"Vi har holdt en orienterende samtale med Eksum. Indtil videre har vi gennemgået første del af skattespørgsmålet" sagde Zamast.
   Han kom ud og bød Hardesty, Christian og Karsten ind i huset og overtog, med tak, en flaske vand fra Karsten.
   "Som forventet kender han ikke det fjerneste til det kontoen bruges til. Han påstår han, indtil videre, kun bestyrer de forskellige beløb, for Hawallaklienter fra Syrien. Det overtog han som bagvagt for en hawallaar fra den anden side af grænsen. Han blev dræbt under urolighederne i oktober. Ham opgiver han gerne navnet på. Han forventede han alligevel skulle afvikle den del, inden for kort tid og håber oven i købet han kan slippe den lidt hurtigere, med vores hjælp. Det gamle Hawallasystem er ret enkelt og næsten umuligt at komme til bunds i.
   Zamast holdt en pause og tørrede sveden af panden.
   "Et par mennesker, som han ikke kender, giver ham bindende instrukser, med de rigtige kendeord. Sådan har systemet faktisk fungeret et par tusind år. Nu er det altså udvidet med internet."
   Zamast vendte sig for at gå ind men stoppede og sagde over skulderen.
   "Hans lille frue vil sikkert byde på te. Drik så lidt som muligt. Min kollega siger den er gyselig. Vil i hilse på det gode menneske?"
   Huset var lyst og luftigt men det store kontor var mørkt. Trods det var midt på dagen brændte der lys overalt. Møblerne var en blanding af tyrkisk og europæisk stil.
   Sali Eksum, måtte det være, var en stor, kraftig mand med en myndig attitude. Han stod for enden af rummet ved en reol og et skrivebord, der flød med mapper. I midten stod den computer, hvor Zamasts folk stadig ledte efter flere transaktioner.
   Eksum kom belevent nærmere og hilste på de ny ankommende med et tilbageholdende smil.

"Våbenhandel. Aldrig i livet." Mandens indignation var ægte.
   Han slog indbydende ud med hånden mod et par lænestole et bord i midten. En spinkel dame var ved at sætte tekopper på bordet. Da hun vendte sig om, tænkte Christian ved sig selv, at sønnens smag for purunge piger, åbenbart ikke kom fra fremmede. Han betragtede omgivelserne endnu en gang. De var slet ikke, som han havde forventet af en tyrkisk bolig, selvom han ikke var helt klar over, hvad han havde ventet.
   Eksum satte sig i en lænestol og drak en tår te, og så på Zamast for at komme videre. Han svedte og sad uroligt. Christian mente han havde hørt det var en fornærmelse mod værten ikke at drikke af teen. Han tog et lille nip og gav i sit stille sind kommissæren ret i at den te næppe var ment som en opfordring til at komme igen.
   Zamast nikkede mod computeren. Eksum rejste sig lydigt og gik hen og overtog den. Han manipulerede med forskellige ting og forklarede undervejs. Zamast gik med og så med over hans skulder.
   "Han vil altså bare overdrage os sin klients konto og koder, fordi du beder om det?"
   "Jeg og en dommer" sagde Zamast og viftede med et stykke papir, og oversatte for Eksum. Der udspandt sig en livlig samtale mellem de to. Sali Eksum slog flere gange opgivende ud med hænderne og kom tilbage.
   "Genau." sukkede Sali Eksum tungt og så på trioen, en af gangen. Han begræd uden tvivl hans syriske kollegas uvane, med at stå i vejen for granater, særdeles dybt.
   "Mon ikke han har en anelse om hvad det drejer sig om alligevel?" spurgte Karsten på engelsk og så på Hardesty, der nikkede samstemmende.
   "Gu' har han så. Det kan vi altså ikke bevise. Han vil da gerne nøjes med en skattesag til gengæld for lidt god vilje fra forskellige sider."

"Ganz richtig" bekræftede Eksum ivrigt og rejste sig. "Better safe than sorry.Min provision er særdeles begrænset, forsikrer jeg jer for. En enkelt dårlig kunde skal ikke ødelægge mit forhold til resten af mine klienter, og den tillid de viser mig. Det regner jeg med i finder ud af."
   Han talte pludseligt udmærket engelsk.
   "Og nu vi er ved tillid er jeg helt i de herrers hænder. I ved åbenbart alt om mig og min søn, mens jeg intet ved om jer. Kan jeg være sikker på i repræsenterer en officiel instans og ikke misbruger det, der er betroet mig, selvom forudsætningerne for noget af det er, skal vi sige diskutable, indtil videre."
   "For guds skyld" Hardesty rev pas og Id kort frem og smed det over til manden. Christian og Karsten fulgte trop, for god ordens skyld.
   Sali Eksum kikkede grundigt på det hele og personerne bag ved. Han tændte en lampe og studerede alle tre pas grundigt under den, med ryggen vendt mod de andre. Efter et øjeblik rakte han, med et buk og et smil, det hele tilbage.
   "I kan nu studere kontoen lige så meget i vil. Som sagt er det ikke mine penge. Næste retskendelse skal udstedes og gennemføres på Cypern, såvidt jeg kan se."
   Christian og Karsten tog plads foran maskinen og fandt det rigtige, ved fælles hjælp. Efter lidt manipulation fandt de hurtigt oplysningerne om hvor pengene kom fra og gik hen. De kopierede alt og printede kopier til senere. Zamasts dommerkendelse clearede dermed de u-officielle narrestreger, der nu var fuldt anvendelige.
   "Der er en mindre afvigelse fra normen," mente Christian efter at have gennemset det hele. Han gik tilbage til Eksums originale tal og bladrede tilbage med rynkede bryn.
   "Siden det startede er der i snit overført tyve- til tredivetusind om dagen, fra otte skiftende konti. Der er bare ingen af dem, der har noget med Syrien at gøre, så vidt jeg kan bedømme. Der har ikke været pause før. Nu er der en på tre dage. De tre udbetalinger er landet på samme konto et eller andet sted, der heller ikke er Syrisk. Det her hænger ikke sammen!"
   Han så fra Hardesty til Karsten med spørgende hævede bryn.
   "Stilhed før stormen, som Harper sagde i starten," mumlede Karsten. "Når de er færdige med forberedelsen, hvad så?"
   Sali Eksum rakte en diskette til Zamast. "Banknøgle og kodesæt, som aftalt."
   Christian lånte disketten. Han sikrede sig det virkede, og smed en kopi på sin egen USB, og gav disketten tilbage.
   "Jeg kender som sagt intet til anvendelsen og bliver nødt til at fortælle mine klienter, jeg blevet afhørt om deres ting, for at beskytte mig selv." sagde Eksum. Sveden tapløb nu af manden. Han åbnede døren uden kommentarer og så på gruppen med hævede øjne.
   "Jeg regner med at min søn bliver udleveret inden for et par uger. Nu har jeg holdt min del af aftalen."
   "Vi takker" sagde Hardesty med et ironisk buk. "Og hvad forhindrer dig egentlig i at omdirigere resten, når vi er ude af døren."
   "Det gør det forhold," afbrød Zamast. "at vi tager hele molevitten med. Det med Syrien kræver også nærmere undersøgelse. Tak for det og vi blev heller ikke rigtig færdig med og pengene fra Hamburg. Vel Sali? Det lyder som om der er et par ting vi hellere må studere i fred, inden vi diskuterer videre."
   Han tog computeren under armen og gjorde tegn til sine folk. De pakkede alle mapper sammen, og lagde dem i kasser, som de bar ud i bilerne.

Ude i det fri igen så de at den lille kiosk overfor, var i mellemtiden fyldt til bristepunktet af nysgerrige mennesker.
   "Hvor længe bliver jeg tilbageholdt?" spurgte Eksum "Kan min kone pakke et par småting til mig?"
   "Du er skam ikke tilbageholdt min gode mand. Dit regnskab er bare beslaglagt." sagde Zamast med et brutalt smil. "Vi henter dig måske når vi har set nærmere på tingene. De naboer du også er Hawallar for, får samtidig et par dage til at tænke over, om der er noget, de også vil diskutere med dig. Jeg går da ud fra, du har fortalt os alt?"
   "Så er jeg er død 48 timer," klynkede Eksum. Han var bleg som et lagen.
   "Tror du virkelig det tager så lang tid?" spurgte Hardesty med et lige så grumt smil som Zamasts. "Herfra kan jeg se et par stykker, der har ret travlt med sms'er. Hvis du holder noget tilbage, er det nu. Ellers tager vi bare dine ting med og efterlader dig til deres underholdning."
   Sali Eksum vaklede og støttede sig til bilen og mumlede en masse på tyrkisk.
   "Hvad vil det sige?". spurgte Zamast hurtigt. Han lagde Eksums computer ind i bilen til resten.
   "Jeg fik kontrolleret min maskine. Min genbos søn fandt ud af den er ændret, så kameraet går i gang, når den tændes. Hvis det virker, bare halvt så godt som jeg frygter, har en eller anden fulgt med i vores samtale. Jeg sørgede for jeres pas kunne fotograferes af ham, jeg kender som Hamrod. Under de omstændigheder vil jeg helst overnatte i dit fængsel. Jeg kan ikke blive her."
   Eksum satte sig uden et ord ind i den midterste bil.
   Trods varmen følte Christian som om han havde fået en spand koldt vand ned af ryggen, da alt var oversat.
   Politikommissær Zamast så sig hurtigt om, kommanderede sine folk i bilerne. Tre biler var desværre allerede kørt videre. De kørte ud af Özrum, med en stor fane støv hængende efter sig.
   Ovre i kaffehuset drak en mand sin sidste kaffe sammen med lokale, mens hans hånd havde travlt under bordet.
   "Sali. Anden bil. Zamast første. Begge højre side. Kasser bagerst i første. Vej mod vest." Han trykkede send, rejste sig og tog afsked for at forlade Özrum for evigt.

***

Rawatz velsignede sit held. Tarek Azerim havde efter nogen tid ikke lyst til at se mere og beordrede det fortsat optaget til senere.
   "Det jeg kunne høre var en klodset forklaring." mente Azerim."Det system er tabt og det fjols kan ikke bruges mere. Giv ham en afskedshilsen hvis du kan. Lad være med at slå nogen ihjel. Vi mødes det andet sted om et par dage."
   Alle gik hen og pakkede i største hast, der kun blev understreget af deres tavshed.

Efter Rawetz fik melding om at tre politibiler kørte videre, fandt han og Kudrun reservevåben med kikkertsigte frem, plus forberedte et par andre småting. Derefter så de i fællesskab på kortet igen. De blev hurtigt enige om at den vestlige vej fra Özrum sikkert ville blive foretrukket af deres modpart for at komme tilbage på på Hovedvejen mod Diyarbarkir på hurtigste måde. De kunne godt nå at arrangere det nødvendige, kort før hovedvejen.

To biler med syv mand racede kort efter afsted. De fandt udkørslen fra Özrum og kørte en smule tilbage. Efter en kilometer fandt de et sted, hvor de kunne skjule deres biler. De blev parkeret ude af syne og klar til afgang.
   Rawetz beordrede bilnøglerne skjult i bilernes hjulkasser for alle tilfældes skyld, som han sagde.
   Gruppen nikkede alle alvorligt. De var fuldstændigt klar over hvad han mente med det og accepterede. Alle tog fat om deres våben og begyndte at løbe mod vejen. Nogle markerede ruten med røde strimler, så ingen for vild på tilbagevejen.

Gruppen nåede hurtigt frem til et sted et stykke før udkørslen, ved et sving som Rawets havde udset sig på kortet. Han betragtede det tilfreds og trak gruppen lidt fremad til svinget. Her vurderede han det sidste stræk og overvejede hvordan de tre biler ville være fordelt. Som ekstranummer havde han en plan om at aflevere en særlig hilsen til major Ergül Zamast, som han havde et gammelt mellemværende med, mente han.
   Han sendte en mand tilbage for at holde udkik. Deres våben bestod af Kalashnikov geværer som alle fik besked på at tørre af smide dem fra sig, når de var færdige. Dem var de nødt til at undvære.
   "Zamast og computeren tager Mechuf og jeg os af. De er i første bil. Den stopper vi midt i svinget." instruerede han.
   Mechuf begyndte omgående at lede efter et godt gemmested med udsigt til svinget. Han skulle så tæt på han kunne smide en Molotowcoktail ned i bilen. De havde i hast improviseret et par stykker i køkkenet.
   Deres bedste skytte blev placeret i midten med den særlige opgave at aflevere den særlige hilsen til Sali når han havde punkteret bilen. Han fik en hjælper med. Kudrun blev sendt tilbage for at hjælpe udkikken med sidste bil og give instrukserne videre. Rawetz understregede at alle bilerne skulle punkteres som det første og at kun motorerne måtte beskydes. Radioen knasede da udkiksmanden meldte sig.
   "Fire Biler i syne." meldte han. "De har fået forstærkning."
   Rawetz nikkede indforstået med et bredt smil. Han bad Timuchin trække sig så langt tilbage, at han kunne sikre deres tilbagetog, hvis det blev nødvendigt.
   "Så må i ordne de to bagerste," meldte han. "Giv dem et par ekstra skud i motoren, for en sikkerhede skyld, inden i stikker af."
   Han grinede til Timuchin.
   Timuchin betragtede ham skeptisk. Rawetz var høj af adrenalin og åndede tungt og svedte. Han var taget med for at sikre sig at Rawetz ikke gik amok. Han og de andre kendte særdeles godt Rawetz's gamle mellemværende med majoren. De vidste også det kunne udlægges på flere måder, der ikke alle var til fordel for Rawetz. Selvom beviserne i en gammel sag, med møje og besvær var blevet justeret en smule, vidste de at Rawetz mest af alt frygtede en dag at sidde til afhøring hos major Zamast, hvis hukommelse sikkert ikke fejlede et fjerneste.

Hvis det udviklede sig til blodbad havde Timuchin bestemte ordrer fra Tarek, om at at stoppe Rawetz. Det så han langt fra frem til. Han fandt en god plads højere oppe, hvor han både kunne se vejen og Rawetz.
   Han kontrollerede sin flugtvej for sidste gang, tog plasthandsker på og tørrede geværet af en gang til. Han lagde sig godt til rette, lyttede og justerede det kraftige kikkertsigte på sit gevær.