John Robin Berry stirrede forbavset hen over læsebrillerne. De tykke kinder skubbede dem helt ud på næsetippen, så de konstant var i fare for at glide af. Han så måbende på de to mennesker, der stod og holdt hinanden i hånden på den anden side af skrivebordet: Thomas Richard Keltner, hans mangeårige ven og faste modstander ved poolbordet på The Thirsty Dawg, og den høje, slanke brunette, han ikke havde fået oplyst navnet på. Thomas var klædt i sin sædvanlige brune overall, med det gråsorte hår stikkende ud under kasketten. Pigens hår nåede til brysterne, og den lyserøde T-shirt med udskæring dækkede kun lige over halvdelen af dem. Hun havde perfekte, manicurerede fingre. Sammenlignet med dem, lignede Thomas' fingre behårede orme.
   Kontoret var ikke særlig stort og havde kun ét arkivskab. På den grå væg bag ham, hang et falmet eksamensbevis i en fedtet ramme. Airconditionanlægget virkede ikke, så hans skjorte havde store, mørke skjolder af sved under armene og på ryggen.
   "Den må jeg lige have igen, Tommy," sagde John Berry.
   "Vi skal giftes," sagde Thomas og smilede over hele ansigtet. Gråhvide stubbe dækkede de solbrune kinder og ned ad halsen. John Berry stønnede højlydt. Pigen var kun et barn ved siden af Thomas, der fyldte syvoghalvtreds sidste måned. John Berry var blevet fuld på The Thirsty Dawg på Thomas' regning den dag.
   "Det er ikke første april, Tommy," sagde han, men vidste godt hvad det her gik ud på. John Berry tog brillerne af og masserede den høje, våde pande, mens han modstod en voldsom trang til at skubbe de to fra hinanden, pege på Deerfields støvede hovedgade gennem den åbne dør og sige: "Hollywood er den vej, miss."
   "Hvor mødtes I? Og hvornår?" Pigen skilte læberne i et stort smil. Hendes tænder var lige så perfekte, som hendes bryster var store. Også de var betalt.
   "Vi mødtes på Grain And Hay markedet i lørdags," sagde hun og kastede et forelsket blik mod Thomas. "Og vi faldt for hinanden med det samme."
   "Det tror jeg gerne," mumlede John Berry. Hans håndflader var fuldstændig våde af sved fra panden. Han bandede indvendigt over det ødelagte aircondition anlæg bag ham. Den fugtige sommervarme i Kansas var ikke de tykkes ven.
   I tredive år som advokat havde han oplevet en masse, men aldrig noget så skørt som det her. Tommy, din dumme skid, du har pralet til højre og venstre om præmien. Jeg kan lige se det for mig.
   "Øh, jeg fik vist ikke fat i navnet, miss? Og Deres alder?"
   "Susan," sagde hun og rakte den frie hånd frem. Neglene var lange og lakeret mælkehvide. To guldarmbånd raslede om kap ned mod håndleddet. "Susan DeSante. Jeg er seksogtyve." John Berry trykkede hånden, som hun diskret tørrede af i de stramme cowboybukser bagefter.
   "Vi skal op og snakke med pastoren nu," sagde Thomas. "Vi håber vi kan komme til på fredag."
   John Berry havde nær væltet en dåse cola på bordet. "Det var fand... Det var hurtigt." Han satte brillerne tilbage på næsen, og så alvorligt på sin ven.
   "Tommy, er det her ... velovervejet?" Thomas nikkede ivrigt. "Ja. Jeg er helt sikker. Hun er allerede flyttet ind."
   Advokaten tog en sluk af colaen, der var lunken. Godt nok var Thomas ikke det mest begavede menneske, men selv dét her spil kunne en mand med en IQ lavere end sit eget skonummer gennemskue: dullen har fundet en genvej til hurtige penge, og Thomas er blevet godt og grundigt kusseforstyrret. Bliver de gift - og derefter skilt, kan hun uden problemer gå ud af døren med halvdelen af de to millioner dollars, han vandt i lotteriet for fjorten dage siden. En dygtig skilsmisseadvokat ville til enhver tid suge skillingerne ud af ham, og rulle hen over John Berry som var det blot hurtig morgengymnastik. Tanken fik ham til at svede endnu mere.
   Han så igen fra den ene til den anden, ville sige noget mere, men opgav, da han så glæden i sin vens øjne.
   "Hvis det er det I vil," sagde han misfornøjet. "Så vil jeg da ønske jer begge tillykke."

Brylluppet blev holdt i kirken om fredagen som ønsket, og festen fandt bagefter sted på The Thirsty Dawg. Alle stamgæsterne var der, eneste forskel var, at de havde deres koner med, og Thomas for en gangs skyld havde ladet sine overalls falde til fordel for en stribet habit. Susan var iført stramme cowboybukser og skjorte - i hvidt. Vittige gæster påpegede, at Thomas blev gift i den selvsamme habit med sin første kone for over tredive år siden. Thomas forsikrede dem om, at det ikke var tilfældet. Skjorten var ny.
   Konerne var åbenlyst forargede over brylluppet, og havde nok at gøre, med at få deres mænds opmærksomhed rettet bort fra bruden. Efter et stykke tid blev øllet skiftet ud med whiskysours, og både humør og stemning steg. John Berry blev tordnende fuld og forsøgte en sidste gang at ruske op i Thomas på herretoilettet.
   "Dit halve, forbandede kongerige er hendes," mumlede han, mens han støttede sig til væggen med den ene hånd og krammede en nævefuld af Thomas' habit med den anden. Thomas måtte køre sin ven hjem længe før midnat.

Susan DeSante afskyede Thomas, den godtroende bonderøv, og hans møgbeskidte gård. Omgivelserne var kun smukke, hvis man var til endeløse marker og skidende køer. Indenfor var det ikke bedre. På køkkenets gamle gaskomfur var sodet groet fast og køleskabet lugtede jordslået, hvordan det end kunne lade sig gøre. Badeværelset var for lille og bunden af badekarret havde store rustpletter. I stuen stod der gamle, stinkende møbler af den slags hun huskede fra bedsteforældrenes hjem. Desuden var der ikke internet, nul forbindelse på mobiltelefonen, kun en fast telefonlinje, der sjældent virkede. Fjernsynet havde otte kanaler, tre af dem kristne.
   Der var også den fysiske kontakt, men heldigvis var Thomas ikke ligefrem nogen tyr i sengen, og ofte var han for træt til den slags udfoldelser efter en lang dags arbejde.
   Thomas brugte ikke penge på noget ekstravagant, hverken på sig selv eller Susan. Det irriterede hende, men hun holdt det for sig selv. Hun skulle jo også nok få sine penge, når skilsmissen gik igennem. Det første hun ville købe var en bil. Hun havde altid haft et godt øje til Ferrari 575 modellen. Så skulle hun gøre veninderne lange i ansigterne af misundelse.
   Men indtil videre havde hun kun Thomas' beskidte pickup. Alle biler i Deerfield var permanent dækket af et lag støv.
   Susan stod ikke op samtidig med Thomas, men sov længe og kørte dagligt ind til byen i hans pickup når hun skulle ringe til sin mor. På The Thirsty Dawg kunne hun ringe fra en mønttelefon, og moderen ventede hendes opkald hver dag.

Tre uger slæbte sig af sted. Susan sad ved køkkenbordet og var godt træt af det hele. Hun havde kun lige over hundrede dollars på sin bankkonto. Dem havde hun ikke regnet med at skulle bruge af, da hun giftede sig med en millionær. De småpenge han gav hende, holdt ikke til mere end mønttelefonen og et par drinks. Gnieren måtte punge noget mere ud. Eller tage hul på gevinsten. Han måtte da fortælle om den på et tidspunkt. Hun havde regnet med at bo sammen med ham i et par måneder, og så søge skilsmisse, men nu tvivlede hun på at hun holdt så længe.
   Døren gik op, og Thomas kom ind i køkkenet. Hans kasket var gennemblødt af sved og det samme var overallen foran. Han havde bar overkrop indenunder, og de krøllede, våde hår på brystet glinsede. Bag ham, neden for verandaen holdt hans gamle traktor, og hun kunne lugte motoren helt ind i køkkenet.
   "Varmt," sagde han, som han havde gjort det hver dag og tog en øl fra køleskabet. Han drak halvdelen i én tår og vaskede hænder ved vasken.
   "Thomas, skat. Jeg kunne godt bruge nogle penge. Jeg skal have nye sko." Han tørrede hænderne og satte sig ved bordet. "Okay. Vi kan køre ind til Wendy's og købe et par i morgen."
   "Jeg havde faktisk tænkt mig at køre til Garden City i dag, hvis jeg kan få nogle penge?" Hun kiggede forelsket på ham.
   "Okay," sagde han og tog pengepungen op fra mavelommen. Dens faste plads. Han fiskede tre sedler op og lagde dem på bordet. Susan stirrede på dem, som var det efterladenskaber fra en af køerne på marken.
   "Halvtreds dollars?"
   Thomas løftede flasken, men lod den hvile foran munden. "Er det ikke nok? Hos Wendy's koster et par gode sko kun tredive."
   Ja, og så hedder de gummistøvler din nærige bondesjosker. Susan havde aldrig ejet et par sko til under halvandet hundrede dollars, og kunne ikke forestille sig hvad man kunne få for de her småpenge.
   Hun begyndte for alvor at tro det havde været forkert at satse på Thomas. Han var en bondemand helt ind i knoglerne, og den slags smed ikke om sig med pengene.
   Hun var taget til Grain And Hay markedet fire uger tidligere, for at mødes med sin veninde og et par fyre, og drikke sig fuld. Veninden aflyste i sidste øjeblik og fyrene dukkede aldrig op. Susan sad og surmulede i festteltet og fik en drink med sig selv, da hun overhørte to farmere tale. De var berusede og den ene talte diskret om en gevinst han havde vundet. Susan opfangede det alligevel. To millioner dollars! Hun sørgede for at støde ind i ham ved baren, og spurgte om han gav en øl. Det gjorde han. Resten var lige til.
   "Jeg tænkte, at jeg ville købe et par pæne sko til næste gang vi skal ud og spise," sagde hun. "Måske et andet sted end på The Dawg?"
   "God idé," sagde Thomas. "Jeg regner faktisk med at sælge en af køerne snart. Så kan vi gå ud og spise."
   Susan knyttede ufrivilligt hænderne, så de lange negle skar sig ind i håndfladerne. "Honey, hvor meget giver gården egentlig? Hvad tjener ..." Hun tog chancen. "Hvad tjener vi?"
   Thomas' pande fik et par ekstra rynker, mens han regnede på det. "Tja, jeg har jo godt nok et par ekstra køer i år, men sidste år tjente jeg lige over tredive tusinde dollars."
   Susan mærkede den ene påsætningsnegl løsne sig. Hun lagde hænderne på sine lår i stedet. Hendes kinder blev varme og hun bed sig i underlæben og talte i et sødt toneleje. "Skat, det kan vi da ikke leve for."
   "Tja, det ved jeg nu ikke. Vi er faktisk næsten selvforsynende her. Måske har du ret. Men du kunne måske få et job? Jeg kan snakke med Stephen på The Dawg."
   Susans kinder brændte som stenene i en sauna. Hun så sig selv servere øl og burgere for halvfede mænd i en dunkel bar, og fik næsten kvalme. Hun rømmede sig. "Det må jeg lige tænke over."
   Susan tog imod de halvtreds dollars, kyssede sin mand farvel og kørte ind til The Thirsty Dawg. Hun havde opgivet at kigge på sko og vekslede den ene seddel til mønter i baren, hvor to gråskæggede mænd hang over deres øl og åd hende med deres rødrandede øjne. Først ringede hun til sin mor og derefter til veninderne. Ingen af dem vidste, at hun var blevet gift, Susan havde ikke lyst til at vise sin mand frem. I hvert fald ikke denne gang. Måske næste.
   Da hun talte med Patricia, fik hun en besked, der næsten væltede hende af stolen. Veninden havde mødt en børsmægler fra Manhattan, og han havde friet til hende. Susan ville få en invitation inden længe. Susan ønskede hende pligtskyldigt tillykke, men var rasende indeni. En rigtig Manhattan børsmægler!
   Hun styrtede ud ad døren, ind i pickuppen og gav den fuld gas. Ude på gaden var John Berry var på vej over mod sit kontor, men måtte springe tilbage på fortovet for ikke at blive ramt. I bakspejlet så Susan støvet hvirvle op omkring den fede advokat.

Thomas var ikke hjemme. Susan styrtede gennem køkkenet, ud på verandaen og fik øje på traktoren ovre ved laden. Døren stod åben. Hun gik derind.
   Der var højt til loftet, og gennem loftsbrædderne skinnede solen ind i aflange striber. Der lugtede af frisk hø. Til begge sider var der bokse, hvor køerne sov om natten. For enden i hver side, stod der rustne trillebøre, skovle, høtyve og andet værktøj. Ved endevæggen var der stablet høballer i store bunker. Over dem var et åbent høloft, hvor hun kunne se endnu mere ragelse. En lang træstige i den ene side førte derop.
   Der var intet spor af Thomas, og da Susan kunne vendte sig for at gå, da hun hørte en lyd oppe fra høloftet. Først et lavt bump, derefter skidt henover gulvet. Susans nysgerrighed blev vakt, og hun hoppede ind i en af de tomme båse og dukkede sig. Båsenes skillevægge var af brædder og gennem sprækkerne så hun Thomas kravle ned ad stigen, og lægge den ned ved den ene væg inden han gik ud af laden igen. Et øjeblik senere begyndte traktoren at tøffede og lugten af brændt olie nåede ind til hende.
   Susan blev siddende i båsen indtil traktorens tøf-tøf-tøf var langt borte. Hun stirrede op på høloftet. Lå alle de dejlige penge deroppe? Havde han virkelig vekslet to millioner dollars til kontanter? Hun havde hørt om mennesker der gjorde sådan noget.
   Susan fik med besvær rejst den lange stige og kravlede op. Det kriblede under huden, og hun tænkte, at det faktisk var hendes ret at se efter om pengene lå her.
   Høloftet var større end antaget og fyldt med dele til biler og traktorer. Skærme, hjul, motordele, kabler og andet skrot var stablet op, så det fungerede som en halvmur og skærmede af mod resten af laden. Et gammelt bilsæde var placeret op ad endevæggen, og en omvendt trækasse agerede bord. Ingen tvivl om, at dette sted var Thomas' lille åndehul, hans hule.
   Susan begyndte at rode sig gennem skramlet og lede efter pengene. Hvor meget fyldte to millioner dollars egentlig? Efter ti minutters ransagning, havde hun intet fundet. Med mindre ... Hun vippede bilsædet til siden. Bingo! En rusten metalæske kom til syne under det. En halv gang større end en cigarkasse. Susan holdt vejret, mens hun rev låget af.

Thomas kørte traktoren ind i laden. Det var middag og han var skrupsulten. Han bemærkede med det samme, at stigen var stillet op til høloftet igen. Han blev iskold over hele kroppen, og vidste at Susan havde fundet dem. Uden tvivl. Han var ikke typen, der dobbelttjekkede om han havde husket at låse døren eller slukke for komfuret. Den stige var lagt på plads tidligere.
   Med gåsehud på armene gik han ind i huset. Susan sad ved køkkenbordet med den lille kasse foran sig. Hendes brune hår hang løst ned på hver side af ansigtet og indrammende ansigtet. Øjnene gennemborede ham som patroner. Han mærkede et jag i mellemgulvet, og tøjet der klæbede til hans krop, føltes pludselig koldt.
   "Du har fundet dem," sagde han roligt.
   "Det kan du fandeme tro jeg har! Jeg vil skilles."
   Ordene overraskede ham. "Skilles? På grund af dem?" Han pegede på kassen.
   Hun nikkede, tog låget af og lagde det hårdt på bordet med et klask. Han blev lettet over at se, at indholdet var intakt. Indtil videre i hvert fald.
   Hun tog brevene op og smed dem på bordet. De var gule af ælde, og nogle af kuverterne var gået i stykker og kunne ikke længere holde på indholdet.
   "Du sniger dig ud i laden for at læse dine gamle kærestebreve!"
   Thomas satte sig tungt på stolen, så den knagede. Hun fik det til at lyde så skummelt.
   "Ja det gør jeg," sagde han. "Jeg ville smide dem ud, da du flyttede ind, men kunne ikke få mig selv til det, så jeg gemte dem dér. Det er jo alt hvad jeg har tilbage fra hende." Han rakte ud efter Susans hænder, men hun trak dem til sig i et ryk.
   "Jeg mistede hende for mange år siden. Hun var stadig ung. Den sidste tid var hun så afkræftet, at hun kun kunne ligge i sengen. Jeg har læst de breve lige siden hun blev taget fra mig. Jeg ville ikke læse dem mere, efter du flyttede ind, men ... Undskyld." Han lagde sin åbne hånd foran hende på bordet.
   "Jeg vil skilles," sagde hun tonløst. "Har du en advokat? Du får brug for det."
   Thomas trak hånden til sig og tørrede sveden af nakken. "Der er jo John Berry, men bliver det nødvendigt? Overdriver du ikke lidt?"
   "Vi kører derind nu!" sagde hun og rejste sig resolut fra bordet.

John Berry sad med ryggen til skrivebordet og lod det nyligt reparerede airconditionanlæg sende kølige briser hen over hans knastørre ansigt. Skjorten var gennemblødt som sædvanlig, det blev den på turen fra hjemmet og ud til bilen og fra parkeringspladsen til kontoret.
   I samme sekund blev døren revet op, og han drejede med stolen så den knagede. Han fik øje på Susan og Thomas, der kom småløbende efter hende. Med dem fulgte en varm bølge af luft.
   "Vi skal skilles," sagde Susan med det samme. Thomas pustede og rystede på hovedet. "Undskyld, John. Jeg ved ikke hvad der går af hende."
   "Han læser stadig de gamle kærestebreve fra hans kone!"
   John Berry så fra den ene til den anden. "Goddag til jer også," sagde han spydigt. "Luk venligst døren." Susan nikkede utålmodigt til Thomas, der lukkede den.
   "De vil skilles, fordi han læser nogle gamle breve?" sagde advokaten. "Forstår jeg det sådan?"
   "Det kan du fandeme tro jeg vil. Husk jeg skal have halvdelen."
   John Berry så hen over brillerne på hende. "Så faldt masken, hva'?" Hans kinder buede et øjeblik opad i et overlegent smil.
   "Hørte du mig? Jeg skal have halvdelen af den gamle fedtsyls formue. Kan du klare det, eller skal jeg pudse en rigtig advokat på ham?"
   John Berry knyttede sin kødfulde hånd og rettede en tyk finger mod hende. "Nej, hør nu, miss ..."
   "Jeg er sgu ikke miss, jeg er gift. Og jeg skal have hvad der er mit af gevinsten," afbrød hun og vendte sig mod sin mand. "Hvor er pengene, Thomas?"
   John Berry sænkede hånden og så over på ham. Det var faktisk et godt spørgsmål; det havde han også selv tænkt på, men ville ikke spørge. Hvis ikke Thomas selv talte om sine pengesager, ville John Berry ikke blande sig i dem.
   Thomas kiggede forvirret på Susan. "Hvad?"
   "De to millioner dollars, for helvede! Hvor er de? Jeg har også ret til dem."
   "Nå, dem!" sagde han og smilede stolt. "Dem har jeg givet til Farm Aid."
   "Hvad har du?" Ordene fløj ud af munden på Susan og John Berry samtidig. Susans hænder røg op og greb fat i hendes hår, som ville hun til at rive det ud. John Berry flåede brillerne af. "Hvorfor har du det?"
   "I starten var jeg glad," sagde Thomas. "Men ærlig talt blev jeg bange for hvad der ville ske. Alle sagde pludselig til mig, at jeg kunne købe alt hvad jeg ville og jeg ikke behøvede at arbejde mere. At jeg kunne sælge gården og flytte ind til byen og den slags. De sagde alt muligt." Han slog ud med armene. "Jeg vil ikke af med gården, jeg har boet der hele mit liv. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden den. Alle de penge skræmte mig mere og mere, og jeg kunne pludselig ikke sove om natten. Så fik jeg den idé at give det hele til Farm Aid." Han rystede overbærende på hovedet. "Penge gør jo folk skøre."
   Susan udstødte et råb og havde nær revet to store totter hår af. "Har du givet dem væk, din store idiot?"
   "Ja, til Farm Aid, siger jeg jo. Du ved, den der organisation. Willie Nelson er med i den."
   Susans mund formede ord, men de var ikke hørbare. John Berry sagde: "Tommy, det er sgu ... æh, modigt af dig. Jeg havde nok ikke givet det hele væk, men det er selvfølgelig dine penge. Eller var." Thomas nikkede og lignede ikke en der fortrød sin handling.
   I nogle sekunder sagde ingen noget. Airconditionanlægget susede monotont. Det blev John Berry, der brød stilheden: "De talte om skilsmisse, mrs.?" Hans smil nåede op til begge ører.
   Susan var helt rød i hovedet og lignede én der havde fået granatchok. "Men jeg hørte dig jo sige at du havde vundet dem," nærmest hviskede hun.
   Thomas tog kasketten af og kløede sig i håret. "Øh, hvornår?"
   "På markedet, den dag jeg mødte dig."
   "Nå ja. Jamen jeg havde jo også vundet dem, det var bare ikke mine mere."
   Thomas måtte kort tid efter køre John Berry til lægen med en forstuvet hånd. Han forsøgte at tage fra med den, da han i et voldsomt latteranfald drattede ned fra sin kontorstol.