Villaen lå perfekt.
   I bunden af et vænge, stor men ikke for stor; de helt store havde som regel alarmer installeret. Der var endda en sti på hver side af huset, så naboerne ikke boede alt for tæt på. Bagved lå skoven, tæt og kulsort og skærmede af fra den side.
   Dennis elskede det sene efterår. Mørket faldt på tidligt, og det var nemmere at se om folk var hjemme. Om natten var næsten alle huse mørke, for folk lå i deres senge og det kunne være noget af et sats, men her kl. lidt i ni om aftenen var det de færreste, der var smuttet i kassen. Enten var der lys, eller, som i dette tilfælde, bælgmørk. Perfekt. Dennis sneg sig ind ved at skræve over havelågen, der gik ham til midt på låret. Aldrig tage i håndtaget og forsøge at åbne en havelåge. Den mindste knirken eller et pib fra et par rustne hængsler kunne afsløre ham.
   I løbet af et minut, stod han på siden af huset og lirkede et vindue op. Mange troede, at det var umuligt at åbne et vindue, der stod på klem med vindueshaspen sat i hakket i karmen, men der tog de fejl. Den mindste sprække, og det var intet problem. Heldet var med ham i aften, det kunne han mærke. Måske var det i dag han scorede den helt store gevinst. Det ville være fedt at kunne betale Brødrene tilbage med ét sidste afdrag. Dennis gav sig til at drømme, at han var en fri mand og ikke længere skulle stå til rådighed for to lettere psykotiske pushere, der anså ham som deres private slave. Han havde længe ville kvitte hashen, og havde også en del mislykkede forsøg bag sig, men han var sikker på, at det kunne lade sig gøre, når han ikke længere skyldte Brødrene og ikke behøvede at lave indbrud. I næsten to år havde han lavet det ene knæk efter det andet for at betale af på en gæld, der alligevel bare voksede. Det var en ond cirkel: han blev nødt til at lave indbrud for at overleve - det vil sige, for ikke at blive slået til plukfisk af Brødrene og deres gorillaer, og han behøvede hashens beroligende effekt til at holde det hele ud. Hans liv havde stået fast i den samme rille længe, og der var efterhånden kun to muligheder for forandring: enten røg han i fængsel, og så ville renterne løbe så voldsomt på, så selv Brødrenes oldebørn ville have deres egen personlige Dennis-slave, eller også ville han ramme guldåren. Var denne prægtige villa lyset for enden af en usædvanlig lang tunnel? Tanken fik det til at kilde behageligt i maven.
   Dennis kravlede forsigtigt ind ad vinduet, og tog sin lille lommelygte frem. Handskerne havde han taget på allerede ude på vejen, for politiet havde hans fingeraftryk i registeret. Han tændte for lygten og lod lyskeglen søge rundt i en hurtig bue. En stue. Han kunne se to skænke, en reol med glaslåger, en bogreol og en sofagruppe med to lænestole til. På bordet lå en avis, og på forsiden kunne han se et billede af den nyligt nedrevne Berlinmur. Han fandt fjernsynet, der stod på et lille bord. Stefan kendte de fleste mærker, og vidste hvad folk med mange penge plejede at købe. Synet begejstrede ham. B & O, 32 tommer. Hvis han havde været i bil, og havde haft en kammerat med, kunne de bære det ud og det ville have givet en god skilling. Desværre kunne han ikke tumle rundt med det selv. Han havde fornyligt prøvet at få et 24 tommers tv med sig, men han tabte det med et brag, så han måtte tage benene på nakken.
   Med lommelygten mellem tænderne åbnede han skuffer og skabe, og rodede rundt i indholdet. Personlige papirer uden værdi for andre end ejeren, fotoalbums og andet irrelevant blev lynhurtigt gennemrodet og røg derefter på gulvet. Bøgerne i reolen blev væltet ud, for det tilfælde, at der skulle falde pengesedler ud af dem, selv om det hørte til sjældenhederne.
   Der var intet han kunne afsætte til Brødrene. Han gik videre til en stue mere. Spisestuen. Der stod en reol, men den indeholdt kun glas og tallerkener, dog af finere kvalitet, som godt kunne give lidt kroner. Om ikke andet kunne han tage det med.
   Fortrøstningsfuld gik han videre, ud i en mindre gang med døre på den ene side. Ofte fandt man værdierne gemt i soveværelset. Ud over sengen, var der et klædeskab og en kommode. Han tog lommelygten mellem tænderne og startede med kommoden. Der var gevinst. Under noget tøj, stod der et smykkeskrin. Han løftede den op, og satte det på kommoden. Den var en smule tung og var af lakeret mahognitræ. Dennis åbnede den og hev efter vejret. Der var smykker nok til hel kongelig familie, og der var ikke tale om bijouterivarer. Hjertet slog forventningsfuldt hurtigere, og han havde svært ved at holde lommelygten stille mellem tænderne. Han studerede et par armbånd, vendte og drejede dem i det sparsomme lys. Han kunne tage fejl, men det lignede, at det ene var besat med små diamanter. Han lagde det forsigtigt ved siden af skrinet. Det andet lignede det første til forveksling. Hvis det virkelig var diamanter, ville de to armbånd alene bringe hans gæld og elendighed ud af verden. Han fandt et par halskæder, der, selv om de ikke var besat med diamanter, stadig havde en høj værdi. En ring fangede hans opmærksomhed. Som professionel indbrudstyv havde han lært sig lidt om smykkesten, og hvad de var værd. Han tog ringen og holdt den op i lyset. Han var sikker på, at stenen var en lille rubin. Han satte sig på sengen og grinede lavt.
   Efter han havde studeret nogle flere af smykkerne, lagde han det hele ned i skrinet igen og lukkede det. Hjertet bankede vildt, og han var helt ør i hovedet. Der var ingen grund til at lede efter mere nu. Nu var det bare om at komme ud.
   I det samme han kom tilbage i stuen, blev lyset tændt.

Niels låsede døren op og trådte ind i sin entre.
   Han og frakken af, hængte den på bøjlen på stangen i væggens træbeklædte indhak og satte skoene nedenunder. For to måneder siden hang der to frakker, men nu var der kun hans tilbage. Han skubbede en tom bøjle hen ved siden af, så de hang to samlet, for at gøre synet af garderoben mindre ensomt.
   Niels satte sig på bænken for at slappe af i den ømme ryg, der havde drillet ham i et par år nu. Han tænkte på koncerten, Bruckners ottende symfoni. Det var første gang han var ude i de to måneder og han havde haft meget svært ved at koncentrere sig. Han var 64, og skulle nu leve resten af livet alene. Der ville ikke komme en ny kvinde ind i hans liv, hverken nu eller senere, det vidste han. Renate havde været den bedste hustru og ven man kunne tænkte sig, og en anden kvinde ville kun komme til at stå i skyggen af hende. Det kunne han ikke byde nogen.
   Bruckners ottende. Pludselig syntes Niels, at al klassisk musik var deprimerende. Christoph og Jette havde inviteret ham med hjem på en let anretning bagefter, men han havde takket nej. Humøret var helt i bund og den fordømte ryg gjorde ondt.
   Han rejste sig og gik ind i stuen. Nu ville han se lidt fjernsyn indtil trætheden for alvor meldte sig, og så ville han gå i seng. Det var aftenerne, der var de hårdeste. Der var ikke meget ved at drikke kaffe og spise ostemadder, når pladsen i stolen overfor var tom. Nogle gange kunne han næsten fornemme hendes skikkelse ud af øjenkrogen, når han kiggede på skærmen.
   Da han nåede hen til døråbningen ind til stuen, stoppede han op. En kølig vind ramte ham i ansigtet, og han rakte omgående ud efter kontakten, i stedet for at vente til han var henne ved sofaen og bordlampen. I det samme stuen blev lyst op, stivnede han. Skabe og skuffer stod åbne og indholdet var smidt rundt omkring i hele stuen. Indbrud, tænkte han straks, og bemærkede, at fjernsynet stod der endnu. Noget ude til venstre bevægede sig, og han drejede en kvart omgang til siden og fik øje på en mand i døråbningen til spisestuen. Niels holdt op med at trække vejret, og mærkede et sug i hele kroppen. Manden var sidst i tyverne og havde skulderlangt, fedtet hår. Han løftede roligt den ene arm. Han havde grå handsker på, og en lille, sort genstand fangede Niels' blik. Først troede han det var en kniv, men det var bare en lille lommelygte.
   Da Niels så, hvad manden havde under den anden arm, var det som om hans bevægelser blev overtaget af en usynlig kraft. Benene reagerede helt af sig selv, og han trådte et par hurtige skridt hen mod den anden.
   "Slip det!" Niels knyttede næverne. Renates smykkeskrin og en del af indholdet var gået i arv fra hendes oldemor.
   "Lad mig komme ud, så sker der ikke noget," sagde den anden lavt, og løftede en finger mod Niels. Niels' krop sitrede af raseri, en følelse der var helt ukendt for ham. Han havde lyst til at flå tyven i stumper og stykker og tage smykkeskrinet tilbage fra hans døde arme. Ikke alene var der for ufatteligt mange penge i det, det smykkeskrin havde betydet så meget for Renate.
   "Giv mig det!" Niels gik hen mod manden, der så overrasket ud. Da de var inden for halvanden meter af hinanden, knyttede manden fingrene om lommelygten, og næven for op og ramte Niels på kæben.

Slaget sendte den gamle mand i gulvet. Det var som at slå til en fulderik, der allerede var halvt bevidstløs af druk. Han blev liggende og tog sig til hovedet. Dennis frydede sig. Så kan han lære ikke at blande sig. Det ville give ham tid nok til at smutte ud af vinduet og forsvinde med skattekisten. Job well done. Lykkelig fremtid forude. Desværre havde fjolset set ham, og det kunne godt gå hen og blive et problem. På den anden side, så var der mange, der passede til hans beskrivelse.
   Vinduet var to-delt med midtersprosse, så det var ikke muligt at kravle ud med skrinet under armen. Han var nødt til at sætte det fra sig i vindueskarmen, så kunne han tage det når han var kommet ud på den anden side. Med armen fejede han potteplanter og en porcelænsfigur ned på gulvet med et brag. Normalt gjorde han ikke den slags, men han havde travlt. Da han skulle til at kravle op i vindueskarmen, mærkede han et smertefuldt jag nede fra sit højre ben. Som om der blev hældt kogende vand over det. Dennis slugte et skrig for ikke at afsløre sig selv, slap sit tag i vinduets midtersprosse og rakte instinktivt ned mod bagsiden af låret. Han vendte sig og fik øje på den gamle mand lige foran ham. I hånden holdt han en stor køkkenkniv. Dennis ville trække sig tilbage, men stod allerede med ryggen presset mod vindueskarmen. Han havde undervurderet sin modstander. Faktisk havde han slet ikke set ham som en modstander. Det havde åbenbart ikke taget den gamle mange sekunder at komme på benene igen, og hente den store kniv i køkkenet. Dennis mærkede på sit ben og så på sin hånd. Den var helt rød.
   "Giv mig det smykkeskrin!" hvæsede den gamle og hævede kniven. Hans grå hår var ikke længere velfriseret, og han lignede nu virkelig én, der kunne finde på at kaste sig frådende over Dennis. Men kniv eller ej, Dennis ville ikke give sin billet til friheden fra sig.
   Han rakte beskyttende armen ud og forsøgte sig med et skridt fremad. Øjeblikkelig slog manden ud med kniven og skar en dyb flænge tværs ned over håndfladen og håndleddet.
   "Aaargh!" Dennis rev armen til sig.
   "Aflevér de smykker!" Stemmen var nu en hvisken, der blev presset ud mellem læberne. Dennis lukkede hånden hårdt sammen, for at standse den voldsomme blødning, der allerede tapløb ned på gulvtæppet. Det hjalp ikke, og blodet flød stadig ud af ham. Det krævede ingen medicinsk uddannelse at vide, at et så voldsomt blodtab snart ville være farligt. Angsten ruskede op i ham. Han havde aldrig set så meget blod før. Da han vendte håndfladen op mod sig selv, så han et gabede sår der strækte sig helt oppe fra lillefingerens begyndelse og ned forbi håndleddet. Pulsåren!! Den gamle havde kraftedeme skåret hans pulsåre over! Dennis sank sammen på knæ og pressede den anden hånd ned over såret, men lige meget hjalp det. Blodet løb ud mellem fingrene som vand når han vaskede hænder.
   "Hjælp mig," hørte han sig selv sige, og så summede det for ørerne og han blev pludselig meget træt.

Indbrudstyven sank sammen på tæppet. Blodpletten under ham var enorm. Niels gik fuldstændig i baglås, indtil mandens jamrende stemme fik ham til at indse, at han måtte hjælpe ham. Men først skrævede han over manden og tog Renates smykkeskrin med fra vindueskarmen. Derefter løb han ud på badeværelset, satte det fra sig på vasken, tog et af de store håndklæder fra skabet, og skyndte sig tilbage til stuen.
   Manden lå helt stille på gulvet, midt i pølen af hans eget blod. Niels fik en grim fornemmelse i maven.

Henrik og Lise og Niels' to børnebørn var de første, der ankom. De gik selv ind, og Niels, der plejede at gå ud i entreen og tage imod dem, blev siddende i sofaen. Hans ben, specielt knæene, gjorde djævelsk ondt og var hævede og røde. Ryggen føltes som den kunne brase sammen hvert øjeblik, og armene var tunge efter det hårde arbejde de sidste par dage. Spisebordet var dækket op, og det havde været et helvede at gøre det. Han følte sig mindst femten år ældre.
   Henrik stoppede op i døren, slog blikket ned og gjorde store øjne. "Har du fået nyt tæppe?"
   Niels nikkede.
   "Hvorfor?"
   "Jeg brød mig ikke så meget om det andet, det var for mørkt." Han havde på forhånd svar på deres spørgsmål.
   "Det var ellers ikke mere end et par år gammelt. Hvor har du gjort af det? Jeg tror vi kan bruge det i soveværelset."
   "Det tog tæppefolkene med," løj han. Det havde taget ham det meste af den anden nat at skære det i stykker, der var små nok til at komme i sække, der lige nu stod og fyldte i kælderens aflåste vaskerum. Han havde ikke haft tid til at komme på lossepladsen med dem alle endnu.
   "Det var ærgerligt," sagde Henrik og bukkede sig ned og kørte hånden over det. "Virkelig god kvalitet." Niels gav ham ret. 365 kroner pr. kvadratmeter plus omkostningerne ved at få det lagt på. Og så var der omkostningerne til flyttefolkene, der flyttede møblerne fra den ene stue til den anden, mens tæppefolkene arbejdede, og tilbage igen, da de var færdige. Han kunne umuligt have klaret det selv. Men det var billigt givet ud, i forhold til alternativet: fængsel og total ydmygelse.
   Preben og Anne kom fem minutter senere, og familien var samlet. De satte sig til bords og Niels undskyldte, at han havde været nødt til at købe mad udefra; han havde fået et hold i ryggen og ikke kunne stå i køkkenet. Under middagen spise han ikke meget, men ingen opdagede det. Af og til skævede han hen til døren ud til haven, og fik kuldegysninger over hele kroppen.
   Middagen forløb som den plejede. Henrik og Preben talte om Berlinmurens fald og derefter hurtige biler, Lise og Anne talte om, hvor store børnene var blevet og Niels bød ind med kommentarer her og der, som han plejede. Ingen lagde mærke til noget som helst. Om aftenen, da de var gået, skænkede han sig selv et helt glas whisky og satte sig i sofaen, hvor søvnen lidt efter kom og gav ham et velfortjent hvil fra sine tunge tanker.

Vejret var mildt for november. Niels tog en af køkkenstolene med sig ud på terrassen, sammen med en kop kaffe, som han satte på fliserne mellem fødderne. Haven til denne side var fuldstændig afskærmet for naboernes blikke med skoven for enden og en over to meter høj mur til begge sider. Ikke helt lovligt ifølge reglerne, men den stod der allerede, da de købte huset. Haven lå perfekt. Der var ikke engang en sti derom; man skulle igennem huset for at komme herud. Græsplænen begyndte for enden af fliserne og udgjorde halvdelen af haven.
   Niels stirrede med en nervepirrende fornemmelse på den lille firkant, der for to uger siden var blevet gravet op, og nu husede liget af en indbrudstyv. Niels havde omhyggeligt lagt de kvadratiske stykker jord med græs tilbage, så man ikke kunne se der var blevet gravet. Hele arbejdet havde krævet enorme anstrengelser, specielt at få slæbt liget herud og ned i hullet i nattens mørke. For slet ikke at tale om oprydningsarbejdet og det med tæppet bagefter.
   Men nu var det ovre. Alle beviser var væk. Det løb koldt ned ad ryggen på Niels. Han havde mange gange forsøgt at forstå hvad der havde fået ham til at hente den kniv i køkkenet. Han, der ikke engang maste edderkopperne, men smed dem ud når han fangede dem. Nu var han morder. Den værste forbrydelse et menneske kan begå. Han tørrede tårer væk fra øjnene. Den unge mand, der måske blot havde taget en forkert beslutning tidligt i livet, og var kommet ind på en forkert vej, havde sikkert både en far og mor, der var bekymrede. Ville politiet lede efter ham? Sikkert, og de gjorde det nok allerede. Han havde set noget ussel ud, så spørgsmålet var, hvor meget de lagde i arbejdet. Måske var han en gammel kending, som man sagde.
   Niels drak en tår af kaffen og stirrede igen på græsset. Hvor længe mon det tager for en krop at rådne væk i jorden, så kun knoglerne er tilbage? Lige nu lå Renate i sin egen grav og gjorde det samme. Denne sommer måske? Næste sommer? Det måtte han undersøge. Så kunne han grave resterne op, pulverisere dem på en eller anden måde og skille sig af med dem til den tid. Tanken gav ham kvalme.

Over foråret mærkede Niels, at det blev værre med ryggen og til sidst sendte lægen ham på sygehuset. Det var gigt. Ikke i den voldsomme ende af skalaen, og man kan jo få piller til det meste, havde lægen forklaret, men Niels skulle indstille sig på, at det var slut med sport, tunge løft og den slags. Hårdt havearbejde og sådan. Niels studsede over det. Hvad lægen mente med havearbejde?
   "Ikke noget med at grave og belaste ryggen," sagde lægen.
   Da det blev efterår, og ryggen værkede endnu mere, måtte Niels sande, at det ikke blev ham, der fjernede resterne af indbrudstyven, og naturligvis heller ikke andre. Han havde undladt at sidde i haven den sommer, og det var kun når børnene og børnebørnene kom på besøg, at den blev brugt. Niels savnede at sidde udenfor, og selv om det stak ham i hjertet, hver gang han så på græsplænen, stak det ham lige så meget at sidde og kukke indenfor i godt vejr. Næste sommer skulle haven tages i brug igen, basta. Liget i græsplænen var kommet for at blive, selv om det lød makabert, og han kunne lige så godt lære at leve med det.
   Og sådan blev det. Det var svært i starten, og han måtte sidde med ryggen ud mod græsset for at holde det ud. Det følgende år gik det bedre, og på tredje år tænkte han næsten ikke på det mere.

Niels havde fødselsdag den sekstende august, årets bedste måned efter hans mening. Han holdt sjældent store fødselsdage, og selv om han fyldte rundt denne gang, havde han kun inviteret familien som han plejede: sønner, svigerdøtre og børnebørn, samt Renates bror og kone og hans egne to yngre søstre. Terrassen lå i skygge under en pavillon og bordet var dækket fint. Niels kiggede på kagen, som Henrik og Preben havde med. 75 levende lys blafrede i den varme brise og smeltede hans hjerte. Han var uendelig taknemmelig for familien, og savnede pludselig Renate ubeskriveligt. Det var allerede fjorten år siden hun var gået bort, og han tænkte stadig meget på hende. Preben indledte en længere improviseret tale, som ingen fattede meget af efter et par minutter. Af og til nævnte han hvor god en far Niels havde været, et godt menneske og den slags. Niels skævede hen til græsplænen. Det var meget længe siden han havde skænket det en tanke. Hvis det var blevet opdaget, ville det kaste skam over hele familien. Begge hans sønner havde siden fået høje stillinger i store firmaer, man kun fik med et rent generalieblad og kendte de rigtige mennesker. Prebens kone, Anne, havde en politisk karriere, der kunne føre hende helt til tops, hvis hun undgik skandaler.
   "Skål, far. Og tillykke med fødselsdagen." Preben var endelig færdig med sin tale. Niels løftede sit glas og skålede. Det føltes rart indeni, måske var det på grund af vinen. Han kiggede endnu en gang på græsplænen og drak en ekstra tår. Undskyld.

"Ja, det er jo ikke værst, men er her mon plads nok?"
   Manden, der ikke er mere end sidst i tyverne, men allerede tyndhåret, går med hænderne i lommen, og tager dem kun op for at køre håndfladen hen over dørkarmene og vindueskarme, mens han forsøger at lyde som om han ved en hel del om huse. Ejendomsmægleren havde allerede følt en vrede overfor hans nedladende måde at tale på i telefonen. Han tænker, at han sikkert kunne sælge det unge skvat og hans afblegede dulle af en kone et råddent hus, bare det lå i det rigtige kvarter, og hvis loftet ikke ligefrem faldt ned i hovedet på dem. Efter deres første samtale havde han googlet navnet, og fundet ud af, at han var underdirektør i et af landet største privatejede elektronikkæder, med butikker i alle større byer, og at han samtidig delte sit sjældne efternavn med direktøren, der i sin tid startede kæden. Det var altså farmands hårde arbejde, der kastede skillingerne af sig og ned i lommen på sønnike.
   "Har I børn?" spørger ejendomsmægleren.
   Manden ryster på hovedet uden at se på ham. "Nej, ingen. Ikke endnu. Men vi har snakket om at få to. Og så er 170 kvadratmeter jo ikke meget."
   Ejendomsmægleren nikker samstemmende, og i det samme dukker mandens kone op i køkkenet.
   "Haven er perfekt," siger hun og går hen til ham og lægger en solbrændt arm om hans hals. Et tykt armbånd i sølv delte den brune farve i to. "Kom og se."
   De går sammen gennem stuen og ud af terrassedøren. Ejendomsmægleren har fået én til at slå græsset, så haven ser præsentabel ud.
   "Her skal den ligge," siger hun.
   "Hvilket?" spørger ejendomsmægleren.
   "Swimmingpoolen," svarer hun og slår ud med armene, som om den skal fylde det hele.
   "Vi skal giftes til juli, og det skal holdes hjemme og ved en pool," forklarer manden. Han tager den ene hånd op ad lommen, og kører den over sin kones velformede bagdel.
   Ejendomsmægleren stjæler sig til et blik på hendes former, og forestiller sig hende uden tøj på. Han må erkende, at pengene til hendes bryster er givet godt ud. "En swimmingpool vil passe helt godt her," siger han. "Men juli? Der er kun en måned til?"
   "Håndværkerne begynder med det samme vi siger til," siger manden med et grin og vender sig mod ejendomsmægleren. "Hvem var den forrige ejer?"
   "En ældre mand. Ja, gammel er vel nærmere ordet. Han boede her i over fyrre år, og som I ser, har han holdt det hele ved lige i alle årene. I kælderen er der ..."
   "Han døde ikke i huset, vel?" spørger konen med opspilede øjne. Ejendomsmægleren ryster på hovedet. "Nej, han er slet ikke død endnu, han er bare på plejehjem. Han er sidst i firserne."
   "Godt, så," siger manden, og tager begge hænder op og klapper i dem. "Skidt pyt med pladsen, vi tager det. Lad os få skrevet under, så håndværkerne kan begynde at grave."