Til venstre for Bjæversø Kirke ligger præsteboligen.
   Et hyggeligt, middelstort hus med en altid nyslået græsplæne både for og bag. Drejer man blikket lidt mere til venstre, finder man en anden bygning, der er knap så frydefuld for øjet: en faldefærdig ejendom som engang har huset et lille glasværk. Foran det sørgelige syn, næsten helt ude ved vejen, står der en ottekantet pavillon, der i sin tid blev brugt som udstillingsmontre for glasværket. Til trods for at den har set bedre dage, holder den sig væsentligt bedre end fabrikken. Taget er nogenlunde tæt og næsten alle vinduer intakte. Indeni er der en bred bænk hele vejen rundt, og døren sidder stadig på hængslerne, selv om den med årerne er blevet for skæv til at kunne lukkes helt i.
   I vinterperioden er den beboet af tre landevejsriddere, der har slået fast følge under navnet De Frie Fugle. Når efteråret indfinder sig, sætter de kurs mod Bjæversø og dens venlige indbyggere. I præsteboligen, der er den vejens eneste rigtige hus, bor sognepræst Rasmus Meier med sin kone Mariann, og de har ikke har det fjerneste imod deres midlertidige naboer. De Frie Fugle beder nemlig ikke om almisser foran kirken om søndagen, går ikke fra dør til dør og tigger penge, men holder til om dagen i nærheden af byens indkøbscenter med deres barnevogne, hvoraf mange af kunderne ikke er tilbageholdende med at slippe et par mønter.
   Søndagen går som regel med at nyde den hellige fred i pavillonen. Det er fast ritual, at Rasmus Meier, i sin præstekjole, går over til pavillonen, for at sige godmorgen til de tre, inden han går tilbage i kirken for at forkynde sin guds ord. Lige så sikkert er det, at Bulder, den ældste af De Frie Fugle, byder Rasmus Meier på en forfriskning, og endnu mere sikkert er det, at præsten høfligt afslår, hvorefter han byder dem alle en god dag.
   Den første søndag i november startede på nøjagtig samme måde.
   Kirkens klokker ringede ind, og kirkegængerne sneglede sig op ad den grusbelagte gang, mod Guds hus. Rasmus Meier lukkede sin hoveddør bag sig, gik hen over græsset i sin forhave, med kurs mod pavillonen, mens han holdt sin præstekjole væk fra det dugvåde græs.
   "Kunne man friste med en spids?" spurgte Bulder da de havde hilst på hinanden. Han rakte ned i en pose, og fandt en gennemsigtig flaske uden mærkater på, frem. Indholdet var lige så klart som vand. "Det er årstidens bedste drik, brygget specielt til at holde mennesker varme på denne kølige tid."
   Rasmus Meier smilede sit salige smil, mens han holdt hånden, med sin lille bibel i, op foran sig og takkede nej. Da han var på vej tilbage mod kirken, bemærkede de tre mænd en ung pige, der var på vej op til præsteboligen. Hun ringede på og Mariann Meier åbnede. De talte i nogle sekunder, inden pigen blev lukket ind. Rasmus Meier nåede ikke længere end halvvejs op ad grusstien til kirken, før hans kone kom ud af huset og kaldte på ham. Han pegede på uret på sit håndled, men konen hævede stemmen og gjorde fagter med armene. Det kunne sandelig ikke vente, så det ud til.
   Med små hurtige skridt, så han ikke snublede i den lange kjole, skyndte han sig tilbage til huset, hvor han, til De Frie Fugles store undren, blev inde i næsten ti minutter. Imens hørtes dæmpede toner fra orglet i kirken.
   "Hvad mon han laver?" spurgte Lillefinn, den yngste af de tre. "Ham orgelbokseren derinde løber da snart tør for sange, hvis de skal vente meget længere."
   "Han har en hel salmebog at spille fra," sagde Thorsson. "Sidst jeg var i kirke sang vi fem-seks af dem, og det tog sin tid."
   Bulder satte en tom ølflaske fra sig under bænken. "Det er fordi der er så mange vers i de salmer. De bliver aldrig færdige."
   I det samme gik døren til præsteboligen op, og Rasmus Meier kom til syne. Han så ikke helt ud som han plejede, det frydefulde smil var væk, og hans kinder var højrøde. I stedet for at gå mod kirken, skråede han over græsset, direkte mod pavillonen.
   "Jeg kan godt bruge en tår at drikke nu," sagde han.
   "Naturligvis," sagde Bulder og tilbød ham den øl han var ved at knappe op til sig selv.
   "Nej, noget stærkere. Det fra før."
   "Brændevinen?"
   "Ja, den!"
   Bulder fandt den frem fra posen igen. "Tja, nu er det nok sådan, at jeg overdrev lidt før, da jeg sagde, at det var årstidens bedste drik. Den varmer ganske rigtigt, men smager ærlig talt hæsligt, uanset hvilken tid på året det er."
   "Det er lige meget," sagde Rasmus Meier.
   Bulder rakte tøvende flasken frem mod ham, og begyndte at lede efter et glas i en af poserne på gulvet. Rasmus Meier tog imod den og drejede låget af.
   "Jeg er temmelig sikker på, at indholdet mere egner sig til brug i rengøringsbranchen end som drik," sagde Bulder. "Vi drikker den kun for at ..."
   Men det var for sent. Rasmus Meier havde allerede sat flasken for munden. Én slurk, to, tre. Så en kort pause for at få vejret, inden næste skylle. Da han var færdig, havde han tømt flasken for en tredjedel af dens indhold. Han tørrede munden, og så helt forkert ud i ansigtet. De tre mænd trak sig lidt væk, for de var sikre på at spritten, plus hvad præsten ellers måtte have fået af morgenmad den morgen, ville blive sendt retur af maven.
   Det skete ikke. Rasmus Meier hostede et par gange, men både brændevin og morgenmad blev dernede. Hans ansigt blev om muligt endnu rødere, og han hev efter vejret.
   "Ikke fordi det rager os, men hvad er det, der har gjort Dem så oprevet?" spurgte Lillefinn. De Frie Fugle var kun dus med hinanden.
   "Hende pigen," sagde Rasmus Meier, og hev igen efter vejret. "Hun er åbenbart min datter."
   "Nå da da," sagde Thorsson. "Tænk, vi troede De kun havde voksne børn."
   "Det troede jeg også indtil for ti minutter siden," sagde præsten. "Hun er lige fyldt atten, og nu vil hun altså se sin far."
   Bulder kløede sig i det viltre hår. "Atten år, siger De. Men De har jo været gift med ..."
   "Mariann i treogtyve! Det er jeg lige blevet mindet om. Flere gange endda."
   "Det er pokkers uheldigt," sagde Lillefinn. "Så er De nok ikke særlig populær derhjemme lige nu. Kunne pigen ikke have fundet et bedre tidspunkt?"
   Rasmus Meier åndede tungt ud. Hans øjne var allerede blevet blanke. "Jeg må hellere komme hen i kirken. De har allerede ventet for længe. Pigen ... altså min datter venter på mig til gudstjenesten er overstået. Hun har sikkert en del at tale med mig om. Og jeg tror heller ikke, at Mariann er helt færdig med mig. Tak for skænken."
   Det næste der hændte, så de tre mænd ikke med deres egne øjne, men gudstjenesten var på alles læber den følgende dag. De fik hele historien serveret, blot ved at lytte til de folk, der gik ind og ud ad supermarkedet. Rasmus Meier var slet ikke vant til at drikke stærk alkohol, og den hjemmebryggede brændevin, der bestod af andre brændevinssjatter tilsat finsprit, havde gjort sit ved den stakkels mand. Rasmus Meier havde fuldstændig glemt sin tale, og i stedet hængt ud over prædikestolen i sin rus, mens han forbandede sine egne drifter. Han beskrev detaljeret hvordan han lod sig forføre, befamlingen af hendes krop og bryster, indtrængen i hendes allerhelligste, indtil kirketjeneren med et fast tag i præstekjolen fik ham trukket helt ud af salen.

I de følgende dage kunne Bulder, Thorsson og Lillefinn følge med i Rasmus Meiers nedtur. Mariann havde allerede forladt huset med en kuffert søndag middag, og om mandagen ankom fem kedeligt klædte mænd, med lige så kedelige ansigtsudtryk, og talte længe med præsten.
   Først om torsdagen så de Rasmus Meier igen. Han gik ud og tømte sin postkasse og blev stående et øjeblik, mens han stirrede over mod pavillonen. De tre mænd vendte sig om, for ikke at virke nysgerrige, og da de kiggede igen, var han væk.
   Om aftenen skete der noget, som overraskede de tre. De havde lige tændt stearinlysene i vindueskarmen, da Rasmus Meier indfandt sig i pavillonen med en pose. Den klirrede, da han satte den fra sig på gulvet.
   "Må jeg holde jer med selskab i aften?" spurgte han. "Jeg har købt de her øl, som I plejer at drikke."
   "Naturligvis," sagde Bulder, og gjorde plads på bænken. "Det manglede da bare."
   "Ja, vi har været lidt kede af al den postyr der har været," sagde Lillefinn. "Det er jo vores skyld."
   "Hvordan det?" spurgte Rasmus Meier og satte sig. Til mændenes store forbavselse, tog han selv en af de stærke øl fra posen.
   "Jo, det var jo vores brændevin, der gjorde Dem ... øh ... gav Dem mod på at være ærlig i kirken i søndags."
   "Det var min egen skyld," sagde præsten lavt.
   Thorsson rakte sin flaske over og skålede. "De skal se, det hele går nok over igen. På søndag kan De jo undskylde over for Deres tilskuere, og så er det glemt igen."
   De fire mænd skålede. Rasmus Meier kun nippede til sin øl, mens de andre drak halvdelen af deres i én slurk.
   "Jeg skal ikke holde gudstjenester her mere," sagde han og sænkede blikket.
   "Er De blevet fyret?" spurgte Thorsson.
   "Ja. Man vil ikke have mig her efter den misere."
   Der opstod en kort pause, hvor Rasmus Meier blot stirrede tomt ned i gulvet.
   "Jeg synes det er for galt, sådan at sende Dem bort, bare fordi De lod Dem rive med en enkelt gang for atten år siden," sagde Bulder.
   Rasmus Meier løftede hovedet og pillede ved ølflaskens etiket. "Det var nu nærmere et par gange," sagde han spagt. "Det var vist, hvad man kalder en sommerflirt. Jeg er et stort fjols."
   "Jaså?" sagde Lillefinn. "Den slags er da mere livsbekræftende end at finde en hundredelap på vejen. Det er selvfølgelig uheldigt, hvis man i forvejen er smedet sammen med en anden."
   Rasmus Meier sagde ikke noget.
   "Nå, vi dømmer Dem i hvert fald ikke. Og det burde de høje herrer heller ikke gøre. Atten år er lang tid siden. Er det virkelig noget man vil smide Dem på porten for?"
   Rasmus Meier kørte en hånd igennem sit hår, så det ikke længere var velfriseret. "Problemet for menighedsrådet er selve min optræden i kirken i søndags. Den var svær at overse."
   "Ja, den brændevin bør De nok holde Dem fra i fremtiden," sagde Bulder. "Selv mig kan den slå ud, hvis jeg ikke passer på."
   Rasmus Meier tilbragte lidt over en time i pavillonen. Han drak kun to af øllerne fra posen, mens mændene uden besvær fortærede de andre. Da posen var tom, takkede han for gæstfriheden og gik hjem.

Næste aften stod Rasmus Meier igen i pavillonen. Også denne gang havde han en klirrende pose med.
   "Mariann vil ikke tale med mig," sagde han og åbnede en øl. Han havde købt almindelige pilsnere til sig selv denne gang. De tre andre sad med brændevinen mellem sig.
   "Det kommer nok," sagde Lillefinn. "Kvinder skal bare have tid."
   Thorsson nikkede. "Ja, det ved han alt om. Lillefinn er noget af en kvindebedårer."
   "Kvindebedækker er nok tættere på sandheden," sagde Bulder. "Ikke så meget på denne årstid, men om sommeren, når vi træder landevejene tynde, kan han slet ikke lade være."
   Rasmus Meier kiggede inspicerende på den lille, spinkle mand. Lillefinn var den eneste af De Frie Fugle der ikke havde fuldskæg, og det så ikke ud til, at han kunne få det.
   Thorsson opfangede præstens tvivl. "Den er skam god nok. Han har en kvinde i hver anden by."
   Lillefinn slog afvisende ud med hånden.
   "Nu ikke så beskeden," sagde Bulder og pegede på sin ven med en næsten tom ølflaske. "Lillefinn har en svaghed for de mere velnærede damer. Og de for ham. Hvis hans sovepose kunne tale ..."
   "Hvor møder du dem henne?" spurgte Rasmus Meier.
   "På min vej."
   "Der findes skam også damer, der går på landevejen," sagde Thorsson. "Der er flest mænd, men de damer der er, dem finder Lillefinn."
   "Kun de store," indskød Bulder og formede en bred bagdel i luften med hænderne.
   "Husker I Mona?" spurgte Thorsson. "Hun skaffede os logi hos sin søster. Vi fik både varmt bad og morgenmad."
   "Mona var en rigtig kvinde," sagde Lillefinn og fik et drømmende udtryk i øjnene. "En røv som et mindre sejlskib og en krop lige til at ..." Han stoppede og så på Rasmus Meier. "Undskyld min ligefremhed. Jeg lader munden løbe når jeg får brændevin."
   Rasmus Meier smilede glædesløst. "Det kender jeg godt. Alt forladt."
   "De skal se, alting ordner sig nok," sagde Thorsson og gav præstens flaske et klink med sin egen. "Deres Mariann skal blot have tid, så kommer hun tilbage. Man smider da ikke treogtyve gode år ud for ét enkelt fejltrin."
   Rasmus Meier fik pludselig våde øjne. Han lignede en, der kunne bryde ud i gråd hvert øjeblik. Bulder raslede højt med en pose.
   "Vil De ikke have én af vores bajere i stedet? Der er ikke meget spark i dem der."
   "Nej tak," sagde han og satte en halvfuldt flaske fra sig på bænken. "Det er sent og jeg må hjem."

Allerede næste aften indfandt Rasmus Meier sig igen. Han havde det dårligt over sit pludselig exit aftenen før, og havde købt hele to poser øl med denne gang.
   "Jeg troede at jeg havde fornærmet Dem," sagde Lillefinn og rykkede sig nærmere Bulder på bænken.
   Rasmus Meier rakte dem hver en øl og satte sig. "Ikke det fjerneste." Han skubbede poserne ud midt på gulvet med foden, for at signalere, at der var fri afbenyttelse. Denne gang havde kun købt stærke øl. "Jeg var bare ikke på toppen i går."
   Pavillonen var gjort så hyggelig som muligt. Stearinlysene stod tændt i vinduerne, og kastede et dæmpet, nærmest beroligende skær over det hele. På gulvet stod en tom ølkasse med bunden i vejret og agerede bord, soveposerne var pænt rullet sammen og lå side om side under bænken. Deres habengut var pakket i poser og stillet ved siden af. Barnevognene holdt parkeret bagved, så de ikke kunne ses fra vejen.
   "Hvor længe har I været hjemløse?" spurgte Rasmus Meier, da de havde skålet.
   "Hjemløse?" sagde Bulder med en anelse foragt i stemmen. "Vi er da ikke hjemløse. Vores hjem er landevejen. Og om vinteren er vi jo her."
   "Ja." Thorsson understregede med en håndsbevægelse. "Vi er De Frie Fugle, det kan vi ikke være, hvis vi konstant har fire vægge omkring os."
   "Så kommer der bare regninger," konstaterede Lillefinn.
   "Man bliver nødt til at finde et job," sagde Thorsson dystert.
   Lillefinn nikkede. "Og man giver det meste af lønnen væk igen. Til el, vand, varme, telefon, bil, forsikringer ... jeg kan blive ved. Det er lige til at få lange nos... kinder af."
   Rasmus Meier tænkte på, hvad oliefyret i kælderen kostede ham hver måned og gav ham i tankerne ret.
   "Vi har alle prøvet det ræs," sagde Bulder. "Det var ikke noget for os. Ja, det havde sgu nær taget livet af Lillefinn."
   Lillefinn nikkede igen. "Jeg havde et rengøringsfirma sammen med konen, Marie. Masser at lave, men til sidst måtte jeg indlægges med stress. Så stod Marie dér med firmaet og måtte klare det hele selv, mens jeg kom til hægterne." Han tav et øjeblik, mens hans øjne funklede i det svage lys.
   "Ah, min Marie. Hun var en fortræffelig kvinde. Godt drejet også, hvis I forstår."
   "Er din Maria ved Gud nu?" spurgte Rasmus Meier.
   "Nej, hun er gift med en langturschauffør. Jeg lå på sygehuset et stykke tid, og da jeg kom hjem, blev jeg beordret fuldstændig ro af lægen på ubestemt tid. Imens knoklede Marie fortsat dag og nat med rengøringen. Det tærede på hende, skal jeg love for. Hun blev helt farveløs og tabte sig, så jeg næsten ikke kunne kende hende. Til sidst lignede hun sgu en røv, der var træt af at skide." Lillefinn kiggede på Rasmus Meier. "Undskyld mit sprog, det piner mig bare at tænke på det. Pludselig en dag blev det for meget for hende, og så forlod hun både mig og firma."
   De snakkede indtil der ikke var flere øl i poserne. Rasmus Meier lærte, at Bulder også engang havde haft både job og hustru, men da han var meget tørstigt anlagt, noget han mente lå gemt i hans gener, mistede han også begge dele. Han var da også den af de tre, der tømte flaskerne hurtigst. Thorsson derimod, havde aldrig været gift, men altid haft et anstrengt forhold til arbejde og husleje.
   Til Rasmus Meiers store forundring, var ingen af dem bitre over deres skæbner. Tværtimod. De talte ikke et grimt ord om nogen, kaldte folk med fast arbejde for stakler og ønskede dem det bedste i fremtiden.
   "Hvor går I hen, når vejret bliver varmere?" spurgte Rasmus Meier, og satte en tom flaske fra sig. Han havde drukket tre guldøl, og tænkte, at de ikke smagte så tosset endda. Bulder tog flasken og satte den under bænken ved siden af mindst tyve andre.
   "Vi plejer at stikke kurs mod Vejle," sagde Thorsson. "Det er en dejlig by."
   "Næsten lige så dejlig som Deres," indskød Lillefinn. "Vi mødes med andre stoddere der, og så går turen ellers rundt på landevejene."
   "Måske møder du Ghita igen til foråret," sagde Thorsson.
   Lillefinns ene mundvig trak sig langsomt opad i en grimasse. "Ghita var også en dejlig kvinde, ingen tvivl om det. Men hendes kropslugt var lidt ... hidsig. Selv for mig."
   Bulder gav ham ret med et nik. "Hende kunne man fornemme på afstand. Hun badede meget sjældent. Ja, vi andre får sgu heller ikke vasket os hver morgen, eller hver uge for at sige det som det er, men når vi fornemmer at hørmen bliver for gennemtrængende, tager vi en etagevask."
   Rasmus Meier takkede og gik hjem. Hovedet summede behageligt og det dårlige humør, der havde plaget ham hele dagen, var erstattet af en opløftet stemning.

Den næste morgen havde han ondt i hovedet og besluttede, at han ikke ville besøge De Frie Fugle den dag. Men tidligt om formiddagen fik han en opringning, der sendte ham i kælderen. Da postbuddet senere bragte ham endnu en dårlig nyhed, ændrede han sin beslutning.
   Da mørket faldt på, hankede han op i de to nyindkøbte poser øl, og gik over til pavillonen. De Frie Fugle sad i stearinlysenes svage skær med hver deres guldøl i hånden. Deres ansigter lyste op, da han trådte ind.
   "Jeg skal flytte," sagde han efter et stykke tid. Han bundede den første øl næsten lige så hurtigt som Bulder denne gang. Maven boblede og han fik sure opstød.
   De tre mænd så på ham med rynkede pander. "Hvorhen?" spurgte Bulder. "Og hvad så med Deres hus?"
   "Det er skam kirkens. Jeg lejer det kun. De har skaffet en lejlighed til mig, så den nye præst kan få huset snarest."
   Rasmus Meier kunne læse forbitrelsen i deres øjne. Selv om ingen af dem sagde det, vidste han, at de ikke kun tænkte på hans situation, men også på, hvad der ville blive af deres egen vinterbolig. Godt nok bestemte hverken kirken eller den nye præst over nabogrunden, men det ville ikke være svært at få jaget tre vagabonder væk.
   "Jeg lægger en besked til den nye præst," sagde Rasmus Meier. "Jeg skriver, at I bor her hver vinter, og aldrig har generet nogen."
   "Det er alt for pænt af Dem," begyndte Lillefinn.
   "Men det kan vi da ikke bede Dem om," sagde Bulder. "Hvad vil de høje herrer ikke tænke? Sådan tre stoddere som os er normalt ikke et selskab man praler med. Specielt ikke i Deres situation."
   "Jeg vil blæse på de høje herrer!" sagde Rasmus Meier og åbnede en ny øl. Hans fyring var i øvrigt hans mindste problem, for Mariann havde skrevet i brevet, at hun søgte skilsmisse. Han tog en ordentlig slurk af øllen. Maven føltes først en ballon, der blev pustet for meget op, men blev hurtigt afløst af en behagelig fornemmelse. Den sidste rest af tømmermænd forsvandt.

Næste dag var lørdag og Rasmus Meier blev liggende længe i sengen. Brevet fra Mariann blev læst igen og igen. Humøret dalede for hver gang øjnene gled hen over papiret og samlede bogstaverne til ord. Hun ville kontakte ham, når skilsmissepapirerne kun manglede hans underskrift. Med andre ord: kontakt mig ikke! Han havde ingen appetit, og da hans afskedigelse var med øjeblikkelig virkning, havde han intet at stå op til.
   Hans nyfundne datter rumsterede også i tankerne. De havde ikke aftalt et nyt møde, men de havde udvekslet telefonnumre, og han besluttede at kontakte hende, så snart han var kommet i orden i sin lejlighed. Noget godt måtte der komme ud af det.
   Humøret forblev trist dagen igennem. Rasmus Meier bevægede sig ikke uden for en dør, og det var sen eftermiddag, inden han fik klemt en smule mad ned. Det smagte ham ikke. Da han skyllede tallerkenen af, fik han øje på pavillonen gennem køkkenvinduet. Det var allerede mørkt udenfor, og i stearinlysenes skær førte tre mørke silhuetter flaskerne til munden med jævne mellemrum. Han kunne starte bilen og køre de ti kilometer til supermarkedet i nabokommunen, hvor han anonymt havde købt øl de sidste par dage, og gå over til dem, men han orkede det ikke.
   Klokken var kun lidt i otte, da Rasmus Meier gik op i seng igen.

Han vågnede tidligt næste morgen, og trak alle gardinerne for vinduerne, så selv ikke den mindste sprække af verden udenfor trak ind til ham. Det sidste han ville se på, var kirkegængere på vej ind i kirken. Da klokkerne begyndte deres kimen, satte han Vivaldi på anlægget og tog høretelefoner på, så også lydene blev lukket ude. Han lænede sig tilbage i stolen, lukkede øjnene og lod sig mentalt forsvinde fra denne verden.
   Midt inde i Oboe Conterto, blev musikken overdøvet af en anden lyd. Først troede han det var en bil der dyttede ude på vejen, men så var den der igen. Det var dørklokken. Han tøvede. Så ringede den igen, mere vedvarende og han tog høretelefonerne af og gik sløvt ud og åbnede. Chokket havde nær fået ham til at smække døren i igen.
   Udenfor på flisegangen og på græsplænen stod der omkring et halvt undrede mennesker. Han genkendte en del af dem. Bjæversøs borgere. Først troede han det var en vred hob, der ville være sikker på, at han forlod byen, men så fik han øje på De Frie Fugle ude på vejen. Bulder tog sin sorte kasket af og vinkede til ham.
   "Hvad sker der?" mumlede han.
   En af dem, der stod nærmest, en ældre herre, kom op til ham. Han var fast gæst i kirken på en af de forreste rækker hver søndag. "Vi nægter at gå i kirke, før du bliver genansat," sagde han. Rasmus Meier blev endnu mere paf.
   "Jamen ... Hvorfor?"
   Rasmus Meier fik øje på kirketjeneren, der kom ilende op ad fliserne. De havde ikke set hinanden, siden han hev Rasmus Meier væk fra prædikestolen ugen før.
   "Kirken er fuldstændig tom," sagde han. "Der er ikke en sjæl derinde, ud over den nye præst, og de vil ikke komme ind, før du tager imod dem." Han så nervøst på flokken af mennesker.
   Rasmus Meier måtte støtte sig til dørkarmen. "Det kan jeg da ikke, jeg er jo fyret."
   "Så kommer vi ikke i kirken," sagde manden vredt. "Du har været vores præst i over ti år!"
   Kirketjeneren nærmest dukkede sig og holdt afværgende hånden op. "Jeg har allerede snakket med menighedsrådet, og de er temmelig bevægede over det her. De er villige til at ... glemme det der er sket."
   Rasmus Meier blev svimmel og trak vejret tungt. Kirketjeneren så skiftevis på ham og sit ur. "Hvad bliver det til? Vi er allerede forsinket."

Det tog Rasmus Meier under ti minutter at skifte tøj og indfinde sig ved alteret. Kirken var for én gangs skyld propfuld, og på en af de bagerste rækker fik han øje på Bulder, Thorsson og Lillefinn. Han sprang de indledende bønner over, og holdt i stedet en takketale til de tilstedeværende, efterfulgt af en salme og en improviseret prædiken, hvori han talte om emnet tilgivelse. Efter gudstjenesten, trykkede han hver enkelt af de fremmødte i hånden, og om eftermiddagen gik han over til pavillonen for at takke De Frie Fugle endnu en gang.
   "Jeg forstår stadig ikke hvordan det kan gå til," sagde han. "Har I en finger med i spillet?"
   "Egentlig ikke," sagde Lillefinn. "De må have gjort et godt indtryk på indbyggerne her gennem årerne, for da forargelsen havde lagt sig, ville de pludselig ikke have, at De skulle væk alligevel."
   "Folk begyndte at tale om hvordan man kunne få Dem genansat," sagde Thorsson. "Nok har De lavet en brøler, men at fyre Dem var alligevel for groft, mente de. Selv et par stykker fra menigheden fortrød. Vi møder jo en del af dem og hilser på dem dagligt ved supermarkedet. Vi foreslog bare folk at holde sig væk fra kirken, indtil De fik lov at blive. Men vi havde ikke regnet med, at fremmødet her til morgen ville blive så stort."
   Rasmus Meier tørrede sine øjne, der var blevet våde. "Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal takke jer."
   "Det skal De ikke tænke på," sagde Lillefinn. "De skal bare koncentrere Dem om at få Deres Mariann tilbage."
   Rasmus Meier nikkede langsomt. "Ét mirakel ad gangen."

I de næste dage så De Frie Fugle Rasmus Meier nærmest pendle mellem hjemmet og kirken.
   "Sikke travlt han har fået," sagde Thorsson. "Bare han nu ikke ender med at blive træt af det."
   Det var onsdag eftermiddag, og Lillefinn var gået i supermarkedet for at sælge de tomme flasker og købe nye forsyninger.
   Bulder tog en tår af brændevinen og kom med en hivende lyd, da den gled ned. "Han har nok bare en masse han skal indhente."
   Da Lillefinn senere vendte tilbage, havde han en kasse øl med.
   "Hvordan havde du penge til den?" spurgte Thorsson. "Så mange flasker var der heller ikke."
   "Husker I hende, der kører i den rustne Polo? Hende med de to store hunde?"
   Bulder nikkede. Thorsson rystede på hovedet.
   "Jeg snakkede lidt med hende og hjalp til med at læsse bilen. Hun var flink og gav mig lidt penge og sagde også, at vi gerne må komme ud og tage et bad hos hende, hvis vi har lyst. Hun bor kun lige uden for byen."
   "Hvad siger hendes mand til det?" spurgte Thorsson mistænksomt.
   "Hun har ingen."
   "Du har sgu talegaverne i orden," sagde Bulder og stirrede på den fyldte kasse på gulvet, som indeholdt den guld.
   Lillefinn satte sig og trak en øl op. "Hvordan går det med vores ven derovre?"
   "Han fiser ind og ud ad kirken hele tiden," sagde Thorsson. "Nu vil hun vel ikke have os til at arbejde for det bad?"
   Bulder grinede. "Det bliver sgu da kun Lillefinn, der kommer til at arbejde. Kan du slet ikke huske hende?"
   Thorsson tænkte sig længe om. "Næ ... Jo ... Måske ... Rusten bil og to store hunde, siger du?"
   Lillefinn nikkede. "Hun køber alt det der tørfoder til kræene. Det fylder hele indkøbsvognen."
   Thorsson nikkede endelig. Nu kunne han se den store kvinde for sig.

Da De Frie Fugle vendte tilbage senere på aftenen, var det uden Lillefinn. Bulder og Thorsson var også blevet tilbudt natlogi - dog ikke i samme seng som Lillefinn - men de havde afslået. Der stod jo stadig en halv kasse øl under et tæppe i pavillonen, og den skulle ikke stå ubevogtet hen en hel nat. Midt på gulvet fandt de tre flasker rigtig brændevin vedhæftet et lille kort, hvor der stod: Tak for hjælpen ... Rasmus Meier.
   De sluttede aftenen af med en dobbelt dram af deres nye brændevin, inden de lagde sig ned i soveposerne. Bulder kastede et blik over mod præsteboligen. Der var bælgmørkt.
   "Nå, han er også røget til køjs," sagde han.

Rasmus Meier sad i sin stue med et glas rødvin. Lyset var slukket, anlægget spillede Carl Nielsen og han trommede stille med fingrene på stolens armlæn. Han besluttede, at så snart pladen var slut, ville han rejse sig og gøre det, han havde overvejet hele aftenen. Musikken døde ud fire minutter senere og efterlod ham i stilhed.
   Han satte vinglasset fra sig på et lille bord. Øjnene havde for længst vænnet sig til mørket, og han kunne se telefonen henne på skrivebordet helt tydeligt. Han ventede yderligere et minut inden han gik derover, løftede røret af og tastede Marianns nummer.