Tres meter under havoverfladen i Det Indiske Ocean sneg angrebsubåden Talahasse sig udenom nettene fra et par fiskerbåde og listede forsigtigt mod kysten. Den gled frem tættere på bunden, end kaptajnen efterhånden brød sig om. Til sidst meldte sonargasten dæmpet at nu gik det altså ikke længere, hvis tårnet skulle blive under overfladen.
   "Under to sømil Gentlemen. Præcis syd for Catanahas munding, som bestilt " sagde kaptajnen efter en kontrol af positionen.
   De fire soldater stak af fra omgivelserne og betragtede kortbordet grundigt igen.
   "Så får vi næsten ingen motion" sukkede den ene.
   Lederen langede ham et klask over nakken. Marinens officerer holdt vejret. Den form for disciplin havde flåden lagt bag sig, hundrede år før.
   "Har det noget med området at gøre" brummede Ala med et grin "for et halvt år siden gjorde du det samme på den anden side af fjorden mod nord."
   Soldaterne gik tilbage gennem båden til det kvarter, de havde fået tildelt. Der ventede resten af deres kolleger under nogenlunde bekvemme forhold. En angrebsubåd af Virginia klassen har normalt en besætning på 140 mand der er fordelt over 115 meter. Tre grupper Seals med udstyr stillede ikke større krav til plads end man kunne opfylde, nogenlunde bekvemt.
   Sierra Six' Delta squad kontrollerede deres udstyr sidste gang og hankede op i de vandtætte sække. Derefter gik de to og to i vandet, gennem ubådens luftsluse.
   De samlede sig i overfladen og svømmede mod strandbredden.
   En dvask Albacore haj var kommet tæt på kysten. Den kredsede rundt og betragtede gruppen af svømmere opmærksomt. Til sidst afgjorde med sig selv at den ikke var sulten nok til en smagsprøve. Den forsvandt med et par dask med halen, til alles lettelse.
   Da vandet nåede halvanden meters dybde lagde mændende sig side om side og skiftede til langsom og lydløs overfladesvømning. Samtidig betragtede de stranden omhyggeligt. Snart lå alle på knæ på bunden. To mand støttede spejderen mod bølgerne da han foretog det sidste eftersyn af landgangsområdet gennem store plastikbetrukne Zeiss mørkebriller.
   Seal-teamet ramte som beregent stranden klokken to om natten. Der var eventuelle fjenders opmærksomhed både fysisk og mentalt på det laveste. Efter de havde afført sig deres svømmedragter og skjult dem sikrede de sig endnu en gang at de var alene.
   De trængte gennem den spredte bevoksning og begyndte at lede efter den træningslejer, der var deres mål. Alle var iført feltstøvler med gummisåler og tætsiddende junglecomouflage og sværtet i ansigtet, på nær Ala, der på grund af sin afstamning ikke behøvede den slags pjat. Alle brugte lysforstærkende udstyr og betragtede den nærmeste bevoksning omhyggeligt, med våbnene klar mens de langsomt sneg sig gennem den blæksorte nat.
   To klik i radioen markerede efter få minutter spejderen havde lejren i sigte. Lederen svarede med et enkelt klik hvorefter de samlede sig om spejderen og betragtede hegenet med pigtråd og de spredte hytter bag den, der kun var et hundrede meter væk .
   En vagt gik sin runde og tog sig en smøg i lukkelig uvidenhed om at han i det øjeblik var dækket af flere præcise våben. Da han var ude af syne trak gruppen lidt længere bagud. De gik længer ind i bevoksningen og begyndte at finde passende steder at indrette sig med god observation inden det endelige arbejde skulle begynde.

Kort efter var alle i dækning og grundigt slørede. Et par store træer på den anden side af lejren, gav to af dem et glimrende overblik. De havde solen i ryggen så de kunne benytte deres kikkerter uden at tænke på solreflekser.
   Alle havde kontrolleret at de var sløret perfekt mod opdagelse. De næste timer hvilede de på skift observerede mod lejren.
   Den bestod af fjorten barakker med en paradeplads i midten. De vidste at et fuldt træningsforløb i sådan en lejr kunne tage seks til syv måneder. Der var også grupper der kun skulle forberede en særlig mission, og kunne overstå træningen til det på få uger. Klasselokaler, fællesovernatning , moske og kantine var fællestræk ved de lejre de kendte fra øvelserne. En af barakkerne indeholdt et omfattende bibliotek med forskellig faglitteratur, man ikke ville finde på et almindeligt bibliotek. Samtidig var der også et infirmeri, hvor der også foregik undervisning i førstehjælp af krigsskader. Det skete under særdelss realistiske forhold, da det meste af træningen var risikabel for deltagerne De blev betragtet som dumpet når de kludrede så slemt, de selv eller andre kom til skade. Desværre skulle der hele tiden nye rekrutter gennem den slags faciliteter, hvor de som regel blev undervist i hold på fire til otte mand. Yderst i lejren noterede de tag over et par nedgravede hytter. Det var depoter til sprænstof og ammunition.

Den dags undervisning bestod i sprængningstjeneste for mindre grupper, der for det meste blev belønnet for deres anstrengelser af instruktøren, med løbeture rundt i området. Nogle benyttede en improviseret skydebane i den anden ende og skød efter tomme flasker. De blev stoppet af en arrig instruktør og fik en fælles skideballe. Seal-gruppen betragte eftertænksomt alle hold på sikker afstand. Under deres egen uddannelse kunne de når som helst ringe på en klokke og sige tak for denne gang. Den mulighed havde dem i lejren ikke.
   En enkelt hytte tiltrak sig især opmærksomheden ved at være bevogtet hele tiden, med regelmæssige vagtskifter.
   "Vi får det til tooghalvtres beboere" hviskede Adams, midt under sprængningsøvelserne. Cirka femogtredive elever i tre hold, sytten undervisere og andre. Er du enig?"
   "Med usikkerhed for en enkelt" bekræftede Ala, der faktisk hed Allan. Han var sikringsskytte og påstod han kunne pille vingerne af en flue med sit gevær på ottehundrede meters afstand. "Lad os tilkalde Micky og Goofy for en sikkerheds skyld. Vi befrier gidslerne mens de skaffer os arbejdsro. Gidslene er ude og få luft under overvågning lige nu. Det der må vel være deres udgave af aftenappel".
   "Enig" bekræftede Adams og gik i gang med at sms'se på statellittelefonen. Han beordrede Mike og George-teamene landsat, populært kaldet hold Fedtmule (goofy) og Micky Mouse på grund af deres kaldebogstaver. De kvitterede på deres side ved at kalde Deltateamet Ducklings(ællingerne). Bartenderen på deres stamkro i Coraonado gik med på spøgen og bad dem fremvise ID kort inden han skænkede sprut.
   Der faldt igen ro over lejren men Delta teamet slækkede ikke et sekund på opmærksomheden. De registrerede også en lastbil med tolv rekrutter og fire instruktører, der åbenbart havde havde været på øvelse et andet sted.
   "Der ser trætte ud " meldte Ala, der havde bedst udsyn til de nyankomne."Så bliver det otteogtres. Vi kommen til at banke hårdt på dørene i nat, hvis vi skal vække den sidste flok"
   "Så gør vi det" hviskede Adams, der allerede havde travlt med en ny sms. Kort efter betragtede han med tilfredshed kvitteringen.

Lige efter midnat sameldes de alle og sneg sig stille rundt om lejren. De nød at bevæge sig efter at have ligget stille en hel dag. De efterlod halvdelen af gruppen til fortsat observationen. Resten gik mod stranden for at modtage deres kolleger, og sikre landgangsområdet på forhånd.
   Ventetiden blev ikke lang. Lige efter klokken to klikkede det i Adams headset.
   "LZ sikret" meldte han kort og vovede en blink med en Laserpointer ud over vandet, hvor han vidste andre hold pejlede efter den sporing de havde skjult natten før.
   "Luksusdyr" mumlede han kort efter de hørte en dæmpede motorlyde gennem mørket. Han blinkede hurtigt igen. To Zodiacbåde forcerede i det samme brændingen med en bådlængde mellem dem. Kort efter gled de stille, med skurrende lyd op på sandstranden. Stævngasterne sprang ud og stabilisede dem. Ubådens COB (commander of boat) sprang i land med afsikret maskinpistol og så sig omkring. Hans bevæbnede mandskab så sig nysgerrigt om mens George og Mike teamene rejste sig fra deres magelige pladser og vandrede tørskoede i land.
   "Jeg venter næsten kun i henter flere og starter en barbecue om et øjeblik" hvæsede Adams der med lygte og håndbevægelser dirrigerede George og Mike teamene op i skovkanten"
   "Opgaven er udvidet som følger" sagde hans kollega, der tog han i ærmet og trak Adams mod skoven.De andre slettede rutinemæssigt deres spor i sandet. Inden de var nået halvvejs mod palmerne var Zodiacerne vendt om og på vej til havs.
   "Nogen mener at nu har den højskole eksisteret længe nok" sagde lederen af George-teamet dæmpet. "Planen udvides som følger" De samledes med dæmpede stemmer om en improviseret skitse over lejren som Adams hurtigt lavede på jorden. De justerede planen efter de nye omstændigheder."
   "Gidslerne er stadig primære mål i forhold til det andet" sagde Adams bistert "Vi skal bare være færdige ved 'first light'. Så får vi bare lidt mere travlt. Hvornår er nu det"
   De finpudsede den samlede plan. "Det klarer vi snildt" mente lederen af G-teamet,"med hærens milde gaver i baghånden." Han nikkede mod sine mænd og de byrder de bar, i stedet for den sædvanlige rygsæk.
   Da alle kendte deres opgave gik grupperne i gåsegang gennem natten mod den sovende træningslejer.

.
   Ved lejren meldte spejderne at alt var roligt. De blev orienteret om justeringen af planerne. Endnu engang repeterede alle fremgangsmåden og justerede skudfelter efter kompasser så de ikke kom til at skyde på hinanden. De fordelte sig som skygger i natten.
   Deltateamet skulle stadig starte med at trænge ind i den kombinerede radio- og fangehytte og gik i skjul tæt på den.
   Da det blev en anelse lysere bag træerne knipsede Adams med fingrene. Derefter klikkede han tre gange i radioen og fik omgående tre klik til svar.
   Ala sigtede på vagten, der roligt kom nærmere indenfor hegnet.
   "Vent til han står i en blind vinkel" tænkte Adams, men sagde intet. Det vidste Ala alt om. Kort efter efter faldt det lyddæmpede skud. Vagtens hoved eksploderede i en blodregn mens han blev kastet bagud. Han modtog to klik over radioen, svarede med to klik, hvorefter der kom to yderligere. Alle udendørs vagter var elimineret med lyddæmpede våben. Nu kom det finmekaniske.
   Adams gled frem mod hegnet lidt bagefter to af hans folk. Ala vendte sit gevær mod hyttens vinduer, hvor de vidste, der både overnattede radiofolk, vagter og de tre gidsler.
   Det kunne næsten ikke høres at der blev klippet et hul i hegnet, som de kunne lempe gidslerne ud når de var befriet. Sealfolkene smuttede lydløst gennem hullet. To mand løb i skjul ved hyttens hjørne mens de to næste i bøjet gang gik til den anden ende for at sikre gruppen derfra. Adams og den sidste startede med hurtige blik gennem vinduerne med et minimalt kamera, fremfor at stikke hele hovedet op for at blive opdaget.
   Der var seks vinduer i hytten. Ved hvert vendte en mand sig om og signalerede hvor mange fjender de så. Hytten var konstrueret efter de normale principper med en kombineret opholds- og vagtstue midt i hytten, med udgang mod midten af lejren. Ved fjerde vindue vendte manden sig om og signelerede tre mand og førte hånden hen over struben. Adams og han tog de midterste vinduer og vinkede de sidste på plads. Siden de var begyndt at klippe i hegnet var der knapt gået tredive sekunder, men det blev hurtigt lysere. I Afrika, i nærheden af ækvator kom dagen hurtigt.
   Adams kastede et blik på den skærm han holdt i hånden og så tre mand i vagtstuen. Den ene sad op i en stol og sov, en anden lå henover bordet og den tredie lå i en køjeseng i hjørnet og sov.
   Adams smilede og pegede på de to sidste vinduer. Hans kolleger gik videre og så ind af det femte og stak tre fingre op i luften og knyttede hånden. Gidslerne var fundet!. Ved sidste vindue rystede manden bare på hovedet og skyndte sig tilbage.
   Et hurtigt blik med kameraet overbeviste Adams om at situationen ikke havde ændret sig og han gav tegn til sine mænd om at være klar.

I sin hytte kunne Mowad ikke sove. Adrenalinen pumpede stadig rundt i hans krop efter to dages feltøvelser. Det var fordelen ved at være i bedre form end dem han tit smilede af når de brød sammen under den fysiske træning. Han besluttede at en tår vand og en smøg sikkert ville hjælpe. Han havde set på sit ur der stadig var et par timers nat tilbage. Han vred hætten af sin feltflaske og drak en slurk vand inden han fandt sine cigaretter og stod stille op og gik hen til døren som han åbnede og smuttede ud i på pladsen. Han tændte en cigaret og så sig omkring og nød den køligere morgentemperatur.
   Tre klik efterfulgt af et mere advarede Adams om at der var sket noget uventet. Han klikkede hurtigt to gange efter hinanden.
   "Bevægelse i Bravo 2." meldte hans kollega "En mand, morgensmøg"
   "Fox one - now" afgjorde Adams uden tøven.
   Mike og George gruppernes skytter affyrede synkront to rekylfri raketstyr i samme sekund.
   De detonerede samtidig i hver sin barak på den anden side af lejren. De bygninger lå længst væk fra Deres kolleger.
   Ude i buskene ladede hjælpere lynhurtigt raketrørene igen. To nye raketter var på vej mod de andfre sovesale mens stumper fra de første begyndte at falde ned over alt. Efter to raketter mere brændte alle mandskabehytterne og mandskabet i dem var neutraliseret i chock. Røgen fulgte vinden og gav skytterne i Mike og George grupperne frit skudfeldt mod dem, der vaklede ud for at komme i dækning.
   I den anden ende af lejren rejste Deltas to firemands hold sig i en synkroniseret bevægelse. De havde briller på for at beskytte øjnene mod flyvende glasstumper. De tre mand i vagtstuen blev skudt gennem vinduet med lyddæmpede våben. De opfattede aldrig hvad der skete. Ved lyden af de dæmpede skud smed andre stun granater gennem det sidste vinduer og trak sig væk mens den eksploderede. Derefter stak de, uden tøven deres våben gennem vinduerne.
   Gidslernes vagter kom på benene. De drejede sig efter eksplosionerne og prøvede at gøre deres våben klar. De var lige så fortumlede som det var meningen med stungranaterne de skulle være. Delta tre og fem stoppede dem med skud gennem hovedet og sprang ind i rummet og lyste på gidslerne. De var alle forbundet og lænket til sengene.
   "Zero secured" meldte han.
   Døren bagerst i rummet i det samme blev slået op. En mand stod med en pistol og løsnede et skud mod deres sihluetterne. Delta tre placerede to skud i fyren en brøkdel af et sekund efter og sprang frem til døren. Han stillede sig bag karmen, smed håndgranat ind i rummet og lukkede døren. Så kom der ikke flere overaskelser den vej

Mowad kastede sig jorden da hytten ved siden af ham eksploderede, uvidende om at finskytten fra Georgegruppen skød efter ham i samme sekund. Kuglen splintrede døren bag Mowad og fortsatte gennem hytten og ramte en palæstinensisk rekrut i maven. Han var blevet vækket af eksplosioner, stod op og så sig omkring da han blev ramt. I næste sekund blev hytten ramt af næste raket mens en anden i nederste række fik samme behandling.
   I den bagerste hytte vovede Delta tre et hurtigt blik ind i bagerste rum med våbenet klar. To soveposer og en flaske vin bag en reol var usynlige fra vinduet. Det lød en højlydt jamren fra den og en hårtot stak op af soveposen. Jammeren sluttede efter et enkelt skud. Delta tre der faktisk hed Jerry,og var nybagt far til en lille pige gik tilbage i rummet. De tre lænkede i sengene betragtede ham med skræk og viste deres håndjern frem.
   I den anden ende tog Delta to plads ved hjørnet af bygningen for at sikre resten af holdet mod overraskelser fra den kant. Han tog et overblik over situationen og bemærkede til sin overraskelse en fyr der lå og rodede rundt på jorden i den sydlige midterste hytte, hvorfra han kunne høre flere skrig.
   I samme øjeblik som fyren prøvede at rejse sig affyrede skytten fra George gruppen endnu en raket. Den gik gennem hullet i væggen og røg gennem døren på den modsatte side. Stikflammen fra raketten ramte Mowad der netop havde rejst sig halvt op og blev slynget bagud, mens raketten eksploderede midt i en barak på den nordlige sideaf pladsen.
   "Det fortæller jeg s'gu aldrig til nogen" tænkte Delta to "Goofey-gutterne praler nok i forvejen. Gu've om sandalfyren klarede den behandling"
   Inde i huset fjernede Jerry og hans kollega gidslernes lænker til sengene med skud og lempede dem, en efter en, ud af vinduet hvor deres kolleger stod klar til at modtage dem. Den ene stønnede, da han som den sidste blev lempet gennem vinduet. Så var han i hvert fald i live. Nu gjalt det om at komme væk inden deres kolleger for alvor tog fat for alvor. Han smed en stol under dørhåndtaget så døren så døren ikke kunne åbnes og hoppede ud af vinduet. Jerry hankede op i det sidste gidsel, der stod af af væggen, mens han piftede efter Delta, to der omgående kom stormende og stadig sikrede bagud.
   På vej den anden side af hegnet kastede Adams et kort blik på stopuret. Der var gået 210 sekunder siden de klippede pigtråden over. Det kunne være ringere tænkte han og gav Ala's tegn til at trække sig tilbage sammen med Delta to. Han kastede et blik efter de forreste for at se om nogen trængte tiil hjælp med at bære et gidsel.
   Da hele hans team og gidslerne et minut senere stod samlet bag et par træer rakte Adams hånden op til kraveknappen og aktiverede sin sender.
   "Fox free" befalede han tre gange, højt og tydeligt, Fri ildafgivelse. De blev samtidig modtaget af næste angrebsbølge, der ventede uden for kysten.
   Sekunder efter eksploderede flere raketter på skift i de sidste hytter. Eksplosionerne kunne mærkes gennem jorden. Gruppen dukkede sig ned for at undgå flyvende sprængstykker.
   Da alle fireogtyve raketter var brugt hankede de op i gidslerne. De skiftedes til at bære dem mens de to mand altid sikrede bagud og til siden. I ly af røgen fra brandene sluttede de sig kort tid efter til deres kolleger fra G-teamet. De så på overlevende fra lejren vaklede rundt og enkelte forsøgte flugt gennem porten. Dem stoppede M. Teamets skytter systematisk en af gangen. Et par, der var mindre medtaget end resten, forsøgte at besvare skydningen. De var alvorligt hæmmet af, de ikke havde den fjerneste ide om hvor modstanderne befandt sig.
   "Jeg går ud fra det er jer der har ringet efter en vogn" sagde spøgefuglen Ala, da en dæmpet motorlyd kunne anes i det fjerne "Vil du bestille pizza til mig med de næste. Masser af løg og ansjoser, tak?"
   "Bestil hellere to" kom det fra den ene sårede. De sad alle tre i baggrunden og betragtede sceneriet hvor finskytter stadig gjorde det af med dem, der forsøgte at forcere port eller pigtråd.

To helikoptere kom til syne og nærmede sig parallelt det, der engang havde været en trænings- og fangelejer. Gruppernes position blev markeret med grønne røggranater. Helikopterne tog plads over dem og rettede ind mod lejren og ignorerede de få skud der kom fra jorden. Sealteamenes medlemmer stoppede dem de kunne se yde modstand og lod resten være.
   Helikopteterne affyrede deres raketrør mod resterne af barakkerne og de, der skjulte sig i dem. Eksplosionerne kunne mærkes gennem jorden. og stumper af dele faldt igen brændende ned overalt.
   Derefter gjorde de plads for to andre helikoptere som ryddede op med hver sin Gatling mens et par skytter i sidedørene beskød omgivelserne på må og få.
   De første helikoptere landede på skift foran den grønne røg der nu var suppleret med en gul. De tog gidslerne og Delta holdet om bord og lettede omgående.
   Da der kort efter ikke kunne ses flere mål i lejren lagde de sidste helikopterne an til landing på et par flade områder på lejrens forterræn. Mens de landede spredte M- og G-teamene sig i lejren for at lede efter efterretningsmateriale og eventuelle overlevende.
   Det var overstået på få minutter. Derefter lettede sidste Seahawks, med alle mand ombord.

"Hvem havde de fyre egentlig lagt sig ud med?" spurgte Karsten.
   Det var først muligt at tale normalt sammen da de var landet på et skib. Han støttede sig til Christian og Timuchin og haltede besværligt gennem skibet med sit sårede ben.
   Adams hjalp dem ned af en trappe og trak på skulderen "Det var lidt forskelligt. Jeg hørte vi også fik tip fra en lille fugl i europa, hvad det så end vil sige. Betragt det som en del af Nato-samarbejdet"
   De tre så på hinanden med hævede bryn mens Adams og Ala førte dem ned til skibets infirmeri.

Adams og Ala fandt derefter frem til deres kvarter bagved infirmeriet og blev budt velkommen af besætning og resten af gruppen.
   "Jamen davs igen morfar! Var det ikke dig der engang tilbød mig en tur i jacuzzi." Ala genkendte en ældre banjer mester. "Den vil jeg gerne have nu."
   "Det klarer jeg vi da med det samme" lovede banjer mesteren. "Vandet er også lige tilpas. Jeg får skipper til at sætte farten lidt op og hægter dig i et tov efter damperen her."
   Gruppe og besætning brølede af grin.
   "Denne gang skal vi faneme hjem" mente Karsten i infirmeriet ved siden af. De kunne høre latteren. Christian nikkede bare.