at afgøre om det er ægte glæde der er i hendes øjne, men det er egentlig også ligegyldigt. Han har et nyt liv foran sig nu. Endelig får han den kredit han fortjente fra starten. Hans nye situation kræver selvfølgelig, at han stopper med at knalde hende. Der er pludselig for meget på spil. Men nu hvor han selv kommer et par ligaer op i løn, har han ikke brug for de penge hun kan kradse ud af Joseph. Da slet ikke hvis han bliver partner. Og der er masser af skønheder i Indonesien.
   "Det har du da ikke fortalt mig," siger Susanne. Joseph ryster på hovedet og løfter glasset mod hende. "Det skulle jo være en overraskelse."

Direktøren
   Tjeneren serverer hovedretten. Kalvefilet med små kartofler. Joseph skænker sig endnu et glas vin og rækker flasken til Morten, der stadig er fjern i blikket. Han er sikkert allerede ved at indrette sit nye hus på den anden side af kloden. Eller måske overvejer han at købe en byggegrund her i landet til når han vender hjem. Susanne er bedre til at holde facaden end han havde regnet med. Han er ikke sikker på hvor seriøst hende og Mortens forhold er; om det blot er nogle hede stunder for at få Susannes aftener til at gå, eller om de planlægger et liv sammen. Han har dog en overskyggende mistanke om, at hans rigdom er med inde i billedet.
   Det kom som et slag ud af den blå luft, da Susanne fortalte ham hun var gravid. Han blev med det samme klar over, at hun så en anden mand bag hans ryg. Mortens navn var dukket op i hans tanker. Han udviste ofte, hvad Joseph anså som mere end blot almindelig høflighed over for Susanne. Joseph havde aldrig lagt mere i det end at Susanne jo var en meget attraktiv kvinde, og den slags gør jo noget ved mænd. Han selv iberegnet. Joseph hyrede en privatdetektiv der senere kunne berette - og fotografisk bevise - at Susanne og Morten mødtes i et sommerhus på Sydsjælland når han selv var udenlands.
   For travlt til at få børn? Sandheden er, at han og sin første kone havde prøvet som gale, uden held. Da lægen endelig udtalte det mest nedslående ord han havde hørt i sit liv, satte han samtidig et punktum for deres sexliv: steril. Efter nogen tid gik de hver til sit. Det sidste Joseph hørte om hende var, at hun ventede sit tredje barn. Siden blev han gift to gange, sidst med Susanne, og i begge tilfælde løj han og fortalte at han ikke ønskede at få børn. Han brugte sin alder som begrundelse. Han kunne simpelthen ikke sige sandheden. Ordene havde ofte ligget lige på tungen, men der var noget der standsede ham i at udtale dem. Siden den nedslående nyhed, havde han følt det som han ikke var en fuldstændig mand. Han havde ikke muligheden for at manifestere sin kærlighed på den ultimative måde, og få et lille barn til at gro inde i sin elskedes mave. Han havde engang hørt en mand omtale sit eget lem som forplantningsorganet. Hvad kunne Joseph så kalde sit eget?
   Joseph blev rasende på Susanne og Morten, men sagde ikke et ord. Udadtil glædede han sig til han skulle være far, men i virkeligheden udtænkte han en plan. Og planen var netop sat i værk.
   Om en måned vil beløb af forskellig størrelse begyndte at forsvinde fra firmaets konti i Indonesien. Pengene ender på Mortens konto, en konto som han ikke selv kender til. Ikke desto mindre er der flere indonesiske bankansatte der vil kunne bevidne, at Morten selv har oprettet kontiene og foretaget overførslerne. Med penge kommer man langt i den del af verden, og Joseph havde allerede ved sit første besøg opdaget, at korruption er den bedste overtalelse. Nogle gange den eneste. Hvordan kunne han ellers have fået tilladelse til at opstille de sendemaster?
   Om et halvt år vil en af bankrådgiverne ane uråd og kontakte de lokale myndigheder. På det tidspunkt vil det beløb Morten har 'stjålet' være over en million danske kroner. Morten bliver anholdt, anklaget for bedrageri. Og her stopper det ikke. Når hans billede dukker op i aviserne derovre, vil flere mindreårige piger hævde at Morten har betalt dem for sex. Så vil al godmodighed dommeren eventuelt kunne udvise, være væk. Den slags giver sjældent mindre end tyve år dér. God fornøjelse i dit nye hjem: et indonesisk fængsel. Held og lykke med at blive udleveret til Danmark.
   Og Susanne? I samme øjeblik Morten er anholdt, vil Joseph kræve en dna test på barnet. Med bevis for Susannes sidespring, ender det med skilsmisse. Og når det økonomiske skal gøres op, vil hun blive mindet om den klausul i ægteskabspagten, der siger at hun ved utroskab får - nul og niks. Han vil dog være behjælpelig med et indskud til en lille lejlighed til hende og barnet, men kun fordi han med gestussen vil tage sig godt ud i pressen.
   "Skal vi ikke skåle?" spørger Joseph, og har svært ved at holde et smil tilbage.
   Morten løfter glasset og hilser på dem begge. "Skål," siger han og tilføjer: "for fremtiden."
   "For fremtiden," siger Joseph og vipper med glasset mod sin kone inden han drikker resten af indholdet. Uh, den vin er uhyggelig god. Måske skulle man prøve at få foden indenfor i Italien næste gang.