Preben satte tasken fra sig, og satte sig tungt på stolen i køkkenet.
   "Kaffe?" spurgte Kirstine og løftede kanden hen til koppen.
   "Ja tak."
   Hun skænkede op og satte sig overfor. Som altid havde hun taget dagens avis med hjem fra fagforeningen, hvor hun arbejdede. Preben skimmede forsiden, men gad ikke læse den nu. Det var mandag eftermiddag, det værste tidspunkt på hele ugen.
   "Hvad siger du til, at vi får noget rengøringshjælp?" spurgte Kirstine og tog en tår af sin te.
   "Her til lejligheden?"
   "Nej til kælderrummet, dumme. Ja selvfølgelig til lejligheden. Jeg kunne godt bruge lidt hjælp, dig og Esben gør det jo ikke."
   Preben nikkede uden at svare. Hun havde ret. Han havde ikke overskud til det når han kom hjem fra arbejde, og deres søn ville næppe gå i lag med rengøringen uden at have en pistol for panden først.
   "Er det ikke lidt dyrt, sådan noget?"
   "Kun hvis vi hyrer ISS eller et andet stort selskab til det," sagde Kristine. "Der er sikkert mange, der gør det sort."
   Preben løftede begge øjenbryn. "Vil det ikke give problemer, hvis det bliver opdaget?"
   Kirstine rystede ligegyldigt på hovedet. "Nej, det gør de fleste da. Anne får lavet sin bil sort, og Jonas har lige få lagt ny indkørsel. Jeg tror vores chef får pudset vinduer sort også."
   "Jo ... Men ..."
   I det samme ringede telefonen i Prebens taske. Han rakte ud og fiskede den op, kiggede på displayet. Det var et nummer han ikke kendte og han var tæt på at lade den ringe ud, men tog den alligevel efter sjette ring.
   "Det' Preben," sagde han og pustede til kaffen.
   "Hej Preben. Det er Louise."
   Preben gik i stå med kaffekoppen hængende foran munden. Han var ikke klar over hvor mange nerver man havde under huden i panden, men de dirrede alle sammen med ét. Han skulede over til Kirstine, der heldigvis sad og kiggede i en reklame.
   "Hallo?" lød det i røret.
   "Øh ... Ja, lige to sekunder, nu skal jeg finde papirerne og se efter." Han flyttede telefonen fra øret og hviskede irriteret til Kirstine: "fra skolen."
   Preben gik ned ad gangen, ind på sit kontor og trak døren til efter sig. Det var det mindste rum i lejligheden, og skrivebordet fyldte det meste. For en sikkerhed skyld stillede han sig helt henne ved vinduet, længst væk fra døren. Han satte sig ikke på kontorstolen, for denne samtale ville ikke komme til at vare længe. "Louise, hvad fanden laver du?" spurgte han lavt. "Du kan ikke ringe til mig, det er slut mellem os!"
   "Jeg er gravid."
   Preben satte sig på stolen. "Hvad for noget? Hvordan?"
   "Hvordan tror du? Du stak pikken i mig."
   Under deres hemmelige seancer, som Preben havde afsluttet for lidt over en måned siden, havde han elsket hendes ublu vulgaritet. Hun brugte ord og vendinger, som man sikkert kun hørte i pornofilm, ord som gjorde ham vild af lyst. Lige nu havde de modsatte effekt. "Er du sikker?"
   "Selvfølgelig. Jeg har været ved lægen og jeg har også fået tid til den første scanning."
   "Første scanning? Vil du da ikke have det fjern..."
   "Nej." Stemmen, som hun afbrød ham med var rolig, men fast.
   Preben blev pludselig opmærksom på sit eget åndedræt. Han lød som var han lige kommet ind efter en løbetur.
   "Du behøver ikke at spørge om det er dit barn, for det kan ikke være andres," sagde Louise. "Jeg har kun været sammen med dig det sidste halve år."
   "Jeg er helt smigret," mumlede han og lagde hånden på brystet, som for at holde det hamrende hjerte inde i kroppen.
   "Hvad gør vi nu?" spurgte Louise efter en pause. "Der er jo nogle ting, der skal på plads."
   Preben svarede ikke. Han kunne stadig høre ekkoet af jeg er gravid suse frem og tilbage mellem kranievæggene. Han skubbede en stabel regnehæfter væk og lagde albuen på bordet, så han kunne støtte hovedet med hånden.
   "Hallo, Preben! Hvad gør vi?"
   "Hvad vi gør? Jeg aner det ikke, det her kommer temmelig meget bag på mig."
   "Også mig. Jeg synes altså, at vi skal mødes og snakke om det i stedet."
   "Det synes jeg er en rigtig dårlig idé. Det er jo slut."
   Louise pustede irriteret i røret. "Sig mig, var jeg bare en gang ungt kød for dig? Jeg er gravid, for fanden!"
   Ungt kød? Louise var 32 år, så ungt kød kunne diskuteres, selv om han var tolv år ældre end hende. "Nej, det var du i hvert fald ikke."
   "Preben, jeg ..."
   "Jeg har altså ikke tid til at tale mere nu, jeg har undervisning på aftenskolen og skal forberede mig. Kan vi ikke snakke videre en anden dag?"
   "Hvornår?"
   "En dag, hvor jeg har mere tid. Jeg ringer til dig." Da han ville trykke på den røde knap på telefonen, gled hans svedige finger ved første forsøg. Da han endelig ramte rigtigt og afbrød samtalen, rystede hans hånd så meget, at telefonen faldt på gulvet.

Den næste uge sov han dårligt om natten og havde svært ved at koncentrere sig om dagen. Han ringede ikke tilbage til Louise; det ville være det samme som at acceptere hendes krav, hvad de så end måtte være. Han havde sin telefon på lydløs hele tiden, og tjekkede den hver halve time om hun havde ringet, men hun kontaktede ham ikke igen.
   Om fredagen havde Preben tidligt fri. Solen hang lavt og forærede de sidste af sine lune stråler væk og de gule, nedfaldne blade fra træerne forvandlede Vejles gader til et romantisk maleri. Preben låsede cyklen fast til cykelstativet i gården, og gik op ad trappen. Trods omstændighederne, glædede sig til at smide tasken ind bagest i skabet og holde weekend.
   Kirstine havde altid tidligt fri om fredagen, og sad allerede ved køkkenbordet med sin te. Avisen lå på hans plads, og der var sat en kaffekop frem til ham.
   "Hej." Hendes smil, og de lyse krøller, han altid havde været forelsket i, fik det til at stikke et sted nede i hans mave, og han havde lyst til at banke sit hoved ned i bordpladen og straffe sig selv.
   "Hejsa."
   "Sæt dig ned og nyd det er weekend," sagde hun og skænkede op til ham. "Det har vist været en hård uge?"
   Preben havde mere lyst til øl eller noget der var stærkere. "Hvad mener du?"
   "Du har været så ... fjern hele ugen. Det plejer du kun at være hvis du har for meget at lave på jobbet. Nu passer du på dig selv, ikke?"
   "Nå ... Det. Ja, der har været temmelig meget. Der er sygdom lige nu, så vi er lidt i undertal."
   "Er det ikke det I har vikarer til?"
   Preben satte sig, tog en tår af kaffen og lod som om han brændte sig på den, så han reddede sig nogle sekunder at tænke sig om i.
   "Jo, men der er jo alle de opgaver der skal rettes."
   "Og det skal gå ud over jer? Må en vikar nu ikke længere rette opgaver?"
   Han nikkede og drejede kaffekoppen rundt i underkoppen med en skurrende lyd. "Dem og deres regler, du ved."
   Kirstine rystede på hovedet. "Det er fuldstændig tåbeligt. Men du må sige stop nu, ellers får du stress. Jeg vil ikke have endnu en uge med dig som zombie, det må du love mig."
   Han lovede hende, at det nok skulle ændre sig og tilføjede: "Har du spist middagsmad?"
   Det havde hun ikke.
   "Skal vi så ikke gå ud og få noget at spise nu? Jeg kunne godt tænke mig en frokostbøf på Jensens." Sammen med et par store fadøl. "Esben kommer alligevel ikke hjem før engang i aften."
   Inden Kirstine kunne nå at svare, ringede det på døren. "Det kan vi ikke, vi får gæster nu."
   "Gæster?" spurgte Preben ærgerligt og så sin øl fordufte. Kirstine gik ud og åbnede og Preben blev siddende og bladrede irriteret avisen igennem. Han havde nær krøllet den sammen i næverne, da Kirstine kom ud i køkkenet sammen med gæsten.
   "Det er Louise," sagde Kirstine. "Hun skal gøre rent hos os hver fredag fra nu af."
   Til Louises forsvar måtte Preben indrømme, at hun så lige så overrasket ud, som han selv var. Hun stirrede på ham med store øjne et par sekunder, inden hun fattede sig og hilste med lige nøjagtig så megen afmålt høflighed, at Kirstine ikke fattede mistanke. Hun var blevet klippet siden han havde gjort det forbi med hende, og hun havde ikke længere sølvstiften i næsen, men ellers lignede hun sig selv: solbrændt ansigt med brune øjne og smilehuller, en krop med former, der var lige akkurat var fyldige nok til, at hun ikke ville ende i et modeblad, men til gengæld var gået rent i bukserne på Preben.
   "Hej," fik han fremstammet uden for megen dirren i stemmen.
   Louise smilede anstrengt og kiggede uinteresseret væk.
   "Vil du have kaffe eller te?" spurgte Kirstine.
   "Te, tak." Det var helt forkert at høre hendes stemme i deres køkken.
   "Louise er gravid," forklarede Kirstine. "Hun skal scannes fredag i næste uge, så der kommer hun torsdag i stedet." Hun gav Louises arm et klem. "Det bliver spændende, jeg ville næsten ønske det var mig. Er det din første?"
   Louise nikkede.
   "Skal faren med?"
   "Nej, det tror jeg ikke. Men hvis han vil, må han da gerne."
   Kirstines pande fik et par rynker, og Preben var sikker på, at det samme også skete med hans egen.
   "Selvfølgelig skal faren da med, det er da en oplevelse for livet. Dengang vi fik vores dreng ..."
   "Kirstine ..." afbrød Preben. Hun tav og sendte Louise et undskyldende smil.
   "Ja, jeg ved det godt, jeg bliver helt overgearet ved graviditeter. Du kan godt forvente, at jeg spørger dig om alting er i orden, hele tiden, sådan er jeg."
   Mens vandet kogte, viste Kirstine Louise rundt i lejligheden og fem minutter senere sad de ved alle bordet og drak kaffe og te.
   "Hvad laver faren?" spurgte Kirstine. Preben havde lyst til at bede hende om at holde kæft nu.
   Louise nippede til teen. "Han er lokumsrenser."
   "N... Nå," sagde Kirstine og forsøgte at holde en neutral mine. Preben pressede fingrene ned i låret på sig selv under bordet.
   "I må altså undskylde mit sprog," sagde Louise, "det passer selvfølgelig ikke, jeg er bare ikke så imponeret over ham lige for tiden."
   "Jeg tror ikke jeg er med?" sagde Kirstine.
   "Han gjorde mig gravid og forlod mig lige efter."
   Preben holdt vejret.
   "Nej hvor strengt," sagde Kirstine forarget. "Vil han så slet ikke kendes ved barnet?"
   "Han vidste det ikke da han skred, men jeg har fortalt ham det. Nu må vi se hvad det ender med, jeg har ikke hørt fra ham endnu." Hun tog en tår af teen, mens hendes blik bevægede sig hurtigt fra Kirstine til Preben og tilbage igen. De brune øjne naglede ham til væggen med usynlige syvtommersøm på et splitsekund.
   "Sådan et fjols," sagde Kirstine. "Nå, han kommer til at kendes ved udgifterne, tro mig. Mette fra mit arbejde havde samme problem med en stodder, der gled af sted igen, da han havde fået hvad han kom efter. Og så opdagede hun, at han havde efterladt en kage i ovnen. Da barnet var født, nægtede han stadig at det var hans, men det satte en blodprøve heldigvis en stopper for. Vidste du, at de bliver anholdt, hvis de nægter at give blodprøven? Så får de en tur på politigården, hvor lægen kommer og tager blodprøven."
   Preben tørrede diskret sveden af nakken.
   "Næ," sagde Louise. "Men jeg tror ikke det kommer så langt. Han virker som en fornuftig mand, der bare skal have lidt tid først."
   "Sikke en redelighed, jeg håber da at han kommer på bedre tanker," sagde Kirstine. Nå, jeg må ud og handle. Nu ved du hvad der skal ordnes, og Preben kan jo lige nå at rydde op inde på kontoret inden du når så langt.

"Hvad er det egentlig du laver?" spurgte Preben, da Kirstine havde smækket døren og var på vej ned ad trappen. Ordene skulle have været spyttet ud i vrede, men han var stadig bange for, at Kirstine var inden for hørevidde.
   "Jeg har fået arbejde, som du ser."
   "Drop det pis. Hvad bilder du dig ind at komme rendende her?"
   "Jeg kommer sgu ikke rendende, jeg blev hyret af din kone."
   "Du blev hyret? Tilfældigvis af min kone, som vil have dig til at gøre rent i vores hjem? Ja, naturligvis, hvorfor ikke?"
   Louises mund blev til en stram ujævn streg, og øjenbrynene dykkede nedad.
   "Sig mig, hører du aldrig efter? Jeg er arbejdsløs, på støtten, det betyder at jeg står i en fagforening hvis det ikke er gået op for dig. Jeg går til samtaler i fagforeningen, for ellers ryger min støtte, og hvor arbejder din kone henne? Korrekt, kloge! I fagforeningen! Jeg har været til flere samtaler med hende, og hun ved, at jeg er dårlig til matematik. Det var sgu da hende, der anbefalede dit aftenkursus dengang."
   "Hvad er det for noget sludder? Du anede slet ikke at jeg var gift til at starte med. Og det stoppede dig i øvrigt heller ikke i at fortsætte da jeg fortalte det."
   "Hvad? Så det er min skyld at du knaldede uden om nu? Det stoppede sgu da heller ikke dig." Hun slog irritiret ud med hænderne. "Det er rigtigt hvad jeg siger, din dompap. Hun sagde intet om at det var hendes mand, dig, der var lærer på kurset, hun anbefalede det bare. Havde jeg vidst, at det var dig der boede her, havde jeg da aldrig sagt ja til jobbet." Hun skubbede den tomme kop fra sig på bordet og smilede skævt. "Men det er næsten til at grine af, ikke? Din kone førte os sammen."
   Preben sank en klump. "Nå, ja, selvfølgelig. Jamen så ringer jeg lige til hende og erkender det hele, og siger samtidig, at det er hendes egen skyld." Han masserede næseroden hidsigt. Maven gav nogle beklagende lyde fra sig. "Vil du ikke godt lade være med at sige sådan noget?"
   Louise svarede ikke, og sådan sad de et stykke tid. Preben masserede videre, og kæmpede med tusind tanker, der alle overdøvede hinanden.
   "Hvordan endte du så her?" spurgte han.
   "Jeg fik arbejde af din kone, som jeg sagde. Til vores samtale den anden dag, spurgte hun om jeg var interesseret i at gøre rent for hende nogle timer om ugen."
   "Åh, det er sandt. Det er åbenbart normalt at fagforeningsfolk nu får udført sort arbejde. Og så øjnede du en chance for at vi kunne ses igen?"
   Hun nikkede overdrevent. "Ih ja, jeg har altid drømt om at kneppe med en gift mand, mens hans kone er lige på trapperne. Det er sådan noget dejligt sex man får, når manden har skidetravlt. Tag det roligt, Casanova, det er rigtigt hvad jeg siger; jeg anede virkelig ikke at hun var gift med dig. Men jeg har altså ikke røven fuld af penge, så jeg vil sætte pris på at beholde jobbet her. Og inden længe står jeg med en udgift mere."
   Preben sank sammen i stolen. Hans mave vred sig. Kaffen, han netop havde drukket, havde sat gang i noget dernede.
   Louise fortsatte i et tonefald, der ikke var til at tage fejl af: "apropos udgifter, så kommer du altså til at betale hvad det koster. Du behøver ikke at se noget til den lille, for det gætter jeg på, at du ikke har lyst til, men du slipper ikke for at hoste op med skillingerne."
   Hvis Preben faldt endnu mere sammen, ville han glide helt ned af stolen, så han rettede sig op. Maven rumsterede som et forstyrret hvepsebo, og han var nødt til at komme på toilettet.
   "Vi må jo ... finde på noget ... en løsning af en eller anden slags," sagde han og skubbede stolen bagud.
   "Hvad du finder på, er din hovedpine. Vores lille hemmelighed skal du ikke være bange for, jeg skal nok tie stille over for din kone. Men jeg har virkelig brug for den ekstra indtægt. Du kan jo bare blive væk om fredagen, så slipper du for at se mig."
   Preben kunne ikke holde sig længere, og skyndte sig ud på toilettet, hvor han kun lige nåede at få bukserne af og sætte sig, inden tarmen nærmest tømte sig selv med en høj lyd, der sikkert kunne høres helt ud i køkkenet. En kras lugt bredte sig på badeværelset og Preben strakte armen ud og lirkede vinduet på klem. Larmen fra gaden fire etager nede havde en beroligende effekt på ham, og fik ham til at drømme, at livet går videre og alting nok skal ordne sig. I det samme blev støvsugeren tændt inde i stuen. Det lød som et fjernt brøl fra en altødelæggende helvedesmaskine, der trængte sig ind på ham. Alting skal nok ordne sig, gentog han i tankerne nogle gange, mærmest som et mantra. Men hvordan? Andre måtte have været i samme situation, og sluppet ud af kniben med ægteskabet i behold.
   Navnet kom til ham, som blev det skudt ind i hovedet på ham. Thomas! Selvfølgelig! Han kunne hjælpe ham. Måske ikke helt ud af kniben, men i hvert fald reducere skadens omfang. Den gode, gamle ven; Thomas Henriksen.
   Ti minutter senere forlod Preben lejligheden uden et ord til Louise. På vej ned ringede han til Thomas, der heldigvis kunne mødes med ham inden for en halv time. Preben satte sig op på cyklen og begav sig i roligt tempo ind mod centrum. Han tillod oven i købet sig selv at nyde efteråret.

"Du er fucked!" sagde Thomas efter Preben havde sat ham ind i sagerne.
   De sad bagest i cafeen. Lyset var behageligt dæmpet og passede nærmest til omstændighederne for deres møde. Væggene var dekoreret med et utal af karikaturer af kendte mennesker: Mick Jagger med kæmpestore læber og den velkendte tunge hængende ud af flaben, kronprins Frederik, der smilende stak hovedet ud af en sort miniature Mercedes og Jacob Haugaard i et jakkesæt, der skinnede som guld. Selv en metrolog og en nyhedsoplæser havde fundet vej til væggene i Salvador Dalí lignede scenarier. Der blev kun solgt udenlandsk øl, og kagernes navne stod også på fransk på menukortet.
   Preben havde nær hældt sin Espresso Macchiato ned i skødet. "Hvad?"
   Thomas, der var velsignet med et djævelsk godt udseende som en yngre Jack Nicholson, smilede samtidig med at han rystede på hovedet. "Du er på den, mand! Du har gjort din elskerinde gravid, og nu vil hun beholde barnet og have dig til at betale børnepenge. For fanden, Preben, jeg troede slet ikke du kunne finde på den slags. Det har du da ikke fortalt."
   "Det kan jeg heller ikke! Ja, altså, jeg troede ikke jeg kunne før jeg fik chancen. Og hun er ikke min elskerinde. Mere." Han sukkede, tog en tår og fortsatte: "Er det alt hvad du kan hjælpe med, jeg troede du havde styr på den slags?"
   Thomas kneb det ene øje i, så et par snirklede rynker dukkede frem. Helt undsluppet alderstegnene havde han heller ikke. Over øjenbrynet havde han desuden et smalt ar, et minde fra et møde med en hidsig ægtemand for nogle år siden. Thomas vadede i kvinder, og havde altid ment, at det var en synd ikke at udnytte sit talent. Han havde et hav af forhold bag sig, og han var før blevet taget i dobbetkæresteri, noget der gjorde, at han ikke havde ret høj anseelse hos Kirstine.
   "Der er mange ting jeg har snoet mig ud af gennem tiden, men jeg har aldrig gjort en pige gravid. I hvert fald ikke hvad jeg ved af. Sig mig, hvad havde du egentlig regnet med, at jeg kunne gøre?"
   Virkeligheden ramte Preben som en spand koldt vand. Han stillede kaffekoppen tilbage på bordet, for maven begyndte igen at rumstere. Thomas havde ret, og Preben mærkede, at kinderne blev varme. Et øjebliks indskydelse, andet havde det ikke været. Havde han virkelig regnet med, at det hele ordnede sig, bare ved at spørge sig til råds hos en ven, der stadig troede han var teenager og knaldede til højre og venstre? Ørerne blev glohede også. Det var til grin. Hvordan i himlens navn skulle det hjælpe ham? Preben kørte fingrene gennem håret. Hovedbunden var fugtig.
   "Jeg troede bare, at du måske havde prøvet den slags før."
   "Nej, så havde jeg da fortalt dig det."
   "Lort."
   "Lort med lort oven på," sagde Thomas medfølende. "Det er jeg ked af at høre. Men du overrasker mig sgu."
   Preben kiggede på sin ven. "Kirstine." Han kunne ikke længere holde tanken på afstand. "Jeg mister hende." Hans øjne blev våde. Hun ville blive sindssyg af raseri, men bagefter ... ked af det. Preben drejede hovedet og så ud ad vinduet. Udenfor blæste en pludselig hård vind de nedfaldne blade rundt i luften, og en cyklist måtte standse og børste dem af jakken.
   "Tror du hun vil forstå? Og tilgive dig?" spurgte Thomas.
   Prebens øjenbryn røg i vejret. "Forstå? At jeg får et barn med en anden kvinde, der oven i købet er over ti år yngre end hende? Jeg har ærlig talt ikke mig tænkt at prøve mit held der."
   "Er hun ti år yngre end dig?"
   "Tolv."
   "Hold da kæft, Preben, jeg er målløs over dig. Din gamle buk." Thomas lænede sig frem og smilede som en ræv, men Preben afskar ham. "Du skal ikke spørge!"
   Thomas nikkede og så en smule skuffet ud. "Har du tænkt dig at se barnet?"
   "Det regner jeg ikke med. Måske vil hun slet ikke have det, og det er nok være bedst sådan. Jeg er for gammel til at få børn."
   Thomas rettede pegefingeren mod ham. "Så er der håb forude."
   Preben vendte rundt. "Er der?"
   "Ja, du skal bare holde mund med det. Hende trunten, du har dunket tyk, ville hun ikke bare have penge?"
   "Jo," svarede Preben, "men ikke på den måde som du tror. Hun vil have jeg betaler børnepenge." Det gik op for ham, at han sad og forsvarede Louise, uden at vide hvorfor.
   "Og så vil hun holde mund med det?"
   "Det siger hun."
   "Så må vi håbe at det passer. Du skal bare huske at betale hende de børnepenge i hånden, og ikke rode banken eller girokort ind i det, for så opdager Kirstine det, og så skal du finde soveposen frem og overnatte på min sofa. Og du skal lade være med at trække det fra på selvangivelsen."
   Den usynlige knytnæve, der havde klemt hårdt fat om Prebens mavesæk, løsnede sit greb. "Hvad koster sådan noget egentlig?"
   "Tretten, fjorten hundrede kroner om måneden tror jeg. Kan du undvære det, uden at det bliver mistænkeligt?"
   Preben regnede hurtigt på det. "Ja."
   Thomas løftede sin kaffekop og skålede. "Så langt, så godt. Nu skal I begge to bare kunne holde på en hemmelighed. Shit, mand, jeg troede ikke du havde den slags i dig."

Flasken stod på køkkenbordet, pakket ind i gennemsigtig film. Det var en rødvin af mærket moderat dyr, kunne Preben se, den som Kirstine plejede at drikke når hun forkælede sig selv i weekenden.
   "Tror du ikke et gavekort havde været bedre?" spurgte Preben.
   Kirstine rystede bestemt på hovedet. "Nej, hun kan godt lide rødvin, det har hun selv fortalt mig."
   "Jeg kan godt lide bøf bearnaise med pommes frites, men det vil jeg da nødigt have i gave."
   Louise tømte vaskepanden i håndvasken ude på toilettet, og øjeblikket senere kom hun ud i køkkenet. Hun hilste på Preben, der lige var kommet hjem, og lagde nøglen på bordet. Kirstine overrakte hende vinen, og hun så ud til at blive glad for den. Preben betragtede i skjul hendes skikkelse, mens de stod med ryggen ham til og Kirstine sludrede om hvilken vinmark druerne kom fra. Det havde taget sin tid, men Louise havde tabt sig igen efter graviditeten, og han måtte erkende, at det var svært ikke at blive betaget af hendes krop. Det var allerede et år siden at hun havde født, og hans dårlige samvittighed nagede ham næsten ikke mere.
   Det var længe siden han havde set hende, for hans skema var blevet ændret og han havde været nødt til at tage fri i dag, så han også kunne være hjemme til at tage afsked med hende. Helst ville han have holdt sig helt væk, men Kirstine havde insisteret. Louise havde fået arbejde, og der var ikke længere tid til at gøre rent ved dem.
   "Hvordan går det med Nicklas?" spurgte Kirstine.
   "Han vokser og vokser. Og det går godt i dagplejen."
   "Hvad med faderen?"
   "Helt ude af billedet."
   Preben grinede tørt indvendigt. Ude af billedet? Hver måned cyklede han tidligt forbi hendes opgang og smed en kuvert med pengene i hendes postkasse. Én gang havde han fået øje på hende, mens hun baksede med at få barnevognen ud af døren, og han var drejet af for ikke at møde dem. Sådan skulle det altså gå de næste sytten år, mindst.
   "Tillykke med jobbet," sagde Kirstine. "Nu må vi håbe, at jeg ikke ser dig i fagforeningen igen de næste mange år."
   "Jeg skal nok passe på det," sagde Louise og lagde vinen ned i sin taske. Så krammede hun Kirstine, gav Preben hånden, og gik ud ad døren.