1.
   Jeg er ikke en hård negl.
   Jeg har vidst det hele livet, og nu er det blevet slået fast én gang for alle.
   Jeg ligger på bagsædet i en bil, tudbrøler og ryster af skræk. En stor, mørklødet mand i hættetrøje har bearbejdet min krop med slag. Mine nyrer, eller hvad der nu sidder lige under ribbenene, gør ondt og jeg skal kaste op. Vejskiltene farer af sted i mørket udenfor, og gennem mine tårer og de nikotinfedtede vinduer kan jeg se, at vi stadig er i storbyen. Det ser ikke ud til vi skal forlade København.
   "Jeg har ikke sladret til nogen," hyler jeg igen og snapper efter vejret, som om det store brød har holdt mit hoved under vand.
   Chaufføren, der er noget mindre end sin hårdtslående makker, ryster på hovedet. Han har en sixpence kasket i lysebrun læder på, og en tribal tatovering i nakken, der fortsætter under trøjen.
   "Hvor skal vi hen?" Min stemme bævrer.
   "Derhen hvor stikkere ender," svarer chaufføren tørt.
   "Jeg er ikke stikker!" siger jeg og rejser mig lidt op, men får endnu et slag i ribbenene af gorillaen ved siden af mig. Jeg falder sammen igen, for udmattet til at sige mere. Hvert slag fra mandens store næver har været som et hestespark og jeg har ikke mere luft. Vi sætter farten ned og drejer. Jeg har ingen anelse om hvor vi er, kun at vi stadig befinder os i København. Da vi har kørt et minut, hugger chaufføren bremserne hårdt i, så jeg ryger op i sædet foran. Det rykker i bilen, efterfulgt af en skurrende lyd af metal mod metal, og så holder vi stille. "Shit!" råber Chaufføren.
   "Hvad fanden laver han?" råber gorillaen. Jeg sætter mig op. Langsomt. Vi er i en sidegade et sted. Misligholdte bygninger, overmalede facader med knuste vinduer, lappet sammen med gaffatape. Ude for enden af køleren, dukker en mand op. Han har været nede at ligge på jorden. Skægget er langt, tøjet er beskidt og øjnene farer rundt. Chaufføren går ud og råber til ham. "Kan du ikke se dig for, mand? Du kan sgu da ikke bare cykle ud midt på gaden!" Manden ser undrende tilbage på den skrigende chauffør. Han er et helt hoved højere end ham, da han kommer op at stå. Chaufføren fortsætter sin overfusning.
   Og så, uden varsel, stikker han chaufføren en smældende lussing, så han vælter bagover. Det rykker i gorillaen og han gør noget, jeg ikke er sen til at drage nytte af. Om det er fordi han er snotdum, eller virkelig tror, at jeg virkelig vil vente på det bliver min tur, ved jeg ikke.
   I hvert fald åbner han døren og iler sin makker til undsætning. Udenfor opstår et slagsmål, der er urimeligt fordelt. Chaufføren kommer på benene, skubber til cyklisten, der forsøger at slå igen, men bliver sendt i jorden af en velplaceret knytnæve af min nu forhenværende vogter. Derefter giver de begge los for deres vrede og overdænger manden med spark.
   Vi holder lige ud for den gade cyklisten er kommet fra. Jeg åbner døren og løber så hurtigt jeg kan. Mens jeg styrter af sted uden at se mig bagud, føles det som om jeg stadig får slag i nyrerne, men jeg ignorerer smerten. Jeg løber og løber indtil gaden drejer. Jeg følger den rundt, men det jeg ser, sender mig lukt ned i kulkælderen igen.
   Blind vej.
   Gaden kan højest betegnes som et vænge. Bygningerne står som limet sammen i begge sider og ender i en stor, lukket bue for enden. Jeg føler mig som fange på en gårdtur. Mit blik stryger hurtigt over alle døre og porte, men de er lukkede. Jeg har ikke tid til at se om de også er låsede, og jeg har endnu mindre lyst til at gemme mig i en kælder, hvor jeg ikke kan komme ud. Min fornuft vil have mig til at løbe tilbage, da det er eneste udvej, men jeg stritter imod, håber min hjerne disker op med en bedre løsning.
   Et råb bagude sender et stød igennem mig, og jeg drejer rundt om mig selv for at finde selv den mindste åbning mellem de høje bygninger. Jeg finder det ikke, men jeg får øje på noget andet der giver mig håbet igen.
   En kvinde. Skikkelsen kan kun lige anes i et svagt skær fra en gadelampe langt borte. Hun står med hånden på et dørhåndtag, og er på vej ind i en opgang. Jeg løber derover, og hun bliver forskrækket, da hun opdager mig. Endnu et råb lyder, denne gang tættere på. Det er mit navn de råber.
   "Hjælp mig," hvisker jeg. Kvinden går et par hurtige skridt ind i opgangen, tydeligvis skræmt. Jeg gør mine til at gå efter hende, men hun begynder at skubbe døren i.
   "Nej!" Hendes stemme er skrøbelig, men fast i tonen. Ansigtet er blegt og der er ar efter akne. Hun har lyst, krøllet hår der når hende til skuldrene. Jeg har lyst til at skubbe døren op og løbe ind.
   "Du må hjælpe mig," gentager jeg og lægger hånden på vinduet, der er helt gråt af skidt. "Der er nogen efter mig." Hun ryster på hovedet og skubber yderligere til døren. Min hånd farer ned i lommen, og jeg griber en af de to 500 kroner jeg altid har liggende i lommen i en sølvclips. Da jeg holder den op foran glasset, aner jeg et glimt i hendes øjne. Jeg hører mit navn blive råbt igen. De er ikke særlig diskrete, og det løber koldt ned ad ryggen på mig. Min hånd ryster, da jeg rækker sedlen ind til hende. Hun tager imod den, og i samme øjeblik hun fjerner sig en smule fra døren, braser jeg ind og løber op af trappen. Inden jeg når op på første afsats i stueetagen, hører jeg et højt "Hey!" Mine ben ryster af skræk da jeg styrter videre op ad trappen og da jeg når reposen mellem stuen og første sal, er den ene af mændene inde i opgangen. Skidt og grus knaser under hans sko. Jeg stopper op og holder vejret så godt jeg kan. Der er næsten bælgravende mørkt. Lysprikker tænder og slukker foran mit blik.
   "Har du set en mand løbe forbi?" Det er chaufføren. Han befinder sig nu kun tre meter under mig.
   "Hvem?" siger kvinden. Jeg knuger hænderne. Hun skal bare sige nej eller ryste på hovedet, og ikke overspille sin rolle.
   "En mand for helvede! Han løb denne vej. I sorte bukser og grå skjorte. Har du set ham?" Chaufførens stemme runger gennem opgangen. Bare han ikke lokker nogle af beboerne ud af deres lejligheder med sit skrigeri.
   "Nå, ham. Ja jeg så ham godt," siger kvinden. Jeg bliver iskold over hele kroppen.
   "Han løb ned i kælderen derovre."
   Chaufføren forsvinder med et "Satans." Et øjeblik efter bliver døren lukket og kvinden siger: "Han er gået."
   Jeg bliver alligevel stående, venter på hende. Hun går langsomt op ad trappen og forbi mig. "Han er altså gået."
   Jeg følger efter hende.
   "Hvad skal du?" spørger hun og stopper op et par trin længere oppe.
   "Gemme mig, selvfølgelig."
   "Ikke hos mig."
   "Hvad? Du har lige fået fem hundrede kroner."
   "For at sende Lukaz videre, ja. Det har jeg gjort. Du kan ikke komme med ind."
   Jeg skuler til hende, men har ikke lyst til at diskutere. Min hånd rækker ned i lommen igen, og finder den sidste seddel frem.
   "Her. Jeg har ikke mere. Kan vi så gå ind?"
   Hun stirrer på den, men tager den ikke.
   "Hvad nu?" hvisker jeg hidsigt. "Jeg kan sgu da ikke gå derud igen lige med det samme!"
   "Er det coke?" spørger hun.
   "Hvad?"
   "Skylder du dem for coke? Er det derfor de er efter dig?"
   Jeg skylder ikke penge for kokain. Jeg tager det ikke engang, men fornemmer, at det er bedst at svare ja, så det gør jeg.
   Med knogletynde fingre tager hun fat i sedlen, men jeg holder fast i den. Hendes øjne søger omgående mit blik.
   "Indtil faren er drevet helt over," siger jeg, denne gang lidt højere. "Ikke kun ti eller femten minutter, men indtil det er fuldstændigt sikkert at forlade lejligheden igen. Okay?"
   Hun tøver, og jeg bliver et øjeblik bange for at hun fortryder, men så nikker hun og jeg giver slip på sedlen.

2.
   Hun bor anden sal til højre. Vi står i entreen og hun låser døren efter os, hvilket jeg er ubeskrivelig lettet over. Der lugter surt og indelukket.
   "Hvad hvis de kommer tilbage når de ikke finder mig i kælderen?" spørger jeg ængsteligt.
   "Kælderen har flere udgange. De tror du er løbet ud i parken på den anden side."
   Jeg puster ud endnu en gang. Der er mørkt, og hun tænder for en standerlampe uden skærm. Entreen er lille og en dør står åben ud til et toilet. Pæren er kraftig og oplyser også stuen, der er lige over for os. Jeg er lamslået ved synet.
   En stor plastikpresenning fra gulv til loft og væg til væg har halveret rummet. Den er sømmet direkte i loftet med en masse søm. En glad julemand, samt tre store, gule bogstaver pryder den. IKE står der under den skæggede mand, før resten af ordet og presenningen er skåret af ved væggen. Det kræver ikke en videregående uddannelse, at udrede, at IKEA mangler en af deres julereklamer fra sidste år.
   Den halve stue indeholder ikke meget: en seng, et bord, et par tykke bæreposer, sikkert fyldt med tøj og endnu en standerlampe. Sengen er en billig enkeltseng, og bordet er to mælkekasser med en træplade oven på. Det flyder med et par tomme colaflasker, et overfyldt askebæger og sammenkrøllede cigaretpakker, samt små stykker sølvpapir. Der ligger fladtrådte cigaretskodder på det bare trægulv, der i forvejen er næsten sort af skidt.
   Jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil kalde dette for et hjem. En beskidt ventesal på en banegård er mere hyggelig.
   "Sæt dig ned," siger kvinden. Hun kan kun mene sengen. Jeg kaster igen et blik på den. Lagnet er beskidt og hullet, og både hovedpude og dyne er uden betræk. Jeg går ind i stuen, men sætter mig ikke.
   "Hvad hedder du?" spørger jeg, mest for at afbryde den pinlige tavshed.
   "Linda." Hun går hen til sengen, sætter sig og sparker sine kondisko af. Hun har ingen strømper på, og hendes bare fødder lander tungt på det møgbeskidte gulv. Først nu ser jeg, at hun har en lille håndtaske over skulderen. Hun tager den af og smider den ved siden af sig. Så kikker hun på mig. Hendes ansigt er blegt, næsten helt hvidt, og hvad jeg troede var ar efter bumser, kan jeg nu kun betegne som slitage. Hun kan ikke være mere end midt, højest sidst i trediverne, men har et ansigt som en gammel alkoholiker. Hun er næsten sygeligt tynd, og med ét går det op for mig. Sølvpapirsstumperne på bordet... Den usle indretning. Jeg kigger på hendes arme, men trøjens lange ærmer dækker, så jeg ikke kan se nogen stikmærker.
   "Jeg hedder Dan." Hun nikker ligegyldigt.
   "Hvor længe tror du de vil lede efter mig?"
   Et træk på skulderen. "Til i nat, måske i morgen. Ved de hvor du bor?"
   "Ja," siger jeg nedslået.
   "Så driver det nok først over i morgen. Lukaz virkede ret sur."
   I morgen, tænker jeg og gyser ved tanken om at tilbringe natten i denne bule.
   "Du skal nok slet ikke tage hjem før du har betalt dem," siger hun og åbner sin taske.
   "Betalt?" spørger jeg og kommer for sent i tanke om at jeg spillede med på cokehistorien før.
   "De kommer tilbage indtil de får deres penge."
   Jeg bider mig i læben og tænker på, om jeg virkelig kan betale mig ud af det jeg har gjort. Hvad var det Lukaz sagde? "Derhen hvor stikkere ender!" Jeg skubber tanken bort og går lidt frem og tilbage.
   "Du kender dem? Du kaldte den ene for Lukaz."
   "Ja, jeg kender dem," sukker hun.
   Jeg behøver ingen forklaring og får det heller ikke. De to gangsteraspiranter styrer sikkert en hel del i den underverden jeg ufrivilligt har forvildet mig ind i. I går var jeg en ganske almindelig mand med et godt betalt skrivebordsjob i en større tøjkæde. Nu er jeg en stikker på flugt fra noget der minder om mafiaen.
   Mit venskab med Peter Sander går helt tilbage til skoletiden, hvor vi gik i klasse sammen. Peter var den smarte - jeg var en nørd. Alligevel hang vi sammen, måske fordi jeg ikke sagde ham imod og lånte ham penge til smøger. Vi begyndte at feste i de større klasser, og for Peter endte det hurtigt med amfetamin som fast følgesvend. På trods af forskellen, fortsatte med at ses da vi gik ud af skolen, og en dag spurgte han om jeg ville tjene nogle ekstra penge. Jeg var blevet uddannet og havde fået job, han stod i samme situation som altid. Han skulle nok gøre arbejdet, jeg skulle blot spæde til med nogle penge. Det var helt uden risiko for mig, sagde han. Og jeg bed på. Jeg har aldrig haft så mange venner, og jeg var nem at lokke.
   Sådan gjorde vi i flere år. Jeg har tjent flere penge på at 'spæde til' end jeg har på mit rigtige arbejde. Resultatet er en voksende kuvert i min bankboks, dyre møbler og ditto vaner. Og jeg er ikke engang tredive endnu. Jeg er ikke med i inderkredsen af Peter Sanders venner, men det gør mig ikke noget. Pengene, som Peter tjener til mig er rigeligt.
   Indtil i forgårs troede jeg da også på, at det var uden risiko.
   Jeg var fuldstændig paf, da to civilklædte narkobetjente ringede på min dør og stillede mig spørgsmål om min gamle klassekammerat. Han var blevet anholdt og nu ville betjentene gerne vide hvem Peter ellers talte og plejede omgang med. De havde aflyttet hans telefon og vidste at vi kendte hinanden. Heldigvis havde vi kun snakket om forretninger privat. Det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke selv var mistænkt for noget, men jeg fornemmede, at jeg ville bringe mig selv i søgelyset, hvis jeg ikke gav dem et eller andet.
   Jeg fik en idé. I Peters omgangskreds er der en mand der bliver kaldt Kent Hash. En rigtig rod med et alenlangt synderegister. Ham havde de sikkert allerede talt med. Hvis jeg gav dem navnet på en mand, der var blevet afhørt, ville de indse at jeg var en blindgyde, og fortsætte jagten andetsteds. Jeg gav dem navnet og tilføjede, at jeg ikke kendte Peters andre venner. Narkobetjentens kuglepen for hen over papiret på blokken, og sendte mig ildevarslende kuldegysninger. De takkede mange gange og gik igen. Kent Hash var åbenbart en ny brik for dem.

"Du må gerne være inde bagved." siger Linda og afbryder mine tanker. Det lyder mere som en ordre end en henstilling. Hun rejser sig og går hen og svirper en flap af presenningen op. Der er skåret nogle flænger i den, og gør det ud for en slags dør.
   Modvilligt træder jeg nærmere. "Hvem bor der?"
   "Ingen. Ikke lige nu i hvert fald."
   Jeg må bukke mig at komme gennem 'døren.' Rummet er mindre end det andet, men her er da et vindue for enden, selv om det er dækket til med et lagen. Der er ingen dør der fører ind til et soveværelse eller kammer som jeg troede, så hele lejligheden består kun af ét værelse. En seng fylder det meste, og en udslidt kurvestol uden hynde står for enden. Der ligger noget tøj i den, samt nogle nussede gamle ugeblade og tomme bæreposer. Der er hverken dyne, puder eller lagen på sengen. Kun en uhumsk boksmadras på meder. Mit blik standser, da jeg ser på den. I den ene ende er der en stor, brun plamage der kun kan være én ting.
   "Er det blod?"
   "Hende der boede her før, skar sig," siger Linda tørt.
   "Skar sig?"
   Linda holder den ene arm op, og fører pegefingeren hen over pulsåren i håndleddet.
   "Døde hun?"
   Linda svarer ikke, men tager en af plastikposerne fra stolen og giver den til mig. "Hun havde hiv, så læg det her over for en sikkerheds skyld, hvis du vil sove i den."
   Kvalmen vælder op i mig. Jeg vil ikke lægge mig på den seng, om så selveste Eva Mendes ligger nøgen i den.
   Linda skubber presenningen til side og går ud, mens jeg bliver stående, studerer mit nye logi. Et øjeblik senere hører jeg hende tænde for vandet på toilettet. Jeg går tilbage i stuen, og hun kommer ind med et snapseglas med vand i.
   "Du må gerne være her, men om lidt får jeg altså besøg. Så skal du gå derind og være stille."
   Mine hår i nakken rejser sig. "Hvem?"
   "En kunde. Jeg plejer ikke at tage dem med herop, men ham her er god nok. Han kommer ikke derind hvis du bare er stille."
   Jeg nikker. "Hvad med Lukaz og ham den anden?"
   "De kommer ikke her. Ikke hvis du holder dig på din side, så du ikke bliver set." Hun sætter sig på sengen og stiller glasset på bordet. Hun tager en lille pakke sølvpapir op fra tasken, folder den ud og hælder indholdet, noget hvidt pulver, ned i vandet og rører rundt til det er opløst. Så tager hun en sprøjte frem fra tasken, hiver hætten af, og suger stoffet op. Hun vender blikket mod mig, som en slags sidste advarsel. Jeg bliver stående.
   Hun trækker det ene ærme op og jeg bemærker, at stikmærkerne er ikke så store og betændte som jeg troede. Der er kun bittesmå røde prikker, og hun stikker nålen ind midt i plamagen. Langsomt trykker hun stemplet i bund og væsken forsvinder ind i hendes årer. Hun lader nålen sidde et øjeblik, mens hun lukker øjnene i. Hun rykker langsomt fra side til side inden hun tager nålen ud og lægger sig ned på sengen. Hun kommer med et langt suk og jeg tror et øjeblik, at hun er ved at udånde foran mig.
   Der går et stykke tid inden jeg kan høre en regelmæssig vejrtrækning fra hende igen. Lettet over, at jeg ikke også står med en død narkoprostitueret, begynder jeg at tænke over min egen situation. Jeg må igen og igen minde mig om, at det ikke er et mareridt jeg kan vågne op fra. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre når jeg kommer ud herfra, men jeg tør selvfølgelig ikke tage hjem. Jeg overvejer at gå til de få venner jeg har, men minder mig selv om, at de mere er kollegaer. Det er udelukket.
   Imens sætter sig Linda op. Hun har fået lidt mere farve i kinderne. Hendes øjne er blanke og hun putter hætten på sprøjten og lægger den ned i tasken og går ud på toilettet. Lyset virker ikke, så hun lader døren stå helt åben mens hun trækker bukserne af og sætter sig. Jeg vender ryggen til, men lyden af strålen i vandet kan jeg ikke lukke ude.
   "Du må hellere gå ind, min kunde er her lige om lidt."

3.
   Jeg går ind bag presenningen og sætter mig helt yderst på sengen i den anden ende fra blodpletten. Det banker på døren og Linda går ud og åbner. Hun og kunden kommer ind i stuen og en kort, ligegyldig hvordan-går-det samtale efterfølges af lyden af et bæltespænde der bliver åbnet. Tid er penge, tænker jeg.
   Et øjeblik efter siger Linda skarpt: "Nej, der skal gummi på!"
   Manden udstøder et fnys og siger han nok skal betale ekstra. Linda gentager sig nej endnu fastere. Han forsøger igen, og denne gang får han besked på at forsvinde hvis han ikke vil høre. Manden brummer et eller andet og Linda siger: "Ja, men sådan er reglerne."
   Sengen knager voldsomt da de lægger sig, og inden længe er de i gang. Manden udstøder ingen lyde, og det er kun sengen jeg kan høre. Jeg får øje på en lille sprække i presenningen. Den er kun omtrent én centimeter høj og gaber ikke mere end to-tre millimeter, men lige nok til, at jeg kan se igennem. Jeg behøver kun at læne mig frem.
   Manden er stor, halvt muskuløs, halvt fed. Kroppen dækker næsten Linda helt, og hans skaldede hoved glinser af sved. Hele sengen rykker hver gang han støder til, og Lindas fingre kører op og ned af hans lodne baller. Jeg trækker hovedet til mig, fuld af væmmelse. Sengen knirker et par minutter mere, indtil jeg hører noget der minder om et tilfredst suk.
   Uden den store ordveksling, tager de tøjet på igen og han forlader lejligheden. Linda går ud på toilettet og tænder for vandet i håndvasken. Da hun kommer tilbage, står jeg igen i hendes stue. Hun har forsøgt at rede det krøllede hår, men resultatet er uheldigt. Det trænger voldsomt til en vask. Det slår mig, at hun kunne ville have været ret køn, hvis ikke livet havde efterladt så hårde spor i hendes ansigt.
   "Er du okay?" spørger jeg. Hun løfter et øjenbryn mod mig og svarer ikke.
   "Hvor mange gange om dagen skal du gøre den slags?"
   Hun sætter sig på sengen og tænder en cigaret. "Det er forskelligt. Tre, måske fire gange. Men det er altså sjældent de besøger mig her. Det er ikke smart; der er mange syge stoddere derude."
   "Kan du ikke bare lade være at gå med dem?"
   Endnu et langt sug på cigaretten. "Man kan ikke på forhånd se hvem der syge i roen. Det opdager man først for sent. På Reden har de en tavle man kan skrive dem på, så de andre piger ser det. Hvordan svinene ser ud og hvilken bil de kører i. Eller man kan få Lukaz eller en anden til at finde dem og ruske lidt i dem. Så kommer de i hvert fald ikke igen. Men det koster."
   Navnet er som en blyfyldt boksehandske lige i synet på mig. "Ham Lukaz er vist noget af en altmuligmand?"
   "Ja. Og han er ikke alene om det. Jeg ville få ham betalt hvis jeg var dig. Og du må aldrig sige, at du har været her."
   "Din veninde ..." Jeg peger bagud mod mit lille værelse med tomlen. "Hvorfor tog hun sit liv?"
   Lindas øjne bliver for en kort stund endnu mere fjerne end de i forvejen er. "Hun kunne bare ikke klare det mere."

Linda fixer igen. Sprøjten fra før bliver genbrugt, og falder på gulvet, da hun forsøger at lægge den på bordet. Så falder hun om på sengen og sover.
   Jeg får øje på sedlerne på bordet: tre hundrede kroner.

4.
   Natten er et helvede. Jeg sidder på gulvet med ryggen lænet op af væggen under vinduet. Sengen vil jeg for enhver pris ikke ligge i.
   Jeg kan ikke sove i siddende stilling, og selv jeg går så vidt som at ligge mig på gulvet, falder jeg ikke i søvn.
   Mine tanker kredser om min fremtid. Jeg havde skidt godt og grundigt i nælderne ved at stikke Kent Hash, og med Peter Sander i fængsel er jeg alene. Min eneste mulighed er, at håbe på jeg kan købe mig ud af hele miseren.
   Mit humør kan ikke blive dårligere, og jeg skifter imellem at være vred på Peter Sander for at ødelægge mit liv, så mig selv for det samme, derefter alle andre; Lukaz, pushere og narkomaner og ikke mindst politiet, for at have sat mig i denne situation.
   Vinduet er ikke helt tæt, og gadens lyde trænger ubesværet ind til mig. Der er hele tiden en bil der standser eller nogle der taler et sted i nærheden. Flere gange lyder der råb. Ved hver enkelt lyd farer jeg sammen og ser mine to plageånder foran mig. Jeg ved, at de er derude. Måske står de lige nede på gaden.
   Linda vågner en enkelt gang, og jeg hører hende røre heroinen op i det lille glas.
   Jeg kan sværge på, at jeg også hører hende stikke nålen igennem huden.

5.
   "Godmorgen."
   Lindas stemme vækker mig. Jeg er alligevel døset hen ud på morgenen. Solens stråler bryder gennem det tynde lagen, nok til at oplyse min lille del af lejligheden. Jeg står op og strækker min ømme krop.
   "Tror du jeg kan tage hjem nu? Jeg savner min seng."
   Hun kommer til syne gennem døren for enden. Tøjet er det samme som i går. "Du skal nok ikke tage hjem."
   "Hvad skal jeg så gøre?"
   "Gem dig hos nogle venner til du har betalt."
   Jeg er på nippet til at fortælle hende sandheden, men gør det ikke. "Hvad hvis nogen ser mig når jeg går?"
   Hun ser opgivende ud. "Jeg kan ikke have dig her hele dagen igen."
   Jeg tænker, at jeg faktisk kun har været her siden sent i går aftes, men nævner det ikke.
   Hun svinger tasken over skulderen i en irriteret bevægelse. "Jeg er tilbage om en halv time. Jeg kan jo lige tjekke om der er frit når jeg kommer tilbage. Okay?"
   "Tak."

Mit ur ligger derhjemme og det samme gør min mobiltelefon. Der er heller intet ur i lejligheden, så jeg ved ikke om der kun går en halv time inden Linda kommer tilbage. Det føles som timer.
   Jeg har overskredet min grænse og sat mig i hendes seng. Sprøjten hun brugte lå stadig på gulvet, og jeg har skubbet den ind under sengen med skoen. Det er kun en lille ting på under femten centimeter, men jeg er bange for den som var den radioaktiv.
   Da hun kommer hjem, smækker hun døren hårdt i, farer ind i stuen og ser anklagende på mig. Hendes øjne svømmer rundt, så jeg ved det ikke er længe siden hun har fixet.
   "Hvad fanden tænker du på?" råber hun. Jeg havde ikke forventet et 'så er jeg hjemme, skat,' men bliver alligevel overrasket.
   "De leder efter dig over hele byen, mand! Du er jo en stikker!"
   Ordene fra den spinkle kvinde sender kramper gennem min mave. Jeg er officielt jaget vildt.
   Linda smider tasken fra sig på sengen og fortsætter: "Er du klar over hvad der sker med mig, hvis de finder ud af jeg har hjulpet dig? De slår mig kraftedeme ihjel! For skaldede tusind kroner!" Hendes stemme når et leje der giver mig kuldegysninger. Naboerne kan sikkert høre hende. Jeg kan kun gisne om, hvem der ellers bor i denne ejendom, men jeg tror ikke det er nogen der vil overveje længe, hvis de kan score en let skilling ved at stikke mig.
   "Ikke så højt," siger jeg. "Jeg har flere penge."
   Hun ser hånligt på mig. "Hørte du mig ikke, din skid? De slår mig ihjel! Fanden fucking ihjel! Og dig også." Det sidste lød som en ligegyldig sidebemærkning.
   "Jeg kan hæve nogen til dig. Du skal nok få nogle flere penge."
   "Har du et hævekort?"
   Jeg nikker, men ryster derefter på hovedet. "Det ligger derhjemme. Jeg blev jo overfaldet og kidnappet af dine venner, og fik hverken pung eller andet med."
   "Så har du ingen penge. Og de er ikke mine venner."
   "Jo jeg har. Jeg skal bare hjem og ..."
   Linda slår ud med armene. "Hvad tror du der sker med dig når du kommer hjem? Dit hus eller lejlighed er overvåget døgnet rundt, det lover jeg dig. Du når ikke inden for døren. De har et billede af dig, som de viser til alle. Hvor tror du de har fået det fra?"
   Jeg synker endnu mere sammen.
   "Hvorfor fortalte du mig det pis i går? Åh, for helvede!" Hun sætter sig hårdt på sengen, kører fingrene gennem håret og ser på mig. Hendes blik er anklagende. Pupillerne er små, og det hvide i øjnene er mere gulligt end det burde være. Det er første gang hun er så tæt på mig og jeg bemærker til min forbavselse, at hun ikke lugter. Jeg fornemmer en snert af parfume.
   "Hvad skal jeg gøre?" spørger jeg.
   "Flygte. Gemme dig langt væk."
   Det var ikke lige det råd jeg havde håbet på.
   "Du kan i hvert fald ikke blive her nu. Du skal ud."
   "Nu?"
   Lang pause. "I aften. Der er for mange der holder øje med dig nu. I aften er det mere sikkert. Jeg vil heller ikke have at nogen ser du har været her. Jeg får for resten besøg om lidt."
   Min mave snører sig endnu mere sammen. "En kunde?"
   "En veninde. Hun er lige kommet ud. Bare rolig, hun er okay."
   "Kommet ud?"
   "Fra sygehuset. Hun har været indlagt."
   "Jeg gemmer mig bare derinde."
   "Det kan du ikke, hun skal bo der. Men hun bliver her ikke så længe. Jeg fortæller hende at du er på flugt fra politiet, og gemmer dig her. Det er ikke så usædvanligt. Jeg har før gjort den slags, det ved hun. Og nu må du altså godt gå ind til dig selv."
   Hun tager en lille pakke sølvpapir op af tasken, og jeg gør som hun beder mig om.
   Sengen rører jeg stadig ikke, så jeg sætter mig på gulvet, hvor jeg tilbragte sidste nat. Lyden af vandet der bliver kørt rundt i glasset giver mig en dårlig smag i munden. Men mest over mig selv. Det er personer som Linda jeg har tjent penge i flere år. Jeg har været glad for hver en pengeseddel Peter Sander har overrakt mig, uden at tænke det mindste over hvilke veje de er kommet fra. Måske har de vandret fra en kundes hånd til Linda, som så har bragt dem videre til en pusher - måske Lukaz, som sikkert har sine egne chefer at betale. Måske er en af de chefer Peter Sander, som giver nogle af dem til mig, så jeg kan putte dem i kuverten i min bankboks.
   "Jeg skal nok betale dig for at hjælpe mig," siger jeg, men hun svarer ikke. Åndedrættet er tungt og regelmæssigt, og hun har lukket alle verdens problemer ude for en stund. Et øjeblik senere hører jeg svagt hendes stemme. "Kina er ikke langt nok væk."
   "Hvad?"
   "De finder dig alle steder. Kina er ikke langt nok væk."

6.
   Linda sover en time, måske halvanden. Jeg er øm i ryggen og benene af at sidde på gulvet, så jeg går ud og strækker mig. Linda har lukket døren til toilettet, så hun må stå derude i bælgmørke. Da hun kommer ud, har hun skiftet trøje, og håret er blevet redt, denne gang med mere held.
   "Jeg skal ud nu. Når jeg kommer tilbage, er min veninde med." Det vrede i hendes stemme er væk nu.
   "Har du slet ikke noget spiseligt? Jeg er helt vildt sulten."
   Hun ryster på hovedet. "Hvis jeg har penge til overs, skal jeg nok købe noget med til dig."
   "Tak."
   Min sult bliver ikke stillet de næste par timer. Jeg går hvileløst rundt i lejligheden, fra stuen til entreen, ud på toilettet og tilbage igen og forfra. Jeg tæller gulvplankerne, antallet af striber falmet tapet og forsøger at måle hvor lang entreen er ved at skridte den af. Jeg prøver at indrette lejligheden i mit hoved, som om jeg selv boede her. Noget af stuen ville blive inddraget til et lille køkken, og jeg ville være nødt til at købe nye møbler. En sovesofa i hvert fald.
   Min mave gør så ondt, at jeg har lyst til at lægge mig på Lindas seng. Jeg nøjes med at sætte mig i fodenden. Hvor mange kunder mon hun har i dag? Gør de det i en bil, eller finder de et ugenert sted?
   En nøgle bliver sat i låsen, og døren går op. Linda kommer ind, og bag hende dukker et menneske, der kun svagt kan minde om kvinde, op. Hun er så tynd, at det ser ud som om der ingen ben er i cowboybukserne. Der er ikke den mindste antydning af bryster under T-shirten og på halsen stikker kravebenene frem, som ribbenene fra et kadaver. Håret er karseklippet og kinderne er indfaldne. Øjnene er gemt langt borte i deres huler og huden i ansigtet er overstrøet med betændte sår. Et fjæs jeg aldrig vil glemme.
   "Det er ham jeg snakkede om," siger Linda. "Han bliver her til der falder ro på, og politiet får andet at lave." Veninden ikke så meget som ser på mig. Hun går krumbøjet og med små skridt hen til sengen, og jeg flytter mig inden hun sætter sig ned. Linda tager snapseglasset fra bordet og går ud på toilettet. Jeg skynder mig ind til mig selv; jeg har set nok. Da Linda kommer tilbage, løfter hun flappen på presenningen og rækker mig en flad burger fra McDonald's. Den er kold, men jeg tager glædeligt imod den. "Det var alt hvad jeg havde råd til," siger hun. Jeg er hende yderst taknemmelig. Hun vender sig mod veninden. "Vil du se det?" Hun kan kun mene værelset. Det vil hun ikke. Heldigvis.
   Linda og veninden siger ikke meget til hinanden, og da de har fixet bliver der fuldstændig ro. Burgeren var tør og svær at få ned, men min mave er tilfredsstillet og giver mig lidt ro. Jeg letter forsigtigt på flappen, og ser dem begge sidde på sengen. Veninden har lukkede øjne, og Linda stirrer ligegyldigt ud i luften. Det gibber i mig, for jeg troede faktisk at de lå og sov.
   Jeg går ud på toilettet, for burgeren har gjort mig tørstig. Der findes hverken kopper eller glas i lejligheden, så jeg må drikke af hanen. Den er kalket til, så vandet kommer ud i to tynde stråler, hvoraf den ene rammer mig på kinden. Der er en brusekabine i hjørnet, men der er hverken slange eller bruser til. En del af fliserne er enten flækkede eller væk, så man kan se mørtlen, der engang har holdt dem på plads.
   Spejlet i det hvide plastikskab over vasken er knust, men der sidder stadig et trekantet skår fast i rammen. Jeg kan se, at jeg trænger til en barbering. Jeg bliver stående længe på toilettet og kører hånden over skægstubbene. Frem og tilbage. Det er flere år siden jeg ikke har barberet mig om morgenen, og det føles underligt.
   Jeg kommer i tanke om min far. Han barberer sig også hver morgen, selv om han er pensionist og ikke har noget arbejde at stå op til. Måske er det ham jeg har det fra. Gad vide om han har ringet til mig siden i går aftes? Min telefon ligger stadig til opladning på køkkenbordet. Jeg må hellere besøge ham, så snart jeg er ude af denne suppedas.
   Jeg kan stadig ikke finde på et bedre forslag, end at håbe, at Lukaz vil tage imod mine penge. Jeg har intet imod at give ham dem, kan jeg mærke. Det lyder mærkeligt, men efter min overnatning her, har jeg faktisk ikke lyst til at beholde dem mere. Eller også er det nu blot billetpenge til mit gamle liv, og prisen er underordnet.
   Jeg falder hen i mine tanker, da Linda og veninden kommer ud i entreen. Det vender sig i min mave, da veninden ser på mig for første gang. De udtryksløse øjne er som våde glaskugler, der hvert øjeblik kan falde ud. Jeg har set velsminkede zombier i film, der er mere attraktive end hende.
   Jeg holder mig væk fra hoveddøren indtil den bliver lukket igen.

7.
   "Linda, må jeg spørge dig om noget?"
   Vi sidder i sengen, jeg i fodenden og Linda lænet op ad væggen med en smøg i munden og benene trukket op under sig. Hun virker ikke påvirket, snarere en smule halvfuld. Måske doserer hun sine stoffer, så hun kan fungere nogenlunde om dagen. Hun ser afventende på mig.
   "Hvor længe har du levet sådan her?"
   "Siden jeg var sytten. Der begyndte jeg at leve på gaden. Jeg kunne ikke med de gamle fordi de drak, og de kunne ikke med mig, fordi jeg røg hash tog alt muligt lort. Jeg blev smidt ud og det endte selvfølgelig med junk, den sædvanlige historie."
   "Hvornår begyndte du så at trække?"
   "I samme øjeblik jeg var hooked på hero'en. Det tog mig kun ét skud at blive det."
   "Har du aldrig tænkt dig at stoppe?"
   Hun trækker på skuldrene. "Jo da. For længe siden. Men det er ikke så nemt. Det gør mig bange, bare at tænke på det."
   "Abstinenserne?"
   "Næ, jeg får jo metadon til at dulme dem med hvis jeg går i afvænning. Men ... Ja, alt. Hvis du bliver clean skal du til at leve med dig selv og de ting du har gjort. Folk tror altid, at det bare er klaret med at blive stoffri. Så er man ovenpå igen og klar til verden. Men du får altså ikke et nyt liv foræret, det er stadig dit gamle lorteliv, og det hænger i laser. Et eneste lille bump på vejen, og du har lyst til junk igen. Hvor skal du tage hen? Du kan ikke tage tilbage hvor du kom fra, der vil du helt sikkert ryge tilbage i lortet." Hun sugede på cigaretten, så jeg troede hun ville ryge det hele i et hvæs.
   "Og jeg bliver alligevel aldrig rask."
   "Hvorfor ikke?"
   Hun ryster på hovedet, og vifter mig væk med hånden. "Ikke noget ... Jeg er alligevel ikke rask, selv om jeg bliver clean. Det bliver jeg aldrig."
   "Selvfølgelig kan du blive det."
   "Nej." Hun lyder opgivende og en ubehagelig tanke slår ned i mig.
   Ordene ryger ud af mig: "Er du også hiv-smittet?"
   Hun nikker. Jeg bliver kold på ryggen. "Det er jeg virkelig ked af." Hun puster røg ud og skodder cigaretten oven i alle de andre skodder i askebægeret.
   "Er det derfor du ikke vil gøre det uden gummi?"
   "Ja. De er syge i hovedet. De vil have ubeskyttet sex, og så hjem til konen bagefter. Du fatter slet ikke hvad de kan finde på at bede om."
   "Er du nogensinde blevet voldtaget af en kunde?"
   "Ja, et par gange."
   Jeg synker, men den dårlige smag går ikke væk.
   "Min veninde," hun peger mod presenningen, "blev engang snittet i ansigtet fordi hun ikke ville kneppe en kunde uden kondom," fortsatte hun. "Hun havde gjort det et par gange med ham uden, men da hun fik konstateret hiv, sagde hun nej. Så rev han en hobbykniv frem og skar hende flere gange, tog hendes penge og stak af."
   "Frygteligt. Havde hun fået hiv af en kunde?"
   "Nej, hun delte sprøjte med en der var smittet. Det er næsten altid sådan det sker. Nu får vi rene sprøjter på Reden, hvis vi afleverer en brugt."
   Jeg tænker på situationen med den store mand dagen før. Hvordan Linda stædigt havde krævet sikker sex, selv om det kunne betyde, at hun ville gå glip af penge til stoffer. Kun fordi hun ikke ville smitte kunden. Jeg tænker også på sprøjten under sengen, som jeg har rørt ved med min sko.
   "Hvor gammel er du, Linda?"
   "Syvogtyve."

8.
   Det er blevet aften, og mine nerver sidder uden på tøjet. Vi har ikke snakket mere om mit exit fra lejligheden. Jeg ved endnu ikke hvor jeg skal gå hen, men et eller andet siger mig, at min far er bedste bud. Jeg er rædselsslagen for at blive opdaget undervejs, men også for hans reaktion, når jeg fortæller hvad der er sket. Hvem jeg i virkeligheden er.
   Linda har været ude og trække i eftermiddags, siden vores snak. Det fortalte hun mig selv. Hun har også stukket sig to gange siden hun kom hjem, og hendes veninde, som jeg helst ikke vil møde igen, kommer tilbage senere i aften og skal sove her.
   Linda sidder i sengen, og jeg går rundt i stuen. Min skjorte klæber til min krop, og den stinker surt af sved. Linda er temmelig stenet, og jeg forsøger at tænke på noget andet. Hvad skal veninden give for at bo her, hvor og hvornår og hvad spiser junkier egentlig, og hvorfor har de alligevel penge til smøger?
   Jeg farer sammen, da det banker på døren. Linda har sine problemer med at komme op fra sengen, fordi hun er så påvirket. "Slap af, det er bare hende," siger hun og stavrer ud og låser op. Det viser sig at være rigtigt. Jeg føler straks lede ved synet af veninden, som om hendes sår på afstand kan smitte mig med pest eller det der er værre.
   I samme øjeblik hun træder ind, dukker en mand op ude fra den mørklagte trappeopgang. Han skubber hende brutalt væk. Jeg genkender ham med det samme. Gorillaen!
   Han knalder Linda en knytnæve lige på kæben med et drøn. Hun vælter bagud, rammer væggen med baghovedet, og falder om på gulvet. Endnu en person dukker op i døren. Lukaz. Han peger på Lindas veninde. "Ud!"
   Hun går med sine små skridt forbi Linda, der ligger og stønner på gulvet og ud ad døren. Der er stadig intet at spore i hendes øjne. Nu ved jeg hvordan det føles at blive stukket. Gorillaen har ingen hættetrøje på i dag, så hans muskuløse og tatoverede arme er bare. Lukaz har den samme brune kasket på, hvide joggingbukser der er klippet af til shorts og en sort trøje der er for stor til ham. Han smækker døren i og trækker Linda op i håret. Hun hyler op og han slår hende med en flad hånd over munden. Hans makker holder blikket fastfrosset på mig. De kommer ind i stuen, der pludselig bliver endnu mindre. Lukaz smider Linda hårdt på gulvet, så hun rammer en af mælkekasserne under bordet. Askebægerets pyramidestablede cigaretskodder ramler sammen og vælter ned over hende.
   "Så du løj for mig i går," råber Lukaz. "Og gemmer på en stikker!" Han sparker hende hårdt i maven og hun udstøder et brøl af smerte, der hurtigt dør ud, da han sparker hende samme sted anden gang.
   "Og du," siger han og ser på mig. Hans øjne er næsten sorte af had. "Du er færdig!" Han rækker ind under trøjen og trækker en kniv frem. Den er lang nok til at gå halvvejs gennem mig. Jeg springer et skridt tilbage, og rammer ind i presenningen, der blafrer op fra gulvet. Jeg har lyst til at skrige, men kan ikke.
   "Rolig ... Lad mig lige ... Jeg har penge," siger jeg. Min stemme bævrer som om jeg cykler hurtigt hen over brosten.
   "Du har ikke en skid!"
   "Jo, de ligger bare i en boks."
   Lukaz griner. "Så bliver det jo lidt svært at få fat i dem, ikke?" Linda udstøder et lille støn, og han er over hende med endnu et spark. Denne gang er hun forberedt, og når at rulle rundt, så han rammer hende i ryggen. Slaget er så kraftigt, at hun bliver skubbet et lille stykke hen ad gulvet og standser foran sengen.
   "Tag ham!" snerrer Lukaz til den anden. Hans gorilla kommer nærmere mens han stikker hånden ned i bukselommen og finder en butterfly kniv frem. I et professionelt snuptag er den åbnet, og peger mod mig. Jeg træder længere tilbage, og mine ben rører ved sengen. Jeg har intet at forsvare mig med og han kommer nærmere. Det prikker overalt i min krop, og jeg bliver svimmel.
   I næste sekund bliver vi afbrudt af et højt brøl fra Lukaz.
   Gorillaen snurrer rundt. I Lukaz' ene læg sidder der en sprøjte. Lindas tynde fingre holder fast om den. Det må være den jeg sparkede ind under sengen i morges. Kanylen er helt begravet i lægmusklen og da hun slipper den, slår hun til den fra siden så den knækker med et lille smæld, og efterlader nålen inde i kødet. Lukaz skriger igen og forsøger at trække den ud, men kan ikke få fat i den. Hans fingre farer blot hen over den lille røde plet.
   "Fuck! Har du brugt den sprøjte?" råber han. Linda svarer ikke.
   "Er den brugt?" gentager han og stikker hende en lussing. Gorillaen går hen mod ham.
   Jeg bliver med ét atter bevist om situationen. Jeg kommer aldrig ud til hoveddøren uden at få to dødelige stik fra deres knive. Så snart jeg bevæger mig, vil de være over mig. Men lejligheden har en udgang mere.
   Jeg tager fat i lagenet i vinduet og rykker til. Ubesværet falder det ned og blotlægger vinduet. Der er spindelvæv i hjørnerne og støvet hvirvler op. Vinduet er todelt og det ene har kun én haspe. Jeg tager den hurtigt af og skubber hårdt til vinduet, så det går op på vid gab med en høj knagen.
   "Tag ham for satan!" råber Lukaz, og gorillaen opdager sit andet fejltrin og styrter frem mod mig. Men for sent. I det samme kaster jeg mig mod åbningen. Jeg takker mig selv for, at jeg ikke er overvægtig, for så havde jeg siddet kilet fast mellem sprossen og karmen.
   Luften er forbavsende kold da jeg suser mod jorden.

9.
   En irriterende lyd gør, at jeg ikke kan sove. Den har irriteret mig længe, og nu er jeg nødt til at slå øjnene op og se hvad det er.
   I loftet sidder en lang lampe med tre lysstofrør og gør mig opmærksom på, at jeg ikke er hjemme. Der er nogen der taler et sted, og det er den lyd der har vækket mig. Jeg forsøger at løfte armen for at klø mig i ansigtet, men det gør ondt og jeg opgiver.
   "Hov, nej, det går ikke." Et øjeblik senere dukker stemmens ejermand op. En kittelklædt mand med fuldskæg. Han lægger forsigtigt en hånd på min skulder og siger: "Hej Dan. Du er på hospitalet." Et stetoskop stikker op fra kitlens lomme. Jeg ved jeg godt hvor jeg er, og jeg kommer i tanke om hvorfor jeg er her.
   Endnu to mænd dukker op i mit synsfelt. Jeg har set dem begge før. De civilklædte narkobetjente der besøgte mig for nogle dage siden. Den ene trækker en stol hen til sengen og præsenterer sig.
   "Hej Dan. Jeg hedder Kenneth Larsen, mig husker du vel nok?"
   "Måske jeg lige må informere min patient om hvad der er sket, inden I tager over?" bryder lægen ind. Stemmen er hård og dyb. Kenneth Larsen nikker, men bliver siddende.
   Lægen fortæller mig, at jeg har brækket begge ben, den ene arm, et par ribben, at jeg har nogle blødninger og at jeg er utroligt heldig. Jeg skal blive på sygehuset et stykke tid endnu, og det er under politibevogtning, da jeg er anholdt. Lægen træder i baggrunden og lader Kenneth Larsen tage over.
   "Jeg vil være ærlig med dig, Dan," siger han som om vi er bedste venner. "Du står i lort til langt op over begge ører. Du har vist ikke fortalt mig hele sandheden sidst." Han holder en kort pause, som om han forventer jeg vil sige noget. Det gør jeg ikke.
   "Der er et vidne der har set dig springe ud af vinduet. Vidnet har også set en mand i vinduet lige efter, så I har været flere i den lejlighed. Hvem?"
   Mit hjerte banker hurtigere.
   "Hvor stammer blodet fra, Dan?"
   "Blodet?"
   "Hele lejligheden var fyldt med blod. Hvem stammer det fra?"
   Jeg ser Linda foran mig, liggende på gulvet foran Lukaz, der havde kniven i hånden. Rasende, som en vild bjørn. Mine øjne fyldes med vand.
   "Linda," siger jeg. "Hende der bor i lejligheden. Det må være hende."
   "Linda hvem?"
   "Hun bor der, siger jeg jo. Hun er narkoman. Jeg ved ikke hvad hun mere hedder."
   Kenneth Larsen ser undrende på mig. "Der bor ingen Linda i den lejlighed. Der er flere der har adresse der, så det er lidt forvirrende, men ingen Linda."
   Jeg blinker tårer væk. Jeg tør slet ikke tænke på hvad de to har gjort ved hende.
   "Hun hjalp mig." Min stemme er kun en hvisken.
   "Med hvad?"
   Der opstår en længere pause, hvor de to betjente venter på mit udsagn.
   "Dan, jeg er sgu ikke født i går. Jeg ved hvad du er involveret i. Hvordan du er med i det, er jeg ikke helt sikker på, men jeg tipper, at du er pengemand. Lokummet brænder for alle, ikke mindst for dig, for du har udtalt dig i sagen. Man springer ikke ud af et vindue på anden sal for sjov, Dan. Hvem var du sammen med?" Jeg bliver irriteret over han bruger mit fornavn så tit.
   Den anden betjent siger: "Vi kan hjælpe dig, men så må du også hjælpe os. Der er farlige mennesker involveret. Du kan ikke tage hjem, og hvis du kommer i fængsel er du fredløs." Kenneth Larsen siger: "Det her er slet ikke dig. Vi kan tilbyde dig vidnebeskyttelse. Det vigtigste lige nu er, at vide hvem der har lavet det svineri lejligheden, og hvem det er gået ud over."
   Jeg forsøger at bevæge mig, men det gør helvedes ondt.
   "Hvor kommer jeg så hen?"
   Kenneth Larsen siger: "Det skal vi nok finde ud af. Der sker dig ikke noget. Hvem er det?"
   Jeg ser igen Linda foran mig, liggende på gulvet. Hendes ord runger i mit hoved, da jeg giver dem navnet.
   'Kina er ikke langt nok væk.'