Peter Jørgensen var syvogtyve år, da han opdagede noget gruopvækkende om sig selv.
   Han havde haft det i sig længe uden egentlig at være helt bevidst om det, og da det endelig gik op for ham hvad det var, blev han så nedtrykt at han lagde sig syg fra arbejdet. Han fik, hvad han regnede med, var en depression og kunne ikke overkomme at komme uden for sin egen dør, endsige ud ad sengen. Det første stykke tid spiste han ikke noget, og da sulten endelig overmandede depressionens overskyggende magt, blev køleskabet tømt på blot få dage, og han stod med endnu et problem. Midlertidigt blev det løst ved at bestille mad udefra, men det gik hurtigt op for ham, at pizza to gange dagligt gjorde ham endnu mere trist til mode. Han var nødt til at gøre noget. Kunne man ikke få hjælp til sine ... vrangforestillinger? For var det ikke det det i virkeligheden var; en sindssygdom? Han havde i hvert fald altid betragtet mennesker med de tilbøjeligheder, som gale og farlige. Og de burde spærres inde resten af livet uden vådt eller tørt. Nu stod han selv med begge ben solidt plantet i suppedasen.
   Han havde intet ulovligt gjort endnu, men frøet var sået. Han havde opdaget at lysterne var der, og var stadig klar over hvor forkerte de var, men vidste også, at hans drifter på et tidspunkt ville invadere fornuften og overtage styringen. Det var sådan det var. Han så sig selv sidde for nedrullede persienner og købe sig adgang til skumle hjemmesider med det frastødende materiale. Eller stå på lur i mørke porte og vente ... Tanken gav ham kvalme.
   Telefonen havde ringet en del gange i løbet af sygeperioden, men han havde hverken besvaret opkald eller sms'er. Han vidste ikke hvor længe han kunne blive væk fra jobbet og han indså, at han snart måtte møde op igen.
   Tretten dage efter Peter havde lagt sig syg, gik han med rystende ben ind ad porten til sit arbejde igen. Med de værste skrækscenarier i hovedet hængte han sit overtøj i skabet, og forberedte sig på at møde hverdagen igen.
   Der var ikke så mange børn endnu, de fleste blev afleveret mellem klokken syv - halv otte. Da han fik øje på de få der var, føltes det som en knude voksede hurtigt i maven. Han undgik at hilse på dem og styrede direkte mod køkkenet for at få en kop kaffe.
   Lotte stod og skar æbler i både. Hun havde fået nye briller, det gav hende næsten et helt nyt udseende. Håret var akkurat langt nok til, at det kunne sættes fast bag ørerne. Det virkede som en evighed siden han sidst havde set hende. Hun lagde kniven og tog ham i betragtning.
   "Velkommen tilbage," sagde hun. Tonefaldet var svært at bedømme, det kunne både være venligt eller sarkastisk. Selv om de ikke var et par længere, holdt de kontakten ved lige uden for arbejdet. Han havde indtil for tretten dage siden ønsket at de skulle finde sammen igen, men han havde hverken besvaret hendes opkald eller sms'er siden han blev bevidst om sine nye seksuelle tilbøjeligheder. Synet af hende gav ham dog en varm fornemmelse over det hele.
   "Tak," sagde han.
   "Har du været for syg til at tage telefonen?"
   "Undskyld. Jeg har bare haft det så dårligt, og ikke haft lyst til at tale med nogen."
   Lotte lagde æblerne i en dyb tallerken. "Hvem har så handlet for dig?"
   Spørgsmålet kom bag på ham. Hun kunne da ikke virkelig være interesseret i at vide om han havde haft mad nok. En snert af skadefryd kom over ham. Hun var jaloux. Sådan som han selv havde været det, da hun gjorde det forbi med ham for fire måneder siden. Hans første tanke havde også været at hun havde mødt en anden.
   "Jeg bestilte bare en pizza når jeg var sulten," sagde han.
   "Hvad har du dog fejlet?"
   "Influenza," løj han, "en rigtig grim én. Var sengeliggende i ti dage."
   "Var du slet ikke ved lægen? Det kunne jo have været noget meget farligere. Havde du feber?" Peter lod spørgsmålet hænge i luften mellem dem. Han tog et af æblestykkerne og puttede det i munden.
   "Nu er jeg jo rask igen. Du har fået nye briller, de er rigtig pæne."
   Lotte smilede endelig. "Tak. De andre gik i stykker, så jeg var tvunget til at købe nogle nye." Hun skyllede hænderne, tog tallerkenen og gik ud af køkkenet. "Godt at du er rask igen."
   Da hun gik forbi ham, kunne han dufte hendes hår.

Peters forudanelse blev ikke bekræftet den dag eller den næste. Han kastede sig ikke over børnene som et frådende dyr der reagerer instinktivt på sine drifter, eller betragtede dem i smug på toilettet. Allerede dagen efter var han tilbage i den vante rytme, og han begyndte at tro at hans perverse lyster blot var noget forbipasserende. En midlertidig tanke, der havde opstemt ham lidt. Han havde før haft fantasier, der gik i sig selv igen efter et stykke tid. Fantasier om modne kvinder der var på alder med hans mor, store kvinder som hende i kiosken, der næsten ikke kunne rejse sig fra stolen når hun skulle ekspedere kunder, kvinder der var så udmagrede, at de nærmest lignede narkomaner, ja han havde sågar engang fantaseret om en mand. Ingen af drømmene var blevet ført ud i livet, så hvorfor var han så bange for, at det skulle ske nu. Det var ikke andet end fantasier om noget nyt og uprøvet, hvis eneste formål var at sætte lidt krydderi på hans sexliv. Selv om den sidste tids indre forestillinger havde været frastødende, puttede han dem nu i samme kategori som de andre, og regnede med at de inden længe ville være glemt igen.

Næste dag mødte han i godt humør. Det var fredag, og selv om han kun havde været på arbejde i tre dage, så han frem til weekenden. Timerne fløj af sted og inden han vidste af det, sad både pædagoger og børn og spiste middagsmad. Der var en ram lugt af madpakker, en hørm han stadig ikke helt havde vænnet sig til. Børnene smaskede, snakkede og nogle af dem lo. Astrid, børnehavens leder, sad overfor Peter. Hun var en ældre dame, der fik mere og mere vrøvl med benene. De sidste par år havde der været tale om hvornår hun ville gå på pension og overlade pladsen til en anden. Peter vidste, at det ikke ville blive ham, så han spekulerede ikke så meget på det.
   "Nu husker du vel, at der er overnatning denne weekend," sagde hun.
   Peter havde munden fyldt med mad, så han måtte nøjes med at hæve brynene i et spørgsmålstegn.
   "Du har jo skrevet dig på," fortsatte hun. "Har du glemt det?"
   Peter sank maden. Det måtte han indrømme at han havde. Det var over en måned siden de sidst havde talt om det. De ældste børn, der skulle starte i skole efter ferien, var inviteret til en overnatning i børnehaven som afslutning. Fandens. Han havde lyst til at melde fra, men det var lige lovlig sent at gøre det. Hans 'sygdom' var kommet lidt på afstand, men ikke nok til at han havde lyst til at overnatte med børn.
   Astrid rykkede frem i stolen. "Du kommer da, ikke? Ellers er vi på den." Den ældre dame kneb øjnene sammen til to rynkede sprækker.
   Peter nikkede, som om han aldrig havde været i tvivl. "Selvfølgelig gør jeg da det. Hvad tid er det nu?"

Ud af de tretten børn der skulle stoppe i børnehaven, var der otte til overnatningen. Det startede klokken sytten, hvor de grillede mad. Det var midt i juni, og vejret var godt. Peter havde været meget nervøs for, om hans tilbøjeligheder ville vende tilbage med en fornyet styrke, han ikke ville kunne tøjle. Det blev ikke bedre da han hørte, at det eneste voksne der ville være til stede, var han og Lotte.
   Aftenen gik godt. Børnene legede på legepladsen, og da der kun var otte af dem, kunne Peter og Lotte slappe af og drikke kaffe på bænken. De talte som de havde gjort det, da de var kærester. Peter fornemmede en gnist mellem dem igen, men første gang han nærmede sig emnet, blev han afbrudt af et hyl fra Søren, der var faldet ned i et forsøg på at kravle op på taget af legehuset. Anden gang var det Dorthe der havde klemt fingeren under Anders' hæl i klatrestativet. Efter tredje forsøg, hvor Mikkel var gledet bagud af gyngen og havde fået sand i munden, var det blevet tid til at få børnene ind og få dem i deres nattøj, så han opgav og ville vente til børnene sov.
   Da de havde læst historier for dem og sagt godnat, gik Lotte, til Peters store ærgrelse, også til køjs på sin luftmadras. Peter skulle sove i den anden ende, med otte børn mellem ham og Lotte. Slukøret gik han ud på toilettet og børstede tænder, skiftede til joggingbukser og T-shirt inden han kravlede ned i sin sovepose, hvor han ubekvemt lå og så op i loftet længe efter de andre var faldet i søvn.

Han vågnede ved en lyd. Lettere fortumlet satte han sig op. Det gjorde ondt i ryggen. Hvorfor havde han kun taget et liggeunderlag med? Der var mørkt i salen, og han kunne høre flere af børnene trække vejret roligt. Han kunne ikke se om de alle lå i deres soveposer, men han kunne se lys ude fra gangen. Sikkert en der var på toilettet. Han kunne mærke, at han selv skulle tisse. Det var besværligt at komme ud af soveposen, og han kom i tanke om hvorfor han aldrig var blevet den store campist.
   Da han åbnede døren blev der skyllet ud i et af toiletterne, og Søren kom til syne fra en af de små båse, der kun havde plads til børn. Han var så søvndrukken, at han ikke ænsede Peter og gik over til de lave håndvaske og tændte for vandet. Peter mærkede til sin forskrækkelse noget i sig selv røre på sig. Han følte sig mærkelig fjern i hovedet og pludselig var drengen det eneste han kunne tænke på. Han mærkede sin venstre hånd skubbe døren i bag sig og han gik lydløst frem mod Søren. Drengen blev færdig med at vaske hænder og trak et papirhåndklæde ud af en holder på væggen. Lyden af det knitrende papir, som blev farvet helt mørkt ved mødet med de våde hænder fik hårene på armene til at rejse sig. Da Søren smed det andet stykke papir i skraldespanden, og skulle til at vende sig for at gå, greb Peter ham hårdt om nakken med den ene hånd mens han lagde den anden over munden på ham. Sørens øjne blev spilet op, og et næsten ikke hørbart støn slap ud af ham. Uden problemer slæbte Peter ham ind på et af toiletterne til de voksne. Drengen strittede imod, men til ingen nytte. Peter var ham klart overlegen. Han holdt ham fast med den ene hånd, mens han trak døren i bag sig ...
   "Peter!"
   Som ved et fingerknips var han tilbage i sin sovepose. Forskrækket slog han øjnene op. Selv om gardinerne var trukket for i salen, kunne han se at Lotte stod bøjet ned over ham.
   "Du snorker så vi andre ikke kan sove," sagde hun. "Man skulle tro du havde taget sovepiller." Peter drejede hovedet og så at nogle af børnene havde sat sig op. Han ville sige undskyld, men var så tør i halsen, at han ikke kunne sige et ord. Jo, han havde snorket, ingen tvivl om det.
   "Læg dig på siden, så plejer det at gå over," sagde Lotte. "Vi kan nå et par timer på øjet endnu."

Selv om Peter ikke kunne huske hvornår han sidst havde drukket alkohol, var mandag morgen som en søndag efter to dages kollegiedruk. Han havde ondt i hovedet, og maven vendte og drejede sig, så han måtte på toilettet flere gange inden han kørte på arbejde. I tankerne kunne han ikke slippe drømmen han havde haft lørdag nat, og han kunne ikke se børnene i øjnene. Indtil videre havde det kun været fantasier, men nu var han begyndt at drømme om overgreb. Det var et skridt nærmere afgrunden. De otte børn var blevet hentet klokken ti søndag formiddag, og Peter var kørt direkte hjem i seng. Han havde endda takket nej til Lottes invitation om en kop kaffe på en café. Han ville ikke kunne føre en normal samtale alligevel, og i hans sindstilstand ville han sikkert skræmme hende væk.
   Lotte var i godt humør mandag morgen. Hun og børnene lavede sjov med hans snorken lørdag nat, og døbte ham Tordensnorkeren. Hun spurgte ham om de skulle tage den kop kaffe om eftermiddagen i stedet, og de sidste dages lidelser gled en smule i baggrunden.
   Klokken fjorten var der eftermiddagsmad. Børnene og fem pædagoger sad igen ved det store bord og spiste frugt.
   Et råb lød ude fra toilettet. Peter var den eneste der havde spist færdig, så han gik derud. Stanken overvældende ham allerede da han åbnede døren, og han vidste hvad der var galt. Et af børnene havde ikke været hurtig nok, og hvad der burde være endt i toilettet var i stedet endt i bukserne.
   Det var Stinna, en rødhåret pige på fem år. Hun havde, som forventet, ikke kunne holde sig længere og uheldet var sket. Nu stod hun med skrævende ben og græd utrøsteligt. Peter hjalp hende af med bukserne, der var smurt ind i det ildelugtende stads og trøstede hende så godt han kunne. Stanken var slem som i en gylletank og da han så hvor meget hendes ben også var smurt ind, var der kun én udvej.
   "Du må en tur i bad. Tag resten af tøjet af, så tænder jeg for bruseren," sagde han og trak forhænget til en bruseniche til side. Det hændte at den måtte tages i brug.
   Peter skyllede Stinna ren. Hendes hulken var nu blevet til en snøften, og han forsikrede hende igen om, at den slags kunne ske for hvem som helst. Så fandt han en vaskeklud og et par gummihandsker frem. Han iførte sig handskerne og gjorde kluden våd, men da han skulle til at vaske Stinna, gik han i stå. En kildrende fornemmelse skød gennem underlivet på ham som et let, elektrisk stød. Lysten brusede op i ham, som tusind bobler der brister på én gang. Hjertet satte farten op, og han fik gåsehud på armene. I et stykke tid blev han bare stående mens han hypnotiseret betragtede barnet foran sig. En summen for ørerne overdøvede lyden af vandet der plaskede ned på fliserne. Alt andet end det lille snøftende menneske i brusenichen blev udvisket, som om det blev sat ud af fokus.
   En stemme uden for døren førte ham brutalt tilbage til virkeligheden. Det lød som en dreng der grinede. Da gik det op for Peter hvad der var ved at ske. Han sprang et skridt tilbage, så Stinna hoppede af forskrækkelse i brusenichen. Han havde kun ét i hovedet nu: at komme væk før det gik galt. Han rev døren op, styrtede ud af toilettet og havde nær væltet drengen på den anden side omkuld. Uden at vide hvor han var på vej hen, fortsatte han ud af hoveddøren og videre ud på legepladsen, mens det hele drejede rundt for ham. Han spænede i siksak over den lille boldbane til han nåede området med gynger og klatrestativ. Sandet sagtnede hans fart, og da han trådte på en plastikspand, drejede han om på foden. Luften blev slået ud af ham, da han landede på maven. En brændende smerte skød op gennem halsen og han kastede op i sandet.
   Da maven ikke kunne vride mere op, blev han liggende og pustede ud, fuldstændig ude af stand til at orientere sig. Kroppen rystede, som om han frøs. Han havde fået grus på læberne, som han forsøgte at spytte ud. Så lød der skridt i sandet et sted.
   "Peter!" Han genkendte Lottes stemme. Et par stærke hænder, der dog ikke kunne være hendes, vendte ham rundt. Solen blændede ham og han måtte lukke øjnene. "Jeg er okay nu," hørte han sig selv sige.

Taxaen drejede ind på vejen og gassede vildt op for at køre de små hundrede meter inden den bremsede lige så hårdt ned igen, så Peter og Lotte næsten slog hovedet mod nakkestøtterne foran. Peter havde bemærket klatterne på sin trøje og ikke mindst den stank de afgav. Det kunne chaufføren tilsyneladende også. Lotte betalte med børnehavens dankort, som Astrid havde givet hende med. Peter skulle følges hjem.
   Han låsede døren op til sin lejlighed på anden sal. Nu hvor Lotte var med, bemærkede han, at den trængte til en rengøring.
   "Skal jeg lave kaffe?" spurgte han af venlighed.
   "Nej tak. Må jeg ikke lige åbne et vindue?"
   Peter nikkede blot, tog trøjen af og smed den fra sig på gulvet. Hans T-shirt var våd af sved. Det var ikke mere end fem måneder siden hun selv havde boet i den lejlighed og de havde delt både seng og faste udgifter. Nu var hun en fremmed og bad om lov til at lufte ud.
   "Går det bedre?" spurgte hun, da hun havde åbnet vinduet til gaden og taget nogle dybe indåndinger. Bilerne kørte forbi nede på gaden, og larmen gav Peter en fornemmelse af, at verden udenfor var ligeglad med hans problem.
   "Ja, jeg har det fint nu. Det må være den skide influenza der stadig spøger."
   Lotte lagde hovedet på skrå. "Peter, det er næsten tre uger siden du blev syg, det kan umuligt være influenza. Du skal til lægen, det kan altså være noget farligt."
   Ordene ramte ham hårdt. Han kunne ikke selvfølgelig ikke narre Lotte. Hun kendte ham. Han plejede jo at fare til lægen hver gang han havde den mindste smule ondt i halsen, og nu var han pludselig blevet en machomand der ikke behøvede den slags. Den ville hun aldrig hoppe på. Var det for resten ikke også grunden til at hun havde slået op med ham? Fordi han var et skvat. Han svarede aldrig nogen imod, lod altid andre stjæle hans plads i køen, og undgik generelt konflikter. Hendes grund havde været at de ikke havde mere at tilbyde hinanden, hvad det så end måtte betyde. Som sædvanlig havde han ikke givet hende megen modstand, men bare accepteret hendes beslutning og håbet på hun ville ændre mening.
   Han gik over til vinduet. En lastbil dyttede af en fodgænger, der gik over for rødt. Fodgængeren løb det sidste stykke over vejen og gav chaufføren fingeren. Han fik øje på legepladsen overfor og følte det som om skæbnen drillede ham, selv om den var tom for børn. Tanken om fantasierne som midlertidige lyster blev visket ud. Denne perverse lyst var stærkere end ham, og den var kommet for at blive, det indså han. Den kunne måske holdes nede, men besejre den kunne han ikke. I hvert fald ikke alene. Han vendte sig mod Lotte. Hun havde sat sig i sofaen og hendes øjne var våde. Hun måtte sikkert tro, at han havde en uhelbredelig sygdom han ikke havde fortalt nogen om. Måske havde hun ligefrem dårlig samvittighed over at hun var gået fra ham. Tænk at der blot skulle en dødelig sygdom til for det.
   Han gik over og satte sig ved siden af hende. Ingen havde kendt ham så godt som Lotte, og hvis der var nogen der ville forstå ham, måtte det være hende. Peter tog hendes hånd og skulle til at sige noget. I stedet holdt han en pause og trak vejret dybt. Han måtte tænke ordene før han udtalte dem.
   "Jeg har et problem," sagde han, og mærkede pulsen stige. Så sagde han det.
   "Jeg tænder på børn."
   Først ingen reaktion. Som om hun ikke hørte hvad han sagde. Så rynkede hun panden. "Hvad?"
   Han gentog det, og tilføjede: "Jeg ved ikke hvorfor, men det gør jeg."
   Et øjeblik sad hun blot og så på ham som om hun ikke forstod. Så rev hun hånden til sig og lussingen kom prompte. Den ramte ham på øret, og en høj hyletone satte straks ind. Lotte rejste sig og bakkede helt ud i entreen.
   "Hvad fanden er det du siger?"
   Peter holdt sig på øret. "Jeg ved ikke hvorfor, jeg har bare de der ... tanker. Jeg ved ikke hvor de kommer fra, jeg kan ikke gøre for det." Tårerne dukkede frem i øjnene og han havde igen brækfornemmelser.
   "Er du klar over hvad du siger?" råbte hun forarget. "Har du gjort nogen fortræd?" Hendes ansigt gled pludselig over i rædsel. "Hvem har du ... Er det Stinna?"
   "Jeg har ikke gjort nogen noget!" Han undlod at sige 'endnu.' "Det er sandt. Jeg har ikke rørt hende. Jeg sværger at jeg ikke har rørt nogen. Jeg har bare ... det er de her tanker ..."
   Lotte trådte helt ud i entreen. "Du er syg i dit hoved! Det er børn!"
   Han rejste sig og tog et skridt hen mod hende. "Du forstår ikke. Jeg må have hjælp, jeg har ikke ... du må hjælpe mig."
   Lotte holdt hænderne afværgende op foran sig. "Bliv fra mig!" Hun åbnede hidsigt hoveddøren.
   "Nej! Du må ikke gå. Jeg har brug for dig."
   "Mig? Du skal fandeme aldrig tale til mig igen. Jeg vil aldrig se dig igen dit svin!"
   Peter havde en masse ord på tungen, men kunne ikke sige dem. De hobede sig op inde i munden og kunne ikke komme ud. Han blev igen svimmel og hyletonen blev højere og højere. "Og du skal ikke bryde dig om at møde på arbejde igen. Hvis du bare nærmer dig, ringer vi til politiet." Hun understregede sin afsky med endnu et "svin!" og knaldede døren i efter sig. Det lød som hun forcerede trapperne i ganske få skridt inden han hørte døren i opgangen smække.

Solens stråler stod ind på badeværelsets hvide flisevæg. Fra brusekabinen kunne han se nogle flimrende skygger fra skyerne glide langsomt hen over det lille skæve kvadrat af lys. Lottes ord fra dagen før blev ved med at gentage sig selv i hans indre. Først var han blevet overrasket over hendes reaktion, men nu kunne han godt se det fornuftige i den. Hun var jo den der kendte ham bedst, og alligevel havde hun aldrig kunne forudse dette. Måske var hun flov.
   Han drejede for gud ved hvilken gang barberbladet i sin hånd. Han havde siddet i brusekabinen hele natten. Smerten i halebenet var for længst gået væk og blevet erstattet af følelsesløshed. Hvorfor ville han egentlig gøre det lige der? I det mest upersonlige rum i lejligheden. Hvorfor ikke gøre sine sidste minutter behagelige ved i det mindste at ligge bekvemt i sin seng? Sikkert fordi det var nemmest at gøre rent efter hans selvmord der. Faktisk kunne svineriet skylles ud i afløbet med bruseren når han var fjernet. Så var han ikke til besvær. Undskyld jeg er her.
   Ærmet på trøjen var gledet ned igen og dækkede håndleddet. For hver gang han smøgede det op, sagde han til sig selv, at det var sidste gang. Men han kunne stadig ikke skære pulsåren over. Ikke endnu. Ikke før han var færdig med at gå sit liv igennem. År for år, måned for måned, så godt som han kunne huske det. Han var nu nået til tidspunktet, hvor han og Lotte var begyndt at komme sammen, og han var stadig ikke kommet tættere på årsagen til sine groteske lyster. Han kunne ikke skyde skylden på en rådden barndom uden kærlighed, tværtimod. Ej heller et liv med nedture eller afhængighed af rusmidler. Faktisk kunne man påstå, at han aldrig havde haft noget at klage over. Men måske var det netop en reaktion på det. Måske havde det hele været for kedeligt, og nu krævede kroppen at der skete noget oprivende. Han opgav at lede længere efter årsagen. Han rakte ud efter ærmet, men lod det alligevel være. Kapitlet med Lotte ville han nyde, inden han gjorde en ende på sig selv. Men han kunne ikke længere få tankerne samlet nok til at genkalde sig deres tid sammen ordentligt. Billedet af Lotte, der knaldede døren i, blev ved med at dukke op og overskygge de gode minder.
   Telefonen lå inde i stuen og ringede igen. Den havde kimet ustandseligt siden den tidlige morgenstund og afbrudt hans livs-genudsendelse. Det var nok Astrid der ville ringe og bekræfte at han ikke skulle vise sig på arbejdet mere.
   Han forsøgte at tænke videre, men gav op. Trætheden var samtidig ved at overmande ham og han rullede ærmet op. For sidste gang. Pulsåren var ikke til at få øje på. Der var intet der dunkede under huden, kun nogle svage blå opstregninger af blodårerne. Nå, den måtte jo være der et sted.
   Det ringede på døren, og det gav et sæt i ham. Inden han kunne nå at overveje hvem det kunne være, hørte han en nøgle blive stukket i låsen, og en mandestemme råbte: "Politiet!"
   Maven snørede sig sammen. Selvfølgelig. Astrid var nødt til at kontakte politiet. Han arbejdede jo med børn. Det ville kun vare et kort øjeblik før de fandt ham. Hvordan mon de ville anklage ham? Måske havde de sendt Stinna på sygehuset til en grundig undersøgelse, for at sikre sig han ikke havde forgrebet sig på hende. Og måske havde lægen været i tvivl, og ...
   Han løftede barberbladet, men da han førte det mod håndleddet gled ærmet ned over det igen. I det samme dukkede et ansigt til syne i døråbningen. Satans. Det tog Peter et par sekunder at trække ærmet op, nok til at den uniformerede betjent var over ham. I næste øjeblik var alt tumult. Peter opfattede ikke hvad der skete, men pludselig havde han ikke længere barberbladet i hånden, og han lå på maven på gulvet. Han gjorde ikke modstand, det havde han ikke kræfter til. Betjenten sagde et eller andet, tjekkede hurtigt hans lommer og fik ham så op at sidde igen. Først nu kunne han danne sig et overblik over de indtrængende. To betjente, en mand han ikke havde set før ... og Lotte! I hånden holdt hun en nøgle. Den nøgle hun aldrig havde nået at aflevere tilbage, fordi han ikke havde spurgt. Manden, der ikke var i uniform gik hen til ham og præsenterede sig. Det eneste Peter fik fat i, var ordet psykolog. I stedet så han på Lotte, der med tårer i øjnene sagde:
   "Undskyld jeg ikke ville høre. Du skal nok få hjælp."


Forfatterkommentar: Jeg er udmærket klar over jeg bevæger mig på tynd is med denne historie og dette emne. Jeg forsøger ikke at stille pædofile i bedre lys, eller på nogen måde at holde hånden over dem, og jeg håber ikke jeg har givet læseren anledning til at tro andet. Historien er fiktion, inspireret af en udsendelse hvor en pædofil mand skar kønsdelene af sig selv i desperation over ikke at få den hjælp han havde bedt om.