Udah strakte sig sidst på eftermiddagen. Det fjernede stivhed fra kroppen. En seks timers tur til Latakia havde denne gang taget ni og aftenen var begyndt. De rettroende begyndte at samles om minareter hvor muezzinen sang adhan for at minde om næste salat.
   Udah var druser og gik høfligt udenom og indsnusede den anden luft, end det han var vant til. Han så med et smil på omgivelserne og nød følelsen af liv og luft i en by frem for det halvsøvnige tempo i lejren.
   De penge og den indkøbsliste han havde fået af Tiamat havde han bare proppet ned i rygsækken, uden han så noget videre på nogen af delene. Den huskeliste han selv havde i hovedet til sit besøg i glædeshuset var mindst lige så lang og meget vigtigere.
   Han gik i den rigtige retning. Han havde hvilet lidt under turen og var ikke længere sur over han var blevet jaget tidligt op. Han blev sat til at lave morgenmad mens Tiamat forsvandt. Mens han rettede an fik han så mange forskellige referater af begivenhederne og årsagen til dem, han næsten mente, han selv havde været til stede. De var så spændende han næsten ikke fik sovet undervejs.

En skikkelse fangede straks hans øjne da han drejede om hjørnet til sin egen gade. Han borede sig ufortrødent gennem vrimlen af mennesker.
   "Azalam bror" sagde han til den anden der stod ved indgangen til faderens butik.
   Hans bror sluttede samtale med en kunde, vendte sig om og smilede til Udah.
   "Aleykum bror. Skal vi ha dig rendende igen? Kan du ikke holde dig fra tøserne. Må jeg komme med?". Det sidste var kun sagt i spøg.
   Efter et par konflikter i familien, om hvem der bestemte hvad, havde storbror forladt den og et aftalt bryllup i protest, for at tænke over det og familiens hierarki. Udah fik lov til at følge med for husfreds skyld. Han havde også havde gjort oprør over et par ting. Hans lillebror savnede ham, mest fordi han overtog jobbet med at holde familiens biler i de farver deres far og fabrikanten mente de skulle have. Udahs afsky for det, var mest årsag til hans tilbud om at holde forbindelse med broderen ved at følge ham og se noget nyt alligevel.
   "Få hellere skæg først unge mand. Så kan vi tale om det." Udah havde ikke barberet sig i tre dage med tilfredsstillende resultat, mente han selv.
   Broderen betragtede resultatet og skulle til at sige noget, men tog sig i det. En aldersforskel på tre år måtte stadig respekteres.
   "Vi ses vel senere" sagde han bare. "Skal du sove her? Så giver jeg de gamle besked."
   "Måske" sagde Udah vigtigt " Jeg har ret mange vigtige ærinder denne gang. Jeg skal nok hele byen rundt," påstod han stolt.
   "Og noget af det tager længere tid end andet," sagde hans bror med et indforstået smil.
   "Nemlig, hvis det skal gøres grundigt" sagde Udah og gengældte smilet. "Salaam. Vi ses sikkert inden jeg tager af sted. Vores bror har det godt og er tilfreds hvor han er, skulle jeg hilse og sige."
   Han drejede sig om og gik med et nik til den anden, der så misundeligt efter ham.
   Mødet satte Udah i højt humør. I lejren fik han heller ikke lov til at glemme han var nederst i hakkeordenen. Han gik videre gennem den larmende vrimmel i gaderne og lyttede til at kunder og handlende råbte op overfor hinanden. Det hele lugtede pragtfuldt af krydderier, frugt, grøntsager, kød og fisk, der var mere friskt end i lejren. Enkelte betragtede alligevel varerne skeptisk og bidrog efter bedste evne til den almindelige larm mens de forsøgte at handle prisen ned, uden at fornærme sælger eller hans varer, mere end højest nødvendigt.
   Udah fandt hurtigt den første butik. Der afleverede han bare en af Tiamats lister. Han kunne også efterlade sin tomme rygsæk og hente det hele i dagen efter. Han gik videre med næste liste. Da det efterhånden var blevet sent nærmede han sig kort efter huset med den røde dør. Han var spændt på hvor mange kunder der var. Hvis han ikke kunne få sit ønske opfyldt, kunne han jo bare gå hjem og sove.


Udah var heldig og fik ingen grund til at fortryde sin lille gave til Sfira. Næste morgen fulgte hun ham ned i kaffestuen hvor han til sin glæde så sin ven fra sidst der sad sammen med et par andre. Han bukkede høfligt for Sfira, der skaffede ham yderligere anseelse ved at tage hans hånd med begge sine og give ham et strålende smil.
   "Vel mødt du Allahs kriger" hilste manden, der havde sagt, Udah bare kunne kalde ham Djinna.
   "Gør dig det behageligt og kom til hægterne efter anstrengelserne smilede han. Du skylder mig revanche fra sidst. Lad os sole os i dit talent for sjove historier. Så kan vi måske også fortælle hinanden hvad vi har lavet af mindre vigtige ting, siden sidst."
   Hverken Djinnas held eller koncentration var blevet bedre siden sidst. Under deres dæmpede samtale fortalte han muntert og levende om hvordan han undertiden gav en hånd med, med visse ting. Under spillet og den andens latterbrøl fortalte Udah løst og fast fra lejren og om den ukendte mand, de flere gange havde haft på besøg. Han stod, efter sigende, for en væsentlig del af morgenens underholdning. Djinna mente han kendte ham, efter beskrivelsen og bekræftede at den slags spøgefuldheder kunne ligne ham.
   "Jeg tror ikke du hørte rigtigt" erklærede Djinna senere. "De mente nok ...". Han kom med et par forslag og bandede over et uheldigt slag med terningerne.
   Udah holdt fast ved sit. Han var samtidig sikker på hans gruppe havde ammunition nok til at forsyne andre moderate grupper med granater. Han var lige så sikker på der snart kom mere til Baryias. tid. Han fortalte han hørte det meste i stabens kantine og gik let udenom det, han lavede der. De spillede videre og snakkede under store latterbrøl. Djinna insisterede på mere kaffe, til han vandt et spil.

Efter endnu en time måtte Udah med beklagelse tage afsked, med et løfte om de sikkert snart sås igen. Han skulle også klare mere, inden han tog tilbage til lejren. Han begyndte at gå videre mens han prøvede at komme i tanke om hvordan adressen på næste seddel nemmest kunne nås. Han skød genvej gennem en smal og øde smøge. Halvvejs igennem mærkede Udah pludseligt et puf og en smerte i siden.
   Inden han opfattede hvad der skete, blev han skubbet ind i en port.
   Han så på manden, der med udtryksløst ansigt, puffede ham videre. Han genkendte en af sidemændene fra huset, han lige havde forladt. En anden fulgte efter og så sig bagud. De greb begge fast i Udah og holdt ham for munden med jerngreb.
   Udahs ene hånd var stadig fri. Han gned på stedet hvor det gjorde ondt. Han mærkede den blev våd og så vantro, den var fuld af blod.
   Mændene trak og skubbede Udah længere ind i gården, der var fri for mennesker. De puffede ham hen i et hjørne.
   Udah var rædselsslagen. Med den frie hånd fandt han de sidste penge og rakte dem frem, med et bønligt blik.
   Den ene så flygtigt på det, tog pengene og stoppede dem i lommen. Han greb Udah i nakken og tvang ham ned i hjørnet. Udah knaldede knæskallerne direkte mod den hårde plads og holdt stadig en hånd mod såret i siden.
   Han mærkede en ny, brændende smerte i ryggen, og følte han ikke kunne trække vejret. Det sidste der holdt op med at fungere efter han havde fået en kniv gennem hjertet var øjnene, der så den øde gård. Hans hjerne blev overvældet af en blanding af smerte og forvirring mens han mens han gled gennem det limbo meget få vender tilbage fra, til alt blev opslugt af mørke.
   De to mænd betragtede opmærksomt omgivelserne. Der var stadig øde i gården. Ingen havde bemærket noget og ingen af mændene havde fået blod på sig. De kontrollerede Udah en sidste gang og lod stiletten blive siddende. Derefter samlede de hurtigt affald, der lå omkring, til at dække liget nødtørftigt. De forsvandt ud i smøgen igen efter tre minutter og gik roligt videre.
   Manden, der kaldte sig Djinna, gled ud fra en port længere nede i smøgen og sluttede sig til dem.

***

"Lidt mere" sagde van Enckhuisen tilfreds. Han stod sammen med Harper og Hardesty og betragtede Robins udvikling.
   "Så kan de operationelle psykologer snart begynde på deres del" mente Hardesty. "Der er måske nogle forbindelser, de vil finde ret interessante."
   "Hvad taler de om?" spurgte Christian der hjalp Mortensen med at indeksere en ny stak informationer.
   "Geografisk profilering og reaktioner." svarede denne. "Halvt matematik og halvt heksekunst, hvis du vil høre min mening. Mennesker og grupper handler instinktivt. Det gør det muligt at finde mønstre i deres handlinger og forudsige de næste. Engang blev der udviklet et par algoritmer som kortlage generelle reaktions- og bevægelsesmønstre for at finde dyrs sove- og jagtsteder. En eller anden optimist blev nok til grin ved at afprøve dem på et par seriemorderes jagtmønster. Der var bare det problem det faktisk virkede. Vi bruger dem også til at isolere celler af virkeligt uartige spillere, med afvigende mønstre, mellem de andre."
   "Virker det så?"
   "Det har vi ikke rigtigt fundet ud af endnu. Som bekendt giver vi kun teori og gætteri videre. Det meste bliver til følsom efterforskning. De operationelle psykologer gætter også på resten af gruppens reaktioner. De mener selv de forudsiger dem, nogenlunde i hvert fald."
   "Hvorfor brugte man ikke dem inden der kom reaktioner på diskussionen om mod Burka og Niqab" spurgte Christian.
   "Beklages sikkert også stadig" mente Mortensen "Det skal vi nemlig ikke være årsag til. Så længe der er trafik i begge retninger må vi hellere afvente den naturlige udvikling. Imens sikrer vi os der ikke brydes for mange regler undervejs ved hvervning og indsamling. En stor del af det foregår i celler. Dem får vi en ide om ved at registrere afvigelser fra normale mønstre. Det laver de operationelle psykologer kurser og foredrag om, nede hos Lucas Mann i Q44 i stuen."

"Så vidt jeg har hørt gætter man også på, at der stadig findes ukendte planeter, der forstyrrer andres mønster for omdrejning," sagde Karsten der lyttede med i tavshed.
   "Det er nok samme princip" bekræftede Mortensen. "Løbeskoene kalder, drenge. Lad os få lidt luft og beundre bygningen af det nye hovedkvarter, mens vi tænker videre."
   "Skal bygningen her også rives ned?
   "Sikkert" bekræftede Harper, der en gang i mellem løb med. "Vi får nok et hjørne et andet sted. Indtil videre fungerer det her, jo efter hensigten."

Få minutter efter startede holdet blødt efter opvarmning og deres sædvanlige indbyrdes drilleri var overstået. Karsten havde pustet lidt efter de første ture. Han havde udskiftet sine sko og var indstillet på at gøre noget ved det. Han fulgte de andre efter at have vinket til Hardesty, Robicieux og Van Enckhuisen. De benyttede lejligheden til at snuppe en pause og en mundfuld frisk luft og betragtede gruppen af løbere.

"Hvordan går det med vores nye medarbejdere?" spurgte Lucas Mann fra sit vindue, som de stod nedenfor.
   Hans afdeling bestod af det meste hele stuen og var isoleret fra de øvrige etager. Udover en fælles kantine var stuen delt op i undervisningslokaler, med et par mindre møderum plus en snes operationelle psykologer, med hvert sit kontor. Dertil kom en flok skiftende forbindelsesmænd med de instanser de normalt udvekslede sladder og rygter med. Samtidig indeholdt første sal også en række brandsikrede arkivskabe med kuverter med en række scenarier for forskellige trusselsmuligheder. De indeholdt et detaljeret studiemateriale over de ting, der sammen med andre, kunne ende som en del af en uønsket udvikling og hvordan man ville kunne begrænse det med lovlige midler.
   Han kom lige fra et møde med et par operationelle psykologer. De baksede med scenarier om hvad der kunne holdes øje med blandt frivillige krigere, når de havde set krig nok og kom hjem. Samtidig ville man gerne vide lidt om det, der havde fået dem til at tage afsted og havde hjulpet med det.
   Det detaljerede studiemateriale i de scenarier, de holdt kurser i, var ikke spor teoretisk. Det ville kommende kursister sikkert more sig lige så meget over som deres forgængere havde gjort, indtil den dag de var så uheldige at blive præsenteret for noget lignende, og kom i tanke om hvad de kunne se efter.

Oberst Robicieux svarede uden tøven.
   "Sædeles kvikke og nysgerrige. De har næse for tingene. Den er ikke helt udviklet endnu, men er bestemt på vej i den rigtige retning. De har fundet en god rytme. De finder det rigtige og stiller gode spørgsmål. Bedst af alt er de bestemt ikke bange for at bede om mere, når de mener der mangler noget. De kommer fint ud af det med alle."
   "Kan vi prøve at fremskynde den udvikling, ved at give dem et indblik i hvordan man arbejder uden for vores perimeter og bruger deres arbejde?" spurgte Lucas Mann.
   "Ja hvorfor ikke" mente Hardesty. "De fleste af de sager er i mellemtilstand inden de er klar til sådan en aktivitet, tror jeg. Indtil videre holder jeg det for mig selv, min tolk i Pakistan blev skudt, lige ved siden af mig."
   "Og det må du hellere blive ved med" mente Lucas Mann. "Hold udkik efter en nem lille ting, der kan bruges til øvelse og uddannelse."
   "Jeg fik dem tjekket lidt grundigere, efter første samtale, sagde Hardesty."De har med garanti det talent, vi sætter pris på. Samtidig er de intelligente nok til at forstå, hvorfor vi findes og kan levere de følsomme ting videre, på passende diplomatisk vis."

"Hvorfor findes vi så?" spurgte Van Enckhuisen med et lunt smil. "Det er jeg nemlig heller ikke helt sikker på. Vi er jo kun en studiegruppe med kurser, der hænger et sted i luften, mellem Europol og Nato."
   "Husk hvor du får de fleste oplysninger fra?" sagde Robicieux. "Ud over det du selv finder, mener jeg, som får dem til at hænge sammen."
   "Alle steder selvfølgelig" svarede Van Enckhuisen "Det meste er noget bras. Der er skam også guldkorn vi kan gå videre med og kombinere med det, vi selv finder frem. Lidt uofficielt selvfølgelig, indtil det kan blive clearet."
   "Netop." svarede Mann. "Og til det formål har du fået tilsyn med et par unge mennesker, der fik en slags samfundstjeneste i stedet for domme for hacking. De laver forhåbentlig noget fornuftigt under dit tilsyn.
   Det gælder nemlig også for Gabel og Harbo." fortsatte Mann. "De nærmere omstændigheder er følsomme. De kørte vidst nok, en studiegruppe i kontrol i kommissariatet, og gjorde det lidt for grundigt, til vi overtog dem."
   "Skulle de også have en dom?" spurgte Hardesty vantro. "Det står der ikke en millimeter om i deres papirer."
   "Det kommer der heller ikke til," svarede Lucas Mann bestemt. "så længe de holder kæft. Det foretrækker de fleste. Jeg ved kun de nærmere omstændigheder var lige så u-officielle, som vores 'rygter'."
   Obersten, Hardesty og Van Enckhuisen grinede og betragtede gruppen af løbere. De forsvandt bag byggeriet af Natos nye hovedkvarter.