Denys stirrede vantro på den pistol Lazaref gav ham og spekulerede på om Lazaref i ramme alvor mente han kunne stille noget op med den.
   Bag dem bakkede Ülo bilen ned i en lille lavning og ude af syne, bag nogle buske.
   Karel sad på hug bag en busk henne ved vejkanten og spejdede efter tegn på de stadig blev forfulgt.
   "Hvis de er der, giver de sig god tid" sagde Lazaref anspændt og spejdede tilbage af grusvejen. "Den virker lidt bedre, hvis du tager ladegreb først. Tag ordentligt fat om den skyder. Du holder på den, som om det er en buklet violer."
   "Hvordan tager man ladegreb?" spurgte Denys usikkert.
   "Har du aldrig skudt med pistol?" spurgte Llazaref vantro.
   "Det indgik ikke i pensum på handelsskolen. Er det nødvendigt jeg deltager når i ved alt om det."
   "Du må helere bevise du også er en del af gruppen så Ülo stoler på dig" mente Lazaref og løftede sin egen pistol op i øjenhøjde.
   "Gør som jeg. Afsikring!" beordrede han, viste ham det og stirrede stift på Denys.
   "Du må gerne pege andre steder hen end på mig mens du tager ladegreb. Det giver en forkert opfattelse af hensigten."
   Denys undskyldte hastigt og pegede et andet sted hen og klikkede sikringen fra og til et par gange.
   "Nu afsikrer du og trækker ladeskinnen tilbage, slipper og sikrer igen. Hold fingrene fra aftrækkeren imens" instruerede Lazaref. Han viste Denys hvordan man gjorde et par gange og samlede en patron op pistolens ladeskinne smed ud under øvelsen.
   "Nu er den klar" sagde han da Denys havde gjort det. "Husk at afsikre inden du skyder. Sigt lavt! Markov'er er kendt for at trække op."
   "Det er ellers en seriøs gøb du har snuppet til dig selv" sagde Denys.
   "Tokarev TT33 med tolv skud." sagde Ülo der i der samme kom til. "Der er kun otte skud i din."
   "Man må jo tage det man får" mente Denys og prøvede at se ud som om det var normalt og spejdede også ned af stien.
   "Jeg kan vidst høre noget" kom det henne fra Karel.
   "I dækning" råbte Ülo. Han greb fat i Denys og trak ham længere væk mens Lazaref smed sig bag en knold på jorden.
   "Du er vidst ikke vant til det her" spurgte Ülo ved lyden af Denys tunge vejrtrækning da de var kommet i skjul bag et væltet træ.
   "Bestemt ikke" bekræftede Denys. "Gregorich iværksætter og er katalysator for det hans leder vil have som løftestang til sine forhandlinger. Jeg forsyner ham bare den gær - det vil sige penge - der får deres forskellige rævekager til at vokse og hænge sammen."
   Uden at tænke over det, sagde han en af sin morfars yndlingsprincipper på ugurisk.
   "Evet" bekræftede Ülo på samme sprog og klappede ham beroligende på låret. "Husk at sigte lavt. Det går nok. Der kommer nogen."

Et glimt kom et kort øjeblik til syne for enden af vejen. Bilen forsvandt i en lavning af vejen og kom ud af syne og dukkede op igen.
   Den var blå og Denys huskede i sidste øjeblik at afsikre sin pistol, gjorde sig klar og tænkte på hvordan han engang tog mål af en modstander på fortidens tennisbane, inden han servede.
   Bilen satte farten op, kom nærmere og kørte hurtigere og hurtigere. Denys mærkede sit hjerte slå hurtigere i takt med den kom nærmere.
   Karel rullede bagud fra sin busk fandt en dækning og gjorde sig klar.
   Føreren i den blå bil kunne se langt frem, derfra hvor han var, huskede Denys. Han både så og hørte bilen satte farten mere op. Han strakte armen, prøvede at sigte og mærkede til sin irritation sin hånd sitre.
   Bilen nåede hen til dem og Karel rejste sig og affyrede en staccatoagtig salve mod bilens dæk.
   Det fik den til at slingre.
   I bilens vinduer kom to geværløb frem og eksploderede i byger af automatild.
   Skytterne skød på må og få overalt mens ekkoene lød i skoven.
   Denys affyrede et skud mod bilens køler, trak sig i dækning og stirrede vildt mod køretøjet.
   Han så sløvt løbet fra forsædet skifte retning mod ham.
   Den næste salve fik fontæner af jord og snavs til at rejse sig for hans øjne.
   Han registrede lige at fontænerne bevæge sig mod ham da Ülo trak ham ind i dækning bag træet.
   De hørte en stribe slag mod træstammen da kuglerne slog ind i den. Store lunser træ blev revet ud og dalede ned over dem.
   Den blå bil kørte videre med et fladt slaskende baghjul, og sænkede farten mens føreren kæmpede med at bevare kontrollen over den.
   Til sidst holdt den stille et par hundrede meter nede af vejen og tre mænd kastede sig ud og skød mod dem.
   Ülo sprang op, ignorerede enhver form for dækning og affyrede sin maskinpistol mod dem, med en stribe forbandelser, der kom lige så hurtigt som skuddene.
   Denys affyrede åndsfraværende sin pistol i den rigtige retning et par gange. Han sad med ryggen mod træstammen og prøvede at opfatte hvad det var han lavede.
   Et skud fra siden og en hånd på skulderen fik ham til at fare sammen. Lazaref stirrede eftertænksomt på ham.
   "Det var altså ikke vores dag. Skal vi se at komme væk?" råbte han til Ülo, der stadig skød som en rasende hen af vejen.
   Ülo så tomt på Lazaref, tog sig sammen og løb sammenbøjet tilbage til sin bil med de andre i hælene.
   En uregelmæssig skydning bagfra fik grene og kviste til at regne ned over dem mens de løb. Ülo startede bilen, ventede til Denys, Lazaref og Karel var inde og trak vejret dybt.
   "Rul vinduerne ned og duk jer! Vi kommer kun til at mangle dækning et kort øjeblik" konstaterede han, gassede op og kørte ud under en lyd af flere skud.
   Et af dem hvinede gennem de åbne vinduer inden han drejede tilbage af den vej de kom fra.
   Et brag fra bagenden fik dem til at fare sammen mens lyden af skuddet nåede dem, et mikrosekund efter.
   "Den fangede reservehjulet" skreg Ülo og satte farten mere op. "Så må i gerne lukke vinduerne. Hvem er egentlig efter jer?"
   "Det er en anden ukrainsk milits, der er ude efter det, vi skal landsætte." svarede Lazaref.
   "Det er godt med dig. Såvidt jeg kan afgøre talte de geværer med Moskva dialekt i stedet for Ukrainsk." konstaterede Ülo ophidset og pressede farten en anelse op.

***

"Nu må du hellere ajourføre os" sagde Christian og holdt Mortensen tilbage.
   "Selvfølgelig" sagde Mortensen med et smil.
   "Q4's modstykke her i landet hedder 'Kontoret for Interne Affærer og Sikkerhed'. Ligesom vi fungerer det som paraply for andre tjenester. De startede med at koordinere de tre, der eksisterede i fyrrene. Siden har E-tjenesterne fået flere underafdelinger, der ikke altid fortæller de andre hvad de laver.
   'Interne Affærer har flere indsatsgrupper, der rydder op i det rod der nemt opstår når en afdeling støtter nogen med en stak raketstyr, der bliver stjålet og senere solgt af nogen en af de andre afdelinger skal bruge til noget andet. Den afdeling af CIA, der støttede Mujaheddin under russernes besættelse får ikke ret meget ros af af dem, der tager sig af Talibans unoder i dag. En del af Talibans topfolk startede i Mujaheddin."
   Det lod han synke til bunds.
   "Det er sådan noget der sker, når dem der skaber politik hverken har kontrol over udviklingen eller med de ledere, der foretrækker at skjule deres fejl med udførelsen. Det kender Q4 jo lidt for godt."
   "James Bond skulle bare vide vi samarbejder med SMERH, hvis det er det du prøver at bilde os ind." mumlede Karsten. "Hvad gør vi nu?"
   "Det er nemlig det jeg siger" bekræftede Mortensen. "Som sagt hedder det 'Kontoret for Interne Affærer og Sikkerhed' ligesom andre steder. Nu bevogter vi vejene til Chornomor'ske og fjerner Semanov og Lazaref fra dem. Raketstyrene skal helst blive ombord i Al Shawara til den kommer retur til Libyen. Der kan de så hentes og returneres og alle sparer en halv million bortforklaringer. Vi skal nok sørge for de heller ikke kommer i land i Odessa."
   "Og så er der gjort klar til storvask, hvis det viser sig at dem, der står bag Semanov henter støtte i en helt tredje afdeling" grinede Christian.
   "Det har de stadig en ret fiks løsning på, her i landert" grinede Mortensen også. "Man skal bare huske varmt tøj. Hvis Karsten tager med Wital og Sharjah er der balance i styrken."

Wital og Sharjah sprang pludseligt, hurtigt ind i deres bil og kørte væk med hvinende dæk. Indrek sluttede en samtale og så alvorlig ud.
   "Vassilij faldt i baghold, " sagde han. "Han har to lettere sårede. Wital og Sharjah kører op for at undsætte dem. Semanov og Lazaref stak af og kørte tilbage. Dem holder de udkik efter undervejs."
   "Hvad gør vi så?" spurgte Mortensen.
   "Afventer flere oplysninger" sagde Indrek. "Indtil da kan vi tage ned til Chornomor'ske og høre hvad vores folk der har fundet ud af og forberedt. Jeres og mine folk har sporet de telemaster Karel Sarghovs telefon har været tilkoblet. Vi kan jo orientere os om forholdene der, hvis han selv skulle dukke op igen. Forhåbentlig har han Semanov og Lazaref med.
   Mortensen overtog rattet mens Indrek koncentrerede sig om både at holde forbindelse med sine folk og rapportere til sine overordnede.
   Christian og Karsten fik et par korte beskedder om at Al Shawaras radar nok blev godkendt den følgende dag så den selv kunne forventedes at gå gennem Bosporus og ind i Sortehavet den følgende midnat.
   Endnu et kort signal fik Christian til at åbne sin computer for at modtage en kodet meddelelse.
   "Hvis vi ikke fanger Semanov og Lazaref kan vi låne en AWACS til at overvåge damperen når de omlæsser våben" forklarede han. "Det forudsætter dine folk ikke har noget mod den tager en rundtur over Sortehavet."
   "Så må vi hellere fange dem forinden.Jeg kan ikke forrestille mig de har nogen indvending mod at have sådan en fyr reserve " mumlede Indrek og gik i gang med telefonen igen.
   Christian lænede sig tilbage og nød turen som gik gennem afvekslende landbrugsområder med masser af vinstokke mellem duftende magnoliaer og fyrretræer. De forskellige mennesker de mødte betragtede bilen vagtsomt af en eller anden grund. Det nævnte han for Indrek.
   "Måske skulle jeg have fjernet mine russiske nummerplader når vi ikke er helt sikre på, hvem vi har med at gøre. Efter invasionen er Krim stadig en mulig krudttønde. De forskellige etniske grupper tager stadig deres gamle rettigheder og traditioner lidt for alvorligt, uden situationsfornemmelse."
   "Det risikerer at ende som da tre katolske, muslimske og jødiske præster prøvede at afgøre, hvem af dem der repræsenterede det bedste system, ved at døbe hver sin vilde bjørn." mente Karsten.
   Indrek stirrede spørgende på ham.
   "Den katolske og muslinske præst fik døbt hver en bamse og ventede på deres kollega på et lokalt kaffehus. Den jødiske præst ankom skam også på en båre og brokede sig over at katolske og muslimske dåbhandlinger ikke omfattede omskæring. Det var unfair konkurrence mente han efter hans bjørns reaktion på den del. Han havde samme situationsfornemmelse som dem, der bruger våben i Donetsk"
   "Hvis man erstatter dine bjørne med etniske og politiske grupper er du er nogenlunde rigtig på den" mente Indrek da Chornomor'ske kom til syne.
   "Alle foretrækker ikke at vide noget om raketstyrene. De skal blive på Al Shawara til den kommer tilbage til Libyen."
   I vejkanten holdt der en bil og ventede længere fremme.
   "Der er mine kolleger." sagde Indrek og kørte ind til siden.