"Jeg beklager, Svend, men det kan du altså ikke. Jeg har fået tre bøder på fjorten dage nu. Jeg skylder sgu femten tusind! Den næste bøde vil være på ti kilo, siger de. Så du kan jo godt forstå at jeg ikke kan give dig lov til at ryge, ikke? Der er jo kun én til at betale de bøder og det er sgu mig."
   Bjarke, indehaveren af Gæsteværelset slog opgivende ud med armene. "Den forbandede rygelov tager livet af mig!"
   "Så er det da trods alt ikke smøgerne der slår dig ihjel," sagde en kunde, der sad for enden af baren og grinede. Bjarke overhørte ham, og med håbløsheden udpenslet i ansigtet fortsatte han: "Jeg flyttede vægge, jeg boltede borde og stole fast til gulvet, jeg byggede en lille scene til musikken, jeg udvidede toiletterne og jeg afskaffede bordservering. Jeg gjorde alt for at få serveringsarealet ned under de fyrre skaldede kvadratmeter, og så laver de bare den satans lov om."
   Med dirrende hænder skænkede han sig en stor fadøl og tog en ordentlig slurk. Han satte glasset fra sig på baren. "Jeg beklager sgu, Svend. Jeg elsker selv en smøg til en øl, men du må udenfor hvis du vil ryge. Jeg har simpelthen ikke råd til bøderne."
   Utilfreds puttede Svend cigaretten tilbage i pakken og gestikulerede med en håndbevægelse at han ikke ville have sin øl alligevel.
   "Svend for fa'en! Det gælder jo alle her, ikke kun dig. Ja, det gælder sågar mig selv."
   Svend svarede ikke, men hoppede ned fra barstolen og forlod fornærmet Gæsteværelset uden et ord. Ingen skulle forbyde ham at ryge!
   Udenfor blæste efterårsvinden koldt mod hans opblussede kinder. Han fandt pakken med cigaretter frem igen, puttede en i munden og tændte den. Røgen beroligede ham nok til at han kunne tænke over hvor han kunne tage hen og få en øl. Og en smøg. Han bladrede hukommelsen over beværtninger igennem. Han prøvede at forestille sig hvilke steder man kunne forvente at ejeren stadig sked på rygeforbuddet. Et par navne dukkede op i erindringen, men blev lige så hurtigt droppet igen. For det første lå de forlangt væk og hvis Bjarke og Gæsteværelset havde fået så mange bøder, havde alle andre det nok også. Måske havde de også ændret mening nu.
   Med følelsen af afmagt sydende i kroppen, slentrede han lidt op ad gaden uden et egentligt mål. Han kunne selvfølgelig drikke sine øl derhjemme og ryge lige så mange smøger hans lunger kunne klare, men så manglede selskabet og samværet, og den tanke var ikke opmuntrende. Måske skulle han finde et værtshus med gårdhave. Dér kunne de vel ikke forbyde røg? Men hvor i byen fandtes der sådan ét? Måske i centrum? Problemet var bare, at der var langt derind, og udsigten til en længere bustur var ikke videre opløftende.
   Han gik forbi et indkøbscenter, da en tanke slog ned i ham. Det var en af de ideer der bare rammer én ud af ingenting. Selvfølgelig. Det var så indlysende. Han drejede om og småløb tilbage hvor han kom fra, forbi Gæsteværelset og de rygetrængende stakler. Længere nede drejede han ind ad en sidegade og fandt nummer 23. Et stort, gult hus i to etager.
   Ivar åbnede døren efter det tredje bank. Han var en høj og tynd mand, med et langt hoved der endte i en spids med en næsten hårtom isse. Han stirrede spørgende på Svend, der pustede og stønnede.
   "Vil du ikke indenfor?" spurgte Ivar. Svend nikkede og gik ind i entreen. Ivar gjorde tegn til at han skulle fortsætte ind i stuen, men Svend havde endelig luft nok til at kunne frembringe nogle forståelige ord, og kunne ikke vente længere.
   "Vi to skal ... pust ... lave ... en klub."
   Ivars øjenbryn rykkede ned i panden, og læberne drejede om i et skævt smil, som om han ikke vidste om den anden spøgte.
   "Hvad mener du?" spurgte han. Måske var Svend fuld allerede?
   "En ... klub," sagde Svend forpustet, "åh, de satans lunger! En klub ... hvor vi kan ryge."
   Ivar så endnu mere uforstående ud. "Svend, nu sætter vi os ind i stuen og får en øl, og så forklarer du mig hvad det her drejer sig om." Han hentede to øl i køleskabet og Svend fulgte med ind og satte sig.
   "Vi to skal starte en klub," sagde Svend efter en halv øl og en cigaret. "Vi må ikke ryge mere på de forbandede værtshuse, så noget skal der gøres."
   Han fortalte om sin oplevelse på Gæsteværelset.
   Ivar rystede på hovedet. "Det er da for galt!" sagde han. Svend blev glad over den andens bestyrtelse, og vidste at han derfor ville være nem at overtale. Ivar var ryger ligesom han selv, og opholdt sig generelt ikke på steder med rygeforbud. At drikke en øl uden at være i stand til at nyde en smøg, var ligefrem krænkende for ham, havde han engang sagt.
   "En klub, siger du? Men behøver vi ligefrem at lave sådan en? Kan vi ikke bare finde et sted hvor vi ryger løs?"
   "Nej, ikke hvis vi skal sælge øl også." Ivar rynkede den temmelig høje pande.
   "Sælge øl også? Mener du vi skal lave et værtshus?"
   "Overhovedet ikke; der må man jo ikke ryge mere." Svend tømte øllen, forsøgte at camouflere en bøvs som et host og fortsatte: "Nu skal du høre: Jeg læste for et stykke tid siden, at det stadig er tilladt at ryge i en privat klub, hvis den ikke er offentlig tilgængelig. Lokalerne skal blot være privatejede, og medlemmerne være listet. Det går altså ikke at leje et forsamlingshus eller lignende, for der gælder de skide regler. Det bedste - altså ud over der må ryges - er at der må sælges øl i sådan en klub." Han slog ud med armene som om han lige havde klaret alle verdens problemer med ét slag. Ivars reaktion lod vente på sig. Han tog et langt sug på cigaretten og så stadig ud som han ikke forstod ideen. "Det lyder da godt nok, men hvorfor lave en klub? Der er da ingen der forhindrer folk i at samles hjemme hos en, og dér bestemmer jo kun beboeren."
   Svend kneb det ene øje i. "Hvad med slidtagen på møblerne? For slet ikke at tale om vandregningen, når alle gæsterne har været på toilettet flere gange. Er det ikke seks-syv liter vand der skylles ud hver gang man trækker i snoren?" Nu gik det op for Ivar, hvad Svend havde i tankerne.
   "Du vil altså starte en form for illegalt værtshus, men bruge et smuthul til at omgås loven?" Svend formede hånden som en pistol og fyrede en usynlig kugle af sted mod Ivar.
   "Præcis! Et sted hvor staten ikke kan stikke sit grimme, dyneløftende hoved ind og afkræve folk bøder for at nyde de cigaretter, som de for øvrigt selv tjener fedt på. Vi kan jo lige så godt tjene lidt håndører på det. De kan jo gå til vores eget cigaretforbrug." Ivar tænkte et stykke tid, mens et smil bredte sig på hans tynde ansigt. "Tja, det er der vel ikke noget forkert i. Men hvor kommer jeg egentlig ind i billedet?" Svend pegede ned i gulvet.
   "Du har pladsen til det." Han hentydede til kælderen. Rettere sagt den store gildesal Ivar havde indrettet i den. "Hvor tit bruger du det store rum?"
   "Ikke særlig tit."
   "Der kan du selv se. Hvis vi laver lidt om i den, har vi vores klub. Folk skal meldes ind helt legalt, så der ikke er noget at komme efter, og så kan ham Bjarke stå og tygge nikotin tyggegummi alene i sin røgfrie bæverding. Han kan ikke melde os for en skid, for vi bryder ikke loven." Ivar skoddede cigaretten i et allerede overfyldt askebæger og så stadig tvivlrådig ud.
   "Jeg er ellers kommet der i mange år. Ja, jeg mødte faktisk min kone dér." Han slog blikket op på væggen, på billedet af sin kone, Marie.
   "Hvor længe har hun tilbage?" spurgte Svend.
   Ivars ansigt blev mørkere."Et halvt år." En tung stilhed indtraf i stuen. Svend vidste at det var en hård tid for Ivar.
   "Et halvt år?" sagde Svend lidt efter. "Det er længe."
   "Alt for længe," sagde Ivar. "Vi håber hun kommer ud tidligere på grund af god opførsel. Hun har siddet i to et halvt år nu. Det er sønderknusende for mig, alene i det her store hus." Svend tænkte at det mest knusende nok mest var, at Ivar selv skulle lave mad. Han bragte samtalen tilbage på sporet. "Jamen så er det da kun godt hvis der kommer lidt liv i hytten igen."
   "Der skal aldeles ikke folk herop i stuen og resten af hjemmet og give liv i hytten. Hvis vi laver den klub, bliver det kun i kælderen det foregår. Og alle kommer til at gå gennem haven for at komme ind, ingen skal igennem huset."
   "Naturligvis."
   "Hvad skal sådan en klub kaldes? Hvis jeg altså går med til det. Den skal vel have et navn, når vi registrerer den?" Svend tænkte sig om et øjeblik. "Hvad med Smuthullet?"

Det tog en uge at bygge gildesalen om til en bar. De måtte investere i borde og stole, men Ivars kone havde - på trods af en fængselsdom for skattefusk - en pæn sum penge stående på kontoen, som Ivar lånte lidt af. Pengene ville selvfølgelig blive tilbagebetalt lovede de to hinanden, og Marie ville ikke få noget at vide.
   Rygtet om Smuthullet; klubben hvor rygeforbuddet ikke gjaldt, nåede hurtigt stamgæsterne på Gæsteværelset. Ivar var i besiddelse af telefonnumrene på et par stykker af kunderne, og ringede temmelig modstræbende til dem; han ville jo helst ikke blive uvenner med Bjarke. Igen måtte Svend bruge sin overtalelsesevne.
   Den aften klubben åbnede, indfandt der sig kun to gæster, men i løbet af den første uge steg antallet til næsten tyve. Folk ville have lov at ryge uden at skulle stå udenfor i efterårsblæsten. Ugen efter var de fleste af Gæsteværelsets stamgæster at finde i Ivars nyindrettede kælderlokale, og en måned senere kom der også folk fra andre værtshuse. Klubben gik fremragende, og selv om øl og sodavand blev solgt til billige penge, var der stadig et betragteligt overskud at hente til de to initiativtagere.

To måneder efter åbningen, på en iskold og stormfuld januaraften med sneen piskende fra alle retninger, blev døren til kælderen brutalt revet op. I døråbningen stod en mand de alle kendte: Bjarke. Hans ansigt var ildrødt og hans øjne løb i vand, sandsynligvis på grund af frosten. Han gik direkte hen til baren hvor Svend sad, og slog næven hårdt i disken. Svend trak hurtigt hovedet tilbage; man kunne ikke vide hvor næven blev plantet næste gang.
   "Er I glade nu?" råbte Bjarke ud over den halvstore forsamling, så en byge af spyt regnede ned over Svend. Han bemærkede stanken af sprut Bjarkes ånde bragte med sig. Alle i lokalet blev stille. Svend rejste sig og trak sig et par skridt bagud. Det var som om den overvældende stank af sprut blev ved med at vælte ud af munden på Bjarke, og det var tydeligt for enhver, at han var stinkende beruset, og sikkert havde været det i flere dage. Han drejede Svends barstol om og faldt tungt om i den. "Jeg er færdig," sagde han snøvlende. "Jeg har lukket baren." Det gik et sug gennem forsamlingen.
   Gæsteværelset lukket? Det har jo ligget der så længe jeg kan huske, tænkte Svend.
   "Hvad siger du?" spurgte en af gæsterne Bjarke. En sær følelse bredte sig i Svend. Den startede som et par urolige kneb i maven, men blev hurtigt til en stor sten, der føltes som om den pressede al galden op i munden på ham.
   "Ja, for helvede!" råbte Bjarke og slog ud med armen, så han nær havde væltet flaskerne på baren. "Der kommer jo ingen mere. Uden gæster kan jeg ikke overleve." Han kiggede på Svend med sine svømmende, røde øjne. Så løftede han næven i en langsom bevægelse. Svend blev stående, uanfægtet på facaden, men hjertet bankede hurtigere i brystet på ham.
   "Det var ikke mig der lavede den rygelov, Svend."
   Det var alt.
   Bjarke rejste sig med lidt besvær og vaklede ud i kulden igen.
   Næste dag var Gæsteværelset lukket.

Smuthullet gik bedre og bedre efter konkurrentens lukning, og inden længe fik de også ansat en bartender. Politiet var på visit en enkelt gang, da to gæster var kommet op og slås, og en nabo havde ringet på grund af postyret. Det var alt hvad de så til ordensmagten. Smuthullet gik forrygende og Svend og Ivar havde ikke kun et sted hvor de kunne drikke og ryge alt det de lystede, men også en indbringende forretning.
   En formiddag, sidst i april, sad de i Ivars stue og talte gårdsdagens omsætning, da telefonen ringede. Ivar besvarede opkaldet. Svend rejste sig og gik på toilettet, og da han kom tilbage, sad den anden med et forfærdet udtryk i ansigtet.
   "Noget galt?"
   Ivar nikkede med det lange, tynde hoved. "Min kone kommer hjem i dag. Der er mangel på celler i fængslet og hun er blevet løsladt."
   Svend satte sig forbavset i lænestolen. Pludselig kløede hans hovedbund. Ingen af dem havde skænket Marie en tanke det sidste stykke tid. Hvordan mon hun ville tage nyheden om et værtshus i kælderen, når hun kom hjem? Svend mærkede maven snøre sig sammen. Han knappede ivrigt to nye øl op og satte den ene foran Ivar, der straks satte flasken for munden.
   "Hvad tror du hun vil sige til det?"
   Ivar kløede panden. "Hun vil nok blive ... lidt sur."
   Det var årets underdrivelse. Svend kendte udmærket Maries indstilling til værtshuse og druk: hun skyede det som pesten. Hvordan Ivar fik lov at gå på værtshus så tit som han gjorde, havde altid været Svend en gåde.
   "Tror du vi bliver nødt til at lukke?" spurgte han forsigtigt.
   "Nej da," svarede Ivar sarkastisk, "vi får selvfølgelig lov at have et larmende spruthus lige under hendes dagligstue!" Svend krympede sig i stolen. Det var indlysende at de ville blive nødt til at lukke. Eller klubben måtte flytte til nye lokaler.
   "Hvornår er hun her?"
   "Om en time. Jeg skal hente hende på banegården." Han sprang han op af sofaen. "En time! Det er jo inden længe!" Han løb over til vinduet, hvor han kunne se ned i haven. Eva, bartenderen var allerede mødt og var i færd med at putte gårsdagens affald i skraldespanden.
   "De første gæster kommer om en halv time!"
   "Rolig nu," sagde Svend og mærkede hvordan modet også forsvandt hos ham. Han tænkte på de penge han måske ville gå glip af. "Kan vi ikke nå at lukke igen inden hun kommer hjem? Vi kan jo ringe rundt til folk, så der ikke er nogen i kælderen når hun kommer. Det køber os lidt tid, og måske vil hun forstå os. Så kan vi åbne senere i dag eller i morgen."
   "Vi kan da ikke ringe rundt til alle de mennesker nu. Og Marie har ikke forstået mig i over tyve år, så hun begynder nok ikke på det i dag."
   Svend tømte sin øl og rejste sig. "Så vi skal altså bare se hvad der sker?" Ivar nikkede overdrevent. "Ja, hun opdager nok ikke noget," sagde han med en stemme der steg en oktav, og pegede ned i haven. "Hun bemærker i hvert fald ikke den fremmede kvinde, der går rundt på hendes grund og smider affald i skraldespanden!" Han satte sig på hug på gulvet. "Det her er en katastrofe."
   Svend brød sig ikke om den drejning samtalen tog. Han var ikke vant til at Ivar var sarkastisk, og nu virkede det som om han også var på vej ud over afgrunden og gå i panik. Det var nok bedst hvis Svend forduftede, og kom tilbage senere. Og så var der jo kun én til at tage møgfaldet.
   "Du, jeg tror at det er bedst hvis jeg ikke er her når hun kommer. Jeg kan jo lige køre ud efter noget spiritus til baren."
   Ivar nikkede ligegyldigt, som om han slet ikke hørte hvad Svend sagde.

Svend kørte ikke ud øg købte spiritus; han vidste at der ikke manglede noget i baren. I stedet kørte han hjem og sov. Han var som regel i Smuthullet til klokken ét om natten, og han følte sig ikke helt ung mere. Det var mange år siden han kunne nøjes med fem timers søvn.
   Han vågnede klokken 14:15 ved lyden af en bils hvinende bremser. Et øjeblik efter hørtes en vred stemme der spurgte en eller anden om han havde matteret glas i brillerne. En anden stemme råbte et eller andet uforståeligt, en bildør smækkede og der blev stille igen. Svend tjekkede sin mobiltelefon. Der var hverken opkald eller sms'er. Han undrede sig. Marie var blevet hentet for længst. Måske var hun og Ivar ikke kørt hjem først? Det ville selvfølgelig have givet Ivar lidt ekstra tid, men højest et par timer.
   Han hentede sig en øl i køleskabet og gik ind i stuen og satte sig i lænestolen. Han tændte en cigaret og forsøgte forgæves at lave et par røgringe. Han overvejede at ringe til Ivar, men var ikke sikker på om det var en god idé. Marie kunne jo være lige i nærheden og hvis hun i forvejen ikke var i godt humør så...
   Han sad i et kvartes tid og overvejede. Så gik han ud og tog et bad og gik bagefter ned til Smuthullet. Marie eller ej, han måtte vide besked om klubbens fremtid.

Svend bemærkede at Ivars bil holdt i indkørslen som den plejede. Han vidste ikke om han skulle prøve at ringe på døren ved hoveddøren først, eller gå direkte i kælderen. Han valgte det sidste. Allerede da han kom om i haven, kunne han lugte tobaksrøgen fra kælderen. Han kunne også høre musik og højrøstede stemmer. Forvirret gik han ned af de tre trin og ind af døren til Smuthullet.
   Der sad ti-femten gæster, alle med enten en øl eller en drink foran sig. Musikken fra jukeboksen var dæmpet. Han fik øje på Ivar og Marie ved baren. Det første han bemærkede ved hende, var at hun var kommet til at se noget ældre ud siden sidst han havde set hende. Han lagde også mærke til at hun var fuld. Hun havde i hvert fald sine problemer med at holde sig oppe på barstolen. Da hun fik øje på Svend, tog hun sit glas og holdt det ud i strakt arm.
   "Nå der er du! Skål!" Hun havde nær ramt ved siden af munden med glasset, da hun klodset tog en tår af sin drink. Ivar hjalp hende med at sætte glasset tilbage på baren.
   Svend var nu endnu mere forvirret. Han vidste at der var normalt lige så stor chance for at se Marie beruset en hvilken som helst eftermiddag, som at komme ubemærket gennem lufthavnen i New York iført en burka der tikker mistænkeligt.
   Han gik hen til Ivar og den hoved-virrende Marie. "Hej," sagde han, "og velkommen hjem." Marie kiggede med et ubestemmeligt blik længe på Svend. Som om hun skulle formulere sætningerne færdigt i hovedet først. Pausen gjorde ham ilde til mode.
   Ivar brød ind: "Jeg fortalte Marie om vores idé på vej fra banegården. Hun synes det er en rigtig god forretning." Det så ud som hun nikkede for at give Ivar ret, men Svend var ikke helt sikker.
   "Ja, altså det er slet ikke så tosset at tjene lidt ved siden af, slet ikke nu hvor ..." Han lænede sig helt frem til Svend. "Lad os lige gå ovenpå."
   Det tog lidt tid at overtale Marie til at forlade baren, hvor hun og en flaske gin var blevet rigtig gode venner. Men en hel del minutter senere sad de endelig i stuen. Svend tændte en cigaret, og Ivar hentede øl.
   "Som sagt, Marie er med på den," sagde han glædestrålende, da han vendte tilbage med tre øl og åbnede dem.
   Svend gjorde store øjne. "Med på hvad?"
   Marie tog en tår af øllen og satte den hårdt på bordet. "Du ved godt hvad han mener." Hun rakte over og tog en cigaret fra Svends pakke og tændte den. "Det er slet ikke skidt gået af et par nullerter som jer," sagde hun grinende og klappede Ivar på issen. En glød faldt af cigaretten og ned på den høje pande. Ivar bankede den straks af. "Av for helvede!" Marie grinede af ham. Hun så lidt mere ædru ud nu, end da hun sad i baren nedenunder. Hun fik et alvorligt blik i øjnene og fortsatte: "For cirka to uger siden fik jeg den sidste bøde for det skattesvig jeg sad inde for. 390.000 inklusive sagens omkostninger. Det er mange penge, Svend. Jeg slog en handel af med skattevæsenet om en afdragsordning for at vi kunne få lov at beholde huset her, men det indebar at de skulle have hele min opsparing, og jeg at jeg afdrager resten med 8000 om måneden. Kan du forestille dig min vrede, da jeg ringede i banken og fik at vide der var hævet omkring 30.000 på min konto?"
   Svend valgte ikke at svare. Af de penge ham og Ivar lånte, havde de ikke tilbagebetalt én eneste krone endnu. Han begyndte pludselig at svede.
   "Jeg vidste at det var min uduelige mand der havde taget for sig, men besluttede ikke at konfrontere ham over telefonen, da jeg havde på fornemmelsen at jeg ville komme ud før tid. Jeg troede faktisk at han havde snoldet pengene op, men blev overrasket da skvattet faktisk havde lavet en god forretning. Under alle andre omstændigheder var jeg blevet stiktosset, men jeg ... vi står faktisk i den situation, at en ekstra indtægt er nødvendig. Jeg kan heldigvis stadig få et job som revisor, men økonomien vil alligevel ikke kunne holde til de store afdrag." Hun tog et langt sug på cigaretten og pustede røgen ud i en lang, grå stribe. Ivar lagde hånden på hendes lår. "Skatter, du er virkelig ..."
   "Tag det roligt, jeg gør det kun for at vi kan beholde huset!" Ivar trak hånden til sig og så over på Svend. "Hvad siger du?"
   Svend trak på skuldrende. Der var faktisk ikke så meget at sige, så han nikkede bare.
   "Strålende," sagde Ivar henrykt, "jeg henter lige tre øl mere.
   Da han kom tilbage sov Marie i stolen.

Selv om Svend ikke var meget for dele sin nyvundne, gode indtægt med nogen, faldt der alligevel en tung sten fra hjertet. Et problem var elimineret. Det var alligevel ikke meget Svend så til Marie, efter hun begyndte at arbejde igen. Revisionsfirmaer går åbenbart ikke så meget op i ens straffeattest. Hun overtog regnskabet for Smuthullet, men lod stadig Svend og Ivar tælle kassen op, så de ikke blev holdt helt udenfor det økonomiske. Hver fredag formiddag klokken ti mødtes Svend og Ivar til sen morgenmad og delte overskuddet fra baren. Selv om beløbet nu skulle deles i tre, var der stadig en pæn skilling tilbage til Svend.
   En fredag i starten af juli var Marie også med til fredagsmødet, da hun havde ferie. Svend konstaterede at hun havde meget mere kulør i ansigtet nu, end da hun lige var blevet løsladt sidst i april. Hun så også sundere ud, og lignede ikke en kvinde på vej mod de halvtreds.
   "Ved du hvad vi mangler?" spurgte hun da de spiste morgenmad og drak kaffe. Svend fik også en øl til. Ivar nøjedes med kaffen i anledning af at Marie også var der.
   "Nej hvad mangler vi?" spurgte Svend.
   "Et billardbord. Flere af gæsterne har spurgt efter det."
   Svend smurte sig et rundstykke mere og lagde en skive ost oven på. "Det kan der da være noget om, men hvor finder vi sådan et? Og er de ikke frygtelig dyre?"
   Marie rystede på hovedet. "Jeg ved hvor der er et vi må købe til billige penge."
   "Hvor?"
   "Gæsteværelset."
   Svends mave snørede sig smertefuldt sammen og truede med at sende rundstykker, kaffe og en halv øl direkte retur på tallerkenen igen.
   Gæsteværelset.
   Skyldfølelsen over at have berøvet en mand hans levebrød havde vokset sig større og større som en knude, siden Bjarkes besøg den kolde januaraften.
   "Kan vi virkelig være bekendt ligefrem at tvære hans næse rundt i det også?" spurgte han.
   Marie satte et forundret blik op. "Tænker du stadig på det?" Svend trak på skuldrende mens det kriblede under huden. Hun affejede det med hånden. "Den enes død - den andens brød."
   Allerede en time senere stod de i de lokaler der engang havde dannet rammen om Gæsteværelset. Støvet lå som en papirtynd dyne over bardisken og de tomme hylder, hvor flaskerne med spiritus havde stået. Borde og stole stod samlet sammen i et hjørne. På væggene hang billederne der også stadig. Svend studerede det ene, en collage af fotografier, taget mens stedet stadig var åbent. Alle de gamle stamgæster var på fotografierne - også Svend. Flere steder. Altid smilende og med et glas øl i hånden. Han forsøgte at synke, men en klump i halsen forhindrede ham i det.
   "Hvad skal lortet koste?" spurgte Marie da de stod i det bageste lokale. Billardbordet stod midt i, med et stort klæde henover. Bjarke, som ingen havde set eller hørt fra siden han lukkede værtshuset, stod og regnede lidt på det.
   "Tja ... Jeg har lidt problemer med at få lejet lokalerne ud, så jeg kunne godt bruge lidt kontanter. Hvad med ti tusind?"
   Marie rystede på hovedet. "Fem."
   Svend huskede at det bord havde kostet Bjarke over tyve tusind, da han købte det. Bjarke så beklemt ud. "Fem er ikke meget, hvad med otte?"
   "Seks."
   "Syv?"
   "Okay," sagde Marie, "men så er alle køerne og stativerne også med i prisen, ikke?" Bjarke kløede sig i nakken og nikkede så opgivende.
   På vej ud af lokalet med den lettere depressive stemning, spurgte Marie: "Hvad vil lejen være for hele værtshuset?" Bjarkes ansigt blev med ét ildrødt. Selv i den dunkle belysning fra den eneste pære i hele lokalet, kunne den røde nuance tydeligt ses.
   "Hvornår henter I bordet?" spurgte han arrigt og gik ud ad døren og holdt den for de andre; underforstået at de skulle komme ud i en fart.
   Ivar blev stående et øjeblik og kiggede ind ad de møgbeskidte vinduer, efter Bjarke have låst døren og de andre var begyndt at gå ned ad gaden.
   "Hvad er der?" spurgte Svend. Ivars blik var frosset fast på et eller andet på den anden side. "Vi har nu alligevel tilbragt mange sjove timer derinde, ikke?"

Efter billardbordet blev flyttet ned i Smuthullets lokale, kom der - om end muligt i Svends øjne - endnu flere medlemmer til. Der blev spillet billard konstant. Det eneste problem var pladsen. Kælderlokalet var blevet for småt til alle gæsterne; ikke mindst på grund af bordet.
   En aften blev Svend kaldt op fra baren af Ivar. Han tog den private trappe, der førte direkte fra kælderen og op i huset. Inde i stuen trak Ivar to øl op. Marie sad i lænestolen med et krus kaffe.
   "Vi kan leje Gæsteværelset af Bjarke alligevel," sagde hun. Svend havde nær fået øllet i den gale hals. "Hvad fanden siger du?"
   "Ja, jeg har lige snakket med ham. Han er desperat, for ingen vil leje lokalerne. Vi lejer stolene og bordene også."
   Svend havde taget en cigaret i munden men glemte helt at tænde den. "Skal vi leje lokalerne? Hvorfor?"
   "Fordi vi ikke har plads til alle de gæster mere. Og siden han er så desperat, har han valgt at leje ud til os, trods alt. Og billigt." Svend var målløs. At flytte derover var måske i overkanten. Marie fornemmede hans manglende vilje og prikkede til Ivar der sagde: "Vi må se det i øjnene, Svend. Vi har simpelthen ikke plads mere. Folk sidder næsten oven på hinanden."
   "Ja ... Jo. Selvfølgelig, men lige Gæsteværelset?"
   "Det er da en enestående chance," sagde Marie. Hun satte kruset fra sig på sofabordet. "Vi kan under ingen omstændigheder blive i kælderen." Sådan var det. Det var afgjort. Svend kiggede på Ivar, der slog blikket ned.

Istandsættelsen, der egentlig bare bestod af en ordentlig rengøring, tog blot én dag. Vinduerne ud til vejen blev skærmet af med sort stof, så uvedkommende ikke kunne se ind. Det var jo stadig en privat klub.
   Et par dage efter, på en solbeskinnet eftermiddag, gjorde de status. Der var nu over hundrede medlemmer af foreningen Smuthullet.
   "Folk strømmer til vores lille oase uden for lovens grænser," sagde Ivar.
   "Ja," sagde Svend, "og der er også nogen jeg ikke kender. Hvor kommer de egentlig fra?"
   "Rundt omkring, alle steder fra. Rygtet spredes jo."
   "Hmm." Svend følte sig ikke rigtigt hjemme i de nye lokaler. Fotocollagen på væggen have han taget ned, men de andre billeder havde han ladet hænge. Han satte sig på en barstol og drak en øl. Han mærkede at han var træt. Måske skulle han slappe lidt af og nyde det hele. Han havde trods alt gjort det godt, og hvis han ikke havde fået ideen den dag i november, havde en anden måske? Og måske var Gæsteværelset lukket under alle omstændigheder?
   "Nye regler - nye tider" mumlede han for sig selv, da han fik øje på to nye ansigter i baren. Bartenderen var ved at skrive dem ind i medlemsbogen, og gav dem bagefter et lille kort med deres medlemsnummer på. De fik også serveret den obligatoriske gratis øl alle nye medlemmer fik. Det var to herrer omtrent midt i fyrrerne, begge klædt i afslappet tøj: jeans og T-shirt. Den ene spurgte bartenderen om et eller andet, og hun nikkede hen mod Svend. De tog deres øl og gik derhen.
   "Er det dig der har fået den gode idé?" spurgte den ene. Han havde en overordentlig næse, der stjal opmærksomheden fra resten af ansigtet. Svend nikkede.
   "Det er da noget af et fristed I har her," sagde den anden. "Sikke en måde at omgås loven på."
   Svend nikkede igen; han gad ikke snakke med fremmede. Manden med kæmpenæsen fortsatte: "Vi kender nogle flere der gerne vil være medlem, hvis det er muligt?"
   "Selvfølgelig," sagde Svend. "Alle er velkomne her." De to kiggede på hinanden og Svend fornemmede noget underligt ved dem. Nikkede de til hinanden?
   "Er det ikke kun for venner og bekendte?" spurgte den anden.
   "Nej, alle kan være med," svarede Svend.
   "Jamen så er foreningen her jo offentlig," sagde Kæmpenæse.
   Svend rynkede panden. "Hvad?" Kæmpenæse tog et id-kort op ad lommen og viste det. Svend kunne ikke læse de små bogstaver, men kortet så officielt ud, og han kunne gætte hvad det drejede sig om.
   "Det her er et tydeligt brud på loven, sagde den anden mand og pegede ud i rummet, hvor luften var helt grå af røg. "Vi er nødt til at udstede en bøde og bede dig om at få det bragt i orden hurtigst muligt."
   Svend var lammet. Sådan et par luskede skrankepave-skiderikker.
   "Det er en privat klub," sagde han.
   Kæmpenæse rystede på hovedet. "Spar historierne, vi kender alle fiduserne." Svend tog et langt sug på cigaretten og pustede røgen ud i hovedet på dem. "Forsvind!" Hans hjerte dunkede, som havde han lige havde fået et chok. De to herrer blev stående. Svend råbte: "Jeg sagde forsvind!"
   "Du får en hilsen fra os en af dagene," sagde den anden mand. Så stillede de øllene fra sig på baren og forlod Smuthullet.

Allerede to dage efter lå der et girokort på 5000 kroner i postkassen. Svend havde kontaktet Ivar og Marie omgående efter besøget, og de var blevet enige om at - for at bruge Svends ord - skide et stort hul i den lov. De sagde ikke noget til gæsterne, som ufortrødent røg videre.
   Ti dage senere fik Smuthullet endnu et besøg af de to herrer fra kommunen. Det resulterede i håndgemæng med en af stamgæsterne, så politiet måtte tilkaldes. Bøden var denne gang på 10.000 kroner.
   Noget måtte der gøres.
   Marie, Ivar og Svend holdt deres sidste møde som klubejere en varm formiddag sidst i juli. Det var åbenlyst, at med politiets indblanding ville det være svært at drive stedet videre. De var i søgelyset nu. Der manglede også en spiritusbevilling, som en af betjentene havde nævnt for Svend. Det ville sikkert heller ikke vare længe før Told & Skat ville banke på døren.
   "Hvad hvis vi overholder den lov?" spurgte Ivar.
   Svend missede med øjnene. "Forbyde folk at ryge? Så kommer der jo ingen."
   "Måske, måske ikke. Der er jo ingen andre steder de må ryge alligevel. Og vi har en fast og trofast kundekreds, der nok vil forstå problemet."
   Svend sukkede. Det hele var kørt af sporet. De skulle aldrig have flyttet fra kælderlokalet.
   "Nå, hvad siger du?" spurgte Marie. "Fortsætter vi uden røg? De bøder vil æde vores indtjening hvis det fortsætter." Hun var tydeligvis irriteret, og ventede kun på at Svend samtykkede.
   "Hvad med skattefar?" spurgte han. "Hvad hvis de kommer?" Dér ramte han plet. Marie så ud som om hun tyggede på et eller andet og skuttede sig i stolen. Hun havde i hvert fald ikke glemt hvem der sendte hende i fængsel sidst.
   "De er ... ikke sådan lige til at bide skeer med. Men hvis der ingen spiritus er på hylderne, gør vi det jo lidt sværere for dem. Øl må vi jo gerne sælge."
   Efter en længere tænkepause om røg eller røgfri klub og pengene der var i det, svarede Svend ja.
   Smuthullet ville blive røgfrit.

Mindre end en uge senere var så godt som alle gæster forsvundet og der var som blæst for kunder i baren. De to rygekontrollanter kom også forbi igen, men kun for at konstatere at alt var i orden denne gang.
   Tre dage senere låsede Svend døren til Smuthullet for sidste gang og gik hjem til Marie og Ivar. Turen havde aldrig føltes så lang før. Regnskabet var allerede gjort op på forhånd: der var intet tilbage at dele. Faktisk skulle de betale for tre måneders leje af lokalerne, hvis ikke Bjarke fil dem lejet ud. Svend forsøgte at bringe muligheden om at de kunne flytte tilbage i kælderen på bane, men det mødte han ikke forståelse for. Marie ville ikke have alle de mennesker i deres hjem mere. Ivar gjorde som han plejede og nikkede til Marie.
   Det var det. De drak en øl og sagde tak til hinanden for den tid der var gået.

En måned senere slentrede Svend forbi resterne af Smuthullet og Gæsteværelset. Til sin store forbavselse så han flere håndværkere i færd med at bære inventar ud af lokalet. Svend var alt for nysgerrig til bare gå videre. "Hvad sker der?" spurgte han en af mændene, en fed, svedig mand, der bar på to stole.
   "Vi skal rydde stedet og have brækket et par vægge ned," svarede han. "Der skal bygges lejligheder."
   "Lejligheder? Det må jeg nok sige. Er Bjar... ejeren kommet til penge?" Den anden nikkede så sveden dryppede fra hans pande. "Det tror jeg nok. Han har i hvert fald solgt bygningen her." Svend blev lamslået. Den svedige arbejder gik indenfor igen og kom ud et øjeblik senere med yderligere et par stole. "Hvad laver han så nu?" spurgte Svend nysgerrigt. Håndværkeren satte stolene fra sig. "Han har købt et gammelt faldefærdigt hus her i nærheden. Bygningen her var temmelig meget værd." Han kom tættere på Svend og talte med lav stemme: "Han har en lille smugkro i den ene ende af huset. Sådan en uden for lov og orden, hvis du forstår? Man må gerne ryge dér." Så gik han hostende og grinende ind igen.
   Svend gik videre hen ad gaden. Først rystede han på hovedet, men så kunne han heller ikke lade være med at grine.