"Vi passer overhovedet ikke ind," sagde Christian tørt. "Vi var med til at skygge de elektroniske spor af jeres indsamling i Danmark. Vi prøver at dokumentere hvor pengene bliver af. Siden vi fik fat i adgangskoden til jeres konto og senere slutbrugerattesten har vi ikke rigtigt haft noget at skulle have sagt. Vi er bare spænet derudaf."
   "Med vrede mænd med skydere og bomber bag os." tilføjede Karsten. "Nu bliver vi vidst afbrudt igen".
   Timuchin havde spurgt hvor de passede i ind. Harper og Metcalfe havde han gættet. De havde ventet ved siden af vejsporet i et par timer sammen med deres bortførere.
   Bortførerne sad i skygge bag et par klipper og skiftedes til at hente vand og kikke ned af sporet. Den skødesløse vagt gav dem glimrende lejlighed til at tale sammen. Christian fortalte om Harpers forslag. De havde nået at forbedre det lidt.
   "Hvad blev der af Harper" spurgte Karsten. "Ikke fordi, jeg tror, jeg har lyst til at høre det."
   "De troede han var død." hviskede Christian. "Han spillede bevidstløs. Det kan gå begge veje afhængigt af hvor godt AWACS'en fulgte med."
   De blev igen afbrudt af en der hentede vand og genoptog repetitionen af det, de ville sige.
   "Der er stadig penge på kontoen." mindede Timuchin dem om. "De kan måske holde os i live et stykke tid."
   "Og hvad så?" spurgte Christian. "Vi har altså kun den ene kode."
   "Vi har også en mailadresse hvor vi kan bede mine venner om flere," huskede Timuchin ham på. "Og de har en adresse på jeres arbejdsgiver hvem han så end er. En udviklings- og studiegruppe er der ingen, der tror på."

Efter et par timer lød der et råb fra en af mændene henne ved vejsporet. Resten samledes om ham og kikkede ned af det.
   "Så slipper vi nok snart af med dem og omvendt" mente Christian.
   Snart efter dukkede en ældre Unimog frem. Palæstinenseren kom over til dem. Han stillede sig op med en pistol og en barsk mine for at bevise for de nyankommne at han skam tog opgaven alvorligt.
   Lastbilen vendte om og bakkede tilbage. Fire mand sprang ud og så på de to biler.
   "Det der er ikke stammekrigere" hviskede Timuchin."Måske..."
   Han blev afbrudt da Palæstinenseren langede ham et slag med pistolen og beordrede stilhed.
   Det fangede en af nyankommnes opmærksomhed. Han slentrede over og så på fangerne og kom med en stribe bebrejdelser. Alle fik travlt med at forklare sig og gik et stykke væk.
   "Vi skulle have haft hætter på" hviskede Timuchin. Han drejede hovedet ned så ingen kunne se han bevægede læberne. "Dem brugte jeg til bandager. Så måtte de forklare jeres skudsår. Han er ikke helt tilfreds."
   "Pas på" hviskede Christian.
   Mens en af mændene holdt vagt hjalp resten med at læsse tingene fra den anden bil op på lastbilen. Som afslutning blev de tre hevet ud af kassevognen og smidt hulter til bulter på lastbilens lad, blandt en last, der mest så ud til at bestå af konserves.
   Efter kort diskussion klatrede palæstinenseren og en mand fra den anden bil op på ladet. De hørte de to andre biler køre bort. Derefter startede lastbilen tilbage i den retning den kom fra.
   Christian forsøgte at sige et par ord til de andre. Palæstinenseren trak ham op og formanede ham til tavshed med et slag. Fra førerkabinen betragtede et ansigt opmærksomt optrinet.

Christian blev smidt så han kunne se lidt af omgivelserne ud over bagenden. Han gjorde sig det så behageligt som muligt og begyndte at følge med.
   Af og til passerede de mennesker på vejen, der bare stirrede efter lastbilen. Når det var børn vinkede de ofte indtil deres forældre trak dem til sig. Palæstinenseren vinkede undertiden tilbage mens den anden bare kikkede ligegyldigt. De fleste af de voksne var høje slanke og så robuste ud. De få kvinder havde for de meste mørke kapper og tørklæder om hovedet.
   Christian satte sig bedre til rette for at skåne sin sårede skulder og skottede til Timuchin og Karsten. De kikkede bare neutralt tilbage.
   Bilen kørte ned gennem en slugt hvor klippevægge murede dem inde på begge sider. Først begyndte sorte skyer at vise sig over den himmel, Christian kunne se. På et øjeblik blev det strålende solskin forvandlet til et truende tusmørke. Vinden skiftede til kølig og susede stadig ind bagfra.
   Så begyndte det at regne. Regnen kom ikke bare i dråber. Den kom som en flodbølge, der var så tæt man kun kunne se et par meter gennem den. Regn piskede ind gennem bagenden af bilen. Palæstinenseren og hans kollega fortrak til læ i den anden ende af ladet. De gav pokker i deres fanger, der lå så de blev våde. Christian åbnede munden for at fange lidt væske. Han så Karsten og Timuchin gøre det samme.
   Over lyden af regn kom der torden. De mere mærkede end så nedslagene og kunne lugte de fyldte luften med svovlduft.
   "Du må ikke røre metal hvis lynet slår ned bilen" råbte Timuchin advarende til Christian.
   Christian kastede sig væk fra den stiver til ruffet, han lænede sig op af. Desværre landede han på den sårede skulder og fik tårer i øjnene af smerte. Hans eder efterlod lige så meget svovl som lynene.
   Palæstinenseren og hans kollega havde andet at tænke end at bede dem holde mund, så han. De var rent ud sagt bange begge to. Lastbilen kørte langsomt videre, trods vejret.
   "Jeg tror vi er i Somalia" hviskede Christian. "De folk jeg fik set ligner dem fra fjernsynet."
   Timuchin nikkede bare.
   Uvejret var lige så pludseligt ovre som det begyndte og der lød en banken på ruden til førerkabinen. Den barske leder, måtte han vel være, pegede hen på pladserne ved bagklappen. Palæstinenseren og hans kollega indtog skyndsomt deres pladser igen. Christian havde mistet sin udsyn og kikkede regelmæssigt på Karsten og Timuchin, der kikkede tilbage og nikkede. Det lykkedes oven i købet Timuchin at smile.
   De håbede alle at hvis planen var de skulle dele skæbne med Harper, var det sket for længst. Der var andet i vente.
   Efter en tid med jævn hastighed satte bilen farten ned, drejede af, satte lidt mere fart på og gearede ned igen for at stoppe helt.

Der hørtes stemmer udenfor. Bilen startede igen og stoppede efter få meters kørsel. De hørte dens døre blive åbnet.
   Palæstinenseren og hans kollega lænede sig ud og så sig omkring. Bagsmækken blev klappet ned udefra. Efter en skarp ordre læssede de uceremonielt Christian, Karsten og Timuchin ud af bilen og hoppede selv ned.
   De var nået deres bestemmelsessted og lå på en støvet plads, omgivet af nysgerrige mennesker.
   Christian nåede lige at se sig om. Rundt om pladsen lå der flere barakker med forskellige former for tagkonstruktioner.
   Pludseligt blev stilheden flænget af lyde af skud fra automatvåben, morterild og eksplosioner, der kunne mærkes gennem jorden.
   Ingen af stedets beboere ulejligede med at se i den retning men stirrede stadig på fangerne.
   Timuchin der var lagt på maven ovenpå Christian nåede lige at hviske.
   "AQ træningslejer. Vi er ganske rigtigt i Somalia."
   En skarp ordre og et spark fik ham til at holde mund. En hætte blev trukket ned over hans hoved og bundet fast. Ingen sagde et ord. Han blev trukket væk mens Christian og Karsten fik samme behandling, heldigvis uden spark. Christian mærkede han blev båret væk. Kort efter blev han ublidt smidt på jorden med et spark og fik besked på at holde mund til han blev spurgt om noget. Han følte det som et par af hans ribben knækkede.


***

Hætten blev ublidt revet af Christians hoved. Han så dagslys for første gang i tre dage. Selv spisning og sjældne besøg på toilettet måtte de klare med hætter på. Kombineret med hyppige slag, når det ikke gik stærkt nok blev han totalt desorienteret og bragt fysisk og følelsesmæssigt ud af balance. Det mindede om den hjernevask Harper havde beskrevet i Israel for hundrede år siden, føltes det som. Christian missede med øjnene og så sig omkring. Timuchin og Karsten sad bagbundet på hver sin stol.
   "Hvis i venter et torturkammer fra en billig film, kan vi også leve op til det, hvis det bliver nødvendigt." sagde manden i camouflagetøj bag skrivebordet. "Ellers er det kun en træningslejer og de næste par minutter afgør, hvad vi vil stiller op med jer."
   Han betragtede dem grundigt, den ene efter den anden. De var lasede og snavsede med tydelige mærker efter de slag deres vogtere havde givet dem.
   "Hvem af jer vil starte med at forklare jeres bidrag til det der er foregået."
   "I Ægypten blev vi i tvivl om hvad vi egentlig havde købt. Vi troede det var et billigt anlæg til kemiske blandinger, med styre- og analysesystemer." svarede Christian med en grimasse.
   Hans sår i skulderen smertede vanvittigt. Det blev der taget hensyn til da de bandt ham til stolen.
   Karsten nikkede samstemmende. "Efter bomberne hjemme gik Harper til bekendelse. Han indrømmede at finmekanikken var ammunition og ikke gasspektrometre. Han skulle bare finde et par idioter til at lægge penge ud. Spektrometre kan nemt sælges i østen, hvis man altså kender nogen, der ikke undersøger ejerforholdet alt for omhyggeligt. Det gør vi."
   Manden kikkede fra den ene til den anden og stoppede ved Timuchin.
   "Jeg er bange for jeres ven snød jer." sagde han." Jeg ville oprindeligt købe det hele, hvis vi ikke var blevet afbrudt i Ægypten."
   "Det forklarer altså skyderiet begge steder" mumlede Christian.
   "Hvordan ville du få det videre fra Baryias?" Manden bladrede i papirer og pas med hævede øjenbryn.
   "Jeg og mine venner samarbejder en lokal, moderat milits. De skaffer det videre for en tredjedel til dem selv, for ulejligheden." Forklarede Timuchin. "Vi har lovet, der kommer et par forsendelser til."
   "Så kan du vel give mig et par navne i den gruppe?" spurgte manden og greb en pen.
   Timuchin dikterede langsomt og omhyggeligt mens manden skrev. Han kontrollerede for sidste gang at der faktisk stod mekanik i i papirerne. Han rakte det hele til en anden med et par ord. Denne forsvandt ind i et tilstødende rum.
   "Harper påstod han havde to købere, der bød hver for sig." indskød Karsten. "De skulle bytte papirerne på containerne ud med billederne af os og en kopi af betalingen. Det sidste blev altså erstattet af et par skud. Så tror pokker Harper holdt sig i baggrunden hele tiden. Vi troede nemlig det var stjålet."
   "Jeres ven har holdt os alle for nar" indskød Timuchin. "Jeg får ikke overført noget som helst før jeg ser papirer. Da helikopteren dukkede op indrømmede han at han blev skygget, af nogen jeg heller ikke vil tale med."
   "Og så blev han skudt under et flugtforsøg." sagde Karsten. "Det havde han rigtigt godt af."
   Manden bag bordet ville sige mere men stoppede, da den anden kom tilbage. Han sagde dæmpet et par ord.
   De forlod rummet et øjeblik. Få minutter efter kom han tilbage.
   "Vi har prøvet at spore jeres mailadresser. Vi bliver, indtil videre, hængende i en mur af servere. Det trick kender vi også og har midler mod det. Vi taler sammen senere, hvis der ikke er andet i vil fortælle mig lige nu."
   Han så på dem efter tur og alle rystede på hovedet.
   "I ved godt selv, det der vrøvl er alt for usandsynligt. Men vi har venner, der både skal bruge ammunitionen og penge. Det får i et par dages isolation til at tænke nærmere over."
   ***
   "Et godt fupnummer går ud på at holde kæft med det rigtige" hviskede Timuchin da de var alene et øjeblik. "Sig ikke for meget. Det kan tænkes vi bliver aflyttet."
   De blev trukket over til en barak med tremmer for vinduet, lænket hver for sig, fik udleveret en sovepose og hætter på igen. De faldt omgående i søvn på jorden.
   De følgende dage fik de på nærmeste hold en ide om hvordan et Stockholm syndrom udviklede sig. Vagterne var nogenlunde flinke. De kunne kun skelne dem fra hinanden på deres stemmer. Efter lidt forhandling fik de også friske bandager, antiseptiske og smertestillende midler, som Timuchin anvendte med stor dygtighed på dem begge, på skift.
   Efter et par dage kom der flere brutale forhør, hver for sig, hvor de holdt fast i det, de havde aftalt undervejs. Det stoppede efter en uge da Timuchin kom tilbage med en brækket arm.