Olfert Andersen stod foran huset på Granvænget 28 og undrede sig. Det lignede – ligesom huset dagen før, også hans barndomshjem: enormt, hvidt, med karnapper og et spir. Ovenpå i soveværelset lå liget af en mand, dræbt af knivstik. Sandsynligvis af samme gerningsmand som dagen før.
   Olfert gik op ad havegangen, forbi at virvar af statuer af både hele og halve mennesker, og videre ind i huset hvor et utal af teknikere rendte rundt og råbte ordrer til hinanden. Ligesom i går, blev han straks beordret op på første sal.
   Trappen endte midt i en mindre hall og var omkranset af et gelænder i mørkt træ, hvilket mindede Olfert om Vestre fængsel. Derefter hørte al sammenligning også op. Gulvbrædderne var mørkerødt kirsebær, og der lå et par lange farverige tæpper langs gelænderet. Der var opstillet buster på marmorsokler ved væggene mellem dørene i begge sider af rummet.
   Politidirektøren stod uden for døren ved soveværelset og ventede. Hans mundvige vendte nedad i en anstrengende mine, og det blev ikke synligt bedre da han fik øje på Olfert.
   Politidirektøren stirrede på hans skæg et kort øjeblik, og de blodskudte øjne så ud til at ville mase sig vej ud gennem hulerne. Han nævnte ikke noget om hans påklædning eller skægvækst denne gang.
   "Det er knap så makabert som i går," sagde han uden at sige goddag eller hej, og nikkede med hagen mod værelset. De gik ind og fandt retsmedicineren i fuld gang med kameraet. De to var åbenbart uadskillelige.
   Værelset var stort og indeholdt kun en dobbeltseng, et garderobeskab og en stol med et par henkastede bukser. Retsmedicinerens transportable bord var slået op midt i rummet. Der var to store vinduer i værelset; et for enden og et i venstre side. I vindueskarmen ved siden af sengen stod der en telefon.
   I sengen fik han øje på den døde; en kraftig mand, der lå på ryggen med højre ben hængende ud over kanten. Der var et tydeligt, bredt stiksår øverst på maven, som blodet var løbet fra og ud i sengen. Belært af gårdsdagens fejlslagne vittighed, besluttede han ikke at spøge med ofret denne gang. Men en spøgefuldhed for at live stemningen lidt op, kunne det da blive til.
   "Slid nu ikke det stakkels kamera helt op."
   "Er du ikke opløst af druk endnu," sagde retsmedicineren lynhurtigt og tonløst, uden at tage øjnene fra kameraets søger. "Det er anden dag i træk du er på arbejde, du er vel ikke blevet smidt ud af din lejlighed og bare mangler et sted at opholde dig?"
   Olfert besvarede ikke ilden og ifølge politidirektørens blik var det også en dårlig idé. Retsmedicineren knipsede et par billeder mere, inden han satte kameraet fra sig og tog handskerne af.
   "Han her er kun blevet stukket én gang, men det har så sandelig også været nok. Indgangssåret er fem centimeter bredt. Jeg har målt bladet på kniven og fundet det sted hvor klingen er fem centimeter." Han viste afstanden med tommel - og pegefinger. "Det passer med at næsten tyve centimeter af kniven har været inde i kroppen på ham. Det er mere end rigeligt for at gå gennem hjertet. Han er død efter et, højest to minutter." Han slog ud med armene og gik over til sengen. "At dømme efter stillingen han ligger i – hvilket jeg ikke vil betegne som sovestilling, vil jeg mene at han har forsøgt at gøre modstand. Men kniven har ramt plet og han har ikke haft en chance. Det er mit gæt."
   "Hvor er den kniv nu?" spurgte Olfert.
   "I posen der."Han pegede over mod bordet.
   "Kniven stammer fra køkkenet," fortsatte han, "ligesom i går. Vi fandt den i fodenden af sengen. Den har brugbare fingeraftryk, så der noget at sammenligne med fra i går."
   "Hvordan er han kommet ind?"
   "Han har baldret et vindue i kælderen og er kravlet den vej ind," sagde politidirektøren. "Der er desuden fingeraftryk på håndtaget på begge sider af hoveddøren. Han har ikke haft blod på hænderne denne gang, men han har svedt temmelig kraftigt og efterladt tydelige mærker."
   Olfert studerede den dræbte mand i sengen. Han så robust ud og han kunne nemt have givet gerningsmanden hans sag for.
   "Fjender?"
   Politidirektøren trak på skuldrene. "Ingen vi kender til, men vi har heller ikke talt med ret mange endnu. Der er nogle naboer du lige skal se til. Han har en ekskone og to døtre, som er på ferie for tiden. I Thailand."
   "Hvad med hans arbejde, hvad laver han?"
   "Han ejer et byggefirma. Noget med hoteller i udlandet."
   "Sådan nogen har sgu altid fjender," sagde Olfert. "Har han noget tilfælles med parret i går?"
   Endnu en hovedrysten fra politidirektøren. "Ud over de alle har ... havde gode jobs og pæne huse, er der ikke nogen sammenligning. Der er intet der tyder på at ofrene kendte hinanden og det ser heller ikke ud til at der er stjålet noget." Politidirektøren sukkede og så meget træt ud.
   "Husene er næsten ens," sagde Olfert, mens han begravede hænderne i lommerne på den store frakke. Han var begyndt at svede, og håndfladerne var klamme.
   "Hvad mener du?"
   "Husene er store villaer. Patriciervillaer med spir. Begge huse har et spir over en af karnapperne."
   Retsmedicineren rynkede panden et øjeblik og så bagefter overrasket ud. "Ja, det er sgu rigtigt nok. De ser ens ud. Næsten da."
   Politidirektøren livede op. "For fanden da. Det er de sgu da! De er også begge to hvide."
   Olfert var ikke sikker på om han var sarkastisk.
   "Men det behøver jo ikke nødvendigvis at betyde noget," sagde politidirektøren i en forstemt tone.
   "Det har vi vist ikke råd til at henlægge som en mindre detalje," sagde Olfert. Retsmedicineren holdt for en gangs skyld med ham og rystede på hovedet.
   Olfert rømmede sig. Hans hals var tør og han havde lyst til en drink eller en øl. Han skulle nok alligevel have taget sig en opstrammer mere inden han kom.
   "Hvor mange store huse med spir findes der mon i den her by?" spurgte politidirektøren.
   Olfert mærkede en dråbe sved løbe ned ad nakken. "Aner det ikke," sagde han. "Men vi kan da formode at de alle ligger i de finere kvarterer. De dyre. Det indskrænker det jo lidt."
   Politidirektøren så ærgerlig ud. "Dyre kvarterer er der nogle stykker af her. Hele den vestlige del af byen er eksklusiv og husene dér er enorme. Men hvis vi nu undersøger hvilke der har spir, så ..." Han gik hen og kiggede ud af vinduet med hænderne samlet på ryggen.
   "Måske har morderen virkelig haft et udestående med alle de dræbte. Måske skal motivet findes i noget der skete for længe siden? Hævn kan gå meget langt tilbage. Eller måske er der i virkeligheden to gerningsmænd."
   "Sludder," sagde retsmedicineren. "De tre mord er begået af den samme person, og jeg tør satse alt hvad jeg ejer på at fingeraftrykkene beviser det."
   Politidirektøren sukkede igen og vendte sig mod de andre. "Indtil videre har vi ikke fundet noget udenfor. Ikke engang et aftryk af en sko i haven."
   "Men han har jo efterladt knivene begge gange med fingeraftryk på. Og dørhåndtaget på hoveddøren har han også rørt," sagde Olfert og måtte tørre sig i nakken, der nu var helt våd af sved. "Vi mangler bare en mistænkt. Morderen stjæler ikke noget; han forsøger ikke engang at sløre sine spor. Enhver morder der ikke vil fanges efterlader ikke mordvåbnet på gerningsstedet. Enten har han har ikke gennemtænkt planen inden han går i gang, eller også vil han gerne fanges. Der må for fanden da være en eller andet i området der har set bare et eller andet. En eller anden der har luftet en køter eller været på vej hjem fra elskerinden." Han tørrede sig igen i nakken og tørrede diskret hånden af i det indvendige af lommen.
   Retsmedicineren pegede på liget. "Se på hans størrelse. Enten er morderen mindst lige så stor, eller også er han rablende gal. En kniv som mordvåben betyder at man skal helt tæt på ofret, og jeg ville ikke kunne overliste denne fyr, med mindre han sov. Og der ville jeg stadig tøve, for der skal ikke ret meget til før folk vågner, med mindre de tungt medicineret. Den mindste lyd ..." Han knipsede med fingrene. "Der er altså for meget der kunne gå galt her. Ligesom sidst. Der var jo to mennesker i det andet hus og det kunne nemt have endt med at den ene var sluppet væk."
   Olfert havde for stærke abstinenser til at tænke længere. Hans hænder rystede i lommen på ham og han blev klam over hele kroppen. Han måtte have noget frisk luft.
   "Er du færdig her?" spurgte han retsmedicineren.
   "Langt fra. Jeg ringer når jeg er."
   "Godt så."
   "... til Jacobsen," sagde han og pegede på politidirektøren, der hed Jacobsen til efternavn. "Han plejer at huske sin telefon." Politidirektør Jacobsen spærrede de trætte øjne lidt op.
   Olfert stak hånden i inderlommen på trenchcoaten, og fandt sin mobiltelefon.
   "Jeg har husket den," sagde han og forsøgte at lade være med at ryste på hånden.
   Ingen respons.
   "Hvad med de huse?" spurgte han Politidirektør Jacobsen.
   "Jeg får sat nogen på sagen med de huse med spir. Der skal jo gives tilladelse til alt byggeri ved kommunen, så de kan hjælpe os."
   "Og så bliver der sat overvågning på dem alle?"
   "Hvis der ikke er for mange. Og det er stadig kun en løs teori, jeg er ikke helt sikker endnu. Den bliver også dyr."
   "Okay. Jeg går ud og ser mig lidt om."

Da han stod nede på fortovet, kunne han ikke lade være med at stirre på huset. Han så sig selv som dreng, siddende i sandkassen, der havde stået i haven ved hans barndomshjem. Huset havde ligget i den anden ende af byen, og det var for længst revet ned, men det var som om genlyden af hans forældres stemmer stadig ekkoede i hans hoved. Han havde boet i det hus siden han blev født og til han var atten år. Så slap han endelig væk fra den kolde og kærlighedsløse kasse som hans forældre kaldte for et hjem. Sært, at hans lillesøster oplevede hendes barndom og forældrene stik modsat.
   Det stak i hans mave, men han vidste ikke om det var mindet fra hans barndom eller længslen efter alkohol. Måske var det sult; han kunne ikke huske hvornår han sidst havde spist.
   Han kiggede til venstre, og så at vejen endte omtrent hundrede meter nede, hvor to store mastodonter af huse brutalt spærrede den af. Begge huse var omkranset af grantræer, så Granvænget levede op til sit navn. Mellem husene kunne Olfert se begyndelsen til en lille snæver grussti. Det var værd at følge op på, besluttede han, mens det prikkede voldsomt i hans hovedbund.
   Da han kom derned, kunne han se at grusstien et stykke inde mellem husene var spærret af med brædder, der var sat op på et stativ af træ. Sikkert af beboerne i et af de to huse. De ville sikkert ikke have deres fredelige ende af vænget invaderet af ivrige børn og unge med en fodbold under armen. Han mente at kunne huske der lå en nedlagt fodboldklub i nærheden. At dømme efter den lige række af høje træer der tårnede sig op stod på den anden side af husene, var det sandsynligt at boldbanen lå der.
   Olfert forsøgte at kravle over afspærringen, der nåede ham til brystet. Brædderne var glatte og da han sad overskrævs på dem og ville svinge benene over på den anden side, faldt han i stedet ned og landede på ryggen i gruset. Han slog sit haleben og jamrede sig, mens han smertefuldt vendte sig om på siden. Flaskerne i inderlommen pressede sig faretruende ind mod hans ribben. Forskrækket, og med tanken om to knuste flasker i jakken, satte han sig op trods pinen i halebenet, og sikrede sig at flaskerne var intakte. Så hørte han skridt i gruset bag ham og en vred stemme råbte: "Hvad fanden tror du at du laver, bums?"
   Langsomt og smertefuldt fik Olfert rejst sig. Benene dirrede en smule. "Slap af, jeg er fra politiet," sagde han forpustet. Manden foran ham var en lille, bred mand uden et hår på hovedet.
   "Jaså? Det er du sikkert. Sig mig er du dum eller bare fræk? Se at komme væk herfra din bums, du har intet at gøre her!"
   Olfert fiskede pengepungen op af baglommen og fandt tjenestekortet frem. Han viste det til manden, der skød det ene bryn op i panden, som troede han stadig ikke på det.
   "Der er begået et mord i nummer otteogtyve, som jeg efterforsker" sagde Olfert. Manden virkede oprigtigt overrasket og vendte nysgerrigt blikket op mod den lange række af parkerede køretøjer ud for nr. 28.
   "Og jeg vil gerne afhøre dig senere. Men først vil jeg vide hvad der er på den anden side af den afspærring?"
   "En boldbane der er groet til. Ingen kommer der mere."
   "Er det den boldklub der måtte lukke for år tilbage?" Manden nikkede.
   "Hvad er der så der omme nu?"
   "Det som jeg sagde lige før: en boldbane der er groet helt til med ukrudt. Sig mig, er Helge død?"
   "Ja. Hvorfor har du spærret stien af?"
   "Fordi folk luftede deres hunde på boldbanen. Det gjorde ikke så meget, men desværre kunne hundene ikke altid vente, så tit sked de lige her på stien. Min nabo og jeg blev enige om at spærre den af."
   "Forståeligt nok. Men jeg skal altså den vej igennem, og stien er offentlig ejendom, så er du venlig at pille det ned?"