Torbjörn havde sovet godt. Ualmindelig godt. Henkes gæsteseng viste sig at være lige tilpas. En tøffende tjuk-tjuk-tjuk lyd havde vækket ham, og han havde ligget og lyttet et stykke tid, inden det gik op for ham hvad det var.
   Færgen.
   Torbjörn styrtede ud af sengen, skyndte sig i tøjet og fandt Henke siddende ved køkkenbordet med en dampende kop og en tallerken foran sig. Han havde lange, hvide underbukser på og en undertrøje. Grå hår stod op fra hans nøgne skuldre som et langhåret tæppe.
   "Godmorgen. Kaffe?"
   "Nej tak. Er det færgen jeg kan høre?"
   "Ja, den er på vej ind."
   "Ind? Jamen har den været i land allerede?"
   "Ja, Lasse sejlede allerede kl. 6. Han skulle hente nogle ambulancefolk."
   Torbjörn kiggede på sit armbåndsur. Halv otte. Den seng var forbandet god at sove i.
   "Jamen jeg skulle jo med ind med første skib. Hvornår sejler han tilbage igen?"
   "Når de har hentet Maria, vil jeg tro. Men der er ikke plads til dig også, hvis ambulancen skal med. Og han skal sikkert handle inde i land også, inden han kommer tilbage. Så du bliver nok nødt til at vente lidt. Kippers?"
   "Pis!" Torbjörn tog sko og jakke på og begav sig ned mod molen til fods. Henkes hus var et af de første, så det tog ikke mere end fire minutter før han stod helt ude ved molens ende og ventede. Den lille kutter var næsten i land, tøffende og vuggende med ambulancen på dækket. Ambulancefolkene sad i vognen som sorte omrids bag ruden. Lasse Færgemand vinkede, da de fik øjenkontakt. Torbjörn vinkede ikke igen.
   "Jeg skulle have været med," sagde han ærgerligt til Lasse, da færgen havde lagt til. Kulden og den tiltagende blæst havde lagt en dæmper på hans vrede. "Du sejlede tidligt?"
   "De ringede, at de var klar. Og der er ikke noget som en god sejltur i frisk vejr, når brændevinen hvæsser sine kløer i ens indre dagen efter, vel?" Torbjörn studerede det hærgede ansigt og tænkte, at den også havde hvæsset kløerne grundigt i hans ydre. Der var et par huller i tandrækken og dem, der var tilbage, så ikke for godt ud.
   Ambulancefolkene så lettede ud, da de kørte ind på molen. Torbjörn åbnede døren, præsenterede sig og satte sig ind for at guide dem. Da de kørte, studerede han Lasse i det ene sidespejl, mens han surrede færgens reb rundt om en af molens piller. Han var en ordentlig kleppert.

Henke var kommet i tøjet og stod og ventede uden for Maries hus, da de kom. Skyerne var pludselig blæst væk, men selv om solen nu var fremme på himlen, var det stadig skidekoldt. Ambulancefolkene trak en båre ud af bilen og trillede den indenfor. Henke lagde en hånd på Torbjörns skulder og standsede ham i entreen. "Har du tænkt over det jeg sagde med Lasse?"
   "Både og," sagde Torbjörn. "Jeg indrømmer, at han nok er den eneste, der kan løfte rundt med hende, men jeg har svært ved at få øje på et motiv."
   Henke nikkede overdrevent. "Åh ja, motivet."
   Torbjörn stirrede på den anden, og mærkede huden vibrere. "Meget få mord bliver udført uden et motiv, at du ved det. Penge, jalousi, hævn ... rockerkrig." Han slog ud med hånden for at gestikulere, at der var flere muligheder, selv om han ikke selv kunne komme på dem lige nu. "Selv med de tider vi lever i, er det altså sjældent at man slår hinanden ihjel for sjov. Og så lige her på dette sted?" I det samme fik han øje på færgemanden gennem dørens vindue. Han styrede direkte mod kroen. Det røde ansigt lyste næsten op, da solens stråler ramte det.
   "Nej," sagde Torbjörn, skyndte sig ud og over på den anden side, hvor han stillede sig foran døren.
   "Hør, vi har brug for dig ædru i dag," sagde han og satte sit mest venlige ansigt op. Lasse stirrede på ham med øjne og et ansigt der var gennembanket af tømmermænd. Han var et halvt hoved højere end Torbjörn og så ud som om han var bygget af rene muskler under jakken.
   "Jeg skal også hjem i dag," skyndte Torbjörn sig at tilføje.
   Lasse slog med ét om i en skraldende latter, og indhyllede ham i en dunst af gammel sprut og cigaretter. "Jeg skal sgu da have morgenmad," sagde han og hostede et par gange. "Æg og flæsk, du, det eneste rigtige." Blidt, men ikke uden en vis styrke, skubbede han Torbjörn til siden, og gik ind på kroen. Torbjörn blev stående et øjeblik, åndede hårdt ud gennem næsen for at få stanken væk og gik så tilbage til Henke.
   "Han skal nok klare den til eftermiddag," sagde Henke. "Der er et par ture i ham endnu."
   Det knurrede i Torbjörns mave. "Har de andet end æg og flæsk på menuen?"
   "Æg og brød."
   Torbjörn spiste halvdelen af sin mad og drak en kop kaffe, inden ambulancefolkene var færdige og klar til at køre. Han havde holdt øje med færgemanden ud af øjenkrogen. Han sad ved det samme bord, som han dagen før havde sovet brandert ud ved og havde fortæret to portioner æg med flæsk, samt en øl og et par brændevin. Det gav ham faktisk en lidt mere sund farve i det kulørte ansigt og han råbte muntert "på gensyn" ud i lokalet da han gik, selv om der kun var Torbjörn og Henke tilstede. Dorte Morberg var i køkkenet, og Krofatter havde de ikke set. Måske lå han stadig i sengen med eftervirkninger fra dagen før.
   Henke sendte Torbjörn et sigende blik og nikkede mod døren, hvor Lasse netop var gået ud af.
   "Jeg skal nok se på det," sagde han og rejste sig. Ude i køkkenet var Dorte Morberg ved at tømme en opvaskemaskine.
   "Må jeg låne telefonen?" spurgte han.
   "Selvfølgelig. Alt det du vil." Dorte Morberg trak en stol hen til ham. Hun var over tres, men holdt sig væsentligt bedre end de andre af øens beboere. Og så havde hun et smittende smil. Da han havde foretaget den første opringning, overvejede han at ringe til Stella, men fortrød. Stella var Stella. Hun ville ikke være mildere stemt, og nummerviseren ville også vise, at han ringede fra samme sted som dagen før. Det måtte vente.
   Da han kom tilbage til bordet, lignede Henke et stort spørgsmålstegn. Torbjörn skubbede tallerkenen med de scramblede æg fra sig. "De sætter en båd i vandet og kommer her."
   "Politiet?"
   "Ja. Jeg mente, at det var bedst at tage Lasse ind til afhøring når han kommer i land derovre, men de vil se nærmere på Marias hus og udspørge alle beboerne, inklusive Lasse, her. Vi tager en snak med ham når han kommer tilbage."
   "Held og lykke."

Politiet var ikke så hurtige endda. Der gik næsten to timer inden deres fartøj viste sig i horisonten, og Lasse var længe inden vendt tilbage til øen og gået på kroen igen. Torbjörn og Henke blev siddende på molen og frøs. Torbjörn ikke var dog ikke så sikker på om Henke frøs så meget som han selv. Han sad helt rolig og stirrede næsten beundrende på havet, og havde brugt tiden på at fortælle om sit liv. Han havde altid været fisker, og allerede i sine yngre dage havde han fundet den ubarmhjertige ø med dens isolation fængslende. Hans kone havde forladt ham med deres to drenge mens de stadig var små, da hun fandt den knap så fascinerende, specielt om vinteren. Krofatter kom ned og sluttede sig til dem. Øjeblikket senere fik de øje på politiets båd. Krofatter undrede sig over, at politimanden stadig var på øen, når nu han havde muligheden for at tage hjem. "Lasse har også spurgt hvornår du ville af sted." Torbjörn satte ham ind i sagen med hensyn til den manglende stol og mistanken til Lasse. Krofatter spærrede øjnene op og kiggede skiftevis på dem begge. Så bad han Torbjörn gentage det.
   "Hvor lang tid går der inden båden derude er inde?" spurgte han.
   "Ti minutter," sagde Henke.
   "Vil du gå tilbage til kroen og sige til Lasse, at jeg er klar til at tage hjem? Hvis du altså kan holde masken. Det er nemmere at tage ham her, hvis han gør modstand."

Der var kun plads til én båd ved molen, så politiet måtte lægge til op ad Lasses kutter, og kravle over på den og videre i land. Fire betjente var blevet rekvireret til opgaven, to af dem i god form. Torbjörn gav dem en hurtig briefing. "Afhøringen af Lasse har første prioritet, derefter afhører vi de andre. Lasse er en stor mand, med løse næver, bare så I ved det, så pas på. Hvis han er medgørlig, kan det gøres hjemme ved ham selv, ellers må han på politigården." Henke prikkede til ham og pegede bagud. Færgemanden var allerede på vej ned til dem.
   "Skal du ikke have bilen med?" spurgte Lasse med sin høje røst og kiggede surt over på betjentene. "Hvad skal de her?" Hans øjne var klare og han blinkede langsommere end før.
   "Vi skal tale med dig angående Maria."
   "Om hva'?"
   "Maria," gentog Torbjörn.
   "Jeg hørte dig godt første gang. Hvorfor?"
   "Vi skal snakke med jer alle sammen," sagde den ene betjent. Lasse kiggede rundt på dem, mistænksomt.
   "Jeg kan ikke lide strissere," sagde han roligt. "Specielt ikke når de opfører sig underligt. Hva' vil I spørge om? Spyt ud."
   "Skal vi ikke gå hjem til dig?" spurgte Torbjörn. "Der er ingen grund til at ..."
   "Fandme nej! Jeg vil ikke have strissere inden for min dør."
   "Så bliver det på politistationen," truede betjenten.
   Lasse slog den samme skrallatter op, som Torbjörn havde fået slynget i hovedet om morgenen. "Vil I slæbe mig i land, helt ind på politigården?"
   "Du kender jo vejen, det er langt fra første gang du har været der," sagde betjenten. "Vold, trusler, spirituskørsel, hærværk. Fik jeg det hele med?"
   Torbjörn vendte blikket mod betjenten for at stoppe ham. Ikke alene var det forkert fremgangsmåde, det var heller ikke klogt over for de cirka hundrede kilo brændevinsberuset, tikkende bombe, der stod foran dem. Men han nåede end ikke at få øjenkontakt med ham, før Lasse sprang frem mod dem og langede betjenten en på siden af hovedet. Han faldt bagover og satte sig på enden faretruende tæt på kanten, mens han greb ud i luften efter noget, der kunne stoppe ham fra at falde i vandet. De andre betjente og Torbjörn for frem mod Lasse, men lige inden de fik fat i ham - en om hver af hans arme og Torbjörn om hans hals - nåede han at sætte et venstre hook ind, og betjenten kunne ikke gøre andet end at glide ud over molekanten og falde ned i det iskolde vand med et plask.
   De fire mænd kæmpede og færgemanden så for et øjeblik ud til at vinde kampen. Men så slog Torbjörn ham to hurtige gange på næsen, og Lasse slappede lidt af i armene, så betjentene kunne få dem drejet om på ryggen. Den ene slog et ben om Lasses ben og skubbede ham, så de alle tre faldt fremover. Lasse tog fra med ansigtet direkte ned i molen, og så stoppede han helt med at gøre modstand. Et par håndjern blev sat om hans håndled, og Torbjörn skyndte sig hen til kanten, hvor den uheldige betjent hylede og rakte op efter hjælp. Han fik ham trukket op på molen igen. Staklen rystede af kulde.
   De andre fik Lasse op at sidde. Han blødte fra næsen, der var drejet ud til siden og fra munden. Torbjörn vurderede hurtigt, at et par af fortænderne nok skulle sættes tilbage på plads efter mødet med molen.
   "Kan en af jer ikke flytte den skide færge, så vi kan få ham her om bord og ned i varmen?" spurgte Torbjörn betjentene. Den ene nikkede og begyndte at kravle om bord.
   "I rør' ikke min ..." Lasse spyttede en mundfuld blod ud på molen og opgav at sige mere. Øjnene sejlede rundt i hovedet på ham.
   "Nu kommer Krofatter og Dorte," sagde Henke, der havde betragtet optrinnet på fornuftig afstand.
   Torbjörn vendte sig og konstaterede det samme. De var i løb og Dorte Morberg vinkede vildt med begge arme. Da de nåede hen til molen, måtte de puste ud først.
   "Det er ikke ham," gispede Dorte Morberg. "Han har ikke gjort noget."
   "Noget har han da gjort," sagde Krofatter og kiggede hen på den våde betjent, der sad og bævrede med armene omkring sig selv.
   "Det var mig," sagde Dorte Morberg. Alles øjne, selv Lasses rettedes mod hende.
   "Slog du Maria ihjel?" spurgte Henke måbende.
   "Hvad? Nej, sgu." Hun kiggede på Torbjörn og lagde den ene hånd på panden. "Men jeg flyttede stolen. Undskyld."
   Der gik et stykke tid, hvor ingen sagde noget. Kun vinden, færgemandens hurtige vejrtrækning og den våde betjents klaprende tænder hørtes. Torbjörn brød tavsheden. "Lad os få ham her ind i varmen. Har i nogle tæpper og en førstehjælpskasse?"
   Betjentene nikkede. "Hvad gør vi med den anholdte?"
   Torbjörn pegede truende på Lasse. "Slapper du af, hvis vi tager håndjernene af dig?" Han nikkede og spyttede mere blod ud.

Betjentene tog færgemanden og den forkomne kollega med om bord på politibåden. De andre gik op på kroen. Torbjörn var næsten følelsesløs af kulde, da han trådte ind i den varme stue. Der var tomt, enten havde de ikke åbnet officielt, eller også var folk bare ikke dukket op endnu. Han havde en voldsom lyst til at drikke øl, men lukkede øjnene, talte til ti og fortrængte tørsten som han havde lært. "Appelsinvand, tak," sagde han, da Krofatter spurgte hvad de ville have.
   "Fortæl mig hvad der skete," sagde Torbjörn. Han, Henke og Dorte Morberg satte sig ved Henkes stambord. Dorte Morbergs kinder var røde efter turen i kulden. Henke så ikke ud som om kulden havde generet ham.
   "Maria havde talt om selvmord flere gange," begyndte hun. "Hun har ingen børn, og hendes eneste familie, en søster helt nede i Stockholm, døde for omkring et halvt år siden. Hendes helbred var heller ikke for godt mere, men hun ville ikke ind til lægen, selv om hun var sikker på, at hun var alvorligt syg. Hun ville hellere gøre en ende på det selv. Jeg muntrede hende lidt op hver gang hun var helt nede, og talte hende fra det selvmordspjat. Vores sylte-møder var mere eller mindre psykolog samtaler på amatørbasis. Da jeg kom over til hende i forgårs fandt jeg hende ..." Dorte Morbergs øjne fyldtes med vand og hun tørrede dem af med en serviet. "...hængende ... fra loftet. Synet af hende sådan slog mig ud, og jeg måtte sidde ned. Så jeg tog stolen, der lå på gulvet, og satte mig og sundede mig et stykke tid. Maria var troende, eller har i hvert fald været det engang, og det er jeg også selv, så jeg bad en bøn for hende, og gik hjem og ringede til Henke. Men inden jeg gik, satte jeg stolen på plads uden at tænke over det. Da Henke kom, lod jeg ham gå ind alene, og da han spurgte om jeg havde rørt ved noget, svarede jeg nej, uden at skænke den stol en chance. Først da Jocke kom tilbage for lidt siden og fortalte, at du ville anholde Lasse for det, og nævnte stolen, gik det op for mig, at det hele var min skyld, og at en uskyldig var ved at komme i problemer." Dorte Morberg rystede på hovedet over sig selv og snøftede.
   "Der var ikke sket noget," sagde Torbjörn. "Lasse var måske kommet med på stationen til afhøring, men uden beviser ville han ikke engang blive anklaget. Stolen er ikke nok som bevis."
   "Desuden mangler Lasse et motiv," påpegede Henke og lagde armene over kors. Torbjörn lukkede øjnene og åndede langsomt ud.
   "Hvorfor sagde du ikke noget om den stol?" spurgte Dorte Morberg Henke.
   "Så alle ville vide det? Hvordan ville Lasse ikke reagere? Det ville ødelægge efterforskningen."
   "Der er ingen efterforskning," sagde Torbjörn. "Nu skal vi bare have fragtet Maria ind på fastlandet, så hun kan blive begravet. Jeg tvivler på at hun skal obduceres nu."
   "Gudskelov," sagde Dorte Morberg.
   Et par minutter senere gik døren op, og en af betjentene kom ind. "Vi bliver nødt til at tage Lasse med ind til sygehuset. Et par af hans fortænder er slået ud, og han skal tjekkes for hjernerystelse. Han er ikke videre glad for os, men han holder sig da i ro. Vi har aftalt, at han ikke melder det, og så ser vi igennem fingre med ham også. Vi sejler nu, hvis du skal med?"
   "Jeg bliver da nødt til at have min bil med hjem," sagde Torbjörn.
   Henke klappede ham på skulderen. "Jeg kan sejle færgen. Lasse bliver ikke glad når han finder ud af det, men hvis du giver ham en flaske brændevin, tilgiver han dig nok. Med tiden."
   Torbjörn takkede ham og Henke drak en øl, inden de gik over og hentede Torbjörns bil, der stadig holdt uden for Marias hus, hvor han havde parkeret den dagen før. Den mørke stue bag de beskidte vinduer gav ham en nedtrykt fornemmelse af, hvordan det måtte være at dø alene. Han håbede, at Stella stadig var der når han kom hjem. De kørte ned til molen, hvor der nu kun lå Lasses lille færge og vuggede.
   "Hov," sagde Henke, da de holdt stille ved kanten. "Nej, for fanden."
   "Hvad nu?"
   "Der kun én nøgle til båden," sagde han og slog ud med hånden. "Og den ligger sikkert i Lasses lomme."