"Den gode Hardesty har vidst glemt at fortælle et par småting om deres udflugter." mente Christian. "For eksempel om ham tolken der blev skudt i Iraq, da han stod mellem Zamast og Hardesty. Der er et par småting ved jobbeskrivelsen vi lige skal drøfte med Oberst Robixcieux, når vi kommer tilbage. Var det to hundrede kilometer, de sagde om dagens udflugt?"
   "Sådan noget lignende," mente Karsten. Klokken var seks om morgenen og han beundrede udsigten fra kasernen i Diyarbarkir gennem vinduet.
   "Har du mest lyst til at blive her? Jeg vil gerne se den her del af landet men hvis du bliver her, gør jeg også."
   Han indsnusede den tynde luft. Man kunne godt mærke at Diyarbarkirr lå højt over havet. Udsigten var flot og afbrudt af pletvise steder med grønt. "Zamasts fornavn og overskæg får mig hele tiden til at tænke på ham der Hercule Poirot, selvom han bestemt ikke ligner ham."
   "Har du bemærket det pistol han render rundt med. Intet mindre end en 12 skuds Beretta." spurgte Christian.
   "Det er sgu ingen pistol. Det er en kanon for begyndere. Han påstod jo under middagen i Ankara, han var lidt af en pivskid."
   svarede Karsten
   "Så du for resten nogen politibiler i hans såkaldte hovedkvarter?" mumlede Christian. "Jeg tror ikke på de to banditter, længere end jeg kan smide en elefant. Ok jeg tager med."
   Under andre omstændigheder havde Karsten nok spurgt om hvor langt Christian troede han kunne kaste en elefant. Så gik døren op og Hardesty og Zamast kom ind for at tage dem på udflugt.


"Nu er der vidst ingen tvivl om, det er en politioperation" sagde Karsten til Christian kort efter. De kom ned til tre Landrovere og ni svært bevæbnede politifolk, med en blanding af geværer og maskinpistoler, som var suppleret med pistoler.
   Ergül Zamast gik hen og talte med lederen, der var tydeligt utilfreds med et eller andet. Til sidst blev de enige og en mand forlod gruppen mens Zamast kom over til Hardesty og hans ledsagere og forklarede situationen, med sit normale sorgløse smil.
   "Vi har desværre lavet lidt uorden i deres normale patruljetjeneste. Det er der vidst styr på nu. Sali Eksum bliver sat i husarrest af en forpatrulje, om et par timer. Så ved vi han er hjemme, når vi kommer for at drøfte vores småting.
   Det er meningen den ene vogn bliver der og kører os tilbage sammen med for patruljen mens kaptajnen fortsætter resten af sin patrulje med de normale tre biler. Jeg mente at vi nok kunne finde tilbage uden eskorte. Det ville han ikke diskutere. Nu sker der vidst noget."
   Endnu en jeep, denne gang en terrængående Mercedes, trillede frem og faldt ind bag de andre, til Zamasts store tilfredshed. "Så kan alle sidde nogenlunde behageligt" mente han mens de fordelte sig i bilerne. Efter Christians mening udgjorde de en imponerende men overdreven kortege. Han og Karsten tog sammen plads i den bagerste mens Hardesty og og Zamast steg ind i andre, sammen med politifolkene.

Kortegen kørte godt til gennem bjergrigt landskab, som hurtigt mistede sit underholdningsværdi. Mercedesens bagsæde var slidt og afviste enhver mulighed for komfort. Efter halvanden time nåede de en by ved en sø, der var lige så flot som en norsk bjergsø. Politimændene førte en kort samtale med nogle kolleger i en lille by inden de fortsatte langs søen.
   Hadesty, Christian og Karsten fik sig en forfriskning, strakte benene og hvilede deres bagdele under pausen.
   "Nu forlader vi snart hovedvejen" meldte Ergül Zamast veloplagt og kom hen til dem. "Herefter går det måske knap så hurtigt. Vi har lige fået bekræftet Sali Eksum er sikret. Efter planen kommer vi til Özrum mellem klokken ti og elleve. Hvis vi kan overstå forretningerne på et par timer kender jeg en udmærket restaurant i Diyarbarkir, hvor vi lader den lokale etat give et måltid i vil huske med glæde i lang tid, Er det en aftale? Tyrkiet har verdens fjerdestørste produktion af vindruer, hvis i ikke vidste det. De bliver altså ikke spist alle sammen. Vi har lavet vin i over trettenhundrede år. Det vil jeg gerne bevise i aften. Eksums øvrige familie dyrker en blanding af druer, tobak og oliven og har et godt navn med det. Desværre er der også et par stykker med smag for andre narrestreger. Den slags traditioner kan være svære at komme til livs."
   Han skubbede en medtaget kasket om i nakken og alle tog igen plads i bilerne der kørte videre. Christian havde på kort tid fået tillid til den joviale mand og nød hans gode humør. Aftenen før var han tøet lidt mere op og havde fortalt om sin familie og et kommende barnebarn, som han og hans kone glædede sig vanvittigt til.
   De kørte videre med uændret hastighed med søen på højre hånd, som Christian skiftevist betragtede og området på den anden side. Det var mere grønt end han forventede. Mange havde travlt i markerne og stoppede undertiden arbejdet og betragte kortegen af politibiler. Nogle vinkede afslappet men der var også andre ansigtsudtryk der ikke var nemme at tyde.
   Efter knap en times kørsel drejede kolonnen til venstre og fik søen i ryggen. Vej og område skiftede karakter og gik højere op. Den grønne bevoksning blev gradvist lidt mere spredt. Forskellige klippeinformationer så på afstand ud, som om de var slebet glatte af vinden gennem flere hundrede tusinde år.
   "Var det mon herfra Zamast mente, det gik langsommere?" råbte Karsten ironisk da deres chauffør speedede op for at følge efter næste bil. "Jeg tror mine nyrer lige byttede plads."
   "Vi hører da kun halvfems lige nu" sagde Christian beroligende. Han havde udsigt til speedometeret og noterede farten blev reduceret til firs mens differentialet uden besvær trak bilen over endnu en stigning med lidt justering. Fra toppen blev han forbløffet over udsigten inden det gik ned af bakke igen. Han kunne se et par landsbyer midt i en stor grøn dal.
   Deres chauffør satte farten en anelse ned da de kørte ind i første landsby. Kortegen stoppede på torvet, og udvekslede et par korte bemærkninger med et par andre politivogne med seks mand.
   "Alt er roligt i øjeblikket" meldte Hardesty, der sammen med Zamast havde forladt deres bil. "Vi fortsætter bare stille og roligt og når efter sigende frem om tre kvarter."
   "Plejer der ikke at være det?" forhørte Karsten sig. Han var steget ud og strakte sig.
   "Grænsen mod Armenien og Iran er tre hundrede kilometer væk. Den Syriske grænse ligger to hundrede kilometer syd for Diyarbarkir." meddelte Hadesty "Engang i mellem kan der godt være lidt livligt her omkring. Det vil de gerne holde øje med. Skal vi mon se at komme videre?"
   Den første bil speedede op og alle tog hurtigt plads, oplivede ved udsigt af, snart at være nået målet.
   Kortegen fortsatte hurtigt gennem byen, der, så vidt Christian kunne bedømme, bestod af lidt mere end hundrede huse. Den adskilte sig ikke stort fra lignende byer han havde besøgt under en udflugt i Syditalien. Vejen på den anden side af byen var lige som den de kom fra og hastigheden steg hurtigt igen. Den ene politimand talte afslappet i sin mobiltelefon. Efter en halv time fik de en ny gruppe huse i sigte.
   "Özrum" meddelte den tavse chauffør over skulderen. I udkanten af Özrum blev de mødt af en anden politivogn, med en enkelt mand. Den førte kolonnen gennem byen, til de alle stoppede på den anden side, foran et pænt stort hus hvor fem politifolk holdt vagt.

"Jeg vil lige hilse på mine kolleger og Sali Eksum. Vi kalder når han er klar til at drøfte de ting, der interesserer jer."
   "Indledningen kan måske blive lidt følsom, som vi jo kalder det," mente Hardesty.
   De blev alle overvåget af en mindre gruppe af yngre og ældre, barskt udseende, mænd, der var klædt i en blanding af europæisk og lokalt tøj. De sad i en butik på den anden side af gaden.
   "Jeg vil lige have et par flasker vand til hjemturen" mente Karsten og rodede i sin lomme efter den lokal valuta.
   Zamast nikkede, sagde et par ord og forsvandt ind i ind Sali Eksums hus.
   Christian fulgte med Karsten med et par politimænd i hælene. Han spejdede efter lidt godbidder på hylderne. Han var ved at gå sukkerkold, mente han, og så på udvalget. Han spurgte Karsten hvad tingene mon indeholdt og bemærkede en af de yngre i butikken betragtede ham med mordskab.
   "Du kan bare gi' en smøg makker, så får du måske en kop kaffe. Jeg fortæller dig gerne om det forskellige." sagde han inden Karsten svarede.
   Der lød en hjertelig latter fra alle i butikken, som politifolkene deltog i, uden at vide hvordan deres gæst var blevet til grin. Christian stirrede vantro. Fynsk var ikke til at tage fejl af.
   "Vi kommer altid til bryllup og begravelse. Min storebror skal giftes om et par dage. Så er det hjem til gymnasiet igen" Den unge mands smil nåede fra væg til væg. Der kunne kun anes en svag antydning af accent bag det fynske, hvilket Karsten sagde. Fyren trak på skuldrene.
   "Vi er efterhånden mange, der taler bedre dansk end tyrkisk og ikke rigtigt føler vi hører til hverken her eller der, hvor vi bor. Hjemme er vi for tyrkiske og her er vi for danske." Han oversatte hurtigt til sin sidemand der nikkede bedrøvet.
   "Det er min farfar. Han har aldrig kendt andet end byen her. Han prøver at sætte sig ind i noget af det jeg fortæller. Han kan kun sammenligne med da han var soldat. Han lå et par år i Istanbul og brød sig ikke om det. Bagefter overtog han gården. Hans bror blev sømand og kommer nok aldrig tilbage."
   "Sådan kan det gå," bekræftede Karsten "Min mor og far forvildede sig engang på ferie i Costa Rica, i Mellemamerika, og spiste ved havnen. Værten var fra Valby og lavede også sjov med dem. Det er hyggeligt at møde dig."
   "Har Sali været uartig?" spurgte fyren "Han er sådan set byens uofficielle bankier og bliver vel erstattet af et kontokort på et tidspunkt. Det varer nok ikke så længe. Det hed hawalaar i gamle dage."
   "Sikkert ikke," sagde Christian "Vi er observatører, og aner faktisk ikke rigtigt hvad vi laver her."
   "Velkommen i klubben" sagde fyren. "Jeg var helst blevet i Odense, men det kunne altså ikke diskuteres." Han fortalte sin farfar hvad de talte om. De fik øje på Zamast, der kom ud af huset og vinkede dem til sig. Politifolkene indtog omgående retstilling og viste dem videre.
   Da de forlod butikken hørtes et beep fra en mobil, der modtog en SMS. Selvfølgelig fulgte de med, tænkte Christian.

***

"Politiet roder rundt hos Sali Eksum" Rawetz afbrød mødet.Tarek Azerim og de andre stirrede vantro på ham.
   "Så for den da. Kan vi klare os uden ham?" Strategen Tarek stirrede med rynkede bryn fast på sin kassemester.
   "Nix, beklager jeg at måtte sige. Så skal han give Bedran anvisningsret. Vi aftalte det kunne vente til første forsendelse var igennem."
   "Lort" mente Tarek. "Hvem der bare var en flue på væggen i Özrum."
   "Det kan skam nemt arrangeres," sagde Mechuf. "Hvis han altså har tændt sin computer. Det er kun Sabah og mig der ved, jeg installerede lidt spyware sammen med et virusprogram han manglede, troede han."
   Der var stilhed et øjeblik mens der blev etableret forbindelse.
   "Det virker" meldte Mechuf.
   Billedet viste en mand, iført kasket med et strittende overskæg og et bestemt ansigtsudtryk.
   "Den skiderik kender jeg," snerrede Rawetz fra baggrunden. "Det er Zamast fra sikkerhedspolitiet. Han har givet os problemer før. Hvad fanden laver han der?"
   "Kan han også se mig?" spurgte Tarek og bakkede væk fra skærmen.
   "Vel ka han ej" beroligede Mechuf. "Det er et reduceret Skype program, som kun fungerer den ene vej og styres af os. Vi skulle jo holde øje med Eksum. Det gør vi på en måde, suppleret med en mand i byen. Han skulle befinde sig i forretningen lige overfor. Kameraets lampe fungerer først når Sali aktiverer sin egen Skype. Kik du bare med."
   "Optag det hellere" beordrede Tarek Azerim. "For en sikkerheds skyld rømmer vi basen her, med det samme. Når de har sporet Sali er det ikke godt at vide hvad de ellers sporer."
   Han så rundt.
   Kan du gøre noget ved det, hvis de tager Eksum og hans udstyr med, Rawetz?"
   Rawetz bredte et kort ud på bordet. Fandt Özrum og begyndte at måle afstande og muligheder. Han tastede en kort besked og fik svar.
   "Nej tak. Ikke mod 6 biler med sytten strissere, hvis vi tæller Zamast med."
   "Hvor meget står der på kontoen?" spurgte Tarek "Kan vi foretage os noget uden det og Sali Eksum?"
   Sabah rystede på hovedet. "Omkring tre hundrede og halvtres tusind nåede vi op på. Og nej. Det er derfor Bedran skal have en fuldmagt."
   "Nu sker der vidst noget" meldte Mechuf. "Jeg optager det hele."
   Rawetz' telefon knurrede igen.
   "De tre biler er kørt videre. Så er vi fire mand mod ti plus de tre turister, hvem de så end er," sagde Rawets.
   "Syv" sagde Tumuchin roligt. "Kudrun og Mechuf kan tage med. Skaf os nogle våben!"
   "Lige et øjeblik," sagde Tarek til Rawetz. "Ved Sali i det hele taget ret meget og vil det genere os, hvis de slæber ham med?" Han så på Mechuf og Sabah.
   "Vi mister de tre hundrede og halvtres tusind. Det er lidt i overkanten" mente Sabah. "Men hvordan har de sporet Sali, og hvem er de andre. De er ikke herfra?"
   "Kik på optagelsen ved lejlighed." sagde Tarek. "Rawetz min ven. Er du rar at give Sali besked om han bør holde mund og ikke skal forære vores penge væk. Den forbandede computer skal ødelægges. Vi følger lidt med endnu, og så må vi også hellere flytte herfra."
   Rawetz nikkede og fik travlt med at SMS'se.