Der er nok ingen vej udenom tænkte jeg svagt og opfattede en stemme i det fjerne. Et par gange opfangede jeg mit navn. Det føltes som om at svømme op fra bunden af en sø af sirup og hele tiden blive trukket ned igen, med usynlig kraft. Der er nogen dage, hvor man helst skal blive i sengen og hverken bør forstyrres, eller skal ulejlige andre.
   Stemmen holdt pause i det fjerne og jeg trak mig langsomt tilbage mod drømmeland igen, skiftede stilling og åbnede et øje på klem.
   Jeg registrerede, uden spor interesse, vækkeuret på natbordet viste mindst to kvarter senere end forventet.

Resolut, tror jeg nok, viklede jeg mig ud af dynen og overvejede situationen mens jeg smed benene ud over sengekanten og forsøgte at rejse mig.
   En fod landede på noget, der føltes levende og blødt. Hunden ?
   Den tanke resulterede i et hurtigt akavet skridt til side, i foroverbøjet stilling. Det bragte mig i kontakt med en skabslåge, der stod et sted, hvor den efter min mening, ikke burde have stået. Jeg så sol, måne og alle mælkevejens stjerner på en gang og faldt tilbage i sengen med en række kommentarer, der ikke havde indbragt ungerne ros, hvis de sagde noget lignende mens jeg hørte på det.
   Hun dukkede op - fuldt påklædt og irriterende frisk at se på.
   "Gud hvad skete der?"
   "Trådte jeg på hunden eller hvad?" kvækkede jeg og prøvede stadig at fokusere.
   Hun lignede et spørgsmålstegn fordi vores hund normalt ikke kommer i soveværelset. Det er en af vores få regler, der faktisk fungerer - mest fordi køteren foretrækker fodenden af Christoffers seng.
   Hun bøjede sig ned og tog en ubestemmelig genstand op fra gulvet.
   "Det var den varmepude du lagde under en øm skulder da du gik til køjs" En antydning af et smil lurede under overfladen,
   Min normale humoristiske indstilling var i øjeblikket på stand-by' da jeg betragtede den bløde tingest med tre indstillinger, der bestemt aldrig havde virket efter hensigten siden den indgik i husholdningen efter endnu et af fruernes Home parties.
   "Du sku ha' brugt Tiger-balsam eller det andet i stedet"
   "Begge dele lugter af h... til" Stjernerne for øjnene var så småt blevet erstattet af normalt dagslys, men jeg følte mig langtfra parat til dagens udfordringer. Pligtfølelsen sejrede så jeg kæmpede mig atter på højkant, med lidt mindre underholdning end første gang, og stoppede på kanten af sengen for at sunde mig.
   Hun var i et irriterende friskt og godt humør
   "Du ligner en vissen selleri. Kaffen er klar om et par minutter.".
   Vi afskyr begge selleri, så jeg overvejede bemærkningens skjulte perspektiver. Var det medfølelse eller en opfordring til hvad?
   Et blik gennem vinduet afslørede en rimelig morgen, efter årstiden. Jeg stablede mig på højkant og gik målbevidst mod badeværelset. Det var optaget - naturligvis!. Begge unger foretrækker normalt at stå op få minutter før deres skoler starter. I dag var selvfølgelig ingen undtagelse.

Jeg kunne godt se perspektivet i den næste halve time, og fortsatte nedenunder i et håb om der var plads der, til at afvikle et tvingende ærinde.
   Hunden, Fru Zeus kom, til forandring, logrende ud af Carinas værelse. Jeg undgik lige at snuble over den på vej ned af trappen, og bæstet ville gerne holde mig med selskab på husets næst helligste rum.
   'Nix min ven.' tænkte jeg.
   Duften af kaffe trak mig automatisk videre til køkkenet hvor hun lavede madpakker. Christoffers er lige nummeret under en Diner Transportable fordi han sjældent når morgenmad og skulle til fodbold bagefter. Det krævede proteiner i kilometervis.
   Carina normale føde består for det meste af unødvendigt knækbrød og lige så unødvendigt grønt af hensyn til badevægtens dom. Jeg lovede fornyligt at skifte hendes personnummer ud med et stelnummer hvis hun tabte sig alt for meget. Christoffer spurgte ved samme lejlighed om jeg så ville have et matrikelnummer.
   Vi undgik overvejelser om hvor der var jord nok i min anatomi til at motivere matrikelnumre og har ikke siden uddybet de emner.

Den første kop kaffe hjalp ikke spor, hverken på humør eller energi så jeg skænkede en til mens vi småsludrede. Miraklernes tid var ikke forbi for efter den anden slurk vimsede Carina ind i køkkenet, og snuppede morgenmad.
   I dag en banan, et glas letmælk og en slurk af min kaffe.
   Så er det vel muligt at komme i bad mente jeg og rejste mig. Jeg nåede kun halvvejs op da Carina stoppede mig og fortalte Christoffer var stået op og havde overtaget badeværelset.
   Jeg kastede et blik på uret og stirrede vantro på hende, men hun rystede på hovedet.
   "Bare roligt. Der er ikke brand på hans værelse. Han stod frivilligt op." Engang i mellem er hun tankelæser.
   Christoffer dukkede op efter et kvarter. Hans forhold til vand er under normale forhold lidt problematisk - miljøbevidst - påstår han selv, men gennem duften af kaffe opfangede jeg at det samme ikke gjaldt min after-shave.
   "Har du ikke tid til at vente til du faktisk udvikler lidt skægvækst" spurgte jeg.
   "Jeg udgik for Deo" meldte han, proppede madpakken i tasken og gled af sted med en bemærkning om at det forhåbentlig ikke gjorde noget.
   Jeg havde ingen anelse om at han havde opdaget deodorantens eksistens, men var langt om længe i galop mod husets badeværelse, og havde ikke mulighed for at forfølge emnet yderligere.
   Et kvarter senere var jeg tilbage igen efter jeg selvfølgelig skar mig under barberingen.
   Morgenen var forløbet nogenlunde, men lysten til at komme videre med dagen manglede stadig. Hvis jeg havde været en mobiltelefon, havde den stillet krav om omgående genopladning.
   Carina stormede af sted, fem minutter senere end hun burde, og den sidste kaffe smagte ikke af ret meget. Jeg skyllede den hastigt ned, og mærkede et par dråber ryge ved siden af.
   Pletten på skjorten så ud til at være på størrelse med et vejskilt.
   "Du har også smør på slipset" oplyste hun venligt.

Den morgen startede helt forkert. Når Tycho Brahe slår til gør han det med maner. Jeg frygtede allerede resten af dagen.
   Hun afleverede mig til stationen en kop kaffe og en halv time senere. Stationen var proppet af mennesker fordi S-toget var 'planmæssigt' forsinket eller udgået. Vejret havde den sidste halve time ændret sig fra rimeligt til møg-elendigt.
   Den næste halve time foregik i et langsomt kørende tog, mellem to damer, der underholdt hinanden med private familie problemer, der nemt kunne havde beskæftiget et helt krisecenter, eller en fredsbevarende FN styrke.
   Langt om længe var morgenens genvordigheder slut så jeg håbede de næste timer kunne tilbringes i relativt ubemærkethed.
   Jeg var ikke den eneste, der kom med toget men efter fælles aftale spildte vi ikke længere tid på at kommenterede tog- og bussystemets opfattelse af service.
   Til sidst kom min kollega Mac Olsen - skotsk mor og jysk far - født og opvokset i Tyskland.
   Han ankom med et bredt smil og urokkelig som en klippe. Intet kunne give den mand stress. Han kikkede veltilfreds på uret på computeren.
   "Så nåede jeg det alligevel - Godmorgen" sagde han veloplagt.
   "Hvad nåede du?" spurgte jeg.
   "Vi har planlægningsmøde om en halv time" svarede han.
   Jeg sukkede indvendigt - Det havde jeg totalt glemt. Jeg stirrede på Mac, der tog situationen med afslappet ro.
   "Jeg ska' hverken være stræber eller morakker, men laver det jeg kan li' og finde u' a' og får fre'" var hans var hans fynskklingende valgsprog - trods hans kosmopolitiske baggrund.
   Han betragtede interesseret min hastige gennemgang af nogle papirer.
   "Hvis du leder længe nok, finder du nok et skrivebord nede under dyngerne, og måske en telefon. Hvad skyldes din desperate eftersøgning?" spurgte han.
   Jeg havde på må og få åbnet adskillige omslag.
   "Er du klar med noget af det 'skipper' efterlyser forslag om?" Jeg fandt langt om længe min egen andel af fremtiden håbede jeg.
   "Rolig - rolig" sagde han. " Skipper har for længe siden besluttet hvordan han vil ha' det løst. Det er kun en formsag at spørge os, der skal lave det. Så er det bare et spørgsmål om at fylde hullerne ud bagefter, når vi kender hans forudsætninger. Han interesserer ikke en skid for andre forslag i dag."
   "Jeg vil gerne være forberedt". mumlede jeg " Det ku' ligne ham at bede om kommentarer. Er der ikke noget, der kan overraske dig?'.
   "Jeg nedstammer jo halvvejs fra folk der går i skørt, spiser haggish i fyldte fåremaver i lange baner og spiller sækkepibe og drikker Whisky for at holde det andet ud. Vi udviklet en formidabel evne til at indrette os efter forholdene og er vant til lidt af hvert."
   "Det må da skabe kedelige situationer ind i mellem?" spurgte jeg naivt.
   Mac tænke et øjeblik.
   "Ja da" sagde han langsomt "Min mors farfar kunne ikke gå udenfor i stærk blæst, eller gi' et ordentligt håndtryk. Så løb hans øjne i Whisky, og det var et forfærdeligt spild."
   "Skal vi gå ind og se hvad det udvikler sig til?" spurgte jeg og rejste mig.
   "Bare sig det er et fokuspunkt, og du er på forkant, og holder mål og budget. I næste uge ser det alligevel anderledes ud." svarede Mac og rejste sig også.

Tre timer efter havde Skipper både struktureret sin fortolkning af fremtid, skældt ud over regeringen og vores håbløse øverste administration og sluttet med en række positive ting om hans elskede lystbåd. Den konkurrerede med hans familie om førstepladsen i hans univers. Alle var kommet helskindet gennem seancen ved at give vores rorsmand den støtte han forventede for at få vores afdeling til at sejle videre i den retning, man forventede andre steder fra.
   Skipper smilede tilfreds og jeg kunne knap huske en tredjedel.
   "Godt indlæg" sagde han henvendt til mig. "Vi taler videre om den del i næste uge. Tak for din støtte."
   "Det ser jeg frem til' mumlede jeg uden nogen klar erindring om, hvad jeg havde støttet og rodet mig ind i.
   Resten af dagen var ret begivenhedsløs og det lykkedes at navigere uden om alle faldgruber og kritiske problemer.
   Mac grinede ved lukketid og smækkede bestemt en skabslåge i.
   "Gu'ske lov! Dagen er snart forbi. Jeg var simpelthen ikke i stødet i dag. Du ligner for resten også et udsalgstilbud".
   "Måske på en af de sidste dage" stønnede jeg. "Det har været en Tycho Brahes dag. Fred udbedes burde der stå på ryggen af mig. Det bliver en 5F aften. Fred, flad ud, familie, fjernsyn og 'Fifa'."
   "Du glemmer det sidste F. Husk vores pulje. FCK må helst ikke vinde i aften."

Jeg så straks Rasmus og resten af klanen lure i baggrunden. Flugt var umulig. Fruerne havde igen aftalt et home-party - med produkter, vi alligevel ikke havde godt af at se. Vi holdt parallelt med det en aften med fodbold, og det var min tur.
   Værst af alt havde jeg ingen øl på køl. Nu manglede vi bare at FCK vandt. Mac overså intet - Gid hans sokker må krybe i vask en dag.

Jeg slæbte mig hjem. Igen ståpladser i toget, efterfulgt af støvregn naturligvis, og købte på vejen de mest nødvendige forsyninger til en fodboldkamp.
   ' The rest is silence' .
   Naturligvis vandt FCK. Kort før nåede hun hjem og gik til køjs mod slutningen af anden halvleg - selvfølgelig uden at lufte hunden.
   Det var et brag af en Tycho Brahes dag. Hvis det her er første dag i resten af mit liv haster det ikke med yderligere opmærksomheder fra Tycos side.
   Sådan en dag bør man blive i sengen.