Christian rystede stadig på hænderne. Det var ikke gået helt op for ham han kunne slappe af. De sidste dages oplevelser havde sat sig fast i en knude mellem mave og brystkasse. Selvom han fik noget at sove på da han blev vist ind i et værelse af en venlig mand, ville søvnen ikke indfinde. Han vendte og drejede sig i flere timer inden han endelig fik lidt søvn.
Han blev vækket af banken på døren og Harper åbnede den og stak hovedet indenfor.
"Vil du med til morgenmad? Morgen er måske lidt overdrevet. Vi må se hvad vi kan opdrive. Jeg vækker også Karsten."
Han forsvandt igen. Christian så på uret. Klokken var tolv middag. Han satte sig på sengekanten og forsøgte at sammenstykke de tågede erindringer og begyndte at ryste på hænderne igen.
Han lukkede vinduet op for at få lidt frisk luft og hørte skud langt væk. Så startede det hele igen. Erindringen om liget på hans ben og en mand, der knækkede sammen, efter han havde skudt ham dukkede op med et brag. Han vaklede ud i badeværelset, støttede sig mod væggen og kastede op.
Tyve minutter efter havde han taget et bad og gik ud og mødte Harper og Karsten. Karsten så lige så slatten ud. Harper kikkede alvorligt på dem begge.
"Vi skal kun bruge dagen og de næste par dage på at snakke alt grundigt igennem. I har begge fået chok. Det fik jeg for resten også. Enten kan vi låne en lokal psykolog eller sende bud efter en af vores egne, hvis det bliver nødvendigt. Det bestemmer i. Træk vejret dybt og lad os få lidt at spise og prøve at blive os selv igen."
Han nikkede til en mand der stod og ventede. Denne viste dem over til en bygning, hvor de fik et lille køkken for sig selv. Et rigeligt bord var forberedt. Det omfattede også en flaske, som de straks undersøgte sammen med kaffen.
"Måske lidt kraftigt krydret" kommenterede Karsten og tørrede en tåre bort.
"Var der også en legesyg tigerunge i jeres glas?."
De nikkede begge og trak vejret dybt et øjeblik og begyndte at spise.
"Hvad er det her for et sted? Hvad laver vi her? De sidst par dage står stadig lidt tåget for mig." spurgte Christian med munden fuld af mad.
Han havde kun en svag erindring om han efter et par timers flyvning blev hjulpet ud af flyet og ind i en bil. Flyet var han ikke var sikker på han huskede korrekt. Hvor længe bilen havde kørt anede han heller ikke.
"Vi fik alle lidt at sove på efter de sidste par dages oplevelser." fortalte Harper. "Også jeg. Det kan sagtens forårsage en vis desorientering men lad os tage en ting af gangen. Vi befinder os et sted i Israel. Stedet er en camoufleret træningslejer for grænsepolitiet, Magev. Her uddanner de specialenheder, til grænsekontrol. De hedder Yamas-grupper."
"Hvad laver de?" spurgte Karsten, med munden fuld af mad.
"De træner i razzia i ustabile områder, med minimal forberedelse. De indøver en række scenarier i de trusselssituationer, de kan blive udsat for. De trænes til de kan gøre det, næsten i bevidstløs tilstand. Jeg går at det med scenarierne minder jer om noget. Her gennemgås de bare lidt mere realistisk."
Karsten skænkede endnu en tigerunge op og rakte flasken videre til Christian. Han fulgte trop og skænkede, uden at spørge, et glas til Harper. "På hvilken side af grænsen foregår deres aktiviteter så? spurgte han.
"Det tager de vidst ikke ret højtideligt. Hvis de vil tale med nogen, kommer de som regel til det."
De slap tigerungerne løs og trak vejret dybt. Christian betragtede den runde flaske.
"Hvad fanden. Den er altså fra Ungarn. Uden dynamit som krydderi kan man vel vænne sig til den."
"De kunne godt ha' skrevet telefonnummer på nærmeste hospital under korset" mente Karsten og lod som om han tørrede en tåre bort.
"Tilbage til Yamas grupperne, din slubbert. Der er vidst et par småting i glemte at fortælle os om jobbet her."
"Som i måske husker er vores modpart ikke overdrevet hæmmet af diplomati eller almindelig høflighed. Det vender vi tilbage til om et øjeblik."
Inden de kunne sige noget lød der en banken på døren. Kort efter trådte en høj pige ind fulgt af tre lige så høje, kraftige mænd.
"Goddag og velkommen til Ein Or. Det betyder lysets kilde." sagde hun med et strålende smil. "Jeg hedder Liat og vil tage mig af jer, mens i er her. Jeg vil bare lige sikre mig i ikke mangler noget."
De forsikrede hende om at det gik indtil videre. Hun fortalte de skulle have id-kort med billeder. En af ledsagerne tog en stribe billeder og forsvandt med det samme. Hun udpegede huset med sit kontor og forsikrede de altid kunne komme i kontakt med hende ved at henvende sig der. Kort efter forlod hun dem med de to sidste, tavse ledsagere.
"Så ved vi altså hvor Guldhår og hendes bamser bor i virkeligheden." konstaterede Karsten efter døren havde lukket sig bag en bagdel, der kunne få trafikken til at gå i stå de fleste steder. "Du må hellere afslutte det andet eventyr inden du fortæller os hvornår vi skal væk fra skyderierne. Det havde vi en fast aftale om, husker du måske."
"Der er sådan set ikke mere" forsikrede Harper. "Metcalfe og Logan rydder op i Cairo og Kom el Dak, tror jeg det hed. De kommer måske og giver os en status om et par dage. Så burde det hele være overstået. Vi prøver også at identificere ham fyren, der stak af og hans døde kolleger. Det er åben efterforskning hvor vi får assistance i Tyrkiet. Desværre stak han jo også af med alle papirerne på den ammunition, der står et eller andet sted.
"Ikke dem allle" huskede Karsten ham på. "Jeg kom jo til at beholde et par stykker. De ligger i mit værelse."
"Gav du ikke dem til Logan?" spurgte Harper forbløffet.
"Han lagde dem bare på bordet igen, så jeg tog dem med i kufferten."
"Det er enten godt eller dårligt. Vi får se!" mente Harper.
De spiste færdig og fik kort efter deres id-kort leveret med instruks om at bære dem synligt de første dage. Et sted i det fjerne hørtes skud og eksplosioner. De blev alligevel de enige om at gå en tur i området i modsat retning.
Harper snakkede om løst og fast. Først og fremmest fik han vendt drejet snakken over på at menneskets normale flokinstinkt og indstilling normalt afholdt dem fra at dræbe deres egen art. Langsomt formindskedes Christians frustration. Han følte stadig der sad en stor knude nede i ham, og på rygraden.
Efter et par timer kunne han tage hånden op af lommen uden at ryste på den. I stedet tænkte han på, hvad der ville være sket, hvis han ikke havde haft mulighed for at forsvare sig. Under Harpers kyndige vejledning sivede de koncentrerede begivenheder langsomt væk og antog andre dimensioner. Cristian var hverken klar til at erkende eller tale om han havde skudt nogen og holdt sig til teorierne. Selvom Harper og Karsten i fællesskab prøvede at snakke udenom blev tanken siddende.
Uanset stedets hovedformål havde de gjort så meget ud af den overbevisende camouflage som landbrugsområde. Den virkede perfekt når der var pauser i skyderiet. De gik tur blandt køkkenhaver og appelsintræer og nød stilheden og småsnakken.
De drejede om et hjørne og stod for et valg mellem to stier. Længere nede af den ene startede der skyderi igen. Det aftog næsten med det samme og en alvorlig og bevæbnet mand dukkede frem fra nogle buske.
Harper viste sit id-kort, vinkede og de drejede den anden vej og manden forsvandt. Skyderiet tog til igen.
"Jeg skal love for, de går til den." sagde Karsten. "Var det nogen herfra, vi havde som backup i Cairo."
"De er sikkert trænet her. Det lyder som om de er i gang med at rense et nærkampsområde. Stedet er også blevet brugt til uddannelse af Kidon grupper. De har andre opgaver end Yamas teams. Dem har i sikkert hørt om."
En kort orientering blev nødvendig. Harper fortalte med dæmpet stemme om Kidon (bajonet) kommandoens historie. Den blev verdenskendt ved at bortføre krigsforbryderen Eichmann fra Buenos Aires. Senere havde de, efter sigende, likvideret Saddam Huseins våbenkonstruktør, Gerry Bull og bortført nogle tilbageholdte torpedobåde, Israel både havde købt og betalt. Det sidste var sket under ledelse af en danskfødt agent.
Det fik Christian og Karsten til at betragte omgivelserne med nye øjne. De gik tilbage mod deres opholdssted gennem en olivenlund og fandt deres hus kort efter. Ingen af dem havde nogen energi til at foretage sig alverden den dag.
Næste formiddag tilbød Liat, denne gang uden sine bamser, at give dem et overblik over området. Hun kørte dem rundt og sluttede på et lille bjerg i baggrunden. Efter en times opstigning endte ved hendes yndlingssted for afslapning fortalte hun.
Det havde en fantastisk udsigt over området, der fyldte flere hundrede hektarer fortalte hun. Det meste var indhegnet og patruljeret og havde kun begrænsede adgangsveje. Hun udpegede og gennemgik de enkelte områder og deres produkter med en overraskende teknisk ekspertise. Samtidig udpegede hun de sektorer de burde holde sig fra på grund af træningsaktiviteterne.
Karsten forsikrede, på begges vegne, at de ikke behøvede mere øvelse i at holde sig på afstand af skyderi.
Et par husgrupper var samlet i klynger omkring vejene med passende afstand mellem hinanden. Man kunne se der foregik en livlig aktivitet overalt med trafik mellem huse og beboelser.
Husene havde både civile og militære formål forklarede Liat og udpegede en sportsplads i midten. Hun fortalte også der løb en lille flod gennem det hele. Den startede på bjerget hvor de stod og fyldte en svømmebassin de bare kunne bruge. Hun førte dem lidt højere op og udpegede retningen mod flyvepladsen Yanev'el, som de ankom til.
Mens Christian og Karsten sad og absorberede udsigt og ro talte hun og Harper dæmpet sammen lidt afsides. Kort efter nikkede Harper og gik hen til Christian og Karsten.
"Liat spørger om i har lyst til at gå en tur i Betlehem en af dagene, nu vi alligevel er her. Så ser vi normalt liv igen. Der sker alligevel ikke alverden de første par dage. Vi kan sagtens låne en bil."
De bød udsigten til ikke at være spærret inde velkommen og tog imod tilbuddet. De brugte resten af dagen til at snakke videre og fik yderligere reduceret deres erindringer til overkommelige størrelser, og sat tingene tilbage i perspektiv.
To dage efter kunne Christian tænke tilbage på skydningen, uden hans hænder begyndte at ryste. De fik udleveret en bil og en håndfuld penge til udflugten hvor Liat tog med. Han kørte den hele vejen til Betlehem mens hun bare viste vej.
De nød følelsen af normalitet og at kunne bevæge sig omkring mellem andre folk uden udsigt til noget, der indebar en risiko.
Udflugten reducerede de sidste ubehagelige minder yderligere. De nød at være omgivet af mennesker og mødte masser af turister og faldt i snak med flere turister og opførte sig lige som dem.
Da de kom tilbage spurgte Karsten om de kunne snuppe en tur til Jerusalem med det samme, hvis de bare fik at vide hvilke områder, de skulle holde sig fra.
Harper kontaktede Liat, der omgående indvilligede. Med et spørgsmål om de kunne vente en dag skyndte hun sig væk da de indvilligede.
Den gang blev det offentlige transportmidler og Liat organiserede en overnatning for dem. De havde et par spændende og afslappede dage i den by der stadig var hellig for tre religioner. De nød en vrimmel af mennesker, de forskellige tilbud i butikkerne, og især et på spisesteder som Karsten mente så spændende ud. Det mente andre turister heldigvis også. Et par gange faldt de i snak med nogen og udvekslede rejseminder, uden at gå alt for meget i detaljer med deres. De morede sig herligt og nød de kunne slappe af.