De rejste sig og gik skeptiske over til Timuchin. Han drejede omkring og løb foran uden et ord og vinkede dem med.
   Han vinkede dem med og viste vej bag om et par huse i løb. Efter et par minutter nåede de frem til bilen. Den holdt bag et hus hvor et par beboere kikkede ud og forsvandt da de nåede frem. Henne fra hushjørnet kunne de se ud til forfølgeren, der holdt synligt parkeret ude på hovedvejen.
   "Vi du prøve om bilerne punkterer lige så nemt her, som i Cairo?" spurgte Timuchin.
   Han rakte Christian en alvorligt udseende lommekniv.
   "Jeg sikrer bagud mens du vender bilen." Sagde Harper og vendte sig mod Karsten.
   "Går du med ham? To hjul helst."
   Han vendte sig og spejdede i den retning, de kom fra med pistolen klar til skud for at forebygge overraskelser fra den kant.
   Christian og Karsten løb hurtigt og krumbøjede frem mod den parkerede bil. Bag den gik de i knæ foran hvert sit hjul mens de kikkede rundt om den, mod den anden side af vejen. Timuchins kniv var både spids og skarp. De var kun et øjebliks sag at punktere forhjulet. Christian lod kniven gå videre til Karsten.
   Da lyden af Timuchins manøvrer med bilen trængte gennem tusmørket anede de bevægelser på den anden side af vejen. Fra husene kom der flere og flere beboere ud for at kikke. Christian turde ikke skyde i nogen retninger, af frygt for at ramme de forkerte.
   Der lød et dæmpet hvæs og et dunk. Karsten havde ordnet baghjulet og bilen sank ned med begge fælge, solidt plantet, på vejen. De trak sig igen krumbøjede tilbage.
   Der blev affyret et enkelt hurtigt skud derfter dem fra stor afstand. De hørte det ramte bilen.
   De væltede ind i bilen hvor Timuchin havde åbnet dørene. Han satte omgående i gang med hjulspin.
   "Hvis det er en lejet bil får han ikke sit depositum tilbage nu." mente Karsten "Det har han rigtigt godt af!"
   "Det gør vi nok heller ikke på vores bil." konstaterede Harper sindigt. Han tog et overblik over vejen foran dem, kikkede opmærksomt bagud og vendte sig igen.
   "Parker bilen, ude af syne, bag huset, nede ved hjørnet. Vi skal lige rydde op bagved os.
   Christian kikkede bagud. Et par lygter nærmede sig igen, med stor fart.
   "Christian! Du skyder mod bilens kabine. Karsten sikrer vores tilbagetog her fra bilen. Jeg skyder efter hjulene."
   Et par minutter efter nåede de udkørslen fra vejen og gemte sig bag huset på hjørnet, der heldigvis var tomt. I hele vejens længde havde der stået, folk og stirret ned af vejen og efter dem.
   Harper og Christian sprang ud. Harper stoppede Christian på hjørnet.
   "Skyd mod kabinen når han er tæt nok på" beordrede Harper. "Hold pause når jeg har skudt, og så et par til."
   Han smed sig på jorden et par meter fra vejen mens Christian holdt øje med lygterne. De nærmede sig med stor fart. Han sigtede omhyggeligt og holdt sin pistol i begge hænder og prøvede at komme i tanke om hvor mange skud han havde brugt.
   Han affyrede pistolen flere gange og sigtede mod bilens lygter og kabine, samtidig med at Harper råbte "Skyd!
   Glimt fra Harpers pistolmunding flængede tusmørket.
   Christian så han ramte et dæk. Det blev flænset op af bilens inerti.
   Harper sprang op og styrtede tilbage mod deres egen bil. Christian affyrede et par skud til da han var af vejen og løb selv i en stor bue tilbage.
   Det gav Karsten plads til at affyre tre skud, der ikke blev besvaret. Christian løb tilbage og tog plads i førersædet efter Harpers anvisning.
   "Den vej" sagde Harper og pegede ned af vejen.
   "Skal vi ikke tilbage til Djibouti?" spurgte Timuchin mens Christian satte fart på i den retning.
   Et par skud bagfra fulgte dem på vej, uden at ramme.

"De har nok tilkaldt hjælp. Enten render ind i den eller politiet på tilbagevejen. De er sikkert også på vej."
   Timuchin nikkede indforstået og satte farten op. "Har du også en skyder til mig, hvis vi render ind mere underholdning af samme slags?" spurgte han roligt.
   "Desværre" sagde Harper og skiftede magasin "Lad os hellere finde ud af hvor fanden vi er. Ved du det?"
   "Overhovedet ikke" sagde Timuchin. "Jeg fulgte bare efter den sidste bil."
   "Og det skal du have tak for. Nu bliver du afløst et øjeblik. Vandrefalken er en af verdens hurtigste fugle min gode Peregrine. Er du rar at bevise det mens jeg finder ud af hvor fanden vi er."
   Harper kom igennem til Lemonier og slog højttaleren til, så alle kunne følge med.
   "I giver de lokale strissere masser af overarbejde." fortalte manden i den anden ende. "Der er tyve vogne på vej mod Balbala. Det er der i er. I kører på Route Nationale nummer fem. Vi har sendt en Black Hawk mod jeres position."
   Harper stirrede anspændt ud af bagvinduet. Timuchin og Karsten fulgte han blik.
   "Vi skal være forberedt på varm afhentning. Vi har to sæt lygter lige i røven. Enten er det strissere eller også er der kommet forstærkning."
   "Stand by. I kører en skrupforkert vej," kom det fra mikrofonen, og der blev tavshed. Christian prøvede at presse lidt mere fart ud af bilen.
   "Beklager! Der havde vi altså ikke så meget at skulle have sagt" sagde Harper til den tavse telefon.
   Der lød et brøl af en helikopter ovenfor og alle kikkede op. Den svingede omkring, tændte sin projektør og belyste bilerne bagude.
   De så tydelige glimt af flere skud, fra begge køretøjer mod helikopteren, der hastigt trak væk.
   "Hvordan ser det ud med benzin?" kom det fra telefonen.
   "Rigeligt indtil videre," forsikrede Christian uden at dreje hovedet.
   "Hawken er ubevæbnet og kan ikke klare en varm afhentning. President Guelleh er lidt følsom med det punkt. Piloten meddeler der ligger et par biler til længere bagude."
   Metcalfes stemme trængte igennem. "Fortsæt mod syd. Drej mod venstre ved Doudoule Bololé og videre mod Ali Sabieh. Jeg finder jer undervejs med en anden fugl, der har noget at skyde med. Jeg giver pokker i hvad Ras Gulleh mener om det. I rammer snart et radiodødt område."
   Han havde kun lige sagt det, da forbindelsen forsvandt. Harper rystede arrigt telefonen og sank tilbage i sædet.
   De kørte ind til siden, i skjul, efter et stykke
   "Hvor langt er der så derhen?" spurgte Karsten. "Afrika er altså ret stort og jeg har ikke fået middag. Det står der vidst et eller andet om i min overenskomst."
   Timuchin stirrede forbløffet på ham.
   "Afstanden er nok overkommelig" beroligede Christian ham med. "Landet er halvt så stort som Danmark og har under en million indbyggere, flygtninge og fremmede soldater."
   "Så har de forhåbentlig ikke spist det hele," brummede Karsten og betragtede omgivelserne. De vekslede hurtigt mellem tør ørken og kunstvandede durra- og hirsemarker. Helikopteren fulgte dem på afstand et stykke, drejede af og fløj væk. De betragtede bekymrede dens halelys forsvandt i det fjerne.


Efter en times kørsel, hvor deres ledsager opretholdt en rimelig afstand, kom der igen en klynge huse til syne i det fjerne.
   Telefonen kom til live igen, da de kørte ind blandt de første huse.
   "Både gode og dårlige nyheder." Metcalfes stemme kom ud af højttaleren. "Logan stoppede kun et par kugler. Han har det efter omstændighederne godt og er ved at blive overført til Lemonier." Han holdt en pause. "I er langt uden for det luftrum, vi normalt får lov til at bruge. Enten kan fyren i luftkontrollen alle reglerne udenad, eller også har han de forkerte venner og opfinder nye regler.Vi tør ikke sende noget, der flyver og skyder, i jeres retning lige nu. Jeg er på vej om et øjeblik med et par biler i stedet plus et par mænd, der har mere end lommeknive."
   "Vi gemmer os til du kommer og det står mere lige?" spurgte Harper. "Er Ali stor nok til det?"
   "Det er landets næststørste by. Omkring halvfjerds tusind mennesker. Prøv at finde et godt sted i nærheden af jernbanestationen. Politistationen ligger også der."
   "Du kalder op når du er i nærheden."
   Christians telefon ringede i det samme. Det var deres anden ven fra Lemonnier.
   "Jeg har jer på skærmen. AWACS'en kører en times tid endnu. Vi opfinder nye undskyldninger i takt med de lokale brokker sig."
   "Er dens kamera virkeligt så godt?" spurgte Christian. Han havde aldrig rigtigt troet det.
   "De har skam øvet sig på hooligans i Tyskland." sagde manden beroligende. "Gem jer bare i byen, så dirigerer jeg Metcalfe hen til jer."
   "Dine ideer er lige så gode som mine" sagde Harper til Christian. "Vælg et par pæne sideveje og få afstand til vores hale inden vi gemmer os."
   De drejede af og kort tid efter et par gange til. Det gentog de en snes gange efter forslag fra Lemonier. Til sidst var der ingen biler i syne bagude.
   "Lad os parkere her et øjeblik" foreslog Harper ved synet af jernbanestationen og en politisattion på den anden side af den.
   Christian fandt en plads mellem andre parkerede biler og stoppede motoren.
   "Fyrre minutter højest" kom det fra Metcalfe, på Harpers telefon.
   "Kan i gemme jer så længe?"
   "Det vil tiden vise. Øjeblik" sagde Harper og greb sin pistol. En sort bil kørte med høj fart forbi dem. Et øjeblik efter kom der en til. Folkene i begge biler betragtede udtryksløst omgivelserne. De de kørte forbi og lod det være med det.
   "Vi holder bag jernbanestationen i Ali" meldte Harper og skottede hurtigt ud af bagruden. En tredje bil kom kørende bagude og stoppede.
   "Vi er vidst blevet omringet af tre vogne og er lukket inde."
   "Hold skansen og bliv ved bilen" beordrede Metcalfe. "Jeg er på vej så hurtigt jeg kan."
   "Helst inden nogen af de andre anden kravler ind af udstødningsrøret, tak" mente Haper og skottede stadig bagud.
   "Du ser den forkerte vej" mente Karsten. Han nikkede fremaf fra en sammenkrummet stilling.
   En bil bakkede langsomt baglæns mens en anden tog plads på den anden side af vejen. Klokken nærmede sig efterhånden ti efter lokaltid.
   Der var absolut ingen folk i syne.
   Bagdøren på den sorte Toyota åbnede sig langsomt. De kunne se to skygger krybe sammen på bagsæde og i varerummet, med hvert sit gevær.
   "Lyddæmpede" sagde Timuchin dæmpet "Så er det nu i afgør om i tager chancen eller venter. Jeg har stadig ikke noget våben."
   "Hvis de ville skyde kunne de have gjort det for længst." sagde Harper. Han tog magasinet ud af sin pistol og lagde det synligt i vinduet.
   "Også jer" sagde han og kikkede på dem. "Vi får måske en chance senere. Nu kommer den sidste. Hold hænderne synligt."
   Den tredje bil kørte lidt fremad og gjorde holdt ude på vejen. Sidedøren blev åbnet og afslørede endnu en bevæbnet mand.
   Christian og Karsten gjorde som Harper sagde og foldede armene over brystet.
   "Følger du med, Johnny?" spurgte Harper dæmpet og så lige ud.
   "Hele vejen makker" kom det dæmpet fra hans lomme.
   Så blev deres bil omringet af fire alvorligt udsende mænd der alle holdt hænderne i lommen.