Jeg sad og nød eftermiddagssolen og en elefantøl på en bænk ved åen. Mit hoved dunkede, for jeg havde frygtelige tømmermænd fra om formiddagen, hvor jeg havde fået en hel flaske snaps til at forsvinde sammen med en af spritterne bag Kvickly.
   Jeg sugede solens varme stråler til mig. Når sommeren er i sit efterår, kommer man i tanke om hvor meget den har betydet. Inden længe bliver nætterne kolde og kampen om de gode steder bliver hård. Sygdomme som lungebetændelse og influenza sætter ind og gør dagene til et sandt helvede.
   Jeg skød den kolde tanke fra mig og tømte øllen. Der havde kun været råd til én. Maven knurrede og jeg havde ikke meget lyst til at gå tilbage til Kvickly og tigge penge ved indgangen.
   Der var bænke på begge sider af åen, og skråt overfor sad der to andre tørstige sjæle. På jorden imellem dem, stod der en pose, hvorfra de allerede havde fremtryllet flere øl. Herfra lignede det almindelige guldøl, og selv om jeg for længst var gået over til stærkere øl, mærkede jeg tørsten rykke i kadaveret hver gang jeg så dem sætte flasken for munden. Jeg kunne kende den ene af mændene, selv jeg aldrig havde talt med ham. Han blev vist kaldt Pjalte eller Pjalten. Når jeg så på hans tøj, forstod jeg hvorfor. Den anden havde jeg aldrig set før.

Pjalte eller Pjalten så herover nogle gange inden han løftede sin flaske til en skål hen over åen.
   "Kom herover!" råbte han, og det behøvede jeg ikke at have gentaget. Jeg puttede den tomme flaske i lommen på min jakke og hastede mod en bro længere henne ad stien.
   Da jeg kom derover, rykkede de sammen på bænken for at give mig plads. Jeg præsenterede mig og satte mig.
   "Pjalte," sagde den ene. Jeg huskede altså rigtigt. Han smilede og fremviste en skæv række af sorte og misligholdte tænder, jeg nærmere ville betegne som søndersuttede spejderhagl. Nærmest ubevidst kørte jeg diskret tungen over mine egne fortænder. Når jeg indimellem havde et sted at bo, børstede jeg faktisk tænder så tit som jeg var ædru til det, og den ru, ja næsten pelsklædte overflade mindede mig nu om, at det efterhånden var flere år siden jeg sidst havde haft tag over hovedet.
   Den anden mand nikkede køligt til mig, ligesom to cowboys gør til hinanden i en spagettiwestern.
   "Puch," sagde han, "som i Puch Maxi." Hans stemme var hærget og det samme var hans ansigt. Han havde poser under øjnene og næsen havde engang været i nærkontakt med et eller andet, der ikke alene havde brækket den, men også revet eller skåret den op. Den lignede en ujævn kartoffel, og såret så ud til at være blevet lappet sammen af en fuld læge med parkinson. Det var tydeligt, at han havde været bums længe, måske hele sit liv. Jeg tippede hans alder til sidst i fyrrerne, men det var svært at ramme rigtigt. Han var i hvert fald mindst ti år ældre end mig, men tæt bygget og med muskuløse arme. De kraftige, tatoverede næver så ud til at kunne stikke et par ordentlige flade. Jeg nikkede tilbage og gad ikke engang spørge hvorfor han hed det samme som en knallert. Mine tanker kredsede om posens indhold.
   Pjalte grab ned og rakte en øl hen til mig. Desværre kun en almindelig guldbajer.
   "Jeg tror jeg har set dig før," sagde han. "Du er ikke ny her i parken."
   Jeg knappede øllen op med en lighter som jeg fiskede op ad lommen. "Nej, jeg kommer her af og til, men jeg holder mest til oppe ved Kvickly."
   "Kan vi sove i fred her?" spurgte Puch.
   "Nej," sagde Pjalte. "De holder øje med os. Politiet. Vi må gerne være her om dagen, men ikke om natten. Det er også for farligt. Tosserne fra diskotekerne kan godt finde på at komme herned og genere os. De skide kokainsniffere. Sidste sommer lagde jeg mig til at sove på græsset under broen derhenne, og vågnede ved at en af dem stod og pissede på mig. Bagefter sparkede de mig sønder og sammen og var jeg ikke stukket af, havde de losset mig til lirekassemand."
   Puch brummede. "Jeg blev engang vækket af sådan et par snotunger da jeg overnattede i en baggård i København. Jeg fik godt fat om halsen på den ene, så møghvalpen kunne ikke trække vejret." Han grinede og knyttede den ene næve, så et dødningehoved med påskriften 'hate' blev strækket helt ud. "Kammeraten stak af og lod vennen blive alene med mig. Jeg tæskede næsten alt livet ud den lille lort og smed ham op i en container bagefter."
   Puch førte en ny øl til munden og drak næsten halvdelen i en tår. Jeg var ikke i tvivl om han ville være i stand til at gøre den slags. Han talte med en overbevisning i stemmen en hvilken som helst sergent ville misunde.
   "Har du et sted at bo for tiden?" spurgte jeg.
   "Herberget. Bare for et par nætter, eller måske kun én nat. Man må jo ikke drikke de skide steder."
   Jeg skulle til at sige, at hvis man blot styrede sin brandert ville de ikke opdage noget, men lod være. Puch så allerede ud til at være godt fuld, og jeg ville nødig misforstås af ham.
   "Er du fra København?" spurgte Pjalte ham. Puch trak på skuldrene.
   "Jeg er alle steder fra."
   Vi lod det ligge og tog alle tre simultant en tår af vores øl. Puch bøvsede og smed den tomme flaske på jorden. En and drev med strømmen på åen, og rappede, da den gled forbi os. Skoven var så stor og grøn som den kunne blive, og spærrede udsynet til byen, der levede sit liv på begge sider af os. Det var en fredet plet midt i alt virvaret af biler, grå bygninger og lydene af klaprende hæle på fortovet, larmende horn og bippende lyskurve.
   "Jeg er fra Svendborg," sagde Pjalte og lagde den tomme flaske ned i posen. "Har du ikke en smøg?" spurgte han og så på mig. Jeg nikkede og tog en fladmast pakke op fra jakken og lod den gå rundt.
   "Sker der noget i Svendborg?" spurgte Puch.
   "Ikke det store," svarede Pjalte. "Der er bedre muligheder her, hvis det er det du mener."
   "Jeg kommer egentlig fra Ringe," sagde jeg og tændte cigaretten. "Der sker heller ikke en skid." Jeg bemærkede at Puch tog to smøger inden han afleverede pakken tilbage. Jeg sagde ikke noget til det.
   "Aner ikke hvor det er," sagde Puch og stak ild på den ene smøg og lagde den anden i lommen.
   "Midtfyns Festival," sagde jeg og inkasserede et genkendelsens nik fra dem begge. "Nu er den gået konkurs, men det var højdepunktet dengang. Jeg tjente masser af penge på at samle flasker der, da jeg var dreng." Jeg mærkede flasken i min lomme, og kunne ikke lade være med at tænke, at mine arbejdsvilkår ikke havde ændret sig meget siden.
   "Sur røv," sagde Pjalte, "men i det mindste havde du et højdepunkt på året. Den slags var der intet af i Svendborg. Der var røvkedeligt. Jeg spillede med i et skuespil hver vinter, og jeg var faktisk en skidegod skuespiller, men der var stadig kedeligt. Det var først da jeg blev ældre og begyndte at drikke i weekenderne, at der skete lidt." Pjalte sugede på cigaretten, og pustede ud. Da ingen af os andre sagde noget, fortsatte han: "En af mine venner havde en revolver. Sådan en rigtig én med tromle. Af og til skød vi med den i skoven."
   "Hvad skød I?" ville Puch vide.
   "Øh ... Ikke noget. Vi skød efter dåser og sådan."
   Puch fnøs. "Pivskid. Plaffede I aldrig dyr ned?"
   Pjalte rynkede brynene. "Nej, vi så faktisk aldrig nogen dyr."
   "I skoven? Hm. Hvad med russisk roulette?" Puch tog en øl, og nu var posen tæt på at være tom. Jeg skyndte mig at drikke ud og håbede på jeg blev budt på en mere.
   "Russisk roulette?" sagde Pjalte. "Det der med at skyde sig selv?"
   "Kun hvis man taber," grinede Puch. "Jeg har spillet det før. Med nogle polakker der arbejdede på en byggeplads jeg sneg mig ind og sov på. De boede der i en campingvogn. Det spil er fandeme ikke for børn. Man spiller med den højeste indsats."
   "Var der nogen der døde?" spurgte jeg og rømmede mig.
   "Tag bare en mere," sagde Pjalte og skubbede med skosnuden til posens sørgelige rester: to øl.
   "Næ," knurrede Puch. "Når man først har trykket af to- tre gange uden et brag, bliver de jo nervøse, de vatpikke. Så giver de op og vil ikke mere."
   Pjalte åbnede den sidste øl og stirrede på vandet. Han ventede et øjeblik og sagde så: "Jeg har en pistol."
   Puch løftede et busket øjenbryn. "Hvad?"
   "Jeg har en rigtig tromlerevolver. Den vi skød med i skoven da vi var unge. Jeg købte den af min kammerat fra Svendborg for fire flasker rom. Jeg har den endnu."
   "Hvor?"
   "Derhjemme." Puch nikkede overrasket.
   "Har du kugler?"
   "Ja. Og patroner, ha ha."
   Et ældre ægtepar nærmede sig på stien. De passerede bag os, uden at vi mælede et ord. Da de var uden for hørevidde, sagde Puch: "Skal vi spille?"
   "Spille hvad?" sagde Pjalte.
   "Russisk roulette, for helvede! Tør du?"
   Pjalte vred sig lidt på bænken. "Ah, jeg ved sgu ikke rigtig. Det kan jo ende galt."
   "Du tør måske ikke?"
   Jeg mærkede et sug i maven.
   "Tør og tør. Der er jo halvtreds procents chance for at vinde. Men hvad er præmien egentlig i sådan et spil?"
   "Livet for fanden! Hvordan tror du det føles at sætte pistolen for hovedet og trykke af? Du lægger livet i garderoben, og ved fandeme ikke om du får det udleveret igen! Det rykker i kroppen når klikket lyder og man ved, at man er blevet tilkendt et par minutter mere at leve i, inden man igen må kæmpe for det."
   Jeg kunne ikke helt se hvor meget 'kamp' der var i det, men Puchs øjne udstrålede noget jeg ikke troede jeg skulle finde i en mand der havde levet på bunden af samfundet i mange år: livsglæde. Havde han talt om noget andet end et dødsensfarligt spil, kunne jeg forstå det. Men det her gjorde mig ubehagelig til mode.
   "Men hvad er præmien?" gentog pjalte. "Livet har jeg jo i forvejen."
   Puch tænkte sig om. "Du må få mine ting på herberget," sagde han. "Det er selvfølgelig ikke meget, men der er et smykke. Det er noget jeg har arvet efter min mor. Det er dit, hvis du vinder."
   Pjalte bed læberne hårdt sammen, så skægget fuldstændig dækkede dem. "Men hvis jeg taber? Så er jeg jo ..."
   "Færdig!" afbrød Puch. "Død som bare satan, mand! Det er jo det, hele spillet drejer sig om. Man må stille sig ansigt til ansigt med døden en gang imellem, hvis man vil leve."
   Blikket i Puchs øjne antog sindssyge proportioner. Jeg gættede på, at det var fra bajerne han fik sine 'visdomsord.' Pjalte sad og funderede. Han kunne da umuligt gå med til den sindssyge leg.
   "Okay," sagde han tørt. "Vi spiller."
   Puch sprang op fra bænken og havde nær fået overbalance og faldet i åen. Et kæmpe grin skilte det slidte ansigt. "Så skal vi have øl med, jeg har lidt penge på lommen i dag, så jeg gi'r."

Jeg havde faktisk ikke lyst til at se dem spille. Men da der var bajere i vente, og da jeg kunne holde nogle timers fri fra tiggeriets tjeneste, gik jeg med. Vi gjorde holdt ved en Netto på vejen og Puch købte en kasse øl. Desværre kun guldøl og ikke de noget stærkere Bjørnebryg, som jeg havde håbet på. Men alt hvad jeg havde på mig, var en tom flaske, 2,50 i mønter og tre smøger, så jeg beklagede mig ikke.

Pjaltes etværelses var som jeg forventede: sparsomt møbleret, og uden hverken gardiner eller persienner for vinduerne. Den var ét stort rod. Der lå gratisaviser og reklamer over det hele, og det var fuldstændig umuligt at se det lille, kvadratiske sofabord på grund af tomme øldåser og fyldte askebægre. Den beskidte sofa måtte han have fundet på en genbrugsstation. Væggene var bare, og tapetet der engang havde været hvidt, var nu lysegult af nikotin. Det samme gjaldt loftet. Ud over sofaen og bordet, stod der en faldefærdig kommode. Det var alt. Og det var meget mere end jeg havde haft i mange år. Misundelsen gjorde næsten ondt.
   "Lad mig se pistolen!" beordrede Puch med sin grove stemme.
   Pjalte rystede bestemt på hovedet. "Først tager vi en øl. Vi har en hel kasse, og hvis jeg skal sætte en pistol for hovedet, bliver det fandeme ikke på tom mave. Vi tager en tår først, og så kan du se vidunderet."
   Sådan blev det. Puch og jeg satte os i sofaen, og Pjalte satte sig på gulvet. Tre øl blev trukket op og de tørre ganer blev i stilhed fugtet. Vi stak ild på vores smøger, og Puch opgav med det samme at ramme askebægeret og lod asken falde på gulvet.
   "Hvor gammel er den?" spurgte han, satte den tomme flaske i kassen og tog en ny.
   Pjalte spidsede læberne og virrede lidt med hovedet.
   "Jeg vil tro, at den er sådan en tredive- fyrre år gammel. Men den virker fint."
   "Hvad har du brugt den til?"
   "Ikke noget. Jeg skyder den bare af en gang imellem for at holde den ved lige. Jeg har den aldrig på mig, det tør jeg ikke."
   "Det kunne ellers have været en stor hjælp den dag de der gutter pissede på dig," grinede Puch.
   Vi drak to øl mere før Pjalte hentede skyderen. Han gemte den i bunden af et klædeskab i den lille entre. Puch nærmest rev den ud af hænderne på ham, da han kom tilbage med den.
   "Den er flot," var hans første ord.
   Jeg var ikke sikker på om jeg syntes den ligefrem var flot, men størrelsen overraskede mig. Løbet måtte være mindst femogtyve centimeter langt, og tromlen bugnede ud på hver side af det som to oppustede maver. Jeg kunne rigeligt forestille mig det brag den kunne give.
   "Det er en ordentlig krabat," sagde Puch betaget.
   "Er den ladt?" spurgte jeg.
   Pjalte rystede på hovedet. Jeg slappede lidt mere af.
   Puch var så betaget af pistolen, at han glemte at drikke øl. Han sad bare og vendte og drejede den i hænderne, som om det var hans kæreste eje. Jeg benyttede mig af chancen til at komme foran, og drak to øl i fem slurke. På den måde ville jeg få mest ud af det indkøbte.
   Jeg fik det bedre, kom gradvist i det snakkesalige hjørne, og ud af ruinerne af mine tømmermænd voksede en ny rus frem. Tiden gik og vi talte om alverdens ting, ikke mindst Pjaltes lejlighed. Jeg havde lyst til at få tag over hovedet igen, specielt nu, hvor efteråret nærmede sig. Vi drak alle grådigt af øllet, og da der var seks tilbage i kassen, sagde Puch: "Hvor gemmer du patronerne?"
   "I en kasse," sagde Pjalte. Hans øjne var blanke og han havde svært ved at styre stemmen.
   "Lad os komme i gang," sagde Puch utålmodigt.
   Det sugede i maven igen.
   Pjalte måtte have to forsøg for at komme på benene. Han stavrede ud i entreen og kom tilbage med en lille æske der havde en tromlerevolver afbilledet på siden. Han fiskede en patron op og holdt den mellem fingrene, så vi andre kunne se den. Den målte cirka fire centimeter. Han smilede, så vi kunne se lakridsstumperne. "Det er de rene granater, de her små sataner," sagde han og kastede patronen over til Puch.
   Han løsnede tromlen på pistolen, så den faldt ud til siden og puttede patronen i et af kamrene. Det kriblede i mig. Han lukkede den igen, strakte armen ud og sigtede på væggen. Puch, som jeg betegnede som lettere psykotisk, sad nu med et ladt håndvåben.
   "Vil du holde den?" spurgte han og rakte den pludselig over til mig. Jeg tog den forsigtigt, og havde nær tabt den. Den vejede meget mere end jeg havde forventet. Jeg undlod at lade mine fingre komme i nærheden af aftrækkerbøjlen og holdt den op, så jeg kunne studere den. Metallet skinnede ikke længere. Skæftet var belagt med noget mørkt træ med en masse snirklede indgraveringer. Jeg kunne umuligt forestille mig, at cowboys kunne trække sådan en kanon fra hoften i fuld fart. Da jeg rakte den tilbage til Puch, kom jeg åndsfraværende - og fordi jeg var fuld - til at vende pistolen, så løbet pegede på Pjalte. Han sprang op, greb min arm og flåede skyderen ud af hånden på mig.
   "Er du sindssyg?" skreg han.
   "Undskyld," sagde jeg og krympede indeni.
   Pjalte rystede foragteligt på hovedet og holdt pistolen, så den pegede mod loftet.
   "Jeg starter," sagde Pjalte dystert og løsnede splitten der holdt tromlen på plads, og gav den et ordentligt spin. Den drejede rundt og lød som når man trækker en legetøjsbil op. Puch nikkede ivrigt, greb sin øl og slyngede resten af indholdet ned.
   Pjalte trak vejret tungt nogle gange og satte så det lange løb for tindingen. Jeg kunne ikke forstå, at han gik med til det her. Mine hænder fløj op og jeg begravede pegefingrene i mine ører. Der lød et svagt klik og jeg det rykkede lidt i mig.
   Pjalte åndede lettet ud og rakte pistolen over til Puch. Det gik pludselig op for mig, at jeg ikke ville sidde ved siden af en mand, der muligvis ville blæse hovedet i smadder om et øjeblik og stænke mig til i hjernemasse. Jeg gik over og stillede mig ved siden af kommoden, på behørig afstand.
   Puch så ikke ud til at være spor nervøs. Faktisk lignede han en glad gris, der lige havde fået skiftet lort i svinestien. Han rejste sig, rankede ryggen og skulle til at dreje tromlen rundt.
   "Næ, nej!" råbte Pjalte og greb hans hånd. "Så kan vi fortsætte hele aftenen. Vi skiftes til at trykke af, til en af os rammer."
   Puchs spærrede de røde øjne op. "Sådan plejer man sgu da ikke at ..."
   "Min pistol, mit hjem, mine regler! Jeg er ikke som de der polske tøsedrenge. Du vil have spænding, ikke? Er det spændende at have én chance ud af seks hver gang det er din tur? Nej, vel? På min måde er oddsene bedre."
   Eller dårligere, tænkte jeg.
   Pjalte slap den dekorerede hånd igen. "Det bliver højst to ... øh ... tre omgange på den måde," sagde han. "Ellers kan du glemme det!"
   Det var som om Pjalte var blevet en anden mand efter vi var kommet ind i hans hjem. Han var hårdere i tale og væremåde, og jeg blev nervøs over den tone han nu brugte over for Puch. Jeg var sikker på, at der ikke skulle ret meget til, før han kunne finde på at lade de bemalede næver tale.
   Puch stirrede et øjeblik på den anden, inden han flyttede pistolen til hovedet, og uden synlig betænkelighed, trykkede han af.
   Klikket fik det igen til at gibbe i mig. Med et grin rakte han våbnet tilbage til Pjalte inden han lod sig falde ned i sofaen. Jeg skyndte mig hen til bordet, hvor jeg tog en ny bajer fra kassen, så der kun var tre tilbage, og vendte tilbage til min skueplads.
   Pjalte nikkede anerkendende. "Du har nosser."
   "Det kan du fandeme tro," sagde Puch, åbnede en øl og bællede så det løb ned ad hagen på ham.
   Pjalte løftede pistolen til tindingen, men trykkede ikke af. Hans ansigt blev ligesom strammet op, og han trak vejret hurtigere.
   "Hva' venter du på?" brummede Puch.
   I næste sekund lød et klik fra pistolen og Pjalte pustede ud. Hurtigt lagde den på bordet inden hans ben sank sammen og han satte sig på gulvet og rakte ud mod ølkassen.
   Jeg studerede Puchs kropssprog, men der var nu kun fuldskab at aflæse på ham. Han tog pistolen og stablede sig på benene igen. I en hurtig bevægelse rettede han pistolen mod hovedet og trykkede af.
   Klik.
   "Så er det sgu sidste omgang," grinede han og gav våbnet videre til Pjalte, der nu var blevet hvid i hovedet. Jeg opdagede, at jeg allerede havde drukket min øl, og jeg turde ikke tage den sidste der var i kassen.
   Pjalte satte sig op på knæ. "Jeg vil sidde når jeg gør det." Hans stemme var lav og bævrede.
   "For min skyld må du ligge på maven," sagde Puch.
   "Jeg må have en øl først."
   Selv om han sad lige ved siden af kassen, måtte jeg gå hen og knappe den sidste øl op til ham.
   "Hvorfor stopper I ikke her?" sagde jeg. "Det er sgu for åndssvagt. I har jo allerede bevist ..."
   "Bland dig udenom!" råbte Puch, så jeg nærmest væltede bagover. Han pegede med flasken på Pjalte. "Tør du eller hvad?"
   Pjalte besvarede spørgsmålet ved at føre løbet til tindingen. Mit hjerte slog hurtigere end nogensinde før. Puch sad bare sad og grinede. Jeg lænede mig op ad væggen, og ønskede at jeg kunne presse mig ud gennem den og væk fra det det uundgåelige blodbad. Jeg fortrød virkelig at jeg var gået med herop. I hvert fald nu, hvor der ikke var flere øl tilbage. Døren var blot fem- seks meter borte, men virkede som en uoverskuelig strækning at tilbagelægge. Pjalte bed læberne sammen og knoerne blev helt hvide. Så trykkede han af og ...
   Klik.
   Det føltes som om jeg faldt ned i et dybt hul. Pjalte lagde pistolen på bordet.
   "Din tur."
   Puch så på ham. "Du har fandeme selv nosser." Han satte øllen fra sig og samlede skyderen op. Jeg ville sige et eller andet, men kunne ikke. Han var trængt op i en krog nu og jeg fik den frygtelige tanke, at han måske ville rette våbnet mod en af os andre i stedet. Han rejste sig, denne gang helt uden besvær. Øjnene strålede igen som de havde gjort i parken.
   "Et spil er et spil," sagde han.
   Jeg holdt op med at trække vejret.
   Det næste skete så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at reagere på det. Puch satte løbet for tindingen, og uden en mine trykkede han aftrækkeren i bund.
   Jeg for sammen og pressede øjenlågene hårdt sammen.
   Braget udeblev.
   Der lød kun det samme klik, som jeg havde hørt fem gange før. Pistolen gik ikke af. Hele min krop var spændt som én stor, sitrende muskel og jeg forventede hvert øjeblik at høre drønet fra håndkanonen.
   "Hva' satan?"
   Jeg åbnede øjnene igen. Puch stod og så undersøgende på revolveren.
   I samme sekund brast Pjalte ud i en høj latter. Vi stirrede måbende på ham. Han kunne slet ikke stoppe igen. Latteren tog til i styrke og jeg troede at det havde slået klik for ham. Da han endelig havde fået så meget kontrol over sig selv, at han kunne fremstamme et par ord, sagde han: "Det er ikke en rigtig patron. Den er af tin og bly." Så væltede han om på gulvet og den sindssyge latter overmandede ham igen.
   "Hvad siger du?" knurrede Puch, mens skuffelsen voksede frem i det afrakkede ansigt.
   "Jeg siger at ..." Pjalte måtte hive efter vejret. "... at det ikke er en rigtig kugle. Der er ingen krudt i. Men du er den første der gået så langt med på spøgen. Jeg troede ikke du ville trykke af den sidste gang, du må satme være fuld, mand! Det var jo bare for sjov."
   Puch lignede ikke en der morede sig. En grim tanke begyndte at tage form i mig.
   "Jeg sagde jo jeg var en god skuespiller, ikke?" grinede Pjalte fra gulvet. "Du troede da ikke virkelig at jeg ville sætte livet på spil?"
   Det var vist lige hvad den anden troede. Pjalte stoppede med at grine, da han læste raseriet i Puchs øjne.
   "Jamen ... Du ville da ikke?" Hans mund gled helt op. "Vil du da gerne ..."
   Som en tiger var Puch over ham. Bordet væltede så øldåser, flasker og askebægre røg ud over gulvet. Med højrehånden knaldede han Pjalte i gulvet, og overdængede ham bagefter med slag. Et af slagene ramte i maven, og gjorde Pjalte stum. De store, farverige knytnæver gik op og ned som stempler i en motor og Pjaltes tynde arme duede ikke som skjold. Til sidst krummede han sig sammen og tog imod tæskene. Jeg stod klemt op ad væggen, ude af stand til at røre mig. Overfaldet varede omtrent et halvt minut og jeg havde ikke tal på hvor mange slag Puch havde fået sat ind på den korte tid. Endelig lod han Pjalte være, og vendte sig mod mig. De tatoverede hænder var smurt ind i blod. Sveden perlede på hans pande og mundvandet løb ned ad hagen. Jeg blev med ét ædru igen og troede jeg skulle have samme tur som den sammenkrøbne bylt på gulvet.
   Puch snerrede blot af mig, samlede de tomme flasker sammen i kassen og forlod lejligheden.