Kommissær Olfert Andersen stod på gerningsstedet og studerede det mest bestialske mord han havde set i sin karriere. Hele dobbeltsengen var gennemvædet med blod. I den ene side lå liget på ryggen. Huden var helt hvid de steder hvor den ikke var dækket af størknet blod.
   "Der kan umuligt være blod nok tilbage i ham til en stivert," sagde Olfert.
   Retsmedicineren sad på hug ved siden af sengen med et digitalkamera.
   "Hold dine upassende platheder for dig selv," sagde han og lænede sig ind over liget og knipsede løs.
   Et par betjente vovede sig ind i det lyse, hvidmalede soveværelse for at se det, de måske kun ville få at se én eneste gang i deres karriere. De forsvandt hurtig igen da de fik øje på den overskårne hals på ofret. Den var snittet helt igennem ind til rygsøjlen, som kunne ses tydeligt.
   "Det ser i det mindste ud til at det er gået hurtigt," sagde Olfert. "Han har næppe nået at gøre modstand."
   "Se der," sagde retsmedicineren og pegede på de blottede knogler i bunden af det store, aflange snit i halsen. Ligets hoved lå bøjet helt bagover i en grotesk stilling og så ud til kun at hænge fast i røgsøjlen.
   "Der er slået en flig af knoglen dér," sagde han. "Det kunne tyde på at kniven er blevet hugget lodret ned i halsen på ham med en voldsom fart." Han rejste sig og huggede i luften med en imaginær kniv. "Det er gået stærkt. Ofret har ikke nået at se hverken kniv eller gerningsmand, og han har helt sikkert ikke gjort modstand. Sådan et hug gennem halsen og ned i nakken har slået ham bevidstløs med det samme. Luftrøret er blevet skåret over øjeblikkeligt." Han gik om på den anden side af sengen og studerede det store åbne sår fra den anden vinkel.
   "Bagefter har gerningsmanden skåret halsen over på ham af flere gange. Der er mange snit. Det er gået hurtigt og han har brugt mange kræfter. At dømme efter blodsprøjtene, har ofret kun ligget i den her stilling. Min hurtige – og endnu ikke endelige konklusion er, at manden sov under det hele. Konen derimod har jo nok hørt eller mærket postyret og har styrtet ud af soveværelset." Han kiggede ud på gangen, hvor liget af konen på gulvet kunne ses fra soveværelset. "Og dér har han hugget hende ned bagfra, mens hun var på vej mod trappen."
   Olfert nikkede. Det var også hans vurdering. Hun var kun blevet stukket i ryggen en hel del gange.
   "Er der stjålet noget?" spurgte han en betjent der gik forbi døråbningen, en ung mand med et lyst overskæg.
   "Ikke så vidt vi kan se. Det er jo et stort hus, og han kan have gået efter én bestemt ting, og ryddet op efter sig, men det er tvivlsomt." Han vendte ryggen mod blodbadet i sengen. "Helt utænkeligt. Hvorfor denne ... grusomhed hvis han bare var en indbrudstyv?"
   "Kniven er for resten deres egen," sagde retsmedicineren, "den er taget fra køkkenet og blev fundet ved siden af kvinden. Og morderen kom ind ved at knuse et vindue i kælderen."
   "Fingeraftryk?" spurgte Olfert. Overskægget nikkede.
   "Masser, faktisk. Både på kniven og her i soveværelset. Kniven er sølet til i blod, og har temmelig mange brugbare aftryk. Det er ren foræring til os."
   Olfert havde lyst til at sætte sig på en stol der stod ved en kommode i soveværelset, men lod være. Hans ben var ømme, som havde han løbet en lang tur uden at strække ud. Ikke at han løb mere, men han kunne godt huske smerten.
   En stemme kaldte på ham ude fra gangen. "Olfert, naboen er her!"
   Olfert gik ud på gangen, forbi liget af hustruen og ned ad trappen. "Udenfor," sagde en betjent, der var ved at undersøge gulvtæppet i entreen.
   Olfert gik udenfor i solen og fik øje på en mand der så ud til at være i tresserne. Han var iført en skotskternet skjorte, et par joggingbukser og et par slidte hjemmesko. Intet af tøjet passede sammen i farverne.
   På vej derover kaldte endnu en stemme på ham. Han drejede hovedet og så selveste politidirektøren i fuld fart med faste, beslutsomme skridt. Mod ham. Olfert, der mest af alt havde lyst til at forsvinde.
   "Dejligt at se du gad arbejde i dag," sagde politidirektøren med arrig stemme.
   "Hvad mener du?"
   "Hvad var det denne gang? Druk igen?" Ordene faldt hurtigt som en geværsalve.
   "Nej, jeg drikker ikke mere."
   Politidirektøren så misbilligende op og ned ad ham. "Hvordan fanden er det du ser ud?"
   "Hvorledes?"
   "Du er langskægget og går i den gamle beskidte jakke."
   "Jeg må vel gerne have skæg? Og det er en trenchcoat."
   Politidirektøren så endnu en gang fordømmende ned af ham. Så rettede han blikket mod fuldskægget.
   "Dét der ..." begyndte han og pegede på de lange, gråsprængte totter der stod ud fra kinderne. Men han fuldførte ikke sætningen. Han løftede den truende finger til øjenhøjde."Det her er sidste chance, ellers ryger du ud! Forstået?"
   Olfert nikkede. Så forsvandt politidirektøren igen med tunge skridt.

Naboen hed Esben Iversen og kendte de dræbte godt. De havde været naboer i to år og kom godt ud af det med hinanden. Parret var unge; manden syvogtyve, hun femogtyve. Han var shippingkonsulent og hun var designer. De havde ingen børn. Esben mente ikke at de havde nogen fjender, og deres økonomi fejlede vist nok intet. De havde sjældent gæster og gik næsten aldrig ud. De arbejdede temmelig meget begge to og det var ikke mange af naboerne de havde kontakt med. Mere kunne Esben Jacobsen ikke bidrage med.
   Efter at have ringet på hos en del af naboerne, måtte Olfert erkende, at der ikke var nogen der havde set noget som helst. Retsmedicineren fortalte at drabene var udført et sted mellem midnat og klokken fire den morgen. Kvindens far havde låst sig ind klokken halv ti, da hun ikke havde svaret på flere af hans telefonopringninger.
   Olfert stod lidt og kiggede på det store hus ude fra vejen. Det mindede ham om hans barndomshjem. En stor patriciervilla med spir i den ene side. Han mærkede hårene i nakken rejse sig ved synet.
   Han blev vinket op til huset igen af en tekniker i en hvid dragt. På vej derop sikrede han sig at bulen fra flasken i hans inderlomme ikke kunne ses.