Christian åbnede langsomt øjnene og lod mere og mere lys trænge ind i hjernen, der ikke blev mindre øm af det, konstaterede han modvilligt. Han lukkede øjnene igen, stønnede dæmpet, masserede sine tindinger og gned øjnene og åbnede dem igen.
   Døren gik op og en læge kom ind, tog hans puls, lyste ham i øjnene med en lille lygte og smilede opmuntrende mens han fjernede det overvågningsudstyr, der var spændt på Christian.
   Lægen så mod døren.
   "Gabel er helt vågen om et par minutter men stadig træt. Jeres besøg må ikke vare ret længe" sagde han.
   Robicieux og Mann kom ind i stuen og nikkede indforstået .Mortensen fulgte efter og lukkede døren efter lægen.
   "Udmærket arbejde drenge!" sagde Robicieux begejstret. "Det er ret praktisk vi kan følge med i og kontrollere de aktiviteter, folk prøver at skjule i de mørkeste grupper på internettet, med hjælp fra ondskabsfulde sikkerhedsprotokoller i Kiev . Det tager vi, når i er tilbage i Q4 om et par dage."
   "Hvad skete der med dig?" lød det fra det andet hjørne af stuen. Christian drejede hovedet og så på Karstens forbundne hoved.
   "Jeg stod i vejen da Lazaref havde andre planer end at overgive sig" forklarede Christian. "Det gik ud over benet og så ramte jeg vidst nok en bordkant, der slog mig ud da jeg faldt om. Jeg ved jeg ramte bedre end han. Hvad er der sket med dig?"
   "Jeg fik et eller andet tungt i hovedet oppe fra broen da jeg var på vej op af trappen til den. Det ser værre ud end det var fordi det blødte en del. De klarede det åbenbart alligevel, uden min hjælp" forklarede Karsten.
   "Ridser hører med til jobbet" brummede oberst Robicieux uden medfølelse. "Deres samarit gav jer begge lidt at sove videre på da i begge var sårede. Det gjorde i stadig da de afleverede jer og Mortensen her, fem timer efter.En par dages hvile vil bringe jer i orden igen, lover lægen."
   "Hvordan afleverede de os her?" spurgte Karsten. "Jeg kan se et Belgisk flag gennem vinduet. Er i helt klar over, hvem der faktisk beslaglagde de forbandede tingester.?"
   "Selvfølgelig er vi det" smilede Lucas Mann. Han og Robicieux og udvekslede indforståede blikke.
   Robicieux tog ordet.
   "Det var en indsatsgruppe fra et kontor for 'Interne Affærer' lige som Q4 er. 'Interne Affærer' er et koordineringsorgan mellem de enkelte departementer. De skaber orden igen, når nogle af deres departementer eller ministerier, uforvarende kommer til at modarbejde hinandens interesser. De har vidst en del at se til. 'Interne Affærer' blev oprindeligt stiftet som paraplyorganisation for halvfjers år siden for at koordinere tre forskellige efterretningsafsnits indsatser og forhindre at de ligefrem at modarbejde hinanden, når de havde forskellige interesser. De har de et par særdeles effektive indsatsgrupper som i jo har mødt. Raketstyrerne tilhørte jo faktisk russerne. Det ene departement forærede dem til Libyen hvor de blev stjålet under revolutionen af nogen et andet departement støttede med et helt andet formål end at de skulle sælge dem. Russerne var slet ikke interesserede i at deres raketstyr vendte tilbage og endte på en side, de ikke holdt med, i en borgerkonflikt, lige uden for deres egen grænse. Nu er de hjemme og på lager igen."
   "Har de indsatsgrupper og din eventyrlige interne paraply et par officielle navne?" spurgte Karsten tålmodigt.
   "Såvidt jeg ved hedder indsatsgrupperne Spetznaz" sagde Mann ligegyldigt. "' Kontoret for Interne Affærer' hed engang SMERSH. De kan kun aktiveres efter ordre fra politbureau af Putin personligt. Det gik som det skulle."
   "Med et par enkelte undtagelser - igen" beklagede Christian og ømmede sig og så over på Karsten. "Du glemte at fortælle hvordan vi endte her her."
   "Jeg var ikke helt bevidstløs da de blev færdige " mumlede Karsten. "Der rumsterer en hallucination i min knold om at der landede et par store grå svaner, inden jeg faldt helt i søvn?"
   "Det var ikke en drøm" oplyste Mortensen fra baggrunden. "Beriev 200 er alsidige maskiner der både kan lande på vand og land og medtage tredive passagerer eller et par ton last. De har en aktionsradius på 2500 kilometer uden optankning. Der kom tre af dem."
   "Den ene smuttede herop med Mortensen og jer mens de andre fjernede raketstyr, indsatsgruppen og fiskerbådenes besætning. Der kommer nok snart en notits om at et par fiskefartøjer formodentlig er stødt sammen og sunket i tåge på Sortehavet. Begge besætninger savnes stadig og formodes druknet. Så er der rent bord.".
   "Uanset hvad har jeg efterhånden halvanden måneds ferie til gode" mente Christian træt. "Dem vil jeg gerne afvikle når jeg er mobil igen. I må gerne bruge mit fravær til at justere min jobbeskrivelse til de analyseopgaver, jeg oprindeligt blev ansat til."
   Karsten samtykkede ovre fra den anden seng ved at nikke voldsomt. Det fortrød han og tog sig til hovedet.
   "I klarer da også vores særlige feltanalyser særdeles fint." forsikrede Mann. "Vi ses om et par dage. I har også afspasering stående, når i har afsluttet den sag helt."
   "Hvad betød det?" spurgte Robicieux kort efter Mortensen."Jeg er ikke så god til dansk."
   "Meningen var ellers tydelig nok." mente Mann inden Mortensen fik omformuleret det værste. "Vi finder en rigtig hyggeopgave til dem."
   ***

Manoelo Varnaro travede lykkeligt travede gennem Pyrenæernes mørke slugter og afsøgte dens fauna og mørke huler for de svampe og mugformer der udviklede sig bedst fugtige og dunkle milijøer som ikke var registreret endnu. Han tænkte hverken på borgerkrige eller udløbere af dem, andre steder men på svampe og mug som han vidste så meget om han havde været professor med dem som speciale, i flere år.
   Han udvidede stadig sin viden om deres bidrag til naturens kredsløb med den slags udflugter hvor han altid blev ledsaget af en gruppe studerende. Dem var han nu mest så de kunne sørge for at den efterhånden, distræte professor, hverken glemte tid eller sted og for vild eller kom til skade.
   Mens de studerende fik tiltrængte pauser fra det støvede universitet i Barcelona kunne de samtidig samle friskt materiale til de opgaver om naturens kredsløb, de skulle aflevere med regelmæssige mellemrum og komme med forslag til hvad de eventuelt kunne bruges til.
   Til nogen af de studerendes beklagelse var den distræte professor i udmærket form og jog dem gennem flere slugter end de anså for nødvendigt for at samle deres studiemateriale. Men da professormanden også var en munter og opmærksom udflugtsleder og formidabel underviser undervejs tilgav de ham som regel den ekstra motion han skaffede dem. Især når dagene sluttede med at han tryllede med at pifte den kedelige dåsemad op med ekstra krydderier og vilde krydderurter mens han fortalte og skålede med dem med den rigelige vinforsyning han altid insisterede på.
   "Der kan stadig gemme sig overraskelser inde i de mørke vinkler og huler, som vi ikke kender før vi får undersøgt dem grundigt" docerede han igen og igen.
   "Måske har den gamle alkymist bag naturens kredsløb" her skottede han sigende op mod himlen "ladet naturen udvikle en art med særlige evner inde i mørket et sted. Måske er det lige den der kan forbedre de lægemidler eller gærformer, der findes i forvejen så meget det vil få læger og ønologer til at spærre øjnene op."
   Der var professormanden helt på hjemmebane. Nogle år før havde han isoleret nogle særligt aktive enzymer fra en svamp som vinene og brugerne af dem, på begge sider af alperne stadig nød godt af, uden at kende spor til professor Varnaro. Han fortsatte som om han stod i aulaen.
   "Svampenes enzymer er bioteknologiens arbejdsheste. Nogen forøger hastigheden i visse processer eller starter nye. Da Flemming opdagede det mug der udviklede sig i hans snavsede petriskåle samtidig dræbte bakterierne udviklede han pencilen. Det fik han som bekendt ikke ret mange bebrejdelser for! I morgen er det måske en af jeres tur, så se hellere ordentligt efter."
   Dagen efter rettede Varnaro på remmene på rygsækken og gentog formaneingen.
   "Vi deler slugten her i afsnit til hvert sit hold og mødes under cypressen her ved spisetid" foreslog han.
   Han opdelte løst området og udpegede hvilke begrænsninger de enkelte hold ikke skulle overskride og overlod det praktiske til dem.
   Derefter spredtes de unge mennesker i alle retninger mens de begav sig af sted ned til enderne af de begrænsninger professoren havde udpeget. Derfra ville de arbejde sig grundigt henover de par kilometer, det drejede sig om mens de fyldte deres medbragte prøveglas med de mug og svampeformer de stødte på mens de beskrev findesteder og miljø så grundigt i feltjournalerne de senere findes igen, hvis der kom noget interessant ud af undersøgelserne, de følgende dage.
   Manoelo vinkede dem muntert af sted og formanede dem om at udvise både forsigtighed og grundighed og at huske visse svampeformer befandt sig bedre i iltfattige omgivelser end de selv ville gøre.
   Derefter smilede han opmuntrende til den student, der kom til at hænge på hans selskab i stedet for sine klassekammeraters. Det lod studenten nu ikke til at have ret meget imod.

Efter et par timer gav Manoelo pokker i svampe og nød udsigten til Clodines muntert hoppende bryster på en solbeskinnet plet, hvor udsigten blev beskyttet af tætte buske. Områdets mug- og svampe kendte han udmærket i forvejen. Han havde igen sammensat et hold af tre par, der kendte hinanden i forvejen, plus en enlig kvindelig studerende, der udviste passende interesser for sin professors viden og andre behov.
   Hans rygte om det specielle indslag i hans eksekutioner havde selvfølgelig længe været genstand for sladder på universitetet. Så længe ingen brokkede sig og professor inden foretrak at traske rundt på en golfbane fremfor i bjerge, var der ingen der tog sig af det. De studerende, der som regel stod i kø for at komme med fortalte gerne den, i øvrigt nydelige og veltrænede professors evne og udholdenhed også på det punkt lå langt over middel.
   Dem der håbede han ville gennemgå deres rapport om turen på samme måde blev skuffede på det punkt, så vidt rygterne sagde. Så længe universitetest katolske ledelse ikke fik grund til at påtale noget, der foregik på selve skolen, måtte rygterne om det der skete i bjergene hjertens gerne blive deroppe.
   Manoelo koncentrerede sig om Clodine der var middelhøj med en fyldig barm og smækkert slank om livet. Samtidig havde hun små lyse smilehuller og en sky af mørkt hår. I øjeblikket stod håret for det meste ud i alle retninger mens solen skinnede gennem de få skyer og varmede dem begge under deres udfoldelser. Scene og stillinger skiftede flere gange den følgende time. Manoelo gjorde sit bedste for at leve op til det rygte, han udmærket vidste han havde. En enkelt skuffelse kunne begrænse udvalget på næste tur men heldigvis havde Clodine en indstilling og et udseende, der der kunne få enhver til at yde sit bedste.
   Den salte sved løb i strømme fra dem begge mens duften af den blandede sig med natur og moskus. Da Clodines bevægelser og trækninger tydede på at hun igen var ved at nærme sig målet kunne Manoelo heller ikke holde sig længere. Han sank tilbage i græsset og mærkede den velkendte følelse, starte i lænderne og brede sig langs hans rygrad, til den endte oppe i hårrødderne. Samtidig faldt Clodine ned over ham med et sidste gisp og et bredt smil.
   Sådan lå de sammensmeltede og pustede ud i få minutter til hun rørte på sig.
   "Der er andre kredsløb end naturens, der trænger til opmærksomhed" sagde hun og gav Manoelo et kærligt klap på kinden.
   Manoelo bekræftede han havde det på samme måde. De rejste sig og gik i hver sin retning og diskret om bag nogle buske.
   Manoelo var kun lige kommet i skjul bag en busk da han blev afbrudt af et gennemtrængende skrig af rædsel fra Clodine. Inden ekkoet blev kastet tilbage fra bjergsiderne havde det aktiveret Manoelo beskytterinstinkt overfor de elever han havde ansvar for. Han styrtede mod stedet og ignorerede han blev revet af tornde buske undervejs.
   Clodine stod stivnet og stirrede frem mod foden af bjergsiden. Manoelo kastede et enkelt blik derhen og opad bjergsiderne.
   Et grusomt tilredt lig lå henover en klippeblok et par meter væk. Efter udseendet at dømme, var der ingen grund til at undersøge det nærmere. Clodine stod stadig stivnet og nøgen og stirrede rædselsslagen på resterne af et menneske, som bjergenes dyr havde fået til at se endnu værre ud.
   Hun var stivnet og helt apatisk. Manoelo var også rystet og mærkede hans mellemgulv trak sig sammen. Han bekæmpede trangen til at kaste op og rev Clodine væk fra det uhyggelige syn. De gik tilbage bag nogle buske, hvor hun ikke kunne se noget som helst. Her tvang han hende ned at sidde inden hun besvimede og hældte Calvados fra en lommelærke ind mellem hendes stive læber.
   Hun sank automatisk men var helt i chock og sad som en stenstøtte og rystede af rædsel. Manoelo skulle selv bruge lidt Calvados og et par minutter til at komme sig inden han fandt den satellittelefon, han altid havde med i bjergene frem og kontaktede omverdenen.
   Derefter klædte han ved nærmere eftertanke sig selv og Clodine på, uden hendes deltagelse.
   Kort efter dirigerede han de første politihelikopter ned på en flad plads og førte politimændene tilbage til stedet. Clodine kunne slet ikke røre sig. En rutineret samarit overtog hende mens Manoelo fremviste de uhyggelige rester, der engang havde været en velklædt mand, så det ud til.
   Den første helikopter lettede med Clodine om bord, og blev erstattet af et par andre. Studenterne begyndte løbende at indfinde sig, for at se hvad larmen betød og om der var kommet nogen af dem til skade. Manoelo besluttede på stedet at eksekutionen var slut for denne gang og førte dem tilbage til deres biler og hjem til Barcelona uden at tænke videre over det.

Det gjorde politiet derimod. Efter et par dage var deres undersøgelser af mand og findested kun resulteret i en tom flaske afløbsrens og et tandkort og en medtaget sammenkrøllet udbetalingsslip fra en bank, der lå i bunden på en af mandens lommer. Med største forsigtighed blev slippen foldet ud, læst og fremsendt gennem Interpols kanaler sammen med en nogenlunde skitse af indehaveren og en anmodning om oplysninger om begge dele.
   Efter nogen tid indrømmede en bank i Lavella modvilligt at udbetalingsslippen var deres og at den kunde, sammen med den anden, hævede kontanter til privat brug, så vidt banken vidste.
   De billeder bankens kameraer optog den dag blev igen fremsendt gennem Interpols kanaler med samme anmodning om oplysninger.
   Dem fik de fra et anonymt kontor i Bruxelles. De kunne, ganske uformelt, oplyse at den mand, der var sammen med den afdøde normalt arbejdede ud fra et kontor i Kharkiv i Ukraine og rejste en del, med formål man ikke anså for helt lovlige.
   Det fik politiet til at henvende sig til den mands lille kontor, hvor han havde fire kolleger. Politiets spørgsmål skabte kun en vis opmærksomhed og da de et par dage efter kom i tanke om et ekstra spørgsmål kunne de kun konstatere kontoret var lukket og personalet forsvundet.