"Det lyder stadig totalt usandsynligt" sagde manden bag skrivebordet bistert. Han betragtede dem hver for sig. De var plaskvåde for regnen silede igen ned. "Det her hotel er ikke gratis så hvor mange penge har i adgang til."
   "Omkring To tre hundrede tusind euro." sagde Christian og tørrede vand af panden. "Kan vi gå for dem? Min PC blev stjålet i Ægypten men jeg kan give dig adressen på en, du kan spørge."
   "Dem i Ægypten var også vores mænd. De har sendt din gamle computer. Den fik vi i går. Vis mig bare hvad i har stående. Så tager vi det derfra?"
   Christian blev sat ved et bord. Det gik langsomt da han stadig måtte skåne sin sårede arm og holdt hyppige pauser. Til sidst nåede han frem til banken på Cypern. Manden bøjede sig fremover.
   "Det er ikke nok. Det overlader vi til den mellemmand i Mogadishu vi plejer at benytte."
   "Det bliver jeg nødt til at fortælle til både bankmanden og en ven," sagde Christian. "Ellers får du ikke en disse. Jeg anviser det, der står, så han ved det er mig. Alt skal nemlig kontrasigneres af ham."
   "Gør det i en fart" beordrede manden. "Så overtager vores mellemmand."
   Christian afsluttede det hele i en fart med en kort besked til både Hamrod og van Enckhuisen. Karstens mindede ham om at slutte med brugernavnet Snedronning slutte med Perigrine2og3.
   Christian fik det hele med og lænede sig tilbage i stolen. Han havde vanvittigt ondt i armen.

Manden bag bordet lukkede hurtigt maskinen og slog ud med hånden. Vagterne greb dem og ville trække af med dem, da han stoppede dem.
   "Jeg tror ikke på ret meget af det i har fortalt, men indtil videre er jeres containere sendt til nærmere undersøgelse. Så må vi se."
   De blev grebet i af vagterne og slæbt tilbage til samme barak og lænket igen. Denne gang uden hætter men stadig med ordre om absolut tavshed fra en ondskabsfuldt udseende vagt. Han havde selskab af deres gamle ven Palæstinenseren, der så ud til at kede sig bravt.
   Da den sure vagt gik ud fortalte palæstinenseren de nok snart kunne få lov til at komme ud og gå i luften, hvis de opførte sig ordentlig. Selv ventede han på han skulle starte på et nyt hold om et par dage, når de sidste deltagere ankom.
   Da Timuchin spurgte hvad det hold skulle lave blev palæstinenseren tavs. De hyppige eksplosioner og skud udenfor lejren gjorde under alle omstændigheder det spørgsmål overflødigt.
   Efter et par dage forsvandt palæstinenseren og blev erstattet af andre, der var relativt flinke. Den ondskabsfuldt udseende vagts opførsel overfor dem svarede stadig fint til hans udseende.

***
   "Det ser ud til at heldet er med os. Grundig forberedelse og udførelse kan ingen slå." Lederen fra Iron Mountain kom til syne på skærmen foran Robicieux og gjorde sig ingen anstrengelser for at skjule sin tilfredshed.
   "Og et par folk der kan improvisere lidt undervejs." bekræftede Robicieux. "Metcalfe fandt Harper i sidste øjeblik. Der venter ham et længere sygeleje. Logan er sikkert snart klar til at gå på pub igen."
   "Det lyder til at resten af Peregrine-holdet er i live. Der kan vi nok hjælpe. Hvis det oven i købet viser den lille fidus virker, bliver det meget nemt at begrunde."
   "Lyder godt" sagde Robicieux. "Det begynder nemlig at knibe med at forklare deres fravær. Det vil vi helst ikke sige for meget om. Dem i Djibouti Navfor bekræfter containerne ikke der længere. Så vidt de kan finde ud af, blev de sat på et skib for en uge siden."
   "Hvor sikker er deres position og hvordan går det med forhandlingen om løsepenge?"
   "Løsepengene skrider fremad. Mellemmanden har masser af tid, gid fanden ha' ham. Vi fik bekræftet positionen for et par dage siden. Et eller andet fjols brugte computeren til at spille på og se på uartige billeder. Vi snuppede for resten et billede af fyren. Værsgo."
   Robicieux fandt billedet frem og sendte det afsted.
   "Ser man det" sagde lederen efter et øjeblik. "Han hedder Mowad. Så er Hafez der sikkert også. De startede med at bygge bomber i børnehaven og har udvidet deres arbejdsområde siden. Hvis resten af den lejr er af samme kaliber, har det sted eksisteret længe nok."
   "Hvad sker der nu?" spurgte Robicieux.
   "Jeg må bruge et par dage til at forberede det par ting. Så skal vi nok aflevere jeres løsepenge på en lidt anden måde, end de regner med."

"Hvornår må jeg fortælle mine overordnede vi har smuglet en hel stak sporinger ind på fundamentalistisk område?" spurgte Robicieux.
   "Lad os hellere se om de virker først. Hvor meget plejer du normalt at fortælle om, hvor du får dine oplysninger fra?"
   "Det vil de da helst ikke vide noget om. Bare de er rigtige"
   "Mine vil heller ikke kende for meget til vores metoder, af diplomatiske grunde som de siger."
   "Granater med sporing eksisterer altså slet ikke, med mindre nogen spørger direkte. Det kan måske blive følsomt."
   "Du bruger bare standartmetoden og kreativ trægned til at forhale besvarelsen."
   "Tekniske og juridiske problemer eller også er tiden slet ikke moden. I mellemtiden overdriver vi metode og omkostning hver gang vi afleverer et resultat. Så har vi en reserve til senere. Måske har vi halvfems reserver."
   "Yeps. Der er lige så stor forskel på budget og drift som på diplomati og politik."
   "Netop. God diplomati kræver gode budgetter."

***

Når Christian, Karsten og Timuchin kom ud i luften efter middag så de lejrens beboere sad i små grupper rundt omkring. De var i ivrig samtale indbyrdes, så det ud til.
   Timuchin forklarede dæmpet at grupperne citerede udvalgte passager af koranen indbyrdes. Tajwid hed det, for at minde hinanden om hvorfor de var der. Det så ud til der blev praktiseret adskillelse mellem de enkelte grupper og lejrens personale.
   Lejrens samarit kom samtidig og skiftede deres forbindinger og tilså deres sår. Deres skudsår helede fint forsikrede samaritten.
   Karsten begyndte at bevæge sig mere og mere omkring med hjælp fra de andre, da de fik lov til at komme ud. Til sidst fik de en ekstra tur hvor de på afstand overværede den samlede aftenappel.

En del af personalet bestod af lokale somaliere som ingen måtte tale til. Vagterne blev suppleret efter aftenappellen. Det skete afhængigt af hvor mange, der havde brug for en passende opmuntring for sjusk under træning, fortalte Timuchin ironisk.
   Timuchin begyndte at gennemføre sin salat, samtidig med andre, når lejrens Iman overtog ordet som slutning på appellen. Timuchin sagde smilende at selvom han normalt ikke gjorde alverden ud af det var det nok en god ide at følge skikken i lejren. Karsten eller Christian hjalp ham gerne op eller ned da arm og andre sår generede ham.
   "Hvis mine folk i Peshmerga arrangerede samme træning for de moderate i Syrien ville slutresultatet nok blive helt anderledes." mente Timuchin. "To af grupperne derude består kun af folk fra Syrien."
   Han talte nogenlunde ubesværet med en af deres vagter som kom slentrende efter appellen med et muntert 'Masha'Allah' som både Christian hurtigt havde lært at gentage.
   Manden blev vagt da han dumpede til en prøve. Han ville få en chance igen på et andet hold, forklarede Timuchin. Vagten gav udtryk for en urokkelig tillid til sin jihad og den skæbne, der måske ventede ham.
   "Hvad sker der hvis han dumper alt for mange gange?" spurgte Karsten
   "Det har du ikke lyst til at høre" advarede Timuchin. Karsten betragtede opmærksomt manden hvis ansigt afspejlede defaitisme over det han allerede havde mistet.
   Alle deres vogtere var flinke med undtagelse af ham hvis manerer stadig svarede til hans ondskabsfulde mine.
   De havde efterhånden fundet ud af hvad der var kantine og moske. Vagten udpegede bibliotek og lazaret. Fysisk træning, skydning og sprængning udgjorde en stor del af programmet. Det var ikke risikofrit, så undervisning i førstehjælp kunne være særdeles realistisk. Lejren havde også et uudtømmeligt lager af ammunition og sprængstof et eller andet sted.
   Ingen blev nogensinde nævnt ved deres rigtige navn. Så vidt muligt skulle de enkelte grupper holde sammen og være isoleret fra hinanden. Isoleringen og en særlig kontrol gjaldt selvfølgelig især fangerne. Det blev praktiseret med en række enkle, men grundlæggende teknikker, der blev ved med at dukke. Efter et par dage var ingen af dem i tvivl om at de var isolerede. Hvis der ikke havde været mulighed for at tale lidt med hinanden en gang i mellem, havde det ikke været til at holde ud.

***
   AWACS nummer Tango Charlie nineoghalvfjers tolv taxiede startede et par dage efter fra flyvepladsen i Bahrain. De normale teknikere var forøget med et par civilister og lidt ekstra udstyr. Det krævede ikke alverden plads.
   Metcalfe så på den ældre mand med de stærke briller der stadig puslede om sit udstyr.
   "Hvordan fanden fik du den tossede ide, professor?"
   Professoren grinede. "Har du nogen sinde set Eastwood filmen "Heartbreak Ridge."
   "Jeg har hørt om den men aldrig set den." sagde Metcalfe og mærkede et puf i ryggen. AWACS'en gled hen af runwayen, lettede, steg til fem kilometers højde og svingede mod vest mens passagererne blev presset ind mod ryglænet.
   "Du var ved at fortælle mig noget om Clinten. Hvad fandt han på?"
   "Ikke alverden, men det gjorde jeg. Den sluttede på Granada hvor han ringede hjem og bestilte støtte da radioen var skudt i smadder. Dagen efter havde nogen glemt en mobil mellem et par mortergranater. Størrelsen passede fint så jeg begyndte at eksperimentere. Det hjælper at mobilerne bliver mindre og lettere efterhånden. Det kritiske punkt kommer, når signalerne roamer. Det vil sige de hopper fra mast til mast til de bliver afleveret. For en sikkerheds skyld medbringer vi vores egen mast." Han klappede på en kasse ved siden af sig.
   Metcalfe lo stille for sig selv. Han havde engang mødt en instruktør, der faktisk fik en reprimande for at ringe hjem fra Granada under kampen med Cubanerne, for at fortælle sin kone, han nok fik overarbejde.
   "Så må vi se om din opfindelse virker." sagde han til professoren.

Stilheden sænkede sig. Professoren puslede videre med sine apparater mens Metcalfe spekulerede over hvor Christian og Karsten befandt sig. Efter han fandt han Harper og fik ham tilbage til Lemonier i sidste øjeblik havde han gennemgået området i fem dage, uden at finde spor efter resten af Peregrine holdet.
   Han skubbede alle tanker om ubehagelige muligheder fra sig og koncentrerede sig om opgaven og så på sit ur.
   "Vi er over Tartus om et par minutter" blev det meldt fra en højttaler.
   Professor og hjælper koncentrerede sig fuldstændigt om deres instrumenter. De sendte signal til åbning et par gange og betragtede spændte deres skærme.
   "Tillykke professor" sagde hjælperen og betragtede sin skærm hvor små blink begyndte at dukke op, et efter et på bykortet.
   Professoren betragtede sin skærm, rejste sig op og begyndte triumferende og småklukkende at gå rundt flyet. Efter han var stødt ind i den faste besætning et par gange, fik han besked på at holde op med det pjat og sætte sig ned.
   "Slutresultat?" spurgte Metcalfe. Hjælperen var stadig i gang med kontrol.
   "Vent et øjeblik" bad denne. "Jeg har i hvert fald forbindelse med femogfirs ud af hundrede. De er stadig samlet. De har fundet senderne i kasserne og containeren. Granaternes virker! Vi skal slukke dem, en af gangen."
   "Gør det endeligt" sagde Metcalfe tilfreds. Femogfirs ud af hundrede var ikke noget dårligt resultat tænkte han. Det kunne sikkert forbedres næste gang.
   Professoren og hans hjælper gik i gang med at lukke de enkelte sendere.
   "Slutresultatet er tooghalvfems" meldte professoren kort efter. " Et par bevægelsessensorer er aktiveret uden for rækkevidde. Vi sporer masterne"
   "Efter dem!" beordrede Metcalfe uden tøven og gav koordinaterne videre til flyets kaptajn.
   Kort efter så Metcalfe et billede tone frem på skærmen hos sin sidemand.
   Som han lovede Christian kunne kameraerne i maskinen læse adressen på en kuvert fra et par kilometers højde. Han betragtede de folk, der ilede ind i moskeen til dagens anden bøn.
   "Åbnet, kontrolleret og lukket. Koordinaterne er stabile" bekræftede professorens hjælper ved anden rundtur, fem kilometer over Damaskus. Vi oppe på fire og halvfems."
   "Så siger vi tak for turen." Metcalfe kontaktede flyets kaptajn mens han på sin skærm. Han genkendte minareten og pladsen foran Omayyad moskeen i Damaskus.
   "Hvor længe holder de batterier 'fessor?" spurgte han skødesløst.
   "Hvis i ikke slider for meget på dem kan de leve i to år." sagde den ældre mand, der var udmattet af spænding. "Hvad bruger i det så til?"
   "Det ved jeg ærligt talt ikke" indrømmede Metcalfe. "Det afhænger af hvem vores overordnede har lyst til at hjælpe i morgen. Al-Assad er bagud på point, i forhold til oprørerene i øjeblikket. Mod en passende modydelse kan han jo få et par adresser af os. Det afgør de et andet sted."

***

"De virker altså." sagde lederen tilfreds i Iron Mountain. "Lad den sidste koordinat gå videre til Black Forrest. Så må de afgøre om Assad kan bruge fornuftigt."
   "Hvad bliver mon det? spurgte en anden.
   "Den samlede politik tror de jo ikke vi kan finde ud af eller mener den rager os. Hvordan vi udfører vores små tryllekunster vil mandarinerne helst ikke vide ret meget om. Vi giver dem resultater i pasende portioner og holder vores Birdsongranater for os selv."
   "Hvad så hvis Assad bare bomber dem?" spurgte den anden.
   "Det gør de jo hinanden, hele tiden alligevel. Assad har også brug for at bevise, han er et mandfolk og bestemmer en gang i mellem. Det kan vi gi' ham lejlighed til."
   "Vi hørte rygter om at nogle grupper har fået kemiske krigsmidler. Enten er det rester fra Saddams lagre. Vi har ikke fundet det hele endnu. Det kan også være stjålet fra Assad." sagde analytikeren.
   "Det er der ingen der tør bruge alligevel. Hold dig til facts når du giver noget videre. "Q4's folk nok er fri om et par dage." smilede lederen. "Det holder vi også mellem os. Han kikkede op på en stribe billeder på væggen.
   "Vi er helt sikre på vi får ram på Mowad og Hafez samtidig. Undlad rygter om kemiske kampmidler til vi ved mere om det." mente lederen."Og sørg for at vi låner kurderen. Vi har fået bekræftet han er forbindelsesofficer til staben i det tyrkiske afsnit af Peshmerga."
   "Vil tyrkerne overveje samarbejde med den kurdiske Nationalgarde. De vil jo hellere tro den ikke findes."
   "Ja det er lidt følsomt. Med udsigt til et fundamentalistisk kalifat, under navnet Islamisk Stat til nabo overvejer de det rigtigt alvorligt."
   "Uofficielt vel sagtens?" spurgte den anden.
   "Selvfølgelig! Vi fungerer som mediator mellem dem og Peshmergas stabschef, Tarek Azerim. Vores overordnede har et forslag til ham som fyren i Somalia gerne må overbringe."
   Dagen efter startede august, år to tusind og tretten!