"Velkommen til Q4. Vi prøver at komme til terror før terroren kommer til os." Majoren betragtede de to nye, mulige, analytikere og sin kollega Hardesty, med et indforstået smil. "Lettere omskrevet naturligvis."

"Som udgangspunkt registrerer vi transaktioner på internettet, der bruges til hvervning og til at samle støtte i et binomialt indeks-system, der minder lidt om tredimensionel skak. Der går meget information tabt når folk uden praktisk erfaring i efterretnings- eller politiarbejde efterbehandler sagerne."
   "Når indsamlinger og hvervning overskrider grønser og kombineres med organiseret narko- og våbenkriminalitet, vurderes sikkerheden på forskellige måder" fortsatte Hardesty. "Politiet træder kun til når nogen gør alt for spændende ting og skader hinanden. Sikkerhedstjenester og hære forebygger det, der starter på den anden side af grænserne. Grænserne er jo for det meste nedlagt."

"Indtil videre er Q4 en studiegruppe i elektronisk perimeterkontrol under Frontex. De holder skarpt øje med Natos yderste grænser. Vi undersøger om der er sammenhæng i det, der ikke bliver brugt! Vi bruger teknik et sted mellem Homeland Security, NSA og Fort Meade."
   "Vi clearer u-brugte og u-officielle oplysninger mellem vores medlemmer. De oplysninger får ofte kriminalitet, militante grupper og terrorisme til at hænge sammen på en eller anden måde." forklarede Harper.
   "Efter en studietur hos Homeland i USA barslede jeres gamle arbejdsplads med et udspil om informationsdeling. Det nuværende system er pålagt en del begrænsninger. Vi er en uofficiel studiegruppe, uden begrænsninger, for deling og fremskaffelse. En vis fantasi blandt vores personale har gjort det teoretiske grundlag særdeles praktisk. Det er bare ikke officielt endnu!"
   "Som første prioritet skal vi forebygge visse aktiviteter." fortsatte Harper. "Som anden er vi med til at fange lovovertrædere.
   Råmateriale kan kombineres på tusinder af måder. Det klarer computere en stor del af. Vi skal bare have det analyseret bagefter. Det er der i kommer ind. Q4 er indtil videre et midlertidigt forsøg på at samordne oplysninger om sikkerhed i et overordnet billede. Forholdet er nemlig det, at pæne mennesker også kan sympatisere med aktiviteter, som kan skabe sikkerhedsmæssige problemer, og i sidste ende blive til terror. En gang i mellem opdager vi nogle rigtigt uartige spillere har infiltreret pæne grupper."
   Det fik et øjeblik til at synke til bunds
   "Efterretnings- og politi kilder kombineres på en anden måde end de selv plejer. Det kræver skarpe øjne, og somme tider lidt fantasi. Hvis et mønster kræver nærmere undersøgelse af politi- eller sikkerhedsfolk går det bare videre når vi har tilstrækkelig sikkerhed."
   "Uanset om det drejer sig om kriminalitet eller terror" fortsatte Inspector Hardesty "kræver begge dele fire ting. Manpower, Materialer, Money og Motiv. De tre første kan blive brugt på måder, der ikke stemmer med ret godt med de oprindelige motiver. Bag hver registreret terrorist står der halvtreds til hundrede fodsoldater, som aldeles ikke betragter sig som terrorister. De vil bare beskytte sig selv og deres familie. De få, der bliver ekstremister er revnende ligeglade med hvem det går ud over. 'Freedom is just another word for nothing left to loose' sang Janice Joplin. Det dækker nogenlunde den situation."

Majoren skrev de fire M'er på en linje på tavlen bag sig. "Det er kun et spørgsmål om hvordan tingene bliver fremlagt. Pludselig hænger en frivillig fra Düsseldorf på et gadehjørne i Damaskus med kondisko og Kalashnikov, i stedet for at hænge på et gadehjørne i Düsseldorf. Forsyningskæder afhænger af netværk. De er måske infiltreret af folk der hverver og indoktrinerer. De glemmer som regel et par oplysninger. Det gør rekrutterne også, så længe det er spændende."
   "Og når familien fra Düsseldorf eller København giver bidrag til uddannelse og lignende smutter der lidt ammunition ind mellem det andet?" spurgte den ene af de nye analytikere.
   "Lidt for meget efterhånden" bekræftede politimanden. "Det er nemlig rigtigt store summer de sender hjem."
   "De rå efterretninger kombineres på forskellige måder og ender i et netværk. Netværk der starter som et delta fra toppen ender måske i noget der aldeles ikke svarer til den oprindelige forventning."
   "Problemet er mængden af informationer, som det kræve en hær at sortere. Programmer med algoritmer finder nøgleord mellem uskyldig snak og transaktioner. Det skitserer de netværk, der til sidst ender som aktiviteter vi prøver at vurderer. Selvom det prøves er det endnu ikke lykkedes at give programmerne menneskelige instinkter. Det de mangler i Europol i Haagh klarer vi her. Vi analyserer og opstiller sandsynligheder og spørgsmål, der går videre til nærmere undersøgelse."
   Majoren slog en cirkel om et af sine M'er efter at have samlet dem med fire streger, i bunden af tavlen.
   "Vi mangler lidt økonomisk fagkundskab her" sagde politimanden. "Vi er for det meste politi- og efterretningsfolk. Jeg forstår i uforvarende snusede lidt til emnet."
   "Mind os ikke om det tak" sagde den anden med et smil. "Vi blev ikke månedens medarbejdere af den grund. I stedet blev vi overfaldet et par gange. Vi spekulerer stadig over om det har sammenhæng."
   "Øretæver uddeles, med garanti, tusind kilometer væk." sagde majoren beroligende. "Er det godt nok?"
   "Jeg var ellers sikker på Europol sad i Haagh" smilede den ene og lænede sig tilbage i stolen så han kunne se ud af vinduet. "Det der uden for vinduet hedder så vidt jeg ved Nato."
   "Q4 er kun en midlertidig men praktisk løsning, fordi her var plads. Vi modtager råmateriale fra alle instanser" forklarede politimanden. "De sender observatører og analytikere, til at vurdere vores teknik og indholdet af de netværk vi finder. Vi mangler sagkyndige økonomer. Vores medarbejdere består for det meste af programmører og analytikere. Afdelingen hedder Q4 efter bygningen. Engang var den til overnatning, altså Quarters. Officielt beskæftiger vi os med analyser og laver kurser og debatgrupper om muligheder."
   "Konkurrerer i med et lignende anlæg et stykke herfra. Det hedder Fort Meade, så vidt jeg ved?"
   "Vi får både informationer af dem og NSA, og leverer også lidt tilbage" forsikrede politimanden. "NSA har tyvetusind analytikere. Vi klarer os med firs og har altid et par udstationerede. Andre firs til halvfems samler oplysninger og skitserer netværk og sammenhæng efter de pip, vi modtager. Den del kaldes 'Birdsong'. Lederen er ivrig amatørornitolog. Han mener vi kan udskille rov- fra sangfugle efter analytikernes anvisning. For det ikke skal være løgn giver han de netværk, han opstiller fuglenavne. Han er nået til Quayle (vagtel). Vi foreslog fisk, når han løber tør for pipfugle."
   "Vil i prøve at give en hånd med?" spurgte politimanden "Det kræver omstilling til lidt andre metoder at gennemgå netværkenes sammenhæng og gætte formålet med det hele."
   Han trykkede på en tast. En hvid væg blev fyldt af streger og brikker og lignede landkort.
   "Første ramme er Manpower og hvordan trafikken i forsyningskæden hænger sammen indbyrdes. Han gik over til væggen med en laserpointer. Overskriften var Partridge (Agerhøne). Navnene var opdelt i forskellige byer, hang sammen og endte til sidst samlet i bunden. En række streger gik på tværs og sluttede i sidste ramme. Den indeholdt banker i forskellige byer. Der var flere hundrede. En af de nederste blinkede i første ramme.
   "Det der blinker betyder ny information. Den skal sammenholdes med det gamle. Måske får Hamrod56@gmail.com' s familie bidrag til skolepenge eller en gave til noget andet. Vi klikker på beskeden til Hamrod56. Der er link til gammelt råmateriale. Tusind euro. Ikke alverden og så videre."
   "Undertiden går penge videre til steder vi også kan få adgang til. Hvis det ser interessant ud har vi andre måder. Undersøgelser starter både fra toppen og bunden og ender på et utal måder."
   Politimanden pegede med pointeren.
   "Vi kan jo ikke kontrollere om folk tager hjem på besøg, for at blive gift, høste eller om de kommer i kløerne på nogen, der ikke er overvældende plaget af samvittighed. De tilbyder mere spændende oplevelser efter en vis indoktrinering."
   "Er det der lovligt?" Den ene så på den sidste kolonne på væggen med rynkede bryn.
   "Bankerne er ikke særligt kræsne med hvor de får pengene fra, så længe de ikke er alt for tydeligt sorte. Det er vi ærligt talt heller ikke med informationer. De fleste er skam lovlige nok. Hvis der går større summer ud end normalt ser vi efter hvor de ender. Så får det lokale politi et vink og sørger for at underrette folk om de lokale regler. Hovsa!"
   En markør blinkede i bunden på en navn i Marokko.
   "Vi har et hold dernede for at hente oplysninger fra det lokale politi i en sag om phishing. Det er rent politiarbejde men bliver spændende at høre om." Han gjorde ikke mine til at kalde noget frem.
   Det lyder da ret spændende" mente den første. "Hvad holder i særligt øje med?"
   "Stilhed i mit tilfælde" svarede majoren. "Den kan betyde en samling af materiel og mandskab er færdig. Så kan en ny aktion sættes i gang. Vi prøver at følge med i de ting, der ender ved notorisk uartige spillere. De infiltrerer som sagt de gode netværk, med eller uden deres viden. Det prøver vi at komme til bunds i."
   "Bare det ikke er os der pludseligt sidder i lort til halsen, midt i Marokko" sagde den kraftige
   "Bare roligt" forsikrede politimanden. "Jeg har lige været et par dage i Pakistan med et hold. Jeg blev så godt beværtet, jeg har været på diæt siden. Det er det farligste i vores afdeling. Har i lyst til at bistå Q4 en smule?"
   "Lad os tænke over det. Må vi kontakte dig, om et par dage?"
   "Hvad sker der når i falder over noget rigtigt interessant?," spurgte den ene.
   "Så orienterer vi bare de rigtige mennesker, og foreslår hvordan, det kan stoppes. Nogen tager også ud og hjælper og må på diæt bagefter." sagde majoren med et smil. "Vi er et særdeles uofficielt clearing kontor, med gode forbindelser. Lad os tales ved om et par dage og høre om i vil deltage. Q4's interne kælenavn er som sagt, Birdsong. Vi koncentrerer os om elektronisk kvidder og trafik i forskellige netværker. Har i nogen spørgsmål?"

***
   Timuchin kørte ind på en tank, og købte diesel. Ved nærmere eftertanke købte han også et par flasker vand af tankpasseren.Han sukkede over den prise vand og diesel efterhånden havde sneget sig op på. Han så sig tilbage på Diyarbakır, som han lige var kørt udenom. Han funderede kort over, at den ikke havde fået sit gamle tilnavn som røverby, uden grund. Han strakte sig, steg ind, startede og spekulerede over hvad der havde fået Tarek til at indkalde til møde igen.
   Det var kun ti dage siden han var kørt den anden vej for at hvile ud og komme sig.
   Han have hjulpet med flygtninge og forsvar mens de syriske kampe, på den anden side af grænsen, ebbede ud.
   Efter et par timer på E99 nåede han Silvan. Motorvejen gik lige gennem byen. Han håbede GPS'en kunne fange den sidevej, der førte til Baraji søen hvor Tarek Aserim bad dem møde. Han nød den tørre luft i højden til forskel fra den lille by, hvor han normalt opholdt sig under falsk navn. Hans rigtige navn var næppe glemt helt i de offentlige arkiver endnu. Med ægte papirer fra en mand der faldt for ti år siden, og blev begravet i hemmelighed gik det fint, så længe han ikke viste sig i fyrens hjemby. Han havde efterhånden vænnet sig helt til navnet Timuchin.
   Som forventet kom han gennem Silvan uden de trafikpropper, der nemt opstår når tres tusinde indbyggere skal ud. Det var noget helt andet end hans lille by på et par tusind indbyggere, hvor han normalt gemte sig. På den anden side af Silvan begyndte han at holde øje med sidevejene. For en sikkerheds skyld var vejens koordinater indkodet på forhånd i hans GPS. Efter en time blev han og maskinen enige om den rigtige sidevej. Han tænkte videre på hvad Tarek Azerim havde fundet på, og om det ikke kunne vente et par dage til.
   Azerim var mester i strategi. Timuchin kendte meget få der med god samvittighed kunne påstå de havde vundet over ham i skak eller triktrak. Hans tidligere planer var blevet gennemført med stor succes, med en enkelt beklagelig undtagelse. Fejlen lå mere hos en ivrig gruppeleder. På grund af politiets skarpskytter blev han aldrig draget til ansvar for de fjollerier og Timuchin selv slæbte en såret mand ud af farezonen, hvor han senere døede. Da Timuchins deltagelse blev kendt, overtog han den andens papirer fordi de nogenlunde var lige gamle og høje.

Efter en tur på en dårlig vej kom en gruppe huse til syne i det fjerne. De lå i pæne grønne omgivelser. De husede et halvt hundrede beboere der så ud til at leve af blandet landbrug. Han så sig vagtsomt omkring, gjorde holdt i udkanten af bebyggelsen og spejdede omkring. En støvet Pajero gled stille frem fra et skjul bag ham. Han så de to mænd på ladet havde geværer rettet mod ham og slappede af. Han havde fundet det rigtige sted.
   Bilens fører behøvede ingen præsentation og de omfavnede hinanden.
   "Kunne i ikke have fundet et sted med bedre veje? Jeg spekulerer stadig på hvordan mine nosser har det efter den tur" sukkede Timuchin.
   "Du kender jo Tareks mani for sikkerhed, når der skal skydes på noget," sagde Rawetz. "Stedet her er perfekt. De fleste beboere er søgt andre steder hen. Resten er vores folk. Tomme huse bliver lånt eller lejet ud til nogen vi kender. De er her overhovedet ikke hvis nogen spørger. Det gør de ikke, skal vi nok sørge for."
   Timuchin så sig omkring i det indbydende landskab.
   "Der er sikkert også gode gemmesteder i omegnen."
   "Det vi ikke ved, kan vi heller ikke fortælle videre." grinede Rawetz. "Du er sikkert ikke helt galt på den. Mine venner og jeg er officielt på fisketur. Der er fine karper i søen har jeg hørt."
   "Ja. Jeg noterede jeres fiskeudstyr" sagde Timuchin med et blik på vagternes geværer.
   "De lokale strissere kikker højest ind hver fjortende dag." grinede Rawez. "Så bytter vi skyderne ud med fiskestænger eller jagtgeværer og advarer dem, der skal advares over radio. Det er kun dig der mangler. De sidder og venter. Du kan parkere i stalden derovre, så bilerne ikke kan ses fra luften. Det gør skiderikkerne også, engang i mellem."
   "Vi ses" sagde Timuchin og klappede den anden på skulderen til afsked. Han kravlede ombord i bilen og parkerede som anvist. En ny vagt med et headset dukkede frem fra huset og pegede, uden et ord, med et nik mod et hus, der lå ned til Barji søen.

De seks mænd sad allerede om et bord og diskuterede, mens de så ud over søen. Timuchin så sig omkring. Han kendte de fire i forvejen. Strategen Tarek Azerim behøvede ingen introduktion nogen steder. Hans kassemester Sabah Kullah og hans assistent Yasgar var uundværlige for at starte ethvert projekt. Bedran var våbenmester og de nye, Kudrun og Mechuf havde sikkert også de nødvendige forudsætninger for at deltage i Tareks nye projekt. Det blev spændende at find ud tænkte Timuchin.
   Tarek Azerim startede mødet med et oversigtskort med masser af signaturer og pile. Det viste absolut ikke det, Timuchin forventede. Han satte sig godt til rette og ventede på Tareks nye skakspil.
   "Hvordan ser det ud med vores venners mulighed for at forsvare sig i den syriske del af Beth Narin, hvis det regner med granater igen."
   "Skidt" mente våbenmesteren Bedran med et skuldertræk. "Geværer, dyse kanoner og morterer har de nok af. De mangler i fortvivlende grad noget at putte i dem, hvis de skal have mulighed for forsvar, der kan betegnes som effektivt, hvis de forskellige oprørsgrupper igen kommer i kamp i deres område."
   "Det bliver et problem at få det listet ind i tilstrækkelige mængder" mente Bedran. "Kontrollen er blevet forbandet effektiv. Depoterne blev stort set tømt under de sidste kampe."
   "Hvad mener du med det? Der er da masser af ammunition til salg, hvis man kender de rigtige mennesker. Oprørerne efterlod vel også noget."
   "Granaterne fik de brugt, på begge sider af grænsen desværre. Den smule AK ammunition de efterlod, er som bekendt et par millimeter for kort til Nato-våben. , Det der er tilbage, er så gammelt jeg ikke skal have noget af at affyre det. Det kan blive lige så farligt for skytten som modstanderen."
   "Nu gik det ellers lige så godt. Syd for grænsen bruger de Beth Narins flag uden problemer." Tarek Aserim nød at udtale Kurdistans gamle navn "Det får vi bøde for at hejse, hvis vi slipper med det. Hvad gik den rokering ud på?"
   Mechuf gik hen til kortet og gennemgik signaturerne.
   "Såvidt mine oplysninger rækker findes der elleve fraktioner af oprørere med en politik der varierer mellem moderat og fundamentalistisk. De kæmper også indbyrdes, som vi jo oplevede for nyligt."
   "Tawid brigaden, for eksempel, ligger mellem Kurdistan og Damascus og har foreholdt sig roligt en tid. De sparer ammunition og mandskab. De to fraktioner der kæmpede indbyrdes er igen trukket mod syd, og låst fast, indtil videre. Så vidt jeg ved kan de kun lige forsvare sig hvis Al-Assad skulle fatte interesse for dem. I Øjeblikket er han optaget af Al Nusrah, der støttes af, i ved nok hvem og Irak. Det kan ændre sig i morgen"
   "Kan den gruppe ikke motiveres til at fortsætte en smule mod syd, helt ud af Beth Narin?" bjæffede de gamle stridshest og pegede på kortet.
   "Det skal du ikke regne med. De grupper kan ikke blive enige om noget som helst og kan dårligt nok forsvare sig selv i øjeblikket."
   "Hvis fundamentalisternes sympatisør snart sender mere ammunition risikerer vi altså at have dem rendende igen og smide med granater på begge sider af grænsen?" spurgte Tarek Azerim.
   "Det gør han heldigvis ikke. Rygtet siger, der kom par droner forbi og stoppede den støtte på ovebevisende måde."
   Tarek Azerim rejste sig og så ud af vinduet for at sikre sig der ikke var droner i anmarch. Han vendte sig og så på kortet fra oven, målte nogle afstande med en kroget finger og smilede til de andre.
   "Kan den gruppe fortsætte videre mod syd og øst, hvis de altså får mulighed for det?"
   Flere muligheder blev gennemgået af Bedran og Mechuf. De var nogenlunde orienteret om antal og bevæbning.
   "Hvis vi kan overtale dem til at smugle ammunition ind i Beth Narin, mod en aftale om rygdækning og at vi gør fælles sag mod deres andre modstandere."
   "Du risikerer helt sikkert de stjæler det halve til eget brug." sagde Sabah Kullah forbløffet.
   "Det er faktisk også lige præcis meningen" sagde Azerim med et grin. "Kik på kortet en gang til."
   Han brugte fem minutter til at forklare og gennemgik de forskellige fraktioners stilling, i forhold til hinanden.
   "Måske kan det virke" sagde Bedran. "Hvis vi fordeler det over flere forsendelser får de mest ud af vente på næste læs."
   "Ikke alt for mange transporter" mente Mechuf. "Sikkerheden bliver kompromitteret hver gang. Vi kan sende lidt mere hver gang, for at holde dem til ilden, hvis det fungerer. Og kun et begrænset antal transporter."
   "Kan der overhovedet skaffes ammunition i de mængder," spurgte Sabah, og så på deres våbenmester Bedran.
   "Sagtens" mente Bedran." Vores gamle leverandør Farouk påstår der ikke er grænser for det han kan skaffe, hvis man skal tro ham."
   "Det skal du nok ikke" mente Mechuf. "Vi kan da prøve, hvis du tager dig af det kedelige." Ham vendte sig mod mod Sabah Kullah.
   "Som sædvanligt. Tænkte det nok. Jeg får en pålidelig mand til at samle trådene inden vi går i gang."
   "Hvad koster krudt og kugler egentlig i dag?" spurgte Tarek Azerim. Han ville hellere affyre dem og ikke beskæftige sig med småting.
   "Mindre end et par millioner skal du ikke regne med" mente Bedran. "Plus lidt ekstra til uforudsete omkostninger."
   "Lad os hellere sige tre millioner dollars" mente Tarek Asserim storslået. "Så er der plads til lidt ekstra."
   "Euro for pokker" sagde Sabah Kullah "Dollar er der ingen der regner med mere, undtagen dem selv. Det er jeg for resten ikke engang sikker på."
   "Har vi det til rådighed. Har du overblik over det?" spurgte Mechuf.
   "Sammenlagt kan de vel skaffes fra dem jeg, plejer at have forbindelse med." forsikrede Sabah Kullah roligt. "De skal bare samles inden vi forpligtiger os til alt for meget. Jeg laver en ny konto et eller andet sted og tømmer et par af vores gamle. Nye konti er der ingen der holder øje med i starten."
   "Du plejer at være forbindelsesmand Timuchin! Kan du få forbindelse med den gruppe og høre om de er interesserede i en aftale."
   De nikkede begge.
   "Det betyder altså vi ligefrem skal forsvare tyrkernes grænse samtidig" mente Kudrun.
   "De må du prøve at leve med" mente Tarek Azerim. "Lad os få lidt at spise og hygge os mens vi finpudser detaljerne." Han kastede et blik på et skakspil, der allerede var opstillet, og overhørte de andres enstemmige støn.