Pan-Am maskinen fra Bahrain svingede nord om Bruxelles og lagde sig i kø bag andre, der afventede landingsbanen blev ledig.
"Så må de gerne få den sidste af vejen" mumlede piloten og trykkede på en knap.
De tider var forbi, hvor piloten gav mundtlige instrukser om landing. Skiltet med 'Fasten your Seatbelts' blev tændt og ti sekunder efter blev en meddelelse afspillet i passagerkabinen. Stewardesserne stuvede det sidste til side og kontrollerede alle var spændt fast, inden de selv indtog deres pladser. Når kaptajnen fik klarsignal ville han igen trykke på en knap, der gav maskinen ordre til at følge en ledestråle til sikker landing.
En stewardesse skyndte sig hen til to mænd midt i hendes afsnit. De skulle måske have hjælp til bælterne.
Hun fjernede hastigt deres kaffekopper, lagde dem i en pose og bøjede sig ned for at kontrollerede bælterne.
Med et hurtigt "Undskyld" lænede hun sig over manden og hjalp hans sidemand der fumlede med sit bælte med forbundne hænder. Hun registrerede den første lydeligt indsnusede hendes duft. Hun stivnede, klar til at reagere hvis han gjorde fysiske tilnærmelser, ligesom nogle gamle grise gjorde på andre ture. Hun fumlede med hans sidemands bælte.
"Taylors Diamonds?" spurgte den yderste med et smil. Hun drejede hovedet og så ind i hans øjne, der kun var ti centimeter væk. Han så hende muntert i øjnene, mens han kneb det ene øje i som om han vidste hvad hun tænkte. Han sad gudskelov helt stille. Måske var han ikke så slem.
"Kan De anbefale et godt spisested?" spurgte den yderste, stadig smilende.
Hun rettede sig hurtigt op og greb posen med kaffekopper efter at have rettet mandens sæde op.
"Jeg kender ikke rigtigt byen" svarede hun venligt. "Vi hviler os bare et par timer, før vi flyver videre og hjem til familien."
Den inderste drejede hovedet og så på den første med et smil og derpå på hende.
"Vi klarer nok os selv. Kender De forresten procedurerne for import af levende mumier".
"Hvis toldpapirerne er i orden er der nok ingen problemer" sagde hun med et smil. "Når mumierne både kan tale og har pas går det nok hurtigt".
Hun betragtede de kvæstede og forbundne skrog med en smule medlidenhed. Mindre trafikuheld uden komplikationer havde de fået oplyst. Ja godmorgen. Hun var opvokset i Haarlem og vidste alt om hvordan folk så ud efter slagsmål. Hvis det var resultatet af sidste bytur skulle hun bestemt ikke nyde noget af den næste. I øvrigt var det mod selskabets regler.
Ti dage før var Christian og Karsten blevet overført til et hangarskib med et velfungerende infirmeri. Der tog de afsked med Timuchin. Han skulle til samtale et andet sted, hurtigst muligt, forklarede Adams. Han kunne garantere både Timuchin, Christian og Karsten med at terroristlejren på Guantánamo slet ikke kom på tale. Hvis den ikke allerede var afviklet blev den det snart.
Da Timuchin var skudt op i luften i et fly gik Adams ned og besøgte dem på infirmeriet inden han selv skulle af sted. Han gentog sine forsikringer hvorefter de fik en snak om Christians og Karstens oplevelser i lejren og det de havde bemærket der.
"Det lyder som om han er bedre end de fleste. Det tager jeg med i min rapport." mente Adams til afslutning. Han havde noteret flittigt under deres samtale. "Det ender sgu nok med vi ansætter ham."
Da en venlig læge fik lappet det sidste blev de sendt til Djibouti hvor en stiv orlogskaptajn fra Navfor fik yderligere næring til sin opfattelse af uregelmæssigheder. Han sørgede for de blev fløjet til Ocean Shiels hovedkvarter i Bahrain, hvor de kom til kræfter en uge.
"Fik du ordnet afhentning" spurgte Christian og satte sig bedre til rette og ømmede sig.
"Ringede bare til Nick" svarede Karsten. "Han lovede at rulle den røde løber ud. Han ville selv møde op hvis han kunne. Det er altså en fordel at spille bowling med en politimand."
Et kvarter efter var maskinen landet og taxiet ind til gaten. Deres veninde fra før kom styrtende for at hjælpe dem med at åbne bælterne igen, mens højttaleren kom til live.
"Kindly remain seated a few seconds more, and keep the gangway free ladies and Gentlemen. We regret any inconvenience." Kort efter blev beskeden gentaget på fransk til tydelig irritation for flere for flere passagerer.
Purseren åbnede døren og gjorde den fast og gjorde tegn. Inden kraven var helt fremme sprang to samaritter adræt ind i maskinen og skyndte sig gennem den.
"Vi kan selv gå" brummede Karsten højt og vinkede dem tilbage. Han rejste sig besværligt med Christians hjælp, mens denne fulgte efter.
"Overdriver de ikke lidt? Vi kunne da godt ha' ventet på de andre."
Han smilede til de andre passagerer og sagde venligt "Tak for selskab."
De så mod indgangen hvor Nick ventede med to kørestole. De blev hurtigt fjernet da Christian og Karsten begyndte at stavre frem, gennem maskinen.
Oberst Robicieux var ledsaget af snedronningen, der så helt forkert ud i civil. Hun og Christians veninde, Charlotta stirrede vantro på de indbundne skrog.
"Må jeg anbefale et godt kurerfirma" sagde Karsten højt til obersten da velkomsterne var verstået. "Næste gang vi skal aflevere noget som helst, må det gerne klare det."
Han lagde armen om Beth. Nick rystede på hovedet i baggrunden. De andre passagerer var ved at rejse sig, så de skyndte sig ud.
"Vi tager lige en kort debriefing. Så kan i holde et par fridage og vænne jer til jeres nye lejligheder," tilbød Oberst Robicieux generøst. "Vi har forhåbentlig ikke sparet på noget. Når i synes i er klar har vi opfanget mere materiale, vi skal have analyseret og sporet. Nu er der bevægelser nye steder. Vi skal stadig efterprøve om det er lovligt og spore hvor det ender."
"Ja ja" mente Christian bare. "Nu har vi både sporet indsamling og konsulenthonoraer. Første gang fik vi bare tæsk og denne gang blev vi skudt. Jeg bryder mig ikke ret meget om at tænke på det næste."
"Det bliver nok en atombombe," foreslog Karsten. "Husk Harper mener at tredje verdenskrig er i fuld gang."
***
2014 - for ikke så længe siden sneg en del af Peshmergas stab sig ud af Kobane med passende forsigtighed. De fortsatte uantastet over grænsen til det sted, hvor der, som aftalt, ventede to biler. Der var opstået en kort pause i angrebene, men ingen forventede de var slut. Sådan et møde havde været utænkeligt få måneder før, men forholdene var ændret drastisk.
En civilklædt mand steg ud af den ene mens han støttede sig til en stok.
"Goddag og tak for invitationen major Zamast. Jeg beklager, hvis vi var årsag til din stok" sagde Tarek Azerim og præsenterede sine ledsagere. "Jeg tillader mig at springe navnene over. Man har vist os den ære at indlemme os i staben, der koordinerer Peshmergas samlede indsats nede i Kobane."
"Nu er jeg oberst" svarede manden med et smil. "Det var i også årsag til så lad os sige, der er balance i det regnskab. I øvrigt kender jeg udmærket dit navn general Azerim, eller hvad du nu er."
Tarek Azerim nikkede med et smil.
"Det ved jeg heller ikke. Det går vi ikke ret højt op i. Vi giver bare en hånd med, for at være i fred. De ville fortælle os noget."
"Jeg kan hilse fra flere steder og love jer luftstøtte fra Nato om et par dage." fortalte Zamast. "Det vil både reducere presset på jer og vores grænse. På en eller anden måde har man fundet ud af hvor størstedelen af modpartens ammunition befinder sig. Det holder vi mellem os."
Tarek Azerim og hans ledsagere nikkede indforstået.
"Det overvejes også at forsyne jer med ammunition ved nedkastning. I øjeblikket udvider vi vores kapacitet til at modtage sårede og flygtninge."
Han kikkede grundigt på Tarek Azerims ledsagere en efter en og spekulerede kort på, om det var en af dem, der havde skudt ham. Ham ude til højre kunne se ud til lidt af hvert. Han var præsenteret som forbindelsesofficer. Zamast kendte ham allerede fra billeder og vidste han både havde været fanget og blev befriet fra Somalia under omstændigheder, han stadig ikke kendte. Zamast tænkte sig om et øjeblik før det brast ud af ham.
"Var det også jer, som fangede Hassan Ghul og startede operation Neptune Spear, der endte med at Bin Laden blev fundet?"
"Vi hjalp kun lidt til." bekræftede Tarek Azerim beskedent. "Som sagt vil vi helst have lov til at være i fred. Det lille bidrag til magtbalance mellem de moderate og de andre fungerede også nogenlunde, men i alt for kort tid. Jeg håber ikke, det var med til at starte katastrofen i Damaskus. Har i nogen anelse om hvordan Sennepsgas lugter?"
Hverken Zamast eller andre svarede. Tarek Azerim så på dem efter tur.
"Det har jeg desværre. Det efterlader en modbydelig stank af peberrod og sennep som bliver hængende længe. Jeg var leder af en af Peshmergas enheder der sneg sig ind i Nordirak i 1988 for at yde hjælp da Saddam brugte lortet. Jeg glemmer det aldrig! Når tingene bliver stressede husker jeg tydeligt lugten."
"Ingen ved jo hvad der startede det i Damaskus" sagde Sabah Kullah. "Hvem kunne vide der var kemiske kampmidler. Det er jo komplet uansvarligt. Hvor kom de mon fra?"
"Måske stjålet fra Al-Assad eller indsmuglede efterladenskaber fra Saddam Hussein." foreslog Zamast. "Det får vi aldrig at vide. Dem der kan svare på det, har helt sikkert ikke lyst til det. Måske eksisterer de ikke længere."
"Det kan være rigtigt og vi får heller aldrig at vide om det var os, der satte det igang."
Tarek Azerim rystede bedrøvet på hovedet og tog sig sammen.
"Jeg har det fint med at tæve dem, der generer mig eller min familie. Jeg kan også leve med at skyde dem, hvis de ikke fatter beskeden i første omgang. Det i Damaskus var for meget. Stanken af peberrod husker jeg hver gang det går ud over uskyldige, uanset hvem det er."
"Rawetz og Bedran døde ikke forgæves" sagde Kudrun bedrøvet. Bedran var hans fætter.
"Fik i selv noget ammunition ud af det?" spurgte Zamast
"Det kan du bande på! Den bliver hurtigt brugt, selvom vi prøver at spare" sagde Mechuf. Han var blevet våbenmester.
Zamast nikkede eftertænksomt og nikkede til en af sine ledsagere. Denne kom nærmere og gav et par bilnøgler til Azerim. Alle stirrede på Zamast og ledsagere og var på vagt. Zamast vinkede sine folk ind i bilerne. Han rullede vinduet ned da han selv havde taget plads og nikkede mod en stor klippe.
"Hvis du har et par, der kan køre lastbil kan i tage det, der holder bag klippen der. Jeg ved officielt ikke noget om det og vil ikke have bilerne tilbage. Det kunne tænkes de indeholder noget anvendeligt. Vi tales nok ved."
Tarek lod nøglerne gå videre med et smil og tog afsked med et nik.
"Hvis Nato får problemer med at sikre sin grænse en anden gang, er vi da gerne til tjeneste igen."
***
jv.dk - Nyheder - Udland - Derfor blev Kobane til Stalingrad
www.jv.dk/artikel/1866411:Udland--Derfor-blev-Kobane-til-Stalingrad
Slaget om den syriske by Kobane handler om langt mere end bare byens strategiske betydning, både for Islamisk Stat og den vestlige koalition, ...
-NATO har indtil videre overtaget det job, det måske logisk nok, ikke var muligt, dømme nogen, for at skaffe selvhjælp til. Også Indtil videre.
"vi skal komme til Afghanistan før Afghanistan kommer til os!" Vidst nok Lars Møller. (prøv den på goodle)
FAKTA: Danske F16-fly kan være på vej til Irak og Syrien ...
jyllands-posten.dk/.../fakta-danske-f16-fly-kan-vaere-pa-vej-til-irak-og-s...
26/09/2014 - Danmark har mulighed for at sende F16-fly til Irak og Syrien, som kan hjælpe USA og de øvrige lande i koalitionen mod Islamisk Stat (IS), der ...
www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/10/22/154251.htm
22/10/2014 - ... med kurdisk baggrund, som et enigt nævningeting har frikendt for millionstøtte til PKK. ...