Det er mørkt da jeg vender tilbage. Mine brødre har tændt et enkelt stearinlys, som står i en flaske på bordet. Vinden blæser frisk luft ind af de tre vinduesrammer med splintret glas i karmen. Jeg sætter mig og forhører mig om de har det godt. Det har de. De spørger mig om jeg er beredt til opgaven. Jeg siger: "Naturligvis," og forsikrer dem om at inden længe vil de være fri for dette ildelugtende skur.
   Jeg spiser et stykke mad og lægger mig på en tynd madras på gulvet for at samle kræfter til natten. Jeg sover ikke; det er jeg alt for spændt til. Min bror Anton fortæller historier og det beroliger mig.
   Over midnat rejser jeg mig og begiver mig ud på opgaven.
   Det tager mig over en time at finde huset. Faktisk ligger det ikke så langt fra mine brødres elendige bosted, så jeg har spildt tid ved at gå rundt på må og få.
   Huset er perfekt. Jeg ser efter de andre huse på vejen. Der er kun lys i ét af dem, og det ligger for langt væk til et beboerne kan se mig. Jeg går ind ad den åbne låge og rundt om huset. Jeg bemærker at haven er fyldt med rædselsfulde gipsstatuetter.
   På den anden side af huset tjekker jeg kældervinduerne. De er alle lukkede. Så ser jeg efter i vinduerne på første etage. Gardinerne er kun trukket for i det sidste vindue til venstre. Det er temmelig sikkert soveværelset. Altså skal det vindue jeg knuser være længst væk derfra. Heldigvis har huset kældervinduer hele vejen rundt, og jeg vælger et i den modsatte gavl. Det larmer næsten ikke, da jeg sparker glasset i stykker. Jeg fjerner forsigtigt alle glasskår, inden jeg kravler ind, så jeg ikke skærer mig. Mine øjne har allerede vænnet sig til mørket, så jeg kan se udmærket i den dunkle kælder. I rummet står der et par cykler, samt en vaskemaskine og en tørretumbler. Døren er lukket og det glæder mig. Så er der endnu mindre chance for at beboerne har hørt lyden fra det knuste vindue.
   Jeg åbner forsigtigt døren og kommer ud i en tæppebelagt gang. Det tager lidt tid, før jeg finder trappen op til stueetagen. Varsomt træder jeg helt yderst i siden på trinene, for ikke at få dem til at knirke. Jeg kommer op i køkkenet, hvor jeg erfarer at jeg endnu en gang er heldig: Deres knive står i en blok af træ på et bord. Jeg tager den største af dem og kører langsomt bladet mod min finger. Jeg kan mærke at æggen er skarp. Godt.
   Køkkenet er stort og har flere udgange til nogle andre rum. Jeg finder entreen og trappen der fører videre op, og går forsigtigt op ad den på samme måde som før.
   Første salen er lige så stor som underetagen, men knap så trang. Trappen munder ud midt i et stort rum med døre i hver side. Der er fem i alt, tre i den ene side og to i den anden. Jeg husker hvilken retning jeg kom ind i huset fra, og ved at soveværelset er bag sidste dør til venstre. Den står en smule på klem. Jeg lister derhen og kigger ind. Jeg kan kun se fodenden af sengen, men kan høre en svag snorken. Det er beroligende. Jeg holder vejret mens jeg forsigtigt skubber døren op.
   Der ligger kun én person i sengen. Det er en mand og han ligger på ryggen uden dyne over sig. Han har kun underbukser på og hans store mave bevæger sig hurtigt op og ned i takt med hans snorken.
   Jeg og går derover mens jeg løfter kniven. Et enkelt hug bør være nok. Da jeg er så tæt på sengen, at jeg kan røre ved hans tæer, eksploderer mit nervecenter ved larmen fra en telefon. Jeg bliver så forskrækket, at jeg taber kniven på gulvet. Spidsen borer sig ned i træet og kniven bliver stående. Mit hjerte galoperer i mig, men jeg er lammet. Så ringer telefonen igen, og jeg smider mig ned på gulvet ved siden af sengen. Jeg forsøger at mase mig ind under den, men sengen er for lav til at jeg kan være der. Pulsen dundrer i min tinding og jeg må holde for munden for at dæmpe lyden af min hurtige vejrtrækning.
   Hørte han mig, eller overdøvede telefonen mig.
   Manden bevæger sig lidt, men han er tydeligvis ikke vågen. Utroligt nok, for telefonens larm kunne vække de døde til live igen.
   Telefonen ringer endnu en gang og manden sætter sig i et ryk op i sengen, mens dens fjedre piber beklagende under hans vægt. Jeg benytter mig af larmen til at trække en stor mundfuld luft. Den suser ned og fylder mine lunger, der som tak sender en behagelig følelse rundt i kroppen på mig.
   Telefonen ringer hidsigt igen. Manden bander højlydt, famler rundt i mørket og river endelig røret af.
   "Ja? Hvem? Nej for helvede, du har fået forkert nummer din kraftidiot! Det er midt om natten! Ja, prøv det!" Med et brag knalder han røret på og lægger sig hårdt ned i sengen igen, mens det lyder som om fjedrene er på nippet til at give op og briste. Han vender sig et par gange og falder så til ro igen. Lyden af hans hastige åndedræt fylder værelset og jeg formoder at han lider under sin overvægt.
   Pludselig skriger fjedrene igen og jeg kan se hans bare fødder komme til syne på gulvet på den anden side af sengen.
   "Så skal man sgu pisse også!" siger han. En klam fornemmelse skyder op i mig. Hvis han rejser sig op får han øje på kniven, så er jeg fortabt. Der skal handles hurtigt. I den stilling han sidder i, har han ryggen vendt mod mig, så jeg kan rejse mig hurtigt uden at han ser det, og få fat i kniven.
   Jeg har kun én chance.
   I en hurtig bevægelse skubber jeg mig ud fra sengen med håndfladerne i gulvet, og rejser mig. Jeg må have skubbet en smule til sengen, for han opfanger øjeblikkelig min tilstedeværelse og udbryder noget jeg ikke får fat i, mens han lidt fortumlet forsøger at komme på benene. Jeg kaster mig hen på gulvet for enden af sengen og griber kniven.
   Da jeg vender mig er han kommet på benene. Panikken bruser op i mig og det føles som om nogen klemmer mit hoved sammen.
   Jeg er forvirret. Sidste gang gik det så let. Manden nåede aldrig at vågne. Og konen var let at dræbe bagefter, da hun gik i panik og forsøgte at flygte i mørket.
   Manden er større end mig, både i højden og drøjden, og det er skræmmende. Han har en karseklippet frisure og et bistert udtryk i det lidt hærgede ansigt.
   Blikket stivner på kniven. Hans øjne beretter ikke om frygt, men snarere en accept af situationen. En plan ser ud til at tage form bag hans tunge øjne, og jeg knuger kniven hårdere.
   "Pengene er neden under i den brede skuffe under fjernsynet," siger han roligt.
   Jeg rører mig ikke ud af stedet. Hvis jeg farer hen imod ham, vil han kunne nå at flytte sig, eller måske slå fra sig. Det her går ikke som planlagt. Mine ben ryster.
   "Nede i stuen," gentager han utålmodigt som var det ham der bestemte. "Skuffen under fjernsynet. Tag bare dem alle sammen."
   Jeg forbliver tavs, og han kigger et øjeblik forvirret på mig. Så løfter han langsomt armene i overgivelse.
   "Jeg sætter mig her, okay? Jeg bliver lige her, mens du ordner hvad du skal." Hans stemme lyder grov og tonefaldet beordrende. Han sætter sig ned på sengen med det ene ben på gulvet og det andet i sengen og ser næsten afslappet ud.
   Jeg ved det er min eneste chance, og kaster mig over ham med kniven forrest. Heldigvis er han ikke så hurtig og temmelig ukampdygtig, sådan som han sidder. Han skriger og slår ud med armene da bladet går gennem huden lige under brystet. Jeg presser kniven ind med alle kræfter og mærker hvordan den skærer sig vej gennem fedt, muskler og sener indtil organerne endelig standser dens ødelæggende færd. Han rammer mig i siden med at par slagene og det gør ondt. Jeg bider smerten fra mine ribben i mig og maser fortsat med kniven. Et øjeblik senere bliver han slap og falder ned på sengen.
   Kampen er slut. Hans øjne er åbne, men han bevæger sig ikke. Jeg lytter efter en vejrtrækning, men mit eget hurtige åndedræt overdøver alt andet. Jeg opgiver at vente til min puls igen er normal, og trækker kniven ud af ham. Blodet løber som en lille bæk ned over hans store mave, videre over de hvide underbukser og ud i sengen.
   Jeg lægger kniven ved siden af ham og forlader huset gennem hoveddøren. Da jeg lukker den, ser jeg at der på et guldnavneskilt står: Helge Persson.
   Så boede han altså alene, tænker jeg.