4
   Forældrenes død var så stort et chok, at hun øjeblikkelig røg tilbage i narkomiljøet, denne gang på heroin. De tre slagterforretninger havde kostet forældrene deres opsparing plus mere til, så der var ikke meget tilbage til deres eneste barn, da boet var opgjort. Hendes egen krop blev brugt som betaling til pusherne et stykke tid, men gælden hobede sig uundgåeligt op. En veninde skaffede hende et job på en massageklinik for at slippe for at trække på gaden. Gennem rustågerne indså hun, at hun aldrig ville blive gældfri så længe hun tog stoffer, så hun tog en kold tyrker. Det var hårdt, men hun slap heroinen, dog på bekostning af, at marihuana igen blev en del af hendes hverdag. Trangen til stoffet helt forsvandt ikke helt, men blev holdt nede ved at ryge joints.

Fjernsynet havde stået tændt hele natten. Dåselatteren fra en af serierne fyldte stuen. Lige nu havde hun mere lyst end nogensinde før, til at injicere giften i blodet. Slippe for tankerne der for forvirret rundt, ekkoet af stenen der ramte Dierk i hovedet og synet af kroppen der faldt sammen. Simpelthen brænde alle nervetråde til hukommelsescentret i hjernen over for en tid.
   Det var ikke lykkedes hende at falde i søvn aftenen før på den obligatoriske joint. Da hun var kommet hjem fra kirkegården, havde realiteterne ramt hende som et knytnæveslag: hun havde slået Dierk ihjel. Hun havde godt nok ikke tjekket pulsen; hun havde rørt nok ved ham gennem tiden, men intet menneske kan tåle sådan et slag. Hun havde rullet endnu en joint, denne gang med mere hash i, og endelig var det lykkedes det hende at afbryde forbindelsen til den vågne verden.
   Solen var endnu ikke at se gennem vinduet. Den var endnu kun et svagt skær i det fjerne. Det prikkede uroligt i hendes hænder og fødder, som dengang hun kvittede heroinen. Hun havde på fornemmelsen, at latteren fra fjernsynet var møntet på hende.
   Hvad ville der ske nu? Hvis drabet kunne spores til hende, var det lige lukt i fængsel. Det betød enden på det hele. Alle ville vide, at hun var luder, eksnarkoman og havde taget livet af en plageånd.
   Pernille ville vide.
   En eller anden afdeling ved politiet ville bruge tid på at få stykket hendes liv sammen, så det kunne præsenteres for en dommer og derefter trykkes i aviser og underholde hele landet. Hendes rigtige navn ville stå i aviserne og komme i tv.
   Hvis mordet ikke blev opklaret, var det samvittigheden hun skulle slås med. Var hun så stærk?

Helle havde sprunget morgenmaden over og røget en joint mere end hun plejede. Hun var mødt på arbejde, skæv, men ikke for stenet til at kunne fungere. Rusen ville ikke holde hele dagen igennem, men hun havde fire stærke joints i tasken, som et lille lægehold klar til undsætning. Flere af de andre piger var på piller af forskellig art, og var dagligt mere påvirket end hun var nu. Det var også dem hun købte sit hash af; så slap hun for at færdes i misbrugsmiljøet.
   Hun læste aviserne. Der stod intet om en lille feddert, der var blevet slået ihjel på kirkegården. Selvfølgelig ikke. Det var sket meget sent og aviserne havde nok ikke hørt om det endnu.

Dagen igennem var hun i en trancelignende tilstand. Hændelsen fra aftenen før kunne ikke slettes fra det indre øje, og hver gang sengegavlen dunkede mod væggen, mindede det hende om lyden af en tung sten, der rammer en skrøbelig isse.

Aften. Samme procedure. Den knurrende mave var blevet fodret med en toast, og nu lå hun på sofaen med øjne der var næsten lukkede. I det fjerne hørtes musik og skrigende stemmer, indimellem afbrudt af reklameindslag. Endelig lukkede øjnene helt i.
   Hash-cigaretten havde gjort sit.


5
   Aviserne skrev faktisk om en hel del: Voldtægtsforsøg i en park, indbrud i et våbenlager, cyklist i højresvingsulykke, overfald i nattelivet, dødsulykke på en arbejdsplads på Langeland, et kendispar i en ny skandale og et mobilselskab der snyder sine kunder, bare for at nævne nogle få.
   Men ikke et ord om en gammel mand, der blev taget af dage med et gok i nødden.
   Helle foldede avisen sammen og vidste ikke om hun skulle være lettet eller nervøs. Hun var mere omtåget end dagen før og vidste, at hvis hun lavede de hashpinde stærkere, ville virkningen være lige modsat: øget hjerterytme, nervøsitet, ja ligefrem virke angstfremkaldende.
   Hendes vagt startede med et par faste kunder og en enkelt ny. En ung mand med den mest urene hud og akne hun havde set. Ikke meget mere end atten-nitten år. Meget nervøs; sikkert hans første gang. Helle tænkte, at det var synd for ham det skulle foregå på denne måde. Efter femogtyve småkejtede minutter forlod han klinikken igen, en mødom og syvhundrede kroner fattigere. Han havde betalt for en time, men nævnte det ikke.
   Helle gik i bad. Mens hun tørrede sig bankede det på døren.
   "Kom lige ind bagefter." Det var Janni.
   'Ind' betød det lille, sortmalede rum med kæder hængende ned fra loftet. Forskelligt S/M udstyr lå i en bunke på bordet ved den ene væg. Ved den anden væg stod en sofa, et lille bord og nogle små skabe. Kunder hørte kun rummet omtalt som spankingværelset. For pigerne var det slet og ret deres frokoststue og garderobe, hvis rummet altså ikke var optaget.
   En uniformeret betjent vendte sig mod hende, da hun trådte ind. En stor karseklippet gut. Noget iskoldt eksploderede i hendes hoved. Janni sad i sofaen og røg en cigaret. Ude på gangen dukkede endnu en panser op fra et af værelserne. Ikke så stor som den første, men med et bistert udtryk i øjnene. Han gestikulerede et eller andet til Karsefrisure.
   "Noget galt?" spurgte Helle, og følte sig tør i munden.
   "Helle?" spurgte Karsefrisure.
   Hun tøvede først, men nikkede. Det var vist strafbart at udlevere falsk navn til politiet. Hjertet bankede så det kunne mærkes uden på brystkassen. Hun forsøgte at aflæse Jannis blik, men det var udtryksløst. Den anden betjent kom ind og tog Helle helt åbenlyst i øjemål. Måske forventede han, at alle købepiger var udrustet med silikonebryster af badeboldstørrelse, for han så faktisk en smule skuffet ud. Han havde måske regnet med et blowjob bag i politibilen efter de havde anholdt hende.
   "Er du rar at åbne dit garderobeskab?" spurgte Karsefrisure.
   Først blev hun forvirret, men så gik det op for hende hvad betjentene ville.
   De var ikke kommet for at anholde hende for mord. Det var en narkorazzia. Ikke en storstilet aktion med hunde og svært bevæbnede betjente, men et stille 'vi ser lige hvad I har i gemmerne' besøg. Med dommerkendelse, selvfølgelig. Det var ikke første gang det skete. Selv Helle vidste ikke hvem der virkelig stod bag bordellet, men hun kendte til et par af mellemmændene. Ikke Guds bedste børn, og de handlede da også med stoffer.
   "Selvfølgelig," sagde hun og fandt nøglen frem. Hun havde kun sin taske i skabet, der var faktisk ikke plads til meget mere, og der lå tre joints i den. Dem var hun nu ikke bange for at betjentene opdagede. Sammenlignet med de rusmidler de hungrede efter at finde, var de hashpinde ikke værre end kamillete.
   Karsefrisure rodede hårdhændet tasken igennem. Hans humør fortalte, at de ikke havde fundet noget som helst på klinikken. Hendes telefon faldt på gulvet så bagklappen røg af og batteriet faldt ud. Karsefrisure lod ikke til at ænse det.
   "Hvad er det her?" spurgte han overlegent og holdt pindene op som små trofæer.
   "Et par joints. Tag dem bare med, så får du nok en medalje." Hun blev selv overrasket over sit udbrud, men det skyldtes nok at hun for et øjeblik troede, at hun skulle anholdes for mord. Det var næppe første gang Karsefrisure var blevet talt sådan til, for ikke en muskel rørte sig hos den firskårne betjent. Han gav pindende til den anden, som puttede dem i en lille plasticpose uden at mæle et ord.
   "Skal jeg have en bøde?" spurgte Helle. Karsefrisure rystede på hovedet. "Det var alt, du kan godt låse igen. Husk din telefon."
   Helles humør steg et par grader. Hun var fri for at opgive sit rigtige navn. Hun samlede sin telefon, låsede tasken inde og gik ud og tog imod den næste kunde.


6
   Fredag. Ny dag. Nye overskrifter. Intet nyt.
   Helle havde selv købt aviserne, for ikke at vække mistanke på klinikken. Hun læste dem aldrig, og nu havde hun ivrigt bladret dem igennem to dage i træk.
   Janni var rasende. En af pigerne, Larisa, havde meldt sig syg fem minutter før hun skulle møde, og hun havde allerede en fyldt kalender. Janni selv, havde ikke bryster i D-skåls størrelse som hjemmesiden lovede at Larisa var udstyret med, så hun kunne ikke springe til.
   Helle tjekkede sjældent sin kalender. Hun vidste hvornår hun skulle møde, som regel klokken to, og hvornår hun fik fri, men hvor mange gange hun skulle sælge sig selv, var hun ikke interesseret i at vide på forhånd. Janni vidste hvem der ventede i venteværelset og på hvem.
   Kalenderen lå på bordet i garderoben. Et hurtigt blik ned i den, og hun stivnede. Hun havde faktisk kigget i den i går, og der havde navnet ikke stået.
   Øverst på siden var skrevet fem bogstaver og et klokkeslæt med Jannis snørklede håndskrift.
   Dierk, 14:00
   Helle læste navnet igen og igen, tjekkede om det var den rigtige dato. Hun havde det som om hun stod under den kolde bruser. Dierk kunne ikke sidde i venteværelset nu; han var jo død. Eller måske var han ikke død, men havde bare været bevidstløs. Nej, umuligt. Hun var sikker på, at stenen havde knust kraniet på ham. Hvis han ikke var død af slaget, ville han ligge på hospitalet nu.
   I det samme dukkede Janni op. Hendes kinder var røde og hun talte hidsigt ned i en mobiltelefon. Forsøgte sikkert at finde en afløser. Helst en med store balloner. Irriteret pegede hun på Helle og nikkede mod gangen. Helle vidste hvad det betød. Sæt røven i gear og kom i gang! Tid er penge, uanset hvilket fag man er i, tænkte hun.
   Helle nærmede sig venteværelset som en dødsdømt nærmer sig skafottet. De første stole kom til syne. Der sad to mænd og talte højt. Faste kunder, havde mødt hinanden adskillige gange før i dette rum. Førstegangskunder sidder helt stille og kigger direkte ned i gulvet.
   På den sidste stol kom et jakkeærme og bukseben til syne. Så en skulder og noget af en mave. Langsomt blev personen bygget op fra sin venstre side. Allerede på jakken kunne hun genkende ham.
   Dierk lignede sig selv. Og dog. Han sad og stirrede tomt lige ud i rummet. Tøjet var mere krøllet end normalt og sixpence kasketten sad skævt. Hun trådte helt ind i venteværelset, selv om hun kunne have vinket ham hen til sig. Det var et krav fra Janni. Alle skal se hvad vi kan levere her på klinikken. De to mænd holdt op med at knevre. Hun gik hen til Dierk og anstrengte sig til at smile. Gråhvide skægstubbe dækkede hans kinder. Sådan havde hun aldrig set ham før. Hendes puls steg næsten til det dobbelte.
   "Hej. Vil du med mig?" Få det til at lyde som om vi er desperate efter at servicere dem. Dierk kiggede op. Normalt smilede han sit brune-pløkke smil, men nu så han nærmest forvirret ud. Som om han ikke helt genkendte hende. Hun gentog spørgsmålet.
   "Øh ... Ja," sagde han og rejste sig. På vej ud fangede Helle de to mænds umiskendelige blikke. De havde ondt af hende.
   Dierk lugtede. Han havde i hvert fald ikke set vand og sæbe siden hun så ham sidst. Hun lukkede døren bag dem, og følte sig usikker ved at være alene med ham i det lyserødtmalede rum.
   "Vil du ikke have tøjet af?" spurgte hun, da han blev stående foran hende. Han plejede at være ivrig nok, og smide jakke og hat med det samme.
   "Og vil du ikke have et bad først?" Det var ikke et spørgsmål, men et krav. Han stank af sur sved, så det rev i næseborene.
   Det tog ham over to minutter blot at afføre sig jakken og få knappet bukserne op, så de gled ned om anklerne. Alle hans bevægelser var i slowmotion, og hun blev mere og mere nervøs over hans mærkværdige opførsel. Det var som om han ikke havde fuld kontrol over armene. Hun besluttede sig for at hjælpe ham og få det overstået.
   Hun tog hatten af ham og trådte forskrækket et par skridt tilbage, da hun fik øje på det. Hun ramte døren med ryggen og hev efter vejret. Hatten havde skjult den store bule og såret på hovedet. Mørkebrune, indtørrede plamager af hvad der måtte være blod, klistrede det sparsomme hår i siderne sammen i ulækre kager. Et mørkerødt snit på syv-otte centimeter gik på tværs af den bulede isse, som en dyb rende. Huden var riflet der hvor den var gået i stykker, og det væskede gulligt fra såret.
   "Er du okay?" spurgte hun og modstod trangen til at åbne døren og løbe.
   Han nikkede svagt, men øjnene missede. "Jeg har ... ondt her." Han pegede opad, men havde ikke fuld kontrol over hånden.
   Helles hjerte hamrede så hun blev svimmel. "Hvad er der sket?"
   Han så ud som om han tænkte og lod munden stå åben.
   "Jeg ... kan ikke huske det. Jeg har slået mig."
   Helle var lige ved at græde. Den mand hun normalt afskyede så meget var pludselig blevet skrøbelig og hjælpeløs. Og det var hendes skyld.
   "Hvorfor er du så her? Hvorfor er du ikke på sygehuset?"
   Han tænkte sig om igen. Langt om længe sagde han: "Jamen havde vi ikke en aftale i dag?"
   Tårerne begyndte at løbe ned ad Helles kinder. Han havde slået hovedet så hårdt, at hjernen muligvis havde taget skade. Han anede i hvert fald ikke længere hvad der var op og ned. Helle vidste intet om hjerneskader opstået på den måde, men måske virkede det som en slags senilitet. Dierk lavede aldrig aftaler forud, men ringede når lysten meldte sig. Han var kommet her så længe, at rutinen havde brændt sig fast i hukommelsen.
   Hun kiggede igen på det store krater hun havde forårsaget i hans hoved. Kunne man gå rundt med kraniebrud? Det havde hun vist hørt om. Hun havde i hvert fald hørt om folk, der blev hjerneskadet efter sådan et slag. Det vendte sig i maven på hende. Pludselig var hashrusen forduftet og realiteterne ramte hende på ny. Hun gled ned i knæ og hulkede. Dierk blev stående ubevægelig, stadig med bukserne om hælene. Hun fik øje på hans pengepung, der stak op fra bukselommen.
   "Tag bare hatten på igen," sagde hun.


Epilog
   "Alarmcentralen."
   "Min overbo er faldet ned ad trapperne og har slået hovedet slemt. Han har et stort hul og kan ikke huske hvem han er. Han har en lang flænge oven i hovedet, og han bløder helt vildt." Hun gjorde stemmen ivrig.
   "Hvad er adressen?"
   Helle gav den monotone stemme adressen, som hun havde læst på Dierks sygesikringsbevis.
   "Deres navn og adresse?" spurgte stemmen, som om personen bag den ikke forstod alvoren.
   "Underboen. Bare skynd jer, han ved ikke hvem han er."
   Hun lagde på og håbede ikke, at den rigtige underbo ikke ville få for mange problemer. Og at Dierk var kommet hjem.

En time og tre kvarter senere steg hun ind i en taxa. Hun kendte vejen, men sagde ikke noget da chaufføren tog en omvej. Hun betalte og gav oven i købet drikkepenge rundet op til nærmeste hundrede kroner. Han smilede og bukkede, selv om han sad ned.
   De nedfaldne gule blade fra træerne lå overalt. En stakkels viceværtassistent var blevet sat til at feje dem sammen. Det lignede overarbejde, hvis der kun var ham til opgaven og han kun havde fejekosten til det. Han kiggede uoplagt ud over den kæmpestore plads med gynger, vipper, sandkasse og legehus, omkranset af græsplænen og lejlighedskomplekset. Eftermiddagssolen hang lavt og varslede efteråret.
   Helle fandt nummer 23. Der stod otte navne på et skilt, hver med deres ringeklokke. Hun trykkede på den ene. Det kildede i mellemgulvet, da det brummede fra en lille højtaler.
   Hun ville egentlig godt have set Jannis ansigt når det gik op for hende, at Delihla ikke kom tilbage efter pausen. Hun kan blive hysterisk og ringe lige så mange gange hun vil; telefonen er lukket. Og alarmcentralen ville aldrig kunne opspore taletidskortet til hende.
   Det gik op for hende, at hun var glad for hvad der var sket de sidste par dage, men håbede at Dierk trods alt ville få et acceptabelt liv. Han skulle aldrig forfølge nogen igen, men hvis han ikke havde fulgt efter hende den anden dag, stod hun ikke her nu.
   Fra højtaleren lød en skratten og en forvrænget stemme, hun kun lige kunne genkende.
   "Ja?"
   Hun ventede et par sekunder, inden hun tog sig sammen. Der var mange ting der skulle siges, og hun vidste stadig ikke hvor hun skulle starte, kun hvordan historien endte: Dierk overlevede, Helle Poulsen døde.
   Hun lænede sig ned til mikrofonen.
   "Hej Pernille, det er Susan. Må jeg komme ind?"