"Vi forventes at stille dumme spørgsmål" startede Mortensen. "Man kan faktisk sige vi får løn for det. En del af vores synlige aktivitet er, som i allerede har hørt, at udvikle og holde kurser i analyseteknik mens vi også laver samlede statistikker for Europols område. De indeholder en del teoretiske muligheder, er den officielle forklaring. Vores deltagere får løn for at tro på den og hører forhåbentlig efter. Tilfældigvis falder en del af de teoretiske muligheder sammen med følsomme områder. Det giver lidt spørgsmål bagefter, som vi besvarer efter fattig evne. De 30 til 40 folk der tager sig af det sidder nede på første sal. De er hermetisk adskilt fra resten af organisationen.

Christian og Karsten startede på deres nye arbejdsplads og blev præsenteret for deres nye kolleger og resten af huset. Mortensen startede på at sætte dem ind i teknik og procedurer mens de så sig undrende omkring.
   "Og det slipper vi forhåbentlig godt fra et stykke tid endnu," fortsatte Harper, der deltog for en kort bemærkning. "Hver gang, der sker noget der omfatter illegale våben ved alle godt, der er væsentlig flere i omløb. Hver gang man fanger en ton narko reklamerer ingen med de tons der slap igennem. Vores analysearbejde foregår under konkrete forudsætninger. Vi bruger bare kilder andre normalt ikke har adgang til, fordi en del af dem anses for følsomme.
   Det hørte i lidt om den anden dag og accepterede en tavshedspligt, der er lidt skrappere end normalt."
   "Vi smider alle hæmninger ud af vinduet når vi fatter mistanke om infiltration af ekstremister eller paramilitære grupper", sagde Mortensen. "De henter hjælp til hvervning og forberedelser, blandt mennesker, der ikke aner en skid om det. Koordinering og forberedelse går en anden vej end de ulovlige aktiviteter" smilede Mortensen. "Hvis en fyr i Provence smugler narko gennem havne i Portugal eller Italien og gemmer penge i Andorra og besøger dem på vej til sit sommerhus i Spanien, kan vi følge hans elektroniske tråde i de enkelte lande og tilbage igen og skitsere hans netværk. Det er for øvrigt et konkret eksempel for fyren køber faktisk narko, der stammer fra Afghanistan. Det han betaler bruges til ammunition, der går den anden vej. Så orienterer vi dem der skal orienteres. Big brother is watching you."
   "Og det er altså et konkret eksempel siger du?" spurgte Christian.
   "Absolut" forsikrede Harper. "Mellemmanden for det hele forsvandt fra overfladen, for nogen tid siden. Hvis han nogen sinde dukker op igen ved vi hvad han laver, og følger med i det, med de midler vi har til rådighed. De midler er, mellem os sagt, imponerende."
   "Hvordan" spurgte Karsten
   "Teknikken kan løjtnant Perren fortælle mere om end jeg, ved lejlighed. I dag starter i kun med råmaterialet."
   "Og så håber jeg ikke, i af den type, der betragter uniformer som en udfordring." En høj lyshåret kvinde var kommet til under den sidste del og betragtede dem overlegent. Hun rettede på uniformsblusen, for at undestrege sine ord.
   "Vi kan sikkert snakke os til rette" mente Christian."Prøv med skindtøj i stedet. Det dufter da af ny bil."
   "Sagde jeg noget forkert?" spurgte han tre sekunder efter, da døren lukkede sig bag den unge dame.
   "Bare rolig. Snedronningen har sine egne ideer." grinede Mortensen. "Hun prøver lige at snuppe førertrøjen fra starten. Hun er knalddygtig og kan lide at konkurrere på sine betingelser. Hun plejer først at anerkende andres evner efter et par uger. Jeg tror du klarede det på et par sekunder. Hun er god igen i morgen."
   Der lød spredte klapsalver fra baggrunden.
   "Skal vi fortsætte? Som i kan forestille jer, er det lidt af et puslespil hvis flere organisationer har forskellige brikker, de behandler i parallelle efterforskninger og måske under forskellige forudsætninger. U Hver for sig giver de ingen mening, og når de sættes sammen skaber det et billede. Selvfølgelig ved de fleste godt hvad vi laver. De bruger tit som clearingcentral for stumper af viden, som vi prøver at sætte sammen med andre." forklarede Mortensen.
   "Med jævne mellemrum får vi også underretning om dødsfald blandt frivillige eller hvervede i kritiske områder. Oplysning om dem, der har hvervet dem anses for følsom. Den er der tit uvilje mod at dele, af forskellige årsager. De, der hverver, har forbindelse til andre med samme funktion. Samtidig sender de penge til våbenkøb, uden givernes viden, vel og mærke. Hvis forskellige ting indikerer et sikkerhedsmæssigt problem, sammen med noget af det, vi har liggende, er det nemmere at få tilgivelse end tilladelse." grinede han "Det klarer vi med et par dumme spørgsmål. Somme tider er vi heldige og hjælper politi eller sikkerhedstjeneste videre med sager hvor de mangler noget. Bagefter holder vi simpelthen kæft med at vores spørgsmål ikke var spor teoretisk."
   Han trykkede på en knap og væggen blev oplyst af et netværk der hed Mongrouse. Flere steder blinkede navnene. Mortensen betragtede diagrammet med sammenknebne øjne.
   "Når det blinker er der opfanget nye oplysninger om en person eller hans bank som ligger i indbakken. Det er Birdsong som vi sammenholder det med de arkiverede pip fra ham og modtagerne og ser om det sammenlagt indeholder ting, vi har indvendinger mod. Lad os komme i gang!"
   ***
   På sin fjerde i Cairo dag modtog Bedran en hurtig telefonopringning der bekræftede at Farouk måske kunne afse lidt tid den dag eller den følgende til en indledende samtale, hvis de kunne mødes i hotellets resturant klokken elleve. Forinden havde han modtaget en venlig mail fra Sabah, efter denne havde omskrevet Timuchins ønsker om billedstørrelser en smule. Sabah bad venligst Bedran huske at deres onkel og hans kone nu var blevet henholdsvis 81 og 60 og at onklen ikke burde forveksles med deres anden onkel på 84. Resten af familien måtte Bedran klar efter gehør.
   Bedran skrev sig bag øret det drejede sig om 60 og 81 mm mortergranater og 84 mm til dysekanoner. Ammunition og raketstyr kunne han købe efter sin egen vurdering. På de aftalte tidspunkt satte han sig til at vente i resturanten. Han tvivlede på at Farouks mand ville komme første dag. Der ville han sikkert kun betragte ham på afstand. På andendagen og det aftalte tidspunkt kom en yngre mand ind af døren og blev vist hen til Bedrans bord. Han afslog et tilbud om kaffe men sagde ja til en flaske vand som tjeneren omgående bragte i uåbnet tilstand, måske for at minimere risikoen for gift tænkte Bedran ironisk.
   Den anden sad ganske roligt mens Bedran høfligt kommenterede forholdene i Cairo og henviste til fælles bekendte med Farouk.
   "Min chef er ret optaget for tiden" sagde fyren og nikkede bekræftende. "Vi har måske handlet med et par af de herrer de har nævnt. Han vil gerne vide lidt mere om arten af den forretning de har i tankerne, inden han beslutter sig."
   Han havde stadig ikke drukket af vandet og betragtede roligt Bedran, der bad om at få en tår vand i et af de glas der stod på bordet. Den anden smilede og skænkede uden kommentarer halvdelen af flasken op i et tilfældigt glas som Bedran omgående drak.
   "Vi er stærkt interesseret i en blanding af specialvarer af stål og jern som vi ved deres chef har adgang til og vil gerne forhandle om at overtage en del, fordelt i tre til fem portioner, på tre til fem tons, så hurtigt som muligt" sagde Bedran.
   Han så den anden lige i øjnene og kunne næsten høre ham regne på vægt og antal. Et almindeligt projektil vejer omkring 75 gram mens granater gennemsnitligt vejer 2 til 3 kilo. Det var ikke småting han bad om.
   "Vi vil undersøge hvad vi kan skaffe. Kunne de være til rådighed i morgen?" spurgte manden og rejste sig og han drak af flasken.
   "Bare ring inden klokken 12" svarede Bedran. "Jeg har også andre ærinder, men de kan måske ændres." Det var løgn. Det skadede ikke fyren troede Bedran havde andre muligheder. En anden våbenhandler var for nyligt blevet likvideret af Hamas for at snyde dem og den tredie de kendte, havde det med at levere en stribe fantasifulde undskyldninger for at sende andre ting end det han lovede. Farouk skulle nok bruge det meste af tiden på at kontrollere ham hos deres fælles bekendte. Da de tog afsked med hinanden gad Bedran ikke engang se efter om han selv blev skygget. Det var han ret sikker på, han blev.
   Klokken elleve næste dag blev han hentet af den unge mand i en sort Mercedes. Efter et par omveje og en telefonbesked om de ikke blev skygget nåede de frem til et lille hus i udkanten af det sydlige Cairo, hvor Bedran blev vist ind efter visitering. Derefter blev han budt på en let frokost af Farouk, der var en slank middelaldrende mand. Det eneste der stak lidt af var at hans to store tjenere bar synlige pistoler, hvilket Farouk undskyldte med et venligt smil og en henvisning til lokale forhold.
   Da det var ikke længere nødvendigt med omskrivninger fremlagde Bedran deres ønsker om ammunition til geværer, morterer og dysekanoner, og hvordan det skulle fordeles og afsendes i flere omgange.
   Farouk, eller hvad han faktisk hed, tænkte sig kun om et kort øjeblik.
   "Det de ønsker er ikke noget problem. Det produceres mange steder, som giver en vis overkapacitet. De forskellige brugere har en tendens til at købe for meget, hvis de ikke ligefrem får det foræret. Jeg er bare en mægler der hjælper dem af med overskud. Ammunition til geværer har jeg på lager i rigelige mængder. Faktisk så meget jeg kan give dig et godt tilbud på et par tons standard Nato ammunition. Raketstyr bliver for det meste RPG'ere. Stingere holder vi os fra. Amerikanerne er stadig lidt følsomme hvis de kommer på afveje. Til gengæld har er jeg blevet bedt om at finde købere til en del TOW raketstyr. De har en god flyvetid. Jeg kan levere det hele med det hele samme, mod kontant betaling."
   "Helst uden at andre bliver fornærmede" sagde Bedran. Det var ikke ukendt andre købere viste deres misfornøjelse over at blive snydt for våben på særdeles ubehagelige måder "og de normale vilkår for betaling"
   "Selvfølgelig. Der er masser at tage af. Jeg er som sagt kun mægler" bekræftede Farouk. "I betaler bare en trediedel af den aftalte købesum, før jeg går i gang med noget som helst. Næste trediedel falder når alle papirerne til udskibning er samlet og klar. Resten forfalder inden for otteogfyrre timer, efter jeg leverer et kvitteret fragtbrev for det er udskibet. Hvis den grænse overskrides kalder jeg forsendelsen tilbage og refunderer jeres penge minus mine omkostninger. Lad os se! Han brugte blyant og papir. To tusind granater bliver to hundrede og halvtreds tusind . Raketstyr og ammunition løber op tohundredetusind euro, frit leveret i lossehavn i Middelhavet. Såvidt jeg kan se bliver det omkring fire tons. De skal bare oplyse en lossehavn, modtager og levere en slutbrugerattest."
   "Ja det er godt med dig," tænkte Bedran. "Det er jo kun første forsendelse. De næste bliver større. Både Aksar og Ildehim anbefalede dem, fordi deres pris var med alle papirer, inklusive slutbrugerattest."
   "Det var andre aftaler" mente Farouk efter at have tænkt sig om et øjeblik. "Prisen for slutbrugerattester er steget til titusind dollars over et par år. Myndighederne er blevet krævende og nu skal attesten både passe sammen med regning og fragtpapirer, nogenlunde i hvertfald. Formeldt er det mig der står som afsender og skal have rene hænder. Mon ikke jeg kan klare en til femtusind."
   "Det kan du sikkert" tænkte Bedran og regnede samtidig ud at Tarek Azerim's ekstra million hurtigt fik ben at gå på når fyren her rigtigt fik lov til at slå sig løs med deres næste indkøb.
   Farouk bestemte sig. "Vi skal jo ikke skændes om småting. Sagde du tre til fem læs?"
   Det bekræftede Bedran uden tøven og tilføjede de næste ville blive større.
   "I sender mig bare navn og adresse på modtager, og hans speditør og 150.000 euro, selvfølgelig. Så kan jeg sikkert afskibe dine ting ti dage efter. Så slemme er myndighederne nok heller ikke. De godkender de fleste attester for at komme af med deres overskud og få lidt indtægt, måske med undtagelse af slutbrugerattester fra Monaco og Costa Rica. Vatikanet er jeg heller ikke sikker på" sagde han med et smil.
   Bedran smilede også, lettet. Han havde været helt indstillet på at acceptere femtusind ekstra. "Monaco og Costa Rica?" sagde han spørgende.
   "Monacos hær består af omkring 100 mand, der for det meste er musikkorps og vagter. De har kun horn og begrænsede håndvåben. Costa Rica har slet ingen hær. Prøv den røgede fisk. Den er helt frisk. Vil de have kaffe eller the."
   Efter forretningerne var overstået blev Farouk den fuldkomne vært. De hyggede sig den næste time med at filosofere over omverdenens opfindsomhed, når det drejede sig om at ombringe hinanden på underholdende måder.
   ***
   På Cypern havde Yasgar hurtigt fundet den bank han fik oplyst og bad om et møde. For en gangs skyld tog han jakke og slips på og præsenterede sig kun to dage efter for bankdirektøren hvor han konstaterede Sabah Kullah, som lovet, havde sørget for han var ventet. Han blev blev modtaget, om ikke som en søn af huset men med største venlighed. Venligheden skiftede ikke spor da banken fik oplyst den nye konto kun var til transit og opsamling af en række indbetalinger, der sansynligvis ret hurtigt ville gå videre, når de havde klaret imødekomme de forskellige kunders ønsker. Ingen virkede særligt interesseret i at få oplyst arten af de ønsker. Efter flere års bekendtskab med Eksum ville de sikkert ikke have troet på noget som helst alligevel.
   Direktøren smilede kun venligt. Han var sikkert lettet over det hverken blev forventet han skulle forrente eller investere noget som helst. Da det hele ville blive ordnet elektronisk af Yasgar og hans principal, som de kendte i forvejen, ville det heller ikke betyde alverden arbejde for banken.
   Det nødvendige blev bragt på plads på rekordtid efter den fuldmagt principalen allerede havde fremsendt. Dagen efter kunne Yasgar hente sine papirer hos banktdirektøren der, som lovet havde forfriskninger klar, som de drak mens de og sludrede og klarede det sidste.
   Yasgar fortalte et par skrøner om direktør Eksum, hvem han så end var, tænkte han,og fortalte direktøren at Eksum både var en omhyggelig og venlig mand, der satte stor pris på bankens service.
   Da papirerne efter tyve minutter kom til gennemgang og underskrift krympede han sig en smule over gebyrerne for den service. Det gik vel. Han bad om lov til at låne en computer for at sende en kopi af det hele til direktørens bogholder. Ti minutter senere havde bogholderen, der den dag hed Hamrod51@gmail.com, normalt kendt som Sabah Kullah, de ønskede papirer.
   Banken var stadig indstillet på service forsikrede de mens Yasgar slettede mailen både i arkiverne for papirkurv og afsendelse, som han havde lært. Han vidste også det sådan set var ligegyldigt da de fleste teleselskaber havde forpligtiget sig til at gemme alle transaktioner en tid, og gjorde det med større eller mindre entusiasme.
   Hamrod havde otte numre efter navnet, der blev brugt på skift. Det ville kræve stor tålmodighed at finde dem alle, og sætte det sammen.