Toget standsede med en hvinende lyd fra bremserne.
   Dr. Wirths virkede tydeligt beklemt ved situationen. Han trådte nervøst frem og tilbage, med blikket flakkende til højre og venstre, og da de første døre til toget blev åbnet, kom han pludselig i tanke om en vigtig opgave, og forlod stedet.
   Josef Mengele, Auschwitz' ledende SS-læge og SS-Hauptsturmführer blev stående helt roligt og kiggede efter ham, mens han lo indvendigt.
   Udvælgelsen. De fleste SS-læger hadede denne opgave men ikke Mengele. Det var her, de arbejdsdygtige blev sorteret fra, og endnu vigtigere: forsøgsobjekterne. Vagterne dirigerede jøderne og sigøjnerne ud af kreaturvognene. Nogle med hårde ord, andre med skub i ryggen fra deres geværer, men én ting havde vagterne tilfælles: de undgik øjenkontakt med de rejsende. Dette var passagerenes sidste stop. Gang på gang blev lægen overrasket over, hvor mange mennesker der kunne stuves sammen i derinde. En meget passende transportorm, tænkte han. Udenfor blev de bedt om at stille sig i to lange rækker, fem-seks mennesker brede. Da alle vognene var tømt, og kun dem, der var døde undervejs, lå tilbage, stod der en kødrand af mennesker på omkring hundrede meter. Mengele ventede tålmodigt og tog de forreste i øjemål. Beskidte, sammenbidte og bekymrede ansigter kiggede tilbage på manden i sin altid ulastelige SS uniform. Børnene holdt sig tæt ind til forældrene og knugede de voksnes hænder. Nogle af de ældre støttede sig til hinanden.
   Der var altid mange børn iblandt, det fik de jo, disse sigøjnere. Mengele trådte helt hen til mængden. Stanken af mange uvaskede og svedige kroppe stuvet tæt sammen i længere tid, og en snert af kreaturvognenes indgroede dyrelugt ramte hans næsebor. Udvælgelsen kunne begynde. Som en anden dirigent førte han med en håndsbevægelse de rejsende mod deres sidste stop, enten til højre mod hans laboratorium, arbejdslejren, eller til venstre - gaskamrene. For langt de fleste betød det sidstnævnte.

Mengele mødte gerne op på sine fridage, for at udvælge sig de bedste eksemplarer til sin forskning, og for at sikre, at specielt ingen krøblinger eller endnu vigtigere - tvillinger ved en fejl blev sendt i gaskamrene.
   Han valgte en lille håndfuld børn fra til sine forsøg, samt en del mænd og kvinder til arbejdslejren, og resten blev sendt til venstre. Der hvilede en nærmest hellig tavshed over hele scenariet, og ingen af de rejsende vidste, hvor de var på vej hen.

Mengele forlod rampen og gik over mod sit kontor i hospitalsblokken. Tre vagter gik et stykke foran ham, og børnene, han netop havde udvalgt til at indgå i sine forestående eksperimenter for et racerent Tyskland, gik pligtskyldigt og intetanende foran dem. Det var i begyndelsen af juni 1944, og Josef Mengele havde været i Auschwitz i lige over et år. Han havde to doktorgrader inden for antropologi og hans ekspertise var ofte blevet brugt at fastslå om personer var ariske eller jødiske. Han var treogtredive, allerede en højt respekteret læge, og han var overbevist om, at han nok skulle sikre nationens fremtid som et racerent Tyskland, og skrive sig ind i historiebøgerne. Hvis han kunne finde nøglen til tvillingefødsler og kontrollere det arvelige anlæg, ville en hel nation bestående af stærke, racerene mennesker være inden for rækkevidde for kort tid.

Mengele gik ind i hospitalsblokken og trådte ind på sit kontor. Det var ikke prangende stort, og møblementet sparsomt. Et skrivebord, et par stole og to skabe ved væggen. På væggen hang Der Führer og kiggede lige ud med sit beslutsomme blik til glæde og inspiration. Mengele satte sig i stolen, og skubbede et par chartekker med papirer, der i mellemtiden var blevet lagt på hans bord, væk. Ikke nu. Ideer formede sig i hans hoved. Nye eksperimenter med de nye børn. Der var ikke tvillinger iblandt de nye, men det betød ikke, at de ikke kunne være behjælpelige, og desuden havde han flere tvillinger i barakkerne endnu.
   Mens det ene indfald efter det andet dukkede op, overdøvede nogle høje stemmer ude fra gangen hans tanker. Det var ikke unormalt, at der blev talt højt, men denne gang var råbene af en anden karakter. Han fik ikke fat i det hele, men nogle af ordene hørte han tydeligt: Angrebet, Berlin indtaget, faldet ... Og en sætning, der føltes som den brændte ham midtover:
   Der Fürer tilfangetaget.
   Mengele rejste sig og gik ud på gangen. To soldater styrtede forbi ham, og kun den ene sendte ham en halvhjertet hilsen.
   "Hvad sker der?" spurgte Mengele uden at få svar; de var allerede væk igen. En anden SS-læge kom ud fra et kontor. Han var ti år ældre end Mengele, og Mengele havde altid fundet ham for svag til at arbejde i lejren. Under forsøget, med at sy et tvillingepar sammen i ryggen for en måned siden, havde lægen tydeligt vist ubehag. Da børnene kort tid efter døde af koldbrand havde han ikke villet besigtige ligene sammen med Mengele. Lige nu var lægens ansigt ligblegt og øjnene blanke af rædsel.
   "Hvad sker der?" gentog Mengele med hævet stemme. Lægen satte et par tykke briller, som han havde i hånden, på næsen. Flere telefoner ringede på samme tid fra de andre kontorer.
   "De siger, at Berlin er angrebet. At vores Fører er taget til fange."
   Mengeles mund blev tør. "Er han død?"
   Lægen rystede på hovedet. "Taget til fange, sagde de. Russerne eller englænderne har overtaget Berlin." Han tog brillerne af igen, og fik et tomt blik i øjnene. Så lukkede han langsomt brillerne sammen, og puttede dem i kitlens lomme med en sløv bevægelse. "Hvis det er sandt, så er krigen slut," sagde han lavt. Deres blikke frøs fast. For dem, ville det kun betyde én ting.
   Mengele for tilbage på sit kontor. Gennem vinduet så han et virvar af skræmte soldater og officerer udenfor. Noget sagde ham, at der ikke var nogen grund til at spilde tid med opringninger, for at få rygtet bekræftet. Inden længe ville styrkerne også overtage lejren her, og Mengele ville blive taget til fange. Og dømt. Det dunkede i hans tindinger, og han måtte støtte sig til skrivebordet. Han ville hellere dø for egen hånd, end til at overgive sig, men der var andre muligheder ...
   Med et ryk flåede han en skuffe ud fra en af skabene, bladrede papirerne igennem til han fandt det, han søgte og tog det med sig ud af kontoret. Den anden læge stod stadig ude på gangen og lignede én, der allerede havde opgivet det hele. Mengele løb forbi ham og ud på pladsen. Han ville i hvert fald ikke sætte sig til at vente på bødlerne. Med papirerne i hånden, løb han ind i den barak, hvor fangernes tøj og ejendele blev opbevaret, når man havde taget det fra dem. Det hele lå i store, velorganiserede bunker. Sko, bukser, trøjer, jakker, hatte og kasketter, kufferter, ja selv en bunke med afklippet hår. Og et mindre bjerg af dukker og legetøj til børn. Alt skulle sendes til Tyskland til genbrug.
   Mengele rodede hurtigt bunkerne igennem og fandt sig noget tøj og nogle sko der passede. SS-uniformen blev hastigt flået af, og han iførte sig det ildelugtende tøj, puttede papirerne i bukselommen og forlod barakken i løb.
   Et par vagter, der stod og talte højlydt sammen i nærheden, løftede deres geværer da han kom ud. Mengele satte farten ned, og nærmede sig med løftede hænder, mens han sagde sit navn. De genkendte ham, og sænkede deres våben, selv om de så mistænksomme ud ved synet af hans tøj.
   "Har De hørt at ..." begyndte den ene, men blev afbrudt af den anden.
   "Berlin er indtaget og Hitler er ..."
   "Hvis jeg var jer, ville jeg komme væk med det samme," snerrede Mengele og gik imellem dem. "Der er ikke mere for os at gøre her."
   Soldaterne nikkede. Den ene svedte kraftigt. "Held og lykke," sagde han.
   "Tak. Og ikke ét ord til nogen om dette her. I har ikke set mig." De nikkede igen. Og så forlod Josef Mengele Auschwitz-Birkenau. De fleste vagter ved udgangene var pist væk, og de få, han mødte, genkendte ham og lod ham passere.
   Da han var kommet et stykke væk, vendte han sig og kastede et sidste blik på lejren. En fornemmelse af sorg og frygt bredte sig helt ud i fingerspidserne og gav ham ubehagelige kuldegysninger. For ti minutter siden var han en højt uddannet læge. Nu var han en mand på flugt.

Den næste time skiftedes Mengele til at gå og lunte. Af og til meldte et fly sin ankomst på himlen, og han gemte sig under buske eller træer, men ellers var området forbavsende roligt. Han var ikke i tvivl om, at det var en stakket frist, men han havde en plan. Papiret fra skabet på kontoret blev studeret grundigt, og da han kunne indholdet udenad, rev han det i masser af stykker og smed de små lapper væk.
   Identifikationspapirer. Han hed nu Ernst Kahn, var 40 år og jøde. Kahn var ankommet til lejren for otte måneder siden, var blevet udvalgt til hårdt arbejde og var helt sikkert død af anstrengelsen i stenbruddet eller ved henrettelse, da hans kræfter ebbede ud, og der derfor ikke længere var mening med at holde ham i live. Hans familie var for længst død i gaskamrene. Der var altså ingen nulevende til at identificere Ernst Kahn, så hans nye identitet var sikret.

Mengele havde svært ved at orientere sig, men vidste, at han havde krydset floden Sola over en mindre bro, og var nået et skovområde nær Auschwich-Birkenau. Her ville han gemme sig et stykke tid, og så dukke op, forvirret; blot endnu en fange fra Auschwitz, som det var lykkedes at flygte under forvirringen. Der var dog et problem. Med lidt held kunne han godt gå for én, der var syv år ældre, men alle fangerne i lejren var sygeligt udmagrede. Det var Mengele ikke.
   Han fik en ny idé. Han kunne selvfølgelig sige, at han lige var ankommet til Auschwitz et par dage siden, lige inden krigen sluttede. En kold fornemmelse løb gennem ham ved tanken. Ordene "Berlin er faldet, Der Führer tilfangetaget," gav genlyd i hans hoved. Måske var der nogen, der stadig kæmpede for Det Tredje Rige, men uden deres Fører var de fortabt.
   Mengele fortsatte langsomt fremad. Benene var ømme og trætte allerede. Han måtte have en slags skade, hvis nogen skulle tro på hans historie om arbejdslejren. En ulykke i stenbruddet f. eks. Han kunne i hvert fald ikke blive fundet i alt for fint behold. Efter en del overvejelser, blev han enig med sig selv om, at det mest sandsynlige, var en manglende finger. Dem, der var så uheldige at miste fingre eller tæer i lejren, fik ingen lægehjælp og måtte selv vikle en tøjstump om såret og arbejde videre, hvis de ikke ville have en kugle for panden. Hvis han kunne fremvise sådan et ubehandlet sår, ville det styrke hans historie.

Efter et par timers udmattende vandren i skoven, kom han til en lysning. Solen var begyndt at gå ned, og han gik ud i lyset og kiggede op mod himlen. Der var helt stille omkring ham, en voldsom kontrast til det helvede, der sikkert var løs i Berlin nu. Et øjeblik senere hørtes en flyver i det fjerne. Mengele fortsatte gennem lysningen og ind i skoven igen. Når natten faldt på, ville der blive bælgmørkt, og tanken fik hans hud til at dirre.
   Mørket. Han tænkte på hans bekvemme seng i lejren og den lille lampe, som altid var tændt om natten. Uden den, kunne han ikke falde i søvn.

Mengele sov ikke ret meget den nat. Han skiftedes til at sidde halvvejs op, og ligge ned, men fandt ikke hvile ret længe ad gangen. Ud over at det var ubekvemt, holdt angsten for mørket, samt tankerne om fremtiden ham vågen. Det var længe siden han havde set sin kone og søn, og der ville sandsynligvis gå meget lang tid endnu. Måske aldrig. Da solen kastede sit længe ventede lys over skoven, og det var til at se igen, begav Mengele sig videre. Sulten gnavede vildt i ham, og han ledte efter bær, men fandt ingen. Da han havde gået i, hvad han gættede, var en time, var han allerede lige så udmattet som dagen før, og måtte sætte sig på jorden og holde hvil. Et stykke væk fik han øje på en træstub. Træet var blevet fældet med et lige snit, og han blev mindet om, at han faktisk ikke var ret langt fra civilisationen. Han havde ingen kniv, og overvejede, om han overhovedet kunne skære en finger af sig selv. Ved siden af ham lå der nogle sten. De var temmelig store, nogle af dem vejede sikkert op til otte-ti kilo. En af de tunge sten kunne sagtens forvolde større skade, og så slap han for det andet.
   Han løftede en af dem. Det var lige før han måtte bruge begge hænder. Mengele bar den hen til træstubben, hvor han satte sig på knæ, og lagde sin venstre hånd op på den med spredte fingre. Tunge åndedrag. Så løftede han stenen op med den anden hånd. Vægten fik hele hans arm til dirre, og han havde nær tabt den bagover. Med et vip lod han den falde ned over langfingeren. Det gav et tørt 'bonk' fra sig og en lavt knæk, da knoglen brækkede. Smerten meldte sig omgående.
   Mengele slugte et skrig, og kastede sig ned på jorden, mens han holdt om fingeren. Et helt fyrværkeri af smerte eksploderede, og han blev liggende og bed sig i læberne mens han rullede frem og tilbage. Efter nogle minutter gjorde det stadig vanvittigt ondt, og han holdt hånden op, for se på skaden. Ikke alene var fingeren brækket, så den stod i en skæv vinkel i forhold til de andre, de to yderste led var også banket lidt flade, og svulmede op. Neglen var knækket, og stod op fra det røde, smadrede kød og lignede to små stykker glasskår. Med en hurtig bevægelse fjernede han resterne af neglen. Det dunkede vanvittigt i fingeren, og hånden rystede. Mengele satte sig på træstubben og vuggede frem og tilbage. Han havde mest lyst til at finde ud af skoven med det samme, og lade sig finde, men det var klogest at vente lidt endnu.
   Det slog ham, at han faktisk ikke anede med sikkerhed, om det var briterne, russerne eller måske amerikanerne, der havde taget magten. Han gøs ved tanken om at lade sig overgive til russerne.
   Mengele blev siddende. Sulten rumlede i hans mave, og det føltes som om nogen stod og hamrede søm i hans finger. Han tænkte på nogle af hans forsøgspersoner, der ikke havde knyet en lyd, mens han skar deres hud op uden bedøvelse. Børnene, som han injicerede adrenalin i øjnene på, for at se om det var muligt at ændre deres øjenfarve, og dem han dissekerede levende. Det hjalp en smule på smerten at tænke på noget andet, og han besluttede, at det var bedst at komme videre.

Han gik lidt, og holdt pause, gik og holdt pause. Sidst på eftermiddagen var han så udmattet af sult og tørst, at han lagde sig i skovbunden. Han måtte hvile sig. Sove. Når han vågnede, ville han finde vej ud af denne skov, ellers ville han helt sikkert dø af tørst. Solen var på vej ned, og skoven havde fået et blødt og behageligt skær over sig, som han, under andre omstændigheder, ville nyde. Han blev opmærksom på lydene. Fugle der fløjtede, de havde jo heller ingen bekymringer, bladenes raslen i vinden, grene der knækkede ...
   Grene, der knækkede! Mengele drejede hovedet, og nåede lige at se en støvlesnude, inden han brutalt blev trukket op. Et geværløb pegede direkte mod ham. Mengele fik øje på fire mænd. De to var klædt i soldateruniformer, der ikke var helt ens. Han bemærkede straks, at der ikke var hagekors på uniformerne. De sidste to bar civile klæder, lignede bønder og var noget ældre end han. Det eneste de fire havde tilfælles, var at de hver især bar på et gevær.
   Den ene soldat bjæffede noget til ham på polsk. Mengele rystede på hovedet. "Hvem er De?" gentog soldaten på gebrokkent tysk.
   "Gudskelov," sagde Mengele og håbede, at han spillede sin rolle godt nok. Mændene stirrede på ham med mistro i øjnene. Soldaten rørte ved hans tøj.
   "Auschwitz?"
   Mengele nikkede.
   "Hvordan slap De ud?" spurgte den anden soldat på endnu dårligere tysk, men med en blidere røst. I det sekund vidste Mengele, at hans plan virkede.
   "Der var en masse larm og forvirring, og alle vagterne var bange og optaget, så ... Har De noget vand, jeg er så tørstig." Han rakte armene helt i vejret, som ekstra tegn på, at han var harmløs. De stirrede på hans knuste finger.
   "Stenbruddet," sagde Mengele.
   "Arbejdede De i stenbruddet?" Mengele nikkede. De stirrede på ham i nogle sekunder, og Mengele kunne mærke deres øjne som bistik. Sejrsfølelsen fra før blev nu til en kold fornemmelse i maven. En af mændene i civilt gik frem og kiggede granskende på ham. Så tog han fat i en lok af hans hår, og sagde noget til de andre, som Mengele ikke forstod.
   "De ser ..." Soldaten ledte efter ordet et øjeblik ... "velnæret ud." De civilklædte løftede deres geværer. Mengele svarede ikke. Soldaten fortsatte: "Vi har anholdt flere, der har udgivet sig for at være fanger fra lejren. De ligner ikke én der har arbejdet i stenbruddet eller andre steder."
   Mengele løftede hænderne så højt det var muligt, og nu pegede tre geværer på ham. Den forreste soldat hang sit tilbage over skulderen og trådte helt hen til ham.
   "De er anholdt."

Mengele blev ført ud af skoven, hvor en bil med en chauffør holdt og ventede. Kun den ene soldat fulgte med ind i bilen. Mengele var bange og træt, og han forstod ikke et ord af hvad de sagde til hinanden, men han var klar over, at de ikke troede på hans historie. Han blev kørt til Oswiecim, den nærmeste by, hvor han blev lukket inde i et varmt kælderrum i et faldefærdigt hus uden noget andet end fire fugtige vægge. Gennem en lille revne øverst i den ene væg kunne han lige se solens sidste stråler inden den gik ned. Han var dårlig af sult, og en skål med en gråbrun grød, og en lille kande vand blev bragt ind til ham. Grøden smagte ikke af meget og vandet var lunkent, men det mættede en smule.
   Han blev i kælderrummet det næste døgn. Gennem sprækken så han solen stå op næste morgen, og først da den næsten var gået ned igen, kom der en vagt med endnu en portion af den samme grød. Mengele forholdt sig tavs. Af alle muligheder, var det nok bedt sådan. Dagen efter gik døren op og en ny vagt kom ind, efterfuldt af to mænd. Mengele rejste sig op. Solen lyste lige akkurat rummet nok op gennem sprækken, til at han kunne se dem. Mændene var radmagre, håret millimeterkort og hadet lyste ud af deres øjne ved synet af ham. Han genkendte dem ikke, alle fanger i Auschwitz havde set næsten ens ud for ham, men de genkendte ham uden tvivl. De begyndte omgående at tale polsk til vagten i munden på hinanden, mens de nikkede ivrigt. Den ene greb pludselig geværet fra vagten, der ikke gjorde det mindste for at stoppe ham, og løb hen og knaldede geværkolben i hovedet på Mengele, der faldt om. Det rungede i hovedet og han mærkede to tænder falde ned på tungen og smagen af blod fyldte munden. Endnu et slag fulgte, og den anden mand stødte til med spark og slag, mens han råbte uforståelige ord. Slag efter slag med geværet ramte Mengele i hovedet og på kroppen, og han begyndte at se dansende prikker for sit blik. Lige da han troede, at han ville miste bevidstheden, hørte slagene op og sekundet efter råbte vagten et ord, Mengele havde hørt så mange gange i lejren.
   "Nie!"
   Mengele hev efter vejret og bevægede sig. Han mærkede blodet løbe ned i øjnene. Da han drejede hovedet op mod sine overfaldsmænd, og blinkede blodet væk, fik han øje på geværet, der var rettet mod hans ansigt. Manden, der holdt det, havde læberne trukket tilbage, så man kunne se hans dårlige tænder. Øjnene, der virkede for store til det tynde hoved, var spilet helt op i en sindssyg mands udtryk, mens tårerne piplede ud af dem. Fingeren sad på aftrækkeren, og hele hans krop dirrede. Mengele lukkede øjnene, og lod hovedet falde ned. Han fremmanede billedet af sin familie for sit indre blik. Konen og sønnen. Det billede ville han dø med på nethinden, og ikke synet af en ussel kælder med to jødesvin. Han holdt vejret og ventede på skuddet.
   "Nie," gentog vagten, denne gang lavt og medfølende. Manden begyndte at græde højt, men skuddet kom aldrig. Mengele pustede ud og sank sammen. Han hørte døren blive lukket og låst, og han blev liggende, til han faldt i søvn.

Da han vågnede, var hans hænder bundet på ryggen, og der var ikke ét sted i kroppen han ikke havde ondt. Han lå stadig i kælderen, men der gik ikke længe, før der kom to vagter, og førte ham op til en lastbil, hvor han ublidt blev smidt op på det overdækkede lad. Her sad der omkring ti andre fanger på gulvet, nogle af dem genkendte han som officerer fra lejren, alle med hænderne bagbundet. Ingen af dem hilste eller så meget som nikkede til hinanden. To vagter, der talte tysk, stillede sig for enden, og holdt fast i en strop i taget med den ene hånd, og i et gevær med den anden. Lastbilen startede og begyndte at køre. En af mændene på gulvet spurgte hvor de skulle hen, og modtog et spark på munden af vagtens hårde støvle. "Stille!" Ikke ét ord blev mælet resten af turen.
   Efter en hård bumletur nåede de til en lille banegård, hvor de blev gennet på et tog. Banegården var fyldt med mennesker, de fleste jøder og usselt klædt. Da de så Mengele og de andre fanger blive gennet hen ad perronen, begyndte de at råbe af dem, og vagterne måtte holde dem væk. En ung mand masede sig forbi, og styrtede hen, og spyttede på dem. Vagten skubbede ham tilbage til de andre igen, nærmest med et undskyldende blik. De var frie mennesker nu, og Mengele fik en hård klump i maven. Inde i toget blev han skubbet ned på en vinduesplads, og fik for gud ved hvilken gang at vide at han skulle holde sin kæft. De andre fanger fulgte trop. Et par af dem blødte allerede fra munden, eller fra tindingen. Toget rullede ud fra perronen, og Mengele lukkede øjnene og rystede over hele kroppen.

Næsten ni timer senere ankom de til Berlin. Så meget havde han fået ud af vagternenes samtaler. Det stod nu klart, at det var retssalene der ventede på dem, og det var næppe noget dommerne havde tænkt sig at trække i langdrag. Mengeles hænder, der stadig var bundet på ryggen, var nu følelsesløse. Ryggen gjorde ondt og det føltes som om, der lå tunge sandsække på hans skuldre. Ingen af dem havde fået så meget som en krumme mad, eller en dråbe at drikke på hele turen, og ingen havde turdet bede om det. Fra banegården blev han kørt til et stort hus i nærheden. Det indvendige af huset, der bestod af store værelser med meget højt til loftet, var hastigt lavet om, så der nu var smalle gitterbure over det hele. Det lignede et dyreinternat til hunde. I hvert bur stod der en stol, og det var alt. Mengele blev skubbet ind i et af dem, og fik endelig lov at få sine hænder fri, inden vagten med et ondskabsfuldt smil låste buret.
   Nogle timer senere blev han igen bragt ud til en bil, der førte ham til en anden bygning af mere officiel karakter. De bevæbnede vagter førte ham op ad en del trin til hovedindgangen. Indenfor var der et leben af mennesker, der så ud til at have travlt. Mengele blev ført gennem den ene sal efter den anden, og ikke ét banner eller flag med hagekors, var at se nogen steder. Væggene var uhyggelig tomme. De endte i et rum, der var mindre end de foregående, men havde flere vagter. De stod ved væggene med et par meters mellemrum. Der var opstillet en del borde, og ved de fleste sad der fanger. Først genkendte Mengele ingen af dem, da de alle var i ens grå skjorter, men ved nærmere øjekast ...
   Han stivnede. Ved et af bordene genkendte han Martin Bormann, Der Führers private sekretær. Hans hår var tilbagestrøget og han sad rank og stirrede ligeud. Han drejede hovedet, og så på Mengele et øjeblik, inden han drejede vendte sig mod en mand i et mørkt jakkesæt uden slips, og nikkede. Manden i jakkesættet vendte sig derefter mod en anden person, to borde væk fra Bormann. Mengeles blik fulgte efter og da han fik øje på manden, faldt hans underkæbe ned. Der, på stolen med hænderne under bordet, sandsynligvis i håndjern, sad ingen anden end hans elskede Führer. Den mand, hvis sag han havde svoret evig troskab for længe siden, Tysklands nu afsatte kansler; Adolf Hitler. Men der var langt fra den karismatiske leder til den sørgelige mand på stolen under seks meter fra Mengele. Han var sammensunket, gammel, udslukt. Det karakteristiske overskæg var blevet raget af, og i stedet havde han ubarberede kinder. Hans hår var blevet vandkæmmet og redt lige bagud, sikkert som en hån. Øjnene tilhørte en gammel mand, der ikke havde mere tilbage, at leve for i denne verden.
   Adolf Hitler kiggede træt op på Mengele. Deres blikke mødtes, og for Mengele var det som at stirre på et såret dyr, der bare vil dø i fred.
   "Genkender De denne mand?" spurgte manden i jakkesættet.
   Adolf Hitler nikkede, og drejede derefter blikket ned. "Det er Josef Mengele," sagde han, nærmest til bordpladen.
   "Tak. Det var alt."
   Den vagt, der havde fulgt Mengele ind, skubbede ham hen mod døren igen. Mengele kunne ikke få blikket fra den mand, der netop havde beseglet hans dødsdom. Forrådt af hans egen Führer. Hvad havde de gjort ved ham, siden han kunne vende sig mod sine egne? Det var absurd.
   Mengele blev skubbet ud på gangen, hvor han blev ført ned ad en trappe, og kom til en lavloftet kælder med en masse døre. Vagten åbnede den ene af dem, og bad Mengele om at gå ind. Det var en celle, med en træbænk som eneste møbel. Mengele gik ind og satte sig tungt, og mærkede det værke i hele kroppen. Han var endnu ikke kommet sig over de tæsk som jøderne havde givet ham i kælderen i Oswiecim. Vagten gik med ind, trak døren lidt til, og sagde lavt:
   "Det gør mig ondt."
   Mengele kiggede op. "Hvabehar?"
   "At De er endt her. At krigen er slut."
   Mengele rynkede panden.
   "Vi er nogle, der stadig er på den rigtige side," fortsatte vagten. "Det skulle ikke have endt sådan her. Nu bliver vores rige overrendt af ..." han rystede på hovedet, "de urene dyr. Der Führers plan har slået fejl." Han så et øjeblik nedslået ud, men rettede sig så op, så uniformen gav sig i sømmene. "Senest i morgen vil De blive henrettet. Men det behøver ikke være sådan."
   Mengele så tavst på vagten.
   "Jeg har lagt en lille ting til dem under bænken. Så bestemmer De selv, hvordan det skal ende."
   Med de ord åbnede han døren og gik ud på gangen, kiggede til begge sider og strakte armen og formede nogle ord med munden. Mengele behøvede ikke lyd på for at gætte dem.
   Heil Hitler.
   Døren blev lukket og låst, og Mengele lagde sig ned på knæ og kiggede under briksen. Først troede han, at vagten havde løjet, men så fik han øje på en lille genstand. Han rakte ind og tog den ud. Det var en lille metalgenstand, der lignede en patron til et gevær, men Mengele vidste bedre med det samme, han fik den i hånden. Han drejede bunden af den, og hældte meget forsigtigt indholdet ud i hånden: en lille glaskapsel. Selvmordspillen. Vagten gav ham mulighed for at snyde henrettelsespelotonen ved at tage livet af sig selv. Josef Mengele satte sig på briksen og åbnede munden.
   Så lukkede han øjnene og så sin kone og søn for sig.