Ude af fordøren så Christian og Karsten på hinanden og på omgivelserne med nysgerrighed. Der stod kun et intetsigende skilt, der oplyste 'Q4 - Analyse og Kursuslokaler'. Bygningen var helt anonym midt i en række ensartede bygninger. I baggrunden kunne man se en skov af paraboler og antenner.
   "Mon de fortalte os det hele? Den flok skrivebordskrigere kan nok ikke bruge et par upopulære økonomer til alverden?" mente Karsten og betragtede Natos hovedindgang, og så sig om efter en taxa.
   "Det får vi mere at vide om når de har kikket lidt på os, og omvendt" svarede Christian. "Lige nu spekulerer jeg kun på, om jeg kan få job i kassen i supermarkedet hjemme."
   "Jeg overvejer banken" sagde Karsten og gik fremad. "Du har altid været lidt forsigtig. Det lyder mere spændende end banken. De er ikke overdrevet hæmmet af formaliteter. Bistroen nede i svinget så indbydende ud. Skal vi smage på øllet og se hvad, de ellers kan tilbyde."
   Uden for bistroens dør smed servitricen med et suk en ny tændte cigaret i en krukke, og fulgte dem gennem døren.
   "Velkommen" sagde hun med et imødekommende smil, som stod i diametral modsætning til sukket.
   "Hvad kan vi gøre for jer" spurgte hun, stadig venligt, mens de hang frakkerne i garderoben.
   "Øl og lidt at spise" bestilte Karsten efter et blik på uret.
   "Ska' i ha' vin til maden?" spurgte servitricen skeptisk. "Er det ikke synd at at ødelægge smagen med øl forinden?"
   Karsten så sig omkring i den lille bistro hvor en stamgæst med morskab betragtede scenen."
   Christian kikkede på den menu, der var skrevet med kridt på en tavle."Du anbefaler?" spurgte han skeptisk. Bistroen var ren og pæn men gjorde ikke mere ud af sig selv end højest nødvendigt. Den lignede servitricen på mere end en måde.
   "Vi har en kalv som koen ikke behøver at skamme sig over. Bare smid jer et sted og slap af. Så finder jeg glas og forhandler med køkkenchefen."
   "Har i også vin der passer til det?" spurgte Karsten så skeptisk det kunne ses.
   Servitricen gik uden et ord over til en reol, strakte sig op og snuppede en flaske. Den placerede hun foran Karsten sammen med et par glas, hun polerede forinden. Karsten og Christian glippede med øjnene.
   "Måske lidt færre ambitioner end Petrus. Bare den passer til kødet" sagde Christian på begges vegne.
   "Jeg troede såmænd heller ikke i ville ha' vin til to hundrede dask, men synes lige du skulle se den" sagde servitricen med et triumferende smil. "Jeg finder noget andet og går ud og vækker kokken."

"Der er vidst ikke ret meget ved denne bix, der er, som det ser ud til, " mente Karsten en time efter, da han havde smagt på kalven som skødesløst blev smækket på bordet og præsenteret som fransk Minni ko. Med en hvidvin fra Toscana diskuterede han og Christian dagens oplevelser, og morede sig over omskrivningen af veal francaise.
   Manden ved nabobordet foldede en avis sammen, rejste sig med et venligt nik og et "Bon Appetit" og forlod stedet.
   "Går det an?" forhørte servitricen få minutter efter, mens hun ryddede nabobordet.
   "På højde med de bedste restauranter" bekræftede Christian. "Hold i hellere godt fast på jeres kok"
   "Vi lærte den, da vi arbejdede for nabofirmaet. Gør i også det?"
   "Det bliver måske resultatet, hvis de vil ha os. Vi får se." bekræftede Karsten.
   "Kokken er forresten min mand" bekræftede servitricen. "Han render nok ingen steder. Hvad skal i lave derovre? Hvor skal i sidde?"
   "Vi skal lige høre lidt mere om forhold og vilkår" mente Christian. "Det kan godt være svært at beskrive for nybegyndere."
   "Vi vil ikke sige noget om det, vi ikke ved nok om. Bagefter er det spørgsmålet om vi må." forklarede Karsten.
   "Er det meningen du vil imponere nogen?" spurgte servitricen og satte bakken med dessert på bordet. Hun bøjede sig frem og gav udsigt til noget der mindede om alperne i solskin.
   "Lad os først finde ud af hvad det handler om" sagde Karsten, der fik problemer med at styre øjnene.
   "Ja, ja" sagde hun skeptisk og rettede sig op "Vil i ha' kaffe og cognac.?"
   De mente begge kaffe var tilstrækkeligt.
   Servitricen hankede op i bakken, drejede omkring og så op mod loftet med hævede bryn.

***

Hardesty så spørgende på Harper og van Enckhuisen. De betragtede Christian og Karsten sidste gang, inden de slukkede for monitoren.
   "Nå!" Hardesty brød efter et par minutter tavsheden. "Hvad siger i til de fyre?"
   "Der er ingen tvivl om de har de fornødne forudsætninger" mente Harper og skimmede igen et gråt omslag. "Deres håndtering af 'Grå' oplysninger kan sikkert forbedres. Når de opdager, det man hverken spørger om eller nævner andre steder, er det eneste, der interesserer os, vil det oven i købet more dem."
   Døren gik op og Mortensen kom ind og smed sin avis på bordet.
   "Heldigt de gik lige over på bistroen. Der er selvfølgelig heller ikke andre steder i nærheden. Jeg kunne høre det hele. De diskuterede de rigtige ting og har besluttet sig. De gjorde det på en tilpas diskret måde."
   "Så må i hellere skaffe dem noget at bo i, indenfor et par dage" glammede van Enckhuisen der overtog omslaget og lagde det sammen med et af samme farve.
   "De er både nysgerrige og for gode til at lade smutte" Han vendte det om og kontrollerede navnene Christian Gabel og Karsten Harbo, inden han gav dem begge til Hardesty. Han kunne dem udenad.
   "Det er da på plads" sagde Hardesty med et grin. "Jeg reserverede bare to ledige lejligheder af samme størrelse, fra nogle hjemsendte. Dem byttede vi over med deres nuværende lejligheder. Det er det samme bureau."
   "Har du faktisk planer om, at bruge to nybegyndere til operative opgaver?" spurgte Harper.
   "Hvorfor ikke?" spurgte Hardesty "De er vant til at rejse og stille dybdeborende spørgsmål. Vi skal bare hurtigt lære dem op i, det vi laver. Hvad kan der ske? Hvis de starter i det små, kan det vel ikke gå helt galt med at støve grundmateriale op fra kilden. Det er de vant til. De får en babysitter med de første par gange. Det bliver forresten dig."
   "Jeg har været under-cover politimand og blev trænet forinden af eksperter" indvendte Hardesty.
   "Så må du lære fra dig samtidig. Ikke noget under-cover her. Vi samarbejder åbent med myndighederne, hvor vi kommer frem. Hvis du har læst det, der ikke står har de både opfindsomhed, og en glimrende evne til at forsvare sig. Med deres forhistorie blir' det sikkert som på safarien, hvis der sker noget uventet. I ved nok konen vækkede gemalen, da hun så en løve snuse rundt om svigermors hytte."
   Van Enkhuisen, holdt sig helst til fugle. "Og?"
   "Fyren mente det kunne løven s'gu selv rode sig ud af, og sov videre."

***
   Ved Baraji søen gav Tarek og Mechuf Timuchin de sidste instrukser inden han tog af sted. Koder var blevet aftalt og repeteret, til det hele var klart. De kontaktede også en mand i Sanliurfa. Han sendte besked til et andet sted om de kunne vente en gæst om et par dage og ikke skulle stille spørgsmål i den anledning. Internet klarede den sag på få timer med instruks om hvordan de to personer skulle mødes og genkende hinanden.
   Timuchin startede sin bil næste morgen og kørte mod den syriske grænse og spekulerede over han skulle finde sine våben og andre falske papirer frem, før eller efter grænsen. Efter han havde krydset en diskret overgang uden problemer og fandt han skruetrækkeren og sine andre papirer. Han fortsatte under et andet navn som journalist, mens han øvede sig på at udtale navnet, så det lød naturligt, og holdt øje med GPS'en.
   På tredjedagen kørte han ind i en mellemstor by, der hed Dabah og fandt efter et par forsøg det kaffehus, han havde fået besked på. Her præsenterede han sig uden videre som journalist, der ville beskrive forholdene ud fra en lokal synsvinkel. Et par af de tilstedeværende tilbød at ordne overnatning for ham inden længe. Han modtog med tak tilbuddet fra den mand, der som aftalt henviste til familie, i den rigtige by i Tyrkiet, og fulgte ham ud i natten mens de talte dæmpet sammen.

Dagen efter sad han i en nedslidt bil der forsigtigt kørte mod oprørernes stillinger, med forskellige handelsvarer.
   "Ikke for mange varer af gangen, eller en ny bil" havde hans vært muntert forklaret. "Så ser jeg ingen af delene eller Yanni ingen, og bilen kan jeg ikke undvære. Frisk kød og grøntsager i en gammel skramlekasse og løfte om mere om et par dage giver mig sikkerhed for at Yanni kommer hjem igen efter mere."
   "Ja det princip har jeg diskuteret for nyligt" sagde Timuchin
   "Hvis jeg altså ikke får lyst til at gå i krig eller den gamle spand bryder sammen igen" sagde Yanni lige så muntert som sin far.
   "Dine lyster skal du ikke nævne alt for højt" sagde han far dæmpet. "Jeg løber ikke med sladder. Både Aslan og jeg ved udmærket du og Azar overser i kun er forlovede med jævne mellemrum. Bare i ikke gør det alt for åbenlyst. Kom afsted så manden kan få skrevet et par artikler og du kan få handlet."
   Da Yanni og Timuchin kort efter blev visiteret for femte eller sjette gang og noget af læsset var solgt begyndte Timuchin at finde det lidt overdrevet men var varsom med hvordan han reagerede. Under bombardementerne havde han set den samme truende ligegyldighed hos dem der var gået på jagt efter de morterstillinger, der dræbte deres familier. Efter de oplevelser var de komplet uberegnelige og kunne virke som tidsindstillede bomber og gå amok over de ringeste ting. Nogle havde apatiske og tomme ansigtsudtryk, som de flygtninge han og andre havde bragt over til opsamlingsstederne hvor røde kors påtog sig opgaven med at gøre dem til mennesker igen.
   Manden der havde, der havde visiteret ham sidste gang, inden de kørte ind i lejren trak på skuldrene og skubbede ham videre og gav dæmpet to af de andre et par instrukser.
   "Er det altid sådan." spurgte han Yanni, der havde hilst på flere som hilste igen ved at kalde dem ved navn.
   "For det meste" sagde Yanni og nikkede til afsked. "Mig kender de fleste men du er ny. Jeg kommer hver anden dag ved samme tid og bliver et par timer. Hvis du skal med tilbage mødes vi her, senest klokken femten."
   I det fjerne så de en bil blive trukket mod lejren af en anden.
   Timuchin dukkede sig instinktivt da en granat faldt ned bag bilerne. Det kunne mærkes gennem jorden dan den eksploderede. Et øjeblik efter faldt en anden, og så var det slut.
   Han rejste sig efter, et øjeblik op, og betragtede Yanni og vagterne. Ingen af dem havde rokket sig en centimeter og Yanni tændte en cigaret med et smil.
   "Ja du skal lige vænne sig til forholdene! Dem på den anden side af dalen pisser gerne deres område af med en granat eller to, når de synes mine venners patruljer kommer lidt for tæt på. Det sker ikke så tit. De sparer på granaterne og det gør mine venner også."
   "Men ikke på geværammunitionen, ser det ud til." sagde Timuchin. Bilerne kom tæt nok på til man kunne se et par sårede på ladet og masser af huller i siden.
   "Sikkert kun en misforståelse med navigation" forklarede Yanni. Det prøver de at undgå. Begge sider er lidt følsomme i øjeblikket og skal spare på det hele."
   Den ene vagt vinkede Timuchin med. Med en anden bagved begyndte de at trave gennem byen, han havde glemt hvad hed.
   Den bagerste sagde noget Timuchin kun opfattede delvist. Han så på ham med hævede øjenbryn og sagde bare "Sorry."
   "Er du her for at slutte dig til os?" spurgte knægten. Han kunne vel ikke være mere end atten til nitten.
   "Jeg er bare en journalist der samler indtryk og vil tale med jeres chef, hvis det kan lade sig gøre" svarede Timuchin. "Når det er klaret er jeg skredet igen."
   "Mon vi snart skal vi snart i kamp?" spurgte knægten. "Jeg har kun været her et par uger og ikke oplevet en rigtig kamp endnu."
   "Det skal du ikke glæde dig til" sagde Timuchin ." Hvor kommer du fra?"
   "Det kan være lige meget. Øverstkommanderende får du nok ikke at se. Måske Hafez eller Yldim. Det finder du ud af. Her er Stabsposten."
   Det viste sig at være en nedgravet kælder, der var sikret med sandsække. Efter endnu en visitering blev Timuchin ført ind mens hans eskorte blev sendt tilbage til deres post. Selv hans pressekort blev kontrolleret. Det og de øvrige papirer lød heldigvis på en journalist, der havde skrevet en række udmærkede artikler, man kunne finde på nettet, uden billede.
   Efter to timer og to samtaler blev Timuchin eskorteret over i en anden kælder, hvor en lille fed mand sad bag et overfyldt bord og kæderøg. Han fandt det ikke nødvendigt at præsentere sig, og forhørte sig om Timuchins ærinde og bød ham en stol.
   "Tak fordi de kunne få tid til at tage i mod mig. Jeg ved godt hvor travlt i har. ved siden af mine artikler er jeg blevet bedt om at spørge om i er interesserede i samarbejde om at holde Al-Asssads banditter beskæftiget."
   Man kunne aldrig vide hvem der arbejdede sammen nu, af praktiske årsager havde Sabah Kullah sagt. At at alle var imod Al-Assad var helt sikkert.
   "De kurdiske grupper i det nordøstlige hjørne er afskåret fra at få forsyninger både fra tyrkiet og Irak for at kunne beskytte sig. Kontrollen er blevet forbandet effektiv. De overvejer om de må sende forsyninger gennem det områder i kontrollerer. Så længe i ikke har noget udestående med hinanden kan de tilbyde at sikre jer bagfra."
   "Hvorfor kommer du til os" spurgte den fede officer.
   "Jeres naboer, der viste mig herned har mere tillid til jer end de andre grupper. Desuden ligger i fint i forhold til en anvendelig havneby."
   "Vi kontrollerer den faktisk. Bliver der også tale om våben?. Jeg vil gerne være sikker på formålet med det du fortæller mig, mister journalist, hvis du er det."
   "Overhovedet ingen våben fik jeg at vide" forsikrede Timuchin. "Dem har de nok af. De mangler lidt at putte i dem hvis Al-Assad bliver alt for fræk.Granater og Raketter er en anden sag. De skal bruges til afskrækning"
   "Hvilke typer?" spurgte den anden
   "Så vidt de sagde, bliver der tale om ammunition til håndvåben, morterer og dyse kanoner. Jeg er ikke helt sikker. Jeg er kun en journalist der ser en mulighed, og er blevet bedt om at høre om i også gør det."
   "Og du er ganske velorienteret lader det til" mente den anden. "Morterer og dyse kanoner har vi også et par stykker af. Udmærkede våben. Lad mig fremlægge dine venners ønsker for staben. Så ser vi hvad de siger og om det kan lade sig gøre. Din chauffør blev bedt om at vente på dig. Kom igen om to dage."
   Han sagde i det mindste ikke nej tænkte Timuchin fire timer senere. Han sendte over nettet en melding til Sabah Kullah om hans hjemtur var udsat et par dage og han havde udsigt til en nogenlunde reportage. Forskellige variationer fortalte Sabah hvordan det gik. Hvis han havde skrevet fantastisk reportage, betød det han sendte under tvang.