Fængslet lå langt ude i ørkenen.
   Det siges at hvis det lykkedes at stikke af fra det, vil man dø i den bagende sol. Der er over hundrede kilometer til den nærmeste by, uanset hvilken retning man vælger. I de ti år Sanchez Prison havde eksisteret, havde der ikke været én fangeflugt. Ikke engang et forsøg.
   Bussen havde kun tre passagerer med, foruden chaufføren. To Texas Rangers og Devon Burns. Hans ben var lænket fast til sædet han sad i og det samme gjaldt hænderne. Varmen var ulidelig, og hans tøj klæbede til kroppen. Hver gang han havde bedt de to rangers om noget at drikke, havde de bedt ham om at holde sin kæft, hvorefter den ene alligevel havde forbarmet sig over ham og givet ham en tår halvvarmt vand.
   De havde kørt i flere timer nu, så han glædede sig næsten til at komme ud af den skramlede bus og ind i Sanchez Prison.


* * *
   Devon blev først undersøgt af en læge som erklærede ham rask og ved godt helbred, fik udleveret et sæt tøj og fik reglerne læst op af fængselsinspektøren. Bagefter fik han lov at tage et bad og skiftede til det nye tøj.
   Cellerne befandt sig i vestfløjen. Der var fire etager med svalegange i hver side af det kæmpestore rum. Midt i gik der en trappe op til alle etagerne. To vagter førte Devon op ad trappen. Cirka tre meter over dem var et stort net spændt ud, så det var umuligt at springe i døden fra oppefra.
   "Her er entreen, stuen og soveværelset," sagde vagten da de stod i celle 21 på tredje etage. "Og dernede bagved er toilettet."
   Cellen var ikke meget mere end fire meter lang og højest to en halv meter bred. Bag køjesengen, der fylte det meste af cellen, stod der et toilet af metal med en mikroskopisk håndvask ved siden af.
   "Hyg dig," sagde vagten og gik. Tremmedøren gled i bag ham med et rungende metallisk knald. Devon vaskede sine hænder i den lille håndvask og lagde sig i den nederste køje, som han gættede var hans. Der var ikke så varmt som i bussen, men stadig mere end han synes var behageligt. Sveden løb allerede ned ad ham.
   "Dav," sagde en stemme. Devon slog øjnene op og fik øje på en lille mand med et gråt hageskæg på den anden side af tremmerne. "Hey makker. Velkommen til Texas Best Western. Håber De vil nyde opholdet; der er nemlig ingen klagemulighed." En komiker, tænkte Devon.
   Den lille mand rakte hånden ind mellem tremmerne. "Bruce Herbert. Overkøjen er min."
   Devon stod op og gav ham hånden. "Devon Burns."
   "Hvordan har du gjort dig fortjent til dette prægtige ophold?"
   Devon trak på skuldrene. Bruce smilede forstående. "Åh. Mord. Samme her, makker. Hvor længe?"
   "Femogtyve år."
   "Femogtyve? Så har dommeren haft et godt øje til dig. Pris dig lykkelig over du ikke har en aftale med stolen."
   Devon nikkede. "Hvorfor er du ikke udenfor med de andre fanger?"
   "Jeg har rengøringsjobbet." Han smilede og lænede sig frem så panden rørte tremmerne. "En ren loppetjans." Hans tænder var gule.
   En vagt dukkede op overfor på den anden svalegang. Han fik øje på dem og råbte at Bruce skulle lette røven.
   "Rart at hilse på dig, Devon," sagde Bruce og bankede på tremmerne. "Du må ikke komme ud i gården første dag; en gammel, latterlig regel, så vi ses senere." Bruce lettede røven og gik videre.
   "Hey Bruce," sagde Devon
   "Ja?" sagde han henne fra gangen, uden for Devons synsfelt.
   "Det var stoffer."
   "Femogtyve år for stoffer? Så er det næppe første gang?"
   "Langt fra."


* * *
   Næste formiddag blev fangerne gennet udenfor i gården. Devon så sig omkring. Gården var kæmpestor og omkranset af en høj mur med pigtråd foroven. I hvert hjørne var der et vagttårn med en riffelbærende vagt gående rundt på toppen.
   "Glem det," sagde Bruce, der pludselig stod bag ham. "Du kommer ikke ud herfra, og hvis du endelig gør, bliver du stegt af klatten deroppe." Han pegede op i himlen, hvor solen allerede brændte nådesløst. De gik lidt rundt og fandt sig en bænk at sidde på. Bruce begyndte at fortælle om de forskellige bander; hvem det var bedst at holde sig fra og Devon lyttede med at halvt øre.
   Hele pladsen var et stort virvar af orange fangedragter og mennesker af forskellige nationaliteter. Devon studerede menneskemængden, og lod blikket standse ved en hvid mand der var omkranset af en hel flok store fyre. Bodyguards. Manden havde lyst strithår og bar overkrop. Han havde ingen tatoveringer som sine bodyguards, men han var stadig veltrænet uden at være et muskebundt. Det mest påfaldende ved ham var hans ene ben. Det var sat af lige under knæet og var erstattet af en primitiv protese, der lignede et træben fra en piratfilm.
   "Hvem er det?" spurgte Devon. Bruce fulgte hans blik og fik et forskrækket udtryk i blikket.
   "Sid Sacremento. Ham skal du i hvert fald holde dig fra. Har du aldrig hørt om ham?"
   "Næ."
   "Sid Sacremento er den største narkohaj i det østlige Texas. Han styrer det hele her fra fængslet. Hey Devon, kan du ikke se et andet sted hen, så han ikke ser du kigger på ham? Han er klart den farligste mand herinde. Han er dømt for kidnapning, tortur, afpresning, vold med døden til fælge, alt. Bortset fra overlagt mord. Det mangler de at hænge ham op på, så de kan give ham stolen. Han afsoner en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse; det var desværre alt hvad det kunne blive til."
   "Hvad er der med hans ben?"
   "Der var et fangeopgør for et par år siden. Et fjols overfaldt Sid med en kniv, fordi han havde snydt ham for lidt kokain. Han stak Sid flere gange i maven, og trak ham bagefter hen til en stor jerndør og lod den glide i hen over hans ene ben. Sid overlevede knivstikkene, men benet måtte af. Protesen er for resten af aluminium. Man kan høre når han går på gulvet indenfor." Bruce så på Devon. "Fem dage senere blev fjolset fundet ovre i træningsrummet med en kniv stukket gennem øjet og op i hjernen. Sid er farlig, så hold dig fra ham! Desuden ejer han halvdelen af vagterne her, så dem skal du ikke regne med meget hjælp fra hvis du kommer i problemer. Det er også dem der smugler stofferne ind til ham."
   Devon rejste sig; solen var allerede for meget for ham og han gik over mod skyggen ved væggen.
   "En låst celledør er ingen hindring for hans gorillaer," sagde Bruce. "Lov mig at du holder dig fra ham!"
   "Han skal nok komme til mig," sagde Devon.


* * *
   I den ene ende af hver svalegang ligger der efter cellerne et opholdsrum, hvor fangerne kan læse blade eller bøger, spille kort eller brætspil hvis de da ikke har noget imod at halvdelen af indholdet mangler. Der hænger også et tv uden lyd på i hjørnet. Devon sad ved et afskallet bord og læste resterne af et ugeblad. Alle sider der havde indeholdt billeder af kvinder, var blevet revet ud.
   Pludselig dukkede en stor mand op i døren. Devon genkendte ham. En af Sids bodyguards. Det store brøds tilstedeværelse skød en usynlig pil i røven på de andre i lokalet, og de nærmest løb ud af døren. Devon blev siddende; han vidste at han alligevel ikke ville lov at komme ud. Da larmen fra de løbende fødder fortog sig, dukkede to nye lyde op. Først lyden af en fod der blev slæbt hen over gulvet, så et metallisk klonk, der døde hurtigt ud. Fusssh, klonk. Fusssh, klonk. Lydene gentog sig, og Sid Sacremento kom til syne i døren, efterfulgt af endnu et muskelbundt. Nu så Devon, at Sid havde asiatiske træk ved øjnene.
   Det første muskelbundt kom med en stol og Sid satte sig ved bordet. Han stirrede længe på Devon. Hans øjne var vrede.
   "Hvis du får sat en fod på det træben, har du lettere ved at holde balancen når du går på stumpen," sagde Devon. "Så slipper du for at slæbe den anden fod."
   De to bodyguards gik omgående frem mod ham, men blev stoppet af en løftet finger fra Sid.
   "Jeg ser gennem fingre med det denne ene gang," sagde han. Slukøret vendte de tilbage til deres plads bag deres herre.
   "Ved du hvem jeg er?" sagde Sid.
   "Jeg har hørt lidt."
   "Fint. Der er nogen der vil dig det godt. Jeg ved også hvem du er."
   "Tillykke."
   Sid lænede sig frem og muskelbundterne rørte på sig. "Måske har vedkommende ikke fortalt nok om mig, for så ville du vide at dit held ophørte efter den første bemærkning." Devon tav.
   "Hvad jeg gerne vil vide, er hvad du lavede i Dallas med femogtyve kilo sne på dig?"
   "Hvad tror du selv?" Knytnæven kom så hurtigt ud af ingenting, at Devon ikke opdagede hvilken en af kæmperne den tilhørte. Slaget sendte ham i gulvet uden at han nåede at tage fra med hænderne. Det summede for hans ører og blodet strømmede ud fra det hul, hvor tanden sekunder før havde siddet.
   "Jeg tror du var ude på at snyde mig," sagde Sid, mens Devon blev hjulpet op på stolen igen. Lokalet drejede rundt og han havde kvalme. Han kørte tungen rundt i munden, men kunne ikke finde tanden.
   "Jeg ved ikke hvad du snakker om; det var da mig der blev snydt," sagde Devon og spyttede blod på gulvet."
   "Du handlede med en af mine folk," fortsatte Sid.
   "Billy? Han mødte jo aldrig op og efter et par timer måtte jeg køre hjem igen."
   "Åh ja, Billy." Sid smilede. "Han kunne desværre ikke møde op på grund af et dødsfald. Hans eget. Jeg hørte at han gik bag min ryg og ville handle med en anden. Den slags vil jeg ikke have; det er ødelæggende for min forretning. Havde mine mænd vidst noget om dig, havde du fået et ekstra hul i halsen."
   "Jeg var kun chauffør."
   "Og en god en, åbenbart. Godt nok blev du taget, men du sladrede ikke om nogen. Den slags loyalitet er sjælden i denne verden."
   "Jeg gjorde bare hvad jeg fik besked på. At aflevere sneen i Dallas. Faktisk var der over dobbelt så meget; jeg nåede at smide en del af det under biljagten."
   "Hvem er din chef?"
   "En større fisk end dig. En fra mafiaen."
   "Jeg kender også mafiafolk."
   "Ikke så store."
   "Du kom fra Grandfield. Er det der han bor?"
   "Han styrer en stor del af Oklahoma, ja."
   Sid nikkede og så overrasket ud. En stemme i højtaleren sagde at alle fanger skulle gå tilbage til deres celler. Klokken var 22:00.
   "Vi tales ved," sagde Sid.


* * *
   Næste morgen klokken 6:00 vækkede stemmen fra højtaleren hele fløjen. Alle fanger blev talt og gennet ned i spisesalen. Devon var kun kommet et par skridt væk fra cellen, da en stemme bad ham stoppe. Det var en af Sids bodyguards. Måske ham der havde slået ham aftenen før.
   "Sid vil tale med dig. Tilbage i cellen!" Hans stemme sendte de andre fanger på svalegangen af sted mod trappen i galop. Devon gik tilbage i cellen og et øjeblik efter kom Sid og den anden livvagt. De to muskeldrenge blev udenfor denne gang; der var dårlig plads til dem i cellen.
   "Jeg har tænkt lidt i aftes," sagde Sid. "Du overraskede mig."
   Devon følte med tungen der hvor tanden manglede. Han havde været oppe flere gange i løbet af natten og spytte blod ud i håndvasken. Kæben var stadig øm og han havde inderligt ikke lyst til endnu et sammenstød med den kortluntede livvagt, så han lod Sid føre ordet.
   "Hvis du har været i besiddelse af over 50 kilo sne, er din chef seriøs. Jeg vil handle med ham og du skal stå for kontakten." Devon glemte alt om tænder og blod og store mennesker der slog på ham.
   "Mig?"
   "Ja. Du kommer under min beskyttelse herinde. Tro mig, det er ikke dårligt."
   "Må jeg tænke over det?"
   "Nej."


* * *
   Om aftenen fik Devon lov til at bruge telefonen i ti minutter. Han købte et dyrt taletidskort af vagterne og satte sig ind i den trange bås. Han satte sig på en stol og tog det fedtede rør der hang på væggen og trykkede nummeret til Daniel Young, FBI agent. Et øjeblik efter kom han igennem.
   "Han har bidt på, Danny," sagde Devon.
   "Allerede? Du har kun været der i tre dage."
   "Hans folk har helt sikkert tjekket min baggrund og godkendt mig. Han har folk alle steder tror jeg, både inde og ude. De fleste vagter er også på hans lønningsliste. Han er nærmest urørlig."
   "Først DaMigella, siden Sid Sacremento," sagde Daniel Young. "Se om du kan finde ud af hvilke fremstående personer han kender, så tager vi dem med i faldet. Har du en tid og et sted?"
   "Ikke endnu, jeg kontakter først DaMigella om lidt."
   "Godt. Vi har sørget for en ven i fængslet. En af vores agenter."
   "Hvem?"
   "En ny mand. Vi sætter ham ind som vagt. Han ankommer til sit nye job i morgen. Du skal rapportere til ham."
   "Fint. Vi ses."
   Senere vendte Devon tilbage til Sid med svar fra DaMigella. Han ville gerne gøre en handel med Sid, men først ville han mødes med hans folk. I løbet af den næste uge kom Devon til at agere telefonpost mellem de to næsten dagligt. Det lykkedes for de to parters folk at mødes et øde sted i Grandfield, Oklahoma og se hinanden an. Fjorten dage senere, den 14. august, skulle en handel så endelig finde sted. Devon, der stadig var kontakt mellem DaMigella og Sid, rapporterede til vagten som FBI havde sat ind. Alt var klappet og klart.


* * *
   Devon sad i telefonbåsen og trykkede Daniel Youngs nummer. Det var dagen før handlen skulle finde sted.
   "Hej Daniel. Hvad er planen?" sagde Devon, tydelig nervøs.
   "Vi får dig ud i morgen, når vi har foretaget anholdelserne. Vores vagt vil hente dig og føre dig væk. Vi kan ikke gøre det før, for hvis du forsvinder nu, vil Sid ane mistanke og afblæse det hele. Næsten tre års arbejde vil være spildt. Det må ikke ske. Du kan være helt rolig; du er i sikkerhed."
   "Jeg glæder mig til at komme hjem," sagde Devon. "Det her har varet for længe."
   "Det kan jeg godt forstå. Jeg tror der er medaljer på vej til dig når det her er slut."

Samme aften sad Devon, Bruce og en tredje indsat ved navn Victor og spillede ludo i opholdsrummet. Sid og gorillaerne kom ind og gik hen til dem. Bruce og Victor forlod bordet, men blev i rummet. Heller ikke de andre fanger gik; alle vidste at Devon nu arbejdede for Sid, så der var ikke længere øretæver i luften.
   Sid lagde et lille bundt sedler oven på spillepladen. En af de gule brikker væltede.
   "Forskud," sagde han; ligeglad med om de andre så det. Han vidste at ingen turde sladre.
   "På hvad?" sagde Devon.
   "Din bonus." Sid satte sig og sænkede stemmen. "Den deal i morgen gør mig til en endnu mere holden mand. Det skal da dryppe af på manden, der arrangerede det hele." Devon tog pengene. Der var vel et par hundrede dollars i femdollar sedler. En ikke uanseelig sum bag disse mure.
   "Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige. Tak," sagde han og lagde dem i skjortelommen.
   Sid smilede og rejste den væltede brik op. Så gik han og gorillaerne.
   Senere, da klokken blev 22:00 vendte Devon tilbage til cellen. Bruce havde forladt ham og Victor en time før. Han var gået i seng og lå helt pakket ind i tæppet i den øverste køje. Devon kunne se det bevæge sig op og ned. Selv havde han ikke lyst til at gå tidligere i seng end nødvendigt; der var klaustrofobisk nok i cellen, og hvis man vågnede om natten var der intet at lave, ud over at stirre ud i mørket.
   En vagt – ham fra bureauet – talte fangerne på etagen. Han kiggede ind i cellen for at sikre sig at Bruce var der. "Han sover som en sten," sagde Devon. "Hvem der bare kan det."
   Tredive minutter senere bankede det let på tremmerne. Overrasket kom Devon på benene. Den ene af Sids mænd stod ude på gangen.
   "Psst, kom her," sagde han og rakte hånden ind. Han havde et eller andet i den, som Devon ikke kunne se i mørket. Han gik derhen. Da han var tæt nok på, greb kæmpen ham i armen og trak ham ind i tremmerne. Inden han kunne nå at skrige, kom den anden af Sids livvagter til syne, fik fat i Devons anden arm og klaskede et stort stykke tape på hans mund. Devon reagerede instinktivt og forsøgte at råbe på hjælp, men klisteret på tapen var stærk og det blev til en dæmpet brummen. Hans egen vejrtrækning gennem næsen syntes at give genlyd i cellen. Han prøvede at trække sig væk fra tremmerne men de to store mænd holdt ham ubehjælpeligt fast. Ud af øjenkrogen så han tæppet i den øverste køje blive revet til side. Personen steg ned fra sengen og gik et par skridt nærmere.
   Fusssh, klonk. Fusssh, klonk.
   "Vagterne aflytter alle samtaler," sagde Sid.