Gruppen bevægede sig stille som spøgelser over sandet. Deres oppakning var spændt grundigt sammen, så intet forrådte dem ved at rasle. Mændenes påklædning gjorde dem stort set usynlige mod terrænet.
   Spejderene, der var fem minutter foran gruppen klikkede hurtigt, to gange i radioen. De fik målet i syne, en mile væk.
   Lederen svarede med et enkelt klik. Gruppen trak sammen med alle sanser spændt. Femten minutter senere mødte de spejderne, der havde afsøgt området. Med venstre hånd pegede den ene op af den forvitrede stribe klipper, de vidste, skærmede den lille bebyggelse, på den anden side.
   Gruppens specialister i bjergbestigning klatrede op og fastgjorde reb hvorefter resten møjsommeligt og forsigtigt bevægede sig op af de fyrre meter og rutineret slettede deres spor undervejs. De tilsluttede sig helhjertet vurderingen af at ingen, ved deres fulde fem, ville prøve noget lignende i dagslys.
   Kort efter fandt de, som forventet, en smal hylde med udsigt over husene nede i dalen. De bestod af en snes lerklinede bondehuse med udhuse til får og geder og lader til opbevaring af hø og vinterfoder. Rundt om lå der antal dyrkede marker med forskellige afgrøder.
   Da alle var sikkert på plads og sløret til usynlighed startede overvågningen. Den fortsatte i tre døgn til de havde helt styr på antallet af beboere og deres hverdag.
   "Afstandsmåler" bad lederen dæmpet på andendagen, kort efter mørket var ved at falde på. Han overtog noget, der lignede et teleskop og studerede prismet. Fire V-formede markeringers spidser pegede mod midten. Han rettede teleskopet mod et hus og drejede langsomt på knappen på siden til de V-ernes spidser rørte hinanden og markerede et kors. Han gentog kort efter processen med et andet hus.
   "Sekshundrede og tres og syvhundrede og ti meter" meldte han og så på sidemanden.
   "186 grader 25 minutter og 8 sekunder", meddelte denne. Han lagde et elektronisk kompas til side og tog en GPS frem. Den oplyste gruppens position, med en nøjagtighed på ti gange ti meter.
   De så begge på radiomanden, der havde travlt på tasterne mens han hviskende gengav de oplysninger som begge bekræftede. De blev sendt to gange for en sikkerheds skyld.
   Bebyggelsen og folkenes rutiner blev stadig studeret det følgende døgn hvor den eneste nyhed var den ene lade var fyldt med biler udover foder og forskellige redskaber.
   På slutningen af tredjedagen sendte gruppen et sidste signal og pakkede stille sammen mens et par målmarkører, der lignede lommelygter med pistolgreb blev taget frem og afprøvet. Lysforstærkere fik gruppen af huse til at fremstå som grønne. Ved et tryk på pistolgrebene blev de huse, de havde målt afstanden til, markeret med en usynlig stråle af infrarødt lys.
   Lederen beordrede sine folk til at være klar til at forlade klippen om et par timer og hvile imens.
   "Nu var vi ellers lige ved at føle os hjemme" sukkede finskytten.
   "Vi vil ikke risikere du gror fast, nogen steder, Ala" sagde lederen venligt og gav ham et dask over nakken.
   "Du ser for meget fjernsyn" beklagede Ala dæmpet og tog sig til nakken.
   "Og du læser for mange tegneserier" svarede lederen venligt.
   Der faldt ro over gruppen. De passede fortsat observationen mens de spiste og hvilede på skift, til efter midnat. Kort efter midnat modtog fik lederen det ventede signal. Han kvitterede for det og gav signal til afgang. Ved foden af klippen delte gruppen sig i to hold. Finskytten og to andre, der passede målmarkørerer fandt nye stillinger med overblik. Resten sneg sig så tæt på husene, som de anså for sikkert, og gik i skjul.


Efter lidt ventetid trængte lyden af en en fjern jetmotor, der hastigt kom nærmere, gennem natten. Hermes 450 dronen dukkede ud af mørket og affyrede to Hellfire missiler. Sensorer styrede dem direkte efter det hus, der var markeret med en usynlig stråle af infrarødt lys. Missilerne trak lysstreger gennem mørket. De ramte præcist oven på prikken på muren, og eksploderede og startede en brand. Dronen steg op i natten, satte farten op og forsvandt i mørket. Gruppen blev liggende og beskyttede sig mod sprængstykker.
   En vagt, der havde gjort sin runde undslap missilerne. Han rejste sig i skæret fra flammerne og prøvede at komme til hægterne. Han takkede uden tvivl højere magter for sit held. Det sluttede brat, da finskytten eliminerede ham med et enkelt skud samtidig med at en drone fulgte efter den første. Den afleverede to højeksplosive Sparrow-missiler med samme præsicion, i det andet hus. Det var nu markeret på samme måde som det første og brød, som planlagt, ikke i brand.
   De ni mand rejste sig omgående og løb hastigt mod ruinerne. De sikrede hinanden undervejs og nedskød et par yderligere ovelevende, der kom vaklende frem. De fordelte sig mellem ruinerne som de rutineret gennemsøgte mens de fotograferede de faldne undervejs.
   "Target down."
   Råbet gik fra mand til mand. Alle fortsatte med at sig omkring efter dokumenter og andet af interesse og stoppede det hastigt i poser. Endnu et dæmpet skud i baggrunden fortsatte dronernes arbejde.
   To pc'ere og et par mobiltelefoner blev med tilfredshed opsamlet sammen med de papirer, der havde overlevet eksplosionerne.
   Grupperne ofrede et minut på udhuse og lader og kastede et blik efter et par overlevende, der flygtede fra gennem natten. Det fik de lov til, med en enkelt undtagelse, der klamrede sig til sit gevær. Han nåede aldrig nåede at beklage sin manglende omtanke. De høstede endnu en pc, to mobiltelefoner i bilerne og forsvandt i løb mod samlepunktet. Radiomanden, fik besked af finskytten, afsendte et sidste signal og pakkede sammen. Hele gruppen forsvandt i hurtigt trav, gennem natten.

Da dagslyset efter et par timer at komme frem, beordrede lederen holdt et passende sted. Hans mænd smed sig taknemligt i skjul. Gruppeføreren spejdede roligt mod vest og ulejligede sig ikke med at kontrollere alle sikrede hinanden, i hver sin retning. Det vidste han de gjorde, Han spejdede videre, mens han lyttede til sin radio.
   En halv time efter blev hans tålmodighed belønnet af motorlyd i det fjerne. Da han skønnede lyden var tæt nok på affyre han i ro og mag først en rød og så en gul lyskugle, op i luften. Tre helikoptere kom hastigt nærmere.
   Sea Hawk S70 kan flyve 300 kilometer med en fart af 250 kilomter i timen, med tre tons last eller 11 mand. Maskinernes last bestod af ekstrabrændstof til at forøge rækkevidden. Det hjalp mændene rutineret med til at tanke efter maskinerne var landet. Imens slog et par jagere hvid kondensstriber om gruppen oppe luften.
   To timer senere krydsede maskinerne, uden episoder, Sabwah provinsens kystlinie og landede kort efter på en krydser af Ticonderoca klassen, i internationalt farvand. Gruppen blev eskorteret under dæk og isoleret fra skibets øvrige besætning.
   Lederen lod sine folk slappe af og begav sig selv til kommunikationscenteret, for at afsende sidste melding.
   'Black Forrrest Opc. - Sierrasix Roger Tango Bravo. GeorgeBaker 85 complete - Just another day at the office.' Så mente han, han havde fortjent en lur.

"Kan de udisciplinerede røvere ikke lære korrekte meldinger," sukkede en sergent kort efter, på en signalstation langt væk.
   "Send videre til Black Forrest, hvem faen det så end er, at Sierra six er RTB (returned to base) og alt det andet vrøvl" sagde hans sidemand og overordnede.
   Signalet blev omdirigeret gennem skjulte kanaler for at ende på et bord i Langley. Der begyndte et par taknemlige medarbejdere at slukke for skærmene efter at have læst signalet. De registrerede at det spor af penge, der startede fra en uartig fyr i Yemen, som altid støttede de forkerte, ikke var i stand til at støtte noget som helst længere. Da de sendte den sag på arkiv begyndte en automatisk 'Reminder' at blinkede på skærmen. Det udsatte den enes fyraften med hele tyve minutter. Han kontrollerede instruksen og sendte sidste besked i den sag. Instruksen var tydelig nok.

'To: Iron Mountain - From: Black Forrest.
   Message: Shilohsix Roger Tango Bravo. GeorgeBaker 85 confirmed.

Den besked blev besvaret af endnu to kodeord som, medarbejderen bekræftede, inden han tog hjem for at heppe på sin søn og hans holds baseballkamp.

***

Ude i en lille by vidste man kun de gamle raketsiloer, var lejet ud til en flok skøre forskere, efter de var tømt. Forskerne foretrak at være i fred og da de både havde råd til store lokale indkøb, der gav indtægter til de skrantende forretninger og et overbevisende antal vagter, blev det ønske for det meste respekteret, udenfor jagtsæsonen, i hvert fald.
   Noget af personalet boede med deres familier i byen, hvor de var kendt som både omgængelige og venlige familier. Lederen af hele foretagenet havde udvidet kirkens kor med en tiltrængt, vellydende bas.
   Samme herre kørte næste dag gennem byen i en udslidt kassevogn, han havde købt billigt af en lokal håndværker, og vinkede til et par bekendte undervejs.
   Fyrre miles på den anden side af byen svingede han vognen ind på en flyveplads, der akkurat lige kunne betjene en langdistance Challenger, som netop var ved at tanke op. Lederen steg ud, strakte sig og trak op i bukserne. Han ventede tålmodigt til tankvognen var færdig og vinkede til piloten. Flyet var parkeret, så det var klar til afgang. Det betød samtidig flyets trappe vendte væk fra nysgerrige øjne.
   Kassevognen bakkede hen til flyet. Lederen sikrede sig tankvognen var væk før han åbnede den dobbelte bagdør og betragte et indre, den lokale håndværker ikke ville have genkendt. En person med en hætte over hovedet blev af de to andre i vognen, lempet hurtigt ud af vognen og ind i flyet.
   "Husk nu GeorgeBaker 85 skal frigives, hvis i passerer dansk luftrum" formanede han venligt flyets vagt. Han vidste på forhånd han ikke burde spørge om deres bestemmelsessted.
   "Den joke er s'gu ikke ret morsom længere" konstaterede den ene vagt tørt og modtog fangen, der beholdt hætten på.
   Flyet startede kort efter og forsvandt i nordvestlig retning. Lederen satte sig tilbage i bilen og nåede, lige akkurat, sin korprøve, ved at betro en af vagterne at køre den tilbage til basen.

Fyrre timer senere blev GeorgeBaker 85, som lovet, frigivet flere hundrede kilometer fra sin hjemegn og fik en håndfuld penge på lommen. Det skete i et område, der både havde ry for en fremragende kvalitet af valmuer, og en konsekvent, men kedelig, vane med at gøre kort proces med folk, de ikke kendte, for en sikkerheds skyld. En militspatrulje konstaterede ugen efter at sidste del af rygtet stadig passede.