Én dag ad gangen.
   I morges vågnede jeg op ædru for femte dag i træk. Alt hvad jeg skulle bekymre mig om, var at nå til den sjette dag uden at drikke.
   Det er stadig nat, solen står op om en times tid og jeg sidder på min seng og konkluderer, at det ikke vil ske. Tværtimod; jeg har tænkt mig at drikke mig bevidstløs i håb om, at alkoholen vil slette blot nogle af det sidste døgns oplevelser fra min hukommelse.
   Foran mig, på bordet, står en flaske snaps. Snaps er rigtig godt at drikke sig i brædderne med. Proppen er allerede revet af, og jeg kigger på flasken et øjeblik, som for at studere ansigtet på en gammel ven, man ikke har set i årevis, eller som i mit tilfælde, fem dage, inden jeg sætter den for munden og drikker.

Fra vinduet i butikkens baglokale kunne jeg se ud over en del af campingpladsen. Det var fire dage siden min sidste drink, og abstinenserne var allerede ved at forsvinde, til min store glæde og overraskelse. Dagens første toiletbesøg bestod nu kun af at lade vandet, i stedet for også at ligge på knæ foran kummen og kaste op og svede som et svin.
   Det var underligt at vågne op ædru efter flere år på druk. Det er som om man skal vænne sig til at være klar i hovedet igen. Jeg har haft tørlagte perioder før, men antallet af dage uden alkohol er ikke noget at prale af. Om tre måneder fylder jeg 36 år, og jeg håber inderligt, at jeg stadig er ædru til den tid.
   Campingsæsonen var ved at være slut, og inden længe ville hele pladsen være tom. Lige nu var det en hel by af campingvogne og fortelte. På en af pladserne stod der en lille campingvogn, som mildest talt havde set bedre tider. Der var ikke slået fortelt op, og der stod ingen havemøbler udenfor. De sidste par dage havde jeg ikke arbejdet på grund af abstinenerne, og den måtte være ankommet i mellemtiden.
   "Det er en gammel én," sagde jeg til min far, der sad ved bordet bag mig og drak morgenkaffe og læste avis. Det er hans campingplads, og jeg har boet på det lille værelse på førstesalen og hjulpet til siden sidste sommer, efter han fik en blodprop i sin ene arm og mistede en stor del af bevægeligheden i den. Det var i hvert fald hans påskud for at ansætte mig, men han gjorde det også for at hjælpe mig ud af min elendighed. Jeg var lige blevet smidt ud af min lejlighed, og med mit alkoholforbrug kunne jeg se frem til en mindre luksuiøs tilværelse som bums med egen sovepose i parken. Jeg tog selvfølgelig jobbet og opdagede, at hvis jeg bare opretholdt en vis promille, min funktionspromile, kunne jeg arbejde om dagen med en lille uskyldig blæser på, og ellers drikke mig vissen på værelset om aftenen.
   "Hvilken?" spurgte far.
   "Den lille brune Bürstner der er ved at falde fra hinanden. Den må da være fra midt i firserne, hvis ikke den er ældre. Dem ser man ikke mange af mere."
   Jeg kunne høre far rasle med avisen, da han strakte sig for at se.
   "Han er underlig," lød det bag os. Jeg vendte mig om. Rikke, en fjortenårig pige, der hjælper til i butikken kom ind og satte sig på en skammel i døråbningen. "Han kommer næsten ikke ud af vognen, og snakker ikke med nogen. Hej Jan."
   "God morgen," sagde jeg.
   "Hvor ved du det fra?" spurgte far.
   "Fra nogle af gæsterne. Han sidder bare inde i vognen det meste af tiden. Der er ikke engang trukket fra." Hendes lomme gav nogle svage bib fra sig, og hun tog sin mobiltelefon op og tastede lynhurtigt på den.
   Vi andre kiggede ud af vinduet og betragtede vognen.
   "Nå, det må han jo selv om," sagde far. "Nu udfritter du vel ikke gæsterne om ham?"
   "Udfritter?"
   "Stiller spørgsmål om ham til alle, der kommer ind. Det ser ikke godt ud, og det kommer jo ikke os ved hvordan han vælger at holde ferie."
   "Nej nej." Klokken over døren i butikken ringlede, og Rikke forsvandt igen.
   "Jeg tror jeg vasker toiletterne i dag," sagde jeg. "Det går meget bedre nu."
   "Godt, min dreng. Husk: én dag ad gangen, så skal det nok gå," sagde far i et muntert tonefald.
   Ordene min dreng varmede mig indvendigt. Vores forhold har aldrig været decideret dårligt, men heller ikke det modsatte. Da jeg var lille, havde han dårlige venner, som min mor kaldte det, og han endte med at sidde i fængsel i halvandet år for et postrøveri. Min mor forlod ham med mig inden han blev løsladt, og jeg voksede op hos hende.

Om eftermiddagen ringede jeg til min mor, der ikke tog telefonen. Hun bor temmelig langt væk, og jeg havde besluttet at ringe til hende hver dag, for at forsikre hende om, at jeg ikke røg af vandvognen. Da jeg lagde på, blev jeg pludselig trist til mode. Tørsten kom over mig som havde den bare gemt sig og ventet på sin chance. Jeg styrtede op på værelset, hvor jeg lagde mig under dynen. Jeg følte mig som et barn, der var bange for monstret i skabet, men det var den eneste måde at lukke alt ude på. Far kom op lidt senere og snakkede med mig, og det hjalp på mine nerver og tørst.
   "Skal jeg hente en cola?" spurgte han.
   "Nej, tak, bare vand." Jeg var bange for at kulsyren i sodavanden ville give mig lyst til øl. "Har du snakket med mor?"
   "Din mor? Hende har jeg da ikke snakket med i flere år."
   "Jeg mener, har hun ringet hertil i dag? Jeg har elendigt signal på mobilen, så måske har hun ringet til kontoret for at høre til mig?"
   Far rystede på hovedet. "Så skal Rikke have taget imod en besked, og glemme at give den videre, det kan jeg tjekke senere."
   Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede igen, var det bælgmørkt udenfor. Et kig på min telefon fortalte mig at klokken var 02:21. Det var midt om natten, og jeg var helt frisk. Jeg tændte for fjernsynet, men følte mig hurtigt rastløs. Da jeg havde zappet mig igennem mine to danske og fire svenske kanaler et par gange, slukkede jeg og besluttede at bruge kræfterne til noget fornuftigt: fællestoiletterne og badekabinerne. Min far kunne ikke vaske dem, og jeg tvivlede på, at Rikke havde haft tid.
   Neonrørene i loftet tændte automatisk på stribe da jeg kom ind. En række gule toiletbåse kom til syne, og ved endevæggen, fem større brusekabiner. Alle dørene til toiletterne stod på klem, men jeg bukkede mig alligevel ned for at se, om der var nogen derinde. De var alle tomme. Da jeg gik forbi, skubbede jeg alle dørene helt op, for at se hvor slemme de var. Det lugtede forfærdeligt fra det ene af toiletterne, så enten havde en gæst glemt at trække ud efter sig, eller også var det stoppet til. Jeg gik hen og låste rengøringsrummet op og fandt et par gummihandsker frem. Da jeg skulle til at tage dem på, fik jeg øje på en skygge på gulvet under den ene væg til en af badekabinerne. Det var ikke andet end skillevægge, og de gik ikke helt ned til gulvet. Der var ingen bevægelse derinde, kun en stillestående skygge på fliserne. Jeg kiggede på dørlåsen, der var grøn. Personen derinde havde ikke låst.
   Der gik nogle sekunder, hvor jeg stod og lyttede. Der var bomstille, bortset fra en lav summen fra lysstofrørene i loftet. Så gik det op for mig, at personen måske ventede på, at jeg gik. Der var faktisk af og til nogen, der gik i bad om natten.
   "Jeg skal bare vaske gulve," sagde jeg, så min stemme rungede gennem lokalet. Skyggen rørte sig ikke det mindste. Jeg tænkte, at ingen mennesker kan stå så bomstille.
   "Hallo?" Min stemmes ekko døde ud, og der var igen stille. Ikke engang en vejrtrækning hørtes fra den anden side. Jeg bukkede mig ned, ikke for at se helt ind i kabinen, det ville være pinligt, hvis personen troede at jeg ville lure, men nok til at se hvad der kastede skyggen.
   Jeg fik øje på to mindre fødder og to ben, iført strømper og bukser. De tilhørte sandsynligvis en kvinde, og hun sad ned, med ryggen op mod endevæggen. Mit hjerte slog hurtigere. Det så overhovedet ikke normalt ud, og uden at tøve skubbede jeg døren helt op.
   Det tog mig sikkert kun et halvt sekund at genkende personen på gulvet, men det føltes som om jeg stod og stirrede på hende i meget længere tid, inden lynet slog ned i mig. Min mor sad op ad væggen med lukkede øjne, som om hun sov. Det lange, gråsorte hår hang ned og dækkede det meste af ansigtet.
   "Mor?" råbte jeg og løb derhen, bukkede mig ned og fjernede håret fra ansigtet med hånden. Da jeg strejfede huden, føltes den kold. Hun var helt bleg og læberne gik næsten i et med hudfarven. En grim fornemmelse bredte sig i mig og jeg rakte ud, for at puffe til hende, men fik øje på mine fingre. De var klæbrige og mørkerøde. Jeg holdt dem op mod lyset, og var ikke i tvivl om hvad det var. Min mors hår var klistret ind i blod. Jeg skubbede til hendes skulder og kaldte på hende igen. Hendes hoved drejede lidt til siden ved berøringen og jeg sprang forskrækket bagud ved det syn der mødte mig. En flænge tværs over hendes hals åbnede sig, og jeg så ind i et dybt, mørkerødt sår.
   Jeg ramte ind i skillevæggen til den anden kabine. Pludselig begyndte væggene at bevæge sig, de blev bløde og buede ind og ud som om de trak vejret. Panikangsten vældede op i mig som lava, der spruttede ud fra en vulkan, og min hals snørede sig sammen.
   Min mor åbnede øjnene og rejste sig op i en yndefuld bevægelse, næsten som en balletdanser. Jeg blev stående hvor jeg var, lammet af angst. Mor stirrede udtryksløst på mig og løftede den ene hånd og pegede på mig med en tynd finger. Neglen var rødlakeret som altid. Hendes mund åbnede sig, og hun gav sig til at grine lydløst. Flængen i halsen åbnede sig, så jeg kunne se ind i det mørkerøde kød, der var det indre af hendes hals. Hun blev ved med at grine, mere og mere ukontrollabelt, så hele hendes krop dirrede. Såret lignede et bizart klovnesmil. I samme sekund hun tog et skridt frem mod mig, genvandt jeg kontrollen over min krop, og styrtede hen mod døren.
   Jeg kom udenfor og løb hen mod huset, men jeg nåede ikke at løbe særlig langt, før et nyt syn fik mine ben til at gå i lås. Alle dørene på de campingvogne, der var inden for synsvidde, gik op på samme tid, og forteltene blev lynet op. I åbningerne stod der mænd. De var klædt i det samme tøj og så fuldstændig ens ud. Det gik op for mig, at det var ... mig selv. Omkring tredive tro kopier af mig trådte ud af campingvogne og telte, og de rettede deres pegefingre anklagende mod mig. Ingen af dem smilede eller havde nogen form for træk i ansigterne, der var kun stirrende øjne og udstrakte fingre. Det kriblede på huden. Jeg kiggede ned ad mig selv og fik øje på tusindvis af hvide mider, der slangede sig mellem hinanden. Jeg forsøgte at børste dem væk, men de blev ved med at dukke frem. Jeg kastede mig ned på jorden, rullede rundt for at få dem væk, som om der var ild i mit tøj. De krøb ud fra halsudskæringen i min T-shirt, kravlede ud af mine bukseben og klemte sig ud af mine fingre, der hvor neglerødderne mødtes med huden. Jeg sprang op og styrtede hjem, jeg ville ind under bruseren os vaske dem af. Da jeg nåede ind i entreen, væltede det hele rundt for mig, og jeg faldt om. Pludselig hørte jeg fars stemme råbe mig i øret, og jeg syntes at jeg så ham stå bøjet ned over mig, kun iført underbukser og undertrøje.
   "Det er mor!" råbte jeg og børstede febrilsk miderne væk fra mit ansigt. "Mor er død!" Jeg havde svært ved at få vejret, og jeg fik krampe i mine ben. Miderne kildede under T-shirten og bukserne, men jeg kunne ikke mere. Jeg faldt slapt ned på ryggen og det sidste jeg så, var fars bekymrede ansigt.

Først troede jeg, at jeg var tilbage på toiletterne igen. Så gik det op for mig, at det ikke var de samme lysstofrør i loftet. Jeg glippede med øjnene og løftede mine hænder, forventede at finde dem overstrøet med mider. Neglene trængte til at blive klippet, men ellers var der ingenting at komme efter.
   Jeg kiggede rundt, og fik øje på et lille bord med et glas vand på. Det var en enkeltmandsstue og det eneste synlige afbræk i de hvide farver, var den røde snor, der var lagt hen over min dyne. Jeg trak i den og hørte en lyd ude fra gangen. Et øjeblik sekunder senere gik døren op, og en overvægtig sygeplejerske kom ind.
   "Hvordan går det?" spurgte hun.
   "Hvor er min far?" Det var hårdt at tale, jeg var helt udmattet.
   "Han er ude og tale med lægen, de er på vej."
   Et minut senere kom de begge ind på stuen. Lægen, en høj mand med fuldskæg, kom helt hen til sengen og gentog sygeplejerskens spørgsmål. Far blev stående ved fodenden og kiggede nervøst på mig.
   "Jeg har det fint," sagde jeg og løftede dynen for at tjekke, at miderne ikke lå og lurede på min mave. "Hvad skete der?"
   "Du har haft en skræmmende oplevelse," sagde lægen. "Det kaldes delirium tremens. Det sker desværre en gang imellem, som når man i dit tilfælde stopper brat med at drikke efter længere tids misbrug. Kroppen får et chok og reagerer meget voldsomt på abstinenserne. Din far har fortalt mig om dit alkoholmisbrug." Far kiggede på mig med en blanding af medfølelse og skam. "Du så syner."
   "Miderne," mumlede jeg. "De var overalt. Og mor. Jeg så min mor i badekabinen, hun var død med halsen skåret over."
   "Alt sammen hallucinationer," sagde lægen. "Forårsaget af abstinenserne. Det kan godt være du troede de var væk, fordi rystelserne og svedeturene var det, men kroppen er stadig så meget i ubalance, at det sagtens kan gå galt."
   Jeg kiggede på mine hænder igen. "Det var så virkeligt."
   "Det er den slags. Du har sovet i otte timer," sagde lægen. "Det er en frygteligt udmattende oplevelse, faktisk så meget, at det er farligt. Du skal blive her i nogle dage, hvor vi medicinerer dig, indtil du kan komme hjem igen."
   "Jeg vil ikke blive her."
   Lægen løftede øjenbrynene. "Det vil jeg stærkt anbefale at du gør. Du er meget afkræftet, og hvis du ikke får den rigtige medicin, kan du risikere, at det kommer igen."
   "Jeg kan tage medicinen derhjemme. Det vil overhovedet ikke hjælpe mig at blive her."
   Lægen kiggede på mig med et opgivende udtryk, der dog hurtigt ændrede sig. Han nikkede. Det var nok ikke første gang han havde talt forgæves.
   "Okay, det bestemmer du selvfølgelig. Men et godt råd: hvis du falder tilbage i misbruget igen, bør du søge hjælp til afvænning, og ikke forsøge at klare det selv med en kold tyrker, som nu. Den slags har sjældent nogen langtidseffekt."

Jeg sov resten af dagen. Jeg ved ikke om det var medicinen, jeg fik med hjem, eller fordi hallucinationerne virkelig havde drænet mig for kræfter, men klokken var over midnat da sulten vækkede mig. Far havde stillet to colaer og en flaske vand op til mig, og jeg den i én køre, selv om den ikke var kold.
   Jeg gik nedenunder i forretningens baglokale. Månen hang som en gullig lyspære på nattehimlen og oplyste et stykke af lokalet, så jeg var fri for at tænde lys. Jeg fandt et franskbrød fra om morgenen og skar to skiver, som jeg smurte og spiste stående ved vinduet. campingpladsen var også oplyst af månens blege skær, og i de fleste af vognene var folk gået til ro.
   Der var et enkelt ubesvaret opkald på min telefon. En af mine gamle drukkammerater. Jeg havde ikke planer om at ringe tilbage, så jeg slettede opkaldet. Hele mit gamle slæng var misbrugere af den ene eller anden slags, og var nu dårligt selskab for mig. Jeg havde intet problem i at slette hele baduljen fra min telefon, og overvejede at få mig et helt nyt nummer.
   Franskbrødet var tørt, men gled ned med noget koldt vand fra hanen. Da jeg satte tallerkenen og glasset ned i vasken, kunne jeg ikke lade være med at stirre på mine hænder, der i måneskæret lignede hvide vampyrhænder. Jeg forestillede mig min mors imaginære blod smurt ud over fingrene. Mine negle var lidt for lange, og der sad, som altid, en smule skidt under dem, men jeg bemærkede, at skidtet under neglen på venstre pegefinger havde en anden farve. Det var lysere, og en smule mere rødligt. Jeg tændte lyset i loftet, og så nærmere efter. Det var rødere end det andet. Jeg tog kniven jeg havde skåret franskbrødet med, og skrabede noget af negleskidtet ud på bordet. Det lignede rødt smulder, men var ikke løst nok til at være jord. Jeg prikkede i det med knivens spids. Jeg havde aldrig før set størknet blod, men var ret sikker på, at det var det, jeg havde under den ene negl. Det kunne selvfølgelig være mit eget, jeg havde måske revet mig, da jeg lå på jorden og skrabede miderne væk, men et eller andet sted i min mave var der noget der bevægede sig. Hårene på armene rejste sig og sendte en kildende fornemmelse helt op i nakken. Jeg genkaldte mig mors krop med halsen skåret over, og storgrinende. Det var ikke virkeligt, men både hende og ikke mindst alle udgaverne af mig selv virkede lige så ægte som alt andet. Min fornuft sagde mig, at jeg skulle vende tilbage til min seng, inden frygten satte for mange tanker i gang. Måske kunne den endda fremprovokere endnu et anfald af delirium.
   Da jeg forlod baglokalet, ville jeg gå op ad trappen til mit værelse, men mine ben førte mig alligevel ud af hoveddøren og over mod toiletterne. Jeg afholdt mig fra at kigge på campingvognene denne gang, bare for en sikkerheds skyld.
   Lyset tændte og døren lukkede i bag mig. Jeg gik direkte mod badekabinerne for enden og tjekkede dem, én for én ved at slå dørene op. Selvfølgelig var de tomme. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og følte mig pinlig til mode. En nedtrykt følelse voksede frem, og jeg vidste, at tørsten efter sprut ville følge lige i kølvandet, så jeg ville skynde mig tilbage til min seng.
   Jeg vendte mig for at gå, da jeg fik øje på døren til rengøringsrummet. Der havde altid siddet et beslag til en hængelås i dørkarmen og døren, men det var aldrig blevet brugt. Nu sad der en stor hængelås i den.
   Jeg for derhen og tog i døren. Det var ren refleks fra min side, og den åbnede selvfølgelig ikke, for den var også låst med nøgle. Jeg hev mit nøglebundt op, fandt nøgen og stak den i låsen, men hængelåsen sørgede for, at døren ikke kunne åbnes mere end en halv centimeter. Jeg sparkede på døren, ligeglad med om jeg ødelagde den. Beslaget blev rykket en smule løs i dørkarmen, men var ikke meget for at give slip. Så sparkede jeg direkte på beslaget med hælen, igen og igen. Det larmede, for den store hængelås knaldede mod stålbeslaget for hvert slag, og efter et minuts tid måtte jeg stoppe puste ud. Jeg hev efter vejret, og måtte erkende, at jeg aldrig havde været i dårligere form. Men jeg måtte se hvad der var på den anden side. Beslaget var nu slået løs i karmen, og den ene skrue var knækket og hang lidt ud. Jeg gav fanden i ømme ben og svimmelhed, og lossede på den med al min kraft. Efter fire-fem forsøg mere, røg låsen af og døren gik endelig op.
   I samme sekund jeg fik et glimt af de to lig på gulvet i rengøringsrummet, gik al lyset gik ud, og jeg stod i bælgravende mørke. Sensorerne i loftet ville have opfanget mine bevægelser og tændt lyset igen, men gjorde det ikke, og det kunne kun skyldes én ting: der var blevet slukket på hovedkontakten inde i huset.
   Mine nerver sendte tsunamibølger ud i kroppen, og jeg ledte efter væggen at støtte mig til. Jeg ville ud herfra hurtigt, men når jeg ikke kunne orientere mig, var det var som om jeg stod på skumgummi, og jeg var tæt på at miste fodfæste. Min retningssans var slået i stykker og da jeg tog et par vaklende skridt fremad, ramlede jeg ind i siden på den første toiletbås. Jeg famlede mig vej frem langs rækken af båse, men inden jeg nåede hen til udgangen, gik døren op.
   Jeg hoppede ind i den nærmeste bås og holdt vejret, da personen trådte ind. Gruset under skoene knasede højt mod klinkegulvet. En lommelygte kastede sit skær hen ad væggen, og derefter ned på gulvet, hvor den søgte hen mod rengøringsrummet.
   "Jan, er du her?" løs fars stemme. Først svarede jeg ikke, men så drejede han lygten og lyste på alle båsene. Jeg havde ikke fået lukket døren i, så lyskeglen standsede på mig.
   "Jan?"
   "Du slog dem ihjel," sagde jeg med hæs stemme. "Mor og en anden. Jeg har set dem!"
   Han lyste hen på rengøringsrummet. "Har du brudt døren op?"
   "Du slog dem ihjel!"
   "Ikke dem. Kun ham." Han skyndte sig hen og lukkede døren til rengøringsrummet og pressede lygten ind mellem kroppen og den dårlige arm, mens han låsede den. "Jeg har ikke slået din mor ihjel."
   "Men hvad helvede er der så sket?" Mine ben kunne ikke bære mig mere, så jeg faldt om på gulvet. Den ene væg rokkede, da jeg ramte ind i den med overkroppen.
   "Min mor ..." Tårerne væltede ud af øjnene, og min næse blev fyldt med snot.
   "Det var ham!" sagde far vredt. "Det var ham der gjorde det!"
   Jeg pudsede næse ved at blæse snottet direkte ned på gulvet. "Hvem er han? Hvad fanden laver de derinde?"
   Far kom hen og lagde sig på knæ lige uden for båsen og lagde en hånd på min skulder.
   "Det er den skide arm," sagde han. "Jeg kunne ikke flytte hende længere end ind i rengøringsrummet."
   Jeg satte mig op og slog hans hånd væk. "Hvorfor, for helvede?"
   Far tyssede på mig. "Ikke her. Kom med hjem."

Vi nåede ikke længere end til entreen, inden jeg stillede mig i vejen for ham og gentog mit spørgsmål. Far slog blikket ned og støttede sig med den raske arm til trappens gelænder. Da han kiggede op, var hans øjne mørke og fjerne.
   "Han hedder Tonni Sørensen. Det er ham fra den gamle campingvogn, du snakkede om i går morges. Han afpressede mig."
   "Hvorfor?"
   "Jeg kendte ham engang, dengang du kun var en halvstor knægt. Vi var kronisk på røven, og så planlagde vi et bankrøveri, der desværre gik helt galt. Jeg kørte bilen, og ventede i tomgang udenfor, men det tog for lang tid. En ekspedient havde forsøgt at trykke på alarmknappen, og Tonni skød ham. Da ekspedienten faldt om, gik han i baglås, og det kostede ham nogle dyrebare minutter. Jeg fornemmede at noget var galt og tog flugten. Da han endelig kom ud fra banken var jeg kørt. Politiet fik ham, og han angav også mig, men uden held. Der var slet ingen beviser mod mig. Vi havde været yderst forsigtige under planlægningen, og sørgede for at ingen havde set os sammen. Det endte med at blive mit held, for jeg gik helt fri. Jeg kunne have indrømmet det, men det havde ikke ændret noget; Tonni havde stadig fået de seksten års fængsel. Desværre mente han, at jeg også skulle have min straf, når nu han selv var havnet nede i lortet. Måske var det drabet på en uskyldig bankekspedient, der gjorde ham lidt kulret, for han har altid ment, at det hele var min skyld, og har truet mig flere gange gennem årene med at hævne sig. Han har helt sikkert ikke været en mønsterfange, for han endte altså med at sidde i fængsel i toogtyve år."
   "Du lyver," sagde jeg. "Hvis du så meget som var blevet afhørt om det bankrøveri ville mor havde fortalt mig om det."
   "Jeg blev afhørt. Din mor boede alene med dig på det tidspunkt, og jeg så dig hver fjerde eller femte weekend, hvis jeg var heldig. Jeg kunne have været fængslet i flere uger uden at I havde opdaget det."
   Jeg dumpede ned på trappen og begyndte at græde igen. "Men hvorfor mor?"
   Far rystede uforstående på hovedet. "Da Tonni blev løsladt for tre dage siden, kom han direkte herud og lejede sig en plads. Det var Rikke der stod for bookingen, så det var intet problem for ham at komme ind. Stod det til mig, havde han aldrig sat fod på min campingplads. Han kom pludselig om aftenen og krævede penge af mig for alle de år han sad inde - mange penge! Flere end jeg nogensinde kunne betale, selv om jeg ville. Da jeg nægtede, sagde han, at han ville ramme mig på en anden måde, og at jeg selv skulle komme ind og sidde. Jeg troede bare at han ville forsøge at overbevise politiet om min medvirken til bankrøveriet igen, og gav ham en time til at forlade pladsen."
   Far satte sig ned ved siden af mig. Der var ikke meget plads på trappen, og jeg rykkede mig et par trin op.
   "Nu ved du hvad han gjorde, og jeg tror det var meningen, at en eller anden gæst skulle finde din mor i badekabinen og alarmere politiet, og at det hele så skulle pege på mig."
   Far fnøs. "Han er jo syg. Mig! En gammel mand, hvor den ene arm kun kan bruges som brevvægt. Jeg aner ikke hvordan han havde forestillet sig, at det ville ende, men desværre var det dig, der fandt hende. Da du lå her i entreen med blod på hånden og talte om din mor i vildelse, blev jeg nervøs. Du besvimede, og da jeg havde tjekket om du trak vejret, løb jeg over på toilettet, hvor jeg fandt din mor død. Jeg trak hende ind i rengøringsrummet, så andre ikke fandt hende og skyndte mig tilbage hertil og ringede efter en ambulance. Inden de kom, tørrede jeg blodet af din hånd, og da de var kørt med dig, gik jeg over til det møgsvin i campingvognen. Døren var åben og jeg gik lige ind og fandt røvhullet siddende med en kop kaffe foran sig, med smilet smurt ud over hele fjæset."
   Far åndede tungt ud. "I næste øjeblik lå jeg hen over ham med min lommekniv begravet i hans bryst. Det gik så forbandet stærkt, og jeg tror ikke han nåede at gøre modstand. Jeg stak ham tre, måske fire gange, jeg er ikke helt sikker. Det hele foregik hurtigt og uden en lyd. Det underlige er, at jeg nu næsten er sikker på, at jeg allerede havde kniven fremme, da jeg gik ind i campingvognen. Bagefter gik jeg hjem og ringede til sygehuset, hvor jeg fik at vide de havde givet dig noget at sove på, så jeg havde lidt tid inden du vågnede. Jeg tog rullevognen, den vi bruger til at køre varerne ind på fra bilen, og fik Tonni trukket over på toiletterne, og ind i rengøringsrummet. Det var næsten umuligt med kun én arm, og jeg kan stadig ikke fatte, at ingen opdagede mig."
   Han vendte sig og kiggede op på mig. "Jeg havde planer om at grave dem begge to ned ... Tonnis lig kunne jo sende mig i fængsel men ... " Han løftede den dårlige arm så højt han kunne og rystede på hovedet.
   "Jeg ville da opdage, at mor er væk," sagde jeg.
   "Jeg tænkte slet ikke så langt fremad."
   Vi sad et øjeblik i stilhed, mens jeg fordøjede det hele. Lysten til at drikke ruskede i mig.
   "Hvad gør vi?" spurgte far. "Jeg er virkelig ked af det, men der er to muligheder tilbage: enten ringer vi til politiet og fortæller dem det hele ... eller vi kan gøre noget selv. Jeg kan bare ikke klare det alene med den satans arm."

I morges vågnede jeg op ædru for femte dag i træk.
   Solen står op om en times tid og jeg sidder på min seng og konkluderer, at jeg ikke når min sjette dag i ædru tilstand. Den første tår af snapsen svider i halsen. Jeg har arbejdet hårdt med at grave de sidste timer, og mine arme ryster efter anstrengelserne. Far er i bad nedenunder, og jeg er smurt ind i jord, som sveden får til at klæbe til min hud. Jeg har ingen planer om at gå i bad, nu vil jeg kun drikke og sove.
   Tanken strejfer mig, at der vil komme en eftersøgning af både mor og Tonni. Måske kommer politiet her og udspørger os, og måske finder de stedet, hvor vi har gravet dem ned, hvis de altså overhovedet mistænker os for noget. Jeg forsøger at danne mig et overblik over hvad der eventuelt kan ske, men tankerne slet ikke tage fat. Tørsten efter en brandert, der kan sende mig ud i det tætteste jeg kommer på lykkeland, prikker i mig indefra. Jeg drikker en stor tår mere af flasken og tænker i stedet, at jeg selvfølgelig nok skal stoppe med at drikke igen, sikkert ikke i morgen, og måske heller ikke i overmorgen, men derefter er alt muligt.
   Én dag ad gangen.