"De har min allerdybeste medfølelse, fru Andersen. Jeg forstår det er et hårdt slag for Dem begge, og her på politigården deler vi alle Deres sorg."
   Margerit Andersen sad i en ubekvemmelig stol på Politidirektør Jacobsens kontor. Hendes ranglede mand, Johannes Andersen sad ved siden af og en rødskægget herre, der var blevet præsenteret som Ole Villadsen, psykolog, sad i hjørnet med en tyk bunke papirer i hånden.
   "Er det virkelig min søn der har begået de frygtelige mord?" spurgte fru Andersen mens stemmen knækkede over. "De stakkels mennesker."
   Jacobsen nikkede med dyster mine. "Ja, jeg beklager. Fingeraftryk fundet på gerningsstederne og de to mordvåben har fastslået at det er Olfert. Fru Andersen tørrede tårerne væk med et lommetørklæde.
   "Men jeg må erkende at der er nogle ting vi mangler klarsyn på. Der er faktisk en hel del spørgsmål der rejser sig, når vi taler med Olfert."
   Fru Andersen snøftede. "Hvilke?"
   Jacobsen så med løftede bryn på Ole Villadsen, der tog ordet: "Jeg er bange for at dette vil komme som lidt af et chok. Deres søn er desværre skizofren."
   Hvis nyheden kom som et chok for fru Andersen, lod hun ikke de andre tilstedeværende bemærke det. Hun tørrede øjnene igen og lagde lommetørklædet bestemt på bordet, som om hun nu havde grædt nok.
   "Det er en sindslidelse, der desværre ..."
   "Jeg ved hvad det er," afbrød hun i en venlig tone. "Den får folk til at gøre de frygteligste ting uden de selv er skyld i det."
   Ole Villadsen nikkede. "Han taler hele tiden om sine brødre. Men så vidt vi ved, har han ingen brødre?"
   Fru Andersen så hen på sin mand. "Nej, kun en søster."
   "Han taler om at De og Deres mand smed hans brødre ud fra huset I boede i."
   Hun svarede ikke.
   "Fru Andersen?" sagde Jacobsen.
   "Ja?"
   "Ved De hvad Olfert taler om når han siger sådan?"
   "De forbandede brødre igen!" fnøs Johannes Andersen pludselig. Den tynde mand slog en knytnæve i låret. "Jeg troede de var væk!"
   Jacobsen var lige ved at ryge op fra stolen."Hvad?"
   Johannes Andersen prikkede med en pegefinder mod tindingen. "Det hele foregik inde i hans hoved dengang han var knægt. Han havde de her usynlige legekammerater. Han sagde det var hans brødre."
   Ole Villadsen skrev straks ned på et af de mange papirer. "Havde de brødre navne?"
   Johannes Andersen så forbløffet ud og nikkede. "Ja, men jeg kan ikke huske dem længere. I starten synes vi det var meget sjovt, men da han ville have de usynlige brødre med til bords når vi skulle spise, blev det for meget. Olfert blev sur når vi ikke ville dække op til dem."
   "Hvornår begyndte det?"
   Johannes Andersen skød læberne frem og de grå øjenbryn ned i panden. "Jeg mener han har været omkring fem eller seks år gammel da det startede."
   "Hvor længe stod det på?"
   "Jeg er ikke sikker, men han var i hvert fald teenager da jeg stadig hørte ham tale med dem på værelset."
   "Talte han med dem?"
   "Ja, men kun på værelset. Og kun når han troede vi ikke hørte det."
   "Fandt I det ikke mærkeligt?"
   "Ja, selvfølgelig. Men den knægt har sgu altid været mærkelig!"
   "Det må du ikke sige," sagde fru Andersen. "Han har altid været en god dreng."
   Johannes lagde en hånd på hans kones. Den var rynket, og havde brune pletter på håndryggen. "Olfert snakkede hele tiden med de der ... spøgelser, eller hvad det nu var. Brødrene. Han lavede sin stemme om og havde en forskellig for hver enkelt af dem. Det kunne være hårrejsende at høre på af og til. Til sidst brasede jeg simpelthen ind på hans værelse og bad ham stoppe med det pjat."
   "Hvad sagde han til dét?" spurgte Ole Villadsen.
   "Han blev stiktosset og sagde at hans brødre havde lige så meget lov at være der som han. Det skænderi havde vi flere gange." Han holdt en pause, men Villadsen kunne se at han havde mere at fortælle og afbrød ham ikke.
   "En dag blev jeg så rasende over han svarede mig igen, at jeg gav ham en lussing og sagde at de brødre skulle ud af huset omgående. Med eller uden ham. Jeg ved rigtig ikke hvad det gjorde ved ham, men efter det hørte vi aldrig mere om de brødre. Og Olfert flyttede hjemmefra et par år efter."
   Nu var det Johannes tur til at bruge lommetørklædet.
   "I tog ham aldrig med til en læge eller psykolog?"
   Fru Andersen rystede på hovedet. "Nej."
   "Hvorfor ikke?"
   "Vi regnede med at det var en slags kompensation fordi han var så meget alene. Han havde ingen venner og virkede ikke særlig interesseret i det. Han har jo altid været en enspænder. Og i starten var det jo uskyldigt. Vi havde ærlig talt heller ikke lyst til at tvinge ham til en psykolog."
   Johannes lagde lommetørklædet fra sig igen. "Hvad har det her med de mord at gøre?"
   Jacobsen kom på banen igen. "Han har forklaret os, at brødrene har været udstødt lige siden De smed dem ud af huset. Og at han derfor var nødt til at hævne dem." Han slog ud med armene. "Hvorfor han har været nødt til at dræbe tilfældige mennesker for at få retfærdighed, ved vi ikke. Men vi har en formodning om at det drejer sig om husene."
   "Husene?" sagde Johannes.
   "Ja, husene. De huse han brød ind i, var til en vis grad magen til det hus Olfert boede i da han var dreng. Altså jeres gamle hus. Det hus som hans imaginære brødre blev bortvist fra. Ved ransagning af hans lejlighed fandt vi en del ældre fotografier liggende fremme. Alle billederne var af Olferts barndomshjem. Det er lidt sært at han pludselig finder dem frem."
   Johannes og Margerit Andersen kiggede skræmt på hinanden. "De billeder fik han for et par uger siden af hans søster," sagde Johannes. "Hun havde fået dem digi ... digi ... hun havde fået dem lagt ind i computeren, så hun havde ikke brug for de originale mere, og han fik dem."
   "Kan det virkelig være årsagen?" spurgte fru Andersen.
   Ole Villadsen nikkede ivrigt. "Absolut. De usynlige brødre har måske været ude af hans liv rent visuelt. Men da han så har set hans barndomshjem igen på billederne, kan hans skizofreni været brudt ud. Pludselig kan brødrene være dukket op i som rigtige personer foran ham igen. I hans hjerne er de brødre jo virkelige. Måske har brødrene - vi kan jo kalde dem stemmerne, ligefrem bedt ham om at slå ihjel."
   "Og så er det slået klik for ham og han er gået på hævntogt i de huse, der mindende ham om hans forhadte barndomshjem, sluttede Jacobsen dystert."
   Ægteparret Andersen kiggede forfærdet på ham.
   "... for at slå ..." begyndte fru Andersen.
   "Ja," sagde Ole Villadsen, "for at slå hans forældre ihjel. Dem der smed hans brødre ud."
   Ægteparret så chokerede ud og fru Andersen begyndte at græde. "Jamen vi gav ham en tryg og god opvækst".
   "Den slags kan en syg hjerne ikke opfatte," sagde Ole Villadsen. "I hans verden er De måske følelseskolde uhyrer. De fotos har rippet op i noget han ikke selv har kontrol over, og sluppet noget i ham løs."
   Johannes satte sig ned på knæ og omfavnede sin kone i et stykke tid. Han var utrolig adræt, hans alder taget i betragtning. Både han og konen måtte være omkring de halvfems, tænkte Jacobsen. Han besluttede at undlade at fortælle dem at Olfert havde været på vej ud af korpset og på direkte kurs mod byens torv for at ende livet som drukkenbolt. De havde nok problemer at se til. Og det havde Olfert så sandelig også selv, hvis han da engang ville blive så virkelighedsnær, at han selv kunne se problemet. Hvis da ikke lægerne gav ham så meget medicin, at han ville blive forvandlet til en savlende, menneskelignende masse i en stol.
   "Hvad skal der ske med vores søn nu?" spurgte fru Andersen.
   "Han vil få en forvaringsdom," sagde Jacobsen. "Helt sikkert."
   "Han vil altså ikke komme i fængsel?"
   "Nej. Det vil slet ikke komme på tale."
   Svaret så ud til at berolige ægteparret en smule, og de omfavnede hinanden igen.
   "Vi vil lade jer være lidt alene," sagde Jacobsen, og sendte dem et tungsindigt blik.
   Udenfor blev Jacobsen stående og studerede parret gennem vinduet. De sagde ikke noget, de sad bare og holdt om hinanden. Jacobsen rystede på hovedet af hele sagen. Han havde sat morderen til at lede efter sig selv. Olfert havde været i hælene på sin egen skygge, og det var også hans idé med den overvågning, der fældede morderen: ham selv.
   Jacobsen vidste ikke om det var ironisk eller ej, eller hvad det hed, men han var i hvert fald sluppet af med Olfert. Han var i virkeligheden kun blevet sat på sagen for at dumme sig og dermed gøre sig fortjent til en fyreseddel. Det var ikke gået helt som planlagt, men resultatet var det ønskede: Olfert var væk fra stationen.
   Jacobsen drejede om og gik ned mod døren til kantinen.
   Han trængte til en kop kaffe.