Jeg åbner døren til mine brødres midlertidige bopæl. Den er ved at falde helt af. Jeg kan ikke lukke den helt i efter mig, for det øverste hængsel er ødelagt, så jeg lader den stå lidt åben. Det er heldigt at det er sommer, tænker jeg.
   Jeg går ind og finder mine brødre samlet omkring bordet. Imellem dem står to tomme ølflasker. Jeg behøver ikke at stille dem spørgsmålet; jeg ved de ikke er dem der har drukket dem.
   "Her har været nogen," siger jeg. Mine brødre nikker ivrigt. Jeg sætter mig ned og kigger på flaskerne. "Der er altså nogen der kender jeres skjulested," siger jeg.
   Mine brødre bliver opskræmte. Ligesom dengang de blev forvist fra vores hjem. Jeg beroliger dem med at det hele snart er slut, og de kan flytte ind i en bedre bolig. Det får dem til at falde ned igen, og de smiler til mig. Deres ødelagte tænder slår mig i øjnene. Josephs tandkød har antaget en brunlig farve, og små mider kryber rundt i det. Min mave vender sig og jeg væmmes. Mest ved mig selv. Hvordan kunne jeg lade dem i stikken i så mange år? Jeg kan slet ikke begynde at fatte de pinsler de har været igennem. Hvorfor blev jeg ikke udstødt ligesom dem?
   Jeg bøjer hovedet i skam en tid. Så siger jeg: "I nat vil det ske igen." Mine brødre griner opstemt og Stig tager en af flaskerne og lader som om han skåler. De andre griner og jeg tysser atter på dem.
   Så lægger jeg mig på madrassen for at samle kræfter til natten. Og denne gang er jeg bedre forberedt. For på vej herhen udvalgte jeg nemlig huset.