Det var en kedelig klædt mand, der tog imod Torbjörn Wikstrand på molen.
   Hans gamle grå jakke og de brune bukser var kun en forvasket skygge af sig selv og han havde et slidt fiskerfjæs, med så mange furer og fordybninger, at polititegneren ville komme på arbejde, hvis man beskrev det for ham.
   Torbjörn satte sig ind i sin bil, det eneste køretøj der var plads til på den lille færge. Det var en ombygget fiskekutter med højere ræling og ombygget stævn, så et køretøj kunne komme til og fra borde. Han var blevet bedt om at bakke om bord og nu, da han så hvor snæver molen var, forstod han hvorfor. Stævnens ræling måtte sættes på og tages af med håndkraft. Torbjörn startede bilen og kørte af færgen og bremsede ned ud for manden. Han rullede vinduet ned.
   "Er De Henke Andersson?"
   "Det er mig," erkendte manden og rakte en grov hånd ind gennem det åbne vindue.
   "Torbjörn Wikstrand. Hvor er Deres bil?"
   "Jeg er gående."
   "Vil De så ikke køre med?"
   Henke Andersson gik uden om bilen og satte sig ind på passagersædet. Da han åbnede døren, kunne Torbjörn ikke se molen, men kun vand. En snert af frisk havluft blandet med menneskelige dufte bredte sig i bilen. Torbjörn lod vinduet være nede mens de kørte de sidste 150 meter ind på øen, selv om det var nær frysepunktet udenfor.
   "Det er svært at komme hertil," sagde Torbjörn og tog Flaskö i øjemål. Ni kvadratkilometer, stort set bestående af klippe, én by med 42 indbyggere og eneste mulighed for at komme hertil, er på en privat færge med en stor, rødmosset kaptajn, der lugtede lige lovlig meget af spiritus. De kørte ind på en smal grusvej med forrevent landskab til begge sider så langt øjet rakte. Et stykke ude stak en klynge huse op.
   "Jeg troede I altid kom to politifolk," sagde Henke.
   "De mente, at det var nok med én i dette tilfælde."
   "Der er skrevet rapport."
   "Rapport?"
   Henke smilede tilfreds. "Ja, om fundet, tidspunktet og sådan. Jeg har taget billeder af gerningsstedet også. De skal bare fremkaldes. Du kan få dem med tilbage."
   "I har da ingen politimyndighed eller læge her på øen," sagde Torbjörn.
   Henke kiggede ud ad sideruden. "Tja, politisager tager jeg mig som regel af. Når der er nogen."
   Torbjörn skævede til sidemanden for at se om han grinede. Det gjorde han ikke. Efter omtrent ét minuts kørsel forvandlede grusvejen sig til revnet asfalt og de kørte de ind i den mindste by, han nogensinde havde set. Husene på den fortovsløse vej var næsten ens. To etager i mørkegrå mursten, voldsomt ældet af tiden og det barske vejr. De lå på stribe, skulder ved skulder, ind imellem adskilt af små sideveje med flere huse. De få mennesker han så på gaden, var godt oppe i årene og stirrede, da han trillede forbi, mens Henke hilste på dem. Torbjörn havde tjekket de sparsomme oplysninger der var om Flaskö på nettet. Husene var bygget sidst i fyrrerne, og ikke i træ, for at modstå det hårde vejr. Her var hverken købmand, kiosk, hotel eller lægepraksis og den yngste indbygger var i 2006, 47 år.
   "Vi skal hen for enden," sagde Henke. "Og så til højre."
   Torbjörn blinkede af og drejede ind på en smallere vej, der var nogenlunde identisk med den de kom fra.
   "Der er kroen," sagde Henke og pegede. "Vores eneste forretning."
   Torbjörn kørte langsomt forbi - vejens tilstand indgød ikke til en hastighed højere end 35. Huset var en smule større end de andre, men ellers var den eneste forskel det lille træskilt med ordet 'kro' hen over døren. Torbjörns krop sendte ham et signal, som han tvang sig selv til at ignorere.
   Du kan godt.
   Der holdt en bil, den første han havde set. Han bemærkede, at den ingen nummerplader havde.
   "Der er det," sagde Henke og åbnede bildøren inden de holdt helt stille. Torbjörn steg ud og overvejede at låse bilen med fjernbetjeningen, men fandt ingen grund til det her. Huset lignede de andre, og havde kedelige, hvide undergardiner i vinduerne ud mod gaden. Døren var ikke låst, og Henke gik lige ind.
   "Hvor er folk henne?" spurgte Torbjörn.
   "Derhjemme eller ude at fiske på denne tid. Eller på kroen. Hun hænger herinde."
   Torbjörn studsede over sætningen, men sagde ikke noget. De gik gennem en lille entre, og kom ind i en stue med møbler, der sagtens kunne have stået her siden huset blev bygget. Han blev næsten væltet bagover ved synet af kvinden, der hang i et reb ned fra loftsbjælken. Hun var kraftig og hendes grå hår hang slapt ned og dækkede det meste af ansigtet. Læberne var blege og gik i ét med resten af den grålige hud. Hun havde en strikket sweater og cowboybukser på, og på fødderne bar hun et par slidte sneakers.
   "Sig mig, har I ikke pillet hende ned?" spurgte Torbjörn vredt. "Hvor længe har hun hængt der?"
   Henke tænkte sig om. "Jeg har skrevet dødstidspunktet som sådan cirka i forgårs i rapporten. Hun var jo allerede temmelig bleg, da Dorte Morberg fandt hende i går. Jeg lod hende hænge, for ikke at ødelægge spor og den slags. Vi har ikke rørt ved noget."
   "Er I rablende vanvittige?"
   Henke så en smule såret ud. "Jeg ringede med det samme."
   Torbjörn nikkede og løftede hånden i en undskyldende gestus. Det havde været umuligt at komme til øen tidligere. Færgen sejlede simpelthen ikke før.
   "Det, der undrede mig, var ..."
   "Der mangler en stol," afbrød Torbjörn. "Med mindre I har flyttet den?"
   "Netop. Det har vi ikke. Hun kan ikke komme derop uden en stol eller skammel, og der lå ingen af delene på gulvet da vi kom." Han drejede hovedet og tilføjede: "Med mindre gamle Maria selv har løftet sig derop i armene og stukket hovedet i galgen, ha ha ha."
   Torbjörn så måbende på den grinende mand, der holdt inde da deres blikke mødtes.
   "Hvem fandt hende først?"
   "Dorte Morberg. Hun løb hjem og ringede til mig."
   "Hvem har adgang hertil?"
   "Sådan set alle. Der findes ikke en låst dør her på øen. Vi er ordentlige mennesker."
   Torbjörn skimmede stuen. Ingen tegn på kamp, tværtimod. Alt var i skønneste orden, om end lidt støvet. "Hvem plejer at komme her?"
   "Mig, Jocke og Dorte Morberg og et par stykker mere. Maria kom ikke så meget ud mere på sine ældre dage, men folk kom stadig her til kaffe. Hun kom også over på kroen en gang imellem, og Dorte Morberg og hende plejede at sylte sammen. Hun og Dorte skulle mødes i går og sylte, men så ..." Han nikkede hen mod liget.
   Torbjörn tog sin mobiltelefon op fra jakkelommen.
   "Det kan du godt glemme," sagde Henke. "Du finder ikke noget signal her. Men du må gerne ringe hjemme fra mig eller kroen. Maria har ingen telefon mere."
   Et rødt kryds på mobiltelefonens display, der hvor indikatoren for sendeforholdene normalt var, forsikrede Torbjörn om, at Henke talte sandt. Han puttede den irriteret tilbage i lommen igen.
   "Jeg skal lige lave nogle undersøgelser, og så tager vi hende ned. Det er uværdigt at hænge sådan."

Klokken var halv seks, da Torbjörn og Henke kom over på kroen. Nu holdt der flere biler på vejen og Torbjörn bemærkede, at flere af dem manglede nummerpladerne. Høje stemmer og en tyk tåge af tobaksrøg kom dem i møde. Torbjörn havde egentlig ikke lyst til at gå derover, men det var det eneste sted de også solgte mad, og han var hundesulten og kunne ikke vente til han kom tilbage til fastlandet. Stemmerne sænkedes da gæsterne fik øje på ham. Der var omkring tyve mennesker i rummet, der virkede alt for lille. Henke førte Torbjörn tværs gennem lokalet, over til det eneste tomme bord. "Vi har faste pladser," sagde han og gestikulerede, at Torbjörn skulle sætte sig. "Øl?"
   "Cola, tak."
   Henke så på ham med et udtryk som om nogen prøvede at bilde ham ind, at månen virkelig var lavet af ost. "Det skal jeg lige høre om de har," sagde han og forsvandt ud mod et mindre køkken bagest. Torbjörn hilste rundt på de andre med et nik. Der var flest mænd men også nogle kvinder og de var alle mindst ti-femten år ældre end ham. Nogle så ud som om de havde befundet sig i på dækket af en vindblæst fiskekutter det meste af deres liv. En del af gæsterne var fulde og havde svært ved at holde hovedet stille. Han undlod at få øjenkontakt med dem og studerede kroen. Nu forstod Torbjörn hvorfor den udefra lignede de andre huse. Det var en dagligstue uden møbler. Dem, der ejede kroen måtte have indrettet sig oven på. Der var væg til væg gulvtæppe og tapetet på væggene var gammelt og med blomstret mønster, men den lille kro havde skam sin charme. Torbjörn fik øje på flaskerne på bordene. Ølflasker uden etiketter på. Han fornemmede tørsten som en gæst man ikke kan slippe af med, og sank et par gange og håbede, at han kunne sluge trangen igen.
   Henke kom tilbage med en af de etiketteløse øl i hånden, efterfulgt af en tynd mand med en gennemsigtig flaske med mørkegult indhold. Han havde kortklippet hår, der var så tykt, at det kun kunne stritte. Hans øjne var røde og han smilede fulderikkens lalleglade smil. "Velkommen, kommissær," sagde han og snublede over det sidste ord. "Vi fører desværre ikke cola, men jeg kan klare en hjemmelavet appelsinvand." Han satte flasken fra sig, og løftede pegefingeren som en anden taler, der skal til at sige noget vigtigt. "Jeg hedder Jocke Morberg, men alle kalder mig Krofatter. Og kom'særen skal da også smage en brændevin."
   Torbjörn greb hans arm, inden han kunne nå at stikke tilbage til køkkenet. "Nej! Appelsinvand er fint. Jeg fik at vide I også serverer mad?" Krofatter nikkede så øjnene rullede en gang. "Ja. Hakkebøf."
   "Det er fint, tak." Jocke Morberg nikkede igen og forsvandt. Henke satte sig.
   "Jeg er altså ikke kommissær," sagde Torbjörn. "Så højt i graderne er jeg ikke. Hvad er det I drikker?"
   "Øl. Jocke og Dortes hjemmelavede bryg. Det smager godt."
   "Det tror jeg gerne."
   "Brændevinen laver de også selv. Den er stærk, meget stærk faktisk, men den har en helbredende effekt på mange skavanker." Henke blinkede til ham.
   "Du husker vel, at jeg er politimand, ikke? Hvorfor har de fleste biler ikke nummerplader?"
   Henke tak på skuldrene. "Afgiften, du ved. Den er sparet. Mange folk her på øen kører jo ikke længere end ud til deres joller for at fiske. Dem, der kører i land handler for os andre."
   Torbjörn drak en tår af sin sodavand. Den smagte lidt for stærkt af appelsin.
   "Har du arbejdet med mordsager hele tiden?" Torbjörn kiggede op og så ind i Henkes øjne. Spørgsmålet var ret uskyldigt, men måden det blev sagt på, var fyldt med undertoner. Den gamle mands øjne var ikke til at gennemskue.
   "Hvad mener du?"
   "Den der kasse, du hentede i bilen til dine undersøgelser. Den, du brugte til at tage fingeraftryk over hele stuen med?"
   "Hvad med den?"
   "Er det ikke noget man har i bilen, hvis man kun har med indbrud at gøre?"
   En varm og ubehagelig fornemmelse lagde sig ned over skuldrene på Torbjörn. "Godt observeret. Jeg har været overflyttet til afdelingen et stykke tid, men er tilbage i drab igen."
   Henke nikkede og de kiggede på hinanden. Tavsheden sagde mere end alle de nærgående spørgsmål han kunne have stillet.
   "Hvad tid sejler færgen?" spurgte Torbjörn og brød den pinlige tavshed.
   Henke vendte sig om og så over mod et af de andre borde. "Ikke mere i dag."
   "Hvad?" Torbjörn lænede sig til siden og fik øje på den store kaptajn, der havde fragtet ham over tidligere. Han sad foroverbøjet, næsten med hovedet nede på bordet og sov. Hans ansigt havde samme farve som en tomat.
   "Lasse Færgemand er færdig med at sejle for i dag," konstaterede Henke tørt.
   "Hvad gør jeg så? Jeg skal sgu da hjem igen."
   "Han er frisk igen i morgen."
   "Hvad fanden er det du siger? I morgen? Skal jeg blive her i nat?"
   "Jeg har gæsterum, så det bliver ikke noget problem."
   "Nej for helvede! Det kan jeg ikke. Er der ikke en anden, der kan sejle?"
   Henke rystede på hovedet. "Han låner ikke færgen ud."
   "Så må der være en anden måde?" Torbjörn tog sig til håret.
   Henke rystede på hovedet. "Ikke med mindre du kan svømme de tolv kilometer ind til land."
   "Liget skal flyttes på sygehuset til obduktion," sagde Torbjörn og knipsede med fingrene. "Så kan jeg flyve med."
   "Flyve?" Henke havde nær spyttet øllet ud. "Herfra? Med en helikopter? Det kan man ikke. Hvor skal helikopteren lande? Har du set området? Og hvorfor skal hun obduceres?"
   "Dødsfaldet er mistænkeligt, så det er proceduren. Jeg skal ringe."
   Telefonen stod i køkkenet, hvor Krofatters kone, Dorte Morberg stod og lavede mad. Seks hakkebøffer lå og sydede på panden på komfuret foran hende. De hilste på hinanden og Torbjörn ringede hjem til stationen, hvor han nedslående fik at vide, at det måtte vente til i morgen med at flytte liget af Maria Hansen til en køleboks på sygehuset. Ganske uhørt, gav man den protesterende Torbjörn ret i, men ikke desto mindre umuligt. En ambulance ville ankomme med første færge næste morgen.
   Det næste opkald gav ham gåsehud, da han trykkede nummeret. Der var ingen dør til køkkenet, så han kunne ikke lukke støjen fra stuen ude.
   "Stenna? Det er mig. Øh ... Der er opstået lidt af et problem."
   "Hvad for et problem? Hvorfor tager du ikke din mobiltelefon?"
   "Intet signal. Ser du, problemet er, at jeg kommer først hjem i morgen."
   Pause. "Hvor er du henne? Hvad er det for en larm?"
   "Jeg er stadig på Flaskö. Færgen sejler først hjem i morgen. Jeg kan ikke ..."
   "Sig mig, er du på værtshus? Drikker du?"
   "Nej, jeg drikker ikke, du må tro mig."
   "Du lovede ..." Resten af hendes ord blev overdøvet af Krofatter, der stak hovedet helt hen til telefonrøret.
   "Deres bøf er klar," sagde han og sendte en hørm af dårlig ånde og spiritus lige ud i hovedet på Torbjörn. "Og en brændevin." Det næste Torbjörn hørte i telefonen, var et klik, da røret blev lagt på i den anden ende.
   "Jeg har ikke bestilt brændevin for helvede!" råbte han og strammede grebet om telefonrøret. Han havde lyst til at knalde det ned oven i låget på den fulde idiot. Dorte Morberg så forskrækket op fra komfuret, men Krofatter smilede overbærende i sin brandert. "It's on the house," sagde han med ubehjælpsom, svensk accent.

En tallerken med to hakkebøffer, kogte gulerødder og kartoffelmos stod på bordet, da Torbjörn kom tilbage. Han var gået på toilettet for ikke at lade sine frustrationer gå ud over Krofatter, og bagefter havde han prøvet at ringe til Stenna igen. Hun svarede ikke. Det skulle ikke undre ham, om hun var taget ud til sin søster når han kom væk fra denne ø. Efter sytten år lærer man hinanden at kende.
   Henke sad med sin anden øl og lignede én, der var ved at blunde. Torbjörn kiggede igen rundt på forsamlingen. Én eneste skide næringsdrivende på hele denne klippe, der stikker op ad vandet, og så er det et værtshus. Fiske og drikke. Det var alt hvad man kunne foretage sig her. Det første kunne han ikke fordrage og det andet kunne han ikke styre. Han jog gaflen i en bøf og huggede den midtover med kniven, kørte den hidsigt igennem mosen og puttede det i munden. Henke så tavst til.
   Torbjörn spiste sin mad i fred, hvis man ser bort fra larmen fra de andre borde. Hvor appelsinvanden havde fejlet, vandt bøffen. Den var gennemstegt men stadig saftig og var lige tilpas krydret, og den manglede ikke salt. Da han var færdig ville han betale, men Henke rystede på hovedet. "Det er ordnet. Kom, vi går."
   Temperaturen var faldet, da de igen stod udenfor, og mørket var også faldet på. Det summede for Torbjörns ører, og han følte sig mæt, men alligevel tom indeni. Han kunne ikke engang skrive en sms til Stenna. "Kan det betale sig at tage bilen?" spurgte han. "Og hvor skal vi hen?"
   Henke stak hænderne i lommen og begyndte at gå. "Hjem til mig og have kaffe. Skal du ikke have fingeraftryk fra folk? Så du har noget at sammenligne med?"
   Torbjörn rystede på hovedet, både som svar og over tanken om, at skulle have 42 sæt fingeraftryk med hjem. "Alt for mange har jo haft adgang til huset, så det vil sikkert ikke hjælpe os."
   "Det kan kun være én person," sagde Henke dystert, da de var gået omkring hjørnet.
   "Hvem?"
   "Lasse. Færgemanden. Han er den eneste, der kan løfte hende derop. Maria var tung, vel nok omkring 90 kilo. Ingen af os andre gamle vil kunne løfte bare halvdelen så højt op."
   En iskold vind susede gennem gaden, og krøb ind under jakken. Torbjörn vendte siden til og trak skuldrene helt op til ørene. Der var langt mellem gadelamperne, der i forvejen ikke lyste særlig godt op. Husfacaderne var kulsorte nu, med svagt lys bag de beskidte ruder og mindede Torbjörn om engelske husblokke i et fattigt kvarter, bare uden affaldet og bilskrogene. Henke stoppede op og så på ham. Hans ansigt var næsten væk i mørket, men lampeskæret ramte hans øjne, så de lyste som to prikker. "Jeg er den eneste, der har bemærket det med stolen og jeg har ikke sagt noget til de andre. Hvis Lasse hører, at han er under mistanke, vil han reagere temmelig voldsomt. Han er en mand fuld af temperament, at du ved det."
   "Nu er det jo mig, der bestemmer, hvem der er under mistanke." Torbjörn sugede luft ind og tænkte. "Hvad kan Lasse have imod Maria?"
   "Lasse er en drukkenbolt og har altid været det. En underlig mand, der gør sære ting når han får brændevin. Hans hjerne har taget skade af alt det drikkeri. Manden er ikke mere end 55. Han er vores seneste tilflytter og kom hertil for fem år siden, da den forrige færgemand gik på pension."
   De gik videre og nåede til Henkes hus. Udadtil var det en tro kopi af naboens hus. "Han er sær, er han. Jeg låste min dør i nat," sagde Henke og tog fat i håndtaget. "For første gang i tredive år."