Eksplosionen rungede over ørkenen. Gruppen holdt sig for ørerne og betragtede jeepen i det fjerne. Den skiftede retning og gentog kort efter, manøvren i modsat retning. Næste granat faldt langt bag den. Jeepen speedede op da den nåede den normale vej og kørte uskadt mod i lejren.
   "De har flyttet stillingen seksten streger mod nord. De er stadig uden for skudvidde," meldte Irfran og tog kikkerten fra øjnene. "Det første var kun et sætteskud. Nu bliver det spændende."
   "I bør nok også flytte jeres stilling når i har skudt, hvis deres observatør er noget værd," sagde Timuchin tørt "Lige for lige vil jeg foreslå. Det ændrer ikke mit bidrag til testen."
   Erkek havde dagen før, på må og få pillet to kasser 81 millimeter granater ud af hver sin bunke. Han glædede sig som et barn til at svare igen, selvom han vidste at modparten var langt uden for skudvidde. Irfran kontrollerede elevation og retning en sidste gang og nikkede til kommandør Nevzat.
   "Fyr" brølede denne. Alle ignorerede hans stemme næsten slog over i falset af glæde.
   Granaten forlod omgående røret mens Erkek smilede bredt.
   "En til," råbte kommandøren. Timuchin og Irfran rystede på hovedet.
   "De er for langt væk til at ramme alligevel" sagde Irfran tørt. Han skruede på elevationen på den næste og kontrollerede retningen. "Lad os se hvad der sker."
   Efter et halvt minut slog deres første granat ned, tre kilometer væk. Irfran nikkede til Erkek der affyrede den næste, der kom lidt længere ud.
   Modparten svarede igen efter tre minutter. Støvet fra eksplosionen nåede ikke engang hen til den lille gruppe. Jublen i baggrunden over at kunne svare igen, stilnede hurtigt af.
   "Det er altså hans begrænsning." sagde Irfran tørt og sænkede skudbanen en smule igen. "Du må godt sige tak for opmærksomheden."
   Det gjorde Erkek med største fornøjelse. Efter ti minutter stod det klart dagens underholdning var slut. De demonterede stillingen for at flytte den et andet sted hen, i ly af mørket. Dem, der skulle køre til Dabah om natten gik ind for at hvile sig, helt enige om at den anden side næppe sendte patruljer ud den nat, efter dagens demonstration.

Timuchin blev senere, først på natten imponeret af synet af to lastbiler med hver en blandet last af granater, raketstyr og ammunition. Lastbilerne var omringet af ikke mindre en fire jeeps. Timuchin bemærkede til sin glæde at førere og skytter i de første var iført lysforstærkende udstyr. Han tog plads i første jeep for at guide dem til den aftalte dal. Irfran overrakte ham til afsked tasken med det aftalte beløb mens Erkek stod i baggrunden og så sur ud.
   "Han ville ha været med" forklarede Irfran smilende. "Han vil ikke acceptere han er vigtigere i havnen de næste par måneder. Nevzat forbød også mig at deltage. Måske næste gang."

Kortegen startede og kørte langsomt gennem lejren mod porten. Flere vinkede til dem og Timuchin betragtede i ro og mag den brogede skare fra jeepen. Der var flere forskellige typer uniformer, hele og delvise. Nogle var helt i civil og de fleste slæbte rundt på deres geværer, selvom de havde frivagt. Ud over et fåtal kvinder og børn fra byens oprindelige beboere skønnede Timuchin at at lejen ikke bestod af mere end 14- 15 hundrede oprørere. Våbnene var lige så sammenskrabet som uniformerne og bestod for det meste af 7,65 mm AK'ere, HK'ere og amerikanske geværer der sikkert var smuglet ud af Iraq. Af en eller anden grund var der også hyppigt et antal forældede italienske Beretta geværer og US karabiner. Våbenmesteren, tænkte han, måtte have nok at se til med at holde det rod forsynet. Maskinpistoler var tilsyneladende ikke ret populære. Lejren forsvandt i baggrunden og de kørte gennem mørket med god afstand mellem bilerne og alle sanser spændt. Timuchin pillede åndsfraværende ved et gevær han havde lånt af Irfan, for alle tilfældes skyld, som han havde sagt.
   Selvom ingen af dem sagde det direkte var det klart for dem begge at hvis kolonnen blev overfaldet var det projekt forbi og at der ikke kunne komme mere ammunition den vej.

Efter den første time slappede han af og nød turen og roen. Han døsede ind en gang i mellem men kontrollerede med jævne mellemrum at hans chauffør holdt øje med GPS'en. Døsen blev afbrudt med et ryk da chaufføren huggede bremsen i og kastede sig ud af bilen med geværet fremad. Timuchin blev slynget forover, knaldede panden i instrumentbrættet, rettede sig op og fumlede efter sit gevær. Efter to forsøg fik han fat i det og kastede sig ud. Han fandt hurtigt en dækning og lagde geværet klar til skud og opdagede til sin skræk han havde slået magasinet af da han sprang ud af fra bilen. Han monterede et nyt og begyndte at undre sig over hvorfor chaufføren var stoppet. Den næste jeep drejede udenom dem og kørte længere frem og stoppede. Månen var i sidste kvarter og natten var mørk og rødlig.
   Man kunne ikke høre en lyd ud over de snurrende motorer.
   Flere lyde hørtes i det fjerne. Spejderen kom sindigt kørende tilbage og stoppede.
   "Falsk alarm" meldte chaufføren med et grin. "Vi kom bare til at vække en flok får. Ingen tegn på hyrder. Fårene finder nok selv hjem når de bliver sultne, minus et der lige skal bløde færdigt. Det kan sidste vogn tage med."
   Fem minutter efter fortsatte kortegen og Timuchin holdt øje med deres GPS selvom det havde vist sig chaufføren var nogenlunde stedkendt.

Tre kvarter senere kom kolonnen frem til en bil med et par mænd der dirigerede dem ned i dalen. Der ventede en snes biler og flere bål med frisk the, der blev modtaget med tak af chauførerne. Alle de fremmødte var bevæbnede, selv Yanni der med et smil fremviste et splinternyt amerikansk gevær, med hilsen fra Iraq, hævdede han.
   Omlæsningen startede med det samme og foregik under grundig kontrol af fordeling af Yannis far der også dirigerede bilerne bort i forskellige retninger efterhånden som de blev læsset.

Timuchin betragtede til sidst dalen, der var næsten tom efter en time. Yanni og han far var i gang med at kontrollere de penge, de havde modtaget. Den nat var der kun gået 45 dage siden, de sidste granater faldt i det nordlige Tyrkiet tænkte Timuchin
   ***

"Ud fra det synlige, kan vi kun gætte på et usynlige" sagde Harper filosofisk. "Hvad var det for fire M'er jeg fortalte jer om første gang vi mødtes."
   "Manpower, Materiel, Money og Motiv, sagde Christian omgående. "Vi har faktisk kun den ene."
   "Nemlig. Politiets hellige treenighed, mulighed, middel og motiv er udvidet en smule, når man taler efterretningsteknik. Vi forebygger det som politiet opklarer. Ligningen er udvidet med en ekstra ubekendt. Hvad forbereder de? Hvor er den manpower, der skal bruge det, der er købt, og har lyst til det?"
   "Næppe i Sverige." meldte Karsten og lukkede for en stak overførsler. "Ikke noget at komme efter her. Dem der bor i Stockholm bliver sikkert hvor de er!"
   Banken i Lausanne havde modtaget en del indbetalinger nordfra, som tilfaldt Karsten. De kom blandt andet fra en bank i Sverige hvor Dominic, ganske uofficielt selvfølgelig, allerede var på talefod med Firewallen. Han fiskede hurtigt et par navne frem, som en af van Enckhiusens assistenter udnævnte til 'varme' uden bemærkelsesværdige resultater.
   "Der må være mere i kilderne, vi kan tappe og få noget fornuftigt ud af." mente Christian.
   "Det er der sikkert også" mente Hardesty. Det knokler Beth og Dominic med, når de ikke er i banker. Hvert af Hamrods numre har forbindelse med en snes navne vi måske kan lære mere om ved at tappe hans adressebog. Det samme gælder for Ysben, hvem det så end er."
   "Hvorfor gør vi så ikke det?"
   "Fordi de aldrig er on-line så længe at Dominic eller Beth kan liste sig ind og hente noget videre. Hvad tror i for resten Van Enckhuisen vil sige til at få femhundrede 'varme' navne til undersøgelse på en gang."
   "Nok ikke alverden," grinede Karsten. "Du vil højest komme til at optræde blandt hans udstoppede fugle."
   "Og det er jeg helst fri for" mente Hardesty. "Der må være en anden metode. Hamrod har betaler kun for indkøb. Der må være en anden der har bestilt skidtet og fortalt Hamrod, hvad der skulle betales. Et eller andet sted i hans stak af indgående beskeder optræder det beløb. Det er camoufleret på en eller anden enkel måde. Er i lige så venlige at finde det?"
   "Så kan vi med andre ord begrænse os til det indgående. Er det ikke en opgave for afdelingen for varme navne og vendinger?" spurgte Christian. "Så skal vi kende det først. Så mange er der heller ikke" sagde Hardesty beroligende. "Så vidt jeg ved, er der en søgefunktion på jeres computere. Start med femten som tal eller bogstaver på tyrkisk. Derefter femtenhundrede, -tusinde eller et hundredreoghalvtreds tusinde. God fornøjelse."
   "Når jeg ser på det netværk vil jeg gerne ha' oplyst om femten hedder noget særligt på tyrkisk og kurdisk." mente Christian. "Det er jo for det meste dem der står for underholdningen."
   "Det skal du få lige om et øjeblik" sagde Harper og greb telefonen.
   "Kan vi spore, om nogen af de mails, før udbetalingen gik gennem en ægyptisk server. Farouk bor jo der?" spurgte Karsten.
   "Det er vel et forsøg værd. Spørg vores ornitolog. Godt tænkt." sagde Harper tilfreds. "Desværre er de grimme mennesker blevet ret glade for Globestar satellitterne. Så kan man kun spore dem mens de er online. Prøv bare, og gå i gang."
   "Vi glemmer vel ikke sidste del af det trekantsdrama." spurgte Christian. "Mon ikke ham der 'Papa' ved et eller andet, der kan bruges på en fornuftig måde."
   Hardesty tænkte på sin samtale med obersten dagen før. Med den rigtige stimulans kunne begge deres nye kolleger uden tvivl udvikles til et par formidable sporhunde. Det måtte gerne ske så hurtigt som muligt.
   "Hvis jeg ser rigtigt på 'hamrods' indgående post de sidste par uger før betalingen er der et par her, der skiller sig lidt ud. De er fra samme afsender 'nardeb'." mente Christian lidt efter. "Det er altså kun en stikprøve. Jeg aner ikke hvad det betyder."
   Harper havde stadig travlt med telefonen, så Hardesty rejste sig og gik over til Christian. Han at på de to mails, der ganske rigtigt var ekspederet via satellit. Et par linjer i slutningen af den sidste fangede hans opmærksomhed. Han gik tilbage til sit bord og kom hurtigt tilbage.
   "Læs oppefra og ned. Det der, er slet ikke telefonnumre. Det er faneme Farouks kontonummer, der er opdelt."
   Harper kom over med en seddel og skimmede også begge mails.
   "Det der kan måske være kalibre på morterer og dyse kanoner."
   Han kikkede på sin seddel, og holdt papiret op.
   "De ligner bestemt hinanden. Lad os hellere få dem oversat. Få 'Nardeb' registreret som varm. Giv hellere Iron Mountain besked om at vi måske har et spor til den millitante gruppe, der køber. De specialiserer sig i militser og paramilitære grupper. Måske kan de bidrage med noget af det, vi mangler."
   "Hvordan gør de det?" spurgte Karsten.
   Harper og Hardesty kikkede bare på ham.
   "Ok. Det er altså også følsomt." Karsten dukkede hovedet. "Har vi andre følsomheder på lager, vi kan cleare med det vi har, indtil videre."
   "Måske et par småting." bekræftede Harper. "Lad os se på det!"
   "Ikke mig" bad Karsten. "Jeg er ikke rigtig i form. Jeg har lige holdt møde med en aktiv SM praktikant. Hun påstod hun var tandlæge."
   Harper lovede at vende tilbage på et mere passende tidspunkt.

Næste dag blev Christian og Karsten enige om at de fjerde klasses regnestykker mindst var nået op i syvende klasses niveau. De mails der skabte kædereaktioner af pengeomflytning, som igen kunne skabe uønsket aktivitet, måtte undersøges rundt omkring, som nye rygter. Hvis noget kunne cleares forinden ved at blive sat sammen med andre 'uofficielle' rygter fra lukkede undersøgelser var det simpelthen fint.
   Indtil videre var de var spændt på om de skulle rykke videre i gymnasiet for kædereaktioner mens de vendte og drejede forskellige oplysninger med Harper og Hardesty.
   Van Enckhuisen havde efter lidt søgen leveret et par mails til og fra 'Nardeb'. Den ene indeholdt en fil med et interessant fragtbrev. Det blev sendt videre til Iron Mounatin og modtagerens navn blev registreret som varmt i Q41, som indsamlingsafdelingen faktisk hed.
   I bunden af Robins omvendte delta var der stadig ukendte faktorer. Hamrod og hans kollega var ikke on-line så længe af gangen og benyttede en blanding af fastnet og Globestar, der gjorde dem svære at spore.
   Naive spørgsmål om det problem indbragte Christian og Karsten en halv times blandede beklagelser og orientering om hvilke problemer Globestars atten privatejede satellitter forårsagede. Dem havde russerne, for beskedne gebyrer, mente de selv, fordelt rundt om ækvator. Der generede de kun de alvorlige mennesker, der prøvede at spore de rigtigt uartige, som brugte den service. Så længe der var fin mobilforbindelse på deres normale fiskeplads mente Christian og Karsten heller ikke de havde brug for at vide noget om de smarte satellitdimser, der kunne oplades fra biler, og erhverves frit for et par hundrede euro. Alligevel lyttede de høfligt til manden, i de par minutter det tog.