"Smugles der meget hernede?" spurgte Christian da de var tilbage på deres gemmested igen.
"Vel ikke mere end andre steder! De følger skam udviklingen, hvad enten vi bryder os om det eller ej. .De har smuglet et par tusind år fordi der kun er et par hundrede kilometer til de fleste kyster. Se på geoprofilen" opfordrede Indrek.
"Sortehavet er et ellevehundredtal kilometer langt og sekshundrede bredt. Krim ligger i en nøgleposition mellem hoved ruterne til Odessa, Rostov og Ponti i Georgien der alle har den ulempe de er sikret særdeles grundigt mod indsmugling af både våben og narko."
"De varer pakkes normalt i vandtætte containere med sporingsudstyr" fortsatte Wital. " De smides overbord fra skibe, der passerer. Fiskerne tjener mere på at fiske dem op og sende dem videre end de gør på fiskeri uden de behøver at vide hvad der er i. Hvis kystvagten dukker op ryger containerne bare i vandet igen, så når vores kolleger bliver færdige med en bådfuld komplet uskyldige og forurettede fiskere, sporer de containerne igen og fortsætter hvor de slap. Det er der ikke alverden risiko ved. Hvis politiet er kvikke nok til at vente på fiskerne i havnen er der altid en, der advarer dem over radio om der er glat på kajen. Så gentager forestillingen gentager sig."
"Der kommer Ghazzi" konstaterede Sjarhej, der så ud af et vindue.
De gik ned på bådebroen og modtog Ghazzi og endnu et medlem af gruppen. De var ved at fortøje to ti meter lange både, med dobbelte påhængsmotorer bag en styrekonsol med plexiglas agterude. Bådene var så mørke, de virkede truende i sig selv.
"De ligner vores Tornado redningsbåde" konstaterede Mortensen med et kenderblik fra for til agter.
"Det er nok også dem de er kopieret fra" smilede Indrek og så tilfreds på bådene. "Gummiet gør at de ikke giver større signaler på en radar end en fed måge eller en flydende tønde vil. Hent lige en håndfuld stole og to af bilerne?."
Christian og Karsten gik med efter stole mens Jevhem og Serhy løb i den retning bilerne var parkeret i. Samtidig ankom en mellemstor kassevogn ude fra vejen. Den kørte rundt om huset og helt frem til bådbroen.
De to mænd i bilen vinkede til deres kolleger og steg ud netop som Christian, Wital og Karsten ankom med en håndfuld stole de satte ved siden af bilerne.
"Vassilij" brølede Indrek og satte hænderne i siden. "Fik du ikke besked på at blive på hospitalet?"
"Jeg har da gået en hel nat med et sår, der var værre end det pjat her" svarede Vasilij og rakte en forbundet arm i vejret. "Du skal ikke have alt det sjove alene"
"Huskede i ekstra udstyr til vores gæster?" spurgte Indrek opgivende
"Selvfølgelig" forsikrede den sidste mand. Han blev præsenteret som Nikita mens han åbnede døren til kassevognen og begynte at trække tasker frem.
"Har i aktiveret AWAC'sen?" spurgte Indrek.
"Den er over Al Shawara om to timer" lovede Christian.
"Dem bruger vi på at gøre udstyret klar til afgang og forberede os" bestemte Indrek og fordelte de tretten mænd, der nu var tilstede, mellem de to både.
"Vasilij er radiomand og bagstopper" anviste Indrek."Med den last er der sikkert to fiskerbåde. Så er der to hold på seks mand til at entre hver sin båd. Hvis der er tre både sænker Vasilij den sidste med geværgranater. Er du så venlig at huske bådenes last ret let springer i luften, når du skyder?"
Med synkende hjerte indså Christian at Indrek forventede han indtog en af pladserne i entre-holdene mens Vasilij nikkede.
Den næste halvanden time gik hurtigt. Udstyret blev rutineret pakket ud og fordelt på en halv snes minutter.
Derefter skulle Christian og Karsten lære at springe op og rulle over et biltag, der gjorde det ud for en fiskerbåds ræling. Efter fem forsøg generede fragmentationsveste og gasmasker dem ikke længere men Christian var stadig nervøs for at det korte gevær, der var spændt fast foran på vesten skulle gå af undervejs.
Da han igen rullede ned på den anden side af bilen, afsikrede geværet og kikkede op åbnede Wital og Sharhej bilens dør i stedet for bådens og smed en stun-granat ind. Derefter ville de selv gå ind mens Christian sikrede dem mod beskydning bag- eller oppefra. Holdets første tre medlemmer skulle gå bagom og en forom bådens aptering og sikre de luger og åbninger, de fandt der, med flere stungranter. De skulle først trænge ind når Wital eller Sharhej meldte klart.
Da Indrek mente de havde nogenlunde styr på det beordrede han pause og The tid inde i huset.
Her bad han Christian kontakte sin AWCS, med Vassllij som bisiddder.
Det måtte selvfølgelig foregå med sattlittelefon, gennem Q4 i Bruxelles hvor Lucas Mann var mellemled mellem dem og Natos AWACS, der cirklede over Sortehavet øst for dem.
Kort efter tonede billedet af tankskibet Al Shawara frem på Skypen.
Vasilij viste sig at tale et næsten accentfri engelsk og insisterede på skarpere billeder til tydelig irritation for den anonyme stemme fra AWAC'sen.
"Kun almindelig nysgerrighed, forsikrer jeg dig" sagde Vasillij til den anonyme mand i højden. "Kan du ikke skifte til LASH?"
"Det er godt med dig" kom det fra højttaleren. "Hvad fanden kender du til LASH?"
"Det er et optisk system, der opdeler og forstærker de farver, mine øjne ikke kan se. 'Littoral Airborne Sensor Hyperspectral'. Såvidt jeg fungerer det udmærket ved grænseovervågning i Syrien. Undervisningen på skolerne glemmer ikke ret meget i dag" oplyste Vasilij med et smil.
Wital og Sharhej stod i baggrunden og gjorde deres bedste for ikke at grine højt.
"Det er kun et problem med at få ungerne til at høre efter. Skifter til LASH og melder i er skide skøre, hvis mit sporingsudstyr viser rigtigt. Er du klar over du lyder lidt som en russer. Måske er det bare dårlig forbindelse."
"Russer! Må jeg så være her?" spurgte Vasilij og spillede smækfornærmet. "Selvom to af mine oldefædre fik en åndssvag ide om at blive i Europa i stedet for at tage hjem til onkel Stalins opfattelse af demokrati, var de fuldblods Kuban-kosakker."
"Dem har jeg hørt om" kom det fra højttaleren. "De har samme friske indstilling som vi fra Kyleside i Skotlands højland. Der stak min bedstefar af fra, fordi han gjorde præstens datter gravid, påstod han i hvert fald. Andre siger det var præstefruen han havde fat i."
"Hvis jeg må bryde ind vil vi altså gerne se hvad der sker omkring Al Shawarah?" brød Christian ind.
Lucas Mann bekræftede omgående det ønske fra Q4's hovedkvarter så billedet af Al Shawara zoomede ud til de kunne se to fiskebåde nærme sig.
Mens den ene blev liggende på afstand sejlede den anden hen til tankerens side. Skotten i AWACsen zoomede ind og skiftede til LASH uden yderligere opfordring.
Tankerens besætning kørte skibets landgangstrappe ned langs skibssiden. Den ene fiskerbåd sejlede helt hen til den hvorefter tre skikkelser sprang over på trappen og gik om bord på Al Shawara.
"Var det bare det i skulle se?" spurgte skotten fra højlandet oppe fra AWAC'sen.
"Så nemt slipper du ikke" svarede Vasilij. "Om lidt får de last om bord. Så vil vi gerne se hvad vej de sejler med den, hvis du har brændstof nok."
"Vi klarer nok fem timer til, hvis vi også skal hjem til Konya basen." lød det beroligende fra højttaleren. "Er du klar over du stadig lyder som en russer."
"Det hold er lige så blandet som det er på Natos AWACS fly" oplyste Lucas Mann fra Bruxelles. "Fasthold venligst positionen og følg fiskerbådene så langt i kan."
"Og jeg troede jeg havde problemer" sukkede skotten i højden. "Bussen her er en amerikansk Boing E3 med tyske chauffører, norsk navigatør og danske radarteknikere. Det skulle ikke undre mig om vores frokost er italiensk. Det er loadmasteren nemlig."
"Jeg håber ikke de kan høre det du siger" sagde Christian med et smil.
"Hvert et ord. De har ikke andet at lave lige nu."
"Stik ham en over nakken, fra mig, hvis han mister det billede" sagde Christian hurtigt på dansk og hørte en vantro latter fra højden.
***
Selvom fiskerne kaldte vejret roligt var bølgerne langs Al Shawara 's mørke, rustne skibsside lidt større end Denys brød sig om. Det så nemt ud da Karel som den første sprang over på landgangstrappen og hurtigt kom op op af den.
"Spring når stævnen hæver sig" råbte Lazaref for gud hvilken gang bag ham. Denys skævede nervøst ned i mellemrummet mellem fiskerbåd og tanker og lyttede til motorens ujævne lyd mens styrmanden gjorde sit bedste for at afpasse den efter bølger og skib. Ind i mellem stødte stævnfenderen sammen med skibssiden med uhyggeligt hule dunk, mens Denys klamrede sig fast og gjorde sit bedste for at ignorere det mørke vand.
Denys trak sin taske højere op, lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Da fiskerbådens stævn hæve sig igen og fenderen ramte tankerens side tog han sig sammen og sprang.
Han mærkede både landgangsbroen under sig og et stød i ryggen samtidig.
Lazaref sprang sammen med ham og tog solidt fast i broen og i hans krave og halvvejs både hev og skubbede Denys op.
"Det var jo ingenting" råbte Gregorich Lazaref og skubbede ham videre til de nåede op på Al Shawara's dæk.
Derfra ledte en fra besætningen dem hurtigt op på tankerens bro.
Her sank Denys om på en stol og måtte bruge flere minutter til at komme sig inden skipperen viste dem ind i tankerens afsondrede radiorum. Det havde god plads og indeholdt alle former for kommunikationsudstyr.
Radiomanden hjalp Denys med at forbinde hans computer så han kunne få kontakt med internettet hvorefter han kontaktede det rum, hvor Karel gennemførte en sidste kontol, over skibets interne samtalesystem.
Lazaref tog anspændt plads ved bordet da Denys meldte der var forbindelse med banken og radiomanden trak sig tilbage.
Nu manglede de Karels godkendelse af kasserne.
"Alt i orden" meldte Karel efter en halv time med metallisk røst gennem højttaleren.
Lazaref indtastede hurtigt sin halvdel af anvisningen og rejste sig og kontaktede fiskerbådene gennem en walkie-talkie han havde medbragt til det samme.
Denys tog plads og afsluttede betalingen og åbnede sin taskes kodelås igen. Han ventede bevidst med at åbne tasken, mens han betragtede computeren, til der kom en bekræftelse på at pengene var endt der, hvor de skulle.
Den kom efter et par minutter og Denys åbnede tasken og tog en stak penge frem og rakte den til kaptajnen, der omgående begyndte at tælle efter.
Denys kludrede bevidst med at lukke tasken mens han holdt den på skødet, for at skjule sin sidste manipulation og lænede sig tilbage i radiomandens stol. Til sidst holdt han den ene hånd under bordet. .
"Der er skam som aftalt" forsikrede Denys kaptajnen. "Når du er færdig med at tælle vil jeg gerne høre om jeg kan købe en billet til Odessa for ti tusind. Når jeg står på kajen der skal jeg nok klare resten selv?"
"Tyve tusind" svarede kaptajnen med sammenklemte øjne og rakte sedlerne til radiomanden og bad ham tælle en gang til.
Denys nikkede afslappet. Han havde ventet noget i den retning.
"Skal vi mødes på femten" spurgte han venligt og så på Lazaref "Hvis du bliver ved at famle efter din pistol må jeg hellere låne samtaleanlægget og fortælle Karel, hvordan du skød hans ven Drach i ryggen. Jeg kan også sende ham en SMS hvis du prøver flere numre bagefter."
"Hvad forhindrer mig i at tage dine penge og smide dig selv overbord" spurgte Lazaref med et smil og trak sin pistol.
"Kun den håndgranat her mangler en sikring."
Denys tog hånden frem lagde den på tasken der slet ikke var lukket. Samtidig tog han endnu en granat op.
"Under den omstændighed er femten tusind nok" afgjorde kaptajnen. "Vi er i Odessa om otte timer. Du bliver i rummet her og smider pengene ud når vi banker på døren. Når du har forladt mit skib kan jeg ikke huske jeg nogensinde har set dig."
"Begynd at losse" tilføjede kaptajnen hurtigt over samtaleanlægget, og kastede spekulative blikke mellem Denys og Lazaref.
Kaptajnen og radiomanden trådte som efter fælles aftale ind mellem Denys og Lazaref og gennede hastigt Lazaref ud af døren. Det sidste Denys så var at hans ansigt var fordrejet af raseri. Det fik ham til at bestemme sig til at orientere Karel alligevel, når han fik lejlighed til det.