De to mørke angrebsbåde kom hurtigt op på højeste fart da de susede henover det mørke Sortehavs små bølger og fik vandet til at sprøjte op. Det føltes som et cementgulv hver gang båden forcerede mindre bølger i spring og ramte vandet igen. Når stævnen skar gennem mindre bølger sendte den en dis af vanddråber op over passagererne.
   Christian blev hurtigt våd i ansigtet. Lidt af vandet løb ned af hans hals og fortsatte ind bag den trøje, han bar under kevlarvesten. Han knappede hurtigt det vandskyende kravetøj tættere sammen mens han repeterede, igen og igen, hvordan han skulle sikre de fem mand, der ville gå før ham op på fiskerbådene
   Da han havde justeret kravetøjet trak han et regnslag sammen om underkroppen for at holde sine benklæder fri for vand .

Kort før havde Indrek stille beordret udrykning da AWAC'sen bekræftede at begge fiskerbåde havde modtaget et stort antal kasser fra tankeren som alle blev stuvet i rum under agterdækket inden fiskerne satte kurs i nordøstlig retning.
   "Sløring, vest, våben, ammunition og gasmasker." mumlede Indrek dæmpet.
   Hans mænd kontrollerede deres udrustning efter de gennemprøvede huskelister de alle kunne udenad, inden de tog plads i bådene.
   "Pas, penge, præservativer og Frontex forward." brummede Christian dæmpet til Karsten og Mortensen der bare nikkede og gik efter gruppen, ned mod de både de skulle være i. Christian gik og trak ned i sin fragmentationsvest mens han igen kontrollerede hans gevær var spændt godt fast og sikret, inden han drejede om mod den båd han skulle med.
   Karsten nåede lige at give ham et klap på skulderen.
   Påhængsmotorerne gik i gang med dæmpede brøl, der fik flere fugle til at lette fra træerne inde på bredden og flygte.
   Begge både stod videre ud på Sortehavet på en parallel kurs, med hvide skumstriber efter sig.
   Bag rorsmanden sad Vasilij og holdt stadig forbindelse med AWAC'sen efter at have stuvet udstyret godt og tørt af vejen i et specialkonstrueret rum i rorsmandens jockeysæde.
   Med fem minutters intervaller kom der stadig positioner fra AWACS'en. Vasillij dirigerede Sharhej, der stod ved roret frem med små klap på lårene så de lige holdt sig uden for det område en fiskerbåds radar normalt rakte.
   Efter lidt mere end en times konstante skumsprøjt klappede Vasillij Sharhej på låret og huggede hånden ned.
   Bådens vilde spring over bølgerne stoppede omgående. Den anden båd lagde sig lige bag dem, så de begge kun ville kunne ses som et enkelt glimt af dem på den radar, der kom imod dem.
   Påhængsmotorerernes larm blev dæmpet til en truende snerren, så de lige kunne holdte positionen.
   "Med deres nuværende fart og kurs, møder vi dem inden halvanden time" sagde Vasilij dæmpet til Christian og lyttede videre til meldingerne oppe fra AWACS'en. Sjarhej justerede forsigtigt motorerne oppe på jockeysædet, så de radarer, der kom mod demt forhåbentlig kun opfattede dem som en olietønde, der drev i den rigtige retning.
   "Jeg har fanget deres radarstråler" kom det kort efter fra Wital, der lyttede på en anden kasse, der også var blevet plads til i det tørre rum.
   "Nu laver vi lidt numre med dem" oplyste han, drejede på en knap og trykkede på en anden, på sin radarjammer.
   "Herfra klarer vi os selv." sagde Valilij og smøg sit headset af og rakte det til Christian.
   "Send AWACS'en hjem til - var det Konya det var, med de bedste hilsner" .
   Christian viderebragte den besked og fik at vide deres skotske ven lige var gået på toilettet.
   "Må vi ikke blive hængende til sidste akt?" spurgte en ny stemme oppefra. Den var skiftet fra engelsk til uforfalsket midtsjællandsk på grund af det blandede hold Nato bemandede
   sine AWACS'er med.
   "Vi har brændstof nok og kan få en aftale med et tankfly over Bosporus."
   Oberst Mann, der stadig hang på i Bruxelles gjorde oberst kort proces med den anmodning til den anonyme teknikers skuffelse.

Der gled en stille, varm brise hen over vandet og indfra stævnen så lyden af de dæmpede motorer blev båret væk fra fiskerbådene.
   "De er efterhånden kun ti sømil væk" meldte Wital der stadig sporede og jammede deres radarstråler.
   De to angrebsbåde red stille videre over de lange bølger, der hævede og sænkede sig med hypnotisk regelmæssighed.
   "Fem sømil" udbrød Wital endelig kort og begyndte at afføre sig det beskyttende regntøj.
   Resten gjorde lige som han og to af mændene krøb bagud og smøg to store lærredsposer over motorerne. De poser dæmpede lyden af motorer til en snurren, der ikke kunne høres ret langt væk.
   Christian betragtede anspændt to positionslys der kom til syne og sindigt sejlede gennem mørket, i total uvidenhed om at de lå og ventede på dem.
   Christian bandede dæmpet over gasmasken og gjorde den klar.
   Maksym betragtede begge både på skift gennem en kraftig, infrarød kikkert henne fra stævnen.
   "Ingen i syne ud over dem, der står i styrehusene" kom det fra ham.
   "Hundrede meters afstand. Bro og to gange dæksaptering og duk jer" beordrede Indrek fra pladsen bag Maksym.
   Bagude råbte Vasillij hurtigt hans ordrer videre til næste båd hvis mandskab gentog dem og gjorde sig klar.
   Christian betragtede vantro et par brede grin blandt dem, der sad i stævnen inden de smøgede gasmaskerne på.
   Et par måger gled foran månens lys da motorerne skiftede fra stille snurren til cresendo.

Begge både sprang frem i et samlet ryk på et signal Christian ikke så. Vandet sprøjtede op igen.
   Med en kilometer i minuttet skar angrebsbådene hurtigt gennem vandet med højeste fart. De lyddæmpede motorer snerrede højere og højere under de lyddæmpende poser.
   Motorernes lyde stoppede efter et par minutter brat da angrebsbådene faldt til ro på vandet tres til halvfjerds meter fra hver sin båd.
   De tre mand i stævnen rettede sig op fra deres sammenkrøbne stillinger og løftede geværerne.
   De tre geværgranater ramte præcist i fiskerbådenes styrehuse og aptering med glimt og brag.
   Fra den anden båd kom en lysstribe fra reserveskytten fordi en af de første granater røg uden om apteringen og eksploderede på den anden side af fiskerbåden.
   Alle kastede sig ned og holdt sig for ørerne, mens bragene rullede væk. Ingen af deres granater havde udløst de højeksplosive ladninger i raketstyrene under dæk.
   Kun få sekunder efter sprang angrebsbådene atter frem.

Dem i stævnen kastede en række gasbomber fra for til agter på dækket.
   Ham i midten huggede en krog i lønningen, gjorde båden fast og de tre mænd sprang op og fordelte sig mellem stævn og agterdæk.
   Wital og Sharhej fulgte efter med Christian lige i hælene.
   Wital rev kabysdøren op, Sharhej smed en stungranat ind og trak sig væk mens den eksploderede, inden Christian var helt klar med sit gevær
   De smuttede indenfor. Christian fulgte dem og åndede tungt gennem gasmaskens filter og så sig om.
   Wital skød op af trappen mod broen og tog et par trin op og skød igen.
   Sharhej gjorde det samme gennem en smal dør der førte bagud fra kabyssen, sparkede den op og gik ind. Christian smuttede bagom ham og affyrede et par skud gennem en skakt, med en stejl lejder, der stank af motorolie.
   Gennem lyden af de småbrande granaterne havde startet opfattede Christian et dæmpet skud fra den dør Sharhej var forsvundet bag.
   Det lød anderledes end deres geværer så han kastede et blik ned af lejderen, affyrede et skud til og trådte et skridt til venstre og kikkede hurtigt ind.
   Wital var stadig på vej op i styrehuset.
   Lazaref kikkede ud bag en latrindør, der have beskyttet ham mod de første eksplosioner.
   Sharhej lå på gulvet med ansigtet nedaf. Lazaref drejede blikket bagud mod Christian og hånden med pistolen fulgte blikket..
   Christian løftede sit gevær en smule og skød et enkelt skud.
   Lazaref blev slynget tilbage mod væggen med et overrasket ansigtsudtryk.
   Han gled langsom ned og efterlod en stribe blod på væggen bag ham, løftede langsomt hovedet og hævede med besvær sin pistol med en hadefuld grimasse.
   Han og Christian skød samtidig.
   Christian noterede han ramte og mærkede samtidig et sviende slag mod benet, der blev slået væk under ham.
   Han faldt og slog hovedet mod noget hårdt og kæmpede for at holde sig ved bevidsthed.