Det var tirsdag aften, men man skulle tro at det var lørdag i stedet.
   Gorms Bodega var propfuld, og de fleste gæster havde kigget dybt i flasken. Stedets kvadratmeterantal lige holdt sig inden for det tilladte, så rygeloven ikke et problem her, og tobakstågen hang som én stor sky oppe under loftet. Stemmerne var højrøstede og jukeboksen spillede lige akkurat højt nok til at trænge igennem.
   Kjeld sad over for sin kone, Rosa, og hun var den mest støjende af dem alle. Hun besad en stemme, der kunne skære gennem stål og havde et uudtømmeligt lager af fuldemandssnak at fodre den med. Lige nu var det veninden, Mona, der måtte lægge ører og ikke mindst tålmodighed til en af hendes historier. Rosa havde fået så meget at drikke, at sætningerne blev lange, og cirka midt i havde hun glemt hvad hun snakkede om, afbrød sig selv og begyndte at tale om noget andet.
   Kjeld sendte hende et træt blik, og drak en stor tår af sin øl. De havde været inde og se et show med Ørkenens Sønner, og hun havde allerede drukket en halv flaske hvidvin inden de tog hjemmefra. Han vendte sig mod Tommy, Monas kæreste. Han var ok, en sjov og hyggelig fætter på sin egen stille facon, men i større forsamlinger sagde han ikke meget. Han kunne da heller ikke bebrejdes i aften, med det med det spritstive sludrechatol på den anden side af bordet.
   To mænd, der havde spillet billard, satte køerne fra sig i den anden ende og gik op mod baren. Den højeste af dem havde en sort flammetatovering på den tykke hals, der fortsatte ned bag kraven. Der var ikke meget plads på værtshuset med alle de mennesker, og manden kom til at skubbe til Kjeld i samme øjeblik han tog en tår øl, så flasken ramte hans fortænder og gav et højt klonk.
   "Av. Hey, se dig for," sagde han og tørrede hagen.
   Manden, der så ud til at være sidst i tyverne, omtrent femten år yngre end Kjeld, stoppede omgående op og kiggede ned på ham. "Ellers hvad?"
   Kjeld så op og sagde ikke noget. Mandens øjne sejlede rundt i hulerne.
   "Ellers hvad?" gentog han. Han var ikke ligefrem nogen ikke en lille mand, og han så bister ud. "Hvad vil du gøre ved det?"
   "Rolig nu," sagde Kjeld og holdt hånden op. "Vi gider ikke noget ballade, vi er ude for at hygge os."
   Manden nedstirrede dem alle på skift, et par sekunder hver, kiggede så på sin ven og grinede. "Fjolser," sagde han og fortsatte mod baren.
   Rosa var den første der sagde noget, og det kom ikke bag på Kjeld.
   "Hvorfor gjorde du ikke noget?" sagde hun og så surt på ham. Hendes øjne var også røde og blanke. "Du sikker bare der og finder dig i det. Hvor er det typisk dig."
   "Lad det ligge," sagde Kjeld lavt, men det var lige hvad hun ikke havde tænkt sig at gøre. Nu havde hun et nyt emne at tale højt om.
   "Du er fandeme sådan en slapsvans," sagde hun, så dem ved bordene i nærheden kunne høre det. Kjeld nikkede med sammenbidte læber og kiggede på sin øl. "Ja ja, så er det ..."
   "Det er du sgu! Folk skubber til dig og så siger du nærmest undskyld. Du skulle have rejst dig op og pandet ham én!"
   Kjeld kiggede sig over skulderen, men de to mænd var heldigvis uden for hørevidde. "Der var ingen grund til at lave ballade."
   "Gu' var der sgu da så! Det var ham, der ville lave ballade, så giv ham det dog. Du er da meget større end ham, selv om det meste er fedt. Men det er jo altid det samme med dig; du tør ikke din tykke pivskid." Hun løftede sit glas med vin og havde nær hældt det ned ad tøjet, fordi hun både ville drikke og tale samtidig. "Du er fandeme det største skvat jeg kender." Hun slyngede uelegant en tår ind og vendte sig mod Mona. "Jeg er gift med et skvat, vidste du det?"
   Mona så en smule nervøst over på Tommy. Kjeld bundede sin øl færdig og skubbede stolen bagud. "Nå, det er blevet sent, jeg skal på arbejde i morgen."
   "Det skal vi også," sagde Tommy og rejste sig. Mona skyndte sig at følge trop.
   Udenfor var sommernatten lun og stille, da døren til værtshuset lukkede i. Tommy og Mona boede ikke langt væk, så de ville gå hjem. Kjeld ringede efter en taxa fra sin mobil, og Rosa fandt en cigaret frem fra håndtasken og tændte den. "Hvor lang tid går der?" spurgte hun.
   "Jeg er ikke kommet igennem til dem endnu."
   "Typisk."
   I det samme gik døren op, og fyren med flammen på halsen dukkede op efterfulgt af kammeraten. De havde svært ved at gå lige og lo begge to højt og skingert. Kjeld ville helst fortrække, men vidste at Rosa ikke rørte sig ud af flækken, før der holdt en taxa foran hende. Flammen fik øje på Kjeld og prikkede til vennen. De holdt op med at le, og det dirrede ubehageligt i Kjelds mave. De nærmede sig langsomt, gik forbi Rosa, der stod med smøgen i munden og for én gangs skyld holdt sin kæft, og standsede foran Kjeld. Kjeld trak sig et par skridt tilbage, så han trådte ned fra kantstenen og stod på cykelstien. Han hørte et fjernt "hallo" fra mobiltelefonen, som han havde fjernet fra øret. Flammen stirrede på ham med øjne, der for længst havde lagt al fornuft bag sig. Kammeraten stillede sig et par skridt bagved ham med korslagte arme.
   Nogle lange sekunder gik. Kjeld holdt vejret, så han begyndte at blive svimmel. Så, i et hurtigt ryk, for Flammens knytnæve op og standsede centimeter fra Kjelds ansigt. "Bøh!"
   Kjeld var nær faldet bagover af chokket. Flammen begyndte at skraldgrine og vendte sig mod vennen, der pligtskyldigt gjorde det samme. Deres hysteriske grin blev højere og højere, og Kjeld kiggede hen på Rosa, for at signalere til hende, at de skulle gå. Men hun stod bare og pustede røg ud, og var for fuld til at ænse situationens alvor. Hun sendte ham det velkendte blik. Blikket, der sagde mere end tusind ord. De anklagende øjne. Han kunne høre ordet skvat blive hvisket ud gennem læberne, selv om hendes mund var lukket. Han havde hørt det så tit, at hun blot behøvede at sende ham blikket for at han hørte det i hovedet. Kroppen begyndte at ryste. Kjeld drejede blikket hen på Flammen, der stod med ryggen til og virrede med hele hovedet for hvert grin han lukkede ud. Det så tåbeligt ud og de måtte være døddrukne og godt blæst i hovedet, siden de kunne blive ved med at grine af det, og pludselig mærkede han den. Ophidselsen. Den hånlige, og latterligt overdrevne latter var det mest provokerende han nogensinde havde hørt, og det gik op for ham, at det var vreden indeni ham, der fik ham til at ryste. Det boblede under huden, og alt hvad der befandt sig i hans synsfelt, ud over de to skvadderhoveder, blev tværet ud til noget sløret.
   Kjeld sprang et par skridt frem, halvvejs af sig selv, men også hjulpet af en ukendt kraft og skubbede Flammen hårdt i ryggen. Han blev sendt direkte ind i sin ven, der, helt uforberedt, tumlede bagover og ned på fortovet. Deres latter forstummede for anden gang. Flammen faldt ikke, men måtte bruge et par sekunder på at genfinde balancen, og det gav Kjeld tid nok til at smide telefonen fra sig, trække armen baglæns og sende en knytnæve af sted for fuld kraft i samme øjeblik Flammen vendte sig om. Næven ramte skråt på hagen, så den også ramte tænderne. Det foregik næsten lydløst, og det gav et voldsomt ryk i Flammens hoved, som om det ikke sad ret godt fast i nakken, hans krop dejsede til siden og han begyndte sin nedfart mod jorden. Uden at tage fra landede han med hovedet i fortovet. Han udstødte nogle stønnende lyde, og hans hænder, som han ikke længere så ud til at have fuld kontrol over, famlede rundt på jorden. Hans ven, der stadig ikke var kommet op efter hans eget styrt, sad på røven og så helt paf ud. Kjeld åbnede og lukkede næven et par gange. En underlig følelse af at være frisk fyldte ham. Det sitrede inden i, og det var som om han havde fået et skud med glæde injiceret og som nu sejlede igennem hans årer og fyldte hver en krinkelkrog i ham med velvære. Han havde aldrig slået på nogen i hele sit liv, ud over en endefuld til knægten da han var lille, og det havde han så inderligt fortrudt lige siden, men det her var ... vidunderligt. Næsten som en orgasme.
   "Dit ... møgfvin," mumlede Flammen. Han løftede hovedet og afslørede et par hævede læber, med blod på. Han spyttede en rød klat ud på fortovet og drejede hovedet opad, og så Kjeld lige i øjnene. Blodet løb ud mellem tænderne og han førte tungen hen over tandkødet. Han havde besvær med at holde hovedet lige, men øjnene var med ét blevet helt ædru. Endnu en klat blod og spyt ramte fortovet. "Du ... er ..."
   "Hvad?" afbrød Kjeld ham og var henne ved ham på et sekund. "Hvad vil du sige?"
   Flammen nåede ikke at svare, før et nyt knytnæveslag sendte hans baghoved tilbage i fortovet. To hurtige dunk lød, det ene da næven ramte, det næste da hovedet mødte jorden. Flere slag fulgte, nu fra begge sider. Det ene afløste det andet og Flammens hoved blev slynget til højre og venstre. Klask, klask, klask. Flammen nåede aldrig at gøre modstand, og allerede efter nogle sekunder lå han helt ubevægelig på fortovet.
   Kjeld stoppede da han mærkede smerten i hænderne. Flammens ansigt var indsmurt i blod og svulmet op og lignede en franskbrødsdej. Kjeld pustede ud og samtidig blev han opmærksom på alt omkring sig igen. Hvor lang tid var der gået? Sekunder eller minutter? Han kiggede på sine hænder, der også var hævede og blodige, selv om det ikke var at sammenligne med Flammens ansigt. Da han rettede sig op, så han at vennen var kommet på benene. Han så helt forkert ud i ansigtet og lignede én, der ikke vidste hvilket ben han skulle stå på. Kjeld trådte henover Flammens ubevægelige krop. Vennen tog et skridt bagud, men for sent. Med et underhåndsslag fyrede Kjeld en uppercut af sted mod mandens testikler. Han mærkede følelsen af noget småt og hårdt, der blev trykket op i noget blødt og med en pustende lyd som det eneste, faldt manden sammen, som om benene blev fjernet under ham. Derefter var der fuldstændig ro, bortset fra den dæmpede larm inde fra værtshuset. Rosa stod med åben mund og cigaretten rygende mellem fingrene. Kjeld gik hen og samlede sin mobiltelefon op.
   "Lad os gå."

Den næste morgen havde Kjeld ondt i hovedet da han vågnede. Han havde altid været slemt plaget af tømmermænd, og denne morgen var ikke bedre end andre. Klokken var 6 og han havde tre kvarter til at få styr på hovedpinen, inden han skulle af sted på jobbet, så han tog to Panodil og lavede en kande stærk kaffe. Imens kaffemaskinen bryggede, lagde han sig ind i sengen ved siden af Rosa, der lå med åben mund og savlede mens hun sov. Han skubbede til hende, hårdere end han plejede, så hun ufrivilligt vendte sig om, og lå med ryggen til ham.
   Tankerne kredsede rundt om hændelse aftenen før. Det havde været helt fantastisk at tvære den snothvalp ud. Tænk sig at han havde det i sig. Følelsen af at havde vundet noget stort og værdifuldt fyldte ham, og gav ham ligefrem gåsehud. Hvorfor havde han ikke rejst sig fra de svages klub noget før? Kræfterne havde han ikke jo ligefrem fået natten over. Han var ikke helt slank, ja faktisk havde Rosa ret i at han var halvfed, men en del af det var altså muskler, de var bare godt pakket ind, og han havde egentlig aldrig brugt dem. Så nemt var det altså at sætte sig i respekt. Og respekt, det havde han aldrig fået meget af. Alle ydmygelserne og tæskene fra storebroderen gennem barndommen kunne have været undgået hvis han havde slået fra sig, eller måske kunne rollerne have været byttet helt om. De store drenge fra klassene over ham havde også plaget ham i flere år, og nu lå han og tænkte på, hvad han skulle have gjort ved dem. Forestillede sig at han stod midt i skolegården, omringet af de store drenge, der drillede. Han grab fat i den første - nej den største og bankede ham gul og blå foran de andre. Det ville have lært dem noget respekt.
   Da kaffemaskinen hvæsede, stod han op og gik ud i køkkenet, hvor han skænkede sig en stor kop og satte sig ved bordet. Rosa stod op fem minutter senere og fulgte trop. Hun lignede én der var blevet ti år ældre i løbet af natten. Det lange, røde hår, der var blevet farvet alt for mange gange var begyndt at blive gråt i bunden, stod ud fra hovedet som bøjede bilantenner og hun havde store poser under øjnene. Øjenskyggen var gnedet ud og aftrykket af lagenet løb som snirklede ar på den ene kind.
   "Har vi nogen smøger?" spurgte hun med en tør kvækken.
   "Hvor skulle jeg vide det fra, jeg ryger ikke," svarede Kjeld tonløst. Rosa kiggede forundret på ham, og afsøgte derefter bordet og vindueskarmen for cigaretter. Hun fandt dem under et gammelt ugeblad og tændte en, mens hun igen sendte ham et forbavset blik. Kjeld smilede indvendigt.
   "Vi mangler franskbrød," sagde han, da de havde siddet et stykke tid. "Jeg har smidt det andet ud."
   "Hvorfor?"
   "Det var elendigt, hvor har du købt det?"
   "Hos bageren i Brugsen."
   "Så køb en anden slags næste gang, ikke?"
   Hun nikkede, tøvende. "Det der i går ... Hvad var det for noget? Hvad skete der egentlig?"
   Kjeld tog sig god tid til at drikke en tår af kaffen. "Du så det jo selv, ikke? De idioter fik sig en røvfuld. Eller havde du drukket så meget, at du ikke kan huske noget?"
   Hun lagde cigaretten hårdt i askebægeret, bed læberne sammen og pustede røgen hårdt ud gennem næsen.
   "Hvorfor ... Nej, glem det. Synes du ikke at det var lidt i overkanten? Vi ved ikke engang om han har overlevet det. Hans hoved ..." Hun vendte undvigende nedad, og gestikulerede en kuldegysning, da hun genskabte billedet.
   Kjeld lænede sig overlegent tilbage. "Selvfølgelig har han det. Men han glemmer det nok ikke de næste par dage."
   Rosa fik en smule af det velkendte, bebrejdende udtryk i ansigtet. Han nåede at komme hende i forkøbet.
   "Var det ikke dig der sagde at jeg skulle gøre noget? Sad du ikke og kaldte mig et skvat over for vores venner?"
   Rosa tog et langt sug af cigaretten og så ud til at granske hukommelsen.
   "Jeg ordnede de pikhoveder, netop som du ville have det, så hvad fanden brokker du dig over?"
   Hendes drukhærgede øjne blev endnu mere røde. Det kunne måske lære hende at holde sin kæft. Han talte aldrig sådan til hende, han havde faktisk kun sjældent svaret hende igen, og det gav ham igen en følelse af at være ovenpå. Tømmermændene var også gået væk igen. Dagen kunne ikke begynde bedre.
   Han smækkede håndfladerne i bordet, og sagde i et mere muntert tonefald og med et smil på læberne: "Jeg kører på arbejde nu, så kan jeg også nå at købe et rundstykke på vejen. Hvis du kan lade være med at drikke dig vissen i dag, kan vi gå ud og spise i aften."

Tyve minutter senere sad Kjeld i kantinen på arbejdet og spiste sin morgenmad; et rundstykke og en kanelsnegl. Kaffen stod og dampede på bordet ved siden af tallerkenen. Han var den eneste i hele kantinen, der altid var tom om morgenen, da de ikke serverede morgenmad, så han havde alle dagens aviser for sig selv, og havde tid til at læse dem alle.
   Døren ud til lageret gik op og Pind kom ind med sit fedtede kaffekrus i hånden. Han var 1,90 høj, ranglet og han havde en bøjning øverst på rygsøjlen, så han så ud som om han altid skuttede sig for en iskold medvind. Han havde arbejdet på aluminiumsfabrikken i over tyve år, lige siden han var helt ung. Halvvejs henne ved kaffeautomaten fik han øje på Kjeld, vendte om og gik over mod ham. Kjeld opfangede det ud af øjenkrogen og sukkede. Pind var en idiot. Han fortalte platte og sjofle vittigheder når det var upassende, troede at hans anciennitet betød at han var chef for hele lageret og kunne hundse med folk, selv om han ikke var en skid mere end de andre, og så gik han i den samme stinkende skjorte en hel uge i træk. Han manglede både lugtesans og situationsfornemmelse.
   "Du er tidligt oppe i dag, har konen sparket dig ud?" spurgte han og udførte det daglige ritual; at klappe Kjeld oven på issen. Det var en ting han praktiserede over for flere medarbejdere med sparsom hårpagt. "Eller har du bare pisset i sengen?"
   "Jeg spiser." Kjeld så ikke op fra sin avis, men kunne heller ikke koncentrere sig om den mere. Pind var ikke vant til at blive sagt imod og han blev da også tavs et øjeblik. Det prikkede under huden i nakken på Kjeld.
   "Ja du spiser," sagde Pind så. "Det kan vi sgu sagtens se på din krop at du gør, du skal måske spise lidt mindre." Han grinede af sin egen vittighed, klappede Kjeld endnu en gang på issen og forlod ham.
   To dask oven i hovedet inden Kjeld officielt var mødt på arbejde.
   Han løftede blikket fra avisen og så Pind slentre over og fylde kaffekoppen. Fløjtende gik han tilbage på lageret, lod døren stå åben, så larmen fra både radioen, som altid var skruet højt op, samt maskinerne fra produktionshallen nåede ind i kantinen.
   Kjeld rejste sig og gik derud. Lageret var kun ét af flere, og der var ingen andre herude lige nu. Lange aluminiumsplader i alle størrelser var stablet i lige rækker rundt langs væggene, klar til at blive plukket ud når de skulle bruges. Pind satte sin kop oven på et aflangt metalskab, stadig fløjtende. Da han vendte sig om, stod Kjeld mindre en to meter fra ham, og hans lange krop gav et spjæt fra sig.
   "Whoo," begyndte han, men Kjeld holdt en tyssende finger op. Pind stirrede på den, og spærrede munden en smule op, da den bøjede sig sammen og hånden blev til en knytnæve. I næste sekund hamrede Kjeld den ind Pinds solar plexus. Pind knækkede sammen samtidig med at han blev slynget bagud, ramte metalskabet og faldt ned på gulvet, hvor han med et smertefuldt udtryk i ansigtet hev efter vejret. Kjeld tog kaffekoppen, der på mirakuløs vis ikke var væltet, da Pind ramte skabet, og kylede indholdet lige ned i hans ansigt. Pind udstødte en høj lyd, der overdøvede radioen. Huden i ansigtet blev omgående højrød af den skoldhede kaffe.
   "Nu gider jeg ikke dit pis mere," sagde Kjeld og gav Pinds skinneben et hårdt spark. "Har du forstået?" Han blev selv overrasket over, hvor behersket hans stemme var.
   Pind kiggede op på med åben mund og opspilede øjne. Kjeld skyndte sig at følge op med en syngende lussing, der sikkert kunne høres ude i kantinen. Den sad perfekt og lyden var sød musik i hans ører.
   "Har du fattet det? Du rører mig aldrig igen!"
   Pind hev efter vejret og nikkede. Han lignede en, der lige var væltet på cykel og skulle have lidt tid til at komme sig oven på chokket. Kjeld greb fat i nakken på ham og masede til, så det gjorde ondt i fingerspidserne.
   "Og ingen gider høre dine latterlige vittigheder mere, så hold din kæft fremover! Ellers river jeg fandeme knoppen af dig, forstået?"
   Pinds ansigt fortrak sig i endnu en smertegrimasse, men det lykkedes ham at nikke igen.
   "Godt så. Gå ud og vask dig, og så taler vi ikke mere om det."
   Kjeld gik tilbage til kantinen, smækkede døren i til lageret og nød resten af sin morgenmad.

Om fredagen tog Kjeld i byen uden Rosa. På det fjerde værtshus lykkedes det ham at komme i klammeri med en anden gæst over et terningespil. Gæsten tabte et par omgange og begik derefter den dumhed at beskylde Kjeld for snyd, og så var hans skæbne for den aften beseglet. De gik udenfor for at ordne sagerne og Kjeld fyldtes igen med en ubeskrivelig salighed af at banke et andet menneske til plukfisk.
   Sådan gik en del uger. Kjeld demonstrerede sine kræfter hver weekend, og nød hvert et slag han satte ind hos sine modstandere, som var det et narkotika. Han opfattede det som om, at der blev ryddet ud på hylderne i hovedet, hylder der var fyldt med alle de dårlige oplevelser han havde haft gennem tiden. Broderens tæsk, drillerierne i skolen ... Monas hånlige bemærkninger. Hylderne var overlæssede, og nu havde han endelig fundet en måde at få ryddet op på.
   Slagsmålet - hvis man da kunne kalde det det, var som regel vundet ved at slå først, præcist - og hårdt. De mange år på lageret med hårdt arbejde inden love og forordninger krævede løfteudstyr til selv den mindste opgave, havde givet ham muskler, der nu kom til deres fulde ret.
   En lørdag morgen i september vækkede Rosa ham. Han havde været i byen til et godt stykke ud på natten, fået ryddet godt ud på hylderne i hovedet og kiggede søvndrukkent og tømmermændsplaget op fra sengen. Rosa stod ved fodenden med hans blåstribede skjorte i hånden. Den havde røde plamager foran.
   "Hvad er det?" spurgte hun ængsteligt. "Er der sket dig noget?"
   Kjeld løftede dynen, så hans krop kom til syne. Den havde ingen skrammer, ikke engang et blåt mærke, kun nogle blonde, krøllede hår på brystet og maven.
   "Jamen ..." Hun holdt skjorten op i to fingre, som om den pludselig var giftig. "Hvis blod er det så?"
   "Bare smid den ud," sagde han og trak dynen over sig igen.
   Rosa gik ud i køkkenet og raslede med en pose. Så hørte han hoveddøren blive åbnet og bagefter låget på skraldespanden klappe. Da hun kom tilbage, gik hun tilbage i soveværelset og satte sig i sengen.
   "Kjeld, det der slåsseri må altså stoppe igen. Hvorfor gør du det?"
   Han brummede irriteret. Hovedet dunkede og han var træt.
   "Hører du mig, Kjeld? Jeg vil ikke have det mere, hvad skal det være godt for?"
   Han lod hende vente et stykke tid, inden han satte sig op. Han kunne virkelig godt bruge en kop kaffe.
   "Det er bare for sjov."
   "For sjov?" Rosa slog i dynen. "Hvad er der sjovt ved at slå andre mennesker fordærvet? Har du egentlig tænkt over følgerne?"
   "Slap af, der er da ingen der har meldt mig for noget. Jeg gør det sgu da ikke mens andre ser på det."
   "Det er ikke det jeg mener. Jeg mener dine ... ofre? Hvad med dem? Jeg kan ikke glemme ham fra Gorms Bodega." Hun vrængede ansigt.
   "Skal vi nu til det igen? Han var bare en idiot, ligesom hans tåbelige ven, og det var jo dig, der opfordrede mig til det. Har du glemt det?"
   Rosa kunne tilsyneladende stadig ikke lide at blive mindet om de ting hun havde sagt i en kæmpebrandert. Hun satte med en voldsom bevægelse noget af håret på plads bag ørerne, og øjnene flakkede mellem ham og væggen.
   "Jeg vil have at du stopper med det. Omgående! Så du ikke din skjorte? En anden mands blod! Og der er også noget andet."
   "Hvad?" spurgte han surt og kneb øjnene i for dagslyset.
   "Hvad hvis du en dag slår nogen ihjel?"
   "Årh, hold da kæft, det gør jeg sgu da ikke. Lad mig være, jeg sover!"
   "Nej jeg vil ej! Du ved ikke hvad du laver når du sådan går amok."
   Kjeld sukkede og lukkede øjnene. Det føltes som om der holdt et helt vognlæs med beton parkeret oven på hans hoved. Rosa prikkede hårdt til hans hånd.
   "Jeg mener det, Kjeld, jeg vil ikke have det mere. Det går galt en eller anden dag, så vild og hidsig som du bliver. Du gør en eller anden invalid eller det der er værre. Og så ved jeg ikke om jeg kan holde ud at se på dig."
   Kjeld lagde sig ned og trak dynen helt op og vinkede hende væk. Rosa rejste sig med et fnys og smækkede døren i efter sig, da hun gik.
   Om formiddagen kom et stormvejr ind over landet, og blev endnu mere voldsomt end meteorologerne havde lovet. Det gamle lamelhegn rundt om deres have blev revet i stykker og blæst omkuld som et kortspil. Da stormen var stilnet af igen om søndagen, og Kjeld var blevet tømmermændene kvit, kørte han i byggecentret for at købe et nyt. Han fyldte vognen med nye, færdigbyggede lamelsektioner, så den blev tung og næste umulig at trille med, og gik mod kassen. Der var mindst otte af dem, men kun én var bemandet og der stod en hel række kunder i kø. En gammel mand i slidt, gråt arbejdstøj og kasket kom imod ham fra modsatte side. Hans vogn var fyldt med lange brædder. De nærmede sig køen samtidig og manden drejede sin vogn med en bevægelse, der var overraskende hurtig for hans alder. Brædderne, der stak et godt stykke ud, afskar Kjeld og manden kom foran ham i køen.
   "Jeg tror jeg var forrest," sagde Kjeld venligt. Den ældre mand kiggede undrende på ham, og rystede så på hovedet. "Nej, det var mig."
   Kjeld pegede på brædderne og droppede den venlige tone. "Sgu da kun fordi du var ved at køre mig ned med dem der."
   "Min vogn er forrest," sagde manden med en tynd og tonløs stemme, der, sammen med hans udtryksløse mimik mindede Kjeld om en butler fra en gammel film. "Så er jeg også foran Dem i køen."
   "Gu' er du da ej. Jeg var her først, det var kun fordi du stak de skide brædder ind foran mig." Kjeld tog fat i mandens vogn og skubbede den bagud, så den kom ud af køen. Derefter skubbede han sin egen vogn ind foran og stillede sig på hans plads. Et par af kunderne, der havde vendt sig for at se hvad der skete, sendte ham et vredt blik.
   Et øjeblik senere ramte brædderne Kjelds vogn skråt bagfra, så den blev skubbet ud til modsatte side.
   "Hvad satan?" Kjeld snurrede rundt og fik øje på manden, der nu styrede sin vogn tilbage i køen, dér hvor Kjelds vogn nu manglede.
   "Hvad fanden laver du din gamle idiot?"
   Manden ignorerede ham og stillede sig lige foran Kjeld.
   "Hvad sker der dernede?" spurgte ekspedienten højt.
   Kjeld pegede på den gamle. "Han tog min plads."
   Et par fnis trængte ud fra rækken af mennesker, og de vendte sig nu alle for at se hen på Kjeld. Kjeld blev varm i kinderne, og han stirrede den gamle mand vredt i nakken.
   "Overlever du det mon?" hørte han én i rækken sige, og bagefter lo et par af kunderne, inklusive den gamle. Kjeld fnøs, og tog fat i mandens jakkeærme og rev til. "Stil dig om bag i køen for helvede!"
   Den gamle, der blev hevet rundt, så han vendte mod Kjeld, trak armen til sig. Hans øjne var blå og trætte og stirrede på ham med en ligegyldighed der næsten kunne mærkes under huden. Så spidsede han munden, så den blev endnu mere rynket, stak tungen ud og lavede pruttelyd mod Kjeld.
   Kjelds venstre næve for omgående op og ramte manden på siden af hovedet med et højt klask. Et par af de andre kunder kom med et par forbløffede udbrud og hoppede forskrækket væk. Slaget slog manden bevidstløs med det samme, og han gik bogstavelig talt i brædderne. Hans krop faldt livløs sammen over vognen. Kjeld stirrede på publikummet. De stirrede på ham. Ekspedienten greb straks ned i lommen efter en mobiltelefon og tastede tre tal på den.
   En af kunderne spurgte: "Har I ikke en vagt der kan tilkaldes?" og Kjeld fik pludselig travlt. Han manøvrerede sig uden om den bevidstløse mand og vognen, forbi kunderne og skyndte sig mod udgangen. Da han kom udenfor, småløb han over til bilen og låste sig ind, men lige da han havde sat nøglen i tændingen, fik han øje på en mand, der stod nogle meter fra bilens køler og skrev hans nummerplade ned i håndfladen. Sikkert en af dem fra køen, der var løbet efter ham. Kjeld rev døren op og steg ud igen. Benene dirrede under ham af raseri.
   "Hvad fanden laver du?"
   Manden, der havde et veltrimmet, sort fuldskæg kiggede op et kort øjeblik og skrev uanfægtet videre. Det så ud til at kuglepennen drillede ham lidt og han slog spidsen et par gange mod håndleddet. Kjeld smækkede bildøren hårdt og gentog spørgsmålet. Manden blev færdig med at skrive, og trak sig et par skridt tilbage. "Kør du bare, jeg giver politiet nummeret."
   Kjeld gik hen mod ham med knyttede hænder. Der skulle ryddes op endnu en hylde.

Cellen, besøgsrummet, eller hvad det nu hed, var lille, koldt og stank af noget som Kjeld definerede som ensomhed og anger. Der stod et træbord med en stol på hver side, og oppe i det ene hjørne var der fastmonteret et kamera. Betjenten havde spurgt om det var nødvendigt med håndjern, men det måtte være en tanketorsk, for det ville slet ikke være muligt at sætte dem på ham lige nu.
   Kjeld satte sig, ventede omtrent et minut og så kom Rosa ind.
   "Kun fem minutter, desværre," sagde betjenten undskyldende til hende og stillede sig ved væggen bag Kjeld. Rosa satte sig over for og kiggede på sin mand. Øjnene var røde og kinderne fugtige.
   "Kjeld, hvad har du dog lavet?"
   For første gang i lang tid blev han ikke irriteret over at høre hendes stemme.
   "Jeg er ked af det." Andet kunne han ikke sige, og det gjorde ondt at tale. Rosas øjne dvælede ved slyngen, der holdt hans arm oppe.
   "Vil du ikke nok fortælle mig hvorfor du slog en mand på 76 ned i byggecentret? Hvad havde han gjort for at fortjene det?"
   Kjeld trak på skuldrene, og fortrød med det samme, da smerten meldte sig fra den ene. Lægen havde sagt at der ikke var brækket noget i den, men Kjeld var ikke så sikker.
   "Jeg ved det ikke, jeg ... Hvordan har han det?" Det sidste var henvendt til betjenten, der først svarede, da Kjeld med besvær drejede hovedet halvt om mod ham og gentog spørgsmålet.
   "Han er vågen og chokeret," svarede han.
   Rosa kiggede på Kjeld, men undgik hans blik. "Og hvad med dig? Du ser herrens ud."
   Kjeld havde ikke set sig selv i et spejl, men vidste at det var sandt. Han orkede ikke at gentage lægens liste: brækket næse, flækket øjenbryn, blodsamlinger under huden og to tænder i overmunden slået skæve. Desuden havde han et par trykkede ribben der, hvor manden havde sparket ham til sidst. Sparkene kunne han slet ikke huske, men havde fået det at vide. På godt dansk: kvæstelser en masse; der var muligvis mere på listen, men det kunne han ikke huske lige nu. Han lukkede øjet i et par sekunder. Det andet var allerede lukket på grund af hævelsen fra øjenbrynet.
   "Hvem var han?" spurgte Kjeld.
   "Vist nok én der har været soldat."
   Han nikkede og vidste ikke hvad han skulle sige.
   "De siger at du kommer i fængsel," fortsatte hun. "For overfaldet på den gamle mand. Det hele er på overvågningsbåndet.
   Han åndede tungt ud. Det hele var for uoverskueligt lige nu, og han håbede pludselig at de fem minutter snart var gået, så han kunne komme tilbage i sin celle og ligge ned. Han orkede ikke engang at spørge hvornår han kunne forvente at blive løsladt, og det var heller ikke sikkert at betjenten vidste det.
   "Tak fordi du kiggede forbi. Det var pænt af dig. Jeg er ked af alt det her." Rosa forstod hentydningen og rejste sig op.
   "Kan du klare dig selv når du kommer hjem?"
   Kjeld så op. "Nej, det tror jeg ikke. I hvert fald ikke de næste par dage. Jeg ved heller ikke hvornår jeg kommer ud."
   "Jeg tager i hvert fald ud til min søster i et stykke tid, så jeg er ikke hjemme til at passe dig. Bare så du ved det. Du kan jo tage ud til din bror, eller bede ham komme og se til dig."
   "Hvad vil du ude ved din søster så længe?"
   "Tænke over tingene."
   Kjeld behøvede ikke at spørge yderligere til det, og han turde inderst inde heller ikke. Tanken om at overnatte ved sin bror tiltalte ham absolut heller ikke, men han fornemmede, at hun ikke kunne overtales til at ændre mening.
   "Jamen, så ..."
   "Ja, så siger vi det. Jeg ringer senere og hører hvordan du har det." Hun forlod rummet og lod ham sidde tilbage med en fornemmelse så dårlig, at den næsten fik ham til at glemme hans skader. Betjenten lod ham sidde lidt, og selv om Kjeld vidste, at han stod lige bag ham, var det som om han var helt alene, ikke kun i rummet, men i hele arresten, ja i hele verden lige nu. Hylderne i hovedet bugnede igen af overvægt, og var lige ved at briste. Han stirrede med det ene øje ned i den slidte bordplade, som om den havde svaret.
   "Skal vi gå?" lød det lavt bag ham. Kjeld nikkede. Han blev hjulpet op og humpede ned mod cellen, støttet af betjenten.