Jeg var 10 år gammel da jeg første gang mødte Valdemar.
   Sommerferien var slut og vores klasse var blevet udvidet med endnu en elev. En fregnet, næsten helt hvidhåret dreng.
   Da han blev tildelt pladsen ved siden af mig, svarede han læreren med et "tak makker," og satte sig.
   Da vi havde grinet færdig, sagde hr. Jensen at han blot kunne kalde ham "hr. Jensen."
   "Okay hr. makker Jensen," sagde Valdemar, og sekundet efter var hele klassen brudt ud i latter. Selv hr. Jensen måtte trække på smilebåndet.
   Valdemar blev hurtigt klassens sjove dreng, og min bedste ven. Vi legede oftest hos ham, for han havde mest legetøj. Næsten alle Star Wars figurerne og nogle af de store rumskibe også. Han havde også en spillemaskine, en Commodore 64. Det var der flere drenge på skolen der havde, men ingen havde så mange spil til den som Valdemar.
   Valdemars mor var sygeplejerske. Jeg kan ikke huske om jeg nogensinde har set hende i andet end den hvide kittel, for det er det billede jeg har af hende i hukommelsen. Hun serverede altid kager og sodavand for os, så hun var helt ok.
   Valdemars far var sømand og væk hjemmefra meget længe ad gangen. Første gang jeg så ham, troede jeg han var Valdemars bedstefar. Han var ældre end moderen, havde en ordentlig vom og gik kun i undertrøje og shorts når han var hjemme. Han talte højt og grinede af sine egne vittigheder. Min mor sagde, at jeg skulle holde mig for ørerne når han fortalte sine sømandshistorier. Der stod altid øl på bordet når Valdemars far var hjemme fra søen, som de kaldte det.
   Valdemar var altid sjov. Selv når han ikke vidste det. En dag ringede det på døren. Min far læste avis i stuen og min mor lavede mad. Det var Valdemar.
   "Skal vi høre musik?" spurgte han og tog et kassettebånd op fra lommen. "Kim I Cirkus. Jeg har lige købt den."
   Min mor dukkede op ude fra køkkenet.
   "Hej Valdemar. Vi skal altså lige til at spise. Har I allerede spist?"
   "Ja," svarede han. "Min far er kommet tidligere hjem. En hel uge før. Han stak mig hundrede kroner, så jeg kunne spise på grillbaren og købe et bånd. Han sagde, at jeg skulle rende herover bagefter. Han låste også døren efter mig."
   "Nå," sagde min mor, tydeligt befippet. "De skulle nok bare tale om noget vigtigt."
   "Nej, jeg tror de får hele huset til at gynge," sagde Valdemar. Det udtryk havde vi hørt hans far bruge før. Hvad det betød, vidste vi ikke, men min mor blev rød i hovedet og forsvandt ud i køkkenet igen, og jeg hørte min far rasle med avisen og grine inde i stuen.
   Mig og Valdemar var altid sammen. Vi legede selvfølgelig også med de andre fra klassen, men for det meste var det kun os to. Den ene sommer var jeg med ham og hans familie på camping. Vi var begge fyldt tretten, og fik lov at sove i et telt ved siden af campingvognen. Valdemars far sagde, at han lå i telt hver morgen når han vågnede, og grinede højt. Der gik nogle år, før jeg fattede pointen.
   Engang skulle vi også blande blod, som vi havde set Arnold og Benny gøre det i Midt Om Natten. Jeg sprang dog fra i sidste øjeblik, da jeg ikke turde skære i mig selv. Valde stod med en lang rift på tommelfingeren og så lidt skuffet ud, da jeg lagde kniven fra mig.

Det følgende år stoppede vores venskab brat. Det var nytårsaften, mig og Valde, som han nu blev kaldt, samt to andre fra klassen var samlet hos mig. Valde sagde, at han havde noget at vise os derhjemme. Der var stadig en time til vi skulle spise, så jeg fik lov til at gå med hvis jeg skyndte mig tilbage. Palle og Mikkel skulle egentlig hjem, men var nysgerrige nok til også at gå med.
   Hjemme ved Valde stod hans mor i køkkenet og kokkererede.
   "Hej Daniel," sagde hun, og nøjedes med at nikke til de andre. Palle og Mikkels navne kunne hun aldrig huske. "Valde, sig til din far han skal klæde sig på, gæsterne kommer om et kvarter."
   Faren sad i sofaen og foran ham stod der allerede en hel række tomme flasker.
   "Må vi se det?" spurgte Valde. Faren pegede på døren til køkkenet, og Valde gik hen og lukkede den.
   "Se her, knægte," sagde han og gik hen til en reol og trak en skuffe ud. Han vendte tilbage til sofaen med et gråt rør med en snor i toppen. Han satte det på bordet, knappede en ny øl op og tog sig en tår. Røret var lige så højt som ølflaskerne og næsten dobbelt så tykt som et kosteskaft.
   "Dynamit!" råbte Palle. Faren tyssede voldsomt på ham, men glemte at han havde øl i munden og sendte en byge af det ud over bordet og den euforiske Palle.
   "Det er sgu da ikke dynamit," sagde han og tørrede sin hage. "Næ, min dreng. Det er et godt, gammeldags kanonslag. Jeg fik det i Spanien, da vi var i land dér."
   Vi så måbende ned på det.
   "Vi har skudt et af i eftermiddags," sagde Valde. "Det lyder helt vildt højt."
   Faren blinkede til ham. "Nemlig. Det her kanonskrald kan få skørterne til at blafre på jeres mødre." Jeg vidste ikke rigtigt hvad skørter var, men jeg forstod hvad han mente.
   Valde lød ivrig: "Må vi skyde det af?" Faren nikkede og Valde snuppede det fra bordet og gemte den under jakken.
   "Men I må kun drøne den af ovre i skoven. Og gå langt væk; lufttrykket river hårene af brystet." Jeg kiggede på faren, der tog en tår øl mere. Han havde undertrøjen på. Håret på skuldrene sidder åbenbart bedre fast, tænkte jeg.

Vi gik over i skoven og fandt et sted at fyre kanonslaget af. Det var temmelig mørkt, men sneen lyste heldigvis det hele lidt op.
   "Sæt den i en snedrive," sagde Palle og gik allerede et par skridt bagud, da Valde tog det frem fra jakken.
   "Nej, smid den helt ind mellem træerne," peb Mikkel.
   Jeg holdt mig på behørig afstand, da Valde tændte lighteren. Skæret fra den lille flamme lyste hans ansigt dystert op.
   "Den skal sprænge oppe i luften," sagde han og førte lunten ind i flammen. "Jeg så min far gøre det i eftermiddags."
   Palle udstødte en klagende lyd og gik endnu et par skridt baglæns. Han virkede pludselig ikke så interesseret i fyrværkeriet længere.
   Lunten begyndte at syde. Valde slukkede lighteren, men beholdt kanonslaget i hånden.
   "Hvad laver du?" sagde Mikkel. "Smid den!" Han vendte sig og gav sig til at løbe.
   "Bare et øjeblik mere, lunten skal lige brænde lidt ned ..."
   "Smid den dog!" råbte jeg. Det sugede i min mave, som kørte jeg i rutsjebane. Hvad tænkte han på?
   Valde lagde an til at kyle kanonslaget op i luften. Da armen næsten var strakt helt ud i lodret stilling og hånden skulle lige til at slippe, kom der et stærkt lysglimt fra den og et sønderrivende brag, der næsten væltede mig omkuld. Lyset blændede mig i flere sekunder efter og det hylede for mine ører. Da jeg igen kunne se, var Palle og Mikkel væk.
   Valde sad på jorden, halvt oprejst på knæene med hænderne under sig. Jeg gik langsomt derhen. Gennem hyletonen kunne jeg høre ham jamre. Jeg var i trance, og det var som verden hørte op lige rundt om mig. Han løftede hovedet og i det svage skær sneen gav, så jeg, at hans ene kind var stænket til med røde pletter. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men løbe kunne jeg ikke. Jeg rakte hånden ud til ham, men han blev liggende på knæ og knugede sin hånd. Tårerne piblede ud af øjnene på ham da han skreg:
   "Hent min mor!"

Det var sidste gang jeg så Valde. Jeg løb hjem til hans mor og far, og de ringede efter en ambulance. Jeg blev afhørt af en betjent, og fik den største skideballe i mit liv af mine forældre.
   Da vi kom i skole igen i det nye år, var Valde der ikke. Hr. Jensen sagde, at Valdemar havde mistet tre fingre på højre hånd og nu kun havde tommel- og lillefinger tilbage.
   Jeg havde forbud mod at besøge ham, og jeg fik heller ikke lov at ringe for at høre hvordan det gik. Min mor sagde, at Valde og ikke mindst hans far var dårligt selskab for mig. Nogle dage senere fik vi at vide, at Valdemar ikke ville vende tilbage til klassen. Han og moren var flyttet.
   Min verden ramlede sammen som en vakkelvorn strandstol ville have gjort det under Elvis i hans sidste leveår. Ikke nok med, at jeg havde oplevelsen fra nytårsaften at slås med i mine mareridt; nu havde jeg også mistet min bedste ven. Min eneste bedste ven. Jeg lukkede mig inde på mit værelse i flere dage, og gad ikke lege med nogen. Den spillemaskine, som jeg havde fået i julegave blev ikke tændt, og jeg kunne ikke spise noget. Jeg fik ingen ny bedste ven resten af min skoletid.

Efter folkeskolen tog jeg studentereksamen og begyndte så at læse til lærer. Jeg ville gerne have drevet den af et år først, men mine forældre lokkede med et mindre pengebeløb, hvis jeg begyndte med det samme. Dem fik jeg hårdt brug for, for undervejs mødte jeg Gitte, som jeg fik en søn med. Da jeg var færdig med studierne, boede vi i en mindre lejlighed i byen et par år. Så blev det hus som Valde og hans familie engang havde boet i, sat til salg. Jeg havde intet imod at bo i nærheden af mine forældre og Gitte var gravid med vores andet barn, så vi havde brug for pladsen. Inden længe var vi en rigtig forstadsfamilie med vogn, vovse og venlig nabosnak over ligusterhækken. Den slags rockmusikere elsker at synge om hvor meget de hader. Jeg elsker det.

Min søn Rasmus er femten år. Han bruger det meste af sin tid i skæret fra sin computerskærm. Han er dygtig og kan allerede, hvad der sikkert svarer til en længere it-uddannelse. Han er desværre også dygtig til at komme i knibe via computeren. Som da han hackede sig ind på Nordisk Film og hentede en ikke-udgivet film, som han generøst delte med ligesindede på nettet. Han undgik kun at blive straffet på grund af hans dengang for lave alder. Eller da han ved et tilfælde fandt mindre flatterende billeder af Susanne Frederiksen, en af vores yngre regnelærere, og lagde dem ud på skolens hjemmeside, som han også havde hacket sig ind på. Jeg havde netop fået en stilling på skolen og det var kun i kraft af den, at han undgik at blive bortvist.
   Min datter, Emilie, er tolv. Ud over at være vild med heste, er hun ivrig miljøforkæmper. Ofte får jeg en længere redegørelse over hvor meget kulilte vores bil udleder, men når det regner, må benzinmonstret alligevel gerne fragte hende ud til stutteriet, hvor hun arbejder efter skole.
   Begge mine børn er dygtige i skolen, men jeg er indimellem lidt nervøs for, om min søns færdigheder vil sende ham i virkelige store vanskeligheder en dag.
   Gitte arbejder som bogholder på et kursuscenter. Det lyder kedeligt, men hun har ofte forsikret mig om, at det mindst er lige så sjovt, som at undervise børn med snot på overlæben.

Solen er stærk igen i dag. Vi er kun i april, men græsset dufter, og jeg er allerede blevet brun i ansigtet. Jeg stiller cyklen i stativet og går ind i Brugsen. Klimaanlægget byder mig velkommen med en kølig brise, og jeg skynder mig at finde de få varer jeg skal have og stiller mig i kø. Gitte har overarbejde grundet et nyt lønsystem, Emilie er ved hestene og Rasmus forlader alligevel kun computeren og hulen for at søge efter føde i køleskabet. Så jeg har hele eftermiddagen for mig selv, og hvis jeg er hurtig kan jeg nå hjem og sove til genudsendelsen af eftermiddagens indholdsløse serier. En af mine yndlingsbeskæftigelser.
   Den ældre dame foran mig skal af med 146 kroner, og begynder at tælle dem op i mønter. Lettere irriteret giver jeg mig til at læse dagens overskrifter. Justitsministeren er nu forsvundet på tredje døgn, og rygtet om relationer til den italienske mafia er blusset op igen. En anden overskrift beretter om en kendis, der er blevet spottet hos en prostitueret. Ingen af dem får mig at spendere penge på deres aviser.
   Den gamle dame er nået op på tres kroner, og tæller nu sine to-kroner. Kassedamen, som i dette tilfælde er en mand, trommer utålmodigt med fingrene på pengekassens låg. Jeg lukker øjnene og drømmer mig hjem i min komfortable lænestol.
   Pludselig lander noget tungt på min højre skulder. Jeg slår øjnene op. Synet får mig til at træde et hurtigt skridt væk, så jeg nærmest lægger mig ind over kassebåndet. Det er en hånd. Men den har kun to fingre tilbage. Tommel- og lillefinger. Hvor de tre andre burde have siddet, er der kun et knudret ar. Jeg vender mig og får øje på et fregnet ansigt. Manden har lyst strithår og en lille trekant af hvidt skæg på hagen.
   Kan du kende mig? synes hans blå øjne at spørge.
   Det kan jeg.
   "Valde!"
   "Daniel, gamle dreng," siger han og stikker hånden frem. Den med alle fingrene intakt. "Det er længe siden, tænk at jeg kunne kende dig. Du har sgu samme frisure endnu."
   Jeg bliver så overvældet, at jeg ikke ved hvad jeg skal sige.
   "Valde!"
   "Ja ja, den er god nok; det er mig."
   Jeg fatter mig så meget det er muligt. "Hvad laver du her?"
   "Ja, jeg kunne da spørge dig om det samme. Jeg besøger min far."
   Billedet af sømanden dukker op på min nethinde. Ham så jeg heller ikke igen, efter ulykken.
   "Bor han her endnu?" spørger jeg.
   Valde nikker "Han har boet lidt rundt omkring, men nu bor han nede i de beskyttede. Hvad laver du nu?"
   "Jeg er skolelærer. På vores gamle skole."
   Valde ser en smule skeptisk på mig. Jeg nikker for at understrege ægtheden i det jeg siger.
   "Vildt." er hans eneste kommentar.
   "Dig?" spørger jeg.
   "Jeg har en restaurant i Schweiz. Der har jeg boet i mange år nu. Min mor er bestyrer."
   Schweiz. Jeg er mildest talt overrasket. Men det forklarer hvorfor jeg aldrig har kunnet finde ham i nogen telefonbog.
   "Hvor flyttede I hen?" spørger jeg. "Dengang i flyttede herfra."
   "København, over til min mors søster. Det gik rigtig galt mellem hende og min far efter det med min hånd."
   "Jamen, hvad så med din mors job og sådan?" spørger jeg dumt.
   "Der er også et sygehus i København," siger Valde. "Jeg har hørt de har et på Fyn også."
   Det smilende ansigt og stemmen vækker en masse i mig. Jeg føler pludselig, hvad der kun kan være gensynsglæden efter fireogtyve års savn, bruse op. Bogstaveligt. En berusende og opløftende genopfriskning af tre vidunderlige år, fra dengang solen skinnede året rundt. Jeg kan næsten høre opstemt musik. Måske er det blot muzakken fra højtalerne i loftet.
   Den gamle dame har endelig fået talt pengene op, og kassedamemanden giver sig til at lægge dem i kassen.
   "Nå, jeg må hellere finde min far," siger Valde og vender om mod butikken. Jeg snupper mine varer båndet igen, inden manden bag kassen når at føre dem forbi scanneren.
   "Jeg går med."
   Valde styrer direkte mod spiritusafdelingen, hvor vi finder faren foran en væg af flasker. Jeg har set ham nogle gange før her i forretningen, men jeg har aldrig genkendt ham som Valdes far. Han sidder i kørestol, og mangler det ene ben under knæet. Håret er fuldstændig væk og tilbage er en ildrød isse og et hærget ansigt. Fra kinderne hænger et gråt, uredt skæg der når helt ned til livet. Ved siden af står en ung pige og stiller flasker på plads.
   "Undskyld mig," siger han, "kan du ikke hjælpe en gammel sømand, der er kommet hjemmefra uden træbenet?" Stemmen lyder temmelig sløret. Nu kan jeg genkende ham. Pigen kigger et øjeblik forundret på ham, inden hun siger ja.
   "Er du sød at række mig to flaskefulde af kaptajnens ædle dråber?"
   Pigen ligner nu et spørgsmålstegn.
   "Kaptajn Thomas," siger han og peger med en rystende finger. Pigen tager to flasker af den billigste whisky ned og rækker dem til faren, der placerer dem omhyggeligt i sit skød. Da han drejer kørestolen, får han øje på os.
   "Vald'ma," udbryder han. I mine ører lyder det som vælt mig.
   "Far, kan du huske Daniel som jeg gik i klasse med?"
   Faren ser på mig. De blodskudte øjne svømmer rundt i, hvad der ligner en fæl omgang øjenbetændelse.
   "Er det hende du var så lun på?" siger han og inden Valde når at svare, har han drejet kørestolen om igen. "Jeg skal lige have et par bajere med også."
   Jeg forklarer at jeg nu bor i deres gamle hus, og får overtalt Valde til at gå med og se det. Faren vil også med, og vi tager stien der fører forbi alle vængerne. Jeg trækker min cykel og Valde skubber kørestolen med sin berusede far, der af og til bryder ud i uskøn sang. Jeg kigger stjålent på Valde. Han er højere end mig, og hans gavtyve-smil bliver luftet hver gang han siger noget. Hans selvtillid er i hvert fald intakt. Vi taler lidt om gamle dage, men det lyder ikke til at han har savnet dem, eller har tænkt på sin gamle bedste ven siden han flyttede. Måske var vi alligevel ikke hinandens bedste venner, men han min bedste ven. Jeg spørger om han kan huske den sommer jeg var med dem på ferie.
   "Kun svagt," siger han. Jeg mærker et stik i følelserne.

"Kan I kende det?" spørger jeg, da vi står i indkørslen.
   "Wow," siger Valde og fløjter. "Det ligner jo sig selv." Det har han ret i; jeg har ikke lavet noget om overhovedet.
   "Vil I ikke med indenfor?" Valde siger tak, men faren slår ud med armen. Han stirrer opslugt på huset og hans øjne bliver endnu mere våde.
   "Nej. Gå bare med ind, Vald'ma, men jeg venter her." Han drejer rundt og triller hen i skyggen ved hækken, hvor han knapper en øl op. Jeg får det lidt dårligt over at have rodet op i hans gamle minder.
   Jeg giver Valde en hurtig tur rundt i huset. Først stuen, så soveværelset, de to små børneværelser, ja selv toilettet får han lov at gense. Undervejs hilser vi på Rasmus, der som antaget sidder i skærmens giftiggrønne skær. Han kigger dog op, da jeg præsenterer Valde.
   "Tak for rundvisningen," siger han, da vi igen står i bryggerset. "Jeg må hellere komme af sted, den gamle er sikkert utålmodig nu."
   Vi hilser af og Valde lukker døren efter sig, efterladende mig med en underlig følelse i maven. Jeg bliver stående et stykke tid, og sunder mig oven på overraskelsen.
   Der lyder skridt bag mig, og Rasmus dukker op i døren. Jeg plejer at spøge og sige, at skærmens farver en dag vil brænde ind i huden på ham og gøre ham grøn. Lige nu er han faktisk så bleg, at det kunne passe.
   "Er der noget galt?" spørger jeg.
   "Far, der er noget jeg må vise dig."
   Vi går ind på hans værelse, og jeg får en dårlig fornemmelse.
   "Du må love mig ikke at blive sur," siger han og sætter sig i stolen. Jeg ånder tungt ud.
   "Hvad har du lavet?"
   Han taster hurtigt på tastaturet. "Ham Valde havde en mobiltelefon i lommen. Hans bluetooth var tændt, så jeg tænkte, at det kunne være sjovt lige at se om han havde nogen sjove billeder på den."
   Jeg begynder at blive vred.
   "Kan du også hacke telefoner nu?"
   "Ja, det er da noget af det nemmeste."
   Jeg tror ikke mine egne ører. "Sig mig har du ikke haft problemer nok? Har du slet ikke lært ..."
   "Se lige her først." Han åbner en mappe på skærmen, og en håndfuld ikoner dukker op. Han klikker på et af dem, og et billede af en meget afklædt, blond kvinde dukker op. Jeg kommer i tanke om Susanne Frederiksen.
   "Er det fra hans telefon?" spørger jeg.
   "Ja, og der er flere."
   "Er det det du vil vise mig? At du kan stjæle andre folks private billeder fra deres telefoner nu? Sig mig, er du helt ..."
   "Nej nej, det er ikke det. Det er det andet." Han klikker billedet væk, og finder det næste frem.
   Det tager mig nogle sekunder at forstå hvad jeg ser på billedet, men da det endelig har samlet sig for mig, bliver jeg paf. Billedet er taget i noget der ligner en kælder. Vægge og gulv er råt beton. Personen, der ligger på gulvet er en midaldrende mand i lyst jakkesæt. Midt i panden er der et rødt hul, og en rød stribe løber ned langs tindingen og øret.
   "Hvad er det her for noget?" siger jeg efter et stykke tid. "Er det falsk?"
   "Det ser ikke sådan ud," siger Rasmus. "Men er det ikke ham dér ..."
   Jeg nikker.
   Det er vores forsvundne justitsminister.
   "Hvem er ham Valde virkelig?" spørger Rasmus.
   "Han siger, at han driver en restaurant i Schweiz."
   "Er det ikke det mafiafolk gør? Bruger restauranterne til at vaske penge hvide."
   Jeg stirrer på skærmen. Der er ingen tvivl; det er justitsministeren.
   Valde som lejemorder for mafiaen? Det kan jeg umuligt forestille mig.
   "Hvorfor skulle han have det billede på sin telefon, når alle og enhver kan få adgang til det?" siger jeg.
   Rasmus drejer stolen om. Han ser en smule såret ud.
   "Det kan alle og enhver heller ikke. Det var ret godt skjult bag både firewall og passwords. Det må være en ny model; jeg har ikke set sådan noget før. I hvert fald ikke på en mobiltelefon."
   Jeg spekulerer på hvor han har set - og ikke mindst knebet sig igennem - alle de sikkerhedsforanstaltninger.
   "Der er mange indgange i sådan en digital bankboks," siger han, som læser han mine tanker.
   Jeg kan ikke få øjnene fra billedet på skærmen. Det røde hul i panden virker hypnotiserende.
   "Hvad skal vi gøre?" spørger Rasmus.
   "Vi må vise det til politiet, så må de fastslå om billedet er ægte, eller en meget dårlig spøg. Gider du printe det ud?"

Et øjeblik senere står jeg i bryggerset og tager sko på. Jeg lægger billedet, som Rasmus lige har printet, på bordet. Jeg vil tage ind på politigården med det. Jeg gider ikke have besøg af betjente i en opsynsvækkende politibil her i mit fredelige vænge.
   Jeg opdager, at jeg har glemt min telefon i stuen og går ind for at hente den. Da jeg kommer tilbage til køkkenet, farer jeg sammen ved synet af Valde, der står i bryggerset.
   Han har billedet i hånden, og stirrer forstenet på det, som jeg selv lige har gjort det på skærmen. Det ser grotesk ud, sådan som han holder papiret, kun med de to tiloversblevne fingre. Fingrene på den anden hånd er lukket sammen om en pistol, som bliver rettet mod mig.
   "Er det din søn?" siger han dybt og tonløst. Jeg kan næsten ikke kende stemmen igen. Smilet er også forsvundet fra ansigtet, der nu ser ud til at være hugget ud i sten. Øjnene er gået fra varm glød til iskolde prikker.
   "Valde, jeg ..." Min stemme knækker over. Det klør pludselig vildt i min hovedbund, som om en hel hær af myrer kravler rundt deroppe.
   "Din søn sad ved en computer før. Er det ham der har været inde på min telefon?"
   Jeg ryster på hovedet, men det ser ikke ud til at overbevise ham. Han putter billedet i lommen på jakken og går ind i køkkenet. Hans bevægelser er rolige og kontrollerede.
   "Min søn mente ikke noget med det," siger jeg, mens Valde skubber mig i retning af Rasmus værelse. Jeg har en overvældene trang til at råbe og advare ham, men den eneste udgang han har, er døren, og den er vi næsten henne ved. Hans vindue har en sikkerhedshaspe, så det kun kan åbnes fem centimeter.
   Valde sparker på døren, så den brager op. Sengen fylder det meste af det lille værelse og for enden af den står skrivebordet med computeren og skærmen. Rasmus springer op fra stolen og modtager et knytnæveslag lige på næsen. Han ryger direkte i gulvet. Jeg får pistolløbet stukket under næsen.
   "I får intet ud af at lave larm. Sæt dig på sengen."
   Pludselig er Valde faldet ind i rollen som følelseskold morder.
   Jeg sætter mig, men tæt nok på Rasmus, så jeg kan lægge en beroligende hånd på hans skulder.
   "Hvorfor hackede du min telefon?" spørger Valde og skubber døren til med hælen.
   "Det var kun for sjov," siger jeg.
   "Der er intet sjovt ved at stikke næsen i min telefon, knægt."
   Han flytter pistolen over i den ødelagte hånd. Det burde være umuligt, men han holder den fast ved at sætte den i spænd mellem tomlen og håndfladen. Lillefingeren kan lige nå aftrækkeren. Med den anden hånd griber han ned i baglommen, og op trækker han en rulle tørresnor der lå på bordet i bryggerset.
   Det prikker igen i min hovedbund.
   "Du er dygtig," siger Valde, mens han ruller et stykke af snoren ud. "Dygtig til at komme ind, men du er sjusket når du går. Min telefon advarede mig, da forbindelsen blev afbrudt. Jeg kunne se, at et par billeder var blevet kopieret fra den."
   Rasmus svarer ikke, men tager sig til sin blødende næse.
   Valde trækker han et stykke af snoren ud, og holder enden fast mellem tænderne. Så tager han en lommekniv op ad lommen og skærer cirka halvanden meter snor af. Hurtigt - og kun ved at bruge hånden og tænderne - får han lavet en løkke. Først bliver jeg forbavset over at se hvor hurtig han kan arbejde med kun én hånd, men da jeg ser hvad det er, eksploderer et skud adrenalin i mig. Han vil kvæle os. Larmen fra pistolen vil vække for megen opsigt, så han vil kvæle os. Vi er vidner, og vi skal gøres tavse. Det summer for mine ører, og jeg bliver svimmel.
   "Valde, du behøver ikke at slå os ihjel," siger jeg. Rasmus kigger forskrækket op. Tårer har blandet sig med blodet fra næsen.
   Valde kaster resten af snoren over til mig.
   "Bind ham," siger han køligt.
   "Nej!" ryger det ud af mig. Valde retter pistolen mod Rasmus, der hulkende gemmer hovedet i hænderne.
   "Bind ham."
   Da jeg ikke reagerer, presser han pistolen helt ned i nakken på min søn. En sværm af uhyggelige billeder letter i mit hoved. Tøvende samler jeg snoren op. I mine hænder føles den som en strømførende ledning uden dens beskyttende isolering.
   "Jeg mister snart tålmodigheden."
   Jeg ryster over hele kroppen da jeg ruller snoren ud. Jeg vil ikke være i stand til at binde min egen søn, så en mafioso eller hvad han nu er, kan strangulere ham. Så hellere dø.
   I det samme hører jeg en lyd fra stuen. Valde hører den også, og for første gang ser han lidt beklemt ud.
   "Hvem?" hvisker han.
   Jeg ryster på hovedet og tænker på Gitte. Det kan det ikke være så tidligt. Emilie? Jeg får kuldegysninger over hele kroppen.
   Så lyder en grov stemme inde fra stuen:
   "Vald'ma, hvor fanden er du?"
   Valde fjerner pistolen fra min søns nakke, og ser for et øjeblik helt paf ud. Jeg overvejer at overfalde ham og lægge snoren om hans hals og stramme til, men jeg er ikke sikker på, at Valde lader sig overmande så let.
   Et par sekunder er der så stille i værelset, at jeg kan høre mit armbåndsur tikke. Så brydes stilheden af et brøl fra Rasmus:
   "VI ER HER!"
   Valde farer sammen og det samme gør jeg. Rasmus kommer halvt op at sidde, men bliver sendt i gulvet igen af Valdes knyttede næve. Jeg springer op fra sengen og spænder snoren ud mellem mine hænder, parat til at springe på ham. Valde er hurtigere og stikker atter pistolen under snuden på mig. Hans ansigt fortrækker sig i et arrigt udtryk. Jeg lukker øjnene og bider tænderne sammen.
   Så lyder der et højt knald, der får mig at skrige. Jeg hører farens stemme igen, denne gang tættere på.
   "Vald'ma, hvor fanden bliver du af? Jeg skal hjem på toilettet."
   Jeg åbner øjnene. Faren har kørt kørestolen ind i døren, som ikke har været lukket helt i. Valde har vendt sig og står med ryggen til Rasmus. Da faren får øje på pistolen mellem de to fingre, spærrer han de blodskudte øjne op.
   "Hvad fan..."
   Pludselig springer Rasmus op og skubber Valde hårdt i ryggen, så han falder fremover. Han når ikke at tage fra med hænderne, så han lander med hovedet i maven på faren, der udstøder en lyd, som en blæsebælg der får al luften presset ud på én gang. Valdes pistolhånd ender mellem kørestolens side og egerne på det ene hjul. Faren forsøger fortumlet at få Valde væk, og skubber sig bagud, hvilket resulterer i, at Valdes hånd bliver trukket længere ind i hjulet. De to fingre er ikke længere nok til at holde pistolen fast, så den falder ned på gulvet med et bump. Rasmus, der nu er kommet helt på benene efter det andet slag, springer hen og når at samle den op, men Valde sparker skråt bagud og rammer ham i mellemgulvet. Han tumler bagover og ender på sengen. Pistolen falder ned på gulvet igen, midt mellem Valde og mig. Hurtigt trækker Valde kørestolen frem mod sig selv og får hånden fri.
   "Far!" råber Rasmus, skubber sig ned fra sengen, og sparker pistolen hen over gulvet. Da den støder ved min fod, sender den bølger af adrenalin op gennem mig. Jeg samler den op og peger på Valde med den. Jeg gør det sikkert ikke overbevisende nok, for Valde stopper ikke sine bevægelser. Han rejser sig og peger med kniven på mig. Hans øjne er helt sorte af had. Rasmus krabber sig bagud, væk fra ham. Som en anden cirkusartist vender Valde kniven i luften, så bladet nu peger nedad.
   Han kaster sig over Rasmus.
   Jeg trykker på aftrækkeren.

"Har jeg forstået det sådan, at din gamle ven, som du ikke har set eller hørt fra i over tyve år, vender tilbage og myrder en af vores ministre?"
   Betjenten ser forståeligt nok forvirret ud og sender et sigende blik til sin kollega.
   Jeg nikker. De kigger begge på billedet, der ligger på bordet.
   "Og din søn tilranede sig adgang til hans telefon, og fandt dette billede?"
   Jeg nikker igen.
   "Som du ville aflevere til politiet og ..."
   Hans ord flyder ud og smelter sammen med den hyletone jeg har haft for ørerne, siden jeg skød på Valde.
   Jeg drejer blikket ud af vinduet. Udenfor holder der tre politibiler og to ambulancer. I den ene ambulance befinder min søn sig og bliver lige nu tilset af en læge. Han blev heldigvis ikke ramt af kniven, men næsen er muligvis brækket af de slag Valde gav ham. Han virker som om han tager hele episoden med nogenlunde ro, og jeg er overrasket over det mod han viste. Havde han ikke sparket pistolen over til mig, havde vi sikkert begge været døde nu.
   Valde selv blev båret ud i den anden ambulance for et øjeblik siden. Han var i live, og jeg hørte i forbifarten en sige, at han skulle opereres. Vores øjne mødtes i et splitsekund. Han havde det samme forfærdede udtryk, som på den skæbnesvangre nytårsaften.
   Valdes far sagde ikke ét ord bagefter. Jeg tror han er gået i chok. Han sad bare i sin kørestol og stirrede på Valde, der lå sammenkrøbet og jamrede sig på gulvet. Jeg var ikke - modsat sidste gang jeg så Valde i den stilling - kommet ham til undsætning, men havde i stedet ringet efter politiet.
   Betjentens ord bliver klare for mig igen.
   "... nødt til at tage med på stationen." Han standser talestrømmen og jeg nikker.
   "Jeg må ringe til min kone først."
   "Selvfølgelig."
   Jeg rejser mig og tager min telefon. Mine hænder ryster stadig. Mens den ringer op, går jeg hen til vinduet. De andre i vænget står i deres forhaver og glor herover. Nogle af dem taler sammen over hækken. Jeg glæder mig ikke til at svare på spørgsmål senere, når de "tilfældigvis" dumper forbi.
   Ambulancen med Valde kører og en politibil følger efter. Valde forsvinder ud at mit liv igen. Denne gang vil jeg ikke savne ham.
   Gitte svarer i den anden ende, og jeg begynder at græde.