Christian indstillede sig igen på mindst fire timers ubehagelig bumpetur. Han spekulerede på om hans nyrer også ville bytte plads på hjemturen. Den skyfri himmel og højden i bjergene gav solen lejlighed til at gøre sit arbejde grundigt. Det betød at de sidste i kortegen fik glæde af støvet, de to første biler hvirvlede op.
Efter tre karter genså de næste by hvor Zamast igen udvekslede et par ord med de lokale politifolk. De havde lidt at berette og Zamast sagde et par ord hvorefter politimændene efterså deres våben og vognen tog plads bag kortegen.
Zamast kom hen til Christian og Karsten bil, der nu var den næstsidste.
"Der kørte en eller anden gennem byen her for en time siden hører jeg og han havde meget travlt. Det betyder sikkert intet. For en sikkerheds skyld tilkalder jeg forstærkning fra Tatvart. Vores kolleger her danner bagtrop til vi møder dem."
Zamast så ikke spor jovial ud længere. "Bare for en sikkerheds skyld" understregede han "Vi når søen og hovedvejen om en time. Støvet sinker os en smule, men vi er sikkert tilbage i Diyarbakir, senest om tre timer" lovede han med et smil. Han tog kasketten på igen og gik tilbage til sin bil.
Kortegen startede igen og kørte af vejen mod næste højderyg mens de lokale politifolk dannede bagtrop.
Christian nøjedes med at spejde fremad og begyndte at spekulere over, hvornår han kunne se søen. Snart efter passerede de toppen af bjergene, og fortsatte med uformindsket fart. Det støvede uændret og han skottede ud af jeepens bagende og kunne se to mand sidde klar med våben og motorbriller som værn mod støvet. Han spekulerede på om Zamast ikke overdrev en smule.
Karsten tømte sin næstsidste vandflaske og smed den i bunden af vognen. Han begyndte at sige noget som blev overdøvet af gearskift og motorlyd netop som vejen begyndte at gå opaf igen. Kortegen satte ikke farten væsentligt ned. Efter lidt tid på den måde blev stigningen så brat at chafføren, igen skiftede til et lavere gear men prøvede at holde samme fart, med en brølende motor.
Christian kikkede på Karsten og rystede på hovedet i stedet for at sige noget. Det var ikke til at føre en samtale i den larm alligevel.
Selvom bilen ikke var bygget med henblik på komfort mere lå end sad han tilbagelænet og mærkede han tods alt døsede hen. Han betragtede vejen foran dem med halvt lukkede øjne og kastede et blik på sit ur. Han bemærkede tilfreds den næste time snart var til ende og begyndte at se frem til den friskere luft der sikkert lå langs søen. Han spekulerede på om støvet fra de to forreste biler samtidig ville blive reduceret en smule.
Langt om længe fik de søen i sigte. Han huskede med glæde at efter den lille bebyggelse ved den anden ende af søen skulle de bare dreje af og køre direkte tilbage til Diyarbakir på en vej forvænte mennesker også ville kalde plan.
Den sidste klat huse måtte da snart komme til syne tænkte han. Landskabet gik igen lidt opaf igen. Udsigten skiftede til tættere bevoksning der var ledsaget af motorbrøl under deres chaufførs eksperimenter med at få mest muligt ud af gearene.
Christian så tålmodigt op i luften og bemærkede langt fremme en stor fugl, der dykkede ned mod noget buskads på siden af vejen. Den skiftede retning i sidste øjeblik og steg hurtigt igen med et tydeligt åbent næb. Han spekulerede over hvordan van Enckhuisen ville beskrive den og prøvede at døse hen.
Henover politimandens skulder så han vejen sno sig ud af syne bag en klippeknold efter en kort stigning. Han håbede det var den sidste inden hovedvejen og at det måltid, der vinkede forude som belønning for dagens anstrengelser, svarede til Zamasts reklame. Bare den ikke indeholdt alt for meget Molokhia igen.
Han kunne svagt høre første bil skifte til lavere gear og så den satte farten ned, for at forcere sidste stigning og det smalle stykke rundt om knolden. De næste sænkede også farten og udvidede mellemrummene lidt, for en sikkerheds skyld.
Christian så på sit ur og fremad og mente de snart kunne se frem til at nå hovedvejen.
Da første bil nåede svinget ved knolden blev motorlyden overdøvet af to tydelige skud.
Bilen svingede ukontrollabelt mod højre og kørte af vejen. Samtidig hørtes flere skud tydeligt, tættere på.
Deres jeep slog også et sving og brasede ind i siden af vejen, og de blev kastet fremad.
Han rettede sig op og så at vognen foran dem holde på tværs af vejen mens politimændene kastede sig ud og i dækning. Den ene tog sig til benet, faldt om og rullede i dækning og affyrede et par skud mod buskadset på den anden side af vejen.
Politifolkene i deres vogn tog sig sammen, sprang ud og råbte op. Christian og Karsten fulgte trop. Der lød flere skud. Høje dunk fra bilernes karosseri kunne mærkes på bilen. Christian blev grebet i skulderen, placeret foran baghjulet. Politimanden besvarede skydningen med sit automatgevær samtidig med at chaufføren skubbede Karsten ned i et hul, ved siden af vejen.
Hullet så stort ud, så Christian kastede sig, uden betænkning fremad, i dækning ved siden af Karsten, der prøvede at grave sig ned i klippen med næsen.
"Det her stod der ikke i programmet" gispede Karsten. "Jeg klager sgu til rejselederen."
De hørte flere skud. Et par kugler hvinede gennem luften over dem, og de behøvede ikke yderligere tilskyndelse til at holde sig i dækning. Gennem politifolkenes skydning mente Christian at høre et par yderligere skud ramme deres bil.
Mens den anden side holdt pause vovede Christian et hurtigt blik over vejen. Nu var skydningen mest koncentreret om første og anden vogn. Deres politimænd beskyttede sig bag vognens karosseri og besvarede ilden.
Sali Eksum lå helt stille ved siden af anden vogn og Hardesty sad lænet op af hjulet ved den første og så uskadt ud. Ingen af politimændene var ramt og skød alle tilbage med automatild.
Der opstod pludseligt stilhed. Man hørte alle skifte magasin mens der var pause i skydningen fra bevoksningen højere oppe.
Et par skud lød igen og ramte bilerne med tydelige dunk. De erfarne politifolk bemærkede hvor lyden af skuddene kom fra og indrettede deres skydning efter det mens de både så i den retning og dækkede sig bedst muligt.
Første bil blev pludseligt indhyllet af flammer. Christian kikkede op og nåede lige at opfatte en flaske med flammer kom flyvende gennem luften.
Den eksploderede mod bagenden af bilen. Zamast ignorerede skydningen, sprang op og dykkede gennem ild og røg og rodede i bagenden af sin jeep.
Han blev ramt af et enkelt skud og sank sammen bag jeepen og krummede sig sammen. Hardesty var forsvundet så Christian forbavset.
Politifolkene beskød alle omgående stedet hvor skud og flasker var kommet fra.
En mand dukkede frem bag en klippe midt i det hele og spurtede foroverbøjet opaf som en kanin. Lyden af et par nye skud faldt samtidig fra et andet sted, længere væk. De landede med tydelige dunk i et par jeeps. Alle politimændene skød koncentreret efter den løbende. Et øjeblik efter faldt han om på jorden, hvor han stadig holdt fast i sit gevær, kom op igen, haltede hen bag en sten og skød tilbage.
Han tiltrak sig omgående al skydning. Stenen blev splintret af kugler i byger fra de rasende politifolk. Manden blev ramt og rullede ned af bakken igen. Til sin skræk så Christian han prøvede at komme på benene. Et enkelt skud ramte ham direkte. Han tumlede bagover.
Manden var så tæt på Christian tydeligt så hans ansigtsudtryk. Christian kikkede bort med lukkede øjne, åbnede dem og kikkede igen og så manden lå helt stille.
To politimænd løb frem for at undersøge området. De faldt ned bag dækning og vinkede to mere frem mens de sikrede dem.
Christian åndede tungt og så dem alle springe fra dækning til dækning på vej op af bakken. De alle forsvandt kort efter ud af syne.
Han kunne både høre dem råbe til hinanden i buskadset mens en anden råbte i en radio længere henne, så han.
Der var kun gået et par minutter efter første skud var faldet. Christian og Karsten kikkede vantro på hinanden. Duften af krudtrøg og politimændenes råb til hinanden fik dem til at blive i deres hul mens de professionelle fik overblik over situationen.
Christian stak forsigtigt hovedet op og spejdede efter Hardesty som han sidst havde set sidde med ryggen mod første jeep sammen med Zamast. Han så til sin lettelse Hardesty vikle sig ud bag et buskads på den modsatte side af bilen.
Han kom hen til Christian og Karsten efter at have kastet et kort blik på Zamast, der modtog førstehjælp fra en kollega. Han var tilsyneladende ved bevidsthed og klamrede sig til et eller andet.
Hardesty havde fået et let strejfskud som Christian hurtigt forbandt med førstehjælpskassen fra jeepen. Hardesty forklarede roligt imens.
"Professionelle ved de først skal beskyde dem, der er bevæbnede. De har en kedelig vane med at skyde igen, så det drejer om at holde afstand fra det i starten."
Der lød motorlyd fra den anden side af knolden og forstærkningen fra Tatvart nåede endelig frem til dem.
De hjalp med de sårede, hentede den døde og skiftede dæk på alle biler.
Christian og Karsten gik rundt med følelse af uvirkelighed. Den blev understreget af den bil, der stadig brændte og lugten af krudtrøg mens politifolkene roligt klarede de fleste opgaver.
Den brændende bil blev skubbet af vejen og de havarere blev slæbt ud til hovedvejen. Længere nede fandt man et fladt område hvor de kort efter blev afhentet af helikoptere.
Zamast var kun blevet lettere såret. Han blev lagt på en båre under lægetilsyn og ville stadig få sit barnebarn at se, tænkte Christian.
Da Zamast blev båret forbi Christian lettede han på kasketten med et smil og en grimasse. Den næste båre indeholdt Sali Eksum som var kommet til bevidsthed. Han smilede også, selvom han var mere alvorligt såret, bemærkede Christian forundret.