Jeg åbner alle vinduerne i stuen.
   Det er høj sommer, og selv om jeg ved, at der hurtigt bliver lige så varmt herinde som udenfor, skal der luftes ud. Frederiksen er ikke selv så god til det, så her er lidt indelukket og jeg er lykkelig over, at han ikke er storryger. Han sidder som regel ved sin computer når jeg kommer, og han går derover igen når jeg forlader ham. Det er ikke ret mange mænd på 78, der har en computer, men Frederiksen er virkelig interesseret og han kan tilsyneladende finde ud af at bruge den bedre end så mange andre på sin alder. Han har også droppet abonnementet på sin avis i papirudgaven, og læser den på nettet i stedet. Så sparer han over femhundrede kroner om året, siger han.
   Han betragter mig mens jeg åbner vinduerne. Frederiksen er desværre en gammel gris, der lige akkurat ved hvor langt han kan gå. Han gør ingenting for at skjule, at han stirrer på mig; han mener nok, at det er en af de ting der er tilladt, når man kommer op i årene. Jeg har flere borgere der gør den slags, og der er ikke ret meget at gøre. Enten kan man vænne sig til det, som jeg, eller man kan bruge tiden på at brokke sig uden at nogen alligevel gør det store.
   Vi går ud af stuen og ind på badeværelset. Jeg skynder mig at tænde for vandet i brusekabinen, mens Frederiksen selv tager sit tøj af og sætter sig ind på badestolen, som kommunen har rekvireret ham. Hans kone døde for fire år siden, og siden da, er hans liv næsten gået i stå. Han bruger det meste af sin tid foran fjernsynet eller computeren. Jeg har lidt ondt af ham, som jeg har det med mange af de andre borgere jeg kommer hos, og jeg forstår bedre og bedre vendingen det er ikke sjovt at blive gammel. Personligt har jeg besluttet mig for at holde mig i gang til det sidste. Gad vide om Frederiksen også har tænkt sådan engang?
   Frederiksen holder sig ret godt, trods de 78, og hvis han havde holdt sig i gang efter han blev pensioneret, havde han sikkert slet ikke brug for mig. Jeg vasker ham fra top til tå. Der går tre dage inden han får det næste bad igen. Mens han tørrer sig langsomt, finder jeg rent tøj frem og lægger det på bordet.
   "Du er altså sød," siger han. Det grå hår stritter i alle retninger. Jeg ignorerer ham og går tilbage til soveværelset, og henter de sokker, jeg glemte første gang.
   "Hvor gammel er du egentlig?" Spørgsmålet overrasker mig. Frederiksen plejer at stirre, til øjnene nærmest triller ud af hovedet, men han har aldrig spurgt mig om noget privat, ikke engang om jeg har en kæreste eller er er gift.
   "Alt for ung til dig," svarer jeg og forsøger at sige det i en morsom tone. "Er du færdig med at tørre dig?" Det er han ikke, og han fortsætter uden at tage blikket fra mig. Jeg mærker en snert af væmmelse, måske fordi han er nøgen og samtidig stirrer så sultent på mig, så jeg vender ryggen til og venter på han bliver færdig med håndklædet. Spejlet er helt dugget til, så jeg kan heldigvis ikke se ham i det.
   Hvor gammel er du?
   Spørgsmålet, der hænger ubesvaret i luften, irriterer mig. Svaret er 25, selv om jeg i virkeligheden ser yngre ud. Jeg får tit at vide, at jeg ligner én, der stadig er teenager og jeg får lige så ofte at vide at jeg er sød. Det har jeg ikke noget imod, bare det ikke er af en mand på 78. Næste gang jeg er i byen, og en fyr siger det til mig, vil jeg sikkert tænke på Frederiksen.
   "Jeg vil give dig 1500 kroner for det." Han taler lavt, som om han er bange for at nogen vil høre det. Jeg går i stå. Hørte jeg rigtigt? Hans stemme lyder igen i mit hoved, og spørger mig en gang til, som et ekko. Pludselig bliver jeg grebet af panik. Jeg forestiller mig, at hans hånd er på vej over mod min røv og jeg vender mig i et ryk, men Frederiksen sidder stadig på badestolen og tørrer sig.
   "Hvad sagde du?"
   "1500 kroner? Du ved godt hvad jeg mener." Smilet er der stadig, men hans øjne har fået et ulveagtigt udseende.
   "Så er det nok!" Min høje stemme får Frederiksen til at krympe sig en smule i stolen, men øjnene stirrer stadig på mig så intenst, at jeg føler, de er ved at flå tøjet af mig.
   "To tusind?"
   Jeg griber hans rene underbukser på bordet og smider dem ned i skødet på ham.
   "Et ord mere fra dig, og du får besøg fra kontoret! Tag dit tøj på!" Jeg flår håndklædet ud af hænderne på ham, selv om han ikke er helt færdig og smider det ind på gulvet i brusekabinen, så det bliver helt gennemblødt. Der kan det ligge til enten jeg, eller den næste gider samle det op. Jeg ved, at han selv kan tage tøj på og komme tilbage til stuen og sin computer, så jeg ser mit job her som afsluttet.
   "Du klarer selv resten, ikke?" siger jeg, og inden han kan nå at svare, tilføjer jeg: "godt så!" Jeg lader døren stå åben og går tilbage i stuen og ud mod entreen.
   "Vent!" Frederiksens stemme lyder tynd og jamrende. Jeg stopper op og mærker hvor forkert det trods alt er, at efterlade ham derude, så jeg går tilbage. Frederiksen sidder stadig på stolen med underbukserne i hånden. Han læner sig lidt frem, da jeg kommer ind.
   "Jeg vil give dig 4000 kroner for det."
   Min underkæbe falder ned. Jeg koger af raseri, men er fuldstændig tom for ord. Med et hidsigt sving smækker jeg døren til badeværelset i, og stormer ud af hans lille rækkehus.

Da jeg kommer hjem flere timer senere, er jeg stadig rasende. Både på Frederiksen og mig selv. Jeg sagde ikke noget på kontoret om hans ulækre tilbud; jeg kunne ikke finde ordene frem, og det fortryder jeg nu. Mine overvejeleser for frem og tilbage i hovedet, men da jeg ikke kunne blive enig om hvad jeg skulle - er jeg måske bare en sippe, og har andre ikke været udsat for den slags før? Resultatet blev, at jeg tav, og nu er ordene, der ikke blev sagt, vokset, og er ved at sprænge min hjerne i stykker.
   Jeg låser min cykel fast til stativet, og taber mit nøglebundt, da jeg vil låse døren til opgangen op. Skønt. I postkassen ligger et brev, som giver mig endnu en dårligt fornemmelse i maven, og jeg beslutter mig at vente med at åbne det. Da jeg kommer op i lejligheden, sparker jeg skoene af, tager en cola light i køleskabet, og tænder fjernsynet uden rigtigt at se på skærmen. Lige nu har jeg kun behov for at høre andre stemmer, end den der skælder mig ud oppe i knolden.
   Da colaen er drukket, tager jeg mig sammen og åbner brevet. Det er fra boligforeningen, og jeg ved allerede hvad det drejer sig om før jeg har revet kuverten i stykker: Min husleje. Igen. Jeg kan næsten sætningerne i deres rykkerskrivelser udenad, og jeg har sikkert betalt flere gebyrer end nogen anden lejer her i landet. Det er 2. rykker og den sidste, inden jeg ryger ud. Jeg smider brevet på bordet, tager min mobiltelefon og skriver en sms.
   Hej far. Er du hjemme om 30 minutter? Knus, Stinne.
   Mens jeg venter på svar, får jeg øje på posen fra Vero Moda, som har stået på gulvet siden i går. Den indeholder tøj for lidt over to tusind kroner. Ved siden af den står posen med mine nye sko fra Paddington. De var på tilbud og kostede kun femten hundrede. Mit dankort var allerede i minus, inden jeg gik ind i forretningerne. Jeg regner hurtigt på det. Når min næste løn går ind, dækker den overtrækket, og når banklånet også er betalt, efterlader det mig med lidt under to tusind kroner til resten af mine udgifter. Der er kun til lidt over halvdelen af huslejen.
   Min telefon bipper. Selvfølgelig er min far hjemme, og jeg skynder mig at gå i bad. Jeg tager ikke nyt tøj på, selv om jeg har masser af det; man skal ikke ligne en million, når man tigger penge.

Jeg lukker mig selv ind. Far sidder i sin lænestol og ser eftermiddagens krimier i fjernsynet. Jeg tager en kaffekop fra skabet i køkkenet og sætter mig i sofaen, som giver en fisende lyd fra sig, da mine bare ben mødes med det kolde læder. Møblerne er fra mit barndomshjem, og min far fik dem med, da han blev skilt fra min mor. Han spørger til min dag og jeg spørger til hans. Vi har begge været på arbejde, vi har begge haft en god dag, og vi nyder begge det gode vejr. Da vi har overstået alt det høflige, drejer han sig i stolen og ser på mig, afventende. Hans hår er grånet i siderne, og hans nye briller klæder ham. Han ved selvfølgelig godt hvorfor jeg er her, for det er langt fra første gang. Jeg springer direkte ud i det:
   "Jeg har ikke råd til huslejen," siger jeg slukøret. Han svarer ikke, men ser på mig med det skuffede udtryk han bruger hver gang. Normalt holder han en lang pause, for så at sukke dybt, og spørge hvorfor. Jeg plejer så at fortælle, at det kniber med det ene eller andet, og forsøger at huske hvad jeg bildte ham ind sidste gang, og så rejser han sig og henter pengene, hvis han har dem herhjemme, eller overfører dem til min konto. I dag sænker han blikket, og tier så længe, at jeg selv må bryde tavsheden. "Så jeg tænkte, at ..."
   "Nej."
   "Nej?"
   "Ja. Altså nej, svaret er nej denne gang. Og i øvrigt også fremover." Min far har den specielle dybe, rolige stemme, som kun børnebogsoplæsere har, og selv nu taler han på en måde, der kan lulle et barn i søvn. Jeg gentager ordene for mig selv et par gange i hovedet og overvejer hvad jeg skal sige. Jeg ved det ikke.
   "Du er uansvarlig," siger han. "Du kan ikke holde på dine penge, de siver simpelthen ud mellem fingrene på dig. Og så låner du, hver gang det brænder på, hvilket det jo gør hver eneste måned. Svaret er nej fra nu af."
   Jeg har ikke noget at komme tilbage med, så jeg sidder bare og stirrer, sikkert med et overrasket udtryk i ansigtet, og mærker et eller andet rumle et sted i kroppen.
   "Du lærer kun på den hårde måde, er jeg bange for, så jeg har besluttet mig: du må selv redde dig ud af suppedasen. Jeg er ked af det, men det er på tide du lærer at tage ansvar."
   Den sidste sætning gør mig gal. Det lyder bare så forfærdeligt voksent at sige sådan noget. Hvor er det nemt for ham; han bruger aldrig penge på noget, og har ingen interesser, ud over sin japanske have og de skide krimier. Gå på arbejde og ellers komme hjem i sofaen og glo på flimmerkassen, eller ligge med røven i vejret udenfor. Jeg vender selv blikket mod fjernsynet. To mænd er i gang med en dårligt konstrueret slåskamp. Den ene svinger en knytnæve næsten tyve centimeter forbi den andens kæbe, og alligevel lyder der et højt klask, og han falder til jorden med et støn.
   "Jamen, sååå ..." begynder jeg, og skubber kaffekoppen fra mig.
   "Stinne, jeg gør ikke det her for at være ond ved dig. Men du trænger til at lære at få lidt ansvarlighed over for penge."
   "Jeg bliver smidt ud af lejligheden," siger jeg lavt.
   "Og får en anden. Din mor og jeg meldte dig ind i alle boligforeningerne for længe siden, du har lavt medlemsummer. Du har kun godt af at prøve det."
   Jeg kigger over på min far. Det ser ud, som om han mener det. Det føles som om noget inden i mig tager en bid af mine indvolde. Jeg elsker min lejlighed, dens udsigt og beliggenhed og kunne ikke tænke mig at bo andre steder. Desuden vil jeg også mangle penge til et nyt indskud, og så er jeg lige langt. Min far tager en tår af kaffen og sukker dybt. Der kom det. I det mindste er noget som det plejer.

Det hele falder på plads, da jeg står udenfor. Jeg er trukket lidt væk med min cykel, men er stadig for chokeret til at sætte mig op på den. Egentlig er det såre simpelt. Jeg ridser mine muligheder op: Min bank vil med hundrede procents sikkerhed ikke låne mig én øre til noget som helst, den port er lukket. Min anden bank - min far - er nu af samme mening. Jeg har allerede flere kviklån også, så det kan jeg også godt glemme. Min mor er førtidspensionist og har svært ved at få pengene til at slå til som det er, så der er nada at låne ud af. Og endelig er der mine veninder, der enten selv bruger deres penge som jeg gør, eller står i pantebreve, billån og babygylp til op over ørerne sammen med deres mænd. Desuden har vi aldrig lånt så mange penge af hinanden. Overarbejde er nok en mulighed, men der skal arbejdes et godt stykke tid inden jeg kan hæve tre et halvt tusind for det, og jeg står på gaden længe inden det går ind på kontoen. Jeg har altså kun én mulighed lige nu, hvis jeg vil beholde mit elskede tag over hovedet.

"Jeg vil give dig 4000 kroner for det."

Jeg er ved at brække mig. Der er flere detaljer, der giver mig kvalme. Tanken om selve akten er værst, men også tanken om hvad jeg vil kunne kaldes bagefter. Jeg nægter at tænke ordet, men ved, at det aldrig vil gå væk, selv om det kun vil ske én gang i mit liv, og ingen vil få det at vide.
   Jeg trækker cyklen hele vejen hjem, med hovedet fuld af overvejelser. Da jeg kommer op i lejligheden, er jeg svimmel, og jeg er jeg ikke sikker på, om jeg huskede at låse cyklen fast til stativet. Jeg orker ikke at gå ned igen, og lægger mig på sofaen. Tankerne flyver rundt i hele stuen, og min krop er som et rystet hvepsebo. Jeg overvejer igen og igen, forestiller mig, at pakke alle mine ting ned i kasser og flytte ud. Det giver mig kuldegysninger. Jeg rejser mig, og går så over og henter en telefonbog. Den ligger bagest i skænken, og det er første gang jeg har brugt den siden den landede på min dørmåtte for nogle år siden med et bump. Den må tage beslutningen for mig. Hvis Viktor Frederiksens telefonnummer står i den, vil jeg ringe og lave en aftale, og hvis ikke, vil jeg se mig om efter en anden lejlighed.
   Jeg finder nummeret inden for et halvt minut.
   Det ene øjeblik ser jeg mine huslejepenge ligge i min hånd, og i det næste har jeg lyst til at kyle telefonbogen ud ad vinduet. Jeg lukker øjnene og overvejer hvad jeg allerede har overvejet mange gange. Tanken er til at græde over, men det er tanken om at skulle bo et andet sted også. Og hvem får det at vide? Frederiksen sladrer nok ikke nogen. Hemmeligheden vil være min. Måske vil jeg endda glemme det med tiden. Det vil jo højst være en time af mit liv.
   Jeg kigger ned, og opdager, at min pegefinger stadig befinder sig under Frederiksens telefonnummer. Med en hånd, der ryster en smule, eller måske er det hele armen, tager jeg min mobiltelefon og trykker nummeret. Den ringer nogle gange inden røret bliver løftet af. Frederiksen præsenterer sig med telefonnummeret, som jeg husker, at mine bedsteforældre også gjorde. Jeg siger ikke noget, for jeg har pludselig tabt pusten.
   "Hallo?" Frederiksen lyder, som om han lige er stået op.
   "Det er St... øh ... mig fra hjemmeplejen." Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har ikke lyst til at sige mit navn over for ham.
   "Hjemmeplejen?" Nu lyder han en smule nervøs.
   Jeg får kontrol over min stemme. "Det er mig, der var hjemme ved dig i dag, Viktor. Og badede dig. Du kom med et tilbud til mig, husker du det?"
   Frederiksen tøver, og jeg kan høre at han puster i røret. Enten er han blevet befippet eller også filer han den allerede af.
   "Er du der?"
   "Jeg er her," siger han. "Jeg troede ikke at du ville overveje det. Hvor har du mit nummer fra?"
   Jeg ignorerer spørgsmålet og går lige til fadet: "Fire tusind kroner!"
   Han venter lidt. Måske sidder han og overvejer at prutte om prisen. Hvis han gør det, vil det næste han hører, være en klartone i røret.
   "Ja."
   "Godt. Ikke noget ulækkert, kun ... det almindelige."
   "Selvfølgelig. Hvornår skal det være?"
   "I dag! Har du pengene? Ellers må du hente dem, for jeg vil se dem først."
   "Jeg har dem."
   "Godt. Jeg er der klokken tyve."
   "Tag dit frække tøj på."
   Jeg er lige ved at brække mig ned i telefonen. "Jeg har slet ikke sådan noget." Det er ikke helt rigtigt, men der er grænser.
   "Jeg mener det, du plejer at have på. Dit arbejdstøj."
   "Min hvide poloskjorte?"
   "Og de grå bukser, ja. Du må endelig ligne dig selv. Du havde rottehaler én gang, vil du sørge for at have det igen?"
   Der går et stykke tid, inden jeg kan svare. Jeg er tæt på at lægge på, og Frederiksen opfanger tavsheden og siger: "Jeg giver dig jo fire tusind kroner for det."
   "Klokken tyve," siger jeg.
   "Tak."

Der er cirka fem kilometer mellem mit hjem og Frederiksens. Jeg må stoppe to gange undervejs, simpelthen fordi mine ben ryster for meget. Det føles, som jeg er ved at få influenza.
   Klokken lidt i tyve ankommer jeg. Jeg trækker cyklen med helt ind til hoveddøren denne gang, i stedet for at lade den stå ude ved lågen som jeg plejer. Efter et par dybe vejrtrækninger, banker jeg på to hurtige gange, og vil gå ind, men døren er låst. Frederiksen har nok allerede låst den om eftermiddagen, hvis han ikke forventede gæster. Han er også vant til, at jeg selv har en nøgle, men den har jeg ikke med nu. Satans, det vil tage ham en evighed at komme herud. Jeg ser mig om, ringer på klokken og venter. Og venter. Hans hørelse fejler vist ikke noget, så det forstår jeg ikke. Jeg ringer en gang mere, og venter et helt minut. Stadig intet. Jeg tvivler på, at han har fortrudt, så jeg går om på den højre side af huset, hvor jeg kan se ind i køkkenet. Det er rent og nydeligt, som det plejer at være. Så går jeg om i haven, og kigger ind ad det store vindue. Alt er i skønneste orden inde i stuen. Og dog ... Ved siden af det lille skrivebord, som Frederiksen plejer at sidde ved, er computeren væk. Den lille plade forneden er tom, og tilbage ligger nu et par kabler, der sikkert hører til skærmen og mus og tastatur.
   "Han er ikke hjemme."
   Jeg snurrer rundt, da jeg hører stemmen. En tætbygget mand i halvtredserne med et kulsort overskæg står på den anden side af hækken. Da han ser logoet på min trøje, nikker han genkendende. Nu er jeg glad for, at jeg ikke har mit eget tøj på, eller endnu værre - noget frækt, som Frederiksen ville have det.
   "Har I ikke hørt det?" spørger han.
   "Hørt hvad?"
   Manden ryster forfærdet på hovedet og sender mig en bekymret mine. "Han blev hentet for en halv time siden."
   "Er han ..."
   "Død? Nej. Det var politiet, der hentede ham," sagde han, og pegede bagud med tomlen, som om de befandt sig lige bag ham. "De tog også hans computer med. Jeg plejer at tømme postkassen for ham, og var inde for at aflevere det, da de kom. De troede jeg var hans søn." Han læner sig lidt ind over hækken og får store øjne. "Han har åbenbart tilbudt piger penge for sex på nettet. I chatrum og sådan nogle steder. Det ene sted var de ikke gamle nok, under atten, og nogen har anmeldt det. Han er i hvert fald til afhøring." Naboen nikker over mod Frederiksens hus. "Det skulle du bare have vidst; nu er du kørt forgæves."
   Jeg takker ham for oplysningen, går tilbage til min cykel og trækker den ud på vejen. Mine ben er ikke helt holdt op med at ryste, men da jeg stiger op på cyklen, og sætter i gang, er det som om jeg vejer meget mindre end jeg har gjort hele dagen. Jeg bemærker også, at jeg smiler. Faktisk kan jeg slet ikke lade være. Det er muligt, at jeg skal til at pakke mine ting ned i flyttekasser og poser, men noget siger mig, at det hele kunne være meget værre. Da jeg cykler forbi naboens hus, og ser ham gå ind, tænker jeg, at han ikke havde ret i det han sagde.
   Jeg er ikke kørt forgæves.