"Hvad Fanden er en spejloperation, et SRS Team og modparten?" spurgte Karsten forvirret.
   To dage senere gav Metcalfe dem et referat af deres forberedelser.
   "Gider du forklare det, så en kontormand også kan følge med?"
   "Sagen er den at," forklarede Metcalfe. "Israel har sikret deres grænse mod Syrien, så længe Al-Assad sidder i Damaskus. Kurderne lader til at forsøge samme kunststykke med en moderat fraktion i nord. Begge sider ønsker i at dæmme op for deres modpart ved at svække deres forsyningslinjer og forstærke deres egne. Vi skal have bekræftet der havner våben hos nogen vi kan acceptere, inden der bliver sendt flere."
   "Vi er spejlet" fortsatte Harper. "Dem, der kikker efter os bliver der kikket på bagfra. SRS står for support, rescue og security. Og modparten! Tja. Der er et par muligheder. Det er faktisk også det, vi skal have bekræftet. Jeg skal nok føre ordet når vi mødes, med den anden side."
   Karsten lukkede en ny øl op og kikkede spekulativt på den.
   "Det lovede Ian Hardesty også i Tyrkiet. Derfor havnede vi alligevel i ildkamp til sidst og Ian kom hjem med ridser i pelsen. Det skal altså helst ikke gentage sig."
   "Denne gang har vi fordel af vores diskrete og dygtigte SRS Team foran og i baggrunden." forsikrede Metcalfe. "Begge sider af dem, der er bevæbnede ønsker gerne flere våben. De vinder intet, ved at skyde dem, der faktisk har dem. Spørgsmålet om hvor de våben havner skal vi have helt styr på. Hvis vi ikke er tilfredse efter første møde tager vi bare hjem igen. Hvis det falder i hak kan i nøjes med at udlevere deres koder og den computer i beslaglagde. Så er den potte ude og i må tage op til Ghiza og tælle sten i pyramiderne til i ikke gider det mere."
   "I lovede noget lignende, inden vi tog til Tyrkiet." mente Christian. "Har vi tid til at gøre lidt ved garderoben, og købe skudsikre veste? Beklager, hvis jeg lyder lidt mistroisk."
   "Spillet er allerede i gang." sagde Metcalfe. "Jeg har fået at vide Farouk modtog 400.000 euro for en uge siden. Altså væsentligt mere end sidst."
   "Så skal de bruge 800.000 for at blive færdige." sagde Harper. "Det ved vi kræver den del vi har medbragt. Den får de kun hvis vi er tilfreds med svarene."
   "Kan vi ikke bare sende pengene" spurgte Christian. "Det skulle være nemt nok."
   "Vi skal altså lige bruge et par oplysninger først, som du vel husker" sagde Harper. "Og de har desværre betinget sig at se nogen, de kender i forvejen. Det er jer to."
   Det diskuterede de frem og tilbage et par timer. Der var varmt i Cairo i forvejen, og både Christian og Karsten indrømmede gerne de havde koldsved og ville få svært ved at falde i søvn.

De næste par dage gik uden særlige hændelser. Christian og Karsten slappede efterhånden af og bevægede sig længere og længere bort fra hotellet i selskab med Harper. Metcalfe holdt sig, som aftalt, adskilt fra dem. Under møder på hans værelse viste han sig at blive glimrende orienteret om hvad de foretog sig og bekræftede at ingen fulgte efter dem. Langsomt fik de tillid til den overvågning og sikring han lovede der eksisterede i deres baggrund.
   På tredjedagen blev de kort præsenteret for Ronnie Logan, som også forsikrede dem om at der ikke var nogen der fulgte efter dem udover de folk han kontrollerede.

Det fik dem til at slappe mere af. De begyndte at nyde opholdet og tilbragte timer i hotellets swimmingpool. Der fortalte Harper, henkastet, at dem, de skulle tale, med sikkert allerede havde folk blandt hotellets andre gæster.
   Uanset hvor meget de så sig om var de ude af stand til at afgøre om der var nogen der viste dem mere interesse end andre. Christian mærkede tit det kildede mærkeligt i den øverste del af hans rygsøjle ved tanken om han altid havde et par øjne i ryggen.

***
   Timuchin ankom til Cairo og indlogerede sig på et andet hotel end Bedran. Rawetz kom dagen efter af en anden rute. De mødtes samme eftermiddag.
   "Farouk er en smule utilfreds" fortalte Bedran. "Han har lovet han vil gennemføre den her handel. Det bliver den sidste for han er blevet kontaktet af nogen, der ikke er tilfredse med han leverer til de moderate. Dem vil han ikke lægge sig ud med. Hvordan er det mon sket?"
   "Vi er sådan set også blevet kontaktet" fortalte Timuchin. "De vil mødes med os af en helt anden grund. Det er dem du har fået billeder af, det drejer sig om."
   "Jeg har set dem begge her på Anscom. De er sammen med en tredje. Jeg har ikke set andre" svarede Bedran."De sidder faktisk alle sammen i svømmepølen dernede, lige nu."
   De sad sammen på altanen til Bedrans værelse. Den vendte mod øst og gav en behagelig skygge på den tid af dagen. Timuchin lånte Bedrans kamera og zoomede linsen helt ud. Han kontrollerede at det var de samme ansigter som han havde set gennem et kikkertsigte et par uger før.
   "Du kan roligt regne med, der er nogen" svarede Timuchin roligt og betragtede omgivelserne og prøvede at afgøre om nogen viste de tre mand i vandet særlig interesse.
   "Hvad er mon deres interesse, og hvem har de som back-up?"
   "Som bekendt er der flere end os, der har interesse i at Syrien ikke bliver alt for fundamentalistisk lige med de samme," svarede Timuchin. "Zamast og hans overordnede vil sikkert gerne sikre sig, vi ikke har alt for mange våben på lager. Spørgsmålet er så, hvor jeg skal møde dem."
   "Der er altid en million mennesker på Citadellet eller Khan og Al-Muski markederne" Foreslog Bedran "De er nemme at komme væk fra."
   "Det ser vi på i morgen og sender dem et forslag". mente Timuchin
   "Jeg skal også træffe et par forberedelser," sagde Rawetz. "Jeg går lige et øjeblik."
   "Lad hellere være." mente Timuchin. "Du kan bare nøjes med at leje en bil og vænne dig til trafikken. Hvis en af os bliver taget med våben er fanden løs. Orienter også Farouk og tilbyd at han kan sende sine egne observatører til vores møde. Så overlader vi skydning til dem. Jo mere trængsel på tilskuerpladserne des bedre."
   "Vi kommer til at betale hele dynen med det samme og selv sørge for udskibning" sagde Bedran. "Farouks mand gjorde det helt klart at han ikke sælger mere til mig, af helbredsmæssige årsager."
   "Der har jo altid været en risiko ved våbenhandel" grinede Timuchin. "Det kan vi vel også finde ud af! Når første møde er overstået skal vi bruge et isoleret sted til at klare det sidste."
   "Der må Farouk kunne hjælpe. Jeg spørger ham. Rawetz kan køre mig når han har skaffet en bil og vænnet sig til trafikken."
   "Skaf hellere to biler" sagde Timuchin. "Jeg har en ide, der kræver et afsides mødested og.."
   Han brød af og betragtede folkene ved poolen og satte sig ned igen.
   "Det var måske ikke noget. Det taler vi om når Rawetz er tilbage. Og så skal vi se på Citadellet og de to markedspladser."

***
   "Så sendte vi de fyre hjem igen med de bedste hilsener. Jeg tog skam et billede af af begivenheden" fortalte Timuchin med et grin og viste sin telefon frem.
   Harper studerede billedet med et smil.
   "Nevzats tilhængere er vokset med et par hundrede siden den dag, og de strømmer stadig til." fortsatte Timuchin
   "Hvor stor er den gruppe?" spurgte Harper.
   "Svært at sige" mente Timuchin. "Da jeg var der, skønner jeg hovedlejren bestod af en seksten sytten hundrede mennesker plus dem, der bor der i forvejen. Mindre forlægninger og sympatisører i omegnen får nok totaltallet op på det dobbelte. Siden er de, som sagt, forstærket med flere hundrede som følge af vores lille spøg. De mangler stadig de forsvarsmidler, vi prøver at forsyne dem med."

Efter de indledende formaliteter havde Christian og Karsten stort set holdt mund men indskød spørgsmål i ny og næ. De prøvede stadig at vænne sig med at sidde i møde med en mand, som efter omstændighederne måske kunne betegnes som en vaskeægte terrorist. I Christians tilfælde blev det ikke nemmere af at manden startede med at lykønske ham med, han slap uskadt fra deres sidste møde og samtidig oplyste han var blevet studeret grundigt gennem et kikkertsigte.

"Hvorfor slog i netop ned på en gruppe" spurgte Harper. "Kendte i dem i forvejen og hvilke informationer har i om dem."
   "Vores formand havde skam fået lavet et grundigt forarbejde." forsikrede Timuchin "Ham der er bedst til at finde oplysninger frem, kontaktede nogle bekendte i de nærliggende byer i forvejen og spurgte om deres mening. Der foregår en livlig handel af fødevarer med alle grupperne omkring Eufrat floden. Nogen kan de bedre lide end andre. Dem, der behersker de veje, der går nordpå ser vi helst blive hvor de er, indtil de skrubber hjem til Damascus, eller hvor de kommer fra."
   "Og Nevzat havde altså adgang til en havneby," spurgte Harper
   "Det afgjorde sagen. Vi tør under ingen omstændigheder bruge en tyrkisk havn. De har et par indvendinger mod at mit folk har alt for meget jagtammunition og en forbandet effektiv kontrol. Længere inde ligger Tahir brigaden, der med lidt god vilje også kan betegnes som nogenlunde demokratisk. Det kan fraktionen i midten bestemt ikke. Nu er der balance i tingene, så vidt vi kan se. Hvad siger i til at bevare den?"

Deres samtale havde efterhånden varet mere end en time. Logan havde diskret placeret sig ved et bord bag Timuchin. Det var ret beroligende at se ham tænkte Christian. I bedste tradition for hans branche, bladrede Logan i en avis mens han drak kaffe med ansigtet vendt mod deres bord.
   Så vidt Christian kunne bedømme svarede Timuchin ærligt på det meste og var lige så ærlig om deres forudsætning for at forære en bunke krudt og kugler væk.
   Strategiske og praktiske spørgsmål ville blive vurderet et andet sted, som en hastesag forsikrede Harper. Han havde også sagt at Christian og Karsten bare skulle stille alle de spørgsmål de kom i tanke om. Det ville give ham selv pauser til at tænke over det overordnede billede og de risici det kunne medføre. På den måde var de sluttet med historien om baghold og fanger mens Christian beundrede vrimlen på markedspladen og udsigten mod Al-Azhar moskeen.

"Som nævnt må vi have godkendelse inden vi går videre" sluttede Harper og rejste sig.
   En mand skilte sig ud fra vrimlen på pladsen, kom nærmere og stod stille med en hånd i lommen. Timuchin rystede på hovedet.
   "Det er en af de vagter, der sikrer vores samtale foregår i nogenlunde ro. I har vel også et par stykker?"
   "Det vil jeg skam ikke benægte" svarede Harper med et smil. "De er bare lidt mere diskrete."
   "Min ven derude tager sit job ret alvorligt" forsikrede Timuchin. Han bandede Rawetz langt væk, for at afsløre sig. Hvis dem fra den anden side var noget værd var både han og Rawetz blevet fotograferet. Hvis billederne gik til Ankara skulle han have nye papirer igen.
   Rawetz, vidste han, var rejst under falske papirer af en anden rute end han. På grund af hastværket måtte han bruge sine nuværende papirer. Han tænkte på om Kommandør Nevzat stadig kunne bruge en forbindelsesofficer, til et nyt sæt blev bragt i orden.
   "Bare det ikke var ham der lavede et hul i vores ven Zamast" sagde Karsten "Han skal snart være bedstefar og er glad for, han får den oplevelse med"
   "Overbring mine bedste ønsker, hvis i taler med Zamast igen. Det var et uheld. Sårede politifolk gør hele styrken lidt pirrelige. Vi har ikke helt styr på hvad der skete for hvem i kampens hede. Vi ville kun give Eksum en advarsel og ødelægge hans computer. Ham i fik ram på sørger vi stadiger over."
   "Det forstod Eksum vidst godt men desværre havde han dårligt hjerte" svarede Christian. Han så sig om og undrede sig over det absurde i at diskutere en ildkamp på et strengt forretningsmæssigt plan med en mand, der måske havde skudt efter ham.
   "Computeren overlevede derimod" sagde Karsten. "Heldigvis må jeg sige, for den får vi måske brug for om et par dage."
   Christian rystede tanken af sig og betragte den livlige markedsplads mens han spekulerede over hvor mange øjne der i øjeblikket var rettede mod dem. Der var tavshed om bordet mens alle tænkte sit og betragtede hinanden.

Timuchin traf en huirtig beslutning.
   "Hvis de herrer ikke har flere spørgsmål vil jeg og mine venner trække os stille tilbage og regner med i kontakter os om det praktiske. Kan vi regne med to dage. Sælgeren er ikke kendt for tålmodighed. Han er som sagt blevet kontaktet af en konkurrent hvis tilbud kan give helbredsmæssige problemer. Giv mig lige fem minutters forspring?"
   "Ok. maksimalt fire dage. Deadline fredag klokken femten." lovede Harper.
   Timuchin rejste sig, nikkede og gav hånd hele vejen rundt. Han sluttede med Christian.
   "Vi håber det bedste" sagde Christian og trykkede Timuchins hånd. "Og tak for sidst, nu du selv bragte det op."
   "Don't mention it" svarede Timuchin alvorligt, gav hans hånd et ekstra tryk og drejede sig om og gik.


Først på aftenen havde Harper og Johnny Metcalfe skrevet en fælles rapport hvor Christian og Karsten havde bidraget med deres indtryk.
   De enkelte navne og placeringer, der dukkede op under samtalen skulle sendes videre til grundig kontrol med det man havde oplysninger om i forvejen.
   Midt i det hele vandrede Logan ind billeder fra deres møde ledsaget af en tjener, med en let anretning, da det nærmede sig middagstid.
   Mens tjeneren anrettede maden fortalte Logan det var ham, der uden besvær var blevet placeret blandt de øvrige og at en besked til tjeneren ville nå ham på under en time.
   "For god ordens skyld må jeg sige, det ikke betyder i kan spare drikkepenge" sagde tjeneren med et undskyldende smil. "Tjenerne har en puljeordning, så vi ikke behøver at konkurrere indbyrdes."
   "Og så er de sikre på at alle bliver behandlet lige elendigt" sagde Logan efter at have vist manden ud."Hvis tågen ikke manglede er det er sgu lige som at være hjemme. Hvordan gik det?"

Harper tog en elektronisk dims op af lommen, satte den til en højttaler og afspillede mødet igen. Logan grinede da han hørte om Timuchins spøg med fangerne.
   "Det er nok det bedste argument vi har for at hjælpe dem, hvis der ikke er andre alvorlige indvendinger" mente han. Han kikkede på et notat.
   "Kør den lige tilbage til otteogtyve."
   De hørte sekvensen igen og stoppede Harper.
   "Var det ikke et navn der smuttede med der.?"
   "Det er rigtigt" bekræftede Karsten. "Han tog sig i det. Slutningen er i hvertfald en konsonant -ek eller sådan noget lignende."
   De hørte sekvensen igen og blev ikke klogere af det.
   "Til senere brug kan det måske være nyttigt at kende en tolder i Baryias" mente Logan. Han begyndte at læse rapporten og spiste imens. Han foreslog et par rettelser og var enig.
   "Når jeg tænker på de ting vi hacker og afkoder, er det der så sikkert" spurgte Karsten.
   "Rolig sønnike." Metcalfe tog åndeligt talt støvlerne på igen og plantede dem solidt på gulvet med en sydstatsaccent, der fik Logan til at holde sig for ørerne. Han bankede på computeren.
   "Spilledåsen her indeholder en kryptering som måske kan knækkes på en fjorten dages tid hvis NSA spiller på hele klaviaturet og smider alt andet til side."
   "Jeg spurgte jo bare" sagde Karsten skikkeligt.
   "Send optagelsen med rapporten, som en en isoleret fil." foreslog Metcalfe. "Måske kan de filtrere det på en eller anden måde og få mere ud af det."
   "Skal vi spørge i Ankara om de kender vores nye bekendte?" spurgte Christian.
   "Det må de hellere afgøre et andet sted" mente Logan. "Hvis fyren bliver efterlyst for våbensmugling kan det bringe stabiliteten i det område af Syrien i fare. Det er måske lidt..." han ledte efter det rette ord.
   "Sig det bare" sukkede Christian "Følsomt."

***
   "Min flinke gamle onkel på Westminster Street bekræfter han udmærket kender Nevzat og ikke har nogen indvendinger mod ham, indtil videre i hvert fald." sagde Harper under morgenmaden et par dage efter. "Jonnys onkel sover sikkert endnu."
   "Gu gør han ej" sagde Metcalfe der spiste sammen med dem."Han har døgnvagt. Det er bare mere komplicerde programmer, der bliver betjent af uendelige kommandolinjer."
   Metcalfe meddelte efter frokost at han også havde fået grønt lys og de bedste ønsker.
   "Glimrende" sagde Harper tilfrede. "Lad os meddele fyren det.

Resten af dagen skete der intet. Harper kontrollerede sin mail hver timen og gik dem til sidst på nerverne med det.
   Dagen efter var der besked og ønske om fællesmøde dagen efter klokken ti foran hotellet. Den var vedlagt et billede af bordet på markedspladsen.
   "Der er nok ikke noget at diskutere, men prøv bare alligevel" mente Metcalfe. "Jeg får Logans venner på plads."
   "Du kan vel klare det alene" mente Karsten og rakte computeren der indeholdt bankprogrammet over til Harper.
   "Selvfølgelig! Vis mig lige hvordan, for en sikkerheds skyld."